Min mormor og Skovkrokodillen
Anne Bredahl
Illustrator: Dita Sternfend
32 sider
Damgaard 2015
Man skal ikke lade sig narre af, at Min mormor og Skovkrokodillen i fortælle- og tegnestil ligner endnu en af de romantiske, glatte og lidt kedelige børnebøger. Den snyder! “Min mormor og Skovkrokodillen er så bizar, at det klukker i maven,” som jeg skrev på JAGOO.
Marius, Lillesøster og Mormor leger i baghaven, da Lillesøster kommer til (?) at smække sig inde i huset. Hun må reddes, inden Komfurmonstret “som kunne blive varmere end selve solen” får fat i hende. For at komme ind til Lillesøster. skal man op over et plankeværk, udenom huset og om til fordøren. Kun Mormor kan både kravle over det høje plankeværk og klare Skovkrokodillen, som med sikkerhed lurer udenfor. Det gør den nemlig tit, især i regnvejr, og nu begynder det endda at regne.
Mormor – pludselig klædt som ninja – kommer op over plankeværket og går i infight med Skovkrokodillen, kun bevæbnet med en rive, som Marius rækker hende. Han kan ganske vist ikke se over plankeværket, men han kan høre de mange uhyggelige lyde. De kommer ikke mindst fra Mormor, som “sagde alle de grimme ord, børn får skældud for at sige. Det
måtte være en vild kamp.”
Der er ingen grund til at betvivle kampen. De fleste børn ser ikke Julemanden komme med gaverne men får resultatet af hans besøg at se. På samme måde kan Marius glæde sig over, at Mormor lidt efter lukker ham ind i huset. Lillesøster er uskadt, og dagens oplevelser skylles ned med en is. Først da kommer Mor, og hendes bekymring for de mudrede fodspor på gulvet tyder på, at hun ikke helt tror på Mormors forklaring om Skovkrokodillen.
Så er det da dejligt, at der stadig findes mormødre med fantasien i behold. Endda i så store mængder, at hun har overskud til at dele den med børnebørnene. I stedet for at advare mod varmen fra komfuret – som ikke kan ses hverken for det ydre eller det indre blik – giver hun faren form gennem Skovkrokodillen.