Tvekamp

Frank Madsen
Illustrationer: Sussi Bech
64 sider
Eudor 2017

I Grødby kæmpes en intergalaktisk kamp. På den ene side står rumpigen Stella, hendes far og Igor, hjulpet af Gustav og Raketbroderskabet. På den anden side står den onde stedmoder Xenia og rumskurken Beriah, hjulpet af Hell Boyz og en gris! Begge parter har diverse robotter og andet rum-isenkram til hjælp. I seriens syvende bind bliver der skudt med skarpt, og bogen slutter med, at Xenia gør klar til at sætte næsten hundrede endnu ikke færdigudviklede robotter ind mod sine modstandere.

Tvekamp fortsætter galskaben, hvor seriens sjette bind, Xenia, slap. Robotten R-34 og grisen Svein er mødt op hos Stella, hjulpet godt på vej af Isabella-Victoria, som ser den nye pige som en konkurrent til titlen som den smarteste pige i klassen, ja i hele Grødby og omegn. Stella er ikke hjemme, og Igor gennemskuer de forklædte gæster.

Gustav og Stella er fanget i militærbunkeren sammen med deres lærer, hjemmeværnsmanden Dynamit-Jens. To andre medlemmer af Raketbroderskabet, Simon og Benjamin, skændes om at være først til at prøve de spændende maskiner, de finder. På vejen ud bliver de mødt af to robotter, som ikke har fredelige hensigter.

På kommunen er nettet og telefonerne blevet afbrudt, og borgmesteren kan ikke se tv. Imens fikser Stellas far det rumfartøj, Beriah er kommet med. Den naive generalmajor P.G. Löwenberg hjælper ham, men kan ikke forhindre Beriah i at overfalde Stellas far – og kan heller ikke forhindre, at rumskibet letter med de to aliens.

Som skærende kontrast til alle disse handlende mennesker, aliens og robotter står Prins Xgarn, som er Xenias søn. Han gider ikke alle sine mors planer om at overtage verdensherredømmet og vil hellere sove længe.

Igor og Stellas far får på hver deres måde vendt situationen med brug af laser-våben. Igor fanger Svein og R-34 i en mintgrøn geléblok, mens Stellas fra uskadeliggør en robot ved at kapsle den ind i is.

Imens overvåger Xenia slagets gang. Hun kan se, at krigslykken har forladt hende og griber til et våben, som hun i strid med reglerne har taget med fra sin hjemplanet. Og her slutter Tvekamp og lægger dermed op til en spændende fortsættelse i Klapjagt, den næste bog i serien om Gustav og Raketbroderskabet.

Tvekamp er, som trofaste læsere kender serien fra de øvrige bøger, som skal læses i rækkefølge: Der er action og humor i den gennemillustrerede rumgyser om en lille by, som oplever store omvæltninger, da den får besøg fra det ydre rum. Sidst i bogen er der faktasider og forslag til egne aktiviteter, denne gang meget passende om laser og dødsstråler.

Boganmeldelsen har også været bragt på Pædagogen.dk.

De tidligere bind i serien omtales her.

Silas og den sorte hoppe

Cecil Bødker
177 sider
Gyldendal 2017

Det er 50 år siden, den mærkelige dreng kom sejlende ind i dansk børnelitteratur og var med til at forandre måden, børn kunne opføre sig på. Han tog kampen op mod den uretfærdighed, voksne mødte ham med, og resultatet blev en spændende, grusom og til tider humoristisk bog.

Som handlingen skrider frem, får vi mere og mere at vide om Silas: Han er 13 år og kommer fra en lille gruppe gøglere, hvor hans mor er linedanser. Han ville gerne ride på heste som Carlo, men sabelslugeren Phillip havde tænkt sig at give sin kunst videre til den genstridige dreng uden hverken far eller efternavn. På sin flugt måtte Silas kæmpe med (og mod) mistænkeliggørelse og svig. Det lykkedes ham i første omgang at vinde den sorte hoppe i et væddemål med hestehandleren Bartolin, men i en landsby blev han bedøvet og forsøgt slået ihjel.

