Kategoriarkiv: Følelser

Følelser er det nye sort

Bogforum, der hvert år finder sted i Københavns Bella Center er en enestående mulighed for at komme tæt på forfattere og illustratorer, se nye og kommende udgivelser og købe bøger til rabatpris. Vi rapporterer fra det seneste Bogforum om trends og tendenser for bøger til og om børn.

Marianne Iben Hansen sætter gang i publikum i alle aldre.

Af Bjarne W. Andresen

(Artiklen er bragt i Børns Hverdag 1-2020, og kan læses i sit oprindelige layout her.)

Med over 220 udstillere og et besøgstal, som nærmer sig de 40.000, var der mange måder at gå på Bogforum 2019 på. I denne artikel vil vi se på nyheder og på, hvilke trends der kan spores blandt nye og kommende bøger.

Her er også plads til de små udgivere

Det første, der mødte de besøgende, var selvudgiverområdet. På grund af ombygning (som også vil præge næste Bogforum ) var der en anden indgang, end Bella Center hidtil har haft. Det kom de mange enkeltmandsforlag m.m. til gode, for alle skulle gennem området med vækstlaget.

Det var her, man mødte Witt Publishing, som har udgivet Walter den glade hval – Der er altid en grund til at smile. Til billedbogen hører et såkaldt pædagogisk faghæfte, som er nyskabende ved at henvende sig til dagtilbud. De fleste bøger med tilhørende læsevejledninger/litteraturguides er lavet til skoler. Det pædagogiske faghæfte tager afsæt i natur, udeliv og science. Ud over at give forslag til læsning af Walter den glade hval… giver faghæftet ideer til at bage ”hval-boller”, lave akvarier i pap og lave hvaler af skoovertræk. Ud over billedbogen og det pædagogiske faghæfte er der lavet plakater og træfigurer, som passer til bogen. Der findes også en tekst og noder til sangen om Walter den glade hval. Sangen kan findes på Youtube. Forlaget har også udgivet Hajen Hannibal – Da Hannibal fik sin første ven.

Bøger skal læses med følesansen

Det få år gamle forlag Mais og Co. er stiftet af Merete Schäffer. Hun har tidligere startet Gyldendals Babybogklub, som siden er lagt ind under Gyldendals Børnebogklub. Hos Mais og Co. fandt vi bøger, som i høj grad appellerer til følesansen. Deres pegebøger er værd at holde øje med, og serien om Buller, som ”er vred”, ”har en fin krop” og lærer at gå på potten er spot on. Se, rør og føl er en solid og hårdfør bog til de allermindste, og vi faldt især for Rør aldrig en dinosaur og Rør aldrig et monster, som naturligvis inviterer til at gøre lige netop det: Røre! 

Billedbøger på en ny måde

Helt modsat de taktile føle- og røre-bøger tilbyder Piboco et digitalt produkt. Som noget helt nyt kan man abonnere på digitale billedbøger. På samme måde som diverse film-, serie- og musiktjenester kommer der nye til hver måned, og man har fri adgang til alle tidligere udgivelser, når man abonnerer. Udvalget imponerer (endnu) ikke, men der er (få) rigtigt gode bøger imellem, fx Ib hjælper en and af Rasmus Bregnhøi og Peter Nordahl og Wuwu og Co. af Kamila Slocinska og Merete Pryds Helle, som vandt den prestigefyldte Bologna Ragazzi Digital Award for ”bedste digitale fiktion” i 2016. Piboco er en måde at give mulighed for at læse billedbøger fra helt andre kulturer med andre traditioner og især et anderledes grafisk/visuelt udtryk. Børnene kan få adgang til bøger, som ellers ikke har en chance for at blive udgivet på dansk.

Sig ordet: Kamishibai

Bogen Farver og følelser fra forlaget Bolden findes i flere udgaver: Den desværre udsolgte pop op-bog og en mere almindelig ”flad” bog. Uanset medie er det en god introduktion til de forskellige følelser, børn møder i deres hverdag. Nu er der kommet endnu et medie til: et kamishibai, og hvad der så det? Kamishibai er japansk og betyder direkte oversat ”papirteater”.

På Bogforum 2019 fik gæsterne mulighed for at overvære en kamishibai-forestilling, som i al sin enkelthed består af en ramme i pap, hvor man kan skyde forskellige billeder ind. En kasse med teater og billeder kan købes til under 300 kr. Det kan en god billedbog også løbe op i, og med et kamishibai er det meget nemmere at vise historien til mange børn på én gang.

Følelser er det nye sort

Også blandt fagbøger kunne man spore et øget fokus på følelser. Vi talte med cand. pæd. Peter Rod, som sammen med Frederik Blichfeldt har skrevet Læreplanstræet – visuel pædagogisk tilrettelæggelse, refleksion og evaluering. Peter fortalte, at han oplever, at flere forlagsætter bøger om børn og følelser på deres udstillingshylder: ”For mig hænger det godt sammen med dagtilbudsloven og den styrkede pædagogiske læreplans fokus på venskaber, børnefællesskaber og læringsmiljøer, der understøtter, at alle børn udfolder, udforsker, erfarer sig selv og skaber kompetencer til deltagelse i fællesskaber.”. Han finder det positivt, at forlagene prioriterer at bidrage til den dialogiske læring i dagtilbuddene.

