Kategoriarkiv: Krop

Jeg fik løbeglæden tilbage

I 2008 gennemførte jeg to maratonløb og et triatlon (på OL-distancen). Jeg var topmotiveret og sammenlignede turene med en hvilken som helst anden tur i skoven. Skader var et ukendt begreb, og jeg kom i flow, når jeg nåede over ca. en times løb.

Artiklen har været bragt i Forum Mentum og kan læses i sit oprindelige layout her.

Fra den ene dag til den anden tabte jeg lysten: Jeg kom i gang med at løbe, kom i form til ca. 10 km. – og stoppede så igen. Den dårlige cirkel gentog sig igen og igen. I år fandt jeg en vej ud.

Som barn var jeg ingen sportsmand. Fodbold interesserede mig ikke, og det var den sport, kammeraterne gik til. Jeg ville hellere læse eller kigge på små dyr i vandhuller. Det nærmeste, jeg kom regelmæssig motion, var cykelturene til og fra den nærmeste større by. Det var ikke tænkt som motion, blot en billig transportform, hvor jeg ikke var afhængig af at ”ramme” den eneste aftenbus, som kørte hjem ved 21-tiden.

Som voksen var det svømning, som i en periode fangede min interesse. Det blev en meditativ aktivitet. ”Nå, har du så tænkt en masse?” kunne jeg blive spurgt, når jeg kom op af vandet. Det havde jeg ikke! Jeg havde talt banerne: En, en, en osv., indtil jeg vendte, to, to, to osv., indtil jeg vendte igen … og så var jeg nået til 40 og havde taget dagens distance. For at få lidt udfordring ind i svømningen, tog jeg en årrække livredderprøven. Det gav mig noget at vide, at jeg kunne bestå den, for det var ikke noget, alle bare lige kunne gøre mig efter.

Sådan havde jeg det også, da jeg begyndte at løbe. Det var en god følelse at gennemføre det første halvmaraton. Følelsen blev endnu bedre, da jeg nåede op på de 42,195 km. Næste mål gik på at løbe længere, snarere end jeg ønskede at skære lidt af tiden.

Jeg løb gerne alene. Podcast i ørerne, ingen krydsende færdsel. Om det var lyst eller mørkt var ikke så vigtigt: Jeg var alligevel i min egen verden. Jeg deltog kun i løb over en vis længde. Det gav nogle fordele, at der var sørget for forplejning undervejs. De bedste løb var skovmaraton, hvor man i lange peroder har oplevelsen af at være alene af sted, fordi der er så få løbere med så langt mellemrum, at man ikke ser hinanden hele tiden.

Derfor undrede det mig også, at jeg pludseligt tabte lysten. En enkelt gang siden 2008 har jeg været i maratonform. Dagen inden det planlagde løb fik jeg desværre influenza, og så kom jeg ikke af sted.

Jeg skiftede motivation og dermed metode

Langt om længe har jeg fundet ud af, hvad der er sket: Tidligere blev jeg drevet af at opnå et højere og højere mål: 10 km., halvmaraton, maraton. Udsigten til måske at kunne løbe 50 km. OL-distancen i triatlon kunne med tiden måske øges til en halv Ironman … og hvem ved, måske en ”rigtig” Ironman. De seneste år er det gået op for mig, at det simpelthen ikke motiverer mig mere. Tværtimod er det demotiverende at tænke ”Nå ja, for ti år siden kunne jeg løbe x gange længere, inden jeg blev træt.” Hastigheden har også været dalende.

Hvis jeg blev hængende i de mål, ville jeg kun gå selvplageriets vej. Det virker måske for andre, men ikke for mig. Nu har jeg sadlet om. Jeg vælger at se en løbetur som en kærkommen gave i en hverdag, hvor jeg er meget stillestående. Jeg har min yndlingsmusik i ørerne og skifter trackliste efter dagens humør. Hvis jeg får lyst til at dreje til venstre, gør jeg det, for jeg behøver ikke planlægge ruten hjemmefra.

Og vigtigst af alt: Jeg har lavet mit eget løbeprogram. Der står ikke noget med km. Der står, hvor mange minutter jeg giver mig selv til en tur i skoven, eller hvor jeg nu vælger at tage hen. Jeg har omprogrammeret mit løbeur, så det ikke viser hastighed eller km., kun klokken og hvor længe, min tur har varet. Jeg løber ikke for at opnå noget i fremtiden. Jeg løber, fordi jeg nyder det. Lige nu.

