Kategoriarkiv: Arbejdsforhold

Afvæbnet kritik

Skriv et svar

Afvæbnet kritikAfvæbnet kritik

Rasmus Willig
235 sider
Hans Reitzels Forlag 2016

 

 

Hvad er “afvæbnet kritik”? Det er den måde, kritik bliver mødt på, som tager luften ud af den. Det er måder at svare på kritik på. Rasmus Willig har i syv år samlet på afvæbnet kritik, som den er hørt af sygeplejersker, socialrådgivere, politibetjente, lærere og pædagoger. De er efter hans mening “rygraden i ethvert samfund” og får på denne måde endnu engang stemme via en af hans bøger.

I Afvæbnet kritik bliver kritikken først analyseret og defineret. Der er en masse ting, den ikke er: Den er f.eks. ikke tilknyttet et bestemt parti eller en bestemt ideologi. Ingen har monopol på kritik. Det beskrives sådan: ”moral er kritik og kritik er moral (…) Kritik er imidlertid ofte utålelig for magthavere og ikke mindst for despoter, diktatorer og ideologiske strømninger.”

Med den tilgang kan det ikke undre, at bogen gør et stort arbejde for at hjælpe læseren til at gennemskue, når kritikken bliver afvæbnet.

Eksempler på afvæbnet kritik:

“Du er da vist udbrændt.”
“Det er altså kun dig, der mener, at der er en konflikt.”
“Skal du have hjælp til at prioritere dine arbejdsopgaver?”
“Behøver du være sådan en betonsocialist?”
“Du behøver jo ikke at kunne lide dit arbejde.”
“Du skal ikke løse opgaven til et 12-tal. Du skal bare bestå.”

Særligt den sidste sætning rammer hårdt, hvis man har sin faglige stolthed i behold. Det er skrap læsning, og de mange eksempler (over 20 sider) er også delt op i to dele.

Værre bliver det af, at de afvæbnende svar reproduceres ned gennem systemet, fra højere ledelsesniveauer til lavere ledelsesniveauer. “Pædagogen bruger dem overfor børnene, og sygeplejerskerne bruger dem overfor patienten. De gentages endda i privatlivet.” (Fra min boganmeldelse på JAGOO.)

Bogen Umyndiggørelse kom i 2009. Fire år senere kom Kritikkens U-vending, og med Afvæbnet kritik har vi en hel lille serie, som tager afsæt i umyndiggørelsen af velfærdsprofessionerne og dens følger. Det er ført så vidt, at bogen har et afsnit om censur, hvor den skelner mellem defensiv censur (hvor man censurerer noget, som er skrevet) og offensiv censur (hvor man undlader at komme med f.eks. kritik af frygt for konsekvenserne).

Det betyder ifølge Rasmus Willig, at fagbevægelsen har en vigtig rolle at spille. Det ses på fire områder: Omfordeling af samfundets goder. Anerkendelse af professioner. Fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Fagets autonomi og autoritet. Velfærdssamfundet, professionerne og dens udøvere har brug for en fortsat udbygning og bevarelse af de fire områder, og det kan kun ske, hvis fagene kan ytre sig, kan blive hørt og ikke bliver afvæbnet.

Hør Rasmus Willig fortælle om sin bog:

Eller se en udsendelse på DR.

Afvæbnet kritik-artikel

Skriv et svar

Artikel om Afvæbnet kritikAfvæbnet kritik-artikel

Man kan godt sige, at ringen er sluttet, da Rasmus Willig møder pædagogerne i BUPL Århus og præsenterer sin seneste bog, Afvæbnet kritik. Han fortæller, at han gerne ville holde mødet her, ”for det var her, det begyndte med den første bog, Umyndiggørelse.”

(Læs artiklen i sit oprindelige layout ved at klikke på billedet.)

Mange vil huske fortællinger om, hvordan velfærdsarbejdere skreg i bilen på vej hjem fra arbejde eller åd store mængder slik for at holde det ud.