Et eksempel på det er Følelsesstorme af Predrag Petrović (Akademisk Forlag), som bl.a. beskriver biologien bag følelser, hvordan hjernen er formet og ikke mindst det mere aktuelle spørgsmål om, hvordan man begrænser at lade sig styre af følelser. Samme forlag udgiver Følelsernes kompas af Pia Skytte O’Toole, som også handler om ”at kunne navigere i sit følelsesliv”. Den går mere i dybden med de enkelte følelser, og ligesom Følelsesstorme tager den afsat i en biologisk og evolutionær forståelse af hjernens funktioner.

I Giv sorgen ord – sorgkultur i forandring giver 26 forfattere med forskellig faglig baggrund hver deres vinkel på sorg. Her er det i højere grad et kulturhistorisk udgangspunkt, som går gennem bogen. Selv om pædagoger ikke er nævnt som målgruppe, kan de tre overordnede temaer (Kulturelle sorgforståelser, Sorgforståelser i faggrupper og Sorgforståelser baseret på fagligt, fænomenologisk og personligt sorgarbejde) have stor relevans for pædagoger.

Mød forfatteren

Monica Lyloff har på eget forlag udgivet Seje mor, og her blev jeg rørt. Bogen beskriver livet som mor til tre børn med handicap. Deres individuelle historie og kampen for at blive hørt og forstået. Både som forældre og som pædagogisk personale er der meget at hente i bogen, som slutter af med ti jordnære råd. Fx er klicheen om at passe på sig selv konkretiseret til: ”Få hjælp af en psykolog eller terapeut til at bearbejde følelser og tanker. Det har du brug for.” Jeg har ikke læst bogen i sin helhed endnu, det både frygter og glæder jeg mig til. Forfatteren og hendes mand (den seje far) havde egen stand på Bogforum.

Hvor barnlige sjæle i voksenkrop måske især fik et kick af at møde Anders And-tegneren Don Rosa, var der også mange gode oplevelser til de ”rigtige” børn. Dina Gellert læste blandt andet op fra Den dag Leopold blev misundelig (forlaget Bolden) på udgivelsesdagen, som samtidig markerede 25-årsdagen for serien om den lille gris. Marianne Iben Hansen præsenterede både Axels fødselsdag (Gyldendal) og Guds ABC (Bibelselskabet), den sidste både i et interview med Eiler Jensen på forlagets stand og på Den lille scene med Søren Riis-Vestergaard på guitar. Endelig skal også Anne Sofie Hammer nævnes. Hun fortalte og læste op fra Villads fra Valby har fødselsdag (Høst & Søn). Det var meget passende, for Villads havde netop ti års jubilæum på Bogforum.

Få mere at vide:

www.designbywitt.dk
www.maisogco.dk
www.piboco.com
www.forlagetbolden.dk
www.akademisk.dk
www.munksgaard.dk
www.monicalylloff.dk
www.bibelselskabet.dk
www.rosinante-co.dk/forlag/host-og-son

Bjarne W. Andresen er pædagog, lærer og master i børnelitteratur. Han er litteraturredaktør og boganmelder på paedagogen.dk, formand for Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark og medlem af redaktionen af Børns Hverdag.

Årets bedste bøger 2019

Kun 8 bøger har opnået seks stjerner af Bjarne W. Andresen i 2019. Her kan du læse, hvilke bøger det drejer sig om.

Hent skemaet som pdf her, lige til at printe.

De otte bøger er:

Den mystiske sag om hunden i natten: Christopher på 15 år, 3 måneder og 2 dage har Aspergers syndrom og er meget hårdt ramt af det. Hans hverdag på specialskolen og sammen med sin far rives ud af sine faste rammer, da han finder naboens hund, som ligger på græsset med en havegreb gennem sig. Han nedskriver sine oplevelser med at opklare den mystiske sag, og det er denne tekst, læseren sidder med.

Det vi har mistet: ”Jeg begyndte at lukke øjnene, når jeg hørte de høje plask. Jeg vidste, hvad de betød. Jeg havde været så bange for at drukne. Træbådens hæse knirken og lyden af vandet så tæt på. Med det er ikke havet, der slår ihjel. Det er den brændende sol, sulten og vanviddet.”

Mester Ester: Hjemme hos Ester er morgenerne hektiske. Ikke bare hektiske som i enhver anden børnefamilie. Ester er nemlig ikke som enhver anden. Nogen vil sige, at hun har en livlig fantasi. Men det har hun ikke. Det er nærmere sådan, at Esters fantasi har Ester. Esters fantasi driver Ester til at gøre ting, som meget få andre børn gør. Og Esters fantasi er ved at drive Esters mor til vanvid.

Skovens gåder: Serien om alfepigen Mirja er nået til tredje bind. Hvor de to første bind var stærkest på historien og sproget, har persongalleriet denne gang fået et gevaldigt løft. Det er meget glædeligt, at karaktererne er blevet rundere og mere realistiske: Mirja får også lov at være ondskabsfuld, plageånden Lissa viser en sårbar side, og Lissas mor spiller en større rolle. Mere forudsigeligt er det, at Mirjas bonusfar viser sig som en vigtig forbundsfælle til Mirja, om end det ikke er helt så tydeligt for Mirja selv, som det er for læseren.

