Kategoriarkiv: Test og prøver

Pædagoger med X Factor

Hvis man tænder tv’et fredag aften for at blive klogere på musik eller for at høre gode sangere, bliver man skuffet. I stedet møder man en konkurrence, hvor fokus er på, om den ene eller anden bliver ekskluderet og på hvilken måde.

(Denne tekst har været bragt på bloggen Vores virkelighed 28. januar 2012.)

Det mest underholdende er dommernes mere eller mindre raffinerede måder at fortælle den håbefulde wannabe, at der altså ikke er noget talent at bygge videre på. Hvis man ikke på forhånd har mobbekulturen inde under huden, så kan man da lære noget hér.

Stjernen i programmet er Thomas Blachman. Hans budskab er, at man skal kunne mærke, hvem sangeren er. Du skal røre mig, siger han. Samtidig er han selv tildelt rollen som den kolde kyniske fisk. Hvornår er nogen sidst blevet rørt af ham – i X Factor, naturligvis. Hvordan han er som privatperson, ser vi netop ikke noget til.

Ulykkeligt, når dommerne som professionelle sangere, musikere, producere osv. kun får lov at udfolde sig som mobbende, fordømmende og bedrevidende. Lad os i stedet høre noget af den omsorg, støtte og ikke mindst mervidenhed, de også indeholder.

Lad os få programmer, som praktiserer anerkendende pædagogik og positiv psykologi. Vel at mærke på et sagligt og fagligt grundlag. Ikke som lægmand tolker det: at man roser den rædselsfulde tegning, lille Peter har brugt et splitsekund på at kradse ned eller at man erstatter ordene ”forhindringer” og ”barrierer” med ”udfordringer” og ”udviklingspotentialer”.

De historieløse vil have glemt det, men for en årrække siden var der et talentprogram, som hed ”Stjerne for en aften”. Set på afstand adskilte det sig på et væsentligt punkt fra X Factor: det var deltagerne, som var i centrum. Jeg husker flere sangere, men aner ikke, hvem der var dommerpanel. Ironisk nok, for netop navnet på programmet indikerer, at det er 15 minuts of fame. Om nogle år vil X Factor blive husket for Blachmans bramfri og grænseoverskridende facon, ikke for de gode sangere. Og desværre heller ikke for det budskab, dommerne måtte have haft.

Naturligvis er jeg ikke uberørt af den klassiske dødssynd hovmod. Jeg så gerne mit navn blive udødeliggjort. Alligevel så jeg hellere, at det er mine ord og tanker, som overlever mig. Som pædagog har man et andet menneskes liv i sine hænder. Det er et stort ansvar. Der kan skrives tykke bøger om det impact, et andet betydningsfuldt menneske præger os med. I det perspektiv er det lige meget, om man husker, hvem der sagde det. Budskabet er det vigtigste.

Jeg håber, du fangede mit. Budskab altså. Navnet var Andresen. Bjarne W. Andresen.

Nye læreplaner i dagtilbud

Skriv et svar

Nye læreplaner i dagtilbud

En konference tog pulsen på velfærdsarbejdet i Danmark og udland. Det var årets udgave af Concrit, som er et græsrodstræf, denne gang holdt i Aarhus. Deltagerne organiserede selv workshops, spisning og indkvartering. Det kom der mange gode møder mellem mennesker ud af.

Concrit har været afholdt i en række europæiske byer. Jeg ser valget af Aarhus som en fornuftig konsekvens af, at de fleste deltagere (og ikke mindst arrangører) kommer fra Danmark. Kun to deltagere kom rejsende til landet: To spanske deltagere, som brugte en lokal simultantolk. Det fungerede godt, selv om man lige skulle vænne sig til, at nogen sad og talte lavmælt under oplæg og debatter.

