Find os fra Nørrebro

Stine Josefine Dige
Illustrator: Lena Nicolajsen
31 sider
2200 Godnathistorier

(Billedet er fra receptionen på Nørrebro Bibliotek, da bogen udkom.)

Findebogen har relevans mange andre steder end på den københavnske Nørrebro, som har lagt navn til Find os fra Nørrebro. Udgangspunktet har været at vise den mangfoldighed af kultur, der findes i bydelen. Resultatet er derfor blevet både meget lokalt og meget alment på samme tid. Læseren går på opdagelse i børneværelser, på gader og ved torve. Nogle læsere vil genkende konkrete steder, andre vil se Den Røde Plads som blot en rød plads.

I modsætning til andre findebøger er Find os fra Nørrebro collager af fotos. Det giver et autentisk præg og skaber en anden mulighed for identifikation. “Mangfoldigheden i Find os fra Nørrebro er ikke blot kontrasten mellem regnbuefamilien og kvinder i burka. Der er unge og gamle mennesker. Der er endda blandet gamle sort/hvide fotos pladespillere og sporvogne ind i det nutidige børneliv.” (Fra min boganmeldelse på JAGOO.)

Vi leder også efter matematik (tal og former) og efter kulturartefakter (pølsevogn og sporvogn), og så kan vi samtidig finde ud af, hvad en pullert er for noget.

Nogle af tingene er meget svære at finde, så det bliver en ægte udfordring. Naturligvis er det sværest første gang, men så kan man som voksen bare finde på nye ting at lede efter. Når man er færdig med at finde, kan man på sidste opslag tegne og farve sit eget værelse.

Bogen kan indtil videre kun købes i Bog & Ide Nørrebro og pr. postordre via stinejosefine@2200godnathistorier.dk.

Jeg er krediteret som højtlæser men har ikke haft noget med produktionen af bogen at gøre.

Ørnbøls ABC

Brian Ørnbøl
Illustrator: Rune Johansen
66 sider
DreamLitt 2016

Referencerne til Halfdans ABC ligger ikke kun i titlen. Flere af versene kunne være skrevet af Halfdan Rasmussen, både ud fra tematik, rytme og ordvalg. Ørnbøls ABC har et stort potentiale. Den kan læses af en bred aldersgruppe, og den voksne (højt)læser vil også trække på smilebåndet undervejs.

På hvert opslag er der to tegnede bogstaver (hhv. det lille og det store bogstav), et vers og en stor farveillustration. Motiverne i Rune Johansens illustrationer er både sjove og spændende, men jeg kunne godt ønske mig en stil med lidt mere kant.

Det er oplagt at fremhæve enkelte sider i alfabetisk rækkefølge:

B

Børge piller altid næse
med sin næsepillerfinger (…)
Bag ved Børges ene tand
lever nu en bussemand.

Den skal nok vække jubel, og tegningen viser Børge siddende på sit scateboard med den ene næsepillerfinger godt oppe næsen og den anden beklædt med grøn bussemand.

F

Her bliver det endnu mere halfdansk, så vi tager hele verset:

Fisken Frode og hans søn
var på vej til Thyborøn
Så en fladfisk, der var spættet
Så dog ikke fiskenettet
De kom ej til Thyborøn
Fisken Frode og hans søn

Den fortjener at blive en klassiker. En kort fortælling med både anslag, midte og afslutning. Gode rim og lidt ordspil.

J

Ordspil er der også her, hvor jordbærplanten Baldrian møder isen Peter. Som Snemand Frost og frøken Tø ender de i hinandens arme som jordbæris.

K

Min personlige favorit, første gang jeg fik lov at læse teksterne, var den om kaninen, som kysser og kysser og kysser. Kameler og mænd med seler. Og moralen var, at kaninen håber på om mange dage / alle kysser ham tilbage. Tegningen er en sjov kanin omgivet af kyssemærkede dyr og mennesker. Lidt for sødt, lidt for meget læbestift, men det appellerer helt sikkert til de yngste læsere i målgruppen.