En virkelig øjenåbner var bogen Når talent forpligter (Gyldendal Business 2017), hvor Mads Davidsen og Helle Hein har undersøgt den primære drivkraft hos 11 topidrætsudøvere. Det gik op for mig, at hvis jeg ville blive ved med at løbe (og det ville jeg for at opleve at komme i flow på en tur rundt om søen igen), så måtte jeg finde det, som er min motivation. Det første skridt var at forkaste det, som havde været min motivation indtil for ni år siden.

Det uperfekte menneske

Skriv et svar

Det uperfekte menneske

Tre dage i denne uge. Tre oplevelser med børnene. Tre udtalelser. Tre forskellige syn på mig selv.

Jeg er ikke perfekt – og det lever jeg fint med. Faktisk kan det også have fordele både personligt og fagligt.

I mandags havde jeg en samtale med en kollega om et barn. Barnet er ikke i trivsel, og kollegaen ville høre, om det var noget for mig at have samtaler med ham. Jeg var bestemt interesseret, men jeg pegede på en tredje, som både er AKT-uddannet (Adfærd – Kontakt – Trivsel) og i forvejen tager mange af den type samtaler. Min kollega fortalte, at hun også havde tænkt på AKT’eren, men at hun “var for perfekt og smuk”. Tag den, Bjarne!

Heldigvis reddede hun den lidt i land på, at barnets behov var én med “lidt mere kant”, og det gjorde lidt godt ved selvværdet…

Undervisning

Dagen efter fik selvværdet endnu et nøk opad, da jeg gik ind som vikar i en klasse, jeg har fulgt i over 7 år. Jeg underviste dem i kildekritik i faget historie. Vi så bl.a. en video fra Rigsarkivet. Første- og andenhåndskilder, ophavssituationen og motiver er nok lidt tørt stof, og jeg talte selv længere, end jeg egentlig burde. Da det er mange år siden, jeg regelmæssigt har undervist, sluttede jeg af med at spørge, hvordan de egentlig vurderede min indsats. Jeg kunne regne med en ærlig tilbagemelding, for vi kender hinanden godt og har en god, åben og ærlig relation.

De var glade for timerne, fortalte de. Jeg var levende og brugte gode eksempler: Jeg havde suppleret Rigsarkivets eksempel om et skib på Skanderborg Sø med to mere kendte eksempler, beskrivelserne af korsfæstelsen og Jellingestenen. Tak for det, 7.a!

Savn?

I dag sagde jeg på gensyn til et barn, som af forskellige grunde først kommer tilbage om 2½ uge. Også ham har jeg kendt (og været støtte for) i 7½ år. Jeg fortalte, at jeg kom til at savne ham. Om han også ville savne mig? Næh, det troede han ikke, men han ville nok savne sin hund lidt. Så fik jeg lige lukket luften ud af mit opblæste ego!

Du er uperfekt – og det er lige, som det skal være

Ugen har lært mig, at jeg ikke er perfekt. Jeg har fejl og mangler, og det er lige, som det skal være. Det er det, som gør mig til menneske. Og kun som menneske kan jeg møde andre mennesker og støtte, udvikle og guide dem. Det har tre forskellige oplevelser en helt almindelig uge på en helt almindelig folkeskole endnu engang fortalt mig.

Køn i pædagogisk praksis

Skriv et svar

Køn i pædagogisk praksis – inspiration og handlemuligheder

Kristina Avenstrup og Sine Hudecek
207 sider
Dafolo 2016

(Boganmeldelsen er skrevet som artikel til Pædagogisk Extrakt nr. 10 side 37-38 under titlen De to køn som hinandens modsætninger.)

Med udgangspunkt i forståelsen af de to køn som hinandens modsætninger stiller Køn i pædagogisk praksis skarpt på stereotyper i tanke, ord og handling. “Der er ikke kun to måder at være barn på, men mange hundrede” slår forfatterne fast allerede i introduktionen, og den synsvinkel fortsætter som en rød tråd i hele bogen.

Kunne du forestille dig, at afvisningen “vi leger ikke med sorthårede” ville blive accepteret lige så ofte som udsagnet: “vi leger ikke med piger”?

Pædagogisk praksis giver læseren en grundlæggende viden om køn og kønsforståelse. Kristina Avenstrup og Sine Hudecek henvender sig med bogen til pædagoger og studerende, pædagogiske konsulenter og ledere, der gerne vil have faglige perspektiver og metoder til at arbejde med køn i en pædagogisk kontekst.

Flere bud på, hvordan man er dreng eller pige

Ifølge forfatterne er børnehaveørn “i fuld gang med at lære at begå sig i forhold til den omgivende kulturs normer og forventninger (…) Målet er ikke i sig selv at ændre kønsforståelsen så hurtigt som muligt. Derimod er det et mål at give børn erfaringer med, at der ikke kun er ét rigtigt svar, men mange forskellige bud på, hvad der er passende adfærd for piger og drenge.”