Nu er det blevet til en lille serie på tre bøger. I Afvæbnet kritik har Rasmus Willig samlet et udvalg af de svar, pædagoger og andre får, når de kommer med kritik. Deltagerne i mødet på Kystvejen genkender enten formuleringerne eller den mangel på respekt, der ligger bag.

Det er de ikke ene om. Rasmus Willig kan fortælle, at bogen bliver revet ned af hylderne og har givet anledning til debat på mange medier. Aviser, tv, sociale medier; alle taler om den. Og hvad er det så for en bog, som har givet anledning til, at sociologen har taget turen til Aarhus trods en fyldt kalender, et benbrud (”Jeg har først lige smidt støttestrømpen”, forsvarer han sig med, da han sidder ned under hele foredraget) og urimelige vilkår for forberedelse på en bustur med rød billet pga. sporarbejde på Fyn?

Det kan du læse i bogen

Kritik kan ses som en motor for forandring. Kritik tilhører ikke en bestemt fløj, et bestemt parti eller en bestemt ideologi. Kritik kan tjene alle, og ”moral er kritik og kritik er moral”, som Rasmus Willig formulerer det. Han fortsætter: ”Kritik er imidlertid ofte utålelig for magthavere og ikke mindst for despoter, diktatorer og ideologiske strømninger.” Med den tilgang kan det ikke undre, at bogen gør et stort arbejde for at hjælpe læseren til at gennemskue, når kritikken bliver afvæbnet.

Konkurrencestaten

Tilbage i Aarhus hører vi om Grundlovens § 77, som bl.a. lover, at ”Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.” Hvad er ”andre forebyggende forholdsregler”? Og hvad gør man ved, at kritikken ikke er forbudt, men at den får så dårlig en modtagelse, at den sygner hen?

Gennem historien har især kirken, staten og markedet haft grund til at censurere. I konkurrencestaten udøver vi selvcensurer, for ingen vil udstille sig selv som svag i konkurrencen. Det gælder også daginstitutioner!

Det er alle steder

Tendensen til at afvæbne kritikken findes i alle niveauer i ledelses-hierarkiet. Mellemlederne møder de samme svar oppefra, som de giver nedad. Og det reproduceres, så pædagogen bruger de samme ord til børnene.

”Det psykiske arbejdsmiljø kommer under et voldsomt pres,” fortæller Rasmus Willig, ”fordi de, som udøver selvcensur, oplever en signifikant form for negativ stressbelastning, der er på højde med frygten for at blive afskediget eller mobbet.”

Akademisk og jordnær

Afvæbnet kritik består delvist af artikler mm, som tidligere er udgivet. Det gør sproget lidt ujævnt bogen igennem. I nogle kapitler refereres til Zygmunt Bauman, Karl Marx, Pierre Bourdieu og Erving Goffman. Andre kapitler består udelukkende af korte, afvæbnende sætninger. Man kan vælge at se det som en svaghed, men det gør den samtidig relevant og interessant for en større læsergruppe. Og den har et budskab, som skal nå langt ud.

Eksempler på de afvæbnende svar er:

  • ”Du er da vist udbrændt.”
  • ”Det er altså kun dig, der mener, at der er en konflikt.”
  • ”Skal du have hjælp til at prioritere dine arbejdsopgaver?”
  • ”Behøver du være sådan en betonsocialist?”
  • ”Du behøver jo ikke at kunne lide dit arbejde.”

Mit eget favoriteksempel vil man ikke kunne lide, hvis man har den faglige stolthed i behold:

  • ”Du skal ikke løse opgaven til et 12-tal. Du skal bare bestå.”

Reparationsness

Som ved andre lejligheder stiller Rasmus Willig sig kritisk overfor wellness, fitness og mindfulness, som han samlet set kalder reparationsness. De går fra at være en mulighed til at være et tvangsforhold, når de bliver forudsætninger for at kunne klare sig under et stigende og uafbrudt pres. Og klare sig, det skal man kunne. Flere og flere stillingsannoncer bruger forskellige omskrivninger af resiliens. Med mindre pæne ord betyder det hærdet, hårdfør, modstandsdygtig, resistent, robust og udholdende.