Landsbyen smed den bedøvede Silas på en pram og lod ham sejle videre. Silas vågnede og begav sig på vej tilbage til landsbyen for at få sin hest igen. Undervejs mødte han først den blinde Maria og senere den halte Ben-Godik, som begge skal komme til at spille en stor rolle i de kommende bøger. Indtil videre er det primært Ben-Godik, som spiller rollen som hjælperen. Også han har et ønske om at være noget andet, end de voksne har tænkt sig: Han vil hellere blive træskærer end geder. Også han har mistet sin far.

Ben-Godik er på ét punkt Silas’ modsætning. Hvor Silas er løbet væk for at tage sin skæbne i egen hånd, gør Ben-Godik, hvad han får besked på, men laver sine træskærer-arbejder ved siden af og får en i landsbyen til at sælge dem uden at fortælle, hvem håndværkeren bag i virkeligheden er. ”Silas grundede over forskellen,” fortælles det.

Sin høje alder til trods fremstår sproget i Silas og den sorte hoppe relativt friskt. De svære ord er ofte forbundet med det håndværk, der fortælles om. Til gengæld er fortællestemmen ofte morsommere, end jeg husker den fra 1970’erne, hvor jeg første gang mødte Silas. Det er med til at gøre den ellers noget dystre historie meget læseværdig. F.eks. i scenen, hvor Silas prøver at lokke noget mad ud af Bartolin:

Jeg har ingenting fået siden i forgårs.
Drengens stemme var fjern på samme måde som øjnene.
Kommer det mig ved måske? Havde du tænkt jeg skulle give dig noget?
Ja, sagde drengen uden at smile.

Silas tænker tilbage på tiden med gøglerne, hvor han havde bidt Phillip i fingeren, så han ”havde udstødt et brøl og hoppede rundt på ét ben.” Man ser det for sig, det er helt Ole Lund Kirkegaardsk!

Handlingen springer frem og tilbage i tid, men vi når til den store finale, hvor landsbyen, Bartolin, gøglerne, Ben-Godik, Maria og Silas selv mødtes, og hvor det lykkedes Silas og Ben-Godik at flygte med den sorte hoppe.

Silas og den sorte hoppe har en alvorlig historie som f.eks. Paw og Paw i urskoven havde det i Torry Gredsteds bøger fra hhv. 1918 og 1932, men Silas får et helt andet skulderklap for sit opgør mod voksne autoriteter, end hans forgænger gjorde. I dag virker Silas nok ikke nær så revolutionær, som han gjorde i 1967. Når han siger lige ud, at han ikke har lyst til at muge ud blandt hestene som betaling for mad, vil mange 2017-børn nok snarere genkende sig selv end blive forskrækkede over den flabethed, som scenen muligvis var eksempel på dengang. I de seneste 50 år er der skrevet mange bøger, som står på skuldrene af Silas og den sorte hoppe, og nogle af dem har også overgået den. Men den – og de følgende 14 bind af serien om Silas – kan sagtens læses den dag i dag.

Med kort mellemrum udkom fem børnebøger, som skulle vise sig at blive klassikere og sætte kursen for dansk børnelitteratur fremover. Lille Virgil var den første bog den 12. september 1967, og den fik snart følgeskab af Snøvsen og Eigil og katten i sækken, Silas og den sorte hoppe, Halfdans ABC og Cykelmyggen Egon.

Boganmeldelsen er også udgivet på Pædagogen.dk.

Lige her + Lige nu

38 europæiske forfattere
37 europæiske illustratorer
550 sider
Gyldendal 2017

To novellesamlinger viser mangfoldigheden af europæisk børnelitteratur. Det er en noget rodet affære med enkelte perler imellem.

