Kategoriarkiv: Blog1

BØRNS hverdag nr. 5-2018

BØRNS hverdag nr. 5-2018

Jeg er redaktør af BØRNS hverdag, som udgives af DLO. Man kan være medlem både som enkeltperson og som institution. Priserne for medlemsskab afhænger af flere ting og kan læses her eller læs mere om medlemsskab her.

Læs hele bladet ved at klikke på forsiden eller her. I hvert nummer er der en række spændende artikler om og fra pædagogisk praksis. Desuden opslag om kurser, møder og andet i DLOs foreningsregi. Enkelte numre er temanumre, hvor en større del af artiklerne vedrører et bestemt emne.

Indhold i nr. 6-2018 (temanummer om den styrkede pædagogiske læreplan):

  • Voldsom stigning i antallet af førskolebørn
    Leder
  • Årsplan
  • Styrket pædagogisk læreplan i børnehøjde
    Børne- og socialminister Mai Mercado er stolt af indsatsen
  • Dagtilbuddenes vej til den styrkede pædagogiske læreplan
    Redskaber fra Danmarks Evalueringsinstitut
  • Hvordan kommer vi i mål med den pædagogiske læreplan?
    VIAs, FOAs og DLOs syn på styrker og svagheder.
  • Leg som inspiration til betydningsfulde læringsmiljøer i børneperspektiv
  • Landsmøde
  • Konference
    om den styrkede pædagogiske læreplan og den nye dagtilbudslov.
  • DLO skaber politiske resultater
    Klumme
  • Konsulentnyt
    Spørgeklummen, GDPR, deltidspladser, farvel og goddag.
  • En styrket læreplan med leg, læring, dannelse og den faglige refleksion i centrum
  • Børnene rækker længere ind i virkeligheden foran os
    Den styrkede pædagogiske læreplan set med Rudolf Steiner-briller
  • “Pædagoger, I må komme på banen og tale jeres sag!”
    Fra Grethe Kragh-Müllers 40 års jubilæum.
  • Lær børn, at de kan være med til at ændre verden
    World Clean up dag med konkurrence
  • Nyt håb for børnene
    Loven skal følges op af tilstrækkeligt med veluddannede og velfungerende pædagoger.
  • Systematisk refleksion i pædagogisk praksis
    Boganmeldelse.

 

 

 

 

BØRNS hverdag nr. 6-2018

BØRNS hverdag nr. 6-2018

Jeg er redaktør af BØRNS hverdag, som udgives af DLO. Man kan være medlem både som enkeltperson og som institution. Priserne for medlemsskab afhænger af flere ting og kan læses her eller læs mere om medlemsskab her.

Læs hele bladet ved at klikke på forsiden eller her. I hvert nummer er der en række spændende artikler om og fra pædagogisk praksis. Desuden opslag om kurser, møder og andet i DLOs foreningsregi. Enkelte numre er temanumre, hvor en større del af artiklerne vedrører et bestemt emne.

Indhold i nr. 6-2018

2 Mere frihed tak!

Leder

3 Årsplan

4 Børn og natur er det nye sort

– og kun fantasien sætter grænser

6 Hvad skal der til,

for at ny viden bliver til gavn for børnene?

8 Vi vil gerne mødes i øjenhøjde

– både børn og voksne

10 Pædagoguddannelsen er meget populær,

men er den god nok?

11 Et politisk efterår

Klumme

12 Konsulentnyt

Skal selvejende institutioner have egen persondatarådgiver?

Vi skal kommunaliseres

AUB – Arbejdsgivernes uddannelsesbidrag

14 Ledersparring hos DLO

– hvad kan du bruge det til?

14 Indkaldelse til generalforsamling

DLO Region Hovedstaden

15 Bedre børnemiljø

Anmeldelse

16 En fælles drøm om fokus på det nære

18 Hvad er evaluering

set gennem den styrkede pædagogiske læreplan?

20 Barnets udvikling gennem tilknytning og leg

Boganmeldelse

21 Strategi for DLO frem mod 2026

Fra maskinrummet

22 Portræt af en leder

Dorte Ris fra Hassel-Huset

 

Top ti normkritiske bøger

Top ti normkritiske bøger

Her præsenterer jeg en helt subjektiv, men velbegrundet, top 10 over gode børnebøger set med normkritiske briller. Listen er ikke prioriteret efter kvalitet, men efter alder på læseren.

Lille KvastLille Kvast-serien

Her er en serie uden tekst, som kan bruges helt ned til de treårige. Parateksten fortæller, at Lille Kvast er en “han”, men læseren kan jo selv bestemme.

(Bemærk: Far og Mor er fremstillet ret stereotype, og i Kærlighed på isen er det et ret traditionel kærlighedsdrama, som afspilles.)

Tilly som troede at …

Normkritisk tankegang begynder der, hvor man hører om mennesker forskellige fra én selv. Tilly møder en række måder at leve på og forholder sig til det.

Tillys ven, Tage, er med på rejsen og de to venner taler sammen om de indtryk, de får undervejs.

Niller Pilfinger åbner Bakken

Niller Pilfingerserien

Niller Pilfinger vokser op med to mødre. Bortset fra det oplever han stort set det samme, som alle andre børn i hans alder kan komme ud for. Persongalleriet og illustrationerne indeholder mange detaljer, som man alt efter kontekst kan tale om eller blot lade være en del af Nillers omgivelser uden at fremhæve dem.

Kaspers kyssefest

(Ikke anmeldt på www.bjarnewandresen.dk).

Kasper siger fra overfor sine kysseglade tanter. Bogen viser, at det er i orden at sige fra, når man ikke kan lide noget – også selv om “den anden” mener noget andet.

Af Niki Daly. Udgivet på Forlaget Hjulet 2011.

Den dag da Rikke var Rasmus og Frederik var FridaDen dag da Rikke var Rasmus og Frederik var Frida

To bøger i én, som man læser fra hver sin side (Se og Hør-princippet). De to historier mødes i midteropslaget. De to børn, Rikke og Frederik, vågner op en dag og oplever, hvordan det er at blive behandlet anderledes, end de er vant til.

Udgivet af Ligestillingsministeriet og sendt til alle daginstitutioner i Danmark.

Makirullen der ikke ville makke retMakirullen der ikke ville makke ret

I de tolv lejligheder bor der mange forskellige mennesker. Fra det barnløse par over rugemoren og “frøken Johnna V. Sand, som vist nok egentlig er en mand” til enkemanden, som nu trøster sig med en full size-dukke, når han vil kramme og kysse.

