Tag-arkiv: 9 år

Den store ordsprogsbog

Den store ordsprogsbogDen store ordsprogsbog

90 danske tegnere
Redigeret af Tove Krebs Lange
217 sider
Gyldendal 2016

 

 

Et overflødighedshorn! Mere præcist kan det ikke siges. Hver gang, man vender en side, kommer et nyt ordsprog, en ny illustration fra en ny tegner og en ny nydelse frem. Tove Krebs Lange har samlet det ypperste, Illustratorgruppen i Dansk Forfatterforening kan præstere. Som læser må man bare se og se. Det er som at spise en lækker dessert: Skulle øjet blive mæt, bladrer man en gang, og så kan man alligevel rumme lidt mere.

I faglig sammenhæng kan man anvende nogle af de aktiviteter, som bogen giver. Efter illustrationerne er der trykt kort, hvor man skal samle begyndelsen og slutningen af ordsprog. Har man et større kendskab til illustrationer af danske børnebøger, kan man også nørde med at gætte på, hvilke andre bøger der er illustreret af den aktuelle illustrator.

Har man lyst til selv at kaste sig ud i at illustrere ordsprog, kan man enten genbruge nogle af bogens eller kigge sidst i Den store ordsprogsbog, hvor der er flere ordsprog, som ikke blev illustreret.

JAGOO gav jeg en række eksempler fra bogen, for det er svært at beskrive så mangfoldig en bog, hvor man ikke kan vælge, hvad man vil fremhæve:

“Er det de farverige sider som Ida Gantriis’ flyvende, stikkende elefant, som viser, at man ikke skal “gøre en myg til en elefant?” Eller Kirsten Gjerdings hjerteskærende “Brændt barn skyr ilden?” Eller den absolut farverige husmor, som sagde “Renlighed er en dyd (…) og tørrede bordet med katten.”

Er det de små fine streger med Tea Bendix’ yndede motiv, musen, som ikke skal ”gå over åen efter vand”? Eller Anna Margrethes patchwork-hus, hvor “Nød lærer nøgen kvinde at spinde?” Eller Kamila Slocinska, som har sarte figurer med papnæb, fordi “Hver fugl synger med sit næb?”

Er det de finurlige fortolkninger som Hanne Bartholins “Han kan ikke se skoven for bare træer”, illustreret med hendes elskede elefanter? Eller Palle Bregnhøi, som lader ”Det skal smage af noget, sagde kællingen, så hun fes på kålen” illustrere af en fis så kraftig, at kålen bøjer sig i dens lys? Eller bageren, som er ved at drukne i dej i Bodil Carstensens illustration af “Slå ikke større brød op, end du kan bage.” Eller Stine Rintoft, som lader “Gammel kærlighed ruster ikke” illustrere af en kæmpe Nutella-bøtte!

Er det de mig ukendte ordsprog som ”Holder man tand for tunge, flyver ingen fluer ind og ingen tudser ud” eller variationer, jeg ikke havde hørt før: ”Naboens høns lægger altid større æg” og ”Andres køer har større yver”?”

En komplet liste over illustrerede ordsprog og deres illustratorer kan læses her.

Omslaget til Den store ordsprogsbog  er lavet i lækkert karton, og hvis man ønsker at se illustrationerne i A3, er de på turne på danske biblioteker. Januar 2017 på Kulturstation Vanløse, februar 2017 Dokk1 i Aarhus og marts 2017 i Ringkøbing. Kontakt selv bibliotekerne for præcise udstillingstider.

Tokolosh

TokoloshTokolosh

Lise Bidstrup
Illustrator: Birde Poulsen
232 sider
Carlsen 2016

 

 

 

 

Sofies mor er forsvundet i Afrika, muligvis ædt af vilde dyr. Nu tager hun med Far dertil. Far vil Ikke lede efter Mor, han vil vise Sofie, hvorfor Mor elskede kontinentet så meget. Det har Sofie ikke meget forståelse for. Alt er fremmedartet og eksotisk: “alt havde været så anderledes. Den trykkende varme. De mange mennesker. Kun sorte. Ingen hvide. Gad vide, om det var sådan at være fremmed i Danmark. At man følte sig ved siden af på grund af sin hudfarve?”

