Kategoriarkiv: Bogblok

Den mystiske sag om hunden i natten

Mark Haddon
Oversat af: Christian Bondegaard
288 sider
Høst & Søn 2019

Christopher på 15 år, 3 måneder og 2 dage har Aspergers syndrom og er meget hårdt ramt af det. Hans hverdag på specialskolen og sammen med sin far rives ud af sine faste rammer, da han finder naboens hund, som ligger på græsset med en havegreb gennem sig. Han nedskriver sine oplevelser med at opklare den mystiske sag, og det er denne tekst, læseren sidder med.

”Det her er en krimiroman.” Sådan opfatter Christopher selv sin bog. Specialskolelæreren Siobhan vejleder ham i at skrive den bog, som prætenderet bliver til Den mystiske sag om hunden i natten. Hun hjælper ham også med stavefejl og grammatik, men åbenbart ikke med kommasætning, som citat måske viser: ”Siobhan sagde at bogen skulle begynde med noget der fangede ens opmærksomhed. Det er derfor jeg begyndte med hunden. Jeg begyndte også med hunden fordi det var noget jeg havde oplevet, og jeg har svært ved at forestille mig noget jeg ikke har oplevet.” Lige på det punkt er Christopher dog unødigt beskeden, for hans forestillingsevne overvinder de begrænsninger, Aspergers syndrom giver ham.

Fx kan Christopher ikke lide brune ting. Gule biler betyder dårlige dage (og røde biler bringer godt med sig). Han regulerer sit liv med en lang række regler og rutiner, som gør det svært for ham at komme rundt. Og komme rundt – det gør han i Den mystiske sag om hunden i natten. Først i nabolaget, hvor han efterforsker drabet på hunden. Og da han finder en kasse med breve, som hans mor har sendt fra London, tager han på den lange rejse dertil. Han mistede sin mor to år tidligere, hvor han fik at vide, at hun pludselig kom på hospitalet og døde kort efter.

De mange detaljer om Christophers måder at opleve verden på gør Den mystiske sag om hunden i natten til obligatorisk læsning for alle, som omgås børn (og voksne) med Aspergers syndrom og andre former for autisme. Som støttepædagog har jeg oplevet flere børn i de samme vanskeligheder som Christopher. Jeg kan ikke lade være med at ønske, at alle var lige så velovervejede og velformulerede som ham. Det ville gøre livet meget lettere for børnene, deres familier og de professionelle omkring dem.

Jeg-fortælleren Christopher stopper af og til sin historie for at forklare læseren om, hvordan stjernebilleder er opstået, eller hvorfor man skal vælge en ny dør for at vinde en bil i det såkaldte Monty Hall-problem. En del af disse forklaringer har han fra føromtalte Siobhan.

Generelt er forholdet mellem Christopher og naboer, familie og andre bipersoner beskrevet meget stærkt. Især – eller netop – fordi de er beskrevet gennem Christophers oplevelse af relationerne. Det er fx op til læserne at fortolke, hvad der helt præcis skete den aften, hvor Far bliver vred over, at Christopher mod farens ønske stadig taler med naboerne om drabet af hunden: ”Far havde aldrig taget mig i armen på den måde. Mor havde sommetider slået mig for hun havde et meget hidsigt temperament, hvilket vil sige at hun lettere blev hidsig end andre mennesker og oftere råbte højt. Far var mere afbalanceret hvilket vil sige at han ikke så let blev vred og ikke så ofte råbte højt. Så jeg blev meget overrasket da han greb fat i mig. Jeg kan ikke lide når folk tager fat i mig. Og jeg kan heller ikke lide at blive overrasket. Så jeg slog ham ligesom jeg havde slået politimanden da han havde grebet mig i armen og løftet mig på benene. Men Far slap mig ikke og han råbte. Og jeg slog ham igen. Og så vidste jeg ikke længere hvad jeg gjorde. Der er et kort stykke tid som jeg ikke har nogen erindring om. Jeg ved at det kun var et kort stykke tid for jeg så på mit ur bagefter. Det var som om nogen havde slukket for mig og tændt igen.”

Den mystiske sag om hunden i natten er en genudgivelse, hvor teksten er uændret. Da jeg læste den første gang i 2014, skrev jeg ”Det er den bog, der har rystet mig mest i år.” Jeg kan konstatere, at den er lige så vidunderligt rystende ved genlæsning. Den mystiske sag om hunden i natten ændrer for altid Christophers liv. Ligesom bogen om sagen vil ændre mange læseres.

Helikopter

Helikopter.

Morten Walther Rasmussen
117 sider
Vild Maskine 2019

Kasper gør sig mange tanker om sit liv og sine omgivelser. Og er der mange ting at gøre sig tanker om. Ikke mindst, da Kaspers far kører galt og ændrer sig mentalt. Han var heller ikke rask inden ulykken, men nu slår depressionen fuldt igennem og påvirker farens adfærd i en voldsommere og voldsommere retning. Det ender fatalt.