Med en god portion humor fortæller Rasmus Willig, hvordan man kan læse kapitlerne med svar: ”Læs alle kapitlerne med svar højt. Det tager ca. 15-20 minutter,” siger han og advarer: ”Du vil højst sandsynligt få det dårligt, da hvert eneste svar er en dosis arsenik, og alle svar er et syrebad. Der vil typisk gå 1-2 uger, hvor du har det dårligt. Herefter er du vaccineret.”

Humor går også igen i den grundige metode-gennemgang, som bliver til en selvbiografisk (og tragikomisk) fortælling. Både på mødet og i Afvæbnet kritik giver Rasmus Willig eksempler på, hvordan han har samlet sit materiale. En nyuddannet lærer ødelægger sit forhold til både kolleger og ledelse, da hun kommer med kritik på et lærermøde. På samme måde er der eksempler fra de andre professioner, men man kan godt genkende situationerne, selv om man kommer fra en anden profession.

Sidst i Afvæbnet kritik omtales fagbevægelsens rolle. Fagbevægelsen har kæmpet på fire fronter: Omfordeling af samfundets goder. Anerkendelse af professioner. Fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Fagets autonomi og autoritet. Hvis fagbevægelsen fortsat skal bevare og udbygge de fire områder, er den afhængig af, at professionsudøverne kan ytre sig – også kritisk.

Bidrag selv til projektet

Mødet slutter af med to opfordringer:

Hvis du selv har eksempler på, hvordan kritik bliver modtaget med et afvæbnende svar, så skriv til Rasmus Willig. Du finder ham på Facebook og på www.rasmuswillig.dk. Du kan også skrive til: willig@ruc.dk. Alle steder bliver beskeder behandlet med fortrolighed. Dine bidrag kan i anonymiseret form blive delt. Du kan søge på ”Afvæbnet kritik” på Youtube og høre eksempler.

Du er velkommen til at dele citater fra bogen. Hæng dem op på personalestuen, skriv den på forsiden af din kalender eller find selv dine måder.

Afvæbnet kritik
Rasmus Willig
235 sider
Hans Reitzels Forlag 2016

 

Alle pædagoger er ledere – ledere af børn

Skriv et svar

Alle pædagoger er ledere - ledere af børnAlle pædagoger er ledere
– leder af børn

At praktisere pædagogik er at praktisere ledelse. Pædagogen på stuen har ikke de samme ledelsesværktøjer som lederen på kontoret. Alligevel skal hun hver dag lede en flok uregerlige, uuddannede og illoyale børn. Ikke nogen let opgave.

Artiklen har tidligere været udgivet i Århus Pædagoger nr. 2/2016. Klik på billedet for at læse artiklen i sit oprindelige layout.

Når man tænker over det, har pædagogen en ret umulig opgave. Hun skal være leder af stuen/klassen, hvor børnene ikke skænker det mange tanker, hvor vi er på vej hen. De tunge ledelsesværktøjer som fyring, dårlige udtalelser og løntræk går hen over hovedet på ungerne. De har ikke selv søgt ”stillingen”, mange af dem vil faktisk hellere være et andet sted og lave noget andet. De har i hvert fald ikke skrevet under på noget, vi kan holde dem op på.

Oven i det kan vi lægge, at ingen af dem har særlig meget træning i det, de laver. For slet ikke at tale om uddannelse. Børnene handler ofte mere privat end personligt. Eller professionelt, hvad det så end betyder i børnehøjde. De har en kort lunte og har som udgangspunkt mere blik for ”What’s in it for me?” end for fællesskabet. Der er ingen MUS-samtaler til at afstemme forventningerne, og på legepladsen skal pædagogen endda lede nogle teams, som er sat sammen af ”medarbejdere” fra forskellige afdelinger.

