Skolepædagogens rolle i forandring

Hver morgen cykler jeg forbi det samme stoppested på min vej til arbejde. En kollega står de fleste dage og venter, og vi hilser lige på hinanden med et nik eller et vink.

Pædagoger skal passe på deres arbejdsvilkår, hvis ikke et glimt af hinanden bliver det længste møde, vi får på hverdage. Fælles forberedelsestid i SFO’en er truet, og pædagogens primære teamsamarbejde er med lærerne i den klasse, hun er klassepædagog i.

På et kursus var skolepædagogen i fokus. Jeg opdagede bl.a., at arbejdsvilkårene er forskellige på skoler, selv om det er samme kommune (i dette tilfælde Aarhus Kommune). Der var især forskelle i samarbejdets rammer. Flere pædagoger oplevede, at de arbejdede alene meget af tiden. Det har ellers kendetegnet pædagogarbejdet, at vi arbejder i fællesskaber.

Da jeg for over 20 år siden sprang fra lærer- til pædagoggerningen, var den største positive overraskelse, at jeg ikke arbejdede alene. Jeg var som lærer vandt til at lukke døren efter mig. En klasse – en time – en lærer; sådan var strukturen. Nu var vi en afdeling, vi var endda to pædagoger på den gruppe, jeg var primær på (de fleste andre grupper var pædagog + medhjælper eller pædagog + studerende).

Det er ironisk, at jeg for ca. to år siden talte om det samme problem i Landstingssalen på Christiansborg. Det daværende Børne- og Undervisningsudvalg havde inviteret mig til at holde oplæg til en høring om kvalitetsudvikling i daginstitutioner. Her gav jeg dette billede på, hvor vigtigt det er at kunne observere og sparre hinanden:

(Gå til kl. 10.12:00 og se de følgende 1 minut og 44 sekunder.)

Det er desværre ikke blevet mindre aktuelt i mellemtiden. Tværtimod, og nu breder problematikken sig til skolepædagogens praksis. Denne gang er det ikke dokumentation, der er truslen. Nu er det helt konkret, at vi arbejder i hver sit klasseværelse og ikke ser hinandens praksis.