Sjældent er så tunge emner beskrevet så smukt og poetisk. Depression, angst og selvmord er følsomt sat på ord ud fra barnets synsvinkel. Kasper er mellem 6 og 10 år, derfor opfatter og forstår han verden som et barn. Alligevel – eller netop derfor – har han så meget at sige, også til den unge eller voksne læser. Kapitlerne er på en enkelt side, en gang imellem på to. Det gør hvert kapitel til sin egen korttekst, som godt kunne stå alene og samtidig danner brikker i det store puslespil, som Kaspers verden udgør.

En af de stabile holdepunkter i Kaspers liv er læreren Else. Hun hjælper ham med at tumle med de store spørgsmål. Fx om, hvad det er at elske. Hun definerer det først på den måde, at man ved, man elsker nogen, når man ikke kan undvære dem og ikke kan leve uden dem. Men hun må se sig slået af den stærkere barnelogik, for hvordan kan far så forlade sit barn og ægtefælle? Kasper må også spørge sig selv om det omvendte, kan han leve uden sin far?

Kasper fører samtaler med den far, som ikke længere er der. Her kommer helikopteren ind i billedet. Når han sidder under et træ i sin hule, har han en mental port til sin far, som møder ham i en gul helikopter. ”Han ved godt, at han ikke må. Men i dag er det første september, det er snart et år siden, og Kasper er nødt til at kravle ind i træet igen. Bare én gang mere. Selv om Else siger, at han ikke skal gøre det. Og mor og psykologen.”

Der er også lyspunkter i Helikopter. Mennesker, som vil Kasper det godt. Det flytter dog først noget for ham, når han tager imod. Ud over Else er der vennen Jonas, og Silje vil godt holde hånd med Kasper – og et lille kys bliver det også til. Det viser læseren, at selv i de mørkeste tider er der lysbærere omkring én, men man skal selv være parat til at modtage lyset. For at kunne modtage lyset skal man være parat til at give slip på mørket. Og Kasper bliver klar. Til sidst.

Læreplanstræet

Læreplanstræet.

Peter Rod og Frederik Blichfeldt
155 sider
Dafolo 2018

Peter Rod og Frederik Blichfeldt præsenterer det materiale, de selv har udviklet. Materialet består især af læreplanstræet og refleksionsbladet. Det er visuelle redskaber til at få overblik over arbejdet i dagtilbud. Samtidig kan materialet guide planlægnings- og evalueringsarbejdet.

Bogen har undertitlen Visuel pædagogiske tilrettelæggelse, refleksion og evaluering, og det er lige, hvad hovedafsnittene giver vejledning til. Den første fjerdedel er dog forord, indledning og grundlæggende teori om spejlneuroner, relationen mellem sansning og associationer og en præsentation af Pearce og Cronens kommunikationsmodel, den såkaldte CMM-rulletrappe.

Om læreplanstræet hedder det: ”Selve stammen symboliserer det samlede læringsmiljø, som de seks grene, de seks læreplanstemaer, udspringer fra. På hver gren er der et antal kviste med de fokusområder, der er inden for det pædagogiske læreplanstema. På grenene er der blade, som symboliserer de pædagogiske aktiviteter i hverdagens mange timer, der kan tilrettelægges af de pædagogiske personale i forbindelse med et valgt læringsmiljø.”

Læreplanstræet er tænkt helt konkret som en plakat, hvor man i en brainstorm kan skrive aktivitetsforslag på små lapper papir og anbringe dem relevante steder på træet. Man kan så efterfølgende plukke ”dagens buket”, når man forbereder den aktuelle hverdag.

Materialet omfatter også et refleksionsblad, som man kan arbejde med en gang om ugen. Her er plads til praksisfortællinger (gerne med billeder), faglig refleksion, evaluering og næste praksis. Fire punkter, som nærmere beskrives i Læreplanstræet. Som eksempler bruger bogen hverdagssituationer som at vande blomster sammen med børnene i en vuggestue.

Er læseren lidt famlende overfor at skrive praksisfortællinger, giver Læreplanstræet forskellige indgange til det. Til hjælp for den faglige refleksion anbefales det at forestille sig læreplanstemaerne symboliseret gennem seks briller med hver sin farve. Ved at anskue en aktivitet med skiftende briller, kan man reflektere med alle seks synsvinkler.

Forfatterne har lavet nogle ”evaluerende mirakelspørgsmål”, som leder fra den faglige refleksion til punktet om næste praksis: ”Hvis du nu kom på arbejde i morgen, og der var sket et mirakel i løbet af natten, som gjorde, at de ideer, vi fik i refleksionen, er blevet til noget, hvordan ville du så opdage det? Hvad ville være ændret? Hvordan ville I mærke det i jeres arbejde? Hvordan ville I opføre jer anderledes? Hvordan vil børnene opleve det? Osv.”

En pædagogisk portfolio er også en del af materialet. Læreplanstræet anbefaler, at det bruges sammen med forældrene, og at man i øvrigt udelader oplysninger om personer af hensyn til lovgivning om persondata.

8 sider er afsat til en opsummering. ”Bogens pointer – kort fortalt” er overskriften, og det er måske lidt overkill, når hovedafsnittene kun breder sig over godt 91 sider. Derudover er der både forord, indledning og efterord. Som appendix er hele bekendtgørelsen om pædagogiske mål og indhold i seks læreplanstemaer (med bilag) trykt. Bogen har tilføjet relevante og oplysende praksisfortællinger til bekendtgørelsens bilag om læreplanstemaer.