Snemanden: I første omgang kan man tro, at det er Raymond Briggs’ historie om Snemanden (kendt fra billedbog og film), som er udgivet som oplæsningsbog. Men tag ikke fejl. Med stor respekt for den originale historie har Michael Morpurgo forfattet fortællingen om Jacob, som bor på en gård med sin mor, sin far og sin hund Bjæf. Jacob giver sin stammen skylden for, at han ingen venner har. Allerhelst vil han være venner med Peter, og det tror han vil lykkes, hvis han får en knaldgrøn mountainbike med store, brede dæk til jul.

Spor af liv: Da Julians søster forsvinder en aften, opdager han sider af både sig selv og sin familie, han ikke tidligere havde kendskab til. Han slår sig sammen med søsterens veninde, som han er lidt lun på. De kan bedre forstå, hvordan det er at være ung og have hemmeligheder for forældrene. Måske hemmeligheder, som har noget med hendes forsvinden at gøre?

Udviklende øjeblikke: Udviklende øjeblikke er ”de øjeblikke, der opstår, når to mennesker etablerer en særlig form for mental kontakt.” Og de øjeblikke får læseren mange, mange gode eksempler på i bogen af samme navn. I forhold til førsteudgaven er der tilføjet samtalekort (som kan købes separat) og et meget vigtigt kapitel om trusler mod udviklende øjeblikke. Desuden er grafikken på skemaerne strammet op.

Venus fluefanger: Som mange andre unge er Alex i tvivl om sig selv. ”Hvem er jeg? Hvad vil jeg med mit liv? Vil jeg være en del af fællesskabet eller vil jeg være mig selv? Og kan jeg være begge dele samtidig?” For Alex er spørgsmålene nok lidt vanskeligere end for de fleste, men heldigvis er der Isa, som er forstående, rummelig og tålmodig.

Bjarne W. Andresen er master i børnelitteratur, litteraturredaktør og boganmelder på Pædagogen og formand for Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark.

Børns Hverdag 2019-5

Jeg er redaktør af Børns Hverdag, som udgives af DLO. Man kan være medlem både som enkeltperson og som institution. Priserne for medlemsskab afhænger af flere ting og kan læses her eller læs mere om medlemsskab her.

Læs hele bladet ved at klikke her. I hvert nummer er der en række spændende artikler om og fra pædagogisk praksis. Desuden opslag om kurser, møder og andet i DLOs foreningsregi. Enkelte numre er temanumre, hvor en større del af artiklerne vedrører et bestemt emne.

Næste nummer kommer december 2019.

Indhold (bl.a.):

4 Spring ind i det 21. århundrede
Gode bud på det 21. århundredes kompetencer i relation til den styrkede pædagogiske læreplan.

7 Vi skal gøre politikerne klogere
DLO har mødt den nye børne- og undervisningsminister.

8 Pædagogisk arbejde mellem datadrømme og hverdagstrylleri
Om at bygge bro mellem den forvaltningsmæssige og den praktiske verden og deres kulturer.

12 Børnebøger om naturen og naturglæde
Hvilken børnelitteratur kan man anvende i sit arbejde med naturpædagogik? Mulighederne er mange.

16 Konsulentnyt
Brush over af vedtægterne. Valg til bestyrelsen. Lov om webtilgængelighed.

20 Legekunst
Et projekt, hvor kunst og kultur møder børns leg, kreativitet og dannelse.

22 Lederens rolle for personalets udvikling og læring
Det vigtigste sted at begynde er at skabe et fælles mindset, en fælles kultur i institutionen.

24 Kreativitet i en digital hverdag
Et nyt filmisk værktøj vil koble sanselighed og teknologi.

27 DLO spørger: Hvad betyder vi for jer?
Brug 10 minutter på at udfylde et spørgeskema, og vær med til at skabe et bedre DLO.

28 Hvad skal der ske, når institutionen skal have ny leder?
Få DLOs konsulent Thinne Nielsens gode råd om lederskifte.

Børns Hverdag nr. 1-2019

Jeg er redaktør af Børns Hverdag, som udgives af DLO. Man kan være medlem både som enkeltperson og som institution. Priserne for medlemsskab afhænger af flere ting og kan læses her eller læs mere om medlemsskab her.

Læs hele bladet ved at klikke her. I hvert nummer er der en række spændende artikler om og fra pædagogisk praksis. Desuden opslag om kurser, møder og andet i DLOs foreningsregi. Enkelte numre er temanumre, hvor en større del af artiklerne vedrører et bestemt emne.

Indhold

2 Det sker lige om lidt i DLO

Kurser for bestyrelser, ledere, souschefer og personale.

2 Møder politikerne børnene med et skuldertræk?

DLOs landsformand, Peter Grevsen, har seks ønsker til lokalpolitikerne.

4 Mod fejlmodighed fremfor perfekthed

De voksne er rollemodeller, selv om børnene fra fødslen godt tør at fejle.

7 Valgkampen skal bruges til at sætte fokus på daginstitutionerne

DLO har blikket rettet mod den nationale valgkamp, og sekretariatschef Tanja Krabbe stiller skarpt på at få folketingskandidaterne i tale.

8 Bevar roen!

Vi har talt med en børneyogalærer om, hvad yoga kan gøre for børn – og for voksne – i daginstitutionerne.

12 Læreplanstræet – en konkret og visuel tilgang til arbejdet med Den styrkede læreplan

Læreplanstræet er en visuel pædagogisk metode til at få overblik på. Vi anmelder en ny bog om læreplanstræet.

14 DLO anbefaler podcasts

BUPLs podcast fra konferencen ”Børns leg” er et godt sted at begynde. Faglig viden direkte ind i øret.

