Ormen Werner

Brian P. Ørnbøl
Illustrator: Tom Kristensen
52 sider
Dreamlitt 2017

Undertitlen ”… og andre rim og remser for børn og voksne” antyder bredden i tekstsamlingen. Netop bredden er både en styrke og en svaghed ved bogen. Man finder noget for enhver smag, til gengæld kan det være lidt svært at finde ud af, hvem den egentlig er skrevet til. Når Brian P. Ørnbøl er bedst, hører man den Halfdan Rasmussen spøge i baggrunden, som han anerkender som inspirationskilde. Andre tekster er begavede leg med ord og bogstaver, som dog kan være lige lovligt konstruerede.

Blandt de stærkeste tekster står åbningsrimet Det bedste rim i verden, hvor læseren selv skal indsætte ord på de tomme streger, så det kommer til at rime. Voksne vil more sig, og børn får lov at lege og eksperimentere som et led i deres sproglige udvikling.

Titeldigtet er også både til store og små. Ormen Werner er verdens første astronaut. Han flyver ind i et ormehul og lander ”lige da han fløj af sted”. Der er mening med galskaben, for bag vrøvleversene er den næsten ubegribelige opfattelse af universet og tiden som krumme og bøjelige.

Inspirationen fra Halfdan Rasmussen er tydelig i Peter har en kæmpe taske:

Peter har en kæmpe taske
som er fyldt med stegte ål
Tasken solgte han til Aske
for en gummistøvlesål.

Tre strofer senere vender vi tilbage til udgangspunktet efter adskillige byttehandler:

Fløj til Mars med femten kendte
sidder nu og laver bål
Ingen ved hvad der mon hændte
med kasket og stege ål.

Der er tekster, som appellerer til den barnlige uskyld: I Sengeland sover man hele dagen og natten med. I En dejlig skov må man ingenting, men på den anden side må man heller ikke tro på nogen lov. Deraf titlen. Andre steder er der er en tælleremse og en troldejagt.

I den mere alvorlige ende møder vi Peter, som er bange for livet. Cykelhjelm og knæbeskytter fortæller om hans forholdsregler mod verdens farer.

Peter spiste kun det, som var vasket godt med syre
Købte kun de øko-ting, han vidste var for dyre
Kød det kunne han ikke spise, mælk og marmelade
var det rene gift, det kunne han se i alle blade.

Som det ofte går i den genre, må Peter se røde tal på bundlinjen, når han gør sit liv op:

Da han lå på sengelejet i den sidste tid
indså han at i hans liv, var ikke sket en skid.

Et andet af de dystre vers handler om Bilerne, hvor en lille ø ødelægges af, at beboerne ”glemte at tænke sig om” og køber flere biler, end der var plads til på den lille vej. Øen ender som bilkirkegård. En barsk kommentar til forbrugersamfundet.

Tom Kristensen har også illustreret Mekano Max af samme forfatter. Denne gang har han fået lidt friere hænder, og det klæder hans illustrationer. Variationen i illustrationerne afspejler den tilsvarende variation i teksterne. Der er sjove og farverige gå-på-opdagelse-billeder og vignet-agtige næsten minimalistiske tegninger. Førnævnte Cykelhjelm og knæbeskytter er illustreret med et mørkt og dystert billede af Peter, som ligger i sin seng med sikkerhedsudstyret i et rum så dunkelt, at solens stråler gennem vinduet næsten ikke når ham.

De fleste vil kunne finde noget, som de kan lide, i Ormen Werner. Mange vil endda glæde sig over det meste. Til pædagogisk praksis (som denne boganmeldelse er rettet mod) er den dog lidt rodet og ujævn i stil og målgruppe.

Se videoen med eksempler på illustrationerne – og en smagsprøve på teksten.

Bennys far kører tog

Rikke Villadsen
32 sider
Basilisk 2017

Rikke Villadsen har skabt en temmelig syret historie om en kvinde, som lavede meget spaghetti, men hellere ville have et barn. For at få fat i en mand, vil hun stoppe de tog, der kommer forbi i skoven. Derfor tager hun nogle skinner med hjem. Da toget kører galt, finder togføreren kvindens hus, og selv om han ”allerede havde en familie og levede i et normalt hus og holdt af sin yndlingsmusik og de der vegetarfrikadeller” og i øvrigt skulle holde sin tidsplan, gør han kvinden gravid.

