Ny app sætter navn på dyrene

Ny app sætter navn på dyrene

Den erfarne naturskribent Peter Thisted fik en god ide. Han ville lave en app med de almindelige danske pattedyr. Det skulle vise sig at tage halvandet år. Han har tidligere udviklet FugleApp, som efterhånden er nået ud til 30-35.000, blandt andet mange skoleklasser. App’enp er praktisk: Man har den lige ved hånden, og man behøver ikke være online for at være aktiv.

Artiklen har været bragt i NATUR nr. 1-2017, udgivet af Landsforeningen Natur & Ungdom. Læs artiklen i sit oprindelige layout ved at klikke her.

Det har ikke været helt let at vælge, hvilke dyr der skulle med. ”Hvor går grænsen?” spørger Peter Thisted. Man skulle gerne kunne bruge den til de mest almindelige dyr. Samtidig måtte der ikke komme så mange med, at det bliver uoverskueligt. Resultatet er blevet, at man med få klik kan finde frem til det dyr, man møder i naturen. Eller man kan bestemme dyret ud fra de spor, det har efterladt.

En ekstra lille feature er en ”find tilbage funktion”, hvor man via telefonens GPS kan gemme en position, som man gerne vil kunne finde tilbage til. Det kunne være dér, hvor man har stillet sin cykel.

App’en kan bruges fra 9 år, og der er ingen grænse opad. Formålet er at motivere til at holde øje med dyr og dyrespor, når man bevæger sig i naturen. Samt at lære at se forskel, så man ikke skal sige: ”Det finder vi ud af, når vi kommer hjem.”

Næste projekt er måske en app om træer og buske.

Arbejdet bag

Peter Thisted har selv taget en del af fotografierne, og så har han fået fotos gratis og købt resten, bl.a. af fotografen Michael Sand, som han kendte i forvejen gennem onlinemediet netnatur.dk. Teksten har han haft en ”fræk aftale” med Naturstyrelsen om: Han måtte bruge en del af deres tekster. Som grafisk uddannet har Peter Thisted selv arbejdet med udseendet af DyreApp.

Det med teksterne viste sig at være lidt mere besværligt end ventet. Peter Thisted måtte skrive meget om for at målrette det mod børn.

Friluftsrådet har givet tilskud og anbefalede et samarbejde med andre organisationer. Peter Thisted har været aktiv i Natur og Ungdom, så det var naturligt for ham at vende øjet den vej. Nu er der indgange i app’en til Natur og Ungdoms facebookside og foreningens hjemmeside.

Her begyndte det hele

Peter Thisted fortæller om sin egen naturinteresse, som blev grundlagt i hans barndom på landet. Han fortæller om en lærer, som ”fik os til at stå op kl. 3 om natten og se på fugle”, som var det, der fangede. En anden erindring var, da familien slagtede en påkørt hare. Senere kom medlemskabet af Natur og Ungdom. Han bor nu selv med 8½ ha omkring huset.

FAKTABOKS:

DyreApp findes til både iPhone/iPad og Android/Tablets og er gratis. Den kan hentes i AppStore og Google Play.

Søg på ”DyreApp” eller find linket på www.netnatur.dk/apps-fra-netnatur-med-dig-overalt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.