Kategoriarkiv: Bogblok

Fucking monster

Fucking monster

Mette Egelund Olsen og Margrethe Schmidt
165 sider
Vild Maskine 2018

Philippa er 15 år og har det ikke let. Hun bor på den efterskole, hvor hendes far er forstander. Faren bor med en ny (yngre) kone, som får skylden for forældrenes brud. Det bliver ikke bedre af, at der kommer en lillebror, og Philippa er langt fra begejstret for hverken mor eller søn. Hun er heller ikke særligt begejstret for de andre unge på efterskolen. Det ligner begyndelsen til en helt almindeligt, kedelig fortælling om en pige på en efterskole. Det er det ikke.

Der er de forventelige beskrivelser af et efterskoleliv med klikedannelser, forelskelser, konflikter med værelseskammerater og forsøg på at skjule overtrædelser af efterskolens regler. Men det slutter ikke her. Læseren bliver hurtigt klar over, at der er noget helt galt. Philippas tanker er voldsomme, og hun har minder om et eller andet forfærdeligt, som er sket en gang. Hun har angst, og trods angsten udsætter hun den jævnaldrende Liv for flere forsøg på traumatiserende oplevelser på en fælles tur til Philippas mor i New York. Det går ikke helt, som hun har planlagt.

Lyset falder skråt ind gennem runden. Det er sent. Trafikken i gaden bruser mange etager nede. Der er en underlig fred herinde. Så åbner jeg øjnene og kan næsten selv mærke, at jeg fryser i blikket. Det giver et sæt i mor, for det er jo hende, der sidder og stryger mig over kinden. Det er ikke Liv. ”Hvor er Liv?” Min stemme er kvækkende og ru. (…) ”Men nu får vi lidt tid til hinanden, lille Pip,” siger mor, og det krymper i mig. Ikke fordi hun kalder mig lille og Pip, men mere fordi tiden mellem os fylder mig med skræk og gamle minder. På en måde ville jeg gerne tale med hende om det, der skete dengang. Og så alligevel ikke. Jeg vil flygte og krybe udenom.

I Liv ser Philippa et muligt offer. Her er en, hun kan klare, tror hun. Liv har lavt selvværd, og det udnytter Philippa. På den afsluttende tur til Norge går det helt galt. Liv forsvinder ud i sneen, og Philippa gør i første omgang intet for at redde hende, tværtimod. Og da en hallucination langt om længe får hende til at tænde godt op i saunaen, får hun sat ild til hytten i stedet.

Hvem er det fucking monster, som titlen refererer til? I første omgang skal man tro, at det er Philippa, og hun lever også op til titlen. Men som det ofte er tilfældet, er der et større monster indeni det mindre. Et monster, som driver Philippa til at gøre onde ting, f.eks. mod Liv.

Slutningen er intens og åben. Der er dog ingen tvivl om, at Liv får trukket Philippa væk fra døden. Her ses det intelligente valg af navnet til Liv. Også navnet Philippa er valgt bevidst og henviser til hendes tidligere glæde ved ridning, som angsten nu holder hende fra.

Om monsteret er gået til i ilden, er lidt uvist. Det må være op til læseren at tolke. Det virker til, at Philippa langt om længe finder fred med sin fortid og med Liv. Men sikke en tur, hun har været på for at nå derhen.

Lysets hjerte

Lysets hjerte

Kenneth Bøgh Andersen
Illustrator: Rasmus Jensen
128 sider
Høst & Søn 2018

Det er med sine lange fortællinger, især serierne om Den store Djævlekrig og Slaget i Caïssa, at Kenneth Bøgh Andersen virkeligt udfolder sit talent. Alligevel har han lavet et lille mesterværk med den relativt korte historie om Jack, som fristes over evne og prøver at kontrollere tidens gang, da han får muligheden.

For Jack begynder det med noget så kedeligt som udsigten til to uger med sin lillesøster og single-mor i et stort hus så langt fra alting, at mobilen var uden kontakt med omverdenen. Huset hedder Villa Tempus, og hvis ikke før må faste læsere af Kenneth Bøgh Andersen nu se forbindelsen til Tempus Fugit, som udkom i 2014. Familien mødes af den skræmmende Leonard Tempus, som forklarer, at de må benytte hele huset med undtagelse af ét rum.