Venus Fluefanger

Venus Fluefanger.

Camilla Wandahl og Caroline Ørsum
168 sider
Høst & Søn 2019

Som mange andre unge er Alex i tvivl om sig selv. ”Hvem er jeg? Hvad vil jeg med mit liv? Vil jeg være en del af fællesskabet eller vil jeg være mig selv? Og kan jeg være begge dele samtidig?” For Alex er spørgsmålene nok lidt vanskeligere end for de fleste, men heldigvis er der Isa, som er forstående, rummelig og tålmodig.

Isa må erkende, at hun heller ikke helt ved, hvem Alex er. Hun havde ellers lagt en del planer allerede, bl.a. inspireret af en youtuber, som delagtiggør hele verden i sine kropslige forvandlinger fra Chris til Cornelia. Det er dog slet ikke noget, som Alex kan identificere sig med. Hverken at være så målrettet eller at ønske alles blikke på sig.

For Alex er det andre problemer, som skal løses først. Mere dagligdagsproblemer som en mor, som i bedste mening prøver at skaffe Alex et arbejde ved flaskeautomaten i Netto. Den karriere stopper på førstedagen, da Alex anbefaler en kunde at gå over i Rema. Et famlende forsøg på en date med den ellers interesserede Mathias afbrydes, da Mathias ikke kan finde ud af, hvad det er, Alex vil. Nok, fordi Alex heller ikke selv ved det.

I Venus fluefanger finder læseren en ualmindeligt respektfuld personskildring, som anbringer bogen på hylden med de bedste bøger om coming of age. Først langt inde i bogen afsløres det, om Alex er en ung mand eller en ung kvinde. Læserens usikkerhed er et væsentligt greb, for jegfortælleren Alex kan ikke identificere sig med nogen af de to stereotyper. Alex’ mor har et klart billede, og Isa har det også i begyndelsen. Det gælder også seksuel orientering: Mathias troede, han vidste det … men kom så i tvivl og trak sig. I pressematerialet til Venus Fluefanger er formuleringen, at Alex er i en udviklingsproces. Det kan man vist roligt sige.

Noget uventet er det Isas kæreste, Nikolaj, som er mest ligeglad. For ham er Alex en væsentlig del af Isas liv, og derfor accepterer han Alex uden forbehold. Det er faktisk Alex, som har den største modvilje, da Isa præsenterer de to for hinanden. Alex går derfra, inden Nikolaj får sagt, ”at han synes, du virker ret cool. Fordi du er dig selv”, som Isa refererer det. Den karakteristik er overraskende for Alex, for ”indebærer det ikke, at man rent faktisk ved, hvem man er?” Godt spørgsmål!

I kulissen – eller rettere på nettet – står den mystiske Darwin, som bakker Alex op både i, at menneskeartens mangfoldighed er vidunderlig og smuk, og med mere konkrete fif til, hvordan man holder liv i den Venus Fluefanger (en kødædende plante), som Alex har købt. Kan man stole på en person, som man kun kender under et dæknavn, uanset hvor velmenende vedkommende fremstår? Alex er i hvert fald i tvivl.

Sideløbende med historien om hoved- og bipersonerne leverer forfatterne enkelte hak til den noget konforme virkelighed, de skal navigere i. F.eks. er der en scene fra Føtex, hvor en pige hellere vil have en jakke med grønt camouflagemønster end den lyserøde blomstrede jakke, hendes mor har udset sig til hende. Det er ikke kun Alex, som af sine omgivelser oplever et pres for at passe ind i ret snævre normer.

Moralen i Venus Fluefanger er, at man skal holde på retten til at finde sig selv. I bogen sidste afsnit forestiller Alex sig, ”hvordan det vil være bare at være Alex. Dronning af dårlige undskyldninger. Forvirret på grænsen til fucked up. Bestemt ikke en ekspert i kødædende planter endnu. Men helt klart mester i måske.” Den forestilling fortjener at blive delt med rigtigt mange.

Tag gaden tilbage

Tag gaden tilbage.

Sarah Engell og Sanne Munk Jensen
269 sider
Gyldendal 2019

Polly bor i Hirtshals og vil gerne noget mere. Hun ved bare ikke, hvad ”noget mere” er. Da hun begyndte på gymnasiet i Hjørring, åbnede der sig en verden, hvor det ikke var fiskeri, dåseøl og borede knallerter, der var omdrejningspunktet for ungdommen. Alligevel føler hun sig heller ikke hjemme der. Det hjælper, da hun bliver veninde med Caro, som leder en i en gruppe piger, som fører et mere tiltrækkende liv.

Hvor resten af gruppens piger åbenbart lever på forældrenes penge + hvad de kan trække ud af fyrene omkring sig, er Polly stadig afhængig af den indtægt, hun får ved at filetere fisk. Som så mange andre unge, der lever i grænselandet mellem to kulturer, prøver hun at få det bedste ud af begge dele. Det går langt hen ad vejen også meget godt for Polly, indtil en aften, hvor en fest løber lidt af sporet.

