Kategoriarkiv: Blog1

Når pædagogik er som en avocado-plante

Når pædagogik er som en avocado-planteNår pædagogik er som en avocado-plante

I dit arbejde med mennesker kan du få oplevelsen af, at det ikke ”rykker noget”. Du ser ikke en udvikling her og nu. Derfor kan du komme i tvivl om, om dit arbejde overhovedet har nogen værdi. Så kan det hjælpe at sammenligne dit arbejde med at dyrke avocadoplanter.

Artiklen har været bragt som klumme i AKTbladet. Læs den i sit oprindelige layout her.

Pædagogik er som at tage en sten fra en avocadoplante og få den til at spire og vokse sig stor: Det tager meget, meget lang tid, men man kan ikke springe nogen af faserne over. Både planten og mennesket skal have optimale betingelser for at kunne udvikle sit potentiale.

Du kan selv prøve det, næste gang du har en avocado: Stenen behøver du ikke smide væk. Sæt den med den tykke ende i vand. Jeg bruger selv et hyacint-glas. Du skal også bruge tålmodighed – masser af tålmodighed. I mange uger sker der ingenting, men pludselig går det hurtigt: Der kommer et virvar af lange rødder. Så er der stille igen i flere uger, indtil en lille spire kommer frem i toppen af stenen. Spiren vokser med mange cm. hver dag, og nu skal du plante den over i en potte med jord. Resultatet er en plante som den på billedet.

Sådan er det også med dit arbejde som pædagog. Langt det meste foregår skjult inde i barnet/den unge. Du ser det ikke, men bliv ved! Du ved, at du gør det rigtige, og pludselig ser du, at der er sket en forandring. Dannelse er også at finde ud af, hvem man er. Hvor man hører til. Hvad der er godt for én … og hvad der er skidt.

I de perioder, hvor du ikke kan se nogen forandring ske, har barnet særligt travlt. Forandringen sker nemlig inden i. Jean Piaget tale om assimilation og akkommodation. Barnet bearbejder indtrykkene, og det er en krævende proces. Først, når hele barnets organisme er færdig til det, kan omverdenen få lov at opleve, hvad der er sket. Så ser og hører vi den udvikling, som barnet har været i gang med.

I sit rette element kan en avocado blive 30 meter høj. Det kan den ikke i min lejlighed. Pladsen tillader det ikke, men det når ikke at blive et problem, for jeg kan ikke tilbyde den rette sammensætning af varme, fugtighed, lys osv.

På samme måde kan du komme ud for, at du skal gøre op med dig selv, om du er den, som kan tilbyde det bedste til de børn, du arbejder med. Måske skal der en anden voksen til? Jeg kommer nogle gange ud for at skulle anbefale, at barnet skifter skole. Under alle omstændigheder forlader alle børnene skolen på et tidspunkt, og hvor skal de så hen?

Så længe vi tager ansvar for børnene/de unge og deres trivsel og udvikling, skal vi søge mod at give dem optimale betingelser for at gro.

Mennesket har også det hele i sig. Når vi opfylder de udviklingsmæssige behov, får mennesker mulighed for at udfolde sit potentiale. Det tager tid, men vi må ikke give op undervejs, for det skal nok komme.

Hver dag sørger pædagoger, lærere, forældre og mange andre for, at børnene i deres eget tempo kan gøre det samme som avocado-planten. Det tænker jeg på, når jeg en gang imellem stiller mig selv spørgsmålet, om mit arbejde nytter noget. For det gør det!

 

Nyt håb for børnene?

Nyt håb for børnene?

Med den nye dagtilbudslov, som træder i kraft 1. juni 2018, åbner der sig nye muligheder for et godt børneliv. Det kræver, at loven følges op af tilstrækkeligt med pædagoger, som både er veluddannede og velfungerende. Det skrev en gruppe pædagoger mm. en kronik til Politiken om.

(Artiklen har været bragt i Århus Pædagoger 2/2018. Læs den i sit oprindelige layout her eller se hele tidsskriftet her.)

”Susannes arbejdsdag starter i vuggestuen kl. 9, Karl løber hende i møde, han vil op og have kontakt. ’Ja, nu er jeg kommet’, siger hun og sætter sig med ham. Susanne får øjenkontakt med Malthe, de smiler til hinanden, og han vender sig atter mod Thomas og leger videre. Rikke kommer ind fra legepladsen, løber zigzag gennem stuen hen til Susanne. Rikke skal også lige have kontakt og forsikres om, at Susanne har set hende. Derefter er hun på vej tilbage til sin leg.

Susannes tilstedeværelse giver tryghed og en kærlig stemning i rummet. Den tætte relation er en forudsætning for børnenes gode udvikling.”

Sådan indleder vi kronikken, for det er vigtigt for os at knytte de overordnede betragtninger tæt sammen med den pædagogiske praksis, som børnene oplever. Børnenes udvikling er nemlig så kompliceret, at vi forenkler den og opsplitter den i delområder som motorik, sprog osv. i vores iver på at begribe den.

Men barndommen har en værdi i sig selv, og det anerkender den nye lov. Legen får en fremtrædende plads, fordi barnet gennem legen udvikler egne kompetencer og dannelse. Legen må ikke længere ses udelukkende som et redskab til at fremme snævre læringsformål. Det skal være slut med træning, test og dokumentation som de eneste fokusområder. Udviklingen af mental sundhed har stået i skyggen, nu skal det være anderledes.

Relationer er det basale helt fra spædbarnets allerførste handlinger. For den nyfødte handler det især om kropskontakt. Det handler også om at blive set og hørt, at opleve gensidighed, samhørighed og anerkendelse, som fylder mere og mere for barnet, mens det vokser.

Barnet får mulighed for at føle sig værdifuld, hvis det har et trygt og varmt forhold til betydningsfulde omsorgspersoner. I daginstitutionen skal de voksne være opmærksomme, aktive og til at komme i kontakt med. Den største trussel mod den gode relation mellem barn og voksen er lave normeringer.

For at imødekomme barnets basale behov for relationer, skal de voksne være personligt velfungerende, der skal være tilstrækkeligt mange af de dem, og de skal være tilstrækkeligt veluddannede.

Legen er afgørende for barnets udvikling

Den nye dagtilbudslov sætter legen centralt, og det er der god grund til. Hvis vi skal pege på én aktivitet, som har betydning for barnets muligheder, er det legen. Legen mellem barn og voksne definerer fra de allerførste øjeblikke barnets evner til at udvikle relationer. Gennem legen knytter barnet og den voksne bånd. De kommunikerer med og uden ord. Den gode leg veksler mellem spænding og afslapning, mellem adskillelse og forening. Det er ikke så mærkeligt, at barnet efter en god leg kan være fuldstændigt udmattet.