Rammerne for praksis

Alt dette skal pædagogen gøre uden tid til forberedelse. Det holder ikke at aftale en tid næste uge, hvor vi kan mødes og arbejde med konflikten. Det holder ikke at skulle rådføre sig med litteraturen. Hvis man er heldig, har man en kollega, man kan få en kvalificeret mening fra. Man kan også være uheldig, at kollegaen blander sig på en måde (eller et tidspunkt), hvor man slet ikke føler, man har behov for det. For kollegaen er nemlig også leder. Af de samme børn endda. En noget ubeskrevet ledelsesmodel: Kollektiv ledelse af kollektive ”medarbejdere”.

Derfor er netværk så vigtigt for pædagogen. Netværk på arbejdspladsen og netværk udenfor arbejdspladsen. De titusinder af pædagoger, som er med i faglige netværk på sociale medier viser behovet. Når pædagoger mødes på kryds og tværs, kommer de ofte til at tale fag og praksis. Det er der en grund til: De netværker. Det kan godt være, de kalder det noget andet, men de netværker.

Barnets perspektiv

Ok, det ser heller ikke så smukt ud set fra den anden side. Børnene har ingen højeste arbejdstid, ingen hviletidsregler og ingen tillæg for skæve arbejdstider eller uvarslet overarbejde. De manglende regler gør, at de nogle gange opholder sig steder, hvor deres ledere (pædagogerne) ikke må komme. Der er vist noget med, at dampene fra perlepladestrygning er forbudt område for de voksne…

Det kan man lige tænke over, næste gang man overvejer, om man ”har det i sig” at være leder. Hvis man til en samtale bliver spurgt, om man har ledelseserfaring. Hvis bordherren til familiefrokosten mener, hans stilling som mellemleder er mere ansvarstungt end dit.

Så ved du nu, hvad du kan svare. At du også har en ledelsesrolle. En rolle under helt andre rammer end dem, som har ”leder” som stillingsbeskrivelse. Men at dit arbejde er lige så vigtigt, også kræver overblik og fingerspitzengefühl, at se den enkelte og at skære igennem, når det kræves. Prøv selv at læse de øvrige artikler i dette temanummer med de briller på. Og ved du hvad? Den opgave klarer pædagogerne faktisk rigtigt godt efter min mening.

(Næst)sidste mulighed før sommerferien

Skriv et svar

Vejledning af studerende(Næst)sidste mulighed før sommerferien

På grund af mange arbejdsopgaver må jeg begrænse tilgangen af nye aftaler indenfor vejledning, sparring og coaching indtil sommer. Hvis du vil være sikker på at få en aftale, skal du kontakte mig senest 1. maj.

Efter 1. maj kan jeg kun i begrænset omfang tage imod nye kunder. 1. maj er også skæringsdatoen for mit tilbud på sparring og coaching. Studerende vil fortsat kunne få vejledning til særpris.

Jeg har påtaget mig ekstra opgaver som støttepædagog på grund af pludselige behov på den folkeskole, jeg arbejder på. Det har betydet, at jeg ikke længere har torsdage som disponible dage til mine øvrige projekter. Da jeg ønsker fortsat at levere høj kvalitet, må jeg holde igen med andre opgaver. Der vil fortsat komme artikler, boganmeldelser, blogindlæg her på siden og på Facebook. De aftaler, jeg allerede har lavet, bliver naturligvis ikke berørt.

Efter sommerferien vil skolen finde løsninger, så jeg kan gå tilbage til min normale arbejdstid.

 

Historien om de to munke

Skriv et svar

How people treat youHistorien om de to munke

En måde at rumme andres frustrationer: Der var travlhed på arbejdet. Mange syge, og så oven i købet første dag i en emneuge. Alle prøver at få enderne til at nå sammen. Nogen ved at gøre sin egen opgave bedst muligt og andre ved at se på helheden og ændre på aftaler.

De to ting går ikke altid op i en højere enhed, og undervejs får en kollega sagt nogle ret skarpe ting til sine omgivelser.