Jack undersøger huset for at finde noget spændende – og det lykkes for ham. I første omgang finder han et sjovt, men ret ligegyldigt, magisk vindue, som han kan se fortiden gennem. Andre rum gemmer andre mærkelige vinduer med (med Jacks eget ord) sindssyge udsyn til cirkus, havbunde osv.

Naturligvis kan Jack ikke holde sig tilbage. Han må ind i det forbudte rum. Og nu er han ikke længere tilskuer til fjerne verdener – i geografi såvel som i tid. Nu går han ind i et eventyr, som han ikke kan kontrollere. Helt galt går det, da Jacks lillesøster, Emilie, bliver draget med ind i hans oplevelser.

Lysets hjerte er fuld af referencer til bøger både udenfor og indenfor Kenneth Bøgh Andersens forfatterskab. Narnia og Alice i Eventyrland er eksempler på det første. Stærkest står sammenhængen med Tempus Fugit, som ikke er blandt forfatterens bedste, men den bliver på genial måde løftet af Lysets hjerte, som fungerer som en prequel. Pludselig giver enkeltheder ny mening, og jeg kan bestemt anbefale at læse de to bøger i sammenhæng.

Forfatteren kan ikke nære sig fra at lege med både læseren, sin hovedperson og sig selv. Læseren ledes på vildspor og ledes tilbage igen. Jack og forfatteren knyttes sammen med denne djævelske passage om Jacks tiltagende vanvid:

”På et tidspunkt rev han hul på sin gode arm, han var nødt til at drikke et eller andet, bare et eller andet. Blodet var varmt og klæbrigt, og kort inden han besvimede, spekulerede han på, hvordan det ville føles at spise sig selv. Tanken fik ham til at grine. Hyle af latter.

»Og han levede til sine dages ende!« lo han og tænkte, at hvis dette virkelig var en historie, så burde forfatteren få skudt en kugle for panden. Det var hans sidste nogenlunde fornuftige tanke.”

Hvert kapitel indledes med en illustration af Rasmus Jensen, som slår tonen an for de kommende 3-6 sider.

Troldepus (samlebind)

Troldepus kompletTroldepus (serie)

Dines Skafte Jespersen
Illustrator: Karl Tornby
Foreløbigt første samlebind med 10 oprindelige bøger
509 af i alt 2169 sider
Høst & Søn 2018
(Foto af Ciceros udgivelse, 2010-2011. Oprindelige udgivelser: Chr. Erichsens Forlag, 1941-1988)

Troldepus er en troldeunge i en ikke nærmere angivet skov på Sjælland. Han har en hvid pind, som kan gøre ham usynlig for alle andre end trolde. Han får også en sort pind, som kan få ham til at flyve blot ved at tænke, hvor han vil hen. Han bor i skoven med sin far og sin mor. I bind 9 får han også en lillesøster, Pussi Troldunge.

Bøgerne om Troldepus har haft enorm succes, ikke mindst båret af, at de 41 oprindelige små udgivelser fra Chr. Erichsens Forlag var både handy og billige. Troldepus havde ry for at være “uskyldig” læsning uden politiske missioner, religion eller dramaer. Det første er helt rigtigt, og dramaet skal man også lede længe efter. Pussi bliver kortvarigt væk af og til, men hun dukker op igen. Troldepus er nogle gange lige ved at blive opdaget, når han laver “ulykker”, men han redder sig altid.

En bemærkelsesværdig undtagelse er, at nogle harekillinger dør. Det viser sig, at de er blevet forgiftet. Harekillingerne kan ikke reddes, men troldeungerne får vendt situationen, så der trods alt kommer noget godt ud af det.

Der kan alligevel sættes spørgsmålstegn ved, hvor uskyldig Troldepus tager sig ud set med briller fra det 21. århundrede. At børn bliver slået af deres forældre kan måske bortforklares med den tid, de er skrevet i. Større undren vækker det, at kønsrollerne forbliver uændret selv i de seneste bøger, hvor de også i 1980’erne må have fremstået meget gammeldags. F.eks. spørger læreren en dreng, om han vil have sin mor med, så han kan få syet sine bukser, når han ikke selv vil lære det (Troldepus og fuglene, oprindeligt udgivet i 1984). I samme bog observerer gråspurven i skolegården, at “mange drenge er altid så vigtige. Det ser jeg hver gang her er frikvarter.” Det lille opblødende “mange” skjuler ikke, at der er karikerede kønsforskelle.