Hurtigt kommer der et magisk element ind i historien. Sofie lokkes ud i natten og bliver bidt af en leopard. Det gør, at hun forvandles til en vildhund, sådan on/off. I begyndelsen kan hun ikke selv styre det, men hun lærer hurtigt. Det viser sig, at hun også kan forvandle sig til andre dyr: bavian, myresluger og meget andet.

Nu bliver det Sofies opgave at finde den Tokolosh, som er årsagen til hendes forvandlinger (og mange andre menneskers lignende skæbne, viser det sig). En tokolosh er et magisk væsen med stor magt.

Den mystiske Dingi Robinson hjælper Tokolosh, og han har også noget at gøre med krybskytterne, som ikke alene truer de vilde dyr men også Sofie og de mennesker, hun rejser med. Det gør Far utryg, og han ønsker at sende Sofie hjem i sikkerhed i Danmark. Nu har hans datter imidlertid fået en god grund til at blive i Afrika, og hun må bruge list (og løgn) for at slippe for hjemsendelse.

Fortællestemmen ændrer sig i den del af Tokolosh, hvor Sofie er forvandlet til en flue. Hun ser derfor tingene fra et andet perspektiv – helt bogstaveligt. En lille nørdet detalje, som giver afveksling i historien. Også på andre måder udfordrer sproget. Der er mange ord, som knytter sig til Afrika: game drive, safarijeepen, overraskelsesangreb, krybskytter og ranger. Nogle af dyrene kan også være fremmede for barnet (og den voksne læser), men så har man jo en anledning til at slå det op og bliver beriget.

Tokolosh er såkaldt magisk realisme, hvor en helt igennem realistisk verden er tilføjet nogle få magiske elementer. Der er mange lighedspunkter mellem Astrid Lindgrens Mio, min Mio. Sofie deler det lidt naive syn, som blandes med en klogskab, som ikke er tom viden, med Mio. Hendes afsluttende opgør med Tokolosh har også referencer til Mios kamp mod ridder Kato. Hvor ridder Kato har en jernklo, kan Tokolosh bl.a. kendes på en kæmpe tissemand(!), som ikke hjælper ham.

”På en eller anden måde havde han fået fat i en gren, som han slog løven [Sofie i forvandling, red.] over snuden med. Smerten jog gennem hele kroppen, og Sofie slap sit greb. Tokolosh var udmattet af hendes angreb i dyreskikkelse. Nu var det menneskets tur. Kun et menneske kunne dræbe Tokolosh. I samme bevægelse, som hun skiftede skikkelse, slyngede hun sin hånd fremad mod Tokolosh brystkasse. Forvandlingen til menneske var fuldført, da hendes hånd brød gennem hans papirtynde hud lige ved solar plexus. Han kiggede op med et forvirret blik (…) I det samme var det, som om Tokolosh faldt fra hinanden. Den krop, der var blevet holdt i live af sangomaens sorte magi, gik i tusinde stykker, der, da de ramte jorden, blev til en fint, rødligt pulver.”

På den måde har det gode endnu engang tilintetgjort det onde. Sofies liv bliver normalt og dermed godt igen. Tokolosh er en bog, man lægger fra sig med et dybt suk, som kommer af en tilfredshed med at have haft en dejlig oplevelse.

JAGOO skrev jeg bl.a.: “Citatet viser det smukke sprog, som Tokolosh er skrevet i. Det viser ikke de fine og udtrykfulde tegninger, som følger med, rundhåndet strøet ud over kapitlerne i et antal på ca. 50. Og så antyder det, at sproget også kan være vanskeligt af og til. Jeg lærte et par nye ord undervejs, og børn vil blive beriget med ord som bl.a. game drive, safarijeepen, overraskelsesangreb, krybskytter og rangerne. Desuden er der nok nogle af dyrenavnene, som lige kræver et opslag på nettet. Det er en fin anledning til at åbne en verden for læseren: Den afrikanske verden, som den er beskrevet her.