Lige her er ifølge bagsideteksten for de 8-12 årige. Der er mange underfundige noveller, som lægger op til stille eftertanke. Her møder vi lavtflyvende piger, kraker og kærligheden mellem en bedstefar og hans barnebarn. Pigen Piva er overbevist om, at hun er et forbyttet barn og sætter sig for selv at finde ud af sin herkomst. Hun finder ikke bare sin mor, hun finder også sig selv. En anden pige kan ikke forlige sig med sit navn, men må erkende, at ”dit navn giver dig ikke betydning. Du giver dit navn betydning.” Vi møder også Hr. Ikkenogen, som viser sig at være en meget betydningsfuld person i et barns liv. Det helt særlige venskab mellem en markmus og et vinterdvalende jordegern er velvalgt illustreret af Axel Scheffler. Der er en middelalderlig ramme om Isabellas rejse til York, mens ”Rejsen gennem dit indre” handler om at lære sine egne skyggesider at kende og er dermed en mere traditionel dannelseshistorie.

Man kan altså vælge mellem fantasy, en historisk ramme, fabler, aktion osv. Den røde tråd er ”at rejse”, som var det tema, Hay Festival, Gyldendal og Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 gav forfatterne.

Lige nu er for de 12-18 årige, angiver forlaget selv, men den taber en del af i sine læsere ved at lægge ud med historien om to drenge på hhv. 9 og ”11 trekvart”, som tager en bustur på egen hånd. Det har danske læsere mødt allerede i børnehaven. Derimod er den næste novelle, Vi øver os på at blive voksne en tand stærkere og handler om den somaliske flygtning, Mussa, som har stukket sin mors voldelige mand ihjel. Der er ingen lykkelig slutning her.

Heller ikke den næste novelle, Det vi har mistet, kan ende lykkeligt. Vi er på en flygtningebåd, og titlen refererer til, at ”det er sådan vi genkender hinanden. Ikke på vores navne, men på hvem vi har mistet.” På båden drukner flygtningene ikke. Det er den brændende sol, sulten og vanviddet, der slår ihjel.

I den mere søde ende har vi noveller om fædre, som ser deres børn blive store – burde være obligatorisk læsning for alle forældre. En novelle forbinder græsk og kristen mytologi i historien om, hvordan det gik til, at guderne tog på rejse og for altid forlod deres bjerg. En fortælling om et univers, hvor alle fødes uden køn og først vælger, når de når en vis alder. Men der er også noveller om gruppepres, loyalitet og terror. Og om håbløs forelskelse.

Det er en god detalje, at Lige her for den yngste målgruppe er hardback, som kan holde til hårdhændet barnebehandling. Lige her for de ældste læsere er i en (vægtmæssigt) lettere paperback, man kan have med undervejs.

”Europa er en rodebutik,” skriver Kim Fupz Aakeson i sit forord. Det har han ret i, og de to novellesamlinger afspejler det lidt for godt. Set med danske briller virker en del af teksterne ret gammeldags. Havde det ikke været for Vi øver os på at blive voksne og især for Det vi har mistet, havde jeg sandsynligvis lagt den fra mig før tid. Det er bemærkelsesværdigt, at de to noveller har danske forfattere, hhv. Peder Frederik Jensen og Sarah Engell. Om det så handler om et særligt sæt danske forventninger til god børne- og ungdomslitteratur hos denne anmelder, eller at vi simpelthen har gode forfattere i Danmark, vil jeg lade være op til læseren.

Hjertestorm/Stormhjerte

Anette Herzog
Illustratorer: Katrine Clante og Rasmus Bregnhøi
128 sider
Høst & Søn, 2016

Viola fra Pssst! er blevet 14 år. Hendes filosofiske undren over livet og døden er lagt på hylden til fordel for kærligheden. Kærligheden (og forelskelsen) fylder hele hendes hjerne og hjerte. Den fylder også rigtigt meget i Hjertestorm/Stormhjerte, som er en anderledes måde at formidle følelser og tanker hos den unge teenager.

Anette Herzog og Katrine Clantes samarbejde om Pssst! er blevet suppleret med Rasmus Bregnhøi, så man sidder med en bog, som kan læses fra begge ender på samme måde som Se & Hør: Begynder man fra den ene forside er det Herzog og Clantes fortælling om Viola. Fra den anden forside er det Herzog og Bregnhøis fortælling om Storm. Så er det jo heldigt, at lige netop Viola og Storm nærer en voldsom interesse for hinanden!