L

Læserappeal har historien om hunden og katten, som laver så meget lort på loftet, at lortebjerget bliver større end den største dværg.

N

… er fortællingen om nøglen til skuffen, som er inde i huset, mens nøglen til dørens hængelås er inde i skuffen. Logikken er ikke helt gennemført, for nøglen til skuffen kunne jo være hvor som helst, når man ikke kan komme ind og bruge den. Desuden kunne en lampe på kommoden med fordel have været erstattet af førnævnte hængelåsnøgle, så man faktisk kunne se den.

O

Dette vers adskiller sig fra de øvrige ved ikke at have noget rim. Til gengæld vrimler tegningen af O’er, og det er gOdt!

R

Vi kommer hurtigt tilbage til den vante form med Dorte (et yndet navn i Halfdans børnerim), som rimer på borte:

Rikke Rimsmed skrev et rim
med usynligt blæk
Da hun ville læse det
var det hele væk
Da hun viste det til Dorte
var og blev det ganske borte
Heldigvis var teksten noget
Rikke havde i sit hoved.

Det indeholder jo både lune og visdom.

S

Her viser illustratoren sit bedste: Teksten fortæller, at hvis “mange nok” små fisk spræller, plasker de som hvaler. Illustrationen er en masse fisk, som tilsammen danner formen af en hval. Ssssssuper.

V

Brian Ørnbøl vender den gamle kliche på hovedet og fortæller om vaskekonens mand, som ikke sorterer vasketøjet. I denne udgave bliver det hele hvidt som pudder.

Æ

Bennys bukser har ikke brændt forgæves. Her er det ælling og kælling, der indgår i en forvekslingskomedie:

Lille ælling gik til tælling
Fald i gulvet med det vons
da den sloges med en kælling
i et fint karatekluns
Ælling lå nu foran kælling
kælling væltede over ælling
Kælling var nu helt besvimet
Ælling vandt og lå og grinede.

Å

Det er et litterært greb at henvende sig direkte til læseren, og det sker på det sidste opslag:

Hvis du er nået til denne side (…)
Så lærer du alt fra A til Å.

For god ordens skyld skal jeg fortælle, at jeg har været betalæser på Ørnbøls ABC og derfor ikke kan anmelde den helt uvildigt. Klik på billedet for at se forstørrelse.

Fililumbur – du er en stjerne

Carsten Sommerskov
Illustrator: Birde Poulsen
28 sider
People’s Press 2016

På forsiden kan man læse de to opmuntrende sætninger “Godnathistorier der virker” og “Styrk dit barns selvværd”. Det er også rigtigt, om end det samme kan siges om rigtigt mange andre børnebøger. Fililumbur – du er en stjerne er fortællingen om dragen Fililumbur, som møder MorgensurMenJegErSødAlligevel, JegErIkkeSåKlogMenJegErbareGodAtLegeMed, JegErIkkeSåKønMenJegErSuperSød og en hel masse andre drager på HokusPokusStjernen. Det er en harmonisk verden, men sagen er, at der er sket noget slemt: Stjernekasteren blev pludselig så sur, at han kastede en stjerne lige ned i Mælkevejen, så Mælkevejen gik i stykker, og al mælken løb ud.”

Fililumbur tager naturligvis affære og opsøger Stjernekasteren. Det indskrevne “du” er med, og I/de hjælper Stjernekasteren med at rydde op og fjerne stjernestøv, så han kan komme i godt humør igen. Det ender med en stor dragefest, hvor dragerne kommer med mælkebøtter og hælder mælk tilbage i mælkevejen. Ordspillene står i kø…

Der er lavet to bøger i Fililumbur-serien, og på JAGOO kaldte jeg dem “godt skrevet og rigtigt dejligt illustreret. Der er kun et kortvarigt kaos, inden Fililumbur og “du” tager affære og får genoprettet kosmos. Trods alt er det noget af en overdrivelse, at bøgerne i særlig grad skulle være velegnede til hhv. at få børn til at falde i søvn og styrke deres selvværd.”

