Sådan får man et barn
Per Holm Knudsen
24 sider
Borgen 2008
Sådan får man et barn udkom første gang for 45 år siden – i 1971. En aktuel debat om bl.a. denne bog gav mig lysten til at genlæse den med 2016-briller. Hvis man sammenligner med nye udgivelser til de yngste, er den meget direkte både i sprog og billeder. “Morens revne hedder kussen. Du kan se farens tisse-mand. Tisse-manden hedder pikken (…) Farens pik er blevet stor. Den stritter lige ud i luften.” Og det sidste fremgår tydeligt af tegningen.
Forfatteren, som er psykoterapeut og sexolog, anbefaler, at man bruger de ord, man plejer, hvis man ikke kan lide bogens ord. Som en pædagog skrev det i en debat om bogen: “Hvad ville vi sige til børnene, hvis de brugte dette sprog og disse betegnelser?”
Svaret afhænger vel af den tone, det er sagt i? Med fnisen eller som øgenavn/skælsord kan ethvert ord gøres “forbudt”. I Sådan får man et barn er der ingen af delene. Sex er en naturlig ting, børn undfanges ved sex, og man er nøgne imens.
Her hopper kæden lidt af. Der er sket meget siden 1971, og bogen fremstår anakronistisk heteronormativ og kønsstereotyp. Bogen indledes med “Skal jeg fortælle dig, hvordan man får et lille barn? Du ved godt, at et barn har en mor og en far. Moren og faren må hjælpe hinanden for at få et barn.” Der blødes lidt op i det efterfølgende “Faren og moren bor ikke altid sammen, når barnet bliver større. Men det er dem, der engang lavede det.”
Der er ikke noget galt i at fortælle, hvordan en graviditet og fødsel kan være sket. Endda en måde, som ligner de fleste menneskers historie. I Sådan får man et barn fremstår det blot som den eneste måde. Hvis man supplerer bogen med f.eks. Stine Josefine Dige og Maria Tran Larsens Niller Pilfinger– og Pia Olsen, Karla Elena Olsen og Ina Korneliussen Karla-serier, kan det gå an, men ingen af de to sidstnævnte antyder, at deres historie er en norm, det er bare (også) normalt.
Kropsforskrækkelsen i danske daginstitutioner vil sikkert forhindre Sådan får man et barn i at ligge frit tilgængeligt de fleste steder. Jeg vil dog anbefale, at man har den i baghånden til en seriøs samtale med børnene om, hvordan et samleje (“Det kalder man også at bolle eller at sam-lege”), en graviditet og en fødsel kan forløbe.
Det kan måske tage brodden af noget af det frække ved at gå rundt og sige ord til hinanden, man alligevel ikke kender betydningen af. Sådan som børn alligevel gør i børnehaven. Så grib da lejligheden.