Workshops

Deltagerne kom selv med temaerne for de to omgange workshops, som var lagt ind i programmet. De handlede om:

Muligheden for en opfølger af det sociale opråb Modild.
Hvordan fremmer man en mere aktiv deltagelse på eksempelvis tillidsrepræsentant-møder?
Fremtidige aktiviteter i Concrit-regi.
Forældresamarbejde: Gøres hjemmet til den skolificerede børnehaves forlængede arm?
Revner og sprækker: Hvor finder vi rum til den pædagogiske dagsorden i en forvaltningsdagsorden?
Praksis og teori: Praksis ind på uddannelserne, forskerne ud i daginstitutionerne.
Hvordan sætter man ord på pædagogiske ballader i modsætning til forvaltningssprog?
Hvad forstår uddannelserne ved pædagogik, når der er så mange (andre) faggrupper, som uddanner pædagoger?
Ord er våben – lad os lave kritisk pædagogisk litteratur.

Undervejs blev nogle workshops slået sammen, andre ændrede retning, og et par stykker gik i sig selv. Jeg var meget optaget af revner og sprækker. F.eks. bruger jeg gerne muligheden for at flette lidt pædagogisk faglighed ind i de fora, jeg er med i, også når de ikke har en pædagogisk overskrift. F.eks. kan jeg ikke tale børnelitteratur uden at tænke pædagogisk.

Om eftermiddagen var jeg i en workshop, som tog livtag på pædagogik i teori og praksis, hvor vi bl.a. debatterede pædagoguddannelsens vilkår og pædagogikkens vilkår på læreruddannelsen. Det kom der mange gode vinkler på forskellen mellem pædagoger og lærere ud af. Forskelle, som både kunne ses i uddannelse, i praksis og i professionsudøvernes egne forståelser.

Oplæg

Ud over workshops var dagen krydret med oplæg, som enten kunne bruges i dagens øvrige aktiviteter eller tages med hjem. Jens Krause Nielsen fortalte om en (muligvis meget smitsom) hjernelidelse, som medfører, at ledelse og pædagogik er begyndt at tale samme sprog! Han gav flere eksempler fra aktuelle virksomhedsplaner. Det er primær narcissisme, når man hævder, at “mine ord skaber min virkelighed”. Det var ellers en forståelse af virkeligheden, som ofte sås på daginstitutionernes hjemmesider.

Line Togsverd og Jan Jaap Rothuizen talte under overskriften “Der er faglighed bag”, som også er titlen på en kampagne fra BUPL. Se f.eks. denne video. De talte for, at man i højere grad tænker selvopdragelse i opdragelse. Opdragelse sker også i pædagogisk praksis. Pædagoger i praksis resonerer pædagogisk. Det er ifølge de to oplægsholdere forskellen på pædagoger og andre faggrupper. Det sætter sit aftryk i handlinger og fortællinger. De kom dog ikke ind på mere præcist, hvordan det kan ses og høres.

De to catalanske pædagoger fra Rosa Sensat fortalte om deres vilkår for pædagogikken. Bl.a. skelnes der ikke mellem pædagoger og lærere. Rosa Sensat er ikke en fagforening og kan mere sammenlignes med Unge Pædagoger eller Dansk Pædagogisk Tidsskrift. Rosa Sensat er for pædagoger/lærere samt forældre/familier i 0-18 års området.

Jimmy Krab holdt oplæg om, når forældre bliver en resurse for deres børns læring. Han har undersøgt et projekt med familieklasser, hvor forældrene deltog i børnenes skolegang. Det er børn, som undervises meget målstyret og f.eks. får point efter, hvor godt de lever op til:

Jeg kan arbejde med en opgave i 15 minutter.
Jeg afbryder ikke læreren.

Oplægget afstedkom en del undren og afstandstagen, ikke mindst fordi børnene også skal samle point derhjemme.

Dagens sidste oplæg blev leveret af trioen Jytte Hare, Jytte Mølgaard og Lars Søgaard. De havde især fokus på sprogarbejdet. Jytte Hare refererede en undersøgelse for, at “alle børn, som udsættes for intensivt sprogarbejde, rykker sprogligt. Og især de børn, hvor pædagogerne selv har tilrettelagt forløbet.” Jytte Mølgaard kunne supplere, at en forsker havde undersøgt, hvad der sker med børns sprog, når der er mange ABC’er og sprogplakater i deres miljø. Han fandt ud af, “at det hjælper især, når man taler meget med børnene!”