Fililumbur – du er en stjerne viser, at samarbejde og hensynstagen er vejen til gode venskaber. De rigtigt gode illustrationer lægger sig fint op ad tekstens surrealistiske og fantastiske univers. Carsten Sommerskov har arbejdet med selvudvikling i ca. 30 år, og jeg havde selv fornøjelsen af et kursus med ham i 1990’erne. Med Fililumbur-serien har han givet sig i kast med børnelitteraturen, og det er ikke så dårligt. Birde Poulsen er en anerkendt og meget anvendt illustrator, som klæder bøgerne godt.

Til bøgerne hører hjemmesiden www.fililumbur.dk.

Fililumbur i drømmeland

Carsten Sommersted
Illustrator: Birde Poulsen
28 sider
People’s Press 2016

“Godnathistorier der virker” og “Fald glad i søvn – sovehjælp til børn” står det i den lille gule cirkel på forsiden. Derfor anbefaler forfatteren også, at børnene kun må se billeder om dagen, når de ikke skal falde i søvn. Både tekst og billeder appellerer til fantasien, og i Fililumbur i drømmeland er der indlagt en kropsscanning i begyndelsen.

Handlingen har jeg kort beskrevet på JAGOO: “Så bliver vi taget ud på en drømmerejse, hvor vi bl.a. møder godnattergalen, som bor i snorketræet. Sovedyret sørger for, at alle sover, men den er ked af, at godnattergalen skældte den ud. Derfor kan sovedyret ikke sove. Det indskrevne ”du” fortæller godnattergalen, at den skulle tage hen og sige undskyld. Det gør godnattergalen så, og kosmos er genoprettet.”

Fililumbur-serien tager os med til et surrealistisk univers, og i Fililumbur i drømmeland møder vi bl.a. elefanter, som kommer marcherende på et edderkoppespind. Der er skyer, som ligner dyr, og begge dele går man naturligvis glip af ved ikke at vise billederne. Jeg kan bestemt anbefale, at man kombinerer tekst og billede, også her.

Forordet giver nøglen til godnathistorien: “Læs bogen højt for dit barn og giv dig god tid, så barnet får alle de billeder med, der dannes inden i hovedet. Læs langsomt og roligt og sænk stemmen, når slutningen nærmer sig og gab jævnligt. Slut af de at hviske.” Det er altså ikke så meget historien som formidlingen, der giver sovehjælpen. I øvrigt er oplæsningsrådene også gældende ved mere almindelig oplæsning, hvor man ikke ønsker at tilhørerne falder i søvn!

Til bøgerne hører hjemmesiden www.fililumbur.dk.

Vi ses, far

Luise Gibler Rohde
Illustrator: Emilie Melgaard Jacobsen
48 sider
Eget forlag 2015

To pædagoger er gået sammen og har lavet Vi ses, far. Begge har de mænd, som har været udsendt, og forfatteren har også selv været soldat i Kosovo. Med Vi ses, far giver de en fortælling om Frederik, hvis far er taget i krig. Bortset fra det er Frederik helt almindelig: Han er fire år og går i børnehave. Han ser Disney Show og tager til svømning sammen med sin farmor.

Det er en væsentlig bog, for soldaterbørn er præget af deres forældres aktiviteter. Savnet fylder meget under udsendelsen, og når familien er samlet igen, er der ofte sår på sjælen for den hjemvendte. Det kan f.eks. betyde, at barnet ikke ved, hvordan dagsformen er.

Der er dog ikke meget krig i Vi ses, far. Frederiks får at vide, at hans far er taget “til et andet land, hvor han skal hjælpe andre børn og voksne med at holde ro og orden.” Det har ikke været bogens ærinde at gøre læseren ængstelig men i højere grad beskrive det rolige familieliv i starten, savnet i midten og gensynsglæden til sidst. Der er ingen posttraumatisk stress, og faren er klar med kram, højtlæsning og du-må-godt-sove-i-vores-seng, da han kommer hjem.