Selv om Bennys far kører tog er en helt igennem umoralsk bog, springer vi til historien om egernet hr. Petterson, mens selve undfangelsen sker. Hr. Petterson besøger månen, hvor en gammel fisker brokker sig over rakettens prut-lugt.

Vi kommer tilbage på sporet – på flere måder – og togføreren kan køre videre. På sidste side flettes de to historier ind i hinanden: Benny sidder på en banegård og får at vide, at hr. Petterson er blevet skovens borgmester.

Hvis ovenstående resume lyder rodet og usammenhængende, afspejler det blot historien i Bennys far kører tog. Det har dog en pointe: Både tekst og illustration er fyldt med skæv humor. Illustrationerne fremstår enkelte steder som sammenklistrede tegninger i en stil, som ses andre steder i Rikke Villadsens forfatterskab. Teksten er meget forklarende med sidebemærkninger og parentetiske sætninger uden ret mange afsnit. Da kvinden får lyst til at lave et barn, får vi denne info: ”Men alle ved, at man ikke kan lave rigtige levende babyer af spaghetti, selv kvinden. Hun måtte ud at finde sig en mand.”

Da toget er blevet afsporet, er togføreren i vildrede: ”Åh nej, udbrød togføreren og tabte kasketten. Fuck noget lort, sagde han også, for selvom han var en pæn mand, kunne han godt bande grim. Straks slog han op i den store opslagsbog, han altid havde med sig. Det var en bog med svar på næsten alt om tog (togdrift, togsikkerhed, togsæder og togbilletter), men der stod ikke noget om togskinner, der forsvandt. Ikke et eneste lille ord.”

Bennys far kører tog fortæller læseren, at alt ikke er, som normen dikterer. Det gælder huset (som står på tre bæltedyr, så det kan vugge, ”når babyen skal sove”), det gælder kvinden i historien, og det gælder togføreren. Men selv om de to karakterer er specielle, er de det på hver sin måde: Kvinden er den ekstremt agerende, som får det, ligesom hun vil have det. Manden er et pjok, som lader tingene ske uden egentlig at tage stilling.

Som voksenlæser må man flere gange trække på smilebåndet over karakterernes handlinger og ikke mindst deres bemærkninger. Læser man den med børn, vil barnet kunne få en dejlig læseoplevelse ved at se den voksnes glæde. Og sproget gør Bennys far kører tog egnet til selvlæsning for de lidt ældre, som er ude over begynderlæserstadiet. Noget som stadig er alt for sjældent for billedbøger.

Se eksemper fra bogen og hør et uddrag.

Silas og den sorte hoppe

Cecil Bødker
177 sider
Gyldendal 2017

Det er 50 år siden, den mærkelige dreng kom sejlende ind i dansk børnelitteratur og var med til at forandre måden, børn kunne opføre sig på. Han tog kampen op mod den uretfærdighed, voksne mødte ham med, og resultatet blev en spændende, grusom og til tider humoristisk bog.

Som handlingen skrider frem, får vi mere og mere at vide om Silas: Han er 13 år og kommer fra en lille gruppe gøglere, hvor hans mor er linedanser. Han ville gerne ride på heste som Carlo, men sabelslugeren Phillip havde tænkt sig at give sin kunst videre til den genstridige dreng uden hverken far eller efternavn. På sin flugt måtte Silas kæmpe med (og mod) mistænkeliggørelse og svig. Det lykkedes ham i første omgang at vinde den sorte hoppe i et væddemål med hestehandleren Bartolin, men i en landsby blev han bedøvet og forsøgt slået ihjel.