Polly når at have sex med tre forskellige. Det er egentlig gode og rare oplevelser for hende, som hun ikke fortryder. Hun har ingen problemer med det, hvis det ikke lige var for, hvad alle andre kan tænke om hende. ”Andre” synes ikke, det er specielt sejt at have tre one nights stands samme aften. Heller ikke, selv om den sidste af dem måske er begyndelsen til et egentligt forhold.

Katastrofen går først op for Polly, da hun bliver klar over, at den ene af fyrene var Caros kæreste, Wales. Hun ryger ud i kulden både i pigegruppen og blandt sine gamle venner fra Hirtshals. Et billede af Polly sammen med fyren bliver lagt ud på Facebook, hvor hun helt mister kontrollen over, hvem der fortæller hvilke historier om hende.

I desperation stikker hun af i sin morfars kutter. Kutteren viser sig at gemme på en hemmelighed om Pollys mor, som er død i en færdselsulykke, da Polly var fire. Det fører hende en tur over et stormfuldt hav; til Norge.

I slutningen af Tag gaden tilbage konfronterer Polly sine plageånder. Hun ”tager gaden tilbage” bl.a. ved at fortælle sin version til pigegruppen: ”Det var ikke mig, der kneppede hendes kæreste. Vi kneppede hinanden. Og jeg vidste ikke, at det var hendes kæreste. Eller at ham, jeg kneppede med, overhovedet havde en kæreste. Men burde Wales ikke selv have vidst, at han havde sådan en?”

Citatet viser, hvad Tag gaden tilbage er særdeles velegnet til. Bogen kan ses som et debatoplæg. Hvad kan man tillade sig at gøre – og hvad ikke? Er der forskel på, hvad piger og fyre kan tillade sig – og hvorfor? Ved at lade Polly være fortællestemmen, lægger forfatterne de voksne forforståelser på hylden. Det er en væsentlig pointe, at Pollys handlinger i sig selv ikke medfører noget ubehag for hende. Det er omgivelsernes reaktioner, der får snebolden til at rulle. Alt efter synsvinkel kan det være en løftet pegefinger om at tænke over konsekvenserne af sine handlinger, eller det kan være en påmindelse om ikke at gå så meget op i, hvad andre tænker. Bogen lader det være åbent, hvilken morale man udleder af den.

Inden Polly kommer med i pigegruppen på gymnasiet, fører hun et slags dobbeltliv. Hun syr selv det tøj, som er alt for prangende til fiskefabrikken og slænget på havnen, hvor hun ellers hænger ud. I en garnbutik har hun fået en gine billigt. ”Mens jeg hver morgen, modstræbende, trak i Hirtshals-uniformen; jeans, striktrøje og regnfrakke, agerede ginen min lyssky dobbeltgænger, der i tavshed udlevede mine vildeste fantasier om glimmer, glitter, læder og tyl.”

En del af omtalen af Tag gaden tilbage har pointeret, at den foregår i en del af Danmark, som ligger langt fra det København, meget af tidens YA (Young Adult) har som ramme. Ingen tvivl om, at det i vestkystbyer og andre vil være et populært element. Og Københavner-unge har sikkert også godt af at læse om virkeligheder, som ikke ligner deres; og er lige så danske. Men egentlig er det karaktererne og handlingen, som driver fortællingen. Polly kunne lige så godt have boet i en anden mindre by, uanset om Aalborg, Aarhus eller København var den nærmeste store by. Temaerne er almene: Ønsket om at høre til i en gruppe, tankerne om ”den første gang”, modsætningerne mellem at bevare sine rødder og at styrke sine vinger.

Skovens gåder

Mirja 3: Skovens gåder.

Gunvor Ganer Krejberg
Illustrator: Rebekka Bang Sørensen
205 sider
Gyldendal 2019

Serien om alfepigen Mirja er nået til tredje bind. Hvor de to første bind var stærkest på historien og sproget, har persongalleriet denne gang fået et gevaldigt løft.

Det er meget glædeligt, at karaktererne er blevet rundere og mere realistiske: Mirja får også lov at være ondskabsfuld, plageånden Lissa viser en sårbar side, og Lissas mor spiller en større rolle. Mere forudsigeligt er det, at Mirjas bonusfar viser sig som en vigtig forbundsfælle til Mirja, om end det ikke er helt så tydeligt for Mirja selv, som det er for læseren.

Det er stadig det samme univers med en lille alfekoloni, som skal beskytte sig mod farer udefra såvel som indefra. I bind 2 har Mirja ladet sig narre til at åbne for, at to udefrakommende kan gennembryde hekseringen, som beskytter landsbyen. Det udgør en fortsat trussel, som kun kan fjernes ved, at Mirja fortæller sandheden, men så risikerer hun selv at blive forvist fra landsbyen og dermed fra familien og fra Felix, som hun er lun på.

Mirja kæmper også med andre dilemmaer. Hun vil gerne være sig selv, men hun er også træt af ikke at ligne de andre. ”Engang troede hun, at hvis hun bare så ud som alle andre, ville hun passe ind. Måske kunne man ligefrem blive venner med sådan én som Lissa, havde hun tænkt. Men det kan man slet ikke.”