Sproget skaber virkeligheden

Dukkekrogen kan fx kaldes andre navne: lejligheden, restauranten, køkkenet. Hvad kalder man drenge, som leger med Barbie, og piger, som leger med actionmænd? Disse spørgsmål rejser bogen.

Undersøgelser viser, at drenge fx får mere hjælp til tøjet og kommer dermed hurtigere ud på legepladsen end piger. Til gengæld bliver piger mere selvhjulpne.

Et senere kapitel behandler ledelse og organisering. Diskussionen er sat ind i en køns- og normkontekst, men der kunne være fokuseret mere på den forforståelse, ledelse og personale har om køn.

Når familier ikke ligner, det vi kender

Der er også råd at hente om familier, som ikke ligner ens egen. Tag ikke noget for givet og undgå at få “andre familiekonstellationer til at fremstå som afvigende, unormale eller mangelfulde.” Forældresamarbejdet er primært pædagogens rolle, mens barnet er et fælles ansvar. Også børn i traditionelle familier kan profitere af en normkritisk tilgang ved ikke at føle sig ”forkerte”, hvis de vælger en anden vej. Ordet ”vælger” undrer her, for tilgangen til normer er ellers, at de ikke er et valg, den enkelte har.

Bogen lever op til sin undertitel om at giv inspiration og handlemuligheder. En normkritisk pædagogik er ikke til debat, men gå man med på den præmis, er Køn i pædagogisk praksis et godt sted at begynde.

Her kan du læse mere

Hent pædagogiske værktøjer fra bogen her.

Uddrag af bogen kan læses på her og her. Det sidste link har forslag til børnebøger.

Velskrevet forfærdelig og forfærdeligt velskrevet

Skriv et svar

Velskrevet forfærdelig og forfærdeligt velskrevet

Ungdomsbøger er ikke det, de har været. I dag hedder de YA-litteratur (Young Adults literature) og tager meget ofte tabu-belagte emner op. Selvskadende adfærd er et tungvejende tema i Sarah Engells Hjertet er 1 organ.

Bogen giver ikke en fyldestgørende forklaring på, at nogen kan finde på at skære i sig selv, men den giver nogle bud. En modbydelig, men væsentlig, læsning for pædagoger, som arbejder med unge eller andre, som har ondt i selvfølelsen.

(Artiklen er bragt i Århus Pædagoger nr. 4-2016, som kan læses i sin helhed her. Artiklen kan også læses separat her. Desværre er to ord blevet byttet om i overskriften i Århus Pædagoger, men meningen fremgår vist klar(t) nok.)

Det må være en individuel vurdering, om man vil anbefale bogen til unge. Som litterat er jeg udelt begejstret. Som pædagog må jeg advare om, at den kan være en meget grum oplevelse. I bedste fald kan den måske redde livet for en, som tror sig alene i sit selvhad.

Om råheden i sine bøger har Sarah Engell udtalt: “Det er min ambition at give mine læsere noget – ud over en forhåbentlig god historie. Jeg har altid et budskab i mine bøger, noget jeg gerne vil give videre. Og netop når man tør at skrive råt, tror jeg, at man nemmere kan vinde sig vej til de unges hjerter. På den måde kan ungdomsbøgerne medvirke til at forvandle smerten, grusomheden og det meningsløse i tilværelsen, så det er nemmere at håndtere.”

Den selvdestruktive Lucca

Hovedpersonen er Lucca på 17 år. Hun er bange for sine følelser og søger at erstatte dem med to ting: Sandsynlighed og smerte. Smerten vender vi tilbage til. Sandsynligheden hjælper hende til at træffe beslutninger. ”Tal er pålidelige” har Lucca besluttet og bruger derfor spillekort, S-tog og andre tilfældigheder for at eliminere sin egen andel i at vælge.

Lucca har dårlige erfaringer med selv at træffe beslutninger. Især, når der er følelser indblandet. F.eks. ledte følelserne hende en gang til at kysse med en veninde. De blev afsløret af Luccas mor, og nu frygter Lucca, at moren siger det videre til faren. Måske vil faren afbryde forbindelsen til hende, lige som han gjorde det med sin egen bror, Frank. Frank sprang ud som bøsse, og siden har de to brødre ikke talt sammen.