Tokolosh er fortalt gennem Sofies oplevelser, men et sted ændrer fortællestemmen sig, fordi Sofie forvandler sig til en flue og derfor får et andet perspektiv. Det er en lille detalje, som bryder fortællingen og forstyrrer tilpas.”

Lise Bidstrup og Birde PoulsenDet fine samspil mellem forfatter og illustrator er et stort plus ved Tokolosh. Lise Bidstrup og Birde Poulsen har været på en fælles rejse til Afrika for at researche. Her ses de ved et af de ca. 50 illustrationer marts 2016 ved et foredrag til Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmarks generalforsamling. Det er Lise Bidstrup til venstre og Birde Poulsen til højre.

Som både citater og tegningen antyder, er der ikke meget politisk korrekthed i Tokolosh. Det er fortalt gennem barnets undrende øjne og med de tanker, der falder Sofie ind for at beskrive det. Hun ser f.eks. ”et par dovne medarbejdere (…) en anden tullede rundt med en kost, der skubbede skidtet omkring til nogle andre hjørner, og damen ved skranken sad og læste i et magasin.”

 

Bring en ting

Bring en tingBring en ting

Karen Filskov
32 sider
Gyldendal 2016

 

 

 

 

Bring en ting er mere end en 2’er til Skoven fra oven fra året før. Karen Filskov har leget mere med farverne i trykket og givet sig friere rammer med de grafiske virkemidler. Til gengæld har hun videreført ideen med at lade skriften danne de emner, teksten beskriver i et poetisk og finurligt sprog.

Denne gang er det hverdagsting. Udvalget (og det visuelle udtryk) efterlader dog et lidt gammeldags indtryk, som inspirerer til at læse bogen langsomt. Det fortjener den også.

“Nogle eksempler på sjove detaljer: En side fortæller om solbriller. Teksten er skrevet med hvid skrift, som danner et par briller – og med sort skrift, som danner glassene. En anden side er om en lommeregner, hvor solcellerne er gulligtgrønne i den sorte lommeregner. Kontakter er hvide bortset fra on/c-knappen, som er orange. Meget godt tænkt.

Det lidt gammeldags udtryk ses både rent grafisk og i valget af f.eks. ”myren” som stol. Det kan være svært for et barn at se, at det er en stol, hvis der ikke lige står et eksemplar af Arne Jacobsens 1950’er-design i nærheden eller derhjemme. Pengekatten på en anden side kan også være svær at aflæse, men så har man jo mulighed for at tale med barnet om, hvad det er.” (Fra min boganmeldelse på JAGOO.)

Et eksempel på resultatet af det detaljerede nørkleri er siden om cyklen. Den hvide tekst former to hjul, som bliver brudt af det sorte stel. I krydspunkterne optræder bogstaverne som i en krydsogtværs og indgår i flere ord på en gang.

Både Bring en ting og forgængeren kan fremkalde undren hos det bog(stav)fortrolige børnehavebarn. Ældre børn kan blive inspireret til selv at lave tekster, som danner former og figurer. De fleste vil næppe falde for bogens charme, men for enkelte børn kan det blive en absolut favorit.

Ørnbøls ABC

Ørnbøls ABCØrnbøls ABC

Brian Ørnbøl
Illustrator: Rune Johansen
66 sider
DreamLitt 2016

 

 

 

 

Referencerne til Halfdans ABC ligger ikke kun i titlen. Flere af versene kunne være skrevet af Halfdan Rasmussen, både ud fra tematik, rytme og ordvalg. Ørnbøls ABC har et stort potentiale. Den kan læses af en bred aldersgruppe, og den voksne (højt)læser vil også trække på smilebåndet undervejs.

På hvert opslag er der to tegnede bogstaver (hhv. det lille og det store bogstav), et vers og en stor farveillustration. Motiverne i Rune Johansens illustrationer er både sjove og spændende, men jeg kunne godt ønske mig en stil med lidt mere kant.