Lars Søgaard sidder i Rådet for børns læring. Han viste os Lær mig noget. Hver dag, som Rådet for børns læring har lavet. En deltager fra salen kommenterede, at kvalitet ikke lader sig måle. Kun kvantitet. Derfor skal vi holde op med at tale om højkvalitetesinstitutioner og i stedet kalde dem højkvantitetsinstitutioner.

Nye pædagogiske læreplaner på vej?

Der er nedsat en gruppe, som arbejder med en revidering af de pædagogiske læreplaner. Deres arbejde kan man læse mere om her. I linket kan man også komme videre til muligheden for at kommentere på gruppens arbejde og komme med input. Postkassen er åben indtil 1. september.

Jeg har allerede skrevet en mail, da jeg er bekymret for, hvilket fokus en revision af de pædagogiske læreplaner vil få. De nuværende pædagogiske læreplaner skal beskrive, hvilke rammer institutionerne tilbyder. Det er altså pædagogernes arbejde, som planerne handler om. Det skal det blive ved med at være, men jeg frygter, at man vender blikket mod krav til barnet. Barnet skal kunne så-og-så mange ord, barnet skal kunne slå en kolbøtte osv. Fortsæt selv listen.

Jeg har sat mig for at genlæse Kanon for syvårige af Donata Elschenbroich. Læs evt. artiklen fra Børn&Unge. I bogen giver en lang række forskellige mennesker deres bud på, hvad der har værdi i et barneliv. Forfatteren nævner f.eks.:

have oplevet sin egen tilstedeværelse som et positivt bidrag. “Hvis du ikke havde været til…” “Vi savnede dig…”
ville vinde og kunne tabe
kunne gynge: Hvad gør min krop ved gyngen, hvad gør gyngen ved min krop”
have gjort den erfaring, at dets eget forslag til forbedring er blevet omsat til virkelighed. En erindring: mig som forbedrer verden
have delt et uløseligt spørgsmål med en voksen (“det her er der ingen, der ved”)
være faldet i en å.

De mange andre bidragsydere har ikke givet deres bud i punktform med undtagelse af Amos Comenius, som i 1658 bl.a. havde dette bud indenfor geografi: kende sin hjemby og elementære geografiske betegnelser som mark, bjerg, flod, og ærkebiskop Johannes Dyba, som bl.a. havde dette punkt: kende forskel på godt og ondt, sandhed og løgn.

Det er nogle år siden, jeg har læst den, men jeg tror, den kan give stof til eftertanke i et arbejde med nye pædagogiske læreplaner.

Til gengæld genlæser jeg jævnligt den lille billedbog Spørg mig af Antje Dam. Her spørges barnelæseren f.eks. om:

Har du prøvet at være alene?
Har du et ønske, som aldrig går i opfyldelse?
Hvad kunne du tænke dig at gemme til dit eget barn?

Det er spørgsmål, som bør optage barnet i vuggestuen og børnehaven langt mere end definitioner af skoleparathed, at kunne stave sit eget navn og at kunne nævne ugernes navne.

Ud af boxen

Skriv et svar

Ud af boxen

Jeg havde en coachingsession med en ung mand. Vi rundede bl.a. talemåden ”Fantasi er vigtigere end viden.” Vi talte om, hvorfor man siger sådan. Som det ofte sker, når jeg coacher eller sparrer andre, bliver begge klogere. Her lidt om, hvad jeg kom til at tænke på:

Der tales meget om at ”tænke ud af boxen.” Det betyder, at man ikke skal lade sig begrænse af de rammer, man umiddelbart ser. En opfordring, pædagoger tit får i nedskæringsperioder, men også en måde at få hele sit liv til at hænge bedre sammen. Jeg kender f.eks. familier, som ikke bruger konceptet soveværelse-og-børneværelse, men alle sover i det samme rum eller bruger ”stuen” til soveværelse. Jeg har i flere perioder af mit liv brugt boligens største rum ikke til stue men til ”arbejdsrum+” med bogreoler, skriveborde, legetøj til børnene mm.