Pussi undrer sig over, at der er en kvindelig lærer, og drengene er tydeligt ligeglade med at lære at sy (som er det, den kvindelige lærer underviser i). Marie er ved at sy et forklæde: “Hun var helt rød i kinderne af bare ivrighed. Lige bag Marie sad en dreng. Han var ved at sy en blomst på en klud med kulørt garn. Det så ikke ud til, at det morede ham, og pludselig gav han sig til at trække Marie i håret. Hun vendte sig om og så vredt på ham. Han slap, men et øjeblik efter begyndte han igen, så hun ikke kunne sy.” Pussy konkluderer, at “Drenge kunne godt en gang imellem være både dumme og vigtige.” Så fik vi den lige igen, hvis vi skulle have overset det første gang.

Hvis man ikke vil gøre læsning til et kønspædagogisk projekt, kan man godt få både underholdning og viden af Troldepus-serien. På Troldepus’ mange rejser i ind- og udland læser vi om plante- og dyreliv, om kultur og om seværdigheder. Særligt tydeligt er det i Troldepus finder rav, hvor en guide viser rundt på Grenen og fortæller både om geografi og om rav. Det er især de nordiske lande, som trækker, når Troldepus tager til udlandet. Hans familie bor jo også dér!

Der er mange ord i Troldepus, som vil være ukendte for barnelæseren. En del ord er næsten udgået af de danske sprog, men de kan ses som et krydderi, som bidrager til den gammeldags, nærmest nostalgiske, stemning, som er lagt i tekst og billeder.

Alle Troldepus-bøgerne

(De ti første er med i det aktuelle samlebind.)

  1. Troldepus fra Troldhøj, 1941
  2. Troldepus i skoven, 1942
  3. Troldepus i Norge, 1943
  4. Troldepus ved vintertid, 1944
  5. Troldepus ved juletid, 1944
  6. Troldepus på nytårssjov, 1946
  7. Troldepus i den store by, 1948
  8. Troldepus i Zoo, 1948
  9. Troldepus og Pussi Troldunge, 1949
  10. Troldepus til søs, 1950
  11. Troldepus ved fyret, 1951
  12. Troldepus i Afrika, 1952
  13. Troldepus på havsens bund, 1953
  14. Troldepus til gilde, 1955
  15. Troldepus og musene, 1956
  16. Troldepus på langfart, 1957
  17. Troldepus vinder et væddemål, 1958
  18. Troldepus i Tivoli, 1959
  19. Troldepus i lejr, 1960
  20. Troldepus hos samerne, 1961
  21. Troldepus i Skåne, 1963
  22. Troldepus og Hannibal, 1974
  23. Troldepus i cirkus, 1975
  24. Troldepus og ræveungerne, 1975
  25. Troldepus i mosen, 1976
  26. Troldepus og Pussi ved stranden, 1977
  27. Troldepus leder efter Pussi, 1977
  28. Troldepus. Finnerik får en kone, 1978
  29. Troldepus og Niko, 1978
  30. Troldepus på ødegården, 1979
  31. Troldepus og egernungerne, 1979
  32. Troldepus holder fest, 1980
  33. Troldepus på camping, 1980
  34. Troldepus på sæteren, 1981
  35. Troldepus i marsken, 1982
  36. Troldepus og killingen, 1983
  37. Troldepus og fuglene, 1984
  38. Troldepus og vaskebjørnen Pjaske, 1985
  39. Troldepus finder rav, 1986
  40. Troldepus ved Løvehovederne, 1987
  41. Troldepus, Mulle og Pusserlusser, 1988

Samlebindene udkom på forlaget Cicero 2010-2011, og Høst & Søns udgave er uændret i forhold til det.

Comics for good vol. 2

Comics for good vol. 2Comics for good vol. 2

19 illustratorer/forfattere
48 sider
www.comicsforgood.dk 2017

 

 

Der er gået et par år, siden vi første gang kunne læse forskellige tegneres tilgang til et fælles emne. Denne gang er temaerne ”bæredygtighed” og ”miljøforandringer”, og det er mangfoldigheden ikke blevet mindre af.

Man kan vanskeligt anmelde Comics for good vol. 2 som en helhed, for bidragene stikker i alle retninger. Der er de meget mørke dystopier og de (tæt på naive) utopier. Materialer og arbejdsmetoder spænder fra sort/hvide tusch-tegninger over akvareller til rent digitalt arbejde. Enkelte af serierne er tavse, men mange er med tekst og tale, overvejende på engelsk.