Igen en bog, som viser mangfoldigheden.

PssstPssst!

Viola på 12 år gør sig mange tanker om livet, døden og kærligheden.

Pssst! er blevet taget godt imod af både drenge og piger og har på den måde gjort den fordom til skamme, at drenge ikke læser bøger med kvindelige hovedpersoner.

Karla-serien

(Ikke anmeldt på www.bjarnewandresen.dk).

Renée Toft Simonsens serie om Karla har – berettiget – haft stor succes som bog og andre medier. Især Karla Superstjerne og Karlas Kamp, viser en selvstændig Karla, som danner sig sin egen mening, når et dilemma opstår, og tager konsekvensen.

Mig og Dylan WalkerMig og Dylan Walker

En meget morsom historie om Malthe, som får den vanvittige ide at spille bøsse for at komme tæt på piger og lære noget om dem, så han kan score, når han næste år skal på efterskole.

Det går naturligvis helt anderledes, og Malthe bliver klogere på meget andet end piger …

ValgetValget

Xenia er smuk, intelligent, handlekraftig … og må alligevel se sig fanget i et dilemma, da hun må vælge mellem sin egen politiske karriere og at hjælpe en flygtningepige, hun har mødt.

Det er godt, at der også er mulighed for identifikation for de unge, som har et godt forhold til forældre og klarer sig fint i skolen!

Ramsløg og bålrøg på Tumlepladsen

Ramsløg og bålrøg på Tumlepladsen

På en forårslørdag havde Natur & Ungdom Aarhus i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening lavet et familiearrangement på Tumlepladsen i Riis Skov. Et halvt hundrede børn og voksne kom forbi. Nogle havde planlagt det hjemmefra, andre kom tilfældigt forbi på deres skovtur og brugte en times tid ved bålet.

(Artiklen har været bragt i NATUR nr. 2/2018. Læs artiklen i sit oprindelig layout her.)

Natur & Ungdom Aarhus er kommet på udebane, da lokalafdelingen i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening inviterer til ”Ramsløg + bålhygge” på en varm aprillørdag i Riis Skov. Normalt holder de aarhusianske N&U-folk nemlig til på legepladsen i Møllevangen i det nordlige Aarhus, hvor de har månedlige aktiviteter primært for de 3- til 12-årige og deres forældre.

”Det er dejligt at se familier hygge sig og blive klogere på naturen i fællesskab,” siger Lene Louise Mortensen om sin grund til at være en af lokalafdelingens frivillige.

Hun mener, at det er rart at vise ’N&U-flaget’ i Aarhus’ mest besøgte skov og på den måde få chancen for at få nye medlemmer i den halvandet år gamle lokalafdeling. For selv om Lene Louise Mortensen er godt tilfreds med, at 12-15 børn og voksne jævnligt deltager i afdelingens aktiviteter, er flere altid velkomne.

Udsprang af projekt

I begyndelsen af 2016 var Lene Louise Mortensen sammen med en af de andre nuværende N&U Aarhus-frivillige med til at starte ”Naturliv for småbørnsfamilier”; et projekt der gik efter at få ressourcesvage familier ud i det grønne.

”Projektet, som Natur & Ungdom deltog i, varede et år, og efterfølgende var det mest naturligt for os at 1blive en del af Natur & Ungdom. Der har været nogle udskiftninger i frivilliggruppen, men nu er vi ni. Tre fra naturlivsprojektet er stadig med,” fortæller Lene Louise Mortensen.

Hun suppleres af Louise Guldborg Roesen, der gik med i Aarhus-frivilliggruppen på grund af sin passion for at arbejde med storbybørns og -unges læring i og om naturen.

”At arbejde med natur i den indre by stiller andre krav end for eksempel at have en gruppe med i skoven, hvor indtrykkene og materialerne er mere ligefremme. Men man skal ikke undervurdere byens naturmuligheder. Det kræver bare opfindsomhed og god observationsevne,” forklarer Louise Guldborg Roesen.

Naturbanko og snobrød

Som udgangspunkt laver lokalafdelingens frivillige maden sammen med børnene og deres forældre til deres arrangementer. Ofte vil nogle af de faste deltagere gerne være med til at tænde bålet og få succesoplevelser, og det er de også på forårslørdagen i Riis Skov.

Samtidig finder børn og voksne fjer, kogler og andet godt i skovbunden til et spil naturbanko og bager snobrød over et af de mange små bål, som de frivillige har lavet for at sikre sig, at der altid er gløder mindst ét sted. Snobrødsdejen er lavet i forvejen, og der er kaffe og te, man selv laver af vand kogt over bålet.

Martin Horup Svendsen er en af de andre frivillige. Han supplerer med, at netop det med at have ting med kan være en udfordring.

”Mange af vores aktiviteter er lidt udstyrstunge. Derfor er vi meget taknemlige for at have en fast base på Peter Fabers Vej 17 i Møllevangen,” forklarer han.

På programmet i Riis Skov er også en ramsløgtur. Den er der stor tilslutning til. En god håndfuld af de cirka 50 deltagere var mødt op udelukkende for at komme med i den del af arrangementet, som i alt var sat til at vare tre timer. Mens nogle plukkede ramsløg, blev især børnefamilierne ved bålene og på naturlegepladsen, som ligger lige ved siden af.

Da turdeltagerne kommer tilbage med poser fyldt med ramsløg, er de fleste i gang med at spise snobrød. Der er ikke lagt op til, at man skal deltage alle tre timer, og der er også forskel på, hvor lang tid de enkelte deltagere bliver.

”Det vigtigste for os er, at deltagerne hygger sig og får en god oplevelse i naturen i fællesskab med andre,” fastslår Lene Louise Mortensen.

Fakta om N&U Aarhus

  • Stiftet i begyndelsen af 2017
  • Holder til på legepladsen på Peter Fabers Vej 17, Aarhus V
  • Ni frivillige står for månedlige arrangementer
  • Gennemsnitligt deltager cirka 12-15 børn og voksne i arrangementerne
  • Fuglekending, artsbestemmelse af træer, kreativ leg med vinterens materialer og vands tilstandsformer er eksempler på lokalafdelingens aktiviteter.
  • www.facebook.com/nfsmoellevang

BØRNS hverdag 4-2018

Jeg er redaktør på BØRNS hverdag, som udgives af DLO.

Læs nr. 4-2018 her.

Man kan være medlem både som institution og som personligt medlem. Det sidste koster 385 kr. om året. Institutioner betaler forskelligt kontingent afhængigt af institutionstype. Læs mere her.