Den unge mand formulerede det sådan: ”Viden er jo bare det, det er. Fantasi er meget mere.” Kun ved at bruge fantasien, kommer man ud af boxen. Børn er ofte bedre end voksne til denne øvelse, for de er ikke så fastlåste i boxens begrænsninger. En fælles øvelse kan være dette: at tænke ud af boxen og ind igen!

Med det mener jeg, at de løsninger, vi finder udenfor boxen skal kunne tages ind i den ramme, der er sat i forvejen. Det nytter ikke, at jeg løser mit transportbehov ved at bruge et ormehul, som transmogriffer mig til arbejde, for det er kun i en ”Steen og Stoffer”, det virker. Hvis jeg derimod løber på arbejde, får jeg både transport og motion på samme tid. DET er en løsning ind i boxen igen på problemet med en travl hverdag.

De intelligente børn

Skriv et svar

De intelligente børn

(2. udgave)
Ole Kyed
310 sider
Akademisk Forlag 2015

2 – 5 procent af alle børn har særlige forudsætninger. Deres forældre kommer til orde i denne bog, hvor psykolog Ole Kyed formidler sin store viden om en gruppe børn, som stik mod den udbredte opfattelse ikke pr. automatik trives og udvikles. Intelligens er et potentiale, som kan komme til udtryk under de rette vilkår.

I bogen bruges udtrykket børn med særlige forudsætninger, som også er undertitlen på bogen. Det betegner meget forskellige børn. Bl.a. er der større spændvidde i intelligens i gruppen af børn med særlige forudsætninger, end man ser det i en gennemsnitlig børnegruppe. I Børn med særlige forudsætninger citeres Marlandrapporten fra 1972 for seks hovedkategorier: ”generel intellektuel dygtighed, specifikke akademiske anlæg (for eksempel sprog, matematik), kreativ og produktiv tænkning, evner til at lede andre, visuelle og kunstneriske evner, talent for sport og idræt.”

De intelligente børn beskæftiger sig primært med skolebørn, især i de faglige afsnit. I en oversigt over børnenes forskellige udviklingstrin er førskolebarnet beskrevet på en linje, mens de tidlige skoleår, mellemtrinnet og teenageårene tilsammen har en side. Det kan undre, når både forældre og Ole Kyed pointerer værdien af en indsats hos de yngre børn.

For pædagoger kan det være svært at udpege et barn med særlige forudsætninger uden at skæve til de test, som bogen gennemgår. I en undersøgelse kom lærere med en anden vurdering af halvdelen af de børn, som havde særlige forudsætninger ifølge en intelligenstest. I min boganmeldelse på JAGOO skrev jeg bl.a. “Et af de væsentligste dele af bogen er et nyskrevet afsnit om forholdet mellem høj begavelser og forskellige diagnoser. Som pædagog kan man være opmærksom på en række tegn. Derfor bruges der en del sider på at oplyse om forskelle og ligheder i opførslen hos hhv. højt begavede børn og børn med en række diagnoser. Det er overskueligt opstillet og med et layout, som gør, at man hurtigt kan finde tilbage til relevante afsnit. Alle tegn på særlige forudsætninger kan ikke gengives her, men disrespekt for autoriteter, ugidelig arbejdsstil, flere følelsesmæssige vanskeligheder og lavt selvværd bliver ofte set som tegn på en diagnose snarere end høj begavelse.”

Ca. 100 sider (en tredjedel af bogen) er skrevet af forældre til børn med særlige forudsætninger. De er af flere grunde bogens svageste led. Der er kun afsat tre sider sidst i bogen til faglige kommentarer. Forældrenes cases fremstår med stor glød og energi, men der sker grove generaliseringer, når der sluttes fra det specifikke til det generelle. Tvivlsomme og/eller misvisende påstande bliver ikke kommenteret. Påstande om kammerater og fagpersoner bliver af gode grunde ikke besvaret.