At læse Comics for good vol 2 er at tage en spændende tur med forskellige kommentarer til bæredygtighed og miljøforandringer, men man savner en rød tråd, hvis man læser fra start til slut. Hellere se de enkelte serier som små noveller i en novellesamling: Læs en af dem og læg bogen fra dig en tid.

Barne- eller ungdomslæseren vil kunne blive inspireret til at give sit eget bidrag i debatten ved at finde en side, som taler til hans/hendes egen stil. Og hvor nogle vil læse Comics for good vol. 2 som ren underholdning, vil andre utvivlsomt føle sig motiveret eller endda provokeret af de statements, de læser.

Skal man dykke ned i et enkelt bidrag, kunne Rowena Sheehans fire sider uden titel være et bud. Serien beskriver en fremtid, hvor mennesket er deporteret fra Jorden, fordi de rundede 9 milliarder blev for mange. Klimaforandringer betød, at Ghana frøs ind i en gigantisk isterning i 2030, og Frankrig forsvandt i havet.

I stedet har AI (Artificial Intelligence = kunstig intelligens) de seneste 101 år sendt mennesker til Mars, så der kun er 1 million tilbage på Jorden. Livet på Mars er kedeligt, men i teleskoper kan ”Mars-mændene” betragte, hvordan deres hjemplanet blomstrer op uden menneskets voldsomme påvirkning.

Comics for good vol 2 kan købes i fysisk form eller læses digitalt her: http://www.comicsforgood.com/download-the-comics.

En prik og en streg

En prik og en streg.

Mette Hegnhøj
40 sider
Jensen & Dalgaard 2017

En billedbog uden billeder? Du laver selv billederne ved at tegne dem på ryggen af en anden? Kun med prikker og streger? Hvad er det her for noget? Det er femten små historier om en prik og en streg, som vrider og snor sig og ender med at opfinde deres eget alfabet: morsealfabetet.

Undertitlen er Godnateventyr til at tegne på ryggen, og det er lige, hvad En prik og en streg er. Eller rettere også er. For man kan lade fingrene tale deres eget (billed)sprog ved at ledsage oplæsningen af en gang massage på ryggen af den, man læser for.

Hver historie slutter med et ”Godnat og sov godt”. På sidste side, hvor en prik og en streg opfinder morsealfabetet, er slutreplikken endda skrevet ”på deres nye sprog”:

─ ─ •   ─ ─ ─    ─ ••   ─ •   •─  ─
─ ─ ─    ─ ─ •   •••   ─ ─ ─    ••• ─    ─ ─ •   ─ ─ ─    ─ ••   ─

En prik og en streg er holdt i en minimalistisk stil. Formatet er næsten kvadratisk (ca. 20 x 20 cm), og det lækre, rillede omslag rummer sorte sider med hvid tekst. Venstre side i opslagene er helt sort, uden tekst. Teksterne er så korte, at man næppe slipper godt fra at læse en enkelt side. I stedet kan den være et lille PS til en godnatlæsning, eller man kan bruge alle historier til en massage-seance.

Og er det ikke nok at læse bogen én gang, så kan man jo tage forfatteren på ordet og følge en prik og en stregs eksempel:

Der var engang en streg,
der læste den samme bog igen og igen.
Og satte streger under alle de vigtige ord.
Prik blev træt af at vente og prikkede til Streg,
så Streg slog forkerte streger og blev i tvivl
om, hvad der var vigtigst.
Det er svært at sige, hvad det endte med,
men der blev prikket og streget en del,
og du må kalde det lige hvad du vil.

                          Godnat og sov godt

Gudskelov at der ikke følger en vejledning med til, hvordan man skal tegne historierne. I stedet kan man opfinde sine egne illustrationer alt efter fantasi og fingersnilde. En prik og en streg er derfor så meget andet end en massagebog.

Sondemad og flødeboller

Sondemad og flødebollerSondemad og flødeboller

Malene Gerd Petersen
168 sider
Special-pædagogisk Forlag 2017

 

 

15 fortællinger om at være søskende til et menneske med handicap. Det er der kommet en meget personlig og meget mangfoldig bog ud af. Ved at lade familien tale kommer forfatteren meget tæt på, og som læser kan man ikke undgå at blive rørt.

8-årige Barbara fortæller f.eks.: ”I 2. klasse fandt jeg selv på, at jeg ville holde et oplæg om min søster i klassen. Så kunne jeg også forklare de andre, hvorfor hun ikke går på samme skole som mig. Måske skulle man holde sådan et oplæg lidt oftere, for det er ikke så nemt at huske det for de andre, når de ikke er i familie med hende.”