Hvis man er interesseret i at bidrage til bladet kan man kontakte mig på boernshverdag@bjarnewandresen.dk.

Indhold

2 Leder

Styrkede læreplaner – fuld metodefrihed, tak!

3 Årsplan

4 Børn gør det rigtige – hvis de kan

Interview med Ross W. Greene

6 Ledelse af selvledelse

Anmeldelse

8 Hvordan forstår og hjælper vi

barnet i trivselsvanskeligheder

10 Mindeord

Joan Lundfordt

10 Kursus

Personalejura for ledere i private institutioner

11 Klumme

Vi skal gøre dagtilbud til politikernes darling

12 Konsulentnyt

Syg under ferien?

Lukkedage

Persondatabehandling

14 Strategisk selvledelse og teamsamarbejde

ind i daginstitutionerne

15 DLO uddeler små tilskud

til sociale formål

16 Mulit Math

18 Hvordan inkluderer man

forældre til forældrearrangementer?

21 Fra maskinrummet

Ny kommunikationskonsulent

22 Portræt af en leder

Lise Lorentzen

Det er sjældent, man får det hele

Det er sjældent man får det heleDet er sjældent, man får det hele

Artiklen har været bragt i Århus Pædagoger 3/2018. Læs artiklen i sit originale layout her eller læs hele tidsskriftet her.

Her er den oprindelige tekst, som er redigeret til inden tryk:

Kl. 6:03. Så tidligt skal man ud ad døren for at nå et formiddagsinterview med forfatteren Sarah Engell, som selv har været pædagog. Den travle forfatter har lige et par timer, inden hun skal videre til forlaget Carlsen for at fejre udgivelsen af sin seneste bog. Hun er flittig som forfatter, og ordene strømmer også fra hende i vores samtale om at skrive til og om unge med sår på sjæl og krop.

Af Bjarne W. Andresen, pædagog og master i børnelitteratur

Sarah Engell har ikke altid været forfatter. Hun er uddannet pædagog fra Københavns Pædagogseminarium. Før hun blev fuldtidsforfatter i 2015, var hun pædagog i syv år. Hun fortæller med glød i stemmen om arbejdet på et bosted for unge med skizofreni og det indtryk, det har gjort på hende. ”Allerede på uddannelsen vidste jeg, at det var psykiatrien, som trak,” fortæller Sarah Engell.

Selv om mange af hendes bøger har kredset om unge i uligevægt, er Sarah Engells bøger ikke overbefolket af pædagoger, psykologer og terapeuter. Det er hovedpersonerne, som er i centrum. Det er deres tanker og følelser, læseren kommer helt tæt på. Jeg spørger, hvorfor vi sjældent får at vide, hvad bipersonerne arbejder med. ”Hvis det ikke er vigtigt, så mener jeg, det skal ud,” forklarer hun. ”Fordi det larmer. Professionerne vil aktivere noget i hovedet hos læseren, og det er forskelligt fra læser til læser.”

Forskellige læsere får noget helt forskelligt ud af at høre, at en person f.eks. er pædagog. Derfor sorterer hun bevidst i informationerne, så kun udvalgte detaljer får lov at komme med. For eksempel bruger hun meget tid på at tage stilling til, hvad karaktererne hedder. ”Det er sjovt at lege med navnene. Det bliver en leg med læserne,” som kan knække de gåder, navnene indeholder. I den seneste bog, Fuglemanden, hedder hovedpersonen Barbara, som betyder ”udenlandsk”. Hendes søster hedder Thea, som betyder ”Gave fra Gud.” Da Barbara finder ud af, at hun er adopteret, giver de to navne en ny mening for hende.

Der er altid en mening bag handlingen

I sine bøger prøver Sarah Engell at forstå sine karakterer – at finde logikken bag ved de handlinger, personerne foretager. ”Mange af mine bøger er et forsøg på at trænge ind og se den indre logik,” fortæller hun. ”Hvis vi bliver tilstrækkeligt pressede, kan vi alle risikere at knække psykisk.” Vi reagerer på de omgivelser, vi er i. Et hårdt miljø kan trigge det, som ligger i os alle. Derfor bruger hun meget tid på at komme helt tæt på det miljø, hun beskriver i bøgerne.

Selv om en del personer i Sarah Engells forfatterskab kan virke ekstreme i deres handlinger, er det vigtigt for hende, at vi bevarer sympatien og respekten for dem. Det ses tydeligt i Fuglemanden, som handler om skizofreni. ”Vi kender det jo alle: Det lave selvværd. For nogle bliver det til selvskade. Der er en flydende grænse for OCD. Hvis jeg tjekker to gange, om døren er låst, er det normalt. Hvis jeg tjekker 50 gange, er det alarmerende.”

Løber ikke tør

Sarah Engell er ikke bange for at løbe tør for ideer. Hun har mange oplevelser at skrive på, og hun blander det godt op med en grundig research – og sin egen fantasi. Den næste bog bliver en voksenbog. Og denne gang er der en pædagog med. Det bliver igen en barsk historie om et par, som får et dødfødt barn. Moren arbejder i en børnehave, hvilket presser hende ekstra hårdt, da hun lige har mistet sit barn.

Som en del af sin research kontakter Sarah Engell fagfolk. Til en politisk historie som Valget talte hun f.eks. med ministre, og der var det vigtigt at vide, præcist hvad hun ville spørge om. ”Jeg stillede nogle virkeligt mærkelige spørgsmål, og de var nok mere vant til at tale overordnet, men jeg ville vide præcis, hvad der skete, når man kom som uledsaget barn til Danmark.”

Romanen er fiktion

Det er vigtigere, at historien virker, end at det hele passer en-til-en. Sarah Engell tager sig nogle friheder. Det tillader hun sig, for hun er bevidst om, at det er en roman. ”Det væsentligste er at stille nogle fronter op mod hinanden. Derfor er der heller ikke noget, jeg ikke ville skrive om. Jeg går efter mavefornemmelsen, det skal være noget, jeg brænder for.” F.eks. tænkte Sarah Engell længe over flygtningetemaet i Valget. Det gav en knude i maven, og undervejs i arbejdet med Valget blev hun bedt om at bidrage til en antologi om temaet ”rejse”. Så skrev hun novellen Det vi har mistet om et flygtningebarn og hendes lillebror på en båd på vej over Middelhavet.

Spørgsmålet er ikke, hvad man kan skrive om. Spørgsmålet er, hvordan man kan skrive om det. ”Hvis jeg selv kan mærke det tror jeg, der er en større chance for, at læseren også kan mærke det.” Sarah Engell opstiller ikke dogmer på forhånd, der er ikke noget, som skal være forbudt for hende som forfatter. Det afhænger af historien.