Landsbyen smed den bedøvede Silas på en pram og lod ham sejle videre. Silas vågnede og begav sig på vej tilbage til landsbyen for at få sin hest igen. Undervejs mødte han først den blinde Maria og senere den halte Ben-Godik, som begge skal komme til at spille en stor rolle i de kommende bøger. Indtil videre er det primært Ben-Godik, som spiller rollen som hjælperen. Også han har et ønske om at være noget andet, end de voksne har tænkt sig: Han vil hellere blive træskærer end geder. Også han har mistet sin far.

Ben-Godik er på ét punkt Silas’ modsætning. Hvor Silas er løbet væk for at tage sin skæbne i egen hånd, gør Ben-Godik, hvad han får besked på, men laver sine træskærer-arbejder ved siden af og får en i landsbyen til at sælge dem uden at fortælle, hvem håndværkeren bag i virkeligheden er. ”Silas grundede over forskellen,” fortælles det.

Sin høje alder til trods fremstår sproget i Silas og den sorte hoppe relativt friskt. De svære ord er ofte forbundet med det håndværk, der fortælles om. Til gengæld er fortællestemmen ofte morsommere, end jeg husker den fra 1970’erne, hvor jeg første gang mødte Silas. Det er med til at gøre den ellers noget dystre historie meget læseværdig. F.eks. i scenen, hvor Silas prøver at lokke noget mad ud af Bartolin:

Jeg har ingenting fået siden i forgårs.
Drengens stemme var fjern på samme måde som øjnene.
Kommer det mig ved måske? Havde du tænkt jeg skulle give dig noget?
Ja, sagde drengen uden at smile.

Silas tænker tilbage på tiden med gøglerne, hvor han havde bidt Phillip i fingeren, så han ”havde udstødt et brøl og hoppede rundt på ét ben.” Man ser det for sig, det er helt Ole Lund Kirkegaardsk!

Handlingen springer frem og tilbage i tid, men vi når til den store finale, hvor landsbyen, Bartolin, gøglerne, Ben-Godik, Maria og Silas selv mødtes, og hvor det lykkedes Silas og Ben-Godik at flygte med den sorte hoppe.

Silas og den sorte hoppe har en alvorlig historie som f.eks. Paw og Paw i urskoven havde det i Torry Gredsteds bøger fra hhv. 1918 og 1932, men Silas får et helt andet skulderklap for sit opgør mod voksne autoriteter, end hans forgænger gjorde. I dag virker Silas nok ikke nær så revolutionær, som han gjorde i 1967. Når han siger lige ud, at han ikke har lyst til at muge ud blandt hestene som betaling for mad, vil mange 2017-børn nok snarere genkende sig selv end blive forskrækkede over den flabethed, som scenen muligvis var eksempel på dengang. I de seneste 50 år er der skrevet mange bøger, som står på skuldrene af Silas og den sorte hoppe, og nogle af dem har også overgået den. Men den – og de følgende 14 bind af serien om Silas – kan sagtens læses den dag i dag.

Med kort mellemrum udkom fem børnebøger, som skulle vise sig at blive klassikere og sætte kursen for dansk børnelitteratur fremover. Lille Virgil var den første bog den 12. september 1967, og den fik snart følgeskab af Snøvsen og Eigil og katten i sækken, Silas og den sorte hoppe, Halfdans ABC og Cykelmyggen Egon.

Boganmeldelsen er også udgivet på Pædagogen.dk.

Lille Virgil

Forfatter: Ole Lund Kirkegaard
Illustrator: Ole Lund Kirkegaard
(Farvelagt af Maya Bang Kirkegaard)
103 sider
Gyldendal 2017

Holder historien om lille Virgil og hans to venner Oscar og Carl Emil? 12. september 2017 kunne Lille Virgil fejre 50 års fødselsdag, og i den anledning genlæste jeg bogen med nutidsbriller og er ikke i tvivl: Den skæve fortælling med de underspillede dialoger har ikke bare overlevet sine første 50 år, den har også livskraft til mange år endnu.