Anna på 9 år forklarer sin søsters adfærd på denne måde: ”Hun er ligesom et glas under en vandhane, når hun er fyldt op med indtryk, så løber det over, og hun reagerer med uro og skrigeri, indtil vi ’tømmer glasset’ for hende, for det kan hun ikke selv.”

Sproget i Sondemad og flødeboller er meget voksent. Det er muligt, at børnene modnes hurtigt af at have en søskende med handicap, men teksten virker redigeret, og gør de ellers medrivende fortællinger lidt utroværdige, og det er ærgerligt.

Læseren får indblik i, hvad det betyder for den enkelte at være en del af den familie, de er. Mikkel på 10 omtaler legen med sin bror på den måde, at ”jeg leger mest for ham og ikke så meget med ham.” Et andet sted hører vi, at forældrene har en stor udfordring, men at det også er en stor sorg for det raske barn. Man bliver storesøster/-bror, også for den ældre søskende med et handicap. Derfor har det stor betydning at have en aflastningsfamilie for de raske børn. Det er et af de få konkrete forslag, som bogen giver til at lette tilværelsen for fortællerne. Et andet råd er at mødes med andre søskende i patientforeninger.

Det betyder meget at forstå, hvorfor broren/søsteren handler anderledes end andre. Et af børnene har fået den forklaring af sin mor, at ”vi alle sammen har en masse computere oppe i hjernen, og mange af Peters computere ikke kunne tændes.”

Mange af de søskende, vi møder i bogen, tager sig voldsomt sammen for at være en god søster eller bror for dem med handicap. Nogle omtaler enten sig selv som en ekstra voksen, eller også står det mellem linjerne. Enkelte familier består endda af flere med f.eks. ADHD, så bliver det et ekstra stort pres.

Udfordringerne til trods møder vi primært søskende, som ser glæden i deres familie. Og glæden til trods er de velovervejede omkring, hvad det gør ved dem selv. Christian fortæller, at måske har brorens handicap gjort ham mere ”målrettet, seriøs og moden,” og vi hører også, at det er nemmere at være social på nettet, for ”så er jeg sikker på, at mine verdener ikke blandes sammen, og jeg kan bare være mig selv.” Netop det med at være sig selv kan være svært. ”Vi er fem personer i denne familie, men næsten alle hensyn tages til én person,” som Johanne på 16 udtrykker det. Hun fortsætter: ”På en måde er jeg på overarbejde i mit eget liv. Hvornår kan jeg gå ned i tid?”

Forestillingen om to verdener ses i flere af fortællingerne. Man har én verden i skolen og/eller på arbejde, mens man har en anden verden som pårørende/familiemedlem.

Det er ikke kun børn, som kommer til orde. Karina på 54 fortæller, at hendes mor døde tidligt, så hun som søster til en handicappet bror var i en dobbelt speciel situation. Kapitlet følger hendes barndom og ungdom, indtil hun stiftede sin egen familie. Hun har været igennem en proces med at sige fra overfor den rolle, hun blev tildelt som søster til et menneske med handicap. Det er en opbyggelig historie, som de øvrige bidragsydere efterlyser. Netop på grund af Karinas alder fremstår hendes beretning særligt autentisk, der er overensstemmelse mellem hendes alder og sproget i teksten.

Den sidste beretning i bogen er Yrsa på 64 år. Hendes udviklingshæmmede bror døde som 60-årig, og hun har derfor et langt liv som pårørende at bygge sin fortælling på. Hun reflekterer over, hvordan hendes tilværelse og værdier har formet sig efter brorens handicap.

Bagerst i Sondemad og flødeboller er der ti sider, hvor man kan skrive sin egen historie som søskende eller på anden måde bekendt med handicap. Det er nok primært tænkt til brug i familier, men er absolut også anvendeligt i pædagogfaglig sammenhæng.

Boganmeldelsen er også bragt på Pædagogen.dk.

Makirullen der ikke ville makke ret

Makirullen der ikke ville makke retMakirullen der ikke ville makke ret

Kathrine Assels
Illustrationer: Josephine Kyhn
32 sider
Jensen & Dalgaard 2016

 

Med undertitlen ”og andre lejlighedsrim” er der lagt op til, at der både er alvor og sjov gemt mellem linjerne. Og det løfte bliver holdt, når læseren får et indblik i beboerne i de tolv lejligheder (deraf undertitlen) i nr. 20 på den vej, som ses på bogens forsats.

