Tag-arkiv: 8 år

Skovens gåder

Mirja 3: Skovens gåder.

Gunvor Ganer Krejberg
Illustrator: Rebekka Bang Sørensen
205 sider
Gyldendal 2019

Serien om alfepigen Mirja er nået til tredje bind. Hvor de to første bind var stærkest på historien og sproget, har persongalleriet denne gang fået et gevaldigt løft.

Det er meget glædeligt, at karaktererne er blevet rundere og mere realistiske: Mirja får også lov at være ondskabsfuld, plageånden Lissa viser en sårbar side, og Lissas mor spiller en større rolle. Mere forudsigeligt er det, at Mirjas bonusfar viser sig som en vigtig forbundsfælle til Mirja, om end det ikke er helt så tydeligt for Mirja selv, som det er for læseren.

Det er stadig det samme univers med en lille alfekoloni, som skal beskytte sig mod farer udefra såvel som indefra. I bind 2 har Mirja ladet sig narre til at åbne for, at to udefrakommende kan gennembryde hekseringen, som beskytter landsbyen. Det udgør en fortsat trussel, som kun kan fjernes ved, at Mirja fortæller sandheden, men så risikerer hun selv at blive forvist fra landsbyen og dermed fra familien og fra Felix, som hun er lun på.

Mirja kæmper også med andre dilemmaer. Hun vil gerne være sig selv, men hun er også træt af ikke at ligne de andre. ”Engang troede hun, at hvis hun bare så ud som alle andre, ville hun passe ind. Måske kunne man ligefrem blive venner med sådan én som Lissa, havde hun tænkt. Men det kan man slet ikke.”

Som mange andre børn og unge springer Mirja nogle led over: Når hun ikke er som andre, er der nok heller ikke nogen, som kan lide hende. Hun er overbevist om, at den store fest i landsbyen skal bruges til, at Rådet kan ydmyge hende med en forvisning: ”De vil vente, til alle i hele kolonien er samlet, og alle kan høre det. ’Velkommen til årets store fest,’ vrænger hun for sig selv. ’Og farvel til Mirja Muddermose, der har forrådt os alle.’ Hun krymper sig, som om hun allerede kan høre dem juble og huje af begejstring. Ingen vil komme til at savne hende. Ingen.”

Hendes mors nye kæreste hedder Pavlos, og han bliver ikke budt velkommen af Mirja. Han er bare dum og i vejen – og så er han en konkurrent til mors tid og kærlighed. Det hjælper ikke, at han tager Mirja i forsvar, da moren vil bestemme over Mirjas udseende. Tværtimod får han et vredt blik og et ”kunne han da ikke bare blande sig uden om?” Udseendet spiller i det hele taget en stor rolle for Mirja, som både vil have lov at have sin egen stil og samtidig anerkendes for, hvordan hun ser ud. Da edderkoppen Olga kalder hende køn, tænker Mirja, at ”hvordan kan Olga have så mange øjne og alligevel være så blind?”

Historien udvikler sig og blive meget mere kompleks end i de to første bind i serien. Mirja finder ud af, at hun og Lissa har meget mere tilfælles, end hun hidtil har troet. I første omgang bruger hun den nye viden til at drille Lissa med de samme ting, hun selv er blevet drillet med. En hændelse i mosen knytter dem mere sammen end det faktum, at de begge får vinger lavt hos Olga og begge på hver sin måde må leve uden en tæt forbindelse til deres fædre.

Hvor jeg har anbefalet de to første bind til 5-10 år, vil jeg gå ca. tre år op i begge ender af aldersspektret med Skovens gåder.

Troldepus (samlebind)

Troldepus kompletTroldepus (serie)

Dines Skafte Jespersen
Illustrator: Karl Tornby
Foreløbigt første samlebind med 10 oprindelige bøger
509 af i alt 2169 sider

Høst & Søn 2018
(Foto af Ciceros udgivelse, 2010-2011. Oprindelige udgivelser: Chr. Erichsens Forlag, 1941-1988)

Troldepus er en troldeunge i en ikke nærmere angivet skov på Sjælland. Han har en hvid pind, som kan gøre ham usynlig for alle andre end trolde. Han får også en sort pind, som kan få ham til at flyve blot ved at tænke, hvor han vil hen. Han bor i skoven med sin far og sin mor. I bind 9 får han også en lillesøster, Pussi Troldunge.