Som mange andre børn og unge springer Mirja nogle led over: Når hun ikke er som andre, er der nok heller ikke nogen, som kan lide hende. Hun er overbevist om, at den store fest i landsbyen skal bruges til, at Rådet kan ydmyge hende med en forvisning: ”De vil vente, til alle i hele kolonien er samlet, og alle kan høre det. ’Velkommen til årets store fest,’ vrænger hun for sig selv. ’Og farvel til Mirja Muddermose, der har forrådt os alle.’ Hun krymper sig, som om hun allerede kan høre dem juble og huje af begejstring. Ingen vil komme til at savne hende. Ingen.”

Hendes mors nye kæreste hedder Pavlos, og han bliver ikke budt velkommen af Mirja. Han er bare dum og i vejen – og så er han en konkurrent til mors tid og kærlighed. Det hjælper ikke, at han tager Mirja i forsvar, da moren vil bestemme over Mirjas udseende. Tværtimod får han et vredt blik og et ”kunne han da ikke bare blande sig uden om?” Udseendet spiller i det hele taget en stor rolle for Mirja, som både vil have lov at have sin egen stil og samtidig anerkendes for, hvordan hun ser ud. Da edderkoppen Olga kalder hende køn, tænker Mirja, at ”hvordan kan Olga have så mange øjne og alligevel være så blind?”

Historien udvikler sig og blive meget mere kompleks end i de to første bind i serien. Mirja finder ud af, at hun og Lissa har meget mere tilfælles, end hun hidtil har troet. I første omgang bruger hun den nye viden til at drille Lissa med de samme ting, hun selv er blevet drillet med. En hændelse i mosen knytter dem mere sammen end det faktum, at de begge får vinger lavt hos Olga og begge på hver sin måde må leve uden en tæt forbindelse til deres fædre.

Hvor jeg har anbefalet de to første bind til 5-10 år, vil jeg gå ca. tre år op i begge ender af aldersspektret med Skovens gåder.

Hemmeligheder

Vibeke Arildsen
188 sider
Eudor 2018

Julie tager på road trip med sin lillesøster Marie. Hun vil besøge sin far på Frederiksberg og kører i bonusfarens bil, mens han er med Julies mor på ferie. Ikke nogen dårlig ide, hvis det ikke lige var fordi, at Julie kun er 16 år, og bonusfaren tror, at bilen stadig står i Kolding. Undervejs finder hun da også ud af, at det ikke er helt så let, som hun troede. Køreturen ender i et træ udenfor Ringe.

På Fyn bliver Julie og Marie budt velkommen i et lille samfund, som ikke stiller mange spørgsmål. Der er det ældre ægtepar med den døende mand, som lægger gæsteværelse til. Der er familien med den unge søn, som Julie forelsker sig i. Og der er mekanikeren med den nigerianske kone og endnu en kvinde fra Nigeria. Helt på overfladen et velfungerende naboskab. Læseren finder dog hurtigt ud af, at de kun lige klarer dagen og vejen. Julie er lidt langsommere til at forstå det, hvilket er en god detalje ved bogen.

Titlen Hemmeligheder refererer til, at de alle har noget at skjule. En afbrudt kontakt til en søn, en fortid som hashhandler, trafficking. Også Julie har en mørk hemmelighed. Egentlig er det bonusfarens hemmelighed, men Julie har ikke talt med nogen om, at han har forgrebet sig på hende. Nu er hun bange for, at Marie er den næste på listen.

På mange måder er Julie en mere kompleks hovedperson, end vi kender det fra mange andre romaner til de ældste skolebørn. Hun fremstår både meget moden og meget naiv på samme tid. Den kombination gør hende lidt gammeldags. Julie beskriver en af familierne sådan ”Kenneths mor, Gitte, er i lang, blomstret kjole og har bundet et tørklæde om sit lange, brune hår. Hans far, Peter, er i fløjlsbukser og en ternet skovmandsskjorte. Hans hår er samlet i en tynd hestehale. Hvis de havde været yngre, kunne de have været i et modeblad. Er det Julie, der er helt gal på den, så hun beskriver et modeblad fra 1970’erne? Det kan give mange gode samtaler i en 8. klasse.

Julie interesserer sig for Frilandsmuseet og refererer til Malala (som også Kenneth har hørt om). Og er der overhovedet nogen 16-årige, der ved, hvad Carmen Curlers er, når jeg-fortælleren Julie omtaler dem? Samtidig synes hun, det er nørdet, at Kenneth spiller skak. På den måde passer de godt sammen, og det ligger lige til højrebenet at hæftet begrebet ”tidslomme” på den lille klynge huse.

Hemmeligheder har ikke den eksplicitte beskrivelse af vold og sex, som kendetegner en del YA-litteratur i disse år. Alligevel bliver f.eks. blowjobs kaldt ved navn. Der efterlades ingen tvivl om, at Julie har gjort sine egne alt for tidlige erfaringer, og hendes desperat ungdommeligt optrædende mor spiller også en rolle dér.