Det er oplagt at fremhæve enkelte sider i alfabetisk rækkefølge:

B

Børge piller altid næse
med sin næsepillerfinger (…)
Bag ved Børges ene tand
lever nu en bussemand
.

Den skal nok vække jubel, og tegningen viser Børge siddende på sit scateboard med den ene næsepillerfinger godt oppe næsen og den anden beklædt med grøn bussemand.

F

Her bliver det endnu mere halfdansk, så vi tager hele verset:

Fisken Frode og hans søn
var på vej til Thyborøn
Så en fladfisk, der var spættet
Så dog ikke fiskenettet
De kom ej til Thyborøn
Fisken Frode og hans søn

Den fortjener at blive en klassiker. En kort fortælling med både anslag, midte og afslutning. Gode rim og lidt ordspil.

J

Ordspil er der også her, hvor jordbærplanten Baldrian møder isen Peter. Som Snemand Frost og frøken Tø ender de i hinandens arme som jordbæris.

K

Min personlige favorit, første gang jeg fik lov at læse teksterne, var den om kaninen, som kysser og kysser og kysser. Kameler og mænd med seler. Og moralen var, at kaninen håber på om mange dage / alle kysser ham tilbage. Tegningen er en sjov kanin omgivet af kyssemærkede dyr og mennesker. Lidt for sødt, lidt for meget læbestift, men det appellerer helt sikkert til de yngste læsere i målgruppen.

L

Læserappeal har historien om hunden og katten, som laver så meget lort på loftet, at lortebjerget bliver større end den største dværg.

N

… er fortællingen om nøglen til skuffen, som er inde i huset, mens nøglen til dørens hængelås er inde i skuffen. Logikken er ikke helt gennemført, for nøglen til skuffen kunne jo være hvor som helst, når man ikke kan komme ind og bruge den. Desuden kunne en lampe på kommoden med fordel have været erstattet af førnævnte hængelåsnøgle, så man faktisk kunne se den.

O

Dette vers adskiller sig fra de øvrige ved ikke at have noget rim. Til gengæld vrimler tegningen af O’er, og det er gOdt!

R

Vi kommer hurtigt tilbage til den vante form med Dorte (et yndet navn i Halfdans børnerim), som rimer på borte:

Rikke Rimsmed skrev et rim
med usynligt blæk
Da hun ville læse det
var det hele væk
Da hun viste det til Dorte
var og blev det ganske borte
Heldigvis var teksten noget
Rikke havde i sit hoved.

Det indeholder jo både lune og visdom.

S

Her viser illustratoren sit bedste: Teksten fortæller, at hvis “mange nok” små fisk spræller, plasker de som hvaler. Illustrationen er en masse fisk, som tilsammen danner formen af en hval. Ssssssuper.

V

Brian Ørnbøl vender den gamle kliche på hovedet og fortæller om vaskekonens mand, som ikke sorterer vasketøjet. I denne udgave bliver det hele hvidt som pudder.

Æ

Bennys bukser har ikke brændt forgæves. Her er det ælling og kælling, der indgår i en forvekslingskomedie:

Lille ælling gik til tælling
Fald i gulvet med det vons
da den sloges med en kælling
i et fint karatekluns
Ælling lå nu foran kælling
kælling væltede over ælling
Kælling var nu helt besvimet
Ælling vandt og lå og grinede.

Å

Det er et litterært greb at henvende sig direkte til læseren, og det sker på det sidsteBetalæser - Ørnbøls ABC opslag:

Hvis du er nået til denne side (…)
Så lærer du alt fra A til Å.

For god ordens skyld skal jeg fortælle, at jeg har været betalæser på Ørnbøls ABC og derfor ikke kan anmelde den helt uvildigt. Klik på billedet for at se forstørrelse.