Bøgerne om Troldepus har haft enorm succes, ikke mindst båret af, at de 41 oprindelige små udgivelser fra Chr. Erichsens Forlag var både handy og billige. Troldepus havde ry for at være “uskyldig” læsning uden politiske missioner, religion eller dramaer. Det første er helt rigtigt, og dramaet skal man også lede længe efter. Pussi bliver kortvarigt væk af og til, men hun dukker op igen. Troldepus er nogle gange lige ved at blive opdaget, når han laver “ulykker”, men han redder sig altid.

En bemærkelsesværdig undtagelse er, at nogle harekillinger dør. Det viser sig, at de er blevet forgiftet. Harekillingerne kan ikke reddes, men troldeungerne får vendt situationen, så der trods alt kommer noget godt ud af det.

Der kan alligevel sættes spørgsmålstegn ved, hvor uskyldig Troldepus tager sig ud set med briller fra det 21. århundrede. At børn bliver slået af deres forældre kan måske bortforklares med den tid, de er skrevet i. Større undren vækker det, at kønsrollerne forbliver uændret selv i de seneste bøger, hvor de også i 1980’erne må have fremstået meget gammeldags. F.eks. spørger læreren en dreng, om han vil have sin mor med, så han kan få syet sine bukser, når han ikke selv vil lære det (Troldepus og fuglene, oprindeligt udgivet i 1984). I samme bog observerer gråspurven i skolegården, at “mange drenge er altid så vigtige. Det ser jeg hver gang her er frikvarter.” Det lille opblødende “mange” skjuler ikke, at der er karikerede kønsforskelle.

Pussi undrer sig over, at der er en kvindelig lærer, og drengene er tydeligt ligeglade med at lære at sy (som er det, den kvindelige lærer underviser i). Marie er ved at sy et forklæde: “Hun var helt rød i kinderne af bare ivrighed. Lige bag Marie sad en dreng. Han var ved at sy en blomst på en klud med kulørt garn. Det så ikke ud til, at det morede ham, og pludselig gav han sig til at trække Marie i håret. Hun vendte sig om og så vredt på ham. Han slap, men et øjeblik efter begyndte han igen, så hun ikke kunne sy.” Pussy konkluderer, at “Drenge kunne godt en gang imellem være både dumme og vigtige.” Så fik vi den lige igen, hvis vi skulle have overset det første gang.

Hvis man ikke vil gøre læsning til et kønspædagogisk projekt, kan man godt få både underholdning og viden af Troldepus-serien. På Troldepus’ mange rejser i ind- og udland læser vi om plante- og dyreliv, om kultur og om seværdigheder. Særligt tydeligt er det i Troldepus finder rav, hvor en guide viser rundt på Grenen og fortæller både om geografi og om rav. Det er især de nordiske lande, som trækker, når Troldepus tager til udlandet. Hans familie bor jo også dér!

Der er mange ord i Troldepus, som vil være ukendte for barnelæseren. En del ord er næsten udgået af de danske sprog, men de kan ses som et krydderi, som bidrager til den gammeldags, nærmest nostalgiske, stemning, som er lagt i tekst og billeder.

Alle Troldepus-bøgerne

(De ti første er med i det aktuelle samlebind.)

  1. Troldepus fra Troldhøj, 1941
  2. Troldepus i skoven, 1942
  3. Troldepus i Norge, 1943
  4. Troldepus ved vintertid, 1944
  5. Troldepus ved juletid, 1944
  6. Troldepus på nytårssjov, 1946
  7. Troldepus i den store by, 1948
  8. Troldepus i Zoo, 1948
  9. Troldepus og Pussi Troldunge, 1949
  10. Troldepus til søs, 1950
  11. Troldepus ved fyret, 1951
  12. Troldepus i Afrika, 1952
  13. Troldepus på havsens bund, 1953
  14. Troldepus til gilde, 1955
  15. Troldepus og musene, 1956
  16. Troldepus på langfart, 1957
  17. Troldepus vinder et væddemål, 1958
  18. Troldepus i Tivoli, 1959
  19. Troldepus i lejr, 1960
  20. Troldepus hos samerne, 1961
  21. Troldepus i Skåne, 1963
  22. Troldepus og Hannibal, 1974
  23. Troldepus i cirkus, 1975
  24. Troldepus og ræveungerne, 1975
  25. Troldepus i mosen, 1976
  26. Troldepus og Pussi ved stranden, 1977
  27. Troldepus leder efter Pussi, 1977
  28. Troldepus. Finnerik får en kone, 1978
  29. Troldepus og Niko, 1978
  30. Troldepus på ødegården, 1979
  31. Troldepus og egernungerne, 1979
  32. Troldepus holder fest, 1980
  33. Troldepus på camping, 1980
  34. Troldepus på sæteren, 1981
  35. Troldepus i marsken, 1982
  36. Troldepus og killingen, 1983
  37. Troldepus og fuglene, 1984
  38. Troldepus og vaskebjørnen Pjaske, 1985
  39. Troldepus finder rav, 1986
  40. Troldepus ved Løvehovederne, 1987
  41. Troldepus, Mulle og Pusserlusser, 1988

Samlebindene udkom på forlaget Cicero 2010-2011, og Høst & Søns udgave er uændret i forhold til det.