Dobbelthistorien virker særligt godt på de sider, hvor den samme situation fortælles fra hver sit synspunkt. F.eks. den fest, hvor Storm først spiller i orkesteret og bagefter går på dansegulvet… bare ikke med Viola. Midt i bogen mødes de to fortællinger. Det samme gør de to fortællere, om end blot for at udveksle breve om hver sin hemmelighed. Læseren aner, at de to hemmeligheder ikke er så forskellige endda. Endnu en gang er der lagt op til en mulig fortsættelse.

Man kan ikke undgå at sammenligne Hjertestorm/Stormhjerte med forgængeren Pssst! Det er en skam, for der er ikke det samme fandenivoldske tankemylder i en 14-årigs hjerne, som der var to år forinden. For den voksne læser er Hjertestorm/Stormhjerte derfor mindre interessant. Der er heller ikke eksperimenteret så meget med formen. Dobbelthistorien er dog en spændende tilføjelse. Det er i øvrigt et format, Katrine Clante har prøvet kræfter med i Den dag da Rikke var Rasmus og Frederik var Frida fra 2008, dog som illustrator af begge de historier, som mødtes i midten.

Hjertestorm/Stormhjerte vil uden tvivl appellere til mange tweens og præ-teens. Den svaghed, som ligger i Violas og Storms kønsstereotype tilgang til sig selv og hinanden, er samtidig en styrke i bogen: De to forsider vil appellere til læsere, som definerer sig som heteroseksuelle piger eller drenge. Mangfoldigheden har tabt til normaliteten. Man savner en biperson, som kan sætte spørgsmålstegn ved Viola og Storms ret ureflekterede opfattelse af de to køn som hinandens modsætninger. Eller blot en vis farfar, som Viola havde i Psst! Viola kommer det tættest med en ikke særligt hjælpsom mormor og en række respondenter til en spørgeundersøgelse, hun laver i en projektuge. Storms far virker ok, men bliver pinlig, da han bringer kondomer på dagsordenen. Ellers har de to hovedpersoner kun deres jævnaldrende kønsfæller at læne sig op ad. Sikkert ikke så forskelligt fra mange andre unges virkelighed.

Som læser bliver man næppe udfordret på sin forståelse af verden, snarere bekræftet. Men Hjertestorm/Stormhjerte er en graphic novel, som leverer et godt supplement til skriftbaserede bøger til samme målgruppe. Og det er en god pointe, at man som pige lige kan kigge på drengehistorien og omvendt.

Annette Herzog, Katrine Clante og Rasmus Bregnhøi er nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2017 for Hjertestorm/Stormhjerte.

Xenia

Frank Madsen
Sussi Bech
64 sider
Eudor 2016

I slutningen af 1970’erne vandt tv-serien Skum (med originaltitlen Soap) mange seere på sine stadigt mere indviklede sidehistorier og et stadigt voksende persongalleri. Sådan får man det også med Gustav og Raketbroderskabet. I sjette bog af ti landede Xenia på gården “Den Glade Gris a/s” og gjorde grisen Svein til grisens talsmand. Svein fik et oversættelseshalsbånd og sammen med en robot begav den sig ind i Grødby.

I en karakteristisk komisk scene kom det umage par ind i en slagterforretning, hvor Svein bl.a. tog godt for sig af smagsprøverne. Imens var Landmanden på ”Den Glade Gris a/s” rystet over, at hunden Winston åbenbart forrådte ham og Danmark til det, som han troede var en russisk invasion.

Imens blev Gustav nødt til at vise sin lærer, Dynamit-Jens, den bunker, hvor Beriah havde holdt Gustav fanget, indtil Stella og Astrid havde befriet ham (i bind 5, Plan B). Resten af Raketbroderskabet var ikke utilfredse med udsigten til at se et rigtigt exo-skelet.

Xenias forhørsrobotter ledte efter Beriah, som i mellemtiden var kommet til bevidsthed på den militærbase, hvor Stellas far var taget til fange.