15 Inspirationskatalog

Læs om alle DLOs tilbud om kurser og konferencer i 2019. Midtersiderne er lige til at hive ud og hænge op på personalestuen.

19 Digitalt forløb – når forældre skal skilles

Der er sket en reform af proceduren ved skilsmisse. Forældre kan få hjælp med et digitalt forløb.

20 Konsulentnyt

Har du de bestyrelsesmedlemmer, du har brug for?

Mulighedserklæringen – hvorfor, hvornår og hvordan?

Hvad betyder de nye regler om 30% børn fra udsatte boligområder for os?

Rådgivning om printer- og kopimaskinekøb

22 Mobning handler ikke om onde mennesker, men om onde mønstre

Hvordan forebygger man mobning på arbejdspladsen? Hvordan opdager man mobningen, når den sker? Og hvordan kan man begrænse skaden?

26 Pædagogens klumme

Fra fejlfinder og enkeltpræstationer til dannelse og fællesskab. Nye vinde blæser og kan betyde en ændring i kulturen for børn og unge.

30 Fra maskinrummet

DLO har fået ny konsulent, og det blad, du sidder med, har fået nyt design.

Gør hjernen til en medspiller

Gør hjernen til en medspillerGør hjernen til en medspiller

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2017

 

Man burde give dette hæfte til alle børn, samtidig med at man siger: ”Opgaven slutter med, at du laver en fremlæggelse.” På den måde kunne man vende skrækken for fremlæggelsen til en overskuelig delopgave på linje med at søge viden og finde egnede billeder.

Mange børn (og voksne med) har en tendens til at tale sig ned i et hul. De fokuserer på de ting, som kan gå galt. Og hjernen samarbejder. Det gør i dette tilfælde hjernen til en modspiller. Gør hjernen til din medspiller viser en vej op af hullet. Eller rettere flere veje:

Når man bruger sætninger med ”ikke”, overhører man det lille ord. Peter Pedal bliver brugt som eksempel, for manden med den gule hat siger til Peter Pedal: ”Lav nu ikke ballade!” Hjernen lægger primært mærke til ordet ”ballade”. Det samme sket, når man tænker: ”Bare jeg ikke bliver nervøs,” men man kan også komme på vildspor uden at bruge ”ikke”.

Når man siger: ”Hvad nu, hvis jeg siger noget forkert?”, er det ordet ”forkert”, man lægger mærke til. Vejen frem er at tale sig selv op. Gerne med at nævne sit eget navn og i tredjeperson. ”Det skal nok gå, Bjarne, du kan!” Gerne suppleret med minder fra lignende situationer, hvor det gik godt.

Hvis du alligevel går i stå undervejs, kan du f.eks. have en konkret genstand med, du kan tage frem og fortælle om. Den hjælper dig til at huske, hvad du ville sige. I andre tilfælde kan det være nok med en tegning eller endda bare et stikord.

Anette Prehn holder selv mange foredrag og bruger udtrykket ”at have tillid til tomheden”. Det værste, man kan gøre, er at fylde arbejdshukommelsen med panik: Hvis man fokuserer på, at det er pinligt, at man måske ikke kan komme videre og at der sidder nogen og venter, så hjælper det ikke. Derimod kan man trække vejret dybt, lukke øjnene et øjeblik og sige nogle af de gode sætninger, som hjælper én i gang igen. Der er endda en liste med gode sætninger i hæftet.

Der er henvisninger til de to foregående hæfter i Hjernevenner-serien, men man kan sagtens læse Gør hjernen til din medspiller alene.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om ”hjernesmart pædagogik” og lignende begreber. Gør hjernen til din medspiller er tredje titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på www.hjernesmart.dk.

Bliv ven med hjernens amygdala

Bliv ven med hjernens amygdala

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2017

 

Amygdala er hjernens alarmcenter, som får dig til at reagere hurtigt, hvis der f.eks. opstår en farlig situation i trafikken, eller hvis en hund gør ad dig. Desværre virker amygdala også, når der ikke er fare på færde. F.eks. hvis du møder en fornærmelse, utilsigtet eller ej. Du kan lære at se amygdala som en vej, selv om den også nogle gange laver fejl.

Det uperfekte bliver ikke gemt væk i Bliv ven med hjernens amygdala. Der er ikke noget, som er forkert. Anette Prehn forklarer, hvorfor det er godt at have en aktiv amygdala, også selv om den lukker ned for pandelapperne. Pandelapperne hjælper med at se situationen fra flere sider, og det kunne ellers være godt i en konflikt.

Amygdala genkender mønstre, så du kan reagere hurtigere på en fare. Desværre er den ikke ret god til det. En case fortæller om Jakob, som bliver gjort til grin pga. en tegning, han har lavet. Derfor går han helt i stå med at tegne. Han bliver sort/hvid (undskyld ordspillet), så enten er han god til at tegne eller også kan han slet ikke. Da han har oplevet at blive til grin, hælder han til det sidste.

I sådan en situation kan pædagogen hjælpe Jakob ved at gå en omvej. Jakob kan f.eks. tegne med kridt på vejen (det genkender amygdala måske ikke) for senere at klippe-klistre, så lave vejskilte osv. Og pludselig tegner Jakob uden at have forbundet det med den negative oplevelse med tegningen tidligere.

Andre forslag er vejrtrækningsøvelser eller blot det at tale om oplevelsen. Det hjælper endda at tale med sig selv om en negativ oplevelse, hvis man sætter de rette ord på den: Dér blev jeg godt nok bange, selv om hunden var bag et hegn.