Den voksnes opgave er at være en tryghedsfaktor, så det bliver mindre ”farligt” at slippe det sikre. Det gælder især med de børn, som har færrest legeerfaringer. Den voksne skal være en tryg base, som barnet kan søge, hvis der opstår en konflikt, eller hvis legen udvikler sig for langt mod en af ekstremerne spænding og afslapning, adskillelse og forening. Barnet skal turde turde, og derfor skal den voksne skabe rammerne for legen, så det bliver tilpas udfordrende.

Etiske overvejelser spiller også ind. Gennem legene udvikles normer og værdier, og den voksne kan f.eks. hjælpe med at definere, om man skiftes til at bruge legetøjet, om det er først til mølle, om man kan have monopol på evt. legetøj hjemmefra osv. På den måde gør barnet de første spæde erfaringer med rettigheder og ikke mindst med dilemmaer. Det får en gryende forståelse for det at være et individ i et fællesskab. Og at de andre børn også er individer i det samme fællesskab.

Sproget læres i relationer

Sproget har en årrække haft maksimal opmærksomhed, ikke mindst fra politisk side. Udviklingen af et velfungerende sprog kræver, at der er voksne at tale med. Det kræver igen, at den voksne har tid til at tale med barnet. Voksne, som taler til børn, udvikler ikke deres sprog optimalt. Hvis dertil kommer, at støjniveauet er højt, så har udviklingen af sproget meget trange kår.

Ved at lytte udvikler barnet sit passive ordforråd, men udtale og aktivt ordforråd udvikles gennem samtale.

Pædagoguddannelsen

Det er på pædagoguddannelsen, den kommende pædagog bliver forberedt på at imødekomme barnets behov. Derfor bærer pædagoguddannelsen et stort ansvar for daginstitutionernes udviklingsmuligheder.

Aldrig har pædagogstuderende skullet dokumentere så optimal viden og færdigheder som nu. Aldrig har der været så mange prøver, eksaminer og samarbejde med praksisfeltet. Aldrig har de studerende skullet reflektere over og handle i forhold til så mange ting.

Hvis det lykkes, bliver de kommende pædagoger meget kompetente kolleger. Vi kan så kun håbe, at de også får arbejdsvilkår, som gør det muligt at udfolde deres kompetencer. Så er vi tilbage til normeringerne.

Hvis den nye dagtilbudslov skal give det lovede løft i børnenes hverdag, skal børnene have tilstrækkeligt med voksne. Veluddannede voksne. Voksne, som er personligt velfungerende.

Om kronikken i Politiken

Allerede i oktober besluttede vi i Pædagogisk Netværk at skrive et kronikforslag om den kommende dagtilbudslov. Det har krævet en lang række omskrivninger at blive enige med hinanden og ikke mindst med Politiken om, hvordan den skulle strikkes sammen. Og tålmodighed – masser af tålmodighed.

Pædagogisk Netværk er en gruppe pædagoger mm., som gennem snart 20 år har mødtes regelmæssigt og debatteret aktuelle pædagogfaglige emner. Vi mødes ca. fem gange årligt hos et medlem i Glostrup. Vi var otte bidragsydere til kronikken.

Læs mere om Pædagogisk Netværk på www.facebook.com/paedagogisknetvaerk eller kontakt os på p-net@bjarnewandresen.dk.

Denne artikel fremhæver væsentlige elementer fra kronikken i Politiken, som blev bragt 2. april 2018.

Nu tændes der et nyt håb for børnene

Kroniken 2. april 2018Nu tændes der et nyt håb for børnene

Af Lene Lind og Bjarne W. Andresen

Udgivet som kronikken i Politiken 2. april 2018. I skrivende stund kan linket læses med login, som indgår i abonnement på avisen.

Den planlagte nye dagtilbudslov giver mulighed for et bedre barneliv. Men det forudsætter, at normeringerne også følger med ambitionerne.

Susannes arbejdsdag starter i vuggestuen kl. 9, Karl løber hende i møde, han vil op og have kontakt. ”Ja, nu er jeg kommet”, siger hun og sætter sig med ham. Susanne får øjenkontakt med Malthe, de smiler til hinanden, og han vender sig atter mod Thomas og leger videre. Rikke kommer ind fra legepladsen, løber zigzag gennem stuen hen til Susanne. Rikke skal også lige have kontakt og forsikres om, at Susanne har set hende. Derefter er hun på vej tilbage til sin leg.

Susannes tilstedeværelse giver tryghed og en kærlig stemning i rummet. Den tætte relation er en forudsætning for børnenes gode udvikling.

Vi voksne vil gerne have kontrol over og styre børns udvikling, men deres proces er så kompliceret, at vi næppe kan forstå den til fulde og derfor i vores iver for at begribe, hvordan den forløber, forenkler og opsplitte barnet i forskellige delområder som motorik, sprog, sociale færdigheder, hukommelse og tænkning. Dermed mister vi nemt ydmygheden over for den mangesidige komplekse udviklingsproces, der foregår, oveni købet mener vi os i stand til at accelerere udviklingen, hvilken respektløshed.

Men måske er der håb om ændringer, idet en ny dagtilbudslov træder i kraft 1. juni.

Den nye lov lægger op til, at vi anerkender, at barndommen har en værdi i sig selv, og at vi understøtter, at børnene gennem deres leg udvikler egne kompetencer og dannelse. Børnenes leg fremhæves i den nye version, det giver håb om at legen ikke udelukkende skal bruges og styres af voksne til læringsformål.

I flere år har kundskabstilegnelse og læringsideologier taget opmærksomheden, og udviklingen af mental sundhed har stået i skyggen. Målopfyldelse, træning, test og dokumentation blev en del af samværet. Konkurrencesamfundet ramte børnene, og flere er endt med diagnoser og har fået behov for hjælp og støtte. Det er vigtigt at sadle om.

Det er fundamentalt, at vi mennesker fra livets start er afhængige af at have sociale relationer med andre, især dem, der har en følelsesmæssig betydning for os. Vi behøver samhørighed og anerkendelse af vore følelser og vore intentioner. Vi har behov for kropskontakt for at blive set og hørt, for at opleve gensidighed.