Om udstationeringen skrev jeg på JAGOO: “Det betyder mange forandringer for Frederik. Først og fremmest savner han sin far. Familien gør meget for at hjælpe ham gennem savnet. Frederik har et billede af sin far ved siden af sengen. Hans mor har lavet en liste, hvor de kan krydse af om fredagen, når der har været Disney Show. Så kan Frederik følge med i, hvor mange uger der er, til han ser sin far igen. Frederik har jævnlig kontakt med sin far, så de ikke mister forbindelsen. De ringer sammen, og de sender fotos.”

Vi ses, far kan også bruges i forbindelse med børn, hvis forældre er væk af andre årsager end, at de er soldater. Også andre erhverv sender forældre ud i verden over længere tid. Læseren kan føle sig forstået, og ideen om en kalender til at tælle ned til genforeningen er hermed givet videre.

Illustrationerne følger teksten ved at være rolige og hyggelige. Et enkelt sted ser man en rasende Frederik, som ligger på gulvet, helt rød i hovedet. Det holder kun, til man bladrer videre og hører, at også mor kan blive sur og ked af det nogle gange.

Det er altså ikke i Vi ses, far, at barnet forberedes på, at krigen kan være traumatiserende. At ikke alle er glade for, hvad Frederiks far laver i det andet land. At han kan komme til skade – eller endda dø. At han skal være parat til at dræbe. Børn i 3-6 års alderen bør også forskånes for de værste detaljer, men de møder billeder fra områder i krig alligevel. De ældste af læserne har derfor brug for at supplere Vi ses, far med andre bøger, som tager de mere alvorlige sider op Eksempelvis Min far er soldat af Christoffer Boserup Skov.

Vi ses, far udsendes i begrænset omfang mod betaling af porto. Kontakt forfatteren via www.facebook.com/Vi-ses-far-1003252956352821.

Læs også om en sommerlejr for soldaterbørn: http://nyheder.tv2.dk/samfund/2016-08-03-boern-af-veteraner-deler-sorger-paa-sommerlejr-ved-aldrig-hvornaar-far-har-en.

Min dag i vuggestue

Marianne Iben Hansen
Illustrator: Lea Letén
32 side
Carlsen 2016

En glad, gennemillustreret bog om hverdagen i vuggestue med meget at tale om, ideer til aktiviteter og skønne, korte rim, man kan sige eller synge med børnene. Vi er helt i øjenhøjde med de børn, der er med i bøgerne. Uanset om der skiftes bleer, leges i sandkassen eller er lagt op til sjov og ballade med vennerne.

Det er sjældent, at vuggestuelivet bliver taget så seriøst, uden at det bliver alvorligt, som det er tilfældet med Min dag i vuggestue. På JAGOO beskrev jeg det sådan: “12 opslag. 12 hverdagssituationer. 12 rim. Mange ideer til aktiviteter og endnu flere spørgsmål, man kan stille med hinanden. Børnene i vuggestuen griner, pjanker og trøster, når der er brug for det. Der er garderobesituationer, spisesituationer, sovesituationer osv. Billedbogen lægger op til dialogisk læsning, for her kan børnene tale med, inden de har et verbalt sprog.”

Hvert opslag følger den samme genkendelige skabelon: Venstre side er delt i fire dele: Et lille rim, ideer til aktiviteter, spørgsmål (i en cirkel) og en vignet med en central genstand fra opslagets emne. På højre side er en større akvarel, som giver plads til mange detaljer at tale om.

Et eksempel er siden om den tid sidst på dagen, hvor energien er i bund og roen er af høj værdi:

Det er sent,
Amir og Jeppe
finder sig en krog,
putter i det bløde tæppe,
kigger i en bog.

Ideerne går på at sprede tæpper ud i en krog, samle sig (børn og voksne/voksen) med en god bog: “her skal man ligge så tæt, at man kan røre ved hinanden, da alle skal kunne være under tæpperne.”

Der er tre spørgsmål, som repræsenterer bredden mellem det konkrete, kollektive sprog og det individuelle mærken-efter-i-maven:

• Hvad er ro?
• Hvad er din yndlingsbog?
• Hvad er en krog?