”Jeg kan dog mærke, at jeg har brug for, at historierne ender med et lys,” siger hun. Efter lidt overvejelse tilføjer hun: ”Alle mine historier ender både godt og skidt. Man får noget, og man mister noget andet. Sådan er livet tit. Det er sjældent, man får det hele.”

Faktaboks:

Sarah Engell har udgivet:

  • Hvis bare (2009)
  • Forbandede mødom (2011)
  • To streger og tusind tanker (2011)
  • Forpulede kærlighed (2012)
  • 21 måder at dø (2014)
  • Benny Beton (2015)
  • Det stof som drømme er gjort af (2015)
  • Du og jeg for evigt (2015)
  • Hjertet er 1 organ (2016)
  • Valget (2017)
  • Fuglemanden (2018)

Samt en række noveller.

Hun har modtaget en række legater fra Statens Kunstfond, Statens Kunstråd og Dansk forfatterforening. 21 måder at dø var nomineret til Læsernes Bogpris, sidste år modtog hun Carlsen-prisen, og i år er modtog hun Blixenprisen for Valget i kategorien årets børne- og ungdomsudgivelse.

Uddrag af Sarah Engells øvrige virke:

Dimitterede fra pædagogseminariet i januar 2002. Efter 3 måneder på Bali blev Sarah ansat på et psykiatrisk bosted, hvor hun arbejdede frem til 2008, hvorefter hun fik arbejde på et fritidshjem, indtil hun debuterede som forfatter og blev freelancer og blandt andet arbejdede som tekstforfatter på et reklamebureau, tilkaldevikar hos Pædagogisk Vikarbureau, oversætter, underviser i kreativ skrivning, foredragsholder, personundersøger i Kriminalforsorgen, manuskriptkonsulent, oplæser af erotiske noveller, hun har arbejdet med søgemaskineoptimering, været aktiveringskoordinator på et plejehjem, undervist på ungdomsskole og meget, meget mere.

Sideløbende med sine øvrige jobs har hun i flere år arbejdet som danser samt som drømmetyder. Og så har hun skrevet artikler til magasiner såsom Psykologi og Q samt klummer til ungdomsmagasinet Tjeck.

Infobox: Redaktionen på Århus Pædagoger er gået på jagt efter pædagoger i kunsten. I denne artikel har vi talt med en forfatter, der selv er pædagog. Sarah Engells skriver bredt om livskriser og i hendes næste bog er der en pædagog med.

Når pædagogik er som en avocado-plante

Når pædagogik er som en avocado-planteNår pædagogik er som en avocado-plante

I dit arbejde med mennesker kan du få oplevelsen af, at det ikke ”rykker noget”. Du ser ikke en udvikling her og nu. Derfor kan du komme i tvivl om, om dit arbejde overhovedet har nogen værdi. Så kan det hjælpe at sammenligne dit arbejde med at dyrke avocadoplanter.

Artiklen har været bragt som klumme i AKTbladet. Læs den i sit oprindelige layout her.

Pædagogik er som at tage en sten fra en avocadoplante og få den til at spire og vokse sig stor: Det tager meget, meget lang tid, men man kan ikke springe nogen af faserne over. Både planten og mennesket skal have optimale betingelser for at kunne udvikle sit potentiale.

Du kan selv prøve det, næste gang du har en avocado: Stenen behøver du ikke smide væk. Sæt den med den tykke ende i vand. Jeg bruger selv et hyacint-glas. Du skal også bruge tålmodighed – masser af tålmodighed. I mange uger sker der ingenting, men pludselig går det hurtigt: Der kommer et virvar af lange rødder. Så er der stille igen i flere uger, indtil en lille spire kommer frem i toppen af stenen. Spiren vokser med mange cm. hver dag, og nu skal du plante den over i en potte med jord. Resultatet er en plante som den på billedet.

Sådan er det også med dit arbejde som pædagog. Langt det meste foregår skjult inde i barnet/den unge. Du ser det ikke, men bliv ved! Du ved, at du gør det rigtige, og pludselig ser du, at der er sket en forandring. Dannelse er også at finde ud af, hvem man er. Hvor man hører til. Hvad der er godt for én … og hvad der er skidt.

I de perioder, hvor du ikke kan se nogen forandring ske, har barnet særligt travlt. Forandringen sker nemlig inden i. Jean Piaget tale om assimilation og akkommodation. Barnet bearbejder indtrykkene, og det er en krævende proces. Først, når hele barnets organisme er færdig til det, kan omverdenen få lov at opleve, hvad der er sket. Så ser og hører vi den udvikling, som barnet har været i gang med.

I sit rette element kan en avocado blive 30 meter høj. Det kan den ikke i min lejlighed. Pladsen tillader det ikke, men det når ikke at blive et problem, for jeg kan ikke tilbyde den rette sammensætning af varme, fugtighed, lys osv.

På samme måde kan du komme ud for, at du skal gøre op med dig selv, om du er den, som kan tilbyde det bedste til de børn, du arbejder med. Måske skal der en anden voksen til? Jeg kommer nogle gange ud for at skulle anbefale, at barnet skifter skole. Under alle omstændigheder forlader alle børnene skolen på et tidspunkt, og hvor skal de så hen?

Så længe vi tager ansvar for børnene/de unge og deres trivsel og udvikling, skal vi søge mod at give dem optimale betingelser for at gro.

Mennesket har også det hele i sig. Når vi opfylder de udviklingsmæssige behov, får mennesker mulighed for at udfolde sit potentiale. Det tager tid, men vi må ikke give op undervejs, for det skal nok komme.

Hver dag sørger pædagoger, lærere, forældre og mange andre for, at børnene i deres eget tempo kan gøre det samme som avocado-planten. Det tænker jeg på, når jeg en gang imellem stiller mig selv spørgsmålet, om mit arbejde nytter noget. For det gør det!

 

Nyt håb for børnene?

Nyt håb for børnene?

Med den nye dagtilbudslov, som træder i kraft 1. juni 2018, åbner der sig nye muligheder for et godt børneliv. Det kræver, at loven følges op af tilstrækkeligt med pædagoger, som både er veluddannede og velfungerende. Det skrev en gruppe pædagoger mm. en kronik til Politiken om.

(Artiklen har været bragt i Århus Pædagoger 2/2018. Læs den i sit oprindelige layout her eller se hele tidsskriftet her.)