Fra tidligere bøger har forfatteren genbrugt et såkaldt amygdala-termometer, som beskriver, om man er i ro eller er gået i baglås og panik og graderne derimellem. Også en amygdala-flaske med vand og glimmer, som symboliserer ens sindstilstand, er genbrug. Her bliver det forklaret, så også barnet kan være med.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om hjernesmart pædagogik og lignende begreber. Bliv ven med hjernens amygdala er anden titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på www.hjernesmart.dk.

Pædagoger med X Factor

Vores virkelighedPædagoger med X Factor

Hvis man tænder tv’et fredag aften for at blive klogere på musik eller for at høre gode sangere, bliver man skuffet. I stedet møder man en konkurrence, hvor fokus er på, om den ene eller anden bliver ekskluderet og på hvilken måde.

(Denne tekst har været bragt på bloggen Vores virkelighed 28. januar 2012.)

Det mest underholdende er dommernes mere eller mindre raffinerede måder at fortælle den håbefulde wannabe, at der altså ikke er noget talent at bygge videre på. Hvis man ikke på forhånd har mobbekulturen inde under huden, så kan man da lære noget hér.

Stjernen i programmet er Thomas Blachman. Hans budskab er, at man skal kunne mærke, hvem sangeren er. Du skal røre mig, siger han. Samtidig er han selv tildelt rollen som den kolde kyniske fisk. Hvornår er nogen sidst blevet rørt af ham – i X Factor, naturligvis. Hvordan han er som privatperson, ser vi netop ikke noget til.

Ulykkeligt, når dommerne som professionelle sangere, musikere, producere osv. kun får lov at udfolde sig som mobbende, fordømmende og bedrevidende. Lad os i stedet høre noget af den omsorg, støtte og ikke mindst mervidenhed, de også indeholder.

Lad os få programmer, som praktiserer anerkendende pædagogik og positiv psykologi. Vel at mærke på et sagligt og fagligt grundlag. Ikke som lægmand tolker det: at man roser den rædselsfulde tegning, lille Peter har brugt et splitsekund på at kradse ned eller at man erstatter ordene ”forhindringer” og ”barrierer” med ”udfordringer” og ”udviklingspotentialer”.

De historieløse vil have glemt det, men for en årrække siden var der et talentprogram, som hed ”Stjerne for en aften”. Set på afstand adskilte det sig på et væsentligt punkt fra X Factor: det var deltagerne, som var i centrum. Jeg husker flere sangere, men aner ikke, hvem der var dommerpanel. Ironisk nok, for netop navnet på programmet indikerer, at det er 15 minuts of fame. Om nogle år vil X Factor blive husket for Blachmans bramfri og grænseoverskridende facon, ikke for de gode sangere. Og desværre heller ikke for det budskab, dommerne måtte have haft.

Naturligvis er jeg ikke uberørt af den klassiske dødssynd hovmod. Jeg så gerne mit navn blive udødeliggjort. Alligevel så jeg hellere, at det er mine ord og tanker, som overlever mig. Som pædagog har man et andet menneskes liv i sine hænder. Det er et stort ansvar. Der kan skrives tykke bøger om det impact, et andet betydningsfuldt menneske præger os med. I det perspektiv er det lige meget, om man husker, hvem der sagde det. Budskabet er det vigtigste.

Jeg håber, du fangede mit. Budskab altså. Navnet var Andresen. Bjarne W. Andresen.

Hun lærer børn at sige “Amygdala”

Hun lærer børn at sige “Amygdala”

Første gang, jeg mødte Anette Prehn, var til et foredrag, hvor hun satte tilhørerne til at flytte rundt på stolene, inden hun gik i gang med programmet. Det undrede mig, og i en pause spurgte jeg ind til det. Det viste sig, at stolene var stillet forkert op, da hun kom. I stedet for at tage imod tilbuddet fra pedellen om at stille dem anderledes, greb hun muligheden for at få bevægelse ind hos tilhørerne.

Artiklen har været bragt i BØRNS hverdag 4/2017. Læs artiklen i sit oprindelige layout her.

Det var Anette Prehns bog Hjernesmart pædagogik, som trak mig til foredraget. En værktøjsbog til arbejdet med børn og unge på 3-16 år. Skrevet til både lærere og pædagoger og fyldt med modeller, visuelle hjælpemidler og sange. Et sandt overflødighedshorn af viden og aktivitetsforslag.

Anette Prehn knytter en gennemgang af hjernes funktioner sammen med overvejelser om, hvilken betydning det bør have for vores pædagogik. F.eks. om at finde en balance mellem det kendte og det nye. Hjernen er plastisk hele livet. ”En af de primære grunde til, at hjernen forringes med alderen, er, at mange mennesker, når de ældes, begynder at leve et forudsigeligt liv, domineret af vaner og velkendte rutiner, og at de ydre stimuli er meget begrænsede.” Man skal altså ikke udelukkende lade børn lave, hvad de har lyst til, og hjernemotion bør blive en lige så naturlig del af (barne)livet som fysiks motion. For 50 år siden så vi på fysiske øvelser på samme måde, som vi i dag ser på hjernemotion. Hjernesmart pædagogik giver gode argumenter for at arbejde hjernesmart og anviser, hvordan man kan komme i gang.