De havde ellers gang i et stort fælles familieprojekt: Opførelsen af et hotel. I stedet solgte Luccas forældre deres hus og flyttede i campingvogn, mens byggeriet stod på. Nu står hotellet færdigt, og familien er flyttet ind i det. Lucca har et værelse på hotellet, men hun har det ikke i fred, for rengøringen kommer og fjerner hendes mulighed for at gøre det sit eget. ”1 hotel er ikke noget hjem” er Luccas mantra. Den konfliktssky mor kommenterer ikke på, at hendes datter er i forfald. Dog får hun en aktiv rolle i slutningen af bogen.

Lucca vil have kontrol

Når Lucca er alene med sig selv, mener hun sig fri for at træffe dumme (altså følelsesbaserede) beslutninger. Hun kan bare ikke slukke for tankerne. Det er her, smerten kommer ind. Hun har en omfattende selvskadende adfærd. I hotellets bar lader hun spillekort bestemme, hvilke fremmede mænd hun skal gå i seng med. Hun snitter i sig selv. ”Jeg strammer nittebæltet ind, til det skærer i maveskindet. I min rygsæk ligger 9 engangsskrabere, og jeg forestiller mig, hvordan de trænger ind i tankerne og hakker dem i småstykker, så jeg kan slappe af.”

Forudsigelighed er vigtig. Overblik og regler skaber sin egen syge form for orden for Lucca. Hendes mange regler frigiver hende fra følelserne, men de skaber et andet fængsel, som hun ikke selv kan flygte fra, for tremmerne er inde i hende. Pludselig dukker Xu op. Xu er Luccas modsætning. Hun lever i nuet, tager tilsyneladende ikke noget alvorligt, og så nyder hun sig selv og sin krop. Hun danser burlesque i natklubben Pussy. En erotisk, ironisk og performativ dans, som på samme tid frastøder og fascinerer Lucca.

Snart må Lucca indse, at hun ikke bare er fascineret af Xu. Først forsøger hun at holde sin forelskelse skjult for sig selv, derefter for Xu. Hele tiden må Luccas far ikke vide noget.

Modbydeligt er et æresmærke

Hjertet er 1 organ er ikke behagelig læsning. Klaus Rothstein har i Skønlitteratur på P1 sagt, at ”modbydeligt er et æresmærke for litteraturen. I så fald er Hjertet er 1 organ stor litteratur. En jaloux Lucca vender Xu ryggen og går til natklubben Pussys følelseskolde og sadistiske indehaver, White Snake, som misbruger hende. Vi spares for de værste detaljer. Det gør vi derimod ikke, når Lucca første gang stikker en nål gennem sin brystvorte for at tilføje sig smerter ud over, hvad engangsskraberne kan gøre. Fire sider varer det, og personligt kunne jeg godt have klaret mig med mindre. Det er meget ubehagelig læsning, men man kan heller ikke lægge bogen fra sig.

YA-litteratur benytter sig også ofte af grafiske greb. I Hjertet er 1 organ bliver alle tal skrevet, også tallet 1. Sms’er skrives med fed. Et sted er teksten endda streget ud for at markere, at fortælleren Lucca retter på sig selv. Når der skal være tryk på et ord, tilføjes et potenstegn: varm² og svider².

Andre temaer

Cutting er ikke det eneste tema i Hjertet er 1 organ. Der er meget vold; vold mod sig selv og vold mod andre. Sex med forskellige motiver: Som flugt, som dominans, som leg… og Lucca får også lov at opleve den erotiske sex, som udspringer af kærlighed og forelskelse.

Det ligger lige for at sammenligne bogen f.eks. med Bent Hallers Katamaranen og med I morgen er det slut af Christiane F. Selv om Hjertet er 1 organ ikke vil provokere så meget i dag, som de to andre bøger gjorde det i hhv. 1976 og 1979, har de meget tilfælles. Temaerne er beskrevet meget eksplicit, uden at det er gået ud over den litterære kvalitet. I morgen er det slut afholdt sikkert en del af sin generation fra at ryge på sprøjten. Jeg kan tro, at Hjertet er 1 organ kan have en lignende effekt på sine læsere. Derfor er det en nødvendig bog, også selv om man får kvalme undervejs.

Selvskadende adfærd kan tales ihjel.

Derfor har flere unge, som har skåret sig selv, brudt tavsheden i radioudsendelsen Flere unge skærer i sig selv – hvorfor?

Læs også min boganmeldelse af Hjertet er 1 organ.

Kys

Skriv et svar

Kys

En gang imellem må man undre sig over debatten i Danmark. Mens læger lovligt må maltraktere drenges kønsorganer, diskuteres det, om pædagoger må kysse børnene.

Mange indlæggene begynder med “Jeg synes nu selv…” og er tydeligvis påvirket af debattørens egen personlige kultur. Det kan jeg heller ikke sige mig fra for.