Jeg bliver først stødt og skal til at tage til genmæle. Indser, at det ikke vil hjælpe situationen. I stedet tager jeg hendes frustration som det, det er: et velment ønske om at gøre sit eget arbejde bedst muligt. I stedet for at gå og irritere mig over det resten af dagen, tænker jeg på den gamle kinesiske historie om to munke:

Der var engang to munke, der var ude at rejse. De befandt sig langt ude på landet og det havde regnet meget. De kom til et sted, hvor vejen var så leret og mudret, at den næsten var umulig at færdes på. På den anden side af vejen stod en smuk kvinde i fint tøj og med sko, der slet ikke var egnet til disse forhold. Den ene munk henvendte sig til hende og tilbød at bære hende over til den anden side. Han løftede hende op og bragte hende sikkert over til den anden side. Munkene vandrede derefter fredeligt videre. Senere samme aften sagde den anden munk: ”Jeg tror du gjorde noget i dag, du ikke skulle have gjort. Du ved, at vi ikke skal have noget med kvinder at gøre, og du bar alligevel en så tæt ind til dig. Det skulle du ikke have gjort!” ”Det er underligt”, svarede den anden munk. ”Jeg bar hende kun over vejen. Du bærer på hende endnu.”

Historien findes i mange versioner, her taget fra Danske tale-, høre og synsinstitutioner.

I løbet af dagen faldt der ro over hele arrangementet og den nævnte kollega slappede af, da hun kunne se, at det nok gik alt sammen. Vi talte om, hvordan det var gået og glædede os sammen til de kommende dages spændende aktiviteter.

Ud af boxen

Skriv et svar

Ud af boxenUd af boxen

Jeg havde en coachingsession med en ung mand. Vi rundede bl.a. talemåden ”Fantasi er vigtigere end viden.” Vi talte om, hvorfor man siger sådan. Som det ofte sker, når jeg coacher eller sparrer andre, bliver begge klogere. Her lidt om, hvad jeg kom til at tænke på:

Der tales meget om at ”tænke ud af boxen.” Det betyder, at man ikke skal lade sig begrænse af de rammer, man umiddelbart ser. En opfordring, pædagoger tit får i nedskæringsperioder, men også en måde at få hele sit liv til at hænge bedre sammen. Jeg kender f.eks. familier, som ikke bruger konceptet soveværelse-og-børneværelse, men alle sover i det samme rum eller bruger ”stuen” til soveværelse. Jeg har i flere perioder af mit liv brugt boligens største rum ikke til stue men til ”arbejdsrum+” med bogreoler, skriveborde, legetøj til børnene mm.

Den unge mand formulerede det sådan: ”Viden er jo bare det, det er. Fantasi er meget mere.” Kun ved at bruge fantasien, kommer man ud af boxen. Børn er ofte bedre end voksne til denne øvelse, for de er ikke så fastlåste i boxens begrænsninger. En fælles øvelse kan være dette: at tænke ud af boxen og ind igen!

Med det mener jeg, at de løsninger, vi finder udenfor boxen skal kunne tages ind i den ramme, der er sat i forvejen. Det nytter ikke, at jeg løser mit transportbehov ved at bruge et ormehul, som transmogriffer mig til arbejde, for det er kun i en ”Steen og Stoffer”, det virker. Hvis jeg derimod løber på arbejde, får jeg både transport og motion på samme tid. DET er en løsning ind i boxen igen på problemet med en travl hverdag.

Fra undervisning til læring

Skriv et svar

FolkeskolereformFra undervisning til læring

Samarbejdet var på dagsordenen på et personalemøde for lærere og pædagoger på en folkeskole. Deltagerne blev mødt med et 25 år gammelt paradigmeskifte, som vist ikke er slået helt igennem alligevel. Det tydede den efterfølgende debat på.

