Sproglege – pragmatisk sprogtræning med fokus på børnefællesskaber
Charlotte Gørtz Andersen og Ulla Runge Bertelsen
64 sider
Dafolo 2013
Alle pædagoger møder dem: Børn, som har et fint ordforråd og god udtale. De klarer sig godt i sprogtest. Alligevel taler de og kammeraterne forbi hinanden, og lege ender ofte i konflikter. Sproglege giver forslag til aktiviteter, som hjælper børnene til at bruge sproget på en hensigtsmæssig måde i sociale relationer.
(Anmeldelsen har været bragt i Pædagogisk Extrakt og på JAGOO. Læs den i sin originale opsætning her.)
Bogen falder i to dele: En kort teoridel, hvor de centrale begreber forklares i et lettilgængeligt sprog, og en praksisorienteret del, som kan bruges som håndbog. Jeg vil anbefale Sproglege til alle pædagoger, som er parate til at sætte spørgsmålstegn ved deres praksis til fordel for børn med små eller store pragmatiske udfordringer.
Sproglege beskæftiger sig med pragmatikken, som handler om brugen af sproget i socialt samspil. Barnet kan bruge sproget godt i én sammenhæng og dårligt i en anden. F.eks. vil barnet ofte fungere bedre i dialog med en voksen end sammen med en gruppe andre børn. Samtaler har regler, og når man bryder dem ofte, opstår konflikterne. Et barn med pragmatiske vanskeligheder kan f.eks. skifte emne umotivet, afbryde eller over- eller underinformere.
I bogen er der forslag til lege, som træner sproget. Forslagene er skrevet med respekt for mangfoldigheden i den praksis, som er i institutioner og SFO. De er i stigende sværhedsgrader, så det er muligt at finde en leg, som passer til de fleste børn. Der er også fokus på andre ting, pædagogen kan være opmærksom på. Hvis barnet f.eks. taler med andre gennem pædagogen, kan hun vejlede det til at gå den direkte vej ved at sige: ”Kan du selv gå hen og fortælle ham det?”
Forfatterne lægger op til en større grad af styring fra pædagogen, end de fleste er vant til. Det er en hjælp til barnet. Pædagogen bør være med til at aftale legen og sørge for, at det planlægges allerede i garderoben. Hun skal ikke styre, hvad der aftales, men skal kræve, at der aftales noget på forhånd. Uden voksenstyring har børnene alligevel (ordløst) aftalt, hvem der leger hvad med hvem, inden de når legepladsen. Så er det for sent for den, som ikke forstår spillet.
Bogen angiver fem trin til succes: Hav øjenkontakt, brug dit kropssprog, vis interesse, lad den anden tale færdig og sig noget relevant.
Pædagogen opfordres til at være opmærksom på, om hun taler til børnene eller med børnene. Det viser vigtigheden af en hyppig en-til-en situation mellem barn og voksen. Når vi er sammen med flere børn på en gang, har vi en tendens til at tale til dem, ligesom vi bryder mange samtaleregler; f.eks. at skiftes til at tale, at lade begge være med til at udvikle samtalens emne, at mumle bekræftende undervejs. Det kan barnet ikke øve, når der er samling, det sker kun ved samtale mellem få.