I vores sociale liv er det afgørende, at vi er i stand til tone os ind på hinandens sindstilstande og har evnen til at aflæse mimik og andet kropssprog. Glæden ved at have fælles oplevelser og ved udveksling af synspunkter og følelsestilstande med hinanden er afgørende for den grad af livskvalitet vi oplever.

Vi ”spejler” os i andres reaktioner. De fortæller os, hvordan vi bliver opfattet. Det, vi her oplever, har indflydelse på vores væremåde og på vores eget selvbillede.

Vi skal gøre os klart, at disse faktorer også er nødvendige og uomgængelige i børns opvækst. De er afgørende for både børns trivsel og for deres udvikling af personlighed og færdigheder.

Det enkelte barn er så at sige prisgivet de voksne, der har ansvaret for det. De voksnes evne til at drage god nok omsorg for barnet og støtte det relevant hen imod selvstændighed skaber barnets senere ”kapital” til at klare sig i tilværelsen, intellektuelt som følelsesmæssigt. I samværet med de kompetente voksne udvikler barnet evnen til at være selvregulerende, til social forståelse samt til at erhverve viden om verden og hvilken indflydelse, de selv har.

Jeppe på 13 mdr. mister balancen, falder bagover og slår baghovedet i gulvet. Han græder voldsomt overmandet af smerten. Susanne, hans pædagog trøster og puster. Men gråden bliver ved. Han kan ikke forstå, hvorfor han har så ondt. Først da Susanne beskriver hændelsen, finder han ro: ”Jeppe du klatrede op på stolen, så faldt du ned på gulvet og slog hovedet – av, det gjorde ondt”. Jeppe lytter og kigger på hendes hænders medbeskrivelse, hun genfortæller episoden tre gange og Jeppe har nu forstået sammenhængen i det, der skete og den smerte han følte. Nu står situationen ikke fragmenteret og farlig for ham mere.

Livet kan blive en gave, når barnet føler sig valgt og elsket for sin egen skyld, når forholdet til betydningsfulde omsorgspersoner er trygt og varmt, og når barnet føler sig værdifuldt i familien og daginstitutionen. I dette klima opleves og erfares med stor appetit og barnet suger til sig og lærer.

For nogle børn udgør livet en kamp for retten til at være til og finde tryghed og for at blive accepteret. Det sker, når de voksne opleves som modspillere, der har negative forventninger til barnet, eller når de voksne ikke formår at opfylde barnets basale behov.

Vi må også være opmærksomme på, om det for barnet bliver en kamp at klare daginstitutionens liv, når de voksne er svære at få kontakt til, er uopmærksomme eller passive i forhold til at hjælpe barnet med at klare svære affekttilstande, eller når de professionelle omsorgsgivere konstant udgør skiftende personer, og ikke mindst når det er svært at opnå tryghed, fordi personalenormeringerne er for lave.

Det er altafgørende, at der er tilstrækkeligt mange og tilstrækkeligt veluddannede voksne til at imødekomme barnets behov for relationer. Vel at mærke voksne, som er personligt velfungerende. Den gode omsorgsgiver finder den balance, det enkelte barn behøver mellem behovet for selvbestemmelse og behovet for beskyttelse. Mellem behovet for forudsigelighed og for nye oplevelser, mellem behovet for faste rammer og behovet for at følge egne lyster og for at have indflydelse. Og den gode omsorgsgiver hjælper barnet til efterhånden selv at kunne mestre disse dilemmaer og dermed skabe en indre ro gennem sine prioriteringer. De muligheder, der gives, og de krav, der stilles, skal være tilpasset barnets mentale og intellektuelle og fysiske udvikling.

Legen er afgørende for barnets udvikling. Fra barnet er ganske lille har legen mellem barn og voksen stor betydning som fælles oplevelsesfaktor. Ved at lege knyttes tætte bånd, den fælles følelsesmæssige aktive deltagelse giver følelsen af fælles gåen på eventyr i en magisk verden. Her er en verden af musik og magi, som barnet deler med en voksen, her udtrykkes følelser uden ord, her har man en spænding som opløses på et højdepunkt, der næsten er uudholdeligt. Her veksles mellem spænding og ro, mellem adskillelse og genforening. Her er gentagelsens overraskelse fælles fryd og latter – i de mængder barnet kan klare. I de voksnes leg med det lille barn tilføres barnet erfaringer om at møde andre følelsesmæssigt, at bruge fantasi, at opleve magien i samspil, at opleve fælles glæde og morskab, det er en nøgle til at lære nye ting, til intimitet, til selvstændighed samt også til at udtrykke sider af sig selv gennem kreativitet og fantasi. Her forskes i tings og personers muligheder og grænser, her leges med lyde og bevægelser, her lægges grunden til sproget, til motoriske kompetencer, til opdagelse af fysikkens love, til sociale færdigheder, for at nævne nogle få af de færdigheder børn udvikler i det tidlige gensidige legende samspil med omsorgsgiverne.

I legen bliver fantasier og følelser udsprunget af barnets indre verden udspillet i mødet med den virkelige verdens konkrete muligheder og reaktioner. Her kommer det til udtryk, som ord har svært ved at beskrive. Her er legen og de kreative skabende processer et sprog som giver nye erkendelser. Hvis børn ikke har haft disse legeoplevelser som små, vil legen være et mysterium for dem, og de får svært at deltage i legende fællesskaber.

I daginstitutionen er de voksnes tilstedeværelse en tryghedsfaktor, der gør det nemmere for børnene at kaste sig ud i legen med hinanden. At have en base hos en voksen betyder for barnet, at det kan søge hjælp, når det oplever sig i konflikt, eller når der sker noget, barnet bliver urolig over, også når det behøver en voksen til at hjælpe sig med at løse problemet eller med at genoprette den indre ro. De voksne skaber rammerne for legemulighederne: hvordan rum er indrettede, deres størrelse, om de kan rumme fysisk aktivitet, om de kan tilbyde rolige omgivelser. De voksne skaber tilmed det mentale rum i institutionen, der gør det trygt at udfolde sig og tage risici og udfordringer op i det indbyrdes liv, børnene har med hinanden. Desuden har de voksne ansvaret for de etiske regler, børnene får skabt for deres samspil, f.eks. om man skiftes til legetøjet, eller om den der kom først, leger færdigt med det, om den der har legetøj med hjemme fra, skal dele med andre eller må beholde det for sig selv. Om man tager hensyn til dem, der er mindre end en selv, om man hjælper hinanden, om hvordan man løser konflikter og forholder sig til interessemodsætninger.