Hvis læseren ikke allerede havde gættet det i bind 5, afsløredes det, at den mystiske Miss X var Isabella-Victoria, som med meget lidt held konkurrerer med Stella om Gustavs opmærksomhed. Gustav fik derimod ikke sandheden ud af Stella, selv om han prøvede at spørge hende direkte: Var hun lovet bort til en på sin hjemplanet?

Landmanden, hunden og grisene fra ”Den Glade Gris” var ikke de eneste nye karakterer i denne omgang Gustav og Raketbroderskabet: Med sig på rumskibet havde Xenia en mystisk person, som vi kun så et enkelt glimt af. ”Ingen bemærkede den lille skikkelse, der havde stået ensom i rumskibet og lyttet tavst til Xenias enetale.” Så er der endnu en gåde, som venter på at blive løst i de kommende bind af serien.

Xenia bidrager ikke med afgørende nyt til hovedhistorien, men den er sikkert endnu et skridt mod den store afslutning, som faste læsere venter i spænding på. Sådan lever Gustav og Raketbroderskabet op til nogle af kvaliteterne ved en god seriebog: Der kan udfolde sig et ret stort persongalleri, fordi læseren langsomt introduceres til nye karakterer. Et gradvist mere gakket univers bliver bygget op, ved at hvert bind skruer lidt mere op for fantasi-knappen. De talende dyr har vi f.eks. ikke tidligere mødt i denne serie.

Sidst i bogen er der som sædvanligt igen en reference til Skum: Vi bliver spurgt f.eks. om ”Vil landmanden og Winston nogensinde blive gode venner igen?” og ”Er Sveins karriere som slagtesvin forbi?” Det er spørgsmål, som man ikke kan være sikker på at få besvaret i det næste, Tvekamp, men også det element kender man fra sæbeoperaer. Jeg sidder i hvert fald klar til at finde ud af det.

De sidste to opslag er faktasider om flyvende tallerkener og med en anvisning på at bygge sit eget ufo af et milkshake-bæger og en plastik-tallerken.

Julius Cæsar

William Shakespeare
Genfortalt på engelsk af Timothy Knapman
Dansk tekst af Allan Poulsen
Illustrator: Yaniv Shimony
47 sider
Forlaget Bolden 2016

Mange børn kender nok primært Cæsar fra Asterix-tegneserierne, men her møder de ham i en anden udgave. Man kommer ikke langt ind i fortællingen, inden Julius Cæsar frygter for sit liv. Og med rette, for han er ved at føre republikken Rom ind i et diktatur. Det koster ham livet og kaster Rom ud i en borgerkrig.

I modsætning til, hvad man skulle tro, står Cæsars drabsmænd ved deres handlinger. De dypper deres hænder i den døde leders blod for at markere det. Sådan var deres æresbegreber: Når man handler for at standse noget ondt, kan man også stå ved det.

Det æresbegreb kan give anledning til mange gode samtaler. Helliger formålet virkeligt midlet? Læsningen af Julius Cæsar fremkalder også andre etiske spørgsmål: Er man f.eks. bundet af et løfte, hvis det er afgivet under tvang? Eller kan man gøre som Antonius, som bryder sit løfte om ikke at sige noget dårligt om Brutus og de andre drabsmænd til Cæsars begravelse? Et løfte han gav for at redde sig selv.

På JAGOO skrev jeg om serien:

“400-året for William Shakespeares død har sat fokus på hans værker. Forlaget Bolden har udgivet en serie med genfortællinger på moderne dansk af Julius Cæsar, Romeo og Julie, Macbeth og Hamlet.

De fire titler fra Forlaget Bolden holder, hvad de lover: De gamle fortællinger i et sprog, som kan læses og forstås i 2016 uden at miste det præg af agtværdig ælde, som de fortjener. Læseren får adgang til et flydende sprog i stedet for et forsøg på at ”oversætte” ord for ord til nudansk. Ønsker man lidt mere patina, er der med løs hånd drysset citater ud på siderne, som er hentet fra Johannes Sløks oversættelser fra 1970’erne. De er sat ind i tegninger af skriftruller og indgår således i de enkle og informative tegninger, som bøgerne er rigt forsynet med.”

Andre bøger i serien:

• Hamlet
• Macbeth
• Romeo og Julie