Bogen består af en række kapitler, som hver er selvstændige fortællinger om tre venner. Lille Virgil er den opfindsomme dreng, som bor i bagerens hønsehus sammen med en etbenet hane. Læseren hører ikke noget om, hvordan drengen egentlig er havnet der, eller hvor han får de mange sodavand fra, som udgør hans morgenmad. Det uorganiserede anarki i lille Virgils verden udfordres af vennerne Oscar og Carl Emil, som har hver deres autoriteter: Oscar refererer altid til, at han har læst noget i en bog, mens Carl Emil har sin mor som reference til det meste af, hvad han siger.

Og de siger meget. Dialogen bærer handlingen frem, og hvad de ikke siger, står på de tomme pladser mellem linjerne. En gemt skat begynder med, at Carl Emil har fået nye flotte bukser: ”Hvordan får man fat i sådan et par dejlige bukser? spurgte lille Virgil. Det er det pæneste par bukser jeg nogensinde har set. De er pænere end smedens søndagsbukser. Man får dem af sin moster i Smalleby, sagde Carl Emil. Jeg har ingen moster, sagde lille Virgil. I alt fald ikke i Smalleby. Så må du se at få dig en, sagde Carl Emil. Det er nogle dejlige bukser, kan du tro.”

I samme kapitel kan man læse en meget præcis beskrivelse af, hvad barndom og leger handler om: ”Hvor har du været? sagde Carl Emils mor, da Carl Emil kom hjem. Du kommer sent. Jeg har været ude i bjergene, sagde Carl Emil. Vi fandt tre gemte skatte. Der er ingen bjerge her i landet, sagde Carl Emils mor. Og gemte skatte findes kun i eventyrene. Nå, sagde Carl Emil. Men vi fandt dem nu alligevel.”

I kapitlet Carl Emil holder fødselsdag får Carl Emil en skrubtudse af lille Virgil og et usynligt æble af Oscar. Carl Emils stadig noget fantasiforladte mor kan ikke se det sjove i nogen af gaverne, og hun irriteres af deres evige spørgen til Carl Emils nattøj – sådan noget har de to drenge nemlig aldrig hørt om før.

Børnefødselsdagen bliver et kaos, som overgår morens værste frygt og Carl Oscars største forventninger. ”Da tudsen havde gjort noget på gulvtæppet, som drengene ikke kunne blive enige om, hvad var, sagde Carl Emils mor, at de skulle gå ud og lege og tage skrubtudsen med.”

Sine skøre elementer til trods læner Lille Virgil sig op ad en vis realisme. Det bryder kapitlet Dragen med. De tre drenge får fanget en drage og slæbt den op i skolen, så læreren må hoppe ud ad vinduet. De indlogerer dragen hos smeden, som altid er med på drengenes (i dette tilfælde også genremæssigt) fantastiske historier. Næste morgen er dragen dog forsvundet, måske forvandlet til en mus. Læreren er ikke meget mere tryg ved musen, da han også får lov at møde den.

Snart kommer de på andre tanker, fordi de møder Kong Gulerod, som har været i Jappien og har en børste uden hår. ”Når jeg børster håret med den, kan jeg se alle mine venner for mig. Så snakker jeg lidt med dem, før jeg begynder at vandre ud ad landevejen.” Kong Gulerod kan desværre ikke blive i byen, da han skal ud og sejle med sin ven og hilse på alle fisk, hvaler og flyvefisk. De sidste råber i øvrigt PLIM, når de kommer flyvende, får de tre drenge – og dermed også læseren – at vide.

Netop Dragen satte det hele i gang. Da Dragen vandt en novellekonkurrence, løj forfatteren om, at han havde mere i skuffen, og så måtte han i gang med at skrive. Resultatet blev i første omgang Lille Virgil, i de kommende år en perlerække af bøger i samme stil: Sjove fortællinger om børn (drenge), som lever i udkanten af den voksne verden. Ole Lund Kirkegaards forfatterskabet er befolket med et hav af bipersoner, som er lige så skæve som fortællingernes hovedpersoner.