For cirka 10 år siden opdagede Anette Prehn, at hjernen følger bestemte spilleregler, men at stort set ingen kender dem. Og at selv de mennesker, der vist nok har hørt om dem, ikke ved, hvordan de skal bruges. Det blev hurtigt Anette Prehns ambition at lave fremragende, jordnær videnskabsformidling: i særdeleshed at gøre hjerneforskning og socialpsykologi tilgængelig og brugbar for alle.

Hun er blandt andet forfatter til Hjernesmart-trilogien, som er skrevet til hhv. stuen, hjemmet og ledelsens kontor. Trilogien består af bøgerne Hjernesmart Pædagogik (2015), Hjernesmarte Børn (2015) og Hjernesmart Ledelse (2016). Hun har skrevet 12 børnesange om hjernen på kendte melodier. Og der er udkommet hjernesmarte plakater, der med fine illustrationer og enkel tekst minder børn og voksne om hjernens grundlæggende spilleregler.

Ud over sine opgaver for erhvervsliv og organisationer, bidrager Anette Prehn også regelmæssigt i børnehaver. Hver gang er det en stor glæde for hende at opleve, hvordan børn får værdi af at forstå, hvad der sker i deres hjerne i hverdagssituationer. De bliver f.eks. ”ven” med deres amygdala (hjernens alarmklokke) og får en rigere forståelse for, hvad der foregår inden i dem, og hvordan de kan regulere det. Anette Prehns arbejde skriver sig derfor direkte ind i den højaktuelle debat om, hvordan vi styrker børns robusthed/resiliens og bedst muligt klæder dem på til livet.

Hjerneforskningens Robin Hood

Da Anette Prehn i 2001 tog sin kandidatgrad var det med en særlig interesse for socialpsykologi. Såvel psykologi, socialpsykologi og sociologi studerer de ydre tegn på hjerneaktivitet, og i tiden omkring 2005 blev Anette Prehns interesse for hjernens indre funktioner og spilleregler vakt. Men da hun gik til felter, som forsøger at hjælpe mennesker med at ændre tanke- og følelsesmønstre, savnede hun hard core videnskab (“hvad sker der derinde?”). Og da hun gik til videnskaben, savnede hun evnen til at ville (og kunne) formidle i øjenhøjde til almindelige mennesker (“hvordan kan denne viden bruges og gavne?”). Hendes engagement i anvendt hjerneforskning lå derfor lige for.

Anette Prehn forklarer selv, at hun snupper videnskaben ud af Elfenbenstårnet som en anden Robin Hood, hvorefter hun oversætter den til hverdagssprog samt udvikler kraftfulde metaforer og værktøjer. Hun får f.eks. det tekniske begreb ”selvdirigeret neuroplasticitet” ned på jorden ved at tale om ”stier i skoven”. Og hun perspektiverer de hjernemæssige konsekvenser af intens brug af sociale medier ved at sammenligne det med ensidige benpres-øvelser i et fitnesscenter. Kort sagt formidler hun komplekse videnskabelige principper og logikker på måder, som mennesker kan forstå, huske og bruge.

Udover gennem sine bøger når Anette Prehn mere end 40.000 studerende på verdensplan gennem sine online-kurser, ligesom hun både har en blog på dansk (www.hjernesmart.dk) og en på engelsk (www.brainsmart.today).

Som hun siger: ”Hvis forskning ikke når ud til og gavner almindelige mennesker, hvad er så overhovedet pointen?” og ”Stil krav om jordnær oversættelse af forskningsresultater og se så at komme ud af starthullerne med den – også ift. den større verden. Vi har masser af viden her i Danmark, som verden behøver!”

Faktaboks:

Anette Prehn er forfatter til fem bøger, som er udkommet på seks sprog. Hun er sociolog og facilitator både på ledelsesgangen, i produktionshallen og på gul stue. Hun har holdt foredrag for titusindvis af mennesker og i 2009 modtog hun prisen ”Årets underviser for ledelse og coaching”.

Selvkontrol hos børn og unge

Selvkontrol hos børn og ungeSelvkontrol hos børn og unge

Rune Kappel
176 sider
Dansk Psykologisk Forlag 2017

 

 

 

 

Bogen falder i tre dele: Teoretisk orientering, pædagogisk arbejde og praktiske øvelser. De har hver deres fokus og supplerer hinanden godt.

Selvkontrol defineres som “en mekanisme, din hjerne sætter i gang, når den skal hjælpe dig med at træffe de rigtige valg, selv om du har lyst til noget andet.” Selvkontrol kan trænes, endda med lette øvelser. Den kan sammenlignes med en muskel, eller man kan vælge en batteri-metafor, hvor batteriet kan lades op, f.eks. når man sover.

Det er væsentligt at træne selvkontrol, for “i dag regnes selvkontrol for at være den egenskab, der har størst betydning for, hvordan et menneskes liv udvikler sig, og for, hvordan personen har det.” Det kan aflæses på flere livskvalitetsparametre. Walter Mischels kendte skumfidustest pegede bl.a. på karakterer, uddannelse, fysiske forhold, sundhed, familieforhold og økonomi.

Der er også lavet andre større forsøg/undersøgelser, som viser det samme. Alligevel er fokus i skoler på pensum, ikke på at udvikle selvkontrol, som er vigtig for at opbygge selvværd. Og selvkontrol har endda vundet kampen med intelligensen om at være den vigtigste faktor for det gode liv, målt på førnævnte faktorer.