Makirullen der ikke ville makke ret er en af de bøger, man ikke kan være helt sikker på er skrevet til børn – og som mange børn vil elske. Vi møder ”bedemanden Åge, der er helt tosset med toge”. Faktisk så vild, at han hellere ville være mekanisk og lille end være bedemand. (Og så skidt med, at ”toge” ikke er helt korrekt, bare det rimer!)

Hr. og fru Bruun har en udstoppet ørn som erstatning for det barn, de aldrig fik. I samme opgang bor til gengæld rugemoren Rikke, som elsker at være gravid, men skal give børnene bort efter fødslen:

Babyer, hun ikke selv skal have,
får lov at vokse i hendes mave.
Små bitte sjæle hun passer på,
for dem som ikke selv kan få.

Vi møder også ”frøken Johnna V. Sand, som vist nok egentlig er en mand.” Her supplerer illustrationerne med det, teksten ikke fortæller med sikkerhed: På det ene billede ser vi en skikkelse med langt blond hår kigge i spejlet, som viser en skaldet mand. På et andet billede er det en skaldet mandsperson, som i spejlet møder en blondine med bryster. Johnna V. Sand drømmer om at blive gift med rigmanden Keld, som bor på etagen oven over. Hans savn knytter sig til konen, som druknede i en kæmpe bølge i Thailand. Enkemanden har købt en dukke til trøst. Den kan både blinke og sukke.

Titlen Makirullen der ikke ville makke ret kommer af den tidligere japanske kok, som netop på grund af sådan en makirulle gik amok med knive og derfor blev fyret. Kun hans kone kan få ham til at falde ned igen. Faldet ned er deres naboer til gengæld. Et par, hvor forelskelsen er skiftet ud med fejlfinding og skænderier, så de er endt med bare at holde mund for ikke at hakke på hinanden.

Lars i 4. th. har sit hyr med en fætter, som har slået sig permanent ned i lejligheden. Lars prøver alt for at komme af med fætteren, hvilket er dårlig karma, for Lars er selv gammel bz’er. I den sidste lejlighed, vi bliver budt indenfor i, bor børnebogsforfatteren Birthe-Bente. Hun har bare det problem, at hun har så mange dårligdomme og så mange ideer i hovedet, at hun slet ikke har haft tid til at skrive andet end sit testamente.

Hvis man kigger nærmere efter, spiller de forskellige lejligheder faktisk rigtigt godt op til hinanden. Man kommer til at tænke på, hvordan andelsforeningens eller ejerforeningens møder ser ud. For slet ikke at tale om festerne, hvis de har sådan nogle. Slagtersvenden Søren kan i hvert fald ikke deltage, for han har spist så meget, at han ikke kan klare trapperne mere. Makirullen der ikke ville makke ret er en hyldest til forskelligheden og viser både fordelene og ulemperne ved ikke at være som alle andre.

Børn og voksne vil elske både de mundrette rim og de lige så skøre illustrationer, som man kan gå på opdagelse i og finde flere enkeltheder om beboerne i lejlighederne. Pressemeddelelsen kaldte det ”socialrealisme som møder ’alle børnene’-vittighederne”, og det er ikke skudt helt ved siden af. Kan man tåle sort humor, tager man trappen op og ned flere gange. Kan man ikke, så må man nok hellere vente udenfor døren!

Få et glimt af illustrationerne og hør en af sider oplæst i videoen.

Anmeldelsen har også været bragt på Pædagogen.dk.

Når talent forpligter

Når talent forpligterNår talent forpligter

Mads Davidsen og Helle Hedegaard Hein
302 sider
Gyldendal Business 2017

 

 

Man tager 11 idrætsudøvere på absolut verdensplan og to særdeles kompetente forfattere: En UEFA PRO-træner med uddannelse i både journalistik og ledelse og en forsker og foredragsholder med speciale i motivation og ledelse. Resultatet bliver en afbalanceret blanding af personlige livsberetninger og indsigtsfulde analyser, krydret med teorier om, hvad der motiverer os til at slide i time-, dage- og årevis for de mål, vi sætter os.