Der er altså mange temaer i Hemmeligheder, men det største er naturligvis de overgreb, Julie har været udsat for. Først en mor, som i højere grad beskrives som en storesøster end en ansvarlig voksen. Så den klamme bonusfar, som Julie først alt, alt for sent tør gå imod. Skæbnen hjælper hende, for moren fortæller Julie, at han på ferien har forladt hende for en 28-årig ”led so”, en ”bitch fra Horsens”, som ”sad (…) ved poolen hele tiden og bagte på ham.” Det er vel at mærke ikke 16-årige Julies ordvalg, det er hendes mors ord.

Julies reaktion er også en nærlæsning værd: ”Pludselig breder et stort smil sig på mit ansigt. Det breder sig ud i hele kroppen. Jamen, fucking hurra! Hurra! Carsten er væk. Tak! Åh tak! Han er ikke mere i nærheden af Marie. Jeg sukker højt i stuens stilhed. Nu behøver jeg aldrig, aldrig, aldrig at fortælle nogen om de aftner med muselegen. Jeg skal ikke tænke på, om nogen vil sige, at det ikke er noget særligt. Eller at det er klamt. At han skal i fængsel. At jeg er fuld af løgn. At jeg husker forkert. Kun jeg kender sandheden. Det er min hemmelighed. Hvorfor skulle jeg sige det til nogen? For at få hævn? Jeg er ligeglad med hævn. For at få det ud af verden? Ting forsvinder ikke, bare fordi man siger dem højt.”

Mellem Julies glæde læser man også de tanker, som har forhindret hende i at stå frem. Ydmygelse – måske endda skam – ved at skulle fortælle om det. Frygt for ikke at blive troet. Det er ikke nogen god morale, at man skal vente og håbe på, at overgreb forsvinder. Men det er sikkert et udbredt håb blandt de, som har været udsat for det samme som Julie.

Hemmeligheder vil ramme den læser, som er træt af tendensen i tidens YA til at udpensle detaljer. Som godt vil læse om svære emner og om eksistenser på bunden af samfundet, og som samtidig have lov til selv at bruge sin forestillingsevne. Den fordeling vil sikkert også glæde mange dansklærere, især de lidt bornerte, som har det dårligt med de saftigste passager i den litteratur, de ellers præsenterer eleverne for.

Sæt spor. Natur, udeliv og science i børnehøjde

Sæt spor. Natur, udeliv og science i børnehøjde.

Sanni Maria P. Korsgaard
132 sider
Dafolo 2018

Med vedtagelsen af den styrkede pædagogiske læreplan i år er der kommet et behov for ny litteratur om læreplanstemaerne. Dafolo har udgivet seks bøger om hver sit læreplanstema. Vi har kigget nærmere på den titel, som forholder sig til læreplanstema nr. 5: Natur, udeliv og science.

Sæt spor. Natur, udeliv og science i børnehøjde er skrevet af Sanni Maria P. Korsgaard, som bl.a. er naturpædagog og konsulent hos DLO, Daginstitutionernes Landsorganisation. Hun var en del af mastergruppen, som udarbejdede den styrkede pædagogiske læreplan, og hun sad i arbejdsgruppen for læreplanstemaet ”Natur, udeliv og science”. Det fremgår tydeligt af bogen, at forfatteren er inde i sit stof.

Gang på gang pointerer Sæt spor. Natur, udeliv og science i børnehøjde vigtigheden af at have en legende, nysgerrig og undersøgende tilgang til naturen. Det kaldes også en sciencetilgang. ”Det handler altså ikke om at terpe plusstykker, skrive tal på lige rækker eller lave førskole for de 2-5-årige,” som det udtrykkes.

Naturoplevelser er vigtige for børns udvikling. Det gælder indenfor kreativitet, motorik, sociale færdigheder, trivsel og meget mere. F.eks. udløser hudens kontakt med bakterien mycobacterium i jord hormonet serotonin, som giver en lykkefølelse. Men bevidstløst ophold i naturen er ikke nok. Pædagogen skal have viden og handling, som udfordrer børnene. Blandt mange andre kilder henviser forfatteren flere gange til Niels Ejbye-Ernst, som er kendt blandt pædagoger og pædagogstuderende ifølge mine erfaringer som censor på valgmodulet Natur og udeliv.

Undervejs er der plads til, at læseren stopper op og forholder sig til børnenes deltagelse, de voksnes rolle, børnefællesskabet og inklusionen med spørgsmål som f.eks. ”Hvordan kom børnene til orde?” og ”Var der plads til børnegruppens forskellige deltagelsesmuligheder? Hvordan kom det til udtryk?”

Forholdet mellem leg og læring har måske altid været et spørgsmål i den pædagogiske debat. Med den styrkede pædagogiske læreplan er det fastslået, at ”leg skal være styrende i det pædagogiske arbejde”, og at ”legen har en værdi i sig selv og skal være en gennemgående del af et dagtilbud.” Sæt spor. Natur, udeliv og science i børnehøjde pointerer pædagogens rolle i forhold til leg og stiller spørgsmål til, i hvor høj grad legen skal være vokseninitieret. For at kunne vurdere det, skal han/hun have indfølingsevne og viden. Et kernebegreb er hentet fra Lone Svinth: Voksenstyring med fleksibel rammesætning.

