Indeni mig … og i de andre

Indeni mig ... og i de andreIndeni mig … og i de andre

Karen Glistrup
Illustrator Pia Olsen
64 sider
Gyldendal 2015

 

 

 

Hvis man tror på, at empati kan fremmes, så kan man begynder her! Indeni mig … og i de andre har undertitlen En bog om børn og følelser, og det er lige, hvad det er. Hvert opslag har en illustration af en hverdagssitution og en tekst, som guider til en samtale med børn. Spørgsmålene er f.eks. “Hvordan mon barnet på tegningen har det?”, “Kender du det?”, “Hvad er der lige sket?” og “Hvad mon der sker bagefter?”

En god detalje er, at der også er plads til de følelser, som ellers kan være “forbudte”, f.eks. søskendejalousi eller vrede. De fylder bare ikke mest, og sådan skal det være. Når man taler med barnet om tekst og illustration, er det nemt at høre til, hvordan barnet selv har det – eller ville have det i den samme situation. Derfor er der opslag om fryd og sorg, om glæde og vrede, om at være venner og om at blive uvenner.

På et billede står en pige foran et solidt træ, strækker hånden frem og siger “NEJ! Stop med det!” Det viser et barn, som ikke har sin styrke i størrelsen men i sin tydeligt kommunikation.

Læseren kan ikke kun forholde sig til omsorg for sig selv. Indeni dig selv … og i de andre viser også omsorg for den gamle oldemor, for forældre og for kammerater. At man ikke altid kan være en helt viser et billede af en pige, som kigger på én, der bliver drillet, uden at gribe ind. “Hvorfor mon de gør det? … hvad mon pigen tænker på?” er de to gode spørgsmål.

Teksten er spørgende, og illustrationerne åbner for mange forskellige tolkninger. Figurerne har ikke meget kropssprog eller ansigtsudtryk at aflæse, og læseren må i højere grad forholde sig til situationerne.

Sidst i bogen er en guide til en lille øvelse, hvor man tænker på en anden person og mærker, hvad øvelsen gør ved ens humør. Det kan være en væsentlig erfaring for barnet: “Du kan slutte af med at fortælle barnet, at vi altid vil “smitte” hinanden med den måde, som vi er på. Både når vi er i dårligt humør, og når vi er i godt humør. Lad barnet fortælle om sine egne erfaringer, og slut af med at give hinanden et varmt smil.”

På seks sider får læseren vinkler til at bruge Indeni mig … og i andre. Underligt nok er de seks sider fordelt før og efter selve bogen og under overskrifterne “Inden i mig”, “Inden i de andre”, “Til den voksne” og “Når I læser”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.