Det sidste års tid har jeg arbejdet som støttepædagog i en 9. klasse, hvor en af de unge havde en særlig hilsen: Han strøg mig over min glatte isse, og jeg rodede ham lidt i håret. En hilsen, som betød noget for ham, for han brugte den, hver gang vi mødtes. Det er ellers ikke noget, jeg gør med 16-årige drenge, men i dette tilfælde blev det en personlig måde at møde ham på.

Nogle børn har meget brug for kram, andre føler det som et overgreb at blive krammet. Sådan er det også med kys. Børn kysser hinanden spontant. Især inden voksne i den bedste hensigt beder dem lade være. De kysser på hånden, på kinden, på håret og på munden. Personligt vil min grænse gå ved at kysse på munden, og jeg husker ikke, at jeg delte mange kys ud, de år jeg arbejdede i vuggestue og børnehave.

Hvis man tager barnets perspektiv, vil der unægteligt være nogle børn, som ikke vil kysses. Nogle af dem vil kun kysses af en forælder – eller af to. Nogle af dem har en håndfuld osv. Nogle børn er meget gavmilde med kys, andre holder kyssene for sig selv. God pædagogik tager udgangspunkt i barnets behov og hensigten med adfærden. Så vi må lægge vore egne personlige synsninger bag os.

Det er ok med mig, hvis pædagoger ikke ønsker at kysse. Så lad bare være. Sig: “Jeg har ikke lyst til at kysse (andre end…).” Så er det sådan, det er. Men lad være med at pakke det ind i, at det ikke er godt for barnet. Børn har brug for omsorg, og omsorg skal gives personligt. Altså lige dér, hvor barnet er. På den måde, barnet oplever omsorgen bedst. Det næste bliver vel, at man vil forbyde mandlige pædagoger at tage børn op på skødet for at trøste dem… nå nej, der var jeg for sent ude.

Kys bare børnene – eller lad være. Men gør det ikke for din skyld, gør det for barnets skyld.

Æres den, som æres bør: Sammenligningen med omskæring har jeg tyvstjålet fra Lars Boje Mathiesen.

Vil man læse mere, kan man f.eks. læse denne artikel i Politiken.

Hjertet er 1 organ

Skriv et svar

Hjertet er 1 organ

Sarah Engell
408 sider
Carlsen 2016

17-årige Lucca tør ikke stole på sine følelser. Det har hun gjort en gang, og det gik helt galt. For at kontrollere følelser og tanker skærer hun sig med barberblade og bruger tal til at træffe beslutninger. F.eks. trækker hun kort for at beslutte, hvilke tilfældige mænd fra hendes forældres hotel hun skal gå i seng med.

På JAGOO skrev jeg om Hjertet er 1 organ: “Den er uegnet for børn, den kan give unge farlige ideer og den giver voksne kvalme. Alle burde læse den, men ingen har rigtigt lyst til det. Den er det mørkeste sorte og giver alligevel håb. Man forstår ikke hovedpersonen og får alligevel en dyb indsigt. Det er en bog, man fortryder overhovedet at være begyndt på. Alligevel kan man ikke lægge den fra sig og må blive ved til sidste side.” Det er stærke sager, når den seneste bog, man har læst af samme forfatter er billedbogen Benny Beton!

Lucca har opstillet en lang række regler for sig selv. Det skal frigøre hende fra følelserne, men de virker ikke frisættende for hende. Derimod bliver det er fængsel, hun først befries fra, da hun møder den uregerlige Xu, som danser burlesque i en natklub, så det fascinerer og frastøder Lucca på samme tid.

De selvskadende handlinger og tekstens beskrivelse af Lucca bliver indrammet af hendes beskrivelser af sig selv: “Siden i sommer har jeg opfattet mig selv som det menneskelige svar på primtallet. 1 tal der tilsyneladende ligner alle andre tal, men som følger sine helt egne regler. 1 tal som ingen andre går op i. Kun tallet 1. Og 1 betyder alene.” Tal betyder i det hele taget meget for Lucca, for “tal er pålidelige”.

Derfor er ingen tal i Hjertet er 1 organ skrevet med bogstaver. Også på andre måder er teksten visuelt tilpasset Luccas tanker: Når Lucca retter sig selv, er teksten streget ud. Sms’er er skrevet med fed. Når noget skal fremhæves, benyttes potenstegnet: varm² eller svider².

Når det bliver rigtigt svært at være Lucca, koncentrerer hun sig om smerten: ”Jeg strammer nittebæltet ind, til det skærer i maveskindet. I min rygsæk ligger 9 engangsskrabere, og jeg forestiller mig, hvordan de trænger ind i tankerne og hakker dem i småstykker, så jeg kan slappe af.”