Her følger en gennemgang af, hvordan det 2 til 5-årige barn lærer. Det er primært kroppen og sanserne, som styrer læringen hos den aldersgruppe. Derfor er leg og bevægelse så betydningsfuldt. Barnet lærer af og med andre – børn såvel som voksne. Derfor er (børne)fællesskabet så betydningsfuldt. Andre betydningsfulde faktorer for børns læring er flow, rollemodeller og gentagelser.

Thorleif Frøkjær og Stig Broström har beskrevet fem sciencepædagogiske principper. Ifølge dem tager god sciencepædagogisk praksis ”afsæt i et børneperspektiv og undren [og] giver plads til, at børn kan være aktive deltagere og udfolde deres eksperimenter med andre børn og voksen.” Sciencelæring ”opstår gennem social interaktion, og her indtager pædagogen en aktiv rolle, hvor den professionelle pædagog aktivt anvender sin sciencekompetence. Børn lærer i hverdagslivet gennem spontant opståede aktiviteter, men også med plads til på forhånd planlagte aktiviteter.”

I kapitel 3 introduceres begrebet ”sustained shared thinking”, som oversættes til “vedvarende fælles tænkning”. Der er større fokus på processen og måden, vi gør tingene på, end på resultatet. Der gives eksempler på, hvordan lukkede spørgsmål begrænser barnets nysgerrighed og undren, mens åbne spørgsmål er på en god måde mere krævende og udfordrende.

En case fortæller om et dagplejebarn, som blev utryg på en tur i skoven. Han brød helt sammen, fordi han ikke kunne finde stien. Det viste sig, at han ikke forbandt skovstien med en sti, fordi han var vant til at færdes på fliser og asfalt. Med en målrettet indsats blev drengen efter en uge fortrolig med at færdes i skoven.

Et helt kapitel er afsat til beskrivelser af gode pædagogiske forløb. Mindfulde sansninger af naturen, insekthoteller og regnormedans suppleres med link til, hvor man kan finde yderligere inspiration. Senere følger et beskrivelsen af et forløb om biodiversitet. Forløbet stammer fra en friskole, men beskrivelsen er tilpasset børnehavebørn. Andre forløb fokuserer på at forberede på skolestart ved at lave naturaktiviteter på tværs af institutionerne og på vands tre grundformer (is, damp og flydende vand).

Der er også plads til en kærlig kritik i Sæt spor. Natur, udeliv og science i børnehøjde. Med føromtalte Niels Ejby-Ernst i ryggen problematiserer forfatteren, når pædagogen ”formidler natur ud fra samme perspektiv som børnene”, hvilket bl.a. omfatter antropomorfe udtryk som, at skyen græder eller at den store bille er de små bænkebideres mor. Det beskrives som at ”der tales ureflekteret ind i og med mindre børns antropocentriske [med mennesket som centrum, red.], antropomorfe [hvor dyr og ting har menneskelige egenskaber, red.] og konkrete forestillinger.” Det behøver ikke altid at være strengt naturvidenskabeligt, bogen giver også eksempler på en mere legende og narrativ tilgang til forløb, men pointen er, at pædagogen bør være bevidst om, hvilke greb der anvendes og hvorfor.

Med til pædagogens bevidste arbejde med science hører også en viden om, hvilket niveau der er relevant. Læseren får en retningsgiver på, hvilke begreber og færdigheder, børn sandsynligvis vil kunne i specifikke aldre. Risikopædagogik introduceres som en vej til at begrænse en evt. medfødt skræk, måske endda fobi. Risikofyldt leg er medvirkende til at skabe robuste og resiliente børn.

Sidst præsenteres en model til at arbejde med natur, udeliv og science i børnehøjde, udviklet af Birgitte Damgaard og Karen Bollingberg. Den består af seks faser: Observationsfasen, beslutningsfasen, undersøgelsesfasen, den narrative fase, den æstetiske fase og delingsfasen. Et uddrag af bekendtgørelsen med beskrivelsen af læreplanstemaet natur, udeliv og science runder bogen af.

Det (d)øde hus på Egevej

Det (d)øde hus på Egevej.

Mette Finderup
245 sider
Forlaget Bolden 2017

Vi har ingredienserne til en rigtig gyser: To piger, hvis far er død i en ulykke. En bekymret mor, som forgæves forsøger at kontrollere sine børns færden. Et gammelt hus, som i første omgang ser forladt ud. Et rum med fire mystiske skrin. Og et spøgelse. Bland ingredienserne sammen, og efter 250 sider har du en voldsom hjertebanken og en søvnløs nat.

Kira er den ældste søster, og hun er også det mest eventyrlystne. Det er hende, som får lillesøster Sofie med ind i det (d)øde hus i første omgang. Aldersforskellen er nu ikke større, end at de begge går i 8. klasse og tit bliver taget for at være tvillinger.

Huset er gammelt og beskidt. Allerede i haven lægger de mærke til tusindvis af snegle, og indenfor er det ikke meget bedre. På vejen op ad trappen træder Kira et trin i stykker, og rummene er tomme og støvede. Undtagen et enkelt rum. Her er alting pænt, og lampen virker. Desværre dukker der også en gammel mand op. ”Han var bare vildt klam og sur,” som Kira udtrykker det. På vild flugt ud af huset bemærker de, at det ødelagde trin på magisk vis er helt igen.

