Festtale: Arven fra 1967
I anledning af jubilæumsåret holdt Torben Weinreich en festtale over temaet ”Arven fra 1967”. Torben Weinreich er professor i børnelitteratur – Danmarks eneste. Her gengives hovedpunkter i festtalen. Klods Hans har stillet Torben Weinreich nogle opfølgende spørgsmål.
(Artiklen har været bragt i tidsskriftet Klods Hans 1/2017 og kan læses i sin oprindelige opsætning her.)
I tiden op til 1967 var børnelitteraturen degenereret. Der skete ikke meget nyt. Men så fik fem forfattere banebrydende ideer til nye børnebøger, som ikke alene udkom det samme år. De kom alle i en femugers periode omkring oktober til november 1967. Det er forfattere, som stort set ikke havde skrevet for børn før. Med undtagelse af Silas og den sorte hoppe er de alle illustrerede og kan med lidt god vilje kategoriseres som billedbøger.
Det nye er både indhold og sprog. På indholdssiden er det både miljøet og persongalleriet, hvor f.eks. en Silas og en lille Virgil ikke var set før. Sproget var nyt og kraftigt: ”I et hønsehus i en lille by boede der en dreng ved navn lille Virgil. Hønsehuset var bagerens, men lille Virgil havde fået lov at bo der – lige til det en dag faldt sammen. For bageren var en rar mand, som bagte brød, kager og æbletærter hele dagen, og det selv om folk i byen næsten aldrig køber noget. Folk i byen købte kun to eller tre brød om dagen. Alle kagerne, æbletærterne og rosinbrødene spiste bageren selv…” Sådan var der ikke nogen, der havde begyndt en dansk børnebog før.
Silas var opsigtsvækkende ved, at han søgte konfrontationen med de voksne, og det gjorde dem usikre og bange. Lidt højtravende kan man sige, at Silas er det første individ i dansk børnelitteratur.
Ikke alle bøger holder
Tre af bøgerne vil også fortsat stå distancen. Lille Virgil er allerede nævnt. Cykelmyggen Egon bliver omtalt senere på Statusseminaret af forfatteren. Halfdans ABC vil være en af de bøger, som også læses om 20, ja om 50 år. Både ordvalg og miljø er tidløst. ”Bennys bukser brændte…” er et af de bedste digte, som er skrevet på dansk. Det gælder dog ikke Snøvsen og Eigil og katten i sækken. De sproglige formuleringer, Benny Andersen har gjort morsomme, er ikke kendt af børnene i dag. Silas og den sorte hoppe overholder klassiske træk for romaner, men sådan skrives romaner til børn ikke i dag.
KH: Dumrian, levertran og havegærde kender min mobils stavekontrol ikke. Børn anno 2017 ved næppe, hvad et gæstebud er, og hvor ligger Trekroner? Kan man ikke forestille sig, at også Halfdans ABC vil blive fortrængt af nyere ABC’er – og i så fald hvilke?
TW: Det at børn ikke kender alle ord og begreber, betyder ikke noget, når det kun er en endog ganske begrænset del af det samlede ordforråd i teksten. Der er jo kommet en del ABC’er siden Halfdan Rasmussens, og der vil komme yderligere en del. Flere af de udkomne er både gode og originale. Så selve genren lever og har det godt. Det betyder blot, at mængden af tekster indenfor genren udvides hele tiden, også gode tekster. Men Halfdans ABC vil stadig være der – det er jeg sikker på. Den er så original i sin leg med sproget og dettes kobling til indholdet, at den ikke forsvinder i mængden.
Store oplag årene inden 1967
Når man læser børnelitteraturen fra 1950’erne og 1960’erne er det som om, den bare bliver dårligere og dårligere for hvert år, der går. Det bliver kedeligere og kedeligere. Andre har kaldt det ”nøjsomhedsprosa” og ”uden poesi”.
Men det solgte godt: Jan-bøgerne og Puk-bøgerne er alle skrevet af Knud Meister og Carlo Andersen. Ordet ”alle” skal tages helt bogstaveligt. Fra 1943 til 1964 udkom i alt 139 titler i de to serier. Det vil sige, at der i gennemsnit er skrevet en bog hver anden måned. De er alle på 78 sider. Hvis I finder en, som er fire sider længere, så gi’r jeg en omgang (latter blandt publikum). Hvis I finder en, som er fire sider kortere, så gi’r jeg også en omgang (mere latter). Der blev solgt 700.000 Jan-bøger i de kun otte måneder, der gik, fra nr. 1 til nr. 7 udkom.
1976 og 2017
Hvis man skal trække linjer frem i tiden fra 1967, så sker der noget ca. ti år senere. Det er ikke lige så stort, men her kom Bjarne B. Reuter og Bent Haller med hhv. Kidnapning (den første af bøgerne om Bertram, 1975) og Katamaranen (1976).
I dag vil man nok pege på Jakob Martin Striid og Kim Fupz Aakeson som arvtagere, og en forfatter som Mette Hegnhøj har med Ella er mit navn – vil du købe det vist, at man stadig kan lege med børnebogens form på nye måder. I Kim Leines Skovpigen Skærv diskuterer forfatteren med en tænkt læser.
Man kan derfor sige, at 1967 ikke er der længere, men den er der alligevel.
Der er tre væsentlige aktører, som gør en bog mulig: Forfatteren, forlæggeren og formidleren. Og de skal sige det samme: ”Det her nye vil vi!” Det kunne være spændende at vide, om der er sendt bøger til forlag, som er blevet afvist, hvor vi er gået glip af ”det nye skelsættende”. Jeg tror det næppe, forlagsverdenen er så mangfoldig og forfatterne har også muligheden for at selvudgive.
KH: Har du noget bud på, hvordan karaktererne, miljøet og sproget (de tre faktorer, du nævnte i indledningen) bevæger sig hen?
TW: Jeg har ikke noget bud på, i hvilken retning dansk børnelitteratur bevæger sig. Men jeg kan konstatere, at der hele tiden sker noget, også noget nyt, og endda yderst originalt.
Det er Hegnhøj og Leines to bøger gode eksempler på. Det er endog meget originale og anderledes nye bøger, udkommet inden for et års tid.
Læs også om Statusseminaret, hvor Torben Weinreich holdt sin tale.