Undervejs i historien får vi langsomt gravet forhistorien frem. Luccas familie flyttede fra deres hus, fordi de skulle have råd til at bygge det hotel, som er især farens store projekt. Oprindeligt var det planlagt i fællesskab med Luccas farbror Frank, men det sluttede brat, da Frank sprang ud som bøsse. Den første tid derefter boede Lucca og forældrene i en campingvogn, og nu er de flyttet ind på hotellet, hvor Lucca har sit eget værelse. Men “1 hotel er ikke et hjem”, som Lucca flere gange udtrykker det.

Den dysfunktionelle familie består også af en søster, som er flyttet til USA (og lever op til forældrenes forventninger om kernefamilie og karriere). Luccas far er perfektionist (som Lucca) og har stor succes som arkitekt. Moren er konfliktsky, og først sent i bogen aner man, at hun forstår Lucca bedre, end det først lader til.

På alle måder er Xu et fremmedelement i Luccas liv, men hun skaber så tilpas meget forstyrrelse, at Lucca må gøre op mig sig selv, om hun vil fortsætte sin hidtidige kamikaze-kurs. Det kommer naturligvis ikke til at ske. Lucca flytter sine grænser flere gange: Laver en optræden sammen med Xu i natklubben Pussy, springer i havnen og bader fra Xus husbåd trods vandskræk… og erkender sin forelskelse i Xu. Det sidste er svært, for vil faren slå hånden af hende, som han gjorde det med sin bror?

I et anfald af kombineret jalousi og resignation opsøger Lucca den følelseskolde White Snake fra Pussy og lader sig misbruge. Da hun får nok og flygter, går det så voldsomt for sig, at hun må en tur på skadestuen med hjernerystelse, inden Xu tager hende med hjem på husbåden. Her oplever Lucca for første gang, at begær og kærlighed kan være to sider af samme sag. Hun møder en omsorg. Også Luccas forældre kan se, at det er godt for hende.

Intet varer dog evigt. Xu siger ja til et tilbud om at tage til USA for at danse. Hun skal ikke være Luccas endestation, blot et skub ud af den smertefulde ensomhed, hun kom fra.

Hjertet er 1 organ er en bog, som gør et stærkt indtryk. Der er meget vold, selvskade og relativt eksplicitte beskrivelser af sex. Det virker passende, bogens emne taget i betragtning, men man skal tænke sig om, inden man anbefaler den til en konkret læser. Nogle vil blive skræmte, andre vil blive fascinerede og nysgerrige. Den kommer næppe til at dominere debatten, som Katamaranen gjorde det i 1970’erne. Selvmord, (homo)seksualitet og samfundsforagt kan ikke længere provokere. Jeg spørger blot mig selv, om jeg virkelig havde brug for alle detaljerne i Hjertet er 1 organ. F.eks. når Luccas første oplevelse med at stikke en nål gennem sin brystvorte udpensles over fire sider.

Sarah Engell har om råheden i sine ungdomsbøger skrevet: “Det er min ambition at give mine læsere noget – ud over en forhåbentlig god historie. Jeg har altid et budskab i mine bøger, noget jeg gerne vil give videre. Og netop når man tør at skrive råt, tror jeg , at man nemmere kan vinde sig vej til de unges hjerter. På den måde kan ungdomsbøgerne medvirke til at forvandle smerten, grusomheden og det meningsløse i tilværelsen, så det er nemmere at håndtere.”

Hvis man selv arbejder med selvskadende børn og unge, kan man få en dybere forståelse for deres bevæggrunde ved at læse Hjertet er 1 organ. Man må så selv vurdere, hvem man anbefaler den videre til. Selvskadende adfærd går ikke væk af at blive tiet ihjel. Og i denne bog bliver det i hvert fald ikke romantiseret. I morgen er det slut (Christiane F. eller Wir Kinder vom Bahnhoff Zoo) afholdt sandsynligvis nogle stykker fra min generation fra at ryge på sprøjten. Måske Sarah Engell opnår en lignende effekt med I Hjertet er 1 organ. Det er ikke lystfuld læsning, men det er det værd.

Hvis man ønsker at vide mere om unge, som skærer sig selv, kan man lytte til P1 Debat fra 12. april 2016: Flere unge skærer i sig selv – hvorfor? med Stefan Tofte, ungeambassadør for “En af os”, Lotte Rubæk, psykolog og forfatter til bogen ” Selvskadens psykologi”, Steen Andersen, generalsekretær for Landsforeningen for spiseforstyrrelser og selvskade, Yildiz Akdogan (S) og Jane Heitmann (V). I udsendelsen medvirker flere, som selv har skåret sig.