Vi kan undertrykke behovet for at spise, sove/hvile og for at gå i gang med fritidsbeskæftigelser som mobilspil og Facebook. Den gode nyhed er, at jo mere vi træner selvkontrollen, jo stærkere bliver den. Endda selv om vi træner selvkontrollen på et andet felt end der, hvor vi ønsker at bruge den.

Der er en sammenhæng mellem selvkontrol, vejrtækningen og pulsen. Når du aktiverer selvkontrol, falder pulsen; og den bliver ustabil. Det er godt og i øvrigt også sundt. Man kan øge den såkaldte hjerterytmevariabel (altså gøre pulsen ustabil) og dermed øge selvkontrol med en daglig åndedrætsøvelse. Det skal naturligvis gøres under kontrollerede forhold, og her advarer Selvkontrol hos børn og unge ikke, som forfatteren Rune Kappel ellers gør, f.eks. i sine foredrag. Virkningen på selvkontrol generelt vil kunne mærkes over nogle måneder.

Når du presser selvkontrollen ud over sin grænse, stiger pulsen. Det er til gengæld ikke godt, fordi du både tømmer “batteriet” og risikerer psykisk overbelastning. Derfor skal man finde et relevant niveau for forventninger til barnets selvkontrol og vide, hvad der sker, hvis niveauet er for højt (frustration) eller for lavt (kedsomhed).

I et afsnit går Selvkontrol hos børn og unge mere ind i sammenligningen med et batteri. Det oplades f.eks., når vi sover eller hviler. Den samlede kapacitet kan øges ved træning. Og så er det væsentligt at kende sit “ego depletion”, som er det punkt, hvor man begynder at “overtræne” sin selvkontrol. Resultatet er, at depotet er ved at være tomt, og man derfor ikke har noget at tage af fremover.

Det hjælper på depotet at grine, hvile og sove. Et frikvarter i skolen tanker ikke depotet op: “Der kan opstår konflikter, intriger og skuffelser, og halvdelen af drengene er på det tabende hold i spisefrikvarterets fodboldkamp. Børnene kommer tit tilbage mere udmattede, end da de gik.”

Selvkontrol for børn og unge angiver tre typer selvkontrol: Hæmningskontrol (jeg prøver at lade være, f.eks. med at spise kager, når jeg er på slankekur), ydelseskontrol (jeg prøver at blive ved, f.eks. med at løbe, når jeg vil komme i bedre form) og vedholdenhedskontrol (jeg indøver gode vaner for at nå et mål, f.eks. med at blive ved med at spise sundt og motionere – dag efter dag). Opdelingen kan virke lidt kunstig, men den giver mening i sammenhængen.

Først halvvejs inde i Selvkontrol for børn og unge begynder del to om at arbejde med selvkontrol. I det pædagogiske arbejde kan man øge selvkontrollen hos barnet. Man kan også give barnet opmærksomhed på at bruge den selvkontrol, man har, for “børn og unge, der har det svært, spilder ofte meget selvkontrol (…) Hvis et barn eller ung på den måde spilder meget af sin selvkontrol, vil det ofte gå ud over de situationer, hvor selvkontrollen ville kunne bruges til at udvikle og opnå de ting, der kunne skabe grundlag for livsværdi, selvværd og glæde.” Det kan f.eks. være, at barnet bruger sin selvkontrol på at bearbejde mobning eller afholde sig fra at tjekke mobilen.

På kort sigt har blodsukkeret også indflydelse på selvkontrollen. Det er ikke så meget blodsukkerniveauet, som påvirker selvkontrol, men ændringer i blodsukkerniveauet er hårdt for selv den stærkeste selvkontrol.

Som tidligere nævnt anbefales det at træne selvkontrol generelt, inden man træner en ønsket adfærdsændring. Til det formål er der sidst i Selvkontrol for børn og unge en række øvelser. De er endda delt i tre logiske afdelinger: Gruppeøvelser, individuelle øvelser og selvstændige øvelser (for unge). Øvelserne lever op til de kriterier, forfatteren selv opstiller. De skal være lette at udføre i praksis, adskille sig fra daglige pligter, udføres regelmæssigt (2-4 gange pr. uge) og rumme mulighed for progression.

Derfor er nogle af øvelserne lidt småskøre, men de giver god mening, når man læser dem i sammenhæng med teorien og de pædagogiske overvejelser. En særligt skør øvelse handler om at se en sjov film i en klasse, mens en mindre gruppe sidder med ryggen til smartboardet (skærmen) og løser opgaver. De skal så øve sig i ikke at vende sig om, selv om resten af klassen morer sig! Blandt de individuelle opgaver er at skrive fem linjer med den modsatte hånd af, hvad man plejer. En anden øvelse med at lade terningekast afgøre, hvilket tøj man tager på om morgenen, vil være en udfordring for den, som har et stort ønske om kontrol.

Der er ingen tvivl om, at selvkontrol er en væsentlig faktor i tilværelsen. Derfor er dette en væsentlig bog. Som læser bliver man overbevist om, at man skal arbejde også med sin egen selvkontrol. Det er i øvrigt et godt udgangspunkt for at hjælpe andre med deres ønske om ændringer: At være den gode rollemodel.

