Børns fortællinger
Vicki June Sieling
182 sider
Hans Reitzels Forlag 2010
De væsentligste fortællinger i barnets liv er hverdagsfortællingerne (livet i sandkassen), personlige fortællingerne (”Jeg er sådan…”) og livsfortællingerne (biografi/cv). Pædagoger og andre voksne omkring barnet former barnets selvbillede gennem de ord, de vælger.
En del af Børns fortællinger beskæftiger sig med observationer af enkeltbørn og af børnegrupper. Der er et skema over specifikke iagttagelser. Vicki June Sieling pointerer, at ”øjet, der ser, bestemmer ofte, hvad der kan iagttages.”
På samme måde er fortolkningerne af iagttagelserne både en risiko for misforståelser og en kilde til flere forståelsesmuligheder. Derfor kan to børn lege den samme leg med vidt forskellige intentioner. Legen bliver dermed et fælles tredje. Det samme kan gøre sig gældende i relationen mellem barn og voksen. Her bruger bogen den såkaldte stjernemodel (som ses på billedet).
Det kan også være to voksne, som ser forskelligt på den samme episode. I bogen er nævnt det eksempel, at de største børn i vuggestuen sover inde. Forældrene kan f.eks. mene, at barnet har bedst af at sove i fri luft, mens pædagogerne lægger vægt på fællesskabet med de jævnaldrende, selvhjulpetheden i selv at hente dyne i skabet osv.
Hvad er barnets egen intention? Hvad er andres intention med barnet? Er der problemer eller konflikter mellem disse intentioner?
Efter hvert kapitel er der spørgsmål til refleksion. Til bogen hører en hjemmeside, som jeg ikke er gået i dybden med.