”Susannes arbejdsdag starter i vuggestuen kl. 9, Karl løber hende i møde, han vil op og have kontakt. ’Ja, nu er jeg kommet’, siger hun og sætter sig med ham. Susanne får øjenkontakt med Malthe, de smiler til hinanden, og han vender sig atter mod Thomas og leger videre. Rikke kommer ind fra legepladsen, løber zigzag gennem stuen hen til Susanne. Rikke skal også lige have kontakt og forsikres om, at Susanne har set hende. Derefter er hun på vej tilbage til sin leg.

Susannes tilstedeværelse giver tryghed og en kærlig stemning i rummet. Den tætte relation er en forudsætning for børnenes gode udvikling.”

Sådan indleder vi kronikken, for det er vigtigt for os at knytte de overordnede betragtninger tæt sammen med den pædagogiske praksis, som børnene oplever. Børnenes udvikling er nemlig så kompliceret, at vi forenkler den og opsplitter den i delområder som motorik, sprog osv. i vores iver på at begribe den.

Men barndommen har en værdi i sig selv, og det anerkender den nye lov. Legen får en fremtrædende plads, fordi barnet gennem legen udvikler egne kompetencer og dannelse. Legen må ikke længere ses udelukkende som et redskab til at fremme snævre læringsformål. Det skal være slut med træning, test og dokumentation som de eneste fokusområder. Udviklingen af mental sundhed har stået i skyggen, nu skal det være anderledes.

Relationer er det basale helt fra spædbarnets allerførste handlinger. For den nyfødte handler det især om kropskontakt. Det handler også om at blive set og hørt, at opleve gensidighed, samhørighed og anerkendelse, som fylder mere og mere for barnet, mens det vokser.

Barnet får mulighed for at føle sig værdifuld, hvis det har et trygt og varmt forhold til betydningsfulde omsorgspersoner. I daginstitutionen skal de voksne være opmærksomme, aktive og til at komme i kontakt med. Den største trussel mod den gode relation mellem barn og voksen er lave normeringer.

For at imødekomme barnets basale behov for relationer, skal de voksne være personligt velfungerende, der skal være tilstrækkeligt mange af de dem, og de skal være tilstrækkeligt veluddannede.

Legen er afgørende for barnets udvikling

Den nye dagtilbudslov sætter legen centralt, og det er der god grund til. Hvis vi skal pege på én aktivitet, som har betydning for barnets muligheder, er det legen. Legen mellem barn og voksne definerer fra de allerførste øjeblikke barnets evner til at udvikle relationer. Gennem legen knytter barnet og den voksne bånd. De kommunikerer med og uden ord. Den gode leg veksler mellem spænding og afslapning, mellem adskillelse og forening. Det er ikke så mærkeligt, at barnet efter en god leg kan være fuldstændigt udmattet.

Den voksnes opgave er at være en tryghedsfaktor, så det bliver mindre ”farligt” at slippe det sikre. Det gælder især med de børn, som har færrest legeerfaringer. Den voksne skal være en tryg base, som barnet kan søge, hvis der opstår en konflikt, eller hvis legen udvikler sig for langt mod en af ekstremerne spænding og afslapning, adskillelse og forening. Barnet skal turde turde, og derfor skal den voksne skabe rammerne for legen, så det bliver tilpas udfordrende.

Etiske overvejelser spiller også ind. Gennem legene udvikles normer og værdier, og den voksne kan f.eks. hjælpe med at definere, om man skiftes til at bruge legetøjet, om det er først til mølle, om man kan have monopol på evt. legetøj hjemmefra osv. På den måde gør barnet de første spæde erfaringer med rettigheder og ikke mindst med dilemmaer. Det får en gryende forståelse for det at være et individ i et fællesskab. Og at de andre børn også er individer i det samme fællesskab.

Sproget læres i relationer

Sproget har en årrække haft maksimal opmærksomhed, ikke mindst fra politisk side. Udviklingen af et velfungerende sprog kræver, at der er voksne at tale med. Det kræver igen, at den voksne har tid til at tale med barnet. Voksne, som taler til børn, udvikler ikke deres sprog optimalt. Hvis dertil kommer, at støjniveauet er højt, så har udviklingen af sproget meget trange kår.

Ved at lytte udvikler barnet sit passive ordforråd, men udtale og aktivt ordforråd udvikles gennem samtale.

Pædagoguddannelsen

Det er på pædagoguddannelsen, den kommende pædagog bliver forberedt på at imødekomme barnets behov. Derfor bærer pædagoguddannelsen et stort ansvar for daginstitutionernes udviklingsmuligheder.

Aldrig har pædagogstuderende skullet dokumentere så optimal viden og færdigheder som nu. Aldrig har der været så mange prøver, eksaminer og samarbejde med praksisfeltet. Aldrig har de studerende skullet reflektere over og handle i forhold til så mange ting.

Hvis det lykkes, bliver de kommende pædagoger meget kompetente kolleger. Vi kan så kun håbe, at de også får arbejdsvilkår, som gør det muligt at udfolde deres kompetencer. Så er vi tilbage til normeringerne.

Hvis den nye dagtilbudslov skal give det lovede løft i børnenes hverdag, skal børnene have tilstrækkeligt med voksne. Veluddannede voksne. Voksne, som er personligt velfungerende.

Om kronikken i Politiken

Allerede i oktober besluttede vi i Pædagogisk Netværk at skrive et kronikforslag om den kommende dagtilbudslov. Det har krævet en lang række omskrivninger at blive enige med hinanden og ikke mindst med Politiken om, hvordan den skulle strikkes sammen. Og tålmodighed – masser af tålmodighed.

Pædagogisk Netværk er en gruppe pædagoger mm., som gennem snart 20 år har mødtes regelmæssigt og debatteret aktuelle pædagogfaglige emner. Vi mødes ca. fem gange årligt hos et medlem i Glostrup. Vi var otte bidragsydere til kronikken.

Læs mere om Pædagogisk Netværk på www.facebook.com/paedagogisknetvaerk eller kontakt os på p-net@bjarnewandresen.dk.

Denne artikel fremhæver væsentlige elementer fra kronikken i Politiken, som blev bragt 2. april 2018.

Nu tændes der et nyt håb for børnene

Kroniken 2. april 2018Nu tændes der et nyt håb for børnene

Af Lene Lind og Bjarne W. Andresen

Udgivet som kronikken i Politiken 2. april 2018. I skrivende stund kan linket læses med login, som indgår i abonnement på avisen.

Den planlagte nye dagtilbudslov giver mulighed for et bedre barneliv. Men det forudsætter, at normeringerne også følger med ambitionerne.