Plan B

Plan BPlan B

(Gustav og Raktebroderskabet 5)
Frank Madsen

Illustrator: Sussi Bech
64 sider
Eudor 2016

 

 

 

Vi er nu nået halvvejs i serien om Gustav og Raketfabrikken. Den kiksede drengebande Hell Boyz følger Gustavs søster Astrid, som følger den intergallaktiske grønne pige Stella, som leder efter Gustav. Gustav er blevet fanget af Beriah, som er chef for det hemmelige politi på Stellas hjemplanet.

Serien skal læses i rækkefølge, og det er en dårlig ide at dumpe ind midt i det hele. Så går man glip af den rolige udvidelse af persongalleriet, for der er efterhånden mange navne at holde styr på. Som jeg skrev på JAGOO: “Det bliver mere og mere indviklet, og man skal da også have læst de fire foregående bind i serien for at få det fulde udbytte. Det kan man også roligt gøre, for der er humor, action, en grøn rumpige og robotnørderi at hente hos serien om Gustav og Raketbroderskabet.”

Beriah er en skummel fyr og vist ikke helt til at stole på… eller? I hvert fald fortæller han Gustav, at det er Stella og hendes far, som startede krigen på hjemplaneten for at få fat i alle de fem “sten”, som Den Store Programmør har fordelt. Beriah fortæller også, at Stella slet ikke kan blive hans (Gustavs) kæreste, for hun er allerede lovet væk på sin hjemplanet. Derfor tilbyder Beriah at hjælpe Gustav i kampen mod Stellas stedmoder.

Stellas far ved ikke, at hans datter er taget efter Gustav. Han gør sammen med sin assistent Igor klar til at forlade Jorden og opdager først 15 minutter før start, at Stella er væk. Samtidig bliver han opsøgt af kommunens folk, som Gustavs far har kontaktet. Især en bureaukratisk hennafarvet mand, som med seriens sædvanlige humor viser sig at være “Rikke fra kommunen.”

Da Gustav med Stellas hjælp flygter fra Beriah, vender de tre børn tilbage til Stellas hjem. Hell Boyz fanger Beriah i den tro, at det er Gustav, og i næste bind får vi nok afsløret, om den maskerede Miss X også vil give et års forbrug af chokofanter for en officer fra en anden planet, selv om det var en dreng fra Jorden, hun havde ønsket.

I Stellas hjem vil Rikke “sørge for, at du bliver anbragt på et godt hjem, hvor du ikke behøver at stikke af!” Det siger hun, mens “en trøstende og let fugtig hånd lagde sig på Stellas skulder.”

Astrid foreslår i stedet, at Stella flytter ind hos hendes familie, og sådan bliver det. Plan B har en åben slutning, hvor noget nærmer sig Jorden. Et par rumskibe? Det finder vi nok ud af i 6’eren, Xenia. Jeg skal i hvert fald nok følge med, for Gustav og Raketbroderskabet er morsom og har højt fortælletempo, perspektivskift og gode illustrationer. Et perfekt forslag til læsning for børn, som går død i længere og mere teksttunge bøger.

Til bøgerne hører et spil, som kan hentes på www.eudor.dk/raket/hentspil.

 

Malala – pigen som kæmper med ord

Malala - pigen som kæmper med ordMalala – pigen som kæmper med ord

Karen Leggett Abouraya
Illustreret af L.C. Wheatley
Oversat af Vagn Plenge
40 sider
Hjulet 2014

 

 

 

Malala Yousafzai er et forbillede for mange børn i verden – især piger i områder, hvor piger ikke har ret til at “kæmpe med ord”, sådan som hun har gjort det. Denne smukke billedbog fortæller historien bag Malala, som modtog Nobels Fredspris i 2014. Hendes tidlige barndom i Swat-dalen i det nordlige Pakistan. Hendes debut som blogger som 11-årig. Talebanernes magtovertagelse og de konsekvenser, det fik for hendes påklædning, hendes sociale muligheder og ikke mindst hendes skolegang.