Der er en vignet med et tæppe, og undtagelsesvis også en med en bog. På det store billede, sidder to børn sammen og læser om dino’er, to børn griner og pjatter i sofaen, mens pædagogen kigger ud fra sig halv-skjul for ikke at bryde fordybelsen.

Fællesskabet bliver fremhævet både i billeder og aktivitetsforslag, og legene rammer ind, lige dér hvor vuggestuebarnet er: I den spæde start til rollelege.

Min dag i vuggestue er kun ca. 20 x 20 cm, og det er en skam for de flotte billeder. De fortjener at blive blæst op i plakatstørrelse og plastret op på væggene! Gerne sammen med de finurlige vers, som børnene (og de voksne) nok skal få lært udenad på ingen tid.

Den store bog om Peter Pedal

(Samling af Peter Nysgerrig, Peter Pedal, Peter Pedal hænger i, Peter Pedal på himmelfærd, Peter Pedal sætter drage op og Peter Pedal på hospital)
Margret og H.A. Rey
Oversat af Vibeke Willumsen, Jørgen Årup Hansen, Tom Havemann og Poul Steenstrup
320 sider
Gyldendal 2014

75 år. Så længe er det siden, Peter Pedal blev opdaget af manden med den gule hat i Afrika. Den nysgerrige abe kom ned fra træet for at undersøge hatten. Det fører til, at han bliver fanget, og det skal ikke blive sidste gang, hans nysgerrighed bringer ham i ulykker.

I anledning af jubilæet genlæste jeg historierne, som jeg husker både fra min egen barndom og fra højtlæsning for mine børn. Historierne fremstår stadig hyggelige og sjove uden at være hysterisk morsomme.

Jeg vil godt fremhæve et par gode detaljer: I Peter Pedal er der en side med en vejledning i at folde papirskibe. Når man har læst historien (eller som pause undervejs) kan man derfor folde sit eget skib på samme måde som Peter Pedal. Læseren inddrages også på anden måde: “Så begyndte Peter-Pedal at lave flere skibe. Og han lavede skibe og skibe og skibe, lige så mange som der var aviser, så mange at han slet ikke kunne tælle dem. Kan du?” Det er skrevet, længe inden dialogisk læsning var blevet formuleret!

Det ligger også lige for at stoppe op i Peter Pedal sætter drage op for at finde de ting på tegningen, som teksten opremser: “Peter-Pedal kunne se Max på sin cykel og et skib ude i søen. Peter kunne se et stort hus  i en lille have og et lille hus i en stor have.”

Desværre er der en række steder, hvor handlingen ikke hænger sammen. Peter Nysgerrig slutter med, at han bliver kørt ud til Zoologisk Have. “Her havde Peter det godt!” Peter Pedal begynder med, at han bor hos sin ven med den gule hat. Hvad skete der lige der? I Peter Pedal hænger i er han kommet i pleje i Zoologisk Have.

Allerede i den første historie forvandles han fra et vildt dyr, en naturlig abe, til et lille barn i abeskikkelse. Det fungerer nu meget godt, og det er netop de menneskelige træk, læseren kan identificere sig med. Det kan være meget svært at sætte alder på dette imaginære barn, for Peter Pedal kan f.eks. godt være alene hjemme, mens manden med den gule hat er på arbejde, men han er nysgerrig og tankeløs i en grad, som ikke berettiger den tillid til ham. Det er så heldigvis det, der driver historien, for der var jo ikke meget sjov ved det, hvis han var låst inde i et bur…

Der er lidt Emil fra Lønneberg over ham (Emil er altså forfattet efter Peter), og også Peter Pedal laver mange ulykker, men redder også dagen. F.eks. redder han en bjørneunge, som er kommet for højt op i et træ.

Den store bog om Peter Pedal har en del ord, som børn ikke umiddelbart kender – i hvert fald ikke i dag. Et pudsigt billede i Peter Pedal hænger i viser et bybillede med en bus med et “optaget”-skilt og butiksfacader, hvor skiltene annoncerer forretningernes navne: snurretoppe, indianerhuer, sodavandsis og børnebibliotek. Butikken “Piber” er sjovt nok det mest realistiske islæt.