Ole Kyed anbefaler bogen til forældre og peger på to andre af hans bøger til professionelle. Det gør det endnu mere kritisabelt, at han ikke bruger sin lange erfaring med arbejdet med højt begavede børn og deres familier til at løfte forældrenes fortællinger ved at komme med en analyse. Med fordel kunne “børnene” selv være blevet hørt. Deres fortællinger fra førsteudgaven er relevant nok blevet tilføjet epiloger, men det er stadig forældrene, som har ordet. “Spørger du Benjamin selv, ville han nok mene…”, hedder det ironisk nok om en højt begavet mand i 3.g.

Hvis man er i stand til at læse de ni cases med kritiske briller, indeholder de meget stof til eftertanke. Læseren får kendskab til en verden med mange skoleskift og med hjemmeskoling. En barndom i ensomhed og en oplevelse af ikke at blive forstået af kammerater og fagpersoner. Enkelte historier ender godt, men der er langt mellem lyspunkterne. Man vil spørge sig selv, hvordan man kan gøre det bedre som fagperson.

Der er anbefalinger til skolen, som går på at differentiere og lave særlige forløb. Har man arbejdet i skolen, kender man de børn, som er færdige længe før de andre. Her skal man ikke falde for fristelsen til at finde flere ark med den samme type opgaver. ”Hans ekstramateriale skulle være af kvalitativ og ikke kvantitativ karakter. Han skulle således ikke have ekstra af det, som han allerede evnede.”

Det overlades til forældrene at komme med anbefalinger til daginstitutionerne. Hvis et barn viser interesse for at læse, så gød barnets læselyst. Det er ikke en farbar vej at fjerne bøger og bogstaver. De lærer det alligevel, som i Jonas’ tilfælde, hvor forældrene havde forsøgt at holde ham tilbage. Det viste sig, at han som femårig læste femstavelsesord som lakridspastiller og sæbekassebil, og det opdagede forældrene, fordi han dagen efter angrebet på World Trade Center spurgte, hvorfor der stod “Død over alle muslimer” i avisen.

Børnene vil få indblik i mange “voksne” problematikker, så man kan lige så godt tale med dem om det – og læse sammen med dem. Død, krig og miljøkatastrofer er meget værre i et barns fantasi end i virkeligheden, kan man udlede af De intelligente børn.

Desværre skæmmes andenudgaven af en del fejl, som er opstået i kopieringen fra førsteudgaven. Flere af dem er stærkt misvisende. F.eks. står der, at 25 procent af en befolkningsgruppe har særlige forudsætninger, det rigtige tal er 2 – 5 procent. Et barn på 1 – 2 år er blevet 12 år i andenudgaven osv. Det ændrer ikke på, at De intelligente børn beskriver et emne, som ikke er tilstrækkeligt kendt og derfor er væsentlig både for sine informationer og forslag til handlemuligheder.

Tilføjelse 20. oktober: 2015: Efter min henvendelse har forlaget Akademisk meddelt, at de vil rette fejl i næste oplag.

Fra undervisning til læring

Skriv et svar

Fra undervisning til læring

Samarbejdet var på dagsordenen på et personalemøde for lærere og pædagoger på en folkeskole. Deltagerne blev mødt med et 25 år gammelt paradigmeskifte, som vist ikke er slået helt igennem alligevel. Det tydede den efterfølgende debat på.

Lad mig begynde med paradigmeskiftet: Omkring 1990 gik “man” fra at tale om undervisning til at tale om læring. Der var ikke længere fokus på, hvordan og hvad læreren underviste. I stedet kiggede man på, hvad eleven lærte. Når jeg sætter “man” i anførelsestegn, er det, fordi det ikke nødvendigvis har bredt sig til den samlede folkeskole. Heller ikke på de 25 år.

Jeg vil vove den påstand, at en hel del lærere – og pædagoger med – har meget fokus på, hvad de gør. Nogle gange endda så meget, at de glemmer at være opmærksom på, hvad der kommer ud af det. Det er grunden til, at man stadig kan høre børn blive bedt om at gentage, hvad den voksne har sagt. Vi ville blive meget klogere på børnenes læring ved at spørge: “Hvad har du lært, hvad har du fået ud af det, jeg sagde?” En ekstra gevinst er, at man lærer ved at skulle formulere, hvad man ved. Det gælder i høj grad også børn. F.eks. bliver jeg skarpere på, hvad jeg fik ud af mødet, bare ved den handling at jeg skriver disse linjer.