I 2009 betød de åbne kampe mellem Pakistans hær og talebanerne, at Malavis familie flygtede fra Swat. Da de vendte tilbage, var byen ødelagt. “Ødelæggelserne i byen fik dem til at græde. Alt var ét kaos. Hendes brødres kyllinger var døde. Men mirakuløst nok var bøgerne i hendes værelse urørt.”

JAGOO skrev jeg om Malala – pigen som kæmper med ord:  “De følsomme og alsidige papirklip viser kontrasten mellem den farvestrålende kultur og natur, som er Malalas, og den grå og triste verden, talebanerne skabte for hende. Særligt ansigterne er vellykkede, og på opslaget om talebanernes strenge regler er alle ansigter formummede. Et godt visuelt greb.”

Malala modtog i 2011 Pakistans nationale fredspris for unge, da den blev uddelt første gang. Året efter bliver hun skudt af en talibaner og bragt til England for at blive behandlet. 2014 modtager hun Nobels fredspris som den yngste nogensinde.

Børnehavebørn vil kunne begejstres over fortællingen om et barn, som gør så stor forskel. Men også ældre børn vil kunne bruge bogen. De sidste sider i Malala – pigen som kæmper med ord fortæller om Pakistans historie og andre fakta. Denne tekst er ikke egnet til børnehavebørn, men det gør ikke bogen ringere. Det springer man bare over ved højtlæsning. De ældste læsere vil her kunne få ekstra viden og henvisninger til, hvor de kan læse mere.

 

Bare en ond drøm

Bare en ond drømBare en ond drøm

Aino og Ville Tietäväinen
Oversat af: Siri Nordborg Møller

47 sider
Høst & Søn 2016

 

 

Ville Tietäväinen har sammen med sin datter Aino Tietäväinen skabt en billedbog, som bygger på Ainos drømme, da hun var 3-6 år. Børnetegninger blander sig med voksentegninger og giver læseren indblik i både de onde drømme og en fars måde at håndtere datterens angst på.

“Fortæl nu bare. Når man snakker med sin far om den onde drøm lige med det samme, så behøver man ikke længere være bange for den.” Sådan siger faren. “Det hjælper ikke at fortælle. Man kommer bare i tanke om den igen og igen,” svarer datteren meget fornuftigt, men faren åbner for genfortællingen med den sætning, som også lægger ord til titlen: “Så ved du, at det bare er en ond drøm.”

Bare en ond drøm er en blanding af mange genre. Det er en billedbog for børn. Den kan også læses som en guide til at håndtere børns onde drømme. I kraft af de titler og angivelsen af barnets alder, børnetegningerne har fået, fungerer den også som et indblik i, hvordan børn tænker og tegner.

Ville Tietäväinen har tilføjet små tegneserier i grå nuancer om farens og datterens fællesskab. En smuk detalje.

JAGOO skrev jeg: “Ord og fragmenter af sætninger er brugt som virkemidler, bl.a. som skygger i baggrunden. Det pirrer nysgerrigheden, at de er bevaret på finsk, og de fleste læsere må lade sig trøste med, at det må være et bevidst valg – og i øvrigt leve med ikke at forstå ordene. Man får dog den oplysning, at det er finske drømmetydninger. Resten af teksten er oversat af Siri Nordborg Møller og rummer både den uhygge og den trøst, som illustrationerne også formidler.”

Hvis man undskylder ordspillet, kan man kalde Bare en ond drøm en våd drøm for en freudianer. Bogen myldrer med orme og slanger. Vand og ild. Nøgenheden er formidlet i en form, som ikke afskærer børn fra at læse med. Bare gå i gang med at tolke. Har man som læser brug for hjælp til det, kan man gå på opdagelse i kildeliste til drømmetydningerne (også noget af en sjældenhed i en billedbog. Nye drømmetyder kan begynde her!

I pædagogisk sammenhæng skal man naturligvis overveje, hvordan Bare en ond drøm bruges blandt børn. For de fleste vil det være en velkommen lejlighed til at bearbejde sine egne onde drømme, men for nogle kan det naturligvis give føde til fornyet angst.

