Den store Djævlekrig (serie)

I morgen udkommer Den faldne engel, som er femte bind af Kenneth Bøgh Andersens serie Den store Djævlekrig.

Serien har med rette fanget mange læsere, for undervejs både gyser og griner man. Den er velskrevet, så man liiige skal læse næste kapitel.

Mit første møde med serien var faktisk, da jeg skulle læse de to allerførste kapitler til en undervisningsgang på masterstudiet i børnelitteratur. Jeg havde travlt og havde en rejsedag dagen efter, så jeg havde ikke rigtigt tid. Alligevel endte det med, at jeg læste hele bogen.

Filip Engel forlader livet som underdog på en skole, hvor Orla Frøsnapper-typen Søren er efter ham. Filip kommer i Helvedet, hvor Djævelen har besluttet at få en lærling. Ved en fejl bliver det dydsmønsteret Filip, som får opgaven i stedet for Søren, som ellers var den udvalgte. Det viser sig hurtigt, at begreber som godt og ondt ikke giver samme mening i Helvede som på Jorden.

Både Helvede, Djævelen (ham med stort D) og djævlene er med til at opretholde den orden, som er i Universet. Det er et tema gennem hele serien: Alt er ikke nødvendigvis, som det ser ud til. Filip påvirker Underverden med sine moralbegreber, men opholdet i Underverden påvirker også Filip. Nietzsche sagde det sådan: ”Ser du længe nok ned i afgrunden, ser afgrunden også ind i dig.”

Nietzsche er der ikke direkte refereret til, men Den store Djævlekrig henter meget af sit stof i kristen, jødisk, græsk og nordisk mytologi såvel som blandt historiske personer, hvoraf en del er havnet blandt de forbandede, som må gennemgå Helvedes kvaler, helt bogstaveligt. De ofte humoristiske referencer til historiske begivenheder eller personer er et ekstra lag i serien. Det vil ikke ødelægge oplevelsen, hvis læseren ikke får øje på dem.

Den store djævlekrig er på en måde tro mod Bibelens univers og den kristne kirkes udlægning: Jahve er den store skaber og mange af de bibelske fortællinger indgår i Kenneth Bøgh Andersens univers. Det er bare ikke alt, som står i Bibelen, og nogle af hullerne udfylder Den store Djævlekrig for os. Særligt genialt skrevet er et kapitel midt i Ondskabens engel (bind 4), som genfortæller syndefaldsmyten. Det viser, hvordan de to ærkeengle Mikael og Lucifer vælger hver forskelligt med et evigt fjendskab til følge.

På den anden side er det en hel anden verden, Kenneth Bøgh Andersen udfolder. Et multivers, hvor de forskellige religioners myter og dødsriger indgår. De ligger i indbyrdes konkurrence men har også respekt for hinandens forskellige opgaver. En respekt, som tager skade, da de usynlige grænser overskrides og de uskrevne regler brydes.

Især i bind to og fem, Dødens Terning og Den faldne Engel, er fortælletempoet lidt langsomt i begyndelsen, men det rådes der til fulde bod på, når man er kommet et stykke ind i bøgerne. Da jeg præsenterede bøgerne for en 7. klasse og beskrev, at ”der er både uhygge, spænding og humor”, konkluderede et af børnene, at ”der er altså det hele”, og det er ikke helt ved siden af. Da jeg blev spurgt til det, måtte jeg dog benægte, at der er en egentlig kærlighedshistorie i Den store Djævlekrig. Der er forelskelse og lidt jalousi, men er det kærlighed, man går efter, så skal man nok gå et andet sted hen.

Filips egen historie spiller også ind i den store fortælling. Hans far døde før Filips fødsel, og han håber at finde faren på sine vandringer, som fører ham til Himlen. Her bor den længe savnede far da også, men Filip må ændre sin opfattelse af forholdet mellem de døde og de levende: Tiden går anderledes end på jorden, og da faren ikke har mulighed for at følge med i menneskenes gøren og laden, aner han ikke, hvor gammel Filip, hvordan han ser ud eller hvordan han har det.

Filips mor er også syg, og han stilles i det store dilemma om, hvor meget (og hvem!) han er parat til at ofre for at redde moren. Livet er fuldt af dilemmaer. Det er døden også. Ligesom Den store Djævlekrig.

Glæd jer til i morgen, hvor jeg bringer en anmeldelse af Den store Djævlekrig. Med Kenneth Bøgh Andersens sans for detaljen (det er jo her, Djævelen ofte gemmer sig) udkommer den d. 15.9.15. Hvis man vender 9-tallet om og finder tværsummen af de to 15-tal (altså lægger 1 og 5 sammen), får man 666 = Djævelens tal.