Kære bilforælder

Skriv et svar

Kære bilforælder

Jeg skriver til dig, fordi jeg har lagt mærke til, at dit barn bliver kørt i bil til skole om morgenen. Det er i sidste ende dit eget valg. Jeg vil alligevel gerne dele mine overvejelser med dig.

(Fotoet er ikke hentet fra skolevej.)

For dit eget barns skyld…

Der er meget fokus på fedme. Fedme er i de fleste tilfælde en livsstilssygdom – altså et resultat af den måde, vi lever. Den ene side er maden. Den anden side er, hvor meget vi bevæger os. Eller hvor lidt. Du kan meget nemt være med til at lægge grunden til de dårlige vaner, som gør, at dit barn senere hen får problemer med fedme. Hvis du i stedet gør bevægelse til en naturlig del af hverdagen, får barnet et kraftigt våben mod problemet.

Jeg har som støttepædagog gennemført adskillige projekter omkring motorik (evnen til at styre muskelbevægelser). De børn, jeg har lavet motorisk træning med, havde alle ét tilfælles: de havde for få erfaringer med deres egen krop. Jeg har flere gange været nødt til at bede forældrene gå og/eller cykle med deres børn som et led i de handleplaner, vi lavede.

Dit barn oplever gang på gang, at der er noget, det ikke kan. Det lever i de voksnes verden uden det sprog og de evner, som kræves for at kunne kontrollere den verden. En af de ting, vi alle kan helt selv, er at bevæge os. Hvad enten det er på cykel eller til fods eller noget helt andet. Det er vores muskler og vores hjerne, som bestemmer. Ved at tage den oplevelse fra dit barn, går det også glip af en daglig succesoplevelse.

… og for andre børns skyld

Jeg er ikke bekymret for dine evner som bilist. Du kører som regel langsomt og forsigtigt. Din bil fylder bare så forfærdeligt meget! Det er naturligvis ikke dig, som holder i andet spor, men din bil forhindrer den anden i at køre ind og holde langs kantstenen. Desuden gør de mange biler, at trafikken er uoverskuelig set fra barnehøjde. Et barn kan ikke se hen over en bil, derfor er der risiko for at cykle ind i nogen, som går rundt om bilen. Desuden giver hele den rodede situation en usikkerhed, som egentlig ikke er nødvendig.

Dit eget valg

Som jeg skrev indledningsvis, er det dit eget valg. Du skal blot vide, at andre betaler prisen, når du vælger bilen. Både dit eget barn og andre. Undersøgelser viser, at mange kører deres børn til skole i bil, fordi de var bange for risikoen, hvis barnet skulle cykle eller gå selv – fordi der er så mange biler! Hvis du hører til den gruppe forældre, kan du selv være med til at bryde den dårlige cirkel. Lad bilen blive hjemme. I morgen!

Med venlig hilsen

Bjarne W. Andresen

Verdens ende

Skriv et svar

Verdens ende

Mette Zommer
267 sider
Mellemrum 2014

Den selvbiografiske roman slog benene væk under mig. Mette Zommer skriver rigtigt godt, og hun har noget på hjerte (nogle gange lidt meget, men jeg følger med, så godt jeg kan). Det er et stykke tid siden, jeg sidst har læst en bog, som jeg har svært ved at lægge fra mig, men sådan havde jeg det med ”Verdens Ende”. Jeg bed især mærke i den kompromisløse måde, jeg-fortælleren møder andre på. Hudløst ærlig, girafsproglig og med den tilgang, at det mest irriterende menneske kan være din bedste læremester.

Mette Zommers har haft en barndom præget af alkohol og lavt selvværd. Underkendelse af hendes grænser osv. Som ung havde hun udviklet bulimi, depression og en omfangsrig angst. På et tidspunkt finder hun styrken til at begive sig ud på pilgrimsrejsen Camino de Santiago de Compostela. Uforberedt, utrænet og temmelig naiv, men hun gennemfører, og det bliver et vendepunkt. Tilbage i Danmark begiver hun sig på en indre Camino og vender så at sige skuden.

I sidste del har hun fået mand og barn og skriver meget om dilemmaer: Hvordan anerkender man både sine egne og børnenes behov? Hvordan møder man et barn med kærlighed, hvis det gør ondt mod ens eget barn? Hvornår reagerer man på, at et barn f.eks. i børnehaven ikke behandles, som man ønsker sit eget barn behandlet?