Disse etiske regler for samspil har stor betydning for børnenes sociale liv og for den enkeltes forståelse af sig selv i forhold til andre, samt for hvordan børnene lærer at håndtere konflikter, og for hvordan de støtter og hjælper hinanden. Rettigheder og hensyntagen er svære etiske dilemmaer, som man lærer af – her behøves indlevende og forstående voksne, der kan vejlede og støtte til gavn for både den enkeltes selvfølelse og for fællesskabsfølelsen.

Det er vigtigt, at de voksne ikke med deres reaktioner får børnene til at føle sig forkerte på grund af deres følelser og lyster; det udløser nemlig skam, og skam er en destruktiv følelse for selvværdet.

Michael på 3 år er ulykkelig over at være blevet afvist af sin bedste ven. Han græder, samtidig viser han sin vrede i voldsomme udfald mod vennen. Line, hans pædagog, ser ham og siger henvendt til Michael: ”Øv, hvor er det ærgerligt at Jacob ikke vil lege med dig, når du så gerne vil. Du bliver både vred og ked af det kan jeg se.” Michael kigger på Line og ser i hendes ansigt alvor og forståelse, han bliver roligere og Line kan snakke med ham om det, der skete.

Børn overtager de voksnes holdninger og handlemåder. Er de voksne moraliserende på en destruktiv facon, påvirker det børnenes indbyrdes relationer, lige som det påvirker det enkelte barns livsglæde og selvfølelse.

At opleve den samme glæde over de samme ting og at dele den samme følelse, giver intimitet. Betydningsfulde sekunder med stærke fælles følelsesmæssige oplevelser kan give stor indre glæde. Det er ikke alt det, vi oplever på et indre plan, der kan beskrives med ord, derfor er der fælles oplevelser, der står stærkest ved at være ordløse, hvor blikket, en berøring eller en gestus er det stærkeste udtryksmiddel.

Legen på børnenes præmisser bør stå centralt i daginstitutionens liv, legen for sin egen skyld. Et godt legeliv er vigtigt for såvel den mentale sundhed som for udviklingen af færdigheder.

Sproglig udvikling har politisk bevågenhed, men glem nu ikke at fundamentet for at udvikle et velfungerende sprog, er voksne at tale med. Voksne, der har tid til at samtale med barnet. I daginstitutionen er støjniveauet ofte for højt og voksenkontakten for udtyndet til, at børn udvikler et tilstrækkeligt nuanceret sprog. Det er simpelthen for svært at høre alle ordene tydeligt og at deltage i en flervejskommunikation. Taleundervisning og sprogstimulation er i sig selv ikke tilstrækkeligt til, at børn kan erhverve sig et velfungerende sprog, dertil kræves et samspil med andre, også andre der kan mere end en selv.

Sproget er ikke bare et spørgsmål om ordforråd og udtale, men også erfaringer om dets anvendelse i sociale sammenhænge og om at bygge bro mellem følelser og handlinger.

Når barnet får ord, får det udvidet sine muligheder for at gøre omgivelserne opmærksomme på sine behov, ønsker og følelser. Det går ind i en verden, hvor virkeligheden kommer til at se anderledes ud – barnet finder ud af, at alt har navne, at hensigter kan formidles, at der kan kommer ord på følelser og at ord kan lette kommunikationen og nuancere den.

Pædagoguddannelsen bærer et ansvar for daginstitutionernes udviklingsmuligheder.
Det er væsentligt, at vi har en pædagoguddannelse, som kan forberede den studerende på at imødekomme barnets behov.

Set i det uddannelsesmæssige perspektiv har studerende på pædagoguddannelsen aldrig skullet dokumentere så optimal viden og færdigheder som i den seneste uddannelsesbekendtgørelse. Dette sker ved kontinuerlige prøver og eksamener i uddannelsen og i samarbejde med praksisfeltet.

Den studerende skal kunne reflektere over og handle i forhold til kulturforskelle, kulturmøder og kulturkonflikter samt inddrage kulturdiversitet som et deltagerperspektiv og en ressource i pædagogisk praksis. Den studerende skal målrettet kunne tilrettelægge, gennemføre, dokumentere og evaluere aktiviteter og læreprocesser, der støtter trivsel, læring, dannelse og udvikling. I den forbindelse skal den studerende på et fagligt grundlag kunne udfordre eksisterende praksis, afsøge og vurdere alternative muligheder og bidrage til udvikling af pædagogisk praksis. Alle disse tiltag har til formål, at pædagoger efter endt uddannelse fremstår som de kompetente medarbejdere i institutionerne. Det er så at håbe, at der gives mulighed for at de fagligt opnåede kompetencer kan udfolde sig.

Alt i alt må vi konkludere at normeringerne bliver er kardinalpunkt, hvis den nye dagtilbudslov skal blive en forbedring af børnelivet i daginstitutionerne. Børnene behøver tilstrækkeligt med veluddannede og personligt velfungerende pædagoger.

Bidragsydere

Bente Hagsten le Fevre, lektor, master i social integration v. UC SYD, Kolding;
Birger Thomsen, tidligere daginstitutionsleder
Birgit Boelskov, uddannet børnehavelærerinde, master i pædagogisk udvikling
Bjarne W. Andresen, støttepædagog i Aarhus Kommune, redaktør, master i børnelitteratur
Henriette Korch, ressourceperson i Team for inkluderende pædagogik, Hedensted Kommune
Henrik Ditlevsen, klyngeleder Københavns Kommune
Lene Lind, pædagog, forhenværende institutionsleder, fagbogsforfatter
Ulla Qvist Engholm, master i positiv psykologi, dagtilbudsleder

Kronikken er lavet i rammerne af Pædagogisk Netværk. Manchetten (Den planlagte nye dagtilbudslov giver mulighed for et bedre barneliv. Men det forudsætter, at normeringerne også følger med ambitionerne) er skrevet af Politiken, som i øvrigt i papirudgaven skrev “dagplejelov” i stedet for “dagtilbudslov”. Vi havde kaldt kronikken Nyt håb for børnene?, mens avisen valgte to forskellige overskrift i papir- og e-udgaven, hhv. Nu tændes der nyt håb for børnene og Hvor meget kontrol skal vi tage som forældre? Leg er afgørende for barnets udvikling. I Politiken fremstår vi alle som lige forfattere, og det er også helt i orden.

Dilemmaer

Vores virkelighedDilemmaer

Peter i vuggestuen er blevet bidt i armen. Så meget, at det bløder. Peters mor er bekymret for eventuelle farlige sygdomme, og vil gerne vide, hvem der har bidt hendes barn.