En prik og en streg

En prik og en streg.

Mette Hegnhøj
40 sider
Jensen & Dalgaard 2017

En billedbog uden billeder? Du laver selv billederne ved at tegne dem på ryggen af en anden? Kun med prikker og streger? Hvad er det her for noget? Det er femten små historier om en prik og en streg, som vrider og snor sig og ender med at opfinde deres eget alfabet: morsealfabetet.

Undertitlen er Godnateventyr til at tegne på ryggen, og det er lige, hvad En prik og en streg er. Eller rettere også er. For man kan lade fingrene tale deres eget (billed)sprog ved at ledsage oplæsningen af en gang massage på ryggen af den, man læser for.

Hver historie slutter med et ”Godnat og sov godt”. På sidste side, hvor en prik og en streg opfinder morsealfabetet, er slutreplikken endda skrevet ”på deres nye sprog”:

─ ─ •   ─ ─ ─    ─ ••   ─ •   •─  ─
─ ─ ─    ─ ─ •   •••   ─ ─ ─    ••• ─    ─ ─ •   ─ ─ ─    ─ ••   ─

En prik og en streg er holdt i en minimalistisk stil. Formatet er næsten kvadratisk (ca. 20 x 20 cm), og det lækre, rillede omslag rummer sorte sider med hvid tekst. Venstre side i opslagene er helt sort, uden tekst. Teksterne er så korte, at man næppe slipper godt fra at læse en enkelt side. I stedet kan den være et lille PS til en godnatlæsning, eller man kan bruge alle historier til en massage-seance.

Og er det ikke nok at læse bogen én gang, så kan man jo tage forfatteren på ordet og følge en prik og en stregs eksempel:

Der var engang en streg,
der læste den samme bog igen og igen.
Og satte streger under alle de vigtige ord.
Prik blev træt af at vente og prikkede til Streg,
så Streg slog forkerte streger og blev i tvivl
om, hvad der var vigtigst.
Det er svært at sige, hvad det endte med,
men der blev prikket og streget en del,
og du må kalde det lige hvad du vil.

                          Godnat og sov godt

Gudskelov at der ikke følger en vejledning med til, hvordan man skal tegne historierne. I stedet kan man opfinde sine egne illustrationer alt efter fantasi og fingersnilde. En prik og en streg er derfor så meget andet end en massagebog.

Sondemad og flødeboller

Sondemad og flødebollerSondemad og flødeboller

Malene Gerd Petersen
168 sider
Special-pædagogisk Forlag 2017

 

 

15 fortællinger om at være søskende til et menneske med handicap. Det er der kommet en meget personlig og meget mangfoldig bog ud af. Ved at lade familien tale kommer forfatteren meget tæt på, og som læser kan man ikke undgå at blive rørt.

8-årige Barbara fortæller f.eks.: ”I 2. klasse fandt jeg selv på, at jeg ville holde et oplæg om min søster i klassen. Så kunne jeg også forklare de andre, hvorfor hun ikke går på samme skole som mig. Måske skulle man holde sådan et oplæg lidt oftere, for det er ikke så nemt at huske det for de andre, når de ikke er i familie med hende.”

Anna på 9 år forklarer sin søsters adfærd på denne måde: ”Hun er ligesom et glas under en vandhane, når hun er fyldt op med indtryk, så løber det over, og hun reagerer med uro og skrigeri, indtil vi ’tømmer glasset’ for hende, for det kan hun ikke selv.”

Sproget i Sondemad og flødeboller er meget voksent. Det er muligt, at børnene modnes hurtigt af at have en søskende med handicap, men teksten virker redigeret, og gør de ellers medrivende fortællinger lidt utroværdige, og det er ærgerligt.

Læseren får indblik i, hvad det betyder for den enkelte at være en del af den familie, de er. Mikkel på 10 omtaler legen med sin bror på den måde, at ”jeg leger mest for ham og ikke så meget med ham.” Et andet sted hører vi, at forældrene har en stor udfordring, men at det også er en stor sorg for det raske barn. Man bliver storesøster/-bror, også for den ældre søskende med et handicap. Derfor har det stor betydning at have en aflastningsfamilie for de raske børn. Det er et af de få konkrete forslag, som bogen giver til at lette tilværelsen for fortællerne. Et andet råd er at mødes med andre søskende i patientforeninger.