Vi kommer ikke uden om lidt namedropping og opremsning af de højdepunkter, der har været i idrætsudøvernes karrierer, men teksten er dejligt fri for at dømme i forhold til de valg, der er taget undervejs for at nå målene. Når stjernerne tages i forsvar, er det med den faglige vinkel, som er bogens præmis: deres motivationsmønster i en præstationskultur. F.eks. understreges det, at Andre Agassi tog stoffer af mentale årsager, ikke fysiske, og alligevel blev fordømt. Anja Andersen er blevet kaldt barnlig, hysterisk og utilpasset, men hendes adfærd bunder i en frustration. To idrætsudøvere, som ellers ikke er med i bogen, men blot nævnes indledningsvist på grund af den store omtale, deres misbrug hhv. temperament har fået i medierne.

Allerede her vil pædagogen se den tætte sammenhæng mellem miljøet i Når talent forpligter og den daglige pædagogiske praksis. En lille del af pædagogerne arbejder med medicinering, og et meget stort antal arbejder med at give temperamentet et acceptabelt udtryk.

Talentet til at blive topidrætsudøver lægger et pres på den enkeltes skulder, som man også ser blandt børn og unge udenfor miljøet. De to forfattere giver deres vinkel på ”reglen” om, at det kræver 10.000 timers træning at blive virkeligt god til noget: ”I en del talentlitteratur er det blevet tolket som en kausal-relation: Hvis man bare træner i 10.000 timer, er man sikker på at nå et mestringsniveau.”

Sådan forholder det sig ikke ifølge Når talent forpligter. ”Beklager, stræbere, men talent findes,” hedder det. De 10.000 timer har betydning for at udvikle et talent, men der skal være et potentiale at udvikle på. Noget andet er, at man også kan være genetisk disponeret for at ville øve sig. Eller man søger de aktiviteter, man i forvejen er god til, for så at perfektionere dem.

Forholdet mellem talent, indsats og evne er endda sat på formel af den amerikanske forsker og psykolog Angela Lee Duckworth. Talent x indsats = evne. Og videre hedder det, at evne x indsats = præstation. Med lidt matematisk kan man omregne det til, at præstation = talent x indsats x indsats. Det er altså indsatsen, som virkelig batter. Samtidig er det indsatsen, som man har mulighed for at skrue op og ned for, afhængigt af motivationen. Lige netop motivationen er ”begrundelsen for at fortsætte med bevidst, målrettet træning.” Uden motivation vil man ikke lægge den indsats, som det kræves for at udvikle talentet.

På dette punkt gør Helle Hedegaard Heins tidligere forskning af motivation sig tydelig. Det bliver understreget, at vi motiveres af forskellige ting, og første skridt for at udvikle et talent er at finde ind til motivationen. Fodboldspilleren Pierre-Emil Højbjerg siger det f.eks. sådan: ”For mig handler fodbold om at få det bedste ud af mit talent. Jeg sammenligner mig ikke med andre. Jeg vil ikke være bedre end nogen bestemt. Jeg vil bare være så dygtig som muligt.” Sagt af den hidtil dyreste danske fodboldspiller, solgt for over 100 millioner kr. i 2016.

De følgende sider udfoldes motivationteorier og Mihaly Csikszentmihalyis flowteori i en lettere udvidet version. Arketyperne, som er beskrevet i bl.a. Helle Hedegaard Heins Primadonnaledelse, gennemgås og eksemplificeres gennem de idrætsudøvere, som er bidragsydere til bogen. Arketyperne beskrives med en primær og en sekundær motivationskilde, som alt efter synsvinkel kan kaldes en udfoldelse eller en forenkling af tidligere udgivet litteratur om emnet.

Den sidste tredjedel af Når talent forpligter bliver ret idræts-nørdet. Det opvejes for pædagogen af den relevans, resten har. Begreber som den spændingsreducerende og den spændingsøgende præstationsvej er relevante både for idrætstræneren, for pædagogen og for læreren. Team Danmark har en såkaldt sportspsykologisk model, som kan findes på deres hjemmeside. Desværre er den afbildet i bogen i så dårlig kvalitet, at den er nærmest ulæselig. Den kunne være endnu et eksempel på, at fagpersoner ganske udmærket kan oversætte begreber fra idrætsverdenen til pædagogisk praksis.