(Denne tekst har været bragt på bloggen Vores virkelighed 15. april 2012.)

Skal jeg følge kommunens regler og afvise hendes ønske for at undgå stigmatisering af periodisk bidende børn? Derved beskytter jeg barnet og dets forældre mod potentielt negative reaktioner.

Eller skal jeg give moren en mulighed for at blive beroliget, vel vidende at vi alle kan være bærere af hepatitis og hiv uden at vide det? Hendes ønske bygger sandsynligvis på en formodning om, at nogle af vuggestuens børn er i større risiko end andre – f.eks. efter rejser.

Pædagogen møder en lang række professions-etiske dilemmaer i sin hverdag. Der er sjældent en facitliste, så det væsentligste bliver at forholde sig til dem på den i situationen bedst mulige måde. Vel vidende, at kollegaen måske ville vælge anderledes. Her nogle flere eksempler:

Peter kommer i børnehave, hvor også han jo af og til gør noget, som ikke er helt rent i kanten. Han kommer ikke i flere eller voldsommere konflikter med kammeraterne end så mange andre børn. Til gengæld reagerer han anderledes: Når konflikterne er løst, beder han meget indtrængende om, at vi ikke skal fortælle hans far om det. Jeg har også nogle gange oplevet, at han bliver meget vred, når han hører om, at Peter har taget legetøj fra andre børn eller været i slagsmål med dem. Mine forsøg på at fortælle, at det er normale, sunde måder at prøve sine og andres grænser af (og slet ikke usædvanligt), kan han ikke bruge til noget. Desuden er konflikten jo afsluttet i børnehaven og skal ikke tages med hjem.

Jeg står nu i det dilemma, at jeg på den ene side vil fortælle om Peters hverdag i børnehaven, som også omfatter konflikter med andre børn. På den anden side vil jeg gerne beskytte ham mod de reaktioner, som i mine øjne er overdrevne.

I Peters børnehave går også Ali. Han gør sig mange tanker om, hvad man må og ikke må. Han vil f.eks. ikke være med til sanglege, helst slet ikke deltage, når der er musik inde i billedet. Han frygter, at han kommer i Helvede for det, forklarer han. Jeg står med min faglige viden om alle de gode elementer, der er i netop disse aktiviteter for børn. Helt privat har jeg ingen bekymring for en straf efter døden, men i hvor høj grad kan jeg tage den holdning med på arbejde? Kan jeg både arbejde med Alis fællesskab i vuggestuen og i hjemmet? På en gang?

Også Alis forældre er meget optaget af ”god opførsel”, som de kalder det. Da Ali kommer i skole, ser han en dag, at Line har fået et rigtigt flot viskelæder. Kort efter er det væk, og Amalie er meget ked af det. Hun sørger naturligvis for, at hele klassen ved, at hendes viskelæder er stjålet. Jeg prøver at dæmpe gemytterne: måske er det bare ”blevet væk” og dukker op igen. Senere på dagen kommer Ali hen til mig og indrømmer, at det er ham, der har taget viskelæderet. Vi aftaler, at jeg skal give Amalie viskelæderet tilbage, og jeg mener selv, jeg runder episoden fint af med Ali.

Et par dage efter kommer Alis mor: Ali har fortalt historien derhjemme, og nu er hun vred over, at jeg ikke har fortalt hende det – eller i det mindste pålagt Ali at gå hjem og sige det. For hende er det ikke en lille bagatel, at han har taget et viskelæder, selv om han frivilligt har afleveret det igen.

Det er blot nogle få eksempler på dilemmaer, jeg har stået i. Jeg må holde mine værdier op mod hinanden og træffe en beslutning. Ofte under tidspres. Jeg har lært at håndtere det pres ved at huske mig selv på, at uforenelige værdier ikke kan opfyldes hundrede procent. Ved at følge den ene værdi må jeg nedprioritere den anden. Rasmus Willig taler i sin bog Umyndiggørelse (2009) om dobbeltbindinger, som har det samme gensidige forhold til hinanden. Det handler derfor i højere grad om at finde et acceptabelt kompromis.

Og så i øvrigt være parat til at argumentere for, hvorfor jeg handlede på den måde, jeg gjorde.

Giv mig retten til mit fagsprog

Vores virkelighedGiv mig retten til mit fagsprog

Efter endnu et kursus, hvor budskabet er “pædagoger skal tale, så alle kan forstå det”, finder jeg tre breve i min postkasse.

(Denne tekst har været bragt på bloggen Vores virkelighed 1. april 2012.)

Det ene er en længere udredning fra min a-kasse om efterløn, de to andre er fra min bank. A-kassens hæfte er langt og svært. Bankens breve er korte, men indeholder ord, jeg ikke kender. Det er sikkert i et forsøg på at forklare sig præcist, men jeg er ikke økonom.

Det er det, man har fagsprog til: fagsproget indeholder de nødvendige nuancer. Uden det kan man ikke forklare væsentlige forskelle. Hvis du ikke kender begreberne selvfølelse og selvværd, hvordan skal du så kunne fatte forskellen? Ligesom jægerstenaldermanden sikkert havde brug for at udvikle to ord for hhv. spyd og pil, har jeg som pædagog brug for både assimilation og akkomodation som begrebet, når jeg skal forklare Piagets teori om, hvordan vi tilegner os nu viden.

I faglige sammenhænge vil jeg have lov at bruge det fagsprog, jeg har. Fordi det er præcist og nuanceret. Når jeg taler med forældre, forventer jeg en vis grad af vilje til at sætte sig ind i deres barns udvikling. Om banken kan forvente det samme af mig, skal jeg lade være usagt. Det er jo døde ting, selv om de også gør deres til at sikre en sund udvikling, men der holder sammenligningen også op.

Jeg er træt af at få at vide, at jeg ikke må være med til at udvikle sproget på det pædagogiske område. Hvis ikke stenalderjægeren havde holdt fast i, at der er forskel på et spyd og en pil, ville vi stadig kalde begge dele en spids pind! Dengang var våben utvivlsomt vigtige. De var døren til fremtiden.Uden datidens våben havde samfundet sikkert ikke udviklet sig til det, vi har i dag.

Jeg tror på, at i dag er pædagogikken døren til fremtiden. Jeg vil håbe, at mit fagsprog en dag indgår som en helt naturlig del af hverdagssproget. Fordi nuancerne i sproget afspejler nuancerne i det, vi forstår. Så vil jeg ikke længere være nødt til at sidde til en forældresamtale og forklare, at der er forskel på, om deres barn er dominerende eller bare aktivt deltagende.