På den måde var det sidste del mere end begyndelsen, som gjorde indtryk på mig. Den forfalder aldrig til det sødladne. Historien om den dårlige barndom, som man rejser sig fra, er skrevet før, men den kan fortælles på mange måder. Mette Zommer gør det på en af de bedste måder, jeg har læst. Det er en stærk og yderst tankevækkende bog, som giver dig en læseoplevelse, du ikke glemmer med det samme.

Min glade bog

Skriv et svar

Min glade bog

Louise Tidmand
Illustrator: Bryony James
200 sider
www.glaedeogborn.dk, 2013

“Dette materiale er egentlig lavet til undervisningen i indskolingen, men kan også anvendes af pædagoger i børnehaver og SFO. Formålet er at guide børnene til at se mere positivt på sig selv og deres kammerater. Der er et stort materiale med 25 øvelser, som skærper barnets opmærksomhed på egne og andres kvaliteter. Man kan med fordel vælge de øvelser ud, som passer til det enkelte barn, og det er samtidig også materialets svaghed. Det tilhørende arbejdshæfte bliver let uoverskueligt for barnet, når man kun arbejder med nogle af siderne. Jeg vil derfor anbefale, at man kigger de forskellige dele af materialet igennem, inden man beslutter sig for et større indkøb. Evt. ved at alliere sig med naboinstitutioner.”

(Fra min boganmeldelse på JAGOO.)

Sproglege

Skriv et svar

Sproglege – pragmatisk sprogtræning med fokus på børnefællesskaber

Charlotte Gørtz Andersen og Ulla Runge Bertelsen
64 sider
Dafolo 2013

Alle pædagoger møder dem: Børn, som har et fint ordforråd og god udtale. De klarer sig godt i sprogtest. Alligevel taler de og kammeraterne forbi hinanden, og lege ender ofte i konflikter. Sproglege giver forslag til aktiviteter, som hjælper børnene til at bruge sproget på en hensigtsmæssig måde i sociale relationer.

(Anmeldelsen har været bragt i Pædagogisk Extrakt og på JAGOO. Læs den i sin originale opsætning her.)

Bogen falder i to dele: En kort teoridel, hvor de centrale begreber forklares i et lettilgængeligt sprog, og en praksisorienteret del, som kan bruges som håndbog. Jeg vil anbefale Sproglege til alle pædagoger, som er parate til at sætte spørgsmålstegn ved deres praksis til fordel for børn med små eller store pragmatiske udfordringer.

Sproglege beskæftiger sig med pragmatikken, som handler om brugen af sproget i socialt samspil. Barnet kan bruge sproget godt i én sammenhæng og dårligt i en anden. F.eks. vil barnet ofte fungere bedre i dialog med en voksen end sammen med en gruppe andre børn. Samtaler har regler, og når man bryder dem ofte, opstår konflikterne. Et barn med pragmatiske vanskeligheder kan f.eks. skifte emne umotivet, afbryde eller over- eller underinformere.

I bogen er der forslag til lege, som træner sproget. Forslagene er skrevet med respekt for mangfoldigheden i den praksis, som er i institutioner og SFO. De er i stigende sværhedsgrader, så det er muligt at finde en leg, som passer til de fleste børn. Der er også fokus på andre ting, pædagogen kan være opmærksom på. Hvis barnet f.eks. taler med andre gennem pædagogen, kan hun vejlede det til at gå den direkte vej ved at sige: ”Kan du selv gå hen og fortælle ham det?”

Forfatterne lægger op til en større grad af styring fra pædagogen, end de fleste er vant til. Det er en hjælp til barnet. Pædagogen bør være med til at aftale legen og sørge for, at det planlægges allerede i garderoben. Hun skal ikke styre, hvad der aftales, men skal kræve, at der aftales noget på forhånd. Uden voksenstyring har børnene alligevel (ordløst) aftalt, hvem der leger hvad med hvem, inden de når legepladsen. Så er det for sent for den, som ikke forstår spillet.

Bogen angiver fem trin til succes: Hav øjenkontakt, brug dit kropssprog, vis interesse, lad den anden tale færdig og sig noget relevant.

Pædagogen opfordres til at være opmærksom på, om hun taler til børnene eller med børnene. Det viser vigtigheden af en hyppig en-til-en situation mellem barn og voksen. Når vi er sammen med flere børn på en gang, har vi en tendens til at tale til dem, ligesom vi bryder mange samtaleregler; f.eks. at skiftes til at tale, at lade begge være med til at udvikle samtalens emne, at mumle bekræftende undervejs. Det kan barnet ikke øve, når der er samling, det sker kun ved samtale mellem få.