Denne boganmeldelse vil ligesom Når talent forpligter slutte af med at mane til eftertanke. Den amerikanske forsker Adam Grant advarer mod for stort fokus på øvelse: ”Hvorfor er der så få Nobleprismodtagere blandt de strålende talenter, der har vundet de mest præstigefyldte priser i gymnasiet?” Grant giver selv svaret: ”Vidunderbørnene ikke lærer at blive originaler. De er ofte drevet af at imponere deres lærer eller gøre sig fortjent til forældrenes anerkendelse, og i den proces er konsekvensen, at øvelse nok gør mester, men øvelse skaber ikke originaler.”

Boganmeldelsen har også været bragt på Pædagogen.dk.

Din kreative hjerne

Din kreative hjerneDin kreative hjerne

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2018

 

 

Kreativitet er en vigtigt færdighed. Dette lille hæfte handler om, hvordan man skaber ideelle forhold for kreativiteten, og hvad man gør for at holde fast i de ideer, man får. Læseren bliver opmuntret til at afprøve ideer – for selv om de i første omgang skulle virke mislykkede, kan de i længden give ny næring til kreativiteten.

Du kan fastholde noget i arbejdshukommelsen i 20 sekunder. Derefter forsvinder ideer, hvis de ikke bliver skrevet ned. Man kan også gøre andre ting for at huske, f.eks. lege med ideerne eller lave rim eller remser.

Man kan ikke bare beslutte at være kreativ. Tværtimod vil ideerne lade vente på sig, hvis man er alt for fokuseret på at presse dem frem. Din kreative hjerne anbefaler i stedet at går en tur eller lave noget andet, for så kommer nye ideer til det, man var gået i stå med. Ideerne myldrer også frem, lige før og lige efter man sover.

Mange meget gode ideer er opstået ved fejl. F.eks. blev penicillin opfundet, da nogle bakterier i et forsøg ved en fejl blev blandet med snavs. Velcro blev opfundet, fordi burrer sad fast på en mands tøj.

I Din kreative hjerne præsenterer Anette Prehn sin model med ”grøn cirkel” og ”rød cirkel”. Den grønne cirkel indeholder alt det, du kan påvirke. Det er her, dit fokus bør være. Den røde cirkel har du ikke indflydelse på, så det er spild at bruge energi på den. Modellen er god at have for øje, men den virker lidt udenfor kontekst i et hæfte om kreativitet.

På en af de sidste sider er der en tjekliste med syv punkter, som kan booste læserens kreativitet. Tjeklisten opsummerer dels indholdet i Din kreative hjerne, dels det meste af Anette Prehns forfatterskab de seneste år. På listen er alt fra at skabe plads i arbejdshukommelsen over at sende den indre dommer på ferie til at prioritere søvnen.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om ”hjernesmart pædagogik” og lignende begreber. Din kreative hjerne er syvende titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på www.hjernesmart.dk.

Boganmeldelsen er også bragt på Pædagogen.dk.

Tag nye billeder med hjernen

Tag nye billeder med hjernenTag nye billeder med hjernen

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2018

 

Drillerier og mobning kan tage mange former, og det kan være svært at reagere hensigtsmæssigt, når man bliver udsat for det. F.eks. bliver Sofia kaldt en blåhval, og det gør hende naturligvis ked af det. Hendes far hjælper hende videre ved at pege på, at en blåhval er god til at svømme – og meget klog. Sofias far har hjulpet hende til at tage et nyt billede med hjernen.

Amygdala har en særlig evne til at kapre hjernen, så man sidder fast i en måde at betragte verden på. Som forsvar mod det benytter Sofia sig af refraiming, som bl.a. benytter sig af ”De fem fingre”, som symboliserer fem måder at refraime på:

1) Man kan søge efter gaven eller fordelen i en situation. 2) Man kan benytte situationen til at blive mindet om sine værdier. 3) Man kan se situationen fra en anden persons side. 4) Man kan lege med tanken om, hvad en superhelt ville gøre i den samme situation. 5) Man kan se problemet i et større perspektiv: Er det egentlig så vigtigt?

Tag nye billeder med hjernen giver eksempler ud over det med Sofia og blåhvalen. De fem måder bliver sat i spil ved dagligdags situationer som utilfredshed med sit udseende eller en mobiltelefon, man ikke kan finde. Fordelen ved at koble dem op på de fem fingre er, at man altid har hånden med sig, så det kan blive en hjælp til at huske metoden.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om ”hjernesmart pædagogik” og lignende begreber. Tag nye billeder med hjernen er sjette titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på www.hjernesmart.dk.

Boganmeldelsen har været bragt på Pædagogen.dk.