Så kom ikke og fortæl mig, at jeg ikke må bruge et fagsprog, som giver mig mulighed for at forklare det, jeg ved. Uden fagsproget er jeg bare en fortidspædagog. Med fagsprog er jeg forhåbentlig en del af fremtiden.

Gammel Dansk Børnehave

Vores virkelighedGammel Dansk Børnehave

Er det bare mig? Eller er det svært at få øje på, hvad det nye og det fællesnordiske er ved Ny nordisk Dagtilbud?

Er det bare, fordi Gammel Dansk Børnehave ikke har den samme klang?

(Denne tekst har været bragt på bloggen Vores virkelighed 9. marts 2012.)

Med regeringsskiftet sidste år fik Børne- og undervisningsminister Christine Antorini mulighed for at gøre noget ved projekt Ny Nordisk Dagtilbud, som hun har ønsket længe. Det er endnu lidt uklart for mig, hvad det egentlig drejer sig om. Mens jeg er blevet tæppebombet med indholdet af om Ny nordisk Skole (som hun bl.a. skrev om i bogen “Uddannelse for de mange” allerede i valgkampen), savner jeg noget konkret om daginstitutionen. Måske er det bare, fordi jeg ikke arbejder i en daginstitution?

Jeg får et billede af noget tilbagevenden til de gode forhold, som i nostalgiens idylliske lys herskede før Fogh- og Løkke-regeringerne. Hvor der var tid til omsorg, trivsel og udvikling. For børn og voksne. Men hov, var der ikke også nedskæringer, bureaukratisering og faglige “udfordinger” dengang? Helt nyt er det i hvert fald ikke.

Med hensyn til det nordiske, så er jeg alvorligt bange for, at det mere handler om, at “dansk” har fået en grim smag. Dansk Folkeparti har med ret stor succes ønsket at tage patent på at være danske, så nordisk bliver mere spiseligt. Allerede i 2006 beskrev jeg i Information de trusler, der var mod dansk pædagogik. “Dansk pædagogik er stadig et studieobjekt i internationale kredse. […] Jeg håber, det bliver ved med at være sådan.” Læs mere her.

Forskning har peget på, at der er fællestræk i Norden, når man kigger på daginstitutioner. Forskellene i kultur, historie og politiske beslutninger har også medført forskelle i daginstitutionernes vilkår, metoder og udbredelse.

Så Gammel Dansk børnehave var måske ikke et dårligt navn. Skål på det!

Vi har for mange herrer

Vores virkelighedVi har for mange herrer

Pædagogerne lever i et system, hvor alt for mange beslutninger træffes andre steder. Vi har herrer i det politiske system, det administrative system, det faglige system – og så er der alle de andre herrer: forældrene, etikken osv.

(Denne tekst har været bragt på bloggen Vores virkelighed 3. marts 2012.)

I denne uge var jeg til et fyraftensmøde i min fagforening. Temaet var ”En politik om kritik.” Vi hørte et oplæg om, hvordan der kan etableres en arbejdspladskultur, som kan håndtere kritik og faglige uenigheder. Arbejdslivskonsulent Christian Sung Dan Pedersen, som selv har læst til pædagog, fortalte om sine undersøgelser. Der var mange emner til den efterfølgende debat, men en ting bed jeg især mærke i: pædagoger er åbenbart særligt følsomme overfor kritik fra forældrene.

Det er egentligt bemærkelsesværdigt. Vi modtager kritik så mange steder fra. Hvordan kan det være, at kritik fra f.eks. kolleger, som vi jo deler faglighed med, ikke rammer så hårdt? Mit bud er, at mange pædagoger ser sig som servicemedarbejdere, før de ser sig som nogen, der praktiserer et fag. Hvis vi først og fremmest var professionsudøvere, ville kritikken fra fagfæller nok ramme hårdere, end når den kommer fra forældre.

Jeg kan naturligvis ikke vide, hvordan det forholder sig for den enkelte pædagog. Hvis du ikke genkender dig selv i min analyse, er du muligvis heller ikke så følsom overfor (uberettiget) kritik fra forældre?

Når jeg skriver, at vi har mange herrer, forstår jeg det sådan:

  • F.eks. arbejder jeg på en skole som støttepædagog for enkeltintegrerede børn. Jeg har en fritidspædagogisk leder for den SFO-afdeling, jeg er i, en SFO-leder, en administrativ leder, en skoleleder og en pædagogisk leder. Allerede der har jeg fem ledere. SFO-pædagogerne beslutter (sammen med medhjælperne), hvad der sker i SFO’en, og lærerne beslutter, hvad der sker i undervisningen. Over alle dem er der en områdechef og længere oppe en leder af pædagogisk afdeling og en børn- og ungechef. Så er der naturligvis rådmanden og borgmesteren.
  • Jeg er også en del af det nationale system med 29 medlemmer af børne- og undervisningsudvalget og naturligvis en minister. Der er servicelov, lov om undervisning og grundlov.
  • I en eller anden forstand er både børnene og forældrene også mine herrer, når jeg er på arbejde.
  • Endelig er der nogle herrer, som er mindre håndgribelige: først og fremmest min faglighed. Den byder mig at handle på den ene eller anden måde. Moral og etik giver også sin mening til kende. Heldigvis.
  • Som ekstra tilvalg har en del pædagoger ideologiske herrer: det kan være partipolitiske eller religiøse hensyn.

Det er i virkeligheden ikke så mærkeligt, at vi ofte står med dilemmaer. Alle disse herrer er langt fra enige. Vi udsættes for kritik enten udefra eller indefra hele tiden. Det vigtigste er at kunne skelne mellem de mange herrer, hvem er vigtige for dig? Det er dit valg.

Pædagoger er eksperter i læring

Vores virkelighedPædagoger er eksperter i læring

Da jeg stoppede som folkeskolelærer for at blive pædagog, troede jeg, at nu skulle jeg ikke beskæftige mig med læring mere. Jeg tog grundigt fejl.

(Denne tekst har været bragt på bloggen Vores virkelighed 15. februar 2012.)

Der var ellers meget, som kunne bekræfte mig i, at pædagoger ikke har noget med læring at gøre. At læring hører hjemme i skolen. At læring er lig med undervisning. At børn ikke skal lære i deres fritid. Intet er mere forkert.