Andre steder hører man om undergrundsbanen og om skyskrabere. Det kan blive afsæt for en samtale med barnet om, hvorfor man kaldte tingene sådan i gamle dage. Skyskraberen har i øvrigt svimlende “syv og tyve etager”. Peter Pedal bruger fyldepen og blæk, hvilket naturligvis fremkalder et stort svineri. I sin godhed henter han sæbe, vand og en vandpumpe, som kun gør sagen værre.

Kigger man godt efter, er der også små sjove detaljer i tegningerne. F.eks. har bilen fra Videnskabernes Museum et skilt med “påkørsel frabedes”. Illustrationerne er ellers let aflæsbare og følger teksten; rolige tegninger til rolig tekst – action-mættede tegninger, når teksten lægger op til det.

Et billede viser en lang lige vej ned til søen, hvor Peter Pedal er placeret centralt og med ryggen til. Han er meget lille. Både i forhold til vejen og i forhold til den moppe, han har lavet om til en fiskestang, og som han nu bærer over skulderen. I billedets forgrund er teksten indsat:

Med krog
på snor
og snor
på stang
og kagen
i kassen
og kassen
i hånden
gik Peter ned til søen.

Peter Pedal holder stadig efter 75 år. I hvert fald holder den til en genlæsning for mig. Børnehavebørn (+/-) vil helt sikkert elske den. De vil om ikke andet elske den entusiasme, de fleste voksne vil kunne lægge for dagen med nostalgien som brændstof.

Hvor er søstjernen?

Barroux
Oversat af Karen Kristensen
28 sider
Arvid 2016

Efter i årevis at have gennempløjet billedbøger med myldrebilleder for at finde Holger, flunkerne og alle de andre, er turen nu kommet til søstjernen og dens venner vandmanden og klovnefisken. Hvorfor kan man spørge sig selv. Hvad har Hvor er søstjernen?, som de andre ikke har?

Der er to væsentlige forskelle fra andre bøger af “Find…”-typen. Den ene forskel er, at det bliver gradvist lettere og lettere at finde de tre dyr. Det hænger sammen med den anden forskel: Hvor er søstjernen? er historien om, hvordan havet forurenes mere og mere. Dermed forsvinder dyr og planter, indtil kun en hval ledsager de tre. Hvalen skubber affaldet tilbage, hvor det hører til: Op på menneskets domæne, landjorden. Historien får en lykkelig slutning, for på den rengjorte havbund spirer en lille vandplante, og livet vender tilbage.

Forfatteren og illustratoren Barroux forklarer i efterskriftet, “Det er vigtigt at beskytte de undersøiske kongeriger, hvor der lever fisk og andre levende væsner. Derfor skal vi alle huske at tage vores affald med os og lægge det i en affaldsspand.” Læseren efterlades altså ikke i afmagt. Anvisningen på handling er tydelig nok: Du skal rydde op efter dig. Og gerne efter andre, hvis du vil have rene omgivelser.

Om Hvor er søstjernen? skrev jeg på JAGOO: “Illustrationerne er tilpas detaljerede til børnehavebørn. Som før nævnt vil det tage længere tid at finde de tre dyr i begyndelsen end i slutningen af bogen. På den måde kan opgaven differentieres. Som alle andre bøger af den type falder spændingen, når man har fundet detaljerne nogle gange og kan deres placering udenad. I dette tilfælde står man så tilbage med en god historie, som kan læses igen og igen.”

Forlaget Arvid har tidligere udgivet Hvor er elefanten? af samme forfatter/illustrator.

Sådan får man et barn

Per Holm Knudsen
24 sider
Borgen 2008

Sådan får man et barn udkom første gang for 45 år siden – i 1971. En aktuel debat om bl.a. denne bog gav mig lysten til at genlæse den med 2016-briller. Hvis man sammenligner med nye udgivelser til de yngste, er den meget direkte både i sprog og billeder. “Morens revne hedder kussen. Du kan se farens tisse-mand. Tisse-manden hedder pikken (…) Farens pik er blevet stor. Den stritter lige ud i luften.” Og det sidste fremgår tydeligt af tegningen.