Derfra udvikler pigernes problemer sig til bare at blive større og større, værre og værre. Andre gysere til børn har ofte et element af ”så opdagede de, at det bare var en gren, der slog på ruden” eller andre naturlige forklaringer på karakterernes oplevelser. Sådan er det ikke i Det (d)øde hus på Egevej. Her går det den anden vej. Bedst som læseren tror, at det ikke kan blive værre, så kommer der et nyt hårrejsende element ind.

I første omgang bliver de naturligvis bange for spøgelset Marie, men de beslutter sig for at hjælpe hende med at finde sine børn. Senere bliver opgaven at redde børnene fra deres far, så åbenbart vil dem ondt. Og så finder de ud af, at Marie heller ikke er så uskyldig, som de først har antaget. Kira bliver taget som gidsel for det sidste barn, Esther.

Alt dette må Kira og Sofie gennemføre, uden at deres mor opdager noget. Det kan være ret svært, når opgaven medfører at forsvinde ind i en parallelverden. Derfor er pigerne nødt til at søge hjælp fra andre voksne. Voksne, som de er nødt til at stole på, selv om de ikke kender dem.

Det (d)øde hus på Egevej er skrevet med lavt lixtal, lix 15, og er rettet mod de 10 til 14-årige. Det er en af de mest skræmmende bøger til den målgruppe, jeg har læst. Men det er også en bog om de ting, som børn er optaget af i hverdagen: Forældres overvågning, skole kontra fritid, hvor langt skal jeg strække mig for at gøre ”det rigtige”?

21 måder at dø

21 måder at dø.

Sarah Engell
336 sider
CarlsenPuls 2018

Stella udsættes for massiv mobning og tiltagende trusler fra især Amalie, som hun tidligere var bedste veninde med.

Der venskab sluttede, da Stella opfordredes til at gå solo til boot camp i X Factor, også selv om hun afstår at splitte sin duo med Amalie. I stedet er Stella nu kørt ud på sidelinjen, ikke bare i forhold til Amalie, men i forhold til hele klassen. Hun støttes kun lejlighedsvist af den usikre Filippa, som ikke ønsker at tirre Amalie tilstrækkeligt til, at hun selv ekskluderes helt af gruppen.

Mobningen kører primært digitalt, men den omfatter også fysiske overgreb. Det rammer Stella hårdest, når Amalie med stor præcision deler afstemninger, hadefulde opslag og nedværdigende videoer på sociale medier. Alligevel er Stella nødt til at følge med, for det er endnu værre ikke at vide, hvad der sker.

Internettet byder også på grupper for unge, som har en foruroligende interesse i selvmord. Stella indgår flittigt i debatten om fordele og ulemper ved de forskellige metoder. Hun har derfor oprettet den liste, som giver navn til bogen.

På nettet har hun også fundet Aum, som hun deler fortrolighed med. I løbet af 21 måder at dø beslutter hun at opgradere relationen fra URL til IRL og møde ham in person. Det komplicerer det hele for dem begge, samtidig med at det åbner for nye muligheder.

Stellas mor er død, hvilket hun dagligt mindes om af hadske sms’er fra Amalie. Tilbage er en far, som har et ønske om at hjælpe sin datter. Men dels er han selv tynget af sorg, dels har han slet ikke indsigt i, hvad der sker i en 15-årigs liv. Og Stella hjælper ham ikke med mange informationer. Forældre, lærere og politi er ikke logiske livliner, når det er jævnaldrende, som gør livet surt for én.

Der er gået fire år siden førsteudgaven af 21 måder at dø. På de fire år har sproget blandt unge udviklet sig så meget, at forfatteren har følt sig nødsaget til at redigere bogen. Der er også sket andet på de fire år. Måske er det blot undertegnede, som har læst for meget YA (Young Adult, svarer ca. til ungdomsbogs-genren) og fulgt nyhederne, men det kan andre læsere også have gjort. I hvert fald virker karaktererne en anelse flade, og både de og handlingen er ofte forudsigelig.

Stella er 15 år, og man kan derfor formode, at bogen appellerer til læsere fra 12-14 års alderen. Især de ældste i målgruppen har for længst hørt om digital mobning, falske profiler, pornografiske videoer med fake ansigter og tricket med at putte stoffer i drinks. Alt sammen noget, Stella møder. Om hendes fortælling har den chok-effekt, YA ofte giver, må være op til de at bedømme, som kender de unge læsere individuelt.

21 måder at dø er en bog, som langsomt fanger. Begyndelsen er lidt træg, men efterhånden bliver man interesseret i Stella og må alligevel læse videre for at se, hvordan hun kommer ud af den udsigtsløse situation, hendes omgivelser sætter hende i. Vi efterlades med en åben slutning, som indeholder et desperat forsøg fra Stellas side på at få hendes plageånder til at indse, hvad de gør. Man kan håbe, at også enkelte mobbere blandt læserne får øjnene op for det.