Læring, det er noget, vi gør hele tiden. Allerede som foster lærer vi vores mor stemme at kende. Vi kan genkende lyden af musik. Som spædbørn lærer vi at få tilfredsstillet de mest basale behov: hvordan vi får mad, hvordan vi gør opmærksom på, når vi er kede af det osv. Vi lærer at krybe, at kravle, at gå. Sproget kommer til, det verbale og det nonverbale. Alle disse ting lærer vi uden formaliseret undervisning.

Som voksne lærer vi også hver dag. I går lærte jeg, at min datter kan lave en velsmagende gang røræg til morgenmad – og at den friske timian, hun puttede i dejen, Mens disse linjer skrives, lærer jeg. To eksempler på andre læringstyper: læring ved betragtning og læring ved refleksion.

Det virker nogle gange, som om menneskets måde at lære nyt på er delt op i tre:

De første seks år lærer vi bedst ved selv at prøve på det, som fanger vores interesse. Ved at være sammen med andre, som ved mere, mindre eller det samme. Ved at bevæge os frit rundt i rummet (eller endda rummene). Det samme gælder som voksne. På mystisk vis er der ca. 12 år derimellem, hvor vi bedst lærer ved at lytte til nogen, som har besluttet, hvad emnet er – og som ved det i forvejen. Vi skal sidde stille imens. Det er da mærkeligt, hvis det skulle være sådan?

Der er et enormt fokus på Folkeskolen for tiden. Ny nordisk Skole kalder regeringen det. Målet er færre skoletrætte, flere læringsformer og større glæde. Gode intentioner. For at nå derhen skal skolen lære (!) af de bedste. Der skal hentes inspiration fra erhvervslivet, fra idrætslivet og andre udefrakommende. Partnerskaber hedder det.

Hvorfor vender man ikke blikket indad? På skolerne er der allerede en faggruppe, hvis viden ikke bliver brugt optimalt: pædagogernes. Pædagoger har gennem hele deres uddannelse og faglige praksis haft fokus på, hvordan man støtter, guider og udfordrer. Vi er vant til at tage ansvar for andres udvikling. Om du kalder det udvikling, dannelse eller læring betyder ikke meget i denne sammenhæng. Pædagoger er eksperter i læring. Læring gennem deltagelse. Læring gennem observation. Læring gennem refleksion. Faktisk er der kun en type læring, vi ikke er så gode til: læring gennem at betragte og lytte til et andet menneske. Her kan lærerne noget, vi ikke kan.

På alle andre områder er pædagoger eksperter i læring. Men lærerne behøver ikke at frygte noget, for pædagogerne ved det ikke! Vi bliver ved med at fortælle hinanden, at leg og læring er to forskellige ting. Hvis du prøvet at læse indlæggene på denne blog igen, vil du se, at det vrimler med læringshistorier. Fortællinger om, hvordan pædagoger har bidraget til, at børn og unge har lært noget. Ikke ved tavleundervisning men ved at skabe et læringsmiljø.

Jeg er ikke i tvivl om, at der ligger et kæmpe potentiale lige for fødderne af os. Som pædagoger kan vi komme ind og gøre en forskel i et land, hvor vi hidtil er stoppet ved grænsen. Børnene vil byde os velkommen. Væk med undervisning, hvis formål de ikke forstår. Ind med situeret læring, hvor der er en klar sammenhæng med det jeg gør og det jeg vil.

Det kunne vi alle lære noget af…

Pædagoger med X Factor

Vores virkelighedPædagoger med X Factor

Hvis man tænder tv’et fredag aften for at blive klogere på musik eller for at høre gode sangere, bliver man skuffet. I stedet møder man en konkurrence, hvor fokus er på, om den ene eller anden bliver ekskluderet og på hvilken måde.

(Denne tekst har været bragt på bloggen Vores virkelighed 28. januar 2012.)

Det mest underholdende er dommernes mere eller mindre raffinerede måder at fortælle den håbefulde wannabe, at der altså ikke er noget talent at bygge videre på. Hvis man ikke på forhånd har mobbekulturen inde under huden, så kan man da lære noget hér.

Stjernen i programmet er Thomas Blachman. Hans budskab er, at man skal kunne mærke, hvem sangeren er. Du skal røre mig, siger han. Samtidig er han selv tildelt rollen som den kolde kyniske fisk. Hvornår er nogen sidst blevet rørt af ham – i X Factor, naturligvis. Hvordan han er som privatperson, ser vi netop ikke noget til.

Ulykkeligt, når dommerne som professionelle sangere, musikere, producere osv. kun får lov at udfolde sig som mobbende, fordømmende og bedrevidende. Lad os i stedet høre noget af den omsorg, støtte og ikke mindst mervidenhed, de også indeholder.

Lad os få programmer, som praktiserer anerkendende pædagogik og positiv psykologi. Vel at mærke på et sagligt og fagligt grundlag. Ikke som lægmand tolker det: at man roser den rædselsfulde tegning, lille Peter har brugt et splitsekund på at kradse ned eller at man erstatter ordene ”forhindringer” og ”barrierer” med ”udfordringer” og ”udviklingspotentialer”.

De historieløse vil have glemt det, men for en årrække siden var der et talentprogram, som hed ”Stjerne for en aften”. Set på afstand adskilte det sig på et væsentligt punkt fra X Factor: det var deltagerne, som var i centrum. Jeg husker flere sangere, men aner ikke, hvem der var dommerpanel. Ironisk nok, for netop navnet på programmet indikerer, at det er 15 minuts of fame. Om nogle år vil X Factor blive husket for Blachmans bramfri og grænseoverskridende facon, ikke for de gode sangere. Og desværre heller ikke for det budskab, dommerne måtte have haft.

Naturligvis er jeg ikke uberørt af den klassiske dødssynd hovmod. Jeg så gerne mit navn blive udødeliggjort. Alligevel så jeg hellere, at det er mine ord og tanker, som overlever mig. Som pædagog har man et andet menneskes liv i sine hænder. Det er et stort ansvar. Der kan skrives tykke bøger om det impact, et andet betydningsfuldt menneske præger os med. I det perspektiv er det lige meget, om man husker, hvem der sagde det. Budskabet er det vigtigste.

Jeg håber, du fangede mit. Budskab altså. Navnet var Andresen. Bjarne W. Andresen.

Børnelitteraturen er en mulighed for at forstå verden

Rolf HapelBørnelitteraturen er en mulighed for at forstå verden

Ny international børnelitteraturfestival skal afholdes i Aarhus hvert andet år med start i november i år. Interview med Rolf Hapel, en af fødselshjælperne bag projektet, om ideen bag.

 

I 2017 kom den internationale festival Hay til Danmark, hvor den som noget helt unikt var en børnelitteraturfestival.