Forfatteren, som er psykoterapeut og sexolog, anbefaler, at man bruger de ord, man plejer, hvis man ikke kan lide bogens ord. Som en pædagog skrev det i en debat om bogen: “Hvad ville vi sige til børnene, hvis de brugte dette sprog og disse betegnelser?”

Svaret afhænger vel af den tone, det er sagt i? Med fnisen eller som øgenavn/skælsord kan ethvert ord gøres “forbudt”. I Sådan får man et barn er der ingen af delene. Sex er en naturlig ting, børn undfanges ved sex, og man er nøgne imens.

Her hopper kæden lidt af. Der er sket meget siden 1971, og bogen fremstår anakronistisk heteronormativ og kønsstereotyp. Bogen indledes med “Skal jeg fortælle dig, hvordan man får et lille barn? Du ved godt, at et barn har en mor og en far. Moren og faren må hjælpe hinanden for at få et barn.” Der blødes lidt op i det efterfølgende “Faren og moren bor ikke altid sammen, når barnet bliver større. Men det er dem, der engang lavede det.”

Der er ikke noget galt i at fortælle, hvordan en graviditet og fødsel kan være sket. Endda en måde, som ligner de fleste menneskers historie. I Sådan får man et barn fremstår det blot som den eneste måde. Hvis man supplerer bogen med f.eks. Stine Josefine Dige og Maria Tran Larsens Niller Pilfinger– og Pia Olsen, Karla Elena Olsen og Ina Korneliussen Karla-serier, kan det gå an, men ingen af de to sidstnævnte antyder, at deres historie er en norm, det er bare (også) normalt.

Kropsforskrækkelsen i danske daginstitutioner vil sikkert forhindre Sådan får man et barn i at ligge frit tilgængeligt de fleste steder. Jeg vil dog anbefale, at man har den i baghånden til en seriøs samtale med børnene om, hvordan et samleje (“Det kalder man også at bolle eller at sam-lege”), en graviditet og en fødsel kan forløbe.

Det kan måske tage brodden af noget af det frække ved at gå rundt og sige ord til hinanden, man alligevel ikke kender betydningen af. Sådan som børn alligevel gør i børnehaven. Så grib da lejligheden.

En helt hvid bog

Silvia Borando, Lorenzo Clerici og Elisabetta Pica
44 sider
Alfa (Eksistensen) 2015

I en fortælling helt uden ord maler en dreng på væggen med en malerrulle. Han maler fugle, fisk, en elefant osv. De giver ham ikke glæde, men til sidst maler han en hund frem, og den springer ham i møde. Han har fået en ven.

Så banal og universel er fortællingen i En helt hvid bog. Derfor kan den bruges helt ned i vuggestuen. Ældre børn kan også have glæde af den.

På JAGOO skrev jeg: “En helt hvid bog er uden ord. Man kan fortælle meget med få streger. Drengens ansigt er en guldgrube af udtryk. Forventningens glæde, når dyrene viser sig. Skuffelsen, når de flyver/svømmer/løber væk. Forskrækkelsen, når en dinosaur truer ham (…) Da hunden kommer frem, ser drengen lidt undrende ud: Hvad skal han stille op med den? Hans undren skifter til glæde, da hunden hopper op i hans udstrakte arme.”

Det er dejligt at læse en bog, som tør. Som tør droppe ordene og lade billederne fortælle det hele. Forløbet i En helt hvid bog har mange gentagelser og er derfor god til de ikke så rutinerede læsere. Samtidig fortæller den om skuffelser og om venskab, så også de mere rutinerede kan få noget ud af at læse. Det sker sjældent, især er bøger med gode fortællinger sjældne til vuggestuebørn.

Når der er så lidt tekst, er der plads til at lade sin egen fantasi komme i spil.

Se et uddrag af En helt hvid bog her.