Susannes arbejdsdag starter i vuggestuen kl. 9, Karl løber hende i møde, han vil op og have kontakt. ”Ja, nu er jeg kommet”, siger hun og sætter sig med ham. Susanne får øjenkontakt med Malthe, de smiler til hinanden, og han vender sig atter mod Thomas og leger videre. Rikke kommer ind fra legepladsen, løber zigzag gennem stuen hen til Susanne. Rikke skal også lige have kontakt og forsikres om, at Susanne har set hende. Derefter er hun på vej tilbage til sin leg.

Susannes tilstedeværelse giver tryghed og en kærlig stemning i rummet. Den tætte relation er en forudsætning for børnenes gode udvikling.

Vi voksne vil gerne have kontrol over og styre børns udvikling, men deres proces er så kompliceret, at vi næppe kan forstå den til fulde og derfor i vores iver for at begribe, hvordan den forløber, forenkler og opsplitte barnet i forskellige delområder som motorik, sprog, sociale færdigheder, hukommelse og tænkning. Dermed mister vi nemt ydmygheden over for den mangesidige komplekse udviklingsproces, der foregår, oveni købet mener vi os i stand til at accelerere udviklingen, hvilken respektløshed.

Men måske er der håb om ændringer, idet en ny dagtilbudslov træder i kraft 1. juni.

Den nye lov lægger op til, at vi anerkender, at barndommen har en værdi i sig selv, og at vi understøtter, at børnene gennem deres leg udvikler egne kompetencer og dannelse. Børnenes leg fremhæves i den nye version, det giver håb om at legen ikke udelukkende skal bruges og styres af voksne til læringsformål.

I flere år har kundskabstilegnelse og læringsideologier taget opmærksomheden, og udviklingen af mental sundhed har stået i skyggen. Målopfyldelse, træning, test og dokumentation blev en del af samværet. Konkurrencesamfundet ramte børnene, og flere er endt med diagnoser og har fået behov for hjælp og støtte. Det er vigtigt at sadle om.

Det er fundamentalt, at vi mennesker fra livets start er afhængige af at have sociale relationer med andre, især dem, der har en følelsesmæssig betydning for os. Vi behøver samhørighed og anerkendelse af vore følelser og vore intentioner. Vi har behov for kropskontakt for at blive set og hørt, for at opleve gensidighed.

I vores sociale liv er det afgørende, at vi er i stand til tone os ind på hinandens sindstilstande og har evnen til at aflæse mimik og andet kropssprog. Glæden ved at have fælles oplevelser og ved udveksling af synspunkter og følelsestilstande med hinanden er afgørende for den grad af livskvalitet vi oplever.

Vi ”spejler” os i andres reaktioner. De fortæller os, hvordan vi bliver opfattet. Det, vi her oplever, har indflydelse på vores væremåde og på vores eget selvbillede.

Vi skal gøre os klart, at disse faktorer også er nødvendige og uomgængelige i børns opvækst. De er afgørende for både børns trivsel og for deres udvikling af personlighed og færdigheder.

Det enkelte barn er så at sige prisgivet de voksne, der har ansvaret for det. De voksnes evne til at drage god nok omsorg for barnet og støtte det relevant hen imod selvstændighed skaber barnets senere ”kapital” til at klare sig i tilværelsen, intellektuelt som følelsesmæssigt. I samværet med de kompetente voksne udvikler barnet evnen til at være selvregulerende, til social forståelse samt til at erhverve viden om verden og hvilken indflydelse, de selv har.

Jeppe på 13 mdr. mister balancen, falder bagover og slår baghovedet i gulvet. Han græder voldsomt overmandet af smerten. Susanne, hans pædagog trøster og puster. Men gråden bliver ved. Han kan ikke forstå, hvorfor han har så ondt. Først da Susanne beskriver hændelsen, finder han ro: ”Jeppe du klatrede op på stolen, så faldt du ned på gulvet og slog hovedet – av, det gjorde ondt”. Jeppe lytter og kigger på hendes hænders medbeskrivelse, hun genfortæller episoden tre gange og Jeppe har nu forstået sammenhængen i det, der skete og den smerte han følte. Nu står situationen ikke fragmenteret og farlig for ham mere.

Livet kan blive en gave, når barnet føler sig valgt og elsket for sin egen skyld, når forholdet til betydningsfulde omsorgspersoner er trygt og varmt, og når barnet føler sig værdifuldt i familien og daginstitutionen. I dette klima opleves og erfares med stor appetit og barnet suger til sig og lærer.

For nogle børn udgør livet en kamp for retten til at være til og finde tryghed og for at blive accepteret. Det sker, når de voksne opleves som modspillere, der har negative forventninger til barnet, eller når de voksne ikke formår at opfylde barnets basale behov.

Vi må også være opmærksomme på, om det for barnet bliver en kamp at klare daginstitutionens liv, når de voksne er svære at få kontakt til, er uopmærksomme eller passive i forhold til at hjælpe barnet med at klare svære affekttilstande, eller når de professionelle omsorgsgivere konstant udgør skiftende personer, og ikke mindst når det er svært at opnå tryghed, fordi personalenormeringerne er for lave.

Det er altafgørende, at der er tilstrækkeligt mange og tilstrækkeligt veluddannede voksne til at imødekomme barnets behov for relationer. Vel at mærke voksne, som er personligt velfungerende. Den gode omsorgsgiver finder den balance, det enkelte barn behøver mellem behovet for selvbestemmelse og behovet for beskyttelse. Mellem behovet for forudsigelighed og for nye oplevelser, mellem behovet for faste rammer og behovet for at følge egne lyster og for at have indflydelse. Og den gode omsorgsgiver hjælper barnet til efterhånden selv at kunne mestre disse dilemmaer og dermed skabe en indre ro gennem sine prioriteringer. De muligheder, der gives, og de krav, der stilles, skal være tilpasset barnets mentale og intellektuelle og fysiske udvikling.