Det vil være oplagt at pege på, at Bare en ond drøm giver et eksempel på, hvordan barnets tegninger kan bruges i en kontekts, hvor de tages alvorligt og bidrager til en bog, som slet ikke kunne være lavet uden. Man kan jo overveje at bruge ideen i sin egen praksis.

Beriah

BeriahBeriah

Frank Madsen
Illustrator: Sussi Bech
63 sider
Eudor 2015

 

 

I fjerde del af serien om Gustav og raketbroderskabet fortsætter Gustavs forsøg på at finde hoved og hale i begivenhederne i Grødby. Nye læsere bliver hjulpet af Stella, som fortæller om sin flugt fra stjernebilledet Orion. Sammen med sin far skjuler hun sig for Beriah, som er chef for det hemmelige politi på Stellas planet. Ved at ændre sin hudfarve fra den naturlige grønne farve kan de blande sig ubemærket med jordboerne. Næsten ubemærket.

Beriah dukker der flere bipersoner op. Særligt interesserer Gustav sig for en stedmor, som Stella har, og især en prins, som stedmoren åbenbart har udsøgt til Stella. Måske finder han svar i kommende bind i serien, for Beriah slutter med, at Gustav bliver taget til fange af Beriah, som vist ikke er så fysisk stor og stærk, som hans fremtoning ellers lader tro.

Med Gustavs passivitet bliver der plads til flere af bifigurerne. Lillesøster Astrid får en mere fremtrædende rolle. Hell Boyz, den lokale drengebande, får besøg af en mystisk kvinde. Læseren vil nok tro, at det er Isabella-Victoria fra klassen, men Kenned, Laurits, Niklas og Patrick kender hende kun som Miss X.

Det større spillerum til bipersonerne giver læseren flere at identificere sig med, og det løfter Gustav og raketbroderskabet. Med dette bind har serien også fået den action og humor tilbage, som kendetegnede den fra starten.

JAGOO skrev jeg bl.a. om en særligt velfortalt episode: “Fysiklæreren Dynamit-Jens, som også er hjemmeværnsmand, går intetanende rundt i sit hus og pakker sit udstyr. Teksten fortæller ikke om noget unormalt, men på billederne ser vi en mumielignende skikkelse liste rundt imens (…) Historien er igen kommet op i tempo, og det lille tvist med at lade billede og tekst komplimentere hinanden er vellykket. Teksten er skrevet med Dynamit-Jens’ perspektiv, illustrationerne viser skikkelsens oplevelse af samme situation.”

Humoren ses bl.a. i en scene, hvor Stellas far og Astrid braser ind på værelset hos Gustav og Stella. Stella har netop fortalt Gustav om sin oprindelse:

Hendes hudfarve skiftede tilbage til normal. Altså normal for jordboere.
I samme nu blev døren til Stellas værelse revet op:
”Haha! Hvad sagde jeg?” råbte Astrid triumferende. ”De sidder og kysser!”
”Vel gør vi ej!” råbte Gustav vredt. Hans hudfarve skiftede hastigt til rød, hvilket var helt normalt. I hvert fald for Gustav.

Som i de tidligere bind i serien slutter Beriah med nogle sider med fakta og forslag til aktiviteter og lege. Denne gang er emnet robotter – en opfølgning på bind tre af samme navn. Den korte gennemgang af robotter før, nu og i fremtiden er god. Derimod er vejledningen i at bygge sin egen robot bare et forslag til at lave en fastelavnsdragt.

 

Der er planlagt i alt 10 bind i serien Gustav og raketbroderskabet, og bind 5, Plan B, er lige på trapperne.

Mekano Max

Mekano MaxMekano Max

Brian P. Ørnbøl
Illustrator: Tom Kristensen
52 sider
Calibat 2016

 

 

Mekano Max er ved at ordne sin bil, da en tyv stjæler en bolt. Max sætter efter ham og kommer dermed til at deltage i en konkurrence om at gennemføre et løb med mindst brændstofforbrug. Da Mekano Max får hjælp af alle mulige dyr undervejs, vinder han løbet.

Det er rammen i Mekano Max, som kan læses med en rap-rytme, som rammer den seje stil i billederne. En tyk sort streg og klare farver giver et street art udtryk uden at læseren skal undvære detaljer som en alligator i hawaiiskjorte, som har en badeand.

Også teksten afslører mere og mere ved genlæsning. Miljøtemaet ses både i motorløbet, man vinder ved at bruge mindst brændstof, og af, at dyrene æder biler, præmien, telte, borde og bænke efter løbet.

”Konkurrencen er slut med en ordentlig salut,
og alting forsvinder og bliver til minder.”

Det bliver dog ikke for meget, og man morer sig herligt undervejs både som voksen- og som børnelæser.

På JAGOO skrev jeg bl.a.: “Man komme uvilkårligt til at tænke på Axel elsker biler. Både i rytme og ordleg ligner de to bøger hinanden – og så er der jo biler med, som er et hit hos mange børn. Man kommer til at læse den mange gange, og det gør ikke noget, for teksten lægger op til en hurtig oplæsning, som kræver lidt øvelse. Det er ikke altid lige let, og det er bestemt ikke nogen hjælp, at alle vers er skrevet med versaler. Til gengæld er det et stort plus, at det rent faktisk rimer.”

Sidste side er en såkaldt “hyggesnak” med spørgsmål til historien. “Hvor mange dyr, som ikke lever i Afrika, kan du finde i bogen?” er et eksempel på de lidt løsrevne spørgsmål, som slet ikke har resten af bogens tempo og humor.

Mekano Max er Brian P. Ørnbøls debut som børnebogsforfatter, mens Tom Kristensen kendes fra bl.a. børnebøger og graphic novels.

 

Min mormor og Skovkrokodillen

Min mormor og SkovkrokodillenMin mormor og Skovkrokodillen

Anne Bredahl
Illustrator: Dita Sternfend
32 sider
Damgaard 2015

 

Man skal ikke lade sig narre af, at Min mormor og Skovkrokodillen i fortælle- og tegnestil ligner endnu en af de romantiske, glatte og lidt kedelige børnebøger. Den snyder! “Min mormor og Skovkrokodillen er så bizar, at det klukker i maven,” som jeg skrev på JAGOO.

Marius, Lillesøster og Mormor leger i baghaven, da Lillesøster kommer til (?) at smække sig inde i huset. Hun må reddes, inden Komfurmonstret “som kunne blive varmere end selve solen” får fat i hende. For at komme ind til Lillesøster. skal man op over et plankeværk, udenom huset og om til fordøren. Kun Mormor kan både kravle over det høje plankeværk og klare Skovkrokodillen, som med sikkerhed lurer udenfor. Det gør den nemlig tit, især i regnvejr, og nu begynder det endda at regne.

Mormor – pludselig klædt som ninja – kommer op over plankeværket og går i infight med Skovkrokodillen, kun bevæbnet med en rive, som Marius rækker hende. Han kan ganske vist ikke se over plankeværket, men han kan høre de mange uhyggelige lyde. De kommer ikke mindst fra Mormor, som “sagde alle de grimme ord, børn får skældud for at sige. Det
måtte være en vild kamp.”

Der er ingen grund til at betvivle kampen. De fleste børn ser ikke Julemanden komme med gaverne men får resultatet af hans besøg at se. På samme måde kan Marius glæde sig over, at Mormor lidt efter lukker ham ind i huset. Lillesøster er uskadt, og dagens oplevelser skylles ned med en is. Først da kommer Mor, og hendes bekymring for de mudrede fodspor på gulvet tyder på, at hun ikke helt tror på Mormors forklaring om Skovkrokodillen.

Så er det da dejligt, at der stadig findes mormødre med fantasien i behold. Endda i så store mængder, at hun har overskud til at dele den med børnebørnene. I stedet for at advare mod varmen fra komfuret – som ikke kan ses hverken for det ydre eller det indre blik – giver hun faren form gennem Skovkrokodillen.