I sidste del af bogen vil de tre børn bygge et tårn. Til det brug finder de nogle brædder hos Kulle-karlen. Brædderne ligner ganske vist et plankeværk, men lille Virgil og Oscar argumenterer godt: De har aldrig hørt om, at Kulle-karlen skule have et plankeværk. Da ejeren ikke er hjemme, piller de alle brædderne ned og bygger et tårn oven på hønsehuset. Ganske vist glemmer de at lave både døre og vinduer, men lille Virgil har en løsning: ”Vi hænger bare en lampe op derinde (…) Det er meget hyggeligere. Så behøver vi heller ikke blomster og gardiner. Og vi skal aldrig vaske vinduer.”

De to andre vil gerne have dydsmønsteret Carl Emil med til at indvi tårnet med en fest med sodavand og rugbrød. Han vil dog ikke lyve for sin mor om, at han skal hjælpe sine venner med at læse lektier. Han bliver først overbevist, da de beslutter at finde nogle rigtigt svære stykker. ”Det gør ikke noget, at du heller ikke kan regne dem, Carl Emil”. Således moralsk beriget kan læseren sige farvel til en bog, som satte det hele i gang i slutningen af 1967.

Med kort mellemrum udkom fem børnebøger, som skulle vise sig at blive klassikere og sætte kursen for dansk børnelitteratur fremover. Lille Virgil var den første bog den 12. september 1967, og den fik snart følgeskab af Snøvsen og Eigil og katten i sækken, Silas og den sorte hoppe, Halfdans ABC og Cykelmyggen Egon.

Boganmeldelsen er også udgivet på Pædagogen.dk.

Lige her + Lige nu

38 europæiske forfattere
37 europæiske illustratorer
550 sider
Gyldendal 2017

To novellesamlinger viser mangfoldigheden af europæisk børnelitteratur. Det er en noget rodet affære med enkelte perler imellem.

Lige her er ifølge bagsideteksten for de 8-12 årige. Der er mange underfundige noveller, som lægger op til stille eftertanke. Her møder vi lavtflyvende piger, kraker og kærligheden mellem en bedstefar og hans barnebarn. Pigen Piva er overbevist om, at hun er et forbyttet barn og sætter sig for selv at finde ud af sin herkomst. Hun finder ikke bare sin mor, hun finder også sig selv. En anden pige kan ikke forlige sig med sit navn, men må erkende, at ”dit navn giver dig ikke betydning. Du giver dit navn betydning.” Vi møder også Hr. Ikkenogen, som viser sig at være en meget betydningsfuld person i et barns liv. Det helt særlige venskab mellem en markmus og et vinterdvalende jordegern er velvalgt illustreret af Axel Scheffler. Der er en middelalderlig ramme om Isabellas rejse til York, mens ”Rejsen gennem dit indre” handler om at lære sine egne skyggesider at kende og er dermed en mere traditionel dannelseshistorie.

Man kan altså vælge mellem fantasy, en historisk ramme, fabler, aktion osv. Den røde tråd er ”at rejse”, som var det tema, Hay Festival, Gyldendal og Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 gav forfatterne.

Lige nu er for de 12-18 årige, angiver forlaget selv, men den taber en del af i sine læsere ved at lægge ud med historien om to drenge på hhv. 9 og ”11 trekvart”, som tager en bustur på egen hånd. Det har danske læsere mødt allerede i børnehaven. Derimod er den næste novelle, Vi øver os på at blive voksne en tand stærkere og handler om den somaliske flygtning, Mussa, som har stukket sin mors voldelige mand ihjel. Der er ingen lykkelig slutning her.

Heller ikke den næste novelle, Det vi har mistet, kan ende lykkeligt. Vi er på en flygtningebåd, og titlen refererer til, at ”det er sådan vi genkender hinanden. Ikke på vores navne, men på hvem vi har mistet.” På båden drukner flygtningene ikke. Det er den brændende sol, sulten og vanviddet, der slår ihjel.

I den mere søde ende har vi noveller om fædre, som ser deres børn blive store – burde være obligatorisk læsning for alle forældre. En novelle forbinder græsk og kristen mytologi i historien om, hvordan det gik til, at guderne tog på rejse og for altid forlod deres bjerg. En fortælling om et univers, hvor alle fødes uden køn og først vælger, når de når en vis alder. Men der er også noveller om gruppepres, loyalitet og terror. Og om håbløs forelskelse.