Legen er afgørende for barnets udvikling. Fra barnet er ganske lille har legen mellem barn og voksen stor betydning som fælles oplevelsesfaktor. Ved at lege knyttes tætte bånd, den fælles følelsesmæssige aktive deltagelse giver følelsen af fælles gåen på eventyr i en magisk verden. Her er en verden af musik og magi, som barnet deler med en voksen, her udtrykkes følelser uden ord, her har man en spænding som opløses på et højdepunkt, der næsten er uudholdeligt. Her veksles mellem spænding og ro, mellem adskillelse og genforening. Her er gentagelsens overraskelse fælles fryd og latter – i de mængder barnet kan klare. I de voksnes leg med det lille barn tilføres barnet erfaringer om at møde andre følelsesmæssigt, at bruge fantasi, at opleve magien i samspil, at opleve fælles glæde og morskab, det er en nøgle til at lære nye ting, til intimitet, til selvstændighed samt også til at udtrykke sider af sig selv gennem kreativitet og fantasi. Her forskes i tings og personers muligheder og grænser, her leges med lyde og bevægelser, her lægges grunden til sproget, til motoriske kompetencer, til opdagelse af fysikkens love, til sociale færdigheder, for at nævne nogle få af de færdigheder børn udvikler i det tidlige gensidige legende samspil med omsorgsgiverne.

I legen bliver fantasier og følelser udsprunget af barnets indre verden udspillet i mødet med den virkelige verdens konkrete muligheder og reaktioner. Her kommer det til udtryk, som ord har svært ved at beskrive. Her er legen og de kreative skabende processer et sprog som giver nye erkendelser. Hvis børn ikke har haft disse legeoplevelser som små, vil legen være et mysterium for dem, og de får svært at deltage i legende fællesskaber.

I daginstitutionen er de voksnes tilstedeværelse en tryghedsfaktor, der gør det nemmere for børnene at kaste sig ud i legen med hinanden. At have en base hos en voksen betyder for barnet, at det kan søge hjælp, når det oplever sig i konflikt, eller når der sker noget, barnet bliver urolig over, også når det behøver en voksen til at hjælpe sig med at løse problemet eller med at genoprette den indre ro. De voksne skaber rammerne for legemulighederne: hvordan rum er indrettede, deres størrelse, om de kan rumme fysisk aktivitet, om de kan tilbyde rolige omgivelser. De voksne skaber tilmed det mentale rum i institutionen, der gør det trygt at udfolde sig og tage risici og udfordringer op i det indbyrdes liv, børnene har med hinanden. Desuden har de voksne ansvaret for de etiske regler, børnene får skabt for deres samspil, f.eks. om man skiftes til legetøjet, eller om den der kom først, leger færdigt med det, om den der har legetøj med hjemme fra, skal dele med andre eller må beholde det for sig selv. Om man tager hensyn til dem, der er mindre end en selv, om man hjælper hinanden, om hvordan man løser konflikter og forholder sig til interessemodsætninger.

Disse etiske regler for samspil har stor betydning for børnenes sociale liv og for den enkeltes forståelse af sig selv i forhold til andre, samt for hvordan børnene lærer at håndtere konflikter, og for hvordan de støtter og hjælper hinanden. Rettigheder og hensyntagen er svære etiske dilemmaer, som man lærer af – her behøves indlevende og forstående voksne, der kan vejlede og støtte til gavn for både den enkeltes selvfølelse og for fællesskabsfølelsen.

Det er vigtigt, at de voksne ikke med deres reaktioner får børnene til at føle sig forkerte på grund af deres følelser og lyster; det udløser nemlig skam, og skam er en destruktiv følelse for selvværdet.

Michael på 3 år er ulykkelig over at være blevet afvist af sin bedste ven. Han græder, samtidig viser han sin vrede i voldsomme udfald mod vennen. Line, hans pædagog, ser ham og siger henvendt til Michael: ”Øv, hvor er det ærgerligt at Jacob ikke vil lege med dig, når du så gerne vil. Du bliver både vred og ked af det kan jeg se.” Michael kigger på Line og ser i hendes ansigt alvor og forståelse, han bliver roligere og Line kan snakke med ham om det, der skete.

Børn overtager de voksnes holdninger og handlemåder. Er de voksne moraliserende på en destruktiv facon, påvirker det børnenes indbyrdes relationer, lige som det påvirker det enkelte barns livsglæde og selvfølelse.

At opleve den samme glæde over de samme ting og at dele den samme følelse, giver intimitet. Betydningsfulde sekunder med stærke fælles følelsesmæssige oplevelser kan give stor indre glæde. Det er ikke alt det, vi oplever på et indre plan, der kan beskrives med ord, derfor er der fælles oplevelser, der står stærkest ved at være ordløse, hvor blikket, en berøring eller en gestus er det stærkeste udtryksmiddel.

Legen på børnenes præmisser bør stå centralt i daginstitutionens liv, legen for sin egen skyld. Et godt legeliv er vigtigt for såvel den mentale sundhed som for udviklingen af færdigheder.

Sproglig udvikling har politisk bevågenhed, men glem nu ikke at fundamentet for at udvikle et velfungerende sprog, er voksne at tale med. Voksne, der har tid til at samtale med barnet. I daginstitutionen er støjniveauet ofte for højt og voksenkontakten for udtyndet til, at børn udvikler et tilstrækkeligt nuanceret sprog. Det er simpelthen for svært at høre alle ordene tydeligt og at deltage i en flervejskommunikation. Taleundervisning og sprogstimulation er i sig selv ikke tilstrækkeligt til, at børn kan erhverve sig et velfungerende sprog, dertil kræves et samspil med andre, også andre der kan mere end en selv.

Sproget er ikke bare et spørgsmål om ordforråd og udtale, men også erfaringer om dets anvendelse i sociale sammenhænge og om at bygge bro mellem følelser og handlinger.

Når barnet får ord, får det udvidet sine muligheder for at gøre omgivelserne opmærksomme på sine behov, ønsker og følelser. Det går ind i en verden, hvor virkeligheden kommer til at se anderledes ud – barnet finder ud af, at alt har navne, at hensigter kan formidles, at der kan kommer ord på følelser og at ord kan lette kommunikationen og nuancere den.

Pædagoguddannelsen bærer et ansvar for daginstitutionernes udviklingsmuligheder.
Det er væsentligt, at vi har en pædagoguddannelse, som kan forberede den studerende på at imødekomme barnets behov.

Set i det uddannelsesmæssige perspektiv har studerende på pædagoguddannelsen aldrig skullet dokumentere så optimal viden og færdigheder som i den seneste uddannelsesbekendtgørelse. Dette sker ved kontinuerlige prøver og eksamener i uddannelsen og i samarbejde med praksisfeltet.

