Julemandens død

Kenneth Bøgh Andersen
367 sider
Høst & Søn 2013

Da Lejren udkom i 2011, blev det længe og heftigt diskuteret, om den er egnet for børn. Det samme spørgsmål kan man med rette stille til Julemandens død, som kan gå hen og blive det helt store debatemne i litteraturkredse dette efterår og denne vinter!

For Kenneth Bøgh Andersen er intet helligt i denne spændende og uhyggelige historie. Den er ikke for børn eller andre, som ønsker deres romantiskeforestilling om julen bevaret. Det er et orgie i blod, børns brutale mord på sovende forældre, korsfæstede nisser og Rudolfs hoved hængende på væggen. Der er de frygtelige kallikantzaroier, som kun ses i glimt, men beskrives som abelignende monstre med seks insektagtige ben og sort, sviende blod. Jeg har læst mange bøger af Stephen King, Hannibal-bøgerne og Alfabethuset (Jussi Adler-Olsens debutroman). De piller ikke på samme måde ved uskyld. Den uskyld, som julen har bevaret trods massive kommercielle, religiøse og kulturelle interesser. Den uskyld forsvinder godt og grundigt i Julemandens død. Det ved Kenneth Bøgh Andersen godt, og han tager hul på diskussionen om målgruppe i en selvrefererende passage, hvor en af hovedpersonerne siger: ”Jeg har det i hvert fald, som om jeg er havnet i en eller anden fuldkommen langt ude julekalender-historie. En, der er forbudt for børn. Forfatteren må være godt syg i hove…” (her afbrydes de af et stort, farligt dyr).

Det er en ualmindeligt velskrevet bog. Selv om selve Tiden bliver revet ud af sin faste gang, bliver man ikke tabt. Der er en logisk sammenhæng i de ellers ufattelige hændelser. Sproget er flydende og man kan ikke lade være med liiige at læse næste kapitel.

Netop det med kapitlerne kan snyde. Umiddelbart fremstår Julemandens død som en kalenderhistorie med 24 kapitler (plus et kort efterskrift til den 25. december). Hvert kapitel har navn efter den dag, de foregår. Undervejs bliver kronologien dog brudt. Således springer man fra 11. december til 25. december og tilbage til 11. december i tre kapitler midt i bogen.

Forlaget angiver målgruppen til 12+. Det vil jeg godt problematisere. Jeg troede, at min omsorg for julen var blevet efterladt i en fjern barndom, men jeg fik det dårligt undervejs i læsningen. På den gode måde, som man gør det i en god gyser, men alligevel anderledes. Få gysere river tæppet væk under den tryghed, som gode, hævdvundne traditioner tilbyder. Det gør Julemandens død. Godt og grundigt. ”Aruld [en nisse], der aldrig har haft mareridt før, men som pludselig er havnet i et, lammes af skræk.”

Så er der hele diskussionen om slutningen. Vi er heldigvis for længst forbi den tid, hvor en bog skal ende lykkeligt, men det gælder stadig for genren julehistorier. I det lys kan Julemandens død ikke ses som en julehistorie, men ”blot” som en gyser. En af de bedste af slagsen!

Julemandens død udkommer i dag, 30. august 2013.