Det betyder meget at forstå, hvorfor broren/søsteren handler anderledes end andre. Et af børnene har fået den forklaring af sin mor, at ”vi alle sammen har en masse computere oppe i hjernen, og mange af Peters computere ikke kunne tændes.”

Mange af de søskende, vi møder i bogen, tager sig voldsomt sammen for at være en god søster eller bror for dem med handicap. Nogle omtaler enten sig selv som en ekstra voksen, eller også står det mellem linjerne. Enkelte familier består endda af flere med f.eks. ADHD, så bliver det et ekstra stort pres.

Udfordringerne til trods møder vi primært søskende, som ser glæden i deres familie. Og glæden til trods er de velovervejede omkring, hvad det gør ved dem selv. Christian fortæller, at måske har brorens handicap gjort ham mere ”målrettet, seriøs og moden,” og vi hører også, at det er nemmere at være social på nettet, for ”så er jeg sikker på, at mine verdener ikke blandes sammen, og jeg kan bare være mig selv.” Netop det med at være sig selv kan være svært. ”Vi er fem personer i denne familie, men næsten alle hensyn tages til én person,” som Johanne på 16 udtrykker det. Hun fortsætter: ”På en måde er jeg på overarbejde i mit eget liv. Hvornår kan jeg gå ned i tid?”

Forestillingen om to verdener ses i flere af fortællingerne. Man har én verden i skolen og/eller på arbejde, mens man har en anden verden som pårørende/familiemedlem.

Det er ikke kun børn, som kommer til orde. Karina på 54 fortæller, at hendes mor døde tidligt, så hun som søster til en handicappet bror var i en dobbelt speciel situation. Kapitlet følger hendes barndom og ungdom, indtil hun stiftede sin egen familie. Hun har været igennem en proces med at sige fra overfor den rolle, hun blev tildelt som søster til et menneske med handicap. Det er en opbyggelig historie, som de øvrige bidragsydere efterlyser. Netop på grund af Karinas alder fremstår hendes beretning særligt autentisk, der er overensstemmelse mellem hendes alder og sproget i teksten.

Den sidste beretning i bogen er Yrsa på 64 år. Hendes udviklingshæmmede bror døde som 60-årig, og hun har derfor et langt liv som pårørende at bygge sin fortælling på. Hun reflekterer over, hvordan hendes tilværelse og værdier har formet sig efter brorens handicap.

Bagerst i Sondemad og flødeboller er der ti sider, hvor man kan skrive sin egen historie som søskende eller på anden måde bekendt med handicap. Det er nok primært tænkt til brug i familier, men er absolut også anvendeligt i pædagogfaglig sammenhæng.

Boganmeldelsen er også bragt på Pædagogen.dk.

Tvekamp

TvekampTvekamp

Frank Madsen
Illustrationer: Sussi Bech
64 sider
Eudor 2017

 

 

I Grødby kæmpes en intergalaktisk kamp. På den ene side står rumpigen Stella, hendes far og Igor, hjulpet af Gustav og Raketbroderskabet. På den anden side står den onde stedmoder Xenia og rumskurken Beriah, hjulpet af Hell Boyz og en gris! Begge parter har diverse robotter og andet rum-isenkram til hjælp. I seriens syvende bind bliver der skudt med skarpt, og bogen slutter med, at Xenia gør klar til at sætte næsten hundrede endnu ikke færdigudviklede robotter ind mod sine modstandere.

Tvekamp fortsætter galskaben, hvor seriens sjette bind, Xenia, slap. Robotten R-34 og grisen Svein er mødt op hos Stella, hjulpet godt på vej af Isabella-Victoria, som ser den nye pige som en konkurrent til titlen som den smarteste pige i klassen, ja i hele Grødby og omegn. Stella er ikke hjemme, og Igor gennemskuer de forklædte gæster.

Gustav og Stella er fanget i militærbunkeren sammen med deres lærer, hjemmeværnsmanden Dynamit-Jens. To andre medlemmer af Raketbroderskabet, Simon og Benjamin, skændes om at være først til at prøve de spændende maskiner, de finder. På vejen ud bliver de mødt af to robotter, som ikke har fredelige hensigter.

På kommunen er nettet og telefonerne blevet afbrudt, og borgmesteren kan ikke se tv. Imens fikser Stellas far det rumfartøj, Beriah er kommet med. Den naive generalmajor P.G. Löwenberg hjælper ham, men kan ikke forhindre Beriah i at overfalde Stellas far – og kan heller ikke forhindre, at rumskibet letter med de to aliens.