Lad mig begynde med paradigmeskiftet: Omkring 1990 gik “man” fra at tale om undervisning til at tale om læring. Der var ikke længere fokus på, hvordan og hvad læreren underviste. I stedet kiggede man på, hvad eleven lærte. Når jeg sætter “man” i anførelsestegn, er det, fordi det ikke nødvendigvis har bredt sig til den samlede folkeskole. Heller ikke på de 25 år.

Jeg vil vove den påstand, at en hel del lærere – og pædagoger med – har meget fokus på, hvad de gør. Nogle gange endda så meget, at de glemmer at være opmærksom på, hvad der kommer ud af det. Det er grunden til, at man stadig kan høre børn blive bedt om at gentage, hvad den voksne har sagt. Vi ville blive meget klogere på børnenes læring ved at spørge: “Hvad har du lært, hvad har du fået ud af det, jeg sagde?” En ekstra gevinst er, at man lærer ved at skulle formulere, hvad man ved. Det gælder i høj grad også børn. F.eks. bliver jeg skarpere på, hvad jeg fik ud af mødet, bare ved den handling at jeg skriver disse linjer.

En lærer var meget begejstret for de arbejdsmetoder, deltagerne blev præsenteret for. Hun vurderede bare, at der ikke var tid til at integrere dem i den daglige praksis. Lærerne skal undervise flere timer end tidligere. Det kan nemt betyde, at børnene lærer mindre. Pædagogen Anja Wittus Nissen ønsker sig i Nye faglige fællesskaber i skolen en kvalitetsskole. “Så vil jeg hævde, at børnene kunne nøjes med at gå i skole fra 8-12, trives og lære det samme – måske mere.” Hun er sammen med læreren Mette Wåhlin indstillet til Politikens Undervisningspris af Michael Egelund, formand for BUPL Storkøbenhavn.

Hvis “man” skal tage det alvorligt at tale om læring, kræver det nogle ændringer. F.eks. skal professionsudøverne fratages den store dokumentationsbyrde, de har i øjeblikket. De skal bruge tiden på at udøve deres profession. Det betyder ikke, at byrden skal lægges på børnene i stedet. Tværtimod skal alle de standardiserede test ændres, fordi de bare viser hvor meget børnene ved og kan indenfor i forvejen fastsatte områder. Spørg i stedet børnene hvad de ved. Det kan få ny viden frem i stedet for blot at måle omfanget af gammel viden. Hvad børnene ved er i øvrigt et meget bedre udgangspunkt for planlægning af arbejdet med børn.

Tandlægens kerneopgave

Skriv et svar

TandlægeTandlægens kerneopgave

I dag var jeg til tandlæge. Det er der sådan set ikke noget opsigtsvækkende ved, for jeg går regelmæssigt til tandlæge. Alligevel var dagens tandlægebesøg anderledes, end det plejer at være. Der er nemlig kommet nye regler, og dem skulle tandlægen forklare mig.

Det vil sige, at hun brugte de første minutter på at gennemgå de nye regler for mig. Patienterne inddeles i røde, gule og grønne patienter, det har betydning for, hvor tit de skal til tandlæge. Der var også et standardiseret spørgeskema, vi skulle udfylde. Om jeg spiste meget sukker? Om jeg røg? Om jeg drak meget alkohol.

Det næste år skal tandlægen forklare de nye regler for alle sine patienter. Hver og en skal udfylde et spørgeskema, og først derefter kan tandlægen gå i gang med det, de er kommet for: At får undersøgt tænderne, at få dem renset, rettet og gjort ved. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange timers god tandlægearbejde, der går med de indledende øvelser.

Jeg måtte smile undervejs og forklare, at grunden til smilet var, at jeg genkender det fra mit eget arbejde. Hvis vi nu bare kunne få lov at passe vores arbejde. Gøre det, vi er bedst til. Hjælpe børn, unge, handicappede, udviklingshæmmede og ældre. Sørge for udvikling, læring og trivsel… og gode tænder. Min tandlæge mente også nok, at hun kunne klare sig uden de nye regler. Så ville hun endda have mere tid til at tage sig af kerneopgaven. På den måde ligner vores arbejde egentlig meget hinanden.