Et trygt gys i teateret
Bodil Alling modtager mig i det hyggelige åbne kontorlandskab oppe under taget i huset i Mejlgade.
(Artiklen er trykt i Dansk 3/2016 og Klods Hans 3/2016. Se den i sin oprindelige opsætning her eller læs hele bladet her.)
Her holder teatret Gruppe 38 til. I hvert fald noget tid endnu, for næste år rykker de ud på havnefronten i det nye Aarhus Ø. Jeg bliver vist ind i et mødelokale med et råt træbord, som kunne være hentet ud af en af børneteaterets forestillinger: Hjemmelavet, unikt, upoleret og samtidig rummeligt og trygt.
Ud over at være leder af teateret er Bodil Alling eneste fastansatte skuespiller. I 35 år har hun været med til at skabe forestillinger for børn og voksne. Forestillinger, som med deres særpræg er genkendelige Gruppe 38-forestillinger, og som har vundet adskillige priser i ind- og udland. I 2011 modtog de som det første danske teater Assitej International’s Honorary President’s Award for Artistic Excellence, en af verdens mest prestigefyldte teaterpriser.
En del af forestillingerne bygger på kendte eventyr. Men selvom publikum mener at kende eventyret både forfra og bagfra, før de går i teatret, så kan man være sikker på, at både form, indhold og fortolkning rummer overraskelser, som forstærker både gyset og ideen i de klassiske historier. Teatret arbejder minimalistisk med løsninger, som tilsyneladende er ganske enkle, men som er så rummelige, at de giver både barnet og den voksne mulighed for at danne billeder på den indre nethinde, så de evner at forestille sig meget mere end det, de faktisk ser og hører på scenen. Teatret Gruppe 38 er et lille teater, som turnerer i både ind– og udland og har gjort det i 35 år. De mange forskellige spillesteder, ofte med små forhold, har tvunget teatret til at tænke enkelt med meget kreative løsninger. Der er hverken drejescene, faldlemme eller røgmaskiner, men et meget rigt billedsprog og en fortælleform, som er så særegent og fantasiskabende, at ingen sidder og savner de store teatralske effekter.
”En historie skal præsenteres så farlig og sorgfuld, den er. Ingen formildende omstændigheder selvom den skal møde børnepublikummet. At skåne dem for det farlige og ulykkelige er at tale ned til dem. Til gengæld er det afgørende at føre børnene trygt og sikkert igennem de farefulde rejser, vi tager dem med på. Når Hans og Grete bliver forladt af far og mor i en stor, mørk skov og ikke kan finde hjem, så er det nok noget af det værste og farligste, et barn kan forestille sig. Og når der dukker en heks op, som snyder og lokker børnene med slik og kager for derefter at ville stege og æde dem – jamen, så kan det ikke blive grusommere. Men fryden er desto større, når vi sammen når igennem alle farerne og kan styrte ind i fars hus med lommerne fulde af guld og hjerterne fulde af kærlighed – frydefuldt, fordi vi faktisk er gået igennem alle rædslerne og har overlevet dem, sammen. Fordi teatret her er den voksne, som holder børnene i hånden hele vejen,” fortæller Bodil Alling.
Publikum er medskabere af forestillingen
Et besøg i Gruppe 38 er mere end selve forestillingen. Nogle gange kan publikum deltage i en filosofisk samtale bagefter, og udvalgte forestillinger er såkaldt ”suppeteater”, hvor man efter forestillingen spiser varm suppe sammen. Inden forestillingerne venter man i teatercafeen, og man bliver ofte inviteret indenfor af én af karaktererne fra forestillingen. ”Vi er sammen om det her, ” signalerer det. ”Vi leger med, hvad der er teater, og hvad der er virkelighed,” fortæller Bodil Alling. ”Jeg kan lide det miks. At vi kan tale direkte til publikum. Her og nu. At vi kan kommentere historien og selv blive overrasket over dens konsekvenser. Det opløser så skønt bevidstheden om, at der er forskel på teater og virkelighed. De to ting bæres af hinanden. Vi er i et fælles rum. Vi følges ad. Derfor er vi sjældent klædt ud i gængs teaterforstand. Men vi ved, hvad vi vil, og hvor vi skal hen. Vi tager hele ansvaret for, hvad der skal ske. Så I kan roligt følge med.”
Bodil Alling taler om ”den vidunderlige uventede faktor,” når hun taler om publikum. ”Vi ved ikke, hvad den enkelte gæst har med sig af erfaringer, baggrund og livssyn, så vi kan ikke bestemme, hvad publikum skal tænke, erfare, eller hvordan de reagerer på dét, de ser. Og det er da en herlig udfordring for os at have mod og overskud til at tage imod det uventede.