Det er en god detalje, at Lige her for den yngste målgruppe er hardback, som kan holde til hårdhændet barnebehandling. Lige her for de ældste læsere er i en (vægtmæssigt) lettere paperback, man kan have med undervejs.

”Europa er en rodebutik,” skriver Kim Fupz Aakeson i sit forord. Det har han ret i, og de to novellesamlinger afspejler det lidt for godt. Set med danske briller virker en del af teksterne ret gammeldags. Havde det ikke været for Vi øver os på at blive voksne og især for Det vi har mistet, havde jeg sandsynligvis lagt den fra mig før tid. Det er bemærkelsesværdigt, at de to noveller har danske forfattere, hhv. Peder Frederik Jensen og Sarah Engell. Om det så handler om et særligt sæt danske forventninger til god børne- og ungdomslitteratur hos denne anmelder, eller at vi simpelthen har gode forfattere i Danmark, vil jeg lade være op til læseren.

Månen er en højttaler

Kathrine Assels
Illustrator: Laurenz Rawashdeh
92 sider
Jensen & Dalgaard 2017

En uendeligt sørgelig historie fortalt på en meget morsom måde. Sådan kan man karakterisere 9-årige Alvins fortælling om sin søgen efter sin far, som kan være en af de fem mænd, hans dysfunktionelle mor mødte på en ferie i Italien.

Som så meget andet i Alvins liv var begyndelsen bare noget, som skete. Det var ”meget mørkt, og så ved hun ikke, hvem det endte med at være.” Alvin gør sig mange tanker om, hvem hans far kan være. Han forestiller sig, at der kommer en flaskepost med en besked fra faren, men da de aldrig er ved stranden, ændrer han taktik. Han samler på gamle indkøbssedler, for ”faktisk er en indkøbsseddel lidt som en flaskepost. En lille bitte hilsen nogen har efterladt.”

Da der er italiensk uge i Netto, får Alvin i sin skæve logik muligheden for at finde frem til sit fædrene ophav. Loddet falder på en VVS-mand, som først bliver lettere panisk ved udsigten til at have en ukendt søn. Panikken ændrer sig til lettelse, da Italien kommer på tale, for der har han aldrig været.

Alvin kan dog ikke glemme den venlige VVS-mand og laver en plan om at skrue noget løs ved håndvasken eller lave forstoppelse i toilettet for at arrangere et møde mellem manden og moren.

Moren er noget helt særligt. Man kan med en vis venlighed kalde hende en underskudsmor: Et år består julemaden af fiskefrikadeller på rugbrød. Mormoren har taget risalamande med, men Alvins mor har ikke sørget for kirsebærsovsen, og mandelgaven er en bakke flødeboller – som er en hyppig spise i familien.

Alvin får ikke kys, for moren er bakterieforskrækket og kysser aldrig nogen. Hun hører stemmer og mener, at batterier suger energien ud af hende, så de fjerner alle batterier i huset. Månen suger folks tanker og sender dem ud som en højttaler, især ved fuldmåne. Derfor må Alvin ikke tænke ved fuldmåne, for så kan kommunen høre dem. Moren har et anstrengt forhold til kommunen og har hængt en plan op i køkkenet for, hvad de skal gøre, hvis kommunen kommer på besøg.

Naturligvis tænker Alvin særligt meget på sin far ved fuldmåne, for måske virker det alligevel, når nu moren tror på det.

Bogens linjerede sider har også en del tegninger, lavet af forfatterens 12-årige søn, som giver dagbogen et autentisk træk. Sproget er selvrefererende, som det også ses i f.eks. Ekstremt højt & utrolig tæt på af Jonathan Safran Foer eller Den mystiske sag om hunden i natten af Mark Haddon. Alvin elsker at lege med bogstaverne i navne, f.eks. hans eget. Den hyppige og morsomme anvendelse af parenteser bliver forklaret her på billedet her.

(Klik på billedet for at se det i en større udgave.)

Med Månen er en højttaler får man en læseoplevelse, som man ikke lige lægger fra sig igen.