Inklusion i daginstitutionen

Inklusion i daginstitutionenInklusion i daginstitutionen

Anne Marie Marquardsen
Illustrationer: Dorte Karrebæk
175 sider
Frydenlund 2017

 

 

Inklusion i daginstitutionen er en grundbog, som samler et stort materiale på en overskuelig måde. Den består af en teoridel og en praksisdel. Umiddelbart ser teoridelen ikke ud af meget, men praksisdelen formidler også viden om baggrunden for de vanskeligheder, det enkelte barn kan være i.

Flere og flere pædagoger har arbejdet med den akademiske skrivemåde i uddannelsen, og Inklusion i daginstitutionen er bygget op på samme måde. Det virker måske lidt overkill at angive, hvilke byer forlagene ligger i, i litteraturlisterne. I en bog som denne er det næppe nødvendigt at skrive, hvornår hjemmesiderne er besøgt, men de mange henvisninger og introduktionen til hvert enkelt kapitel er en hjælp til de, der vil grave sig længere ned i stoffet.

I teoridelen gennemgås baggrunden for at tale om inklusion. Begrebet defineres sådan: ”Inklusion i daginstitutionen betyder, at alle børn inddrages i institutionens fællesskab – og er medregnede som en værdifuld del af fællesskabet.” Inklusion deles op i tre typer: Fysisk inklusion (at være tilstede), social inklusion (at deltage) og psykisk inklusion (oplevelsen af fællesskab).

Man kommer heller ikke uden om at definere normalitetsbegrebet. Hvor bredt er det? Hvad betyder det, når man taler om forskelle? Hvad er normalt – og hvad er afvigende?

”Det normale” kan enten anskues statistisk (hvad de fleste/færreste gør), moralsk (hvad der er godt/dårligt) eller medicinsk (hvad der er rask/sygt). Man når ikke nødvendigvis frem til det samme resultat, hvis man definerer sit normalitetsbegreb med de tre forskellig briller.

Der er flere andre begreber, som er væsentlige for en bred forståelse af inklusion. F.eks. zonen for nærmeste udvikling og fælles opmærksomhed. Teoridelen læner sig meget op ad allerede udgivne tekster og indeholder ikke meget nyt. Til gengæld når den rigtigt langt omkring. Derfor kan jeg se Inklusion i daginstitutionen som en grundbog, også på pædagoguddannelsen.

Der er en kraftig opfordring til at observere hinandens praksis og forholde sig til det, man ser. Både i forhold til de øvrige pædagoger i institutionen og i det tværprofessionelle arbejde. Det har ifølge Anne Marie Marquardsen vist sig svært, når man ikke arbejder sammen i det daglige.

Vi lærer hele tiden og i alle situationer. Derfor er læringsrum både hverdagslæring, skole- og uddannelseslæring, læring i arbejdslivet, fritidslæring og netbaseret læring. En liste, som bogen uddyber. Med den tilgang giver det ikke mening at tale om ét læringsrum. I stedet præsenteres læseren for en model, hvor de to trekanter selv/den anden/objektet og relationer/sprog/opmærksomhed danner en sekstakket stjerne med læringsrummet i midten. Den model er gennemgående i praksisdelen.

Praksisdelen fylder langt det meste. Den formår at blande relevant teori for at pointere, at teori og praksis ikke er hinandens modsætninger. Vi ledes gennem en række cases med børn, af vidt forskellige grunde kalder på særlig opmærksomhed. Høj sensitivitet, flygtningebaggrund, diabetes, ADHD og forsinket sproglig udvikling kræver forskellig specialviden hos pædagogen, men alle børnene kan ses i en inklusionsramme.

I den pædagogiske praksis med barnet er der flere gode forslag til, hvordan man inddrager børnelitteratur, leg og andre lavpraktiske hverdagsaktiviteter. Der er fokus på at inddrage barnet i den daglige aktivitet med andre børn og voksne. Det bliver aldrig generaliserende, f.eks. hedder det, at ”det er ikke alle flygtningeforældre, der er traumatiserede, men de har alle oplevet ekstreme forhold, tab og afsavn.”

Pædagogen skal i mindst lige så høj grad som børnene på arbejde, for at inklusionen lykkes. ”For at kunne hjælpe barnet med autisme, skal den voksne have rummelighed for 2, energi for 2, håb for 2 (og) fantasi for to.” Det kan denne anmelder skrive under på som støttepædagog.

En hjælp til at nærme sig det ideal er at forstå barnets vanskeligheder, se barnet bag adfærden, fokusere på det positive (og kommunikere det), være på forkant og give udfordringer/opgaver af relevant sværhedsgrad.

Layoutet i Inklusion i daginstitutionen er usædvanligt let og flot, og bogen har få men velplacerede illustrationer af en af Danmarks bedste illustratorer, Dorte Karrebæk, som gør bogen til noget visuelt særligt. Det omfattende stof og de høje niveau formidles, så man har oplevelsen af at læse af lyst, også hvis man skal!

Fra receptionen på forlaget Frydenlund 16. marts 2017.

Til venstre redaktør på Inklusion i daginstitutionen Pernille Bjerrum. Til højre forfatter Anne Marie Marquardsen. De talte om tilblivelsesprocessen fra Anne Marie Marquardsen så et opslag om, at Frydenlund søgte efter en til at skrive en bog om inklusion i daginstitutionen, til den færdige bog lå klar.

De havde flere historier om, at børn og voksne har følt sig genkendt i beskrivelserne fra bogen.

Dorte Karrebæk har illustreret bogen. Først tænkte de, at det ville hun nok ikke, men “det koster ikke noget at spørge”… og så sagde hun ja!