En lærer var meget begejstret for de arbejdsmetoder, deltagerne blev præsenteret for. Hun vurderede bare, at der ikke var tid til at integrere dem i den daglige praksis. Lærerne skal undervise flere timer end tidligere. Det kan nemt betyde, at børnene lærer mindre. Pædagogen Anja Wittus Nissen ønsker sig i Nye faglige fællesskaber i skolen en kvalitetsskole. “Så vil jeg hævde, at børnene kunne nøjes med at gå i skole fra 8-12, trives og lære det samme – måske mere.” Hun er sammen med læreren Mette Wåhlin indstillet til Politikens Undervisningspris af Michael Egelund, formand for BUPL Storkøbenhavn.

Hvis “man” skal tage det alvorligt at tale om læring, kræver det nogle ændringer. F.eks. skal professionsudøverne fratages den store dokumentationsbyrde, de har i øjeblikket. De skal bruge tiden på at udøve deres profession. Det betyder ikke, at byrden skal lægges på børnene i stedet. Tværtimod skal alle de standardiserede test ændres, fordi de bare viser hvor meget børnene ved og kan indenfor i forvejen fastsatte områder. Spørg i stedet børnene hvad de ved. Det kan få ny viden frem i stedet for blot at måle omfanget af gammel viden. Hvad børnene ved er i øvrigt et meget bedre udgangspunkt for planlægning af arbejdet med børn.

Terminsprøve genbesøgt

Skriv et svar

Test satte tanker i gang

Jeg havde meldt mig som eksamensvagt til terminsprøve i en 9. klasse. En times færdighedsregning og tre timers problemregning var næsten som at være tilbage i min egen folkeskoletid. Blot kan jeg hilse og sige, at det er kedeligere at være vagt end at være til prøve selv.

Til gengæld fik jeg rig mulighed til at observere de unges måder at gribe opgaverne an. Det satte gang i en masse tanker.

Ikke så meget omkring rammerne, omkring hele formålet med at lave en kunstig situation uden hjælpemidler (den første time) osv. Jeg tænkte især over, hvor meget vi mennesker kommunikerer med hinanden. Ubevidst ved at tromme, trippe, sukke osv. Bevidst ved at lave grimasser eller bare kigge hinanden i øjnene. I princippet var det jo forbudt til en prøve, men når skade er sket, og der er blevet sagt “God weekend” lige så stille, så er det jo lidt sent…

Vi bruger hele kroppen og alle sanser til at fortælle omverden, at vi er til. Det kan man ikke bare lukke ned for. Hverken som afsender eller modtager af signaler. Tænk på, hvor meget vi signalere med at hænge med skuldrene og kigge ned i bordet. Uanset om det er til en terminsprøve eller ej.

Den gode opgave

Skriv et svar

Den gode opgave

Lotte Rienecker, Peter Stray og Signe Skov
382 sider
Samfundslitteratur 2012

“Lad det være sagt med dets samme: Den gode opgave er en klassiker, som mange studerende gennem årene har haft god brug af. Den er kommet i fjerde udgave og bliver brugt på mange forskellige studier. Denne position forpligter, og med den optik skuffer den.

Overblik er væsentlig i en fagbog af denne størrelse. Det får man ofte allerede i indholdsfortegnelsen, men med ti siders indholdsfortegnelse forsvinder overblikket snarere. Den kommer til at fungere som et supplement til de syv sider stikord sidst i bogen, som er meget mere anvendelige. På bogens hjemmeside kan man hente de væsentligste pointer. Det sker i et 68 siders dokument, også her kunne der være strammet op.

Jeg er ikke i tvivl om, at mange pædagogstuderende vil kunne bruge Den gode opgave. Sandsynligvis den gruppe, som allerede har godt styr på at skrive opgaver og gerne vil give det et yderligere løft. De vil f.eks. nærlæse afsnittet om den skov af genrer, som bl.a. indbefatter undersøgende, registrerende, formidlende/lærende, ræsonnerende, vurderende og regulerende tekster.”

(Fra min boganmeldelse på JAGOO.)