Bøger til de ældste i skolen

Læs mere om Specialpædagogisk månedsblad her.

Der udgives megen god børne- og ungdomslitteratur i disse år. Så meget, at det kan være svært at følge med. Denne artikel giver forslag til titler, som kan erstatte eller give et supplement til Bjarne Reuters 7.a og Kenneth Bøgh Andersens De hvide mænd i udskolingen, deres kvaliteter usagt.

(Artiklen er trykt i Specialpædagogisk månedsblad nr. 189, februar 2019 og kan læses i sit oprindelige layout ved at klikke her.)

Der er store forskelle mellem de unge, vi arbejder specialpædagogisk med i skolen. Mit eget virke er tre dage om ugen på en folkeskole, og her har jeg både arbejdet med deciderede bogorme og med unge, som ikke frivilligt ville åbne en bog.

Alle har krav på litteratur, som de kan genkende sig selv i. Som giver tilpas udfordring. Derfor er den gode historie væsentlig. En god bog er én, hvor man bare lige skal have næste side med.

Men hvad er en god historie så? Det er sværere at sige. Spørg gerne, hvad den sidste bog hedder, som den unge kunne lide. Det fortæller, om du skal gå efter gys, humor, drama, kærlighed eller noget helt femte.

Young Adults: Det nye – og så alligevel ikke

I dag taler man ikke længere om ”ungdomsbøger”, som giver minder fra 1970’ernes socialrealisme og bøger filmatiseret med lydspor af Sebastian. Nu hedder det YA, som står for Young Adults. Bøgerne kan også appellere til tweens og i kraft af deres litterære kvaliteter også til voksne. Hvor min barndoms lærere næppe selv fandt den store glæde ved de bøger, vi blev præsenteret for, kan pædagoger, lærere og forældre for den sags skyld få gode læseoplevelser på linje med den unge.

De berører mange forskellige emner. Kærligheden står stadig stærkt, men identitetsdannelsen fylder også meget. Ofte cirkler temaerne omkring død, sygdom, skilsmisse, homoseksualitet, ensomhed, anderledeshed… listen var lang. Fagudtrykket for en del af temaerne er sick-litt. Tendensen er, at man skriver uden om temaerne, så det ikke handler om f.eks. sygdom. Sygdommen er en præmis, og så tager handlingen afsæt inden for den ramme.

I den genre er Fuglemanden et af de nye uundgåelige. En grafisk roman om indre stemmer, som forlanger mere og mere af sin bærer. Forfatter og illustrator, Sarah Engell og Lilian Brøgger, eksperimenterer med udtryk og giver på den måde en helt særlig læseoplevelse.

Månen er en højtaler sætter aldrig ord på, hvad der er forkert i den lille familie, som består af 9-årige Alvin og hans mor. Men moren har en række tvangstanker, bl.a. den, som gav titel til bogen. Hun er angst for besøg fra ”kommunen”, og det forstår man godt, når man hører om de forhold, Alvin lever under.

Man ved med det samme, at noget er galt, helt galt i Til døden os skiller. Det fortæller hovedpersonen i et alarmopkald i begyndelsen, men man skal 250 sider længere frem, inden man efter adskillige spor og vildspor finder ud af, hvad det er, der er galt, helt galt. Partnervold kan have mange former.

I Dig og mig ved daggry fører forelskelsen til et dobbelt selvmord, og bogen kører i to fortællespor. Det ene fortællespor er Louises historie inden selvmordet, det andet fortællespor følger forældrenes efterfølgende forsøg på at forstå, hvad der er sket, brillant fortalt af én som må være Louises spøgelse.

Der er mange temaer i Provinspis. Der er alkohol og stoffer og sex, som bliver beskrevet meget eksplicit. Men hovedpersonen kæmper med at føle sig hjemme, samtidig med at hun vil noget andet og mere. Hun bor i Ansager, og det kan ikke gå stærkt nok med at komme derfra. Hun har også begavelsen til det, får i hvert fald høje karakterer, men hun har ikke fokus nok, og det bliver derfor ikke rigtigt til noget. Sådan er det med det meste i hendes liv.

Hjertet er 1 organ er en meget stærk fortælling om den 17-årig Lucca, som skærer sig selv og har sex med tilfældige mænd fra forældrenes hotel. Hun styrer sit liv med tal, for ”tal er pålidelige”, som Lucca siger det. Der er ikke meget andet i Luccas liv, hun tør stole på. Heller ikke den jævnaldrende Xu, som tænder en ild i Lucca men måske alligevel ikke er den rette. Hjertet er 1 organ skal anbefales med omtanke. Det er stærk kost.

Hvis man ønsker en bog, som ikke bader i eksplicit vold og sex, så er Hemmeligheder fortællingen om et road trip, som ender på Fyn hos på overfladen rare og lidt kedelige mennesker, som viser sig at bære på hver deres hemmelighed. Ligesom hovedpersonen også gør. Trafficking, stofmisbrug, ødelagte familiebånd osv. dukker op efterhånden, men fortalt uden at forskrække selv følsomme læsere.

Til læseren, som ikke ønsker mere vold og sygdom, er Valget også et godt forslag. I baggrunden lurer miljøkatastrofer og mennesker på flugt fra krig, men det altafgørende tema i bogen er dilemmaet mellem at gøre det ”gode” (hvad det så end er) her-og-nu eller på lang sigt. Kan Xenia afvise et lille flygtningebarn, som bogstaveligt talt flytter ind i hendes hjem, for at sikre sig en politisk karriere, som kan redde endnu flere mennesker?

Billedbøger er også til unge

Billedbogen skal også nævnes. Eller graphic novels, som det kaldes. Fuglemanden er beskrevet ovenfor.

Bare en ond drøm er lavet af far og datter og er både en bog om drømme og viser vej til, hvor man kan lære om drømmetydning. Samtidig er Bare en ond drøm et eksempel på, hvordan også børns billeder kan bruges i en professionel sammenhæng.

Fuglen er også en bog, man kan grave sig ned i. Et poetisk sprog spiller godt op til fine, sarte illustrationer, som tilsættes en knivspids gru, når det er påkrævet. En fugl bliver Albas bedste ven, indtil hun skubber den væk for at få en anden ven. Da hun indser sin fejltagelse, må hun ud på søgen efter fuglen. Her er både tale om litteratur, kunst og en god historie.

Litteraturliste

Bare en ond drøm, Aino og Ville Tietäväinen, Høst & Søn 2016
Dig og mig ved daggry, Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved, Gyldendal 2013
Fuglemanden, Sarah Engell og Lilian Brøgger, Carlsen 2018
Fuglen, Marianne Iben Hansen og Tea Bendix, Gyldendal 2015
Hemmeligheder, Vibeke B. Arildsen, Eudor 2018
Hjertet er 1 organ, Sarah Engell, Carlsen 2016
Månen er en højtaler,Kathrine Assels og Laurenz Rawashdeh, Jensen & Dalgaard 2017
Provinspis, Ditte Wiese, Carlsen 2017
Til døden os skiller, Kit A. Rasmussen, Carlsen 2017
Valget, Sarah Engell, CarlsenPuls 2017

Alle bøger i denne artikel er anmeldt mere udførligt på www.paedagogen.dk. På Bjarne W. Andresens egen hjemmeside www.bjarnewandresen.dk kan man klikke på læserens alder under ”Boganmeldelser: Målgruppe.” Hjemmesiden www.bogbotten.dk er også et godt sted at finde inspiration. Under fanebladet ”Bøger” kan man vælge genrer og/eller aldersgruppe.