Artiklen har været bragt i LæringsCentret nr. 1/2018.

(Læs hele bladet her. Læs artiklen i sit oprindelige layout her.)

Normalt afholdes festivalen i England med aflæggere i andre lande, og denne gang har den efterladt spiren til et nyt træ i skoven af litteraturbegivenheder i Danmark. Fremover skal der afholdes en international børnelitteraturfestival i Aarhus hvert andet år med start i 2018. LæringsCentret har talt med forvaltningschef i Aarhus Kommune Rolf Hapel, en af fødselshjælperne for Festivalen, som endnu er så ung at den ikke har fået navn.

Rolf Hapel tager imod på sit kontor på Dokk1. Han går straks til det emne, som i sidste ende kommer til at afgøre, hvor langt et liv festivalen vil få: Økonomien. ”Partnere er vigtige, for Aarhus Kommune kan ikke være ene om finansieringen. Gyldendal og DR har allerede meldt sig som interesserede, magistratafdelingen for Børn og Unge er med, og der er kontakt til en række fonde Der må gerne komme mange forlag, for de trækker forfattere med sig, som publikum kommer efter.”

Partnerskaber betyder, at andre aktører leverer indhold til alt det, som sker på Dokk1. ”Vi kan slet ikke uden”, som forvaltningschefen udtrykker det. Som et eksempel fortæller han om ”Kommune forfra”, som er lavet sammen med Mandag Morgen. ”Vi vil ikke være ’dem inde på kommunen’, for kommunen er dig og mig.” Det er partnerskaber gode eksempler på. På den måde kommer borgerne, foreningerne og andre dele af civilsamfundet med. ”De frivillige er også et vigtigt led. Vi har fået et rigtigt godt startskud med Hay festivalen i 2017. Det er folkene fra Europæisk Kulturhovedstad 2017 og de frivillige, som skal have æren for det.”

Hvor meget kan man trække på navnet Hay?

Hay festival er et godt koncept, men er brandet kendt nok? Rolf Hapel vil gerne være med til at udvikle noget med større inddragelse af børnene. Spørgsmålet er, om det kan gøres inden for rammerne af Hay. Den internationale messe i Bologna har slået sit navn an, men den er mere præget af bogbranchen som fagmesse, end det er tænkt med den danske festival. Det er de professionelle formidlere – og ikke mindst læserne – som skal være i centrum.

Det er relativt nemt at fortælle, hvad en international børnelitteraturfestival er. Hay er internationalt kendt som litteraturfestival, men for det danske publikum (ikke mindst børnene) er det ikke afgørende, om nye festival fortsætter under Hay’s ”hat”. Rolf Hapel vil dog give en kæmpe cadeau til både Hay og Europæisk Kulturhovedstad 2017 for den festival, som har været. ”Vi har ikke de samme ressourcer i 2018, men vi bygger stille og roligt op. Vi skal ikke være bange for at løbe den i gang.” Han peger på Krimimesse Horsens som forbillede for den måde at lade en festival vokse i sit eget tempo.

Er der behov for endnu en festival?

”Vi tror, der er et hul også internationalt. Det, vi kan i Skandinavien, er at se børnene som aktører. Her tager vi fat i et særligt skandinavisk DNA. Vi ser en ressource, når borgeren kommer ind ad døren,” mener Rolf Hapel.

Hvad sker der så nu?

Få timer efter mit interview med Rolf Hapel skulle der være ansættelsessamtale for en projektleder, som skal tiltræde stillingen 1. februar 2018. Dokk1 har gode erfaringer med at få ting til at fungere, og festivalen må meget gerne brede sig ud i regionen, så det ikke kun bliver en Aarhus-festival. Bibliotekerne i Horsens, Silkeborg, Herning og Viborg vil gerne være med, og der kommer stadig flere interesserede til. Den er tænkt som en tredages festival, men udenlandske forfattere og illustratorer kan benytte lejligheden og tage på turné før eller efter.

Hvad får Aarhus, Danmark og børnelitteraturen ud af det?

Her kan man høre, at Rolf Hapel har fået talt sig varm. Med glød i stemmen fortæller han om litteraturens potentiale: ”Man får sat sit eget liv i perspektiv med litteraturen, og måske især med børnelitteraturen. Personligt tror jeg ikke, man kan overvurdere litteraturens bidrag til ens udvikling.”

Rolf Hapel tilføjer at han lige har hørt, at læsetests vender den tunge ende nedad. ”For mig er børnelitteraturen noget af det vigtigste. Det er selvforståelse, sprogudvikling og meget mere.” Han peger på den amerikanske økonom og Nobelpris-modtager James Heckmann, som har vist, at jo før man investerer i børnene, jo større bliver udbyttet. Altså: Det er bedre at forebygge end at helbrede.

Kunst har værdi i sig selv

Når man prioriterer litteratur og læsning, øger man instrumentelle effekter og får bedre læsekompetencer hos børnene, dannelse, sociale evner og dermed også bedre mennesker. Som Rolf Hapel formulerer det: ”Men litteraturen har også en værdi i sig selv, ligesom leg, oplevelse, kunst. Den instrumentelle effekt kan være svær at måle, men den anden, den sker.”

Det er en interessant betragtning i en tid, hvor det ellers er det instrumentelle, der måles og vejes – og tillægges værdi. Her er forvaltningschefen ikke enig med tidens strømning: ”Kunst har værdi, fordi kunst er vigtig. Punktum. Vi går ikke til koncert for at lære at spille et instrument eller for at vide mere om Bach. Vi går til koncert for at få en oplevelse. Sådan skal det også være med læsning.”

Dokk1 er langt fremme, når man taler Smart City. F.eks. snakker deres nye medarbejder, robotten Norma Pepper, med en børnehavegruppe. De glemmer helt, at det ikke er et menneske, og robottens hurtige adgang til hele det digitale arkiv gør den til en meget vidende samtalepartner. Men der er ikke kun plusser; Rolf Hapel taler længe om de udfordringer, digitaliseringen bringer med sig. F.eks. er der problemer med fordelingen af goder i Verden. Og hvem er det der tjener på digitaliseringen? Men det er vist en anden artikel …

Fakta:

Der er årligt 1,4 mio. besøgende på Dokk1, Skandinaviens største offentlige bibliotek. I de fire dage i oktober 2017, der var Hay festival, kom der i alt 20.000 besøgende, dvs. 6-7.000 flere end normalt.

Den næste internationale børnelitteraturfestival på Dokk1 finder sted 1. – 4. november, i uge 44.