Den studerende skal kunne reflektere over og handle i forhold til kulturforskelle, kulturmøder og kulturkonflikter samt inddrage kulturdiversitet som et deltagerperspektiv og en ressource i pædagogisk praksis. Den studerende skal målrettet kunne tilrettelægge, gennemføre, dokumentere og evaluere aktiviteter og læreprocesser, der støtter trivsel, læring, dannelse og udvikling. I den forbindelse skal den studerende på et fagligt grundlag kunne udfordre eksisterende praksis, afsøge og vurdere alternative muligheder og bidrage til udvikling af pædagogisk praksis. Alle disse tiltag har til formål, at pædagoger efter endt uddannelse fremstår som de kompetente medarbejdere i institutionerne. Det er så at håbe, at der gives mulighed for at de fagligt opnåede kompetencer kan udfolde sig.

Alt i alt må vi konkludere at normeringerne bliver er kardinalpunkt, hvis den nye dagtilbudslov skal blive en forbedring af børnelivet i daginstitutionerne. Børnene behøver tilstrækkeligt med veluddannede og personligt velfungerende pædagoger.

Bidragsydere

Bente Hagsten le Fevre, lektor, master i social integration v. UC SYD, Kolding;
Birger Thomsen, tidligere daginstitutionsleder
Birgit Boelskov, uddannet børnehavelærerinde, master i pædagogisk udvikling
Bjarne W. Andresen, støttepædagog i Aarhus Kommune, redaktør, master i børnelitteratur
Henriette Korch, ressourceperson i Team for inkluderende pædagogik, Hedensted Kommune
Henrik Ditlevsen, klyngeleder Københavns Kommune
Lene Lind, pædagog, forhenværende institutionsleder, fagbogsforfatter
Ulla Qvist Engholm, master i positiv psykologi, dagtilbudsleder

Kronikken er lavet i rammerne af Pædagogisk Netværk. Manchetten (Den planlagte nye dagtilbudslov giver mulighed for et bedre barneliv. Men det forudsætter, at normeringerne også følger med ambitionerne) er skrevet af Politiken, som i øvrigt i papirudgaven skrev “dagplejelov” i stedet for “dagtilbudslov”. Vi havde kaldt kronikken Nyt håb for børnene?, mens avisen valgte to forskellige overskrift i papir- og e-udgaven, hhv. Nu tændes der nyt håb for børnene og Hvor meget kontrol skal vi tage som forældre? Leg er afgørende for barnets udvikling. I Politiken fremstår vi alle som lige forfattere, og det er også helt i orden.

Dilemmaer

Vores virkelighedDilemmaer

Peter i vuggestuen er blevet bidt i armen. Så meget, at det bløder. Peters mor er bekymret for eventuelle farlige sygdomme, og vil gerne vide, hvem der har bidt hendes barn.

(Denne tekst har været bragt på bloggen Vores virkelighed 15. april 2012.)

Skal jeg følge kommunens regler og afvise hendes ønske for at undgå stigmatisering af periodisk bidende børn? Derved beskytter jeg barnet og dets forældre mod potentielt negative reaktioner.

Eller skal jeg give moren en mulighed for at blive beroliget, vel vidende at vi alle kan være bærere af hepatitis og hiv uden at vide det? Hendes ønske bygger sandsynligvis på en formodning om, at nogle af vuggestuens børn er i større risiko end andre – f.eks. efter rejser.

Pædagogen møder en lang række professions-etiske dilemmaer i sin hverdag. Der er sjældent en facitliste, så det væsentligste bliver at forholde sig til dem på den i situationen bedst mulige måde. Vel vidende, at kollegaen måske ville vælge anderledes. Her nogle flere eksempler:

Peter kommer i børnehave, hvor også han jo af og til gør noget, som ikke er helt rent i kanten. Han kommer ikke i flere eller voldsommere konflikter med kammeraterne end så mange andre børn. Til gengæld reagerer han anderledes: Når konflikterne er løst, beder han meget indtrængende om, at vi ikke skal fortælle hans far om det. Jeg har også nogle gange oplevet, at han bliver meget vred, når han hører om, at Peter har taget legetøj fra andre børn eller været i slagsmål med dem. Mine forsøg på at fortælle, at det er normale, sunde måder at prøve sine og andres grænser af (og slet ikke usædvanligt), kan han ikke bruge til noget. Desuden er konflikten jo afsluttet i børnehaven og skal ikke tages med hjem.

Jeg står nu i det dilemma, at jeg på den ene side vil fortælle om Peters hverdag i børnehaven, som også omfatter konflikter med andre børn. På den anden side vil jeg gerne beskytte ham mod de reaktioner, som i mine øjne er overdrevne.

I Peters børnehave går også Ali. Han gør sig mange tanker om, hvad man må og ikke må. Han vil f.eks. ikke være med til sanglege, helst slet ikke deltage, når der er musik inde i billedet. Han frygter, at han kommer i Helvede for det, forklarer han. Jeg står med min faglige viden om alle de gode elementer, der er i netop disse aktiviteter for børn. Helt privat har jeg ingen bekymring for en straf efter døden, men i hvor høj grad kan jeg tage den holdning med på arbejde? Kan jeg både arbejde med Alis fællesskab i vuggestuen og i hjemmet? På en gang?

Også Alis forældre er meget optaget af ”god opførsel”, som de kalder det. Da Ali kommer i skole, ser han en dag, at Line har fået et rigtigt flot viskelæder. Kort efter er det væk, og Amalie er meget ked af det. Hun sørger naturligvis for, at hele klassen ved, at hendes viskelæder er stjålet. Jeg prøver at dæmpe gemytterne: måske er det bare ”blevet væk” og dukker op igen. Senere på dagen kommer Ali hen til mig og indrømmer, at det er ham, der har taget viskelæderet. Vi aftaler, at jeg skal give Amalie viskelæderet tilbage, og jeg mener selv, jeg runder episoden fint af med Ali.

Et par dage efter kommer Alis mor: Ali har fortalt historien derhjemme, og nu er hun vred over, at jeg ikke har fortalt hende det – eller i det mindste pålagt Ali at gå hjem og sige det. For hende er det ikke en lille bagatel, at han har taget et viskelæder, selv om han frivilligt har afleveret det igen.

Det er blot nogle få eksempler på dilemmaer, jeg har stået i. Jeg må holde mine værdier op mod hinanden og træffe en beslutning. Ofte under tidspres. Jeg har lært at håndtere det pres ved at huske mig selv på, at uforenelige værdier ikke kan opfyldes hundrede procent. Ved at følge den ene værdi må jeg nedprioritere den anden. Rasmus Willig taler i sin bog Umyndiggørelse (2009) om dobbeltbindinger, som har det samme gensidige forhold til hinanden. Det handler derfor i højere grad om at finde et acceptabelt kompromis.

Og så i øvrigt være parat til at argumentere for, hvorfor jeg handlede på den måde, jeg gjorde.