Tokolosh

Lise Bidstrup
Illustrator: Birde Poulsen
232 sider
Carlsen 2016

Sofies mor er forsvundet i Afrika, muligvis ædt af vilde dyr. Nu tager hun med Far dertil. Far vil Ikke lede efter Mor, han vil vise Sofie, hvorfor Mor elskede kontinentet så meget. Det har Sofie ikke meget forståelse for. Alt er fremmedartet og eksotisk: “alt havde været så anderledes. Den trykkende varme. De mange mennesker. Kun sorte. Ingen hvide. Gad vide, om det var sådan at være fremmed i Danmark. At man følte sig ved siden af på grund af sin hudfarve?”

Hurtigt kommer der et magisk element ind i historien. Sofie lokkes ud i natten og bliver bidt af en leopard. Det gør, at hun forvandles til en vildhund, sådan on/off. I begyndelsen kan hun ikke selv styre det, men hun lærer hurtigt. Det viser sig, at hun også kan forvandle sig til andre dyr: bavian, myresluger og meget andet.

Nu bliver det Sofies opgave at finde den Tokolosh, som er årsagen til hendes forvandlinger (og mange andre menneskers lignende skæbne, viser det sig). En tokolosh er et magisk væsen med stor magt.

Den mystiske Dingi Robinson hjælper Tokolosh, og han har også noget at gøre med krybskytterne, som ikke alene truer de vilde dyr men også Sofie og de mennesker, hun rejser med. Det gør Far utryg, og han ønsker at sende Sofie hjem i sikkerhed i Danmark. Nu har hans datter imidlertid fået en god grund til at blive i Afrika, og hun må bruge list (og løgn) for at slippe for hjemsendelse.

Fortællestemmen ændrer sig i den del af Tokolosh, hvor Sofie er forvandlet til en flue. Hun ser derfor tingene fra et andet perspektiv – helt bogstaveligt. En lille nørdet detalje, som giver afveksling i historien. Også på andre måder udfordrer sproget. Der er mange ord, som knytter sig til Afrika: game drive, safarijeepen, overraskelsesangreb, krybskytter og ranger. Nogle af dyrene kan også være fremmede for barnet (og den voksne læser), men så har man jo en anledning til at slå det op og bliver beriget.

Tokolosh er såkaldt magisk realisme, hvor en helt igennem realistisk verden er tilføjet nogle få magiske elementer. Der er mange lighedspunkter mellem Astrid Lindgrens Mio, min Mio. Sofie deler det lidt naive syn, som blandes med en klogskab, som ikke er tom viden, med Mio. Hendes afsluttende opgør med Tokolosh har også referencer til Mios kamp mod ridder Kato. Hvor ridder Kato har en jernklo, kan Tokolosh bl.a. kendes på en kæmpe tissemand(!), som ikke hjælper ham.

”På en eller anden måde havde han fået fat i en gren, som han slog løven [Sofie i forvandling, red.] over snuden med. Smerten jog gennem hele kroppen, og Sofie slap sit greb. Tokolosh var udmattet af hendes angreb i dyreskikkelse. Nu var det menneskets tur. Kun et menneske kunne dræbe Tokolosh. I samme bevægelse, som hun skiftede skikkelse, slyngede hun sin hånd fremad mod Tokolosh brystkasse. Forvandlingen til menneske var fuldført, da hendes hånd brød gennem hans papirtynde hud lige ved solar plexus. Han kiggede op med et forvirret blik (…) I det samme var det, som om Tokolosh faldt fra hinanden. Den krop, der var blevet holdt i live af sangomaens sorte magi, gik i tusinde stykker, der, da de ramte jorden, blev til en fint, rødligt pulver.”

På den måde har det gode endnu engang tilintetgjort det onde. Sofies liv bliver normalt og dermed godt igen. Tokolosh er en bog, man lægger fra sig med et dybt suk, som kommer af en tilfredshed med at have haft en dejlig oplevelse.

På JAGOO skrev jeg bl.a.: “Citatet viser det smukke sprog, som Tokolosh er skrevet i. Det viser ikke de fine og udtrykfulde tegninger, som følger med, rundhåndet strøet ud over kapitlerne i et antal på ca. 50. Og så antyder det, at sproget også kan være vanskeligt af og til. Jeg lærte et par nye ord undervejs, og børn vil blive beriget med ord som bl.a. game drive, safarijeepen, overraskelsesangreb, krybskytter og rangerne. Desuden er der nok nogle af dyrenavnene, som lige kræver et opslag på nettet. Det er en fin anledning til at åbne en verden for læseren: Den afrikanske verden, som den er beskrevet her.

Tokolosh er fortalt gennem Sofies oplevelser, men et sted ændrer fortællestemmen sig, fordi Sofie forvandler sig til en flue og derfor får et andet perspektiv. Det er en lille detalje, som bryder fortællingen og forstyrrer tilpas.”

Det fine samspil mellem forfatter og illustrator er et stort plus ved Tokolosh. Lise Bidstrup og Birde Poulsen har været på en fælles rejse til Afrika for at researche. Her ses de ved et af de ca. 50 illustrationer marts 2016 ved et foredrag til Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmarks generalforsamling. Det er Lise Bidstrup til venstre og Birde Poulsen til højre.

Som både citater og tegningen antyder, er der ikke meget politisk korrekthed i Tokolosh. Det er fortalt gennem barnets undrende øjne og med de tanker, der falder Sofie ind for at beskrive det. Hun ser f.eks. ”et par dovne medarbejdere (…) en anden tullede rundt med en kost, der skubbede skidtet omkring til nogle andre hjørner, og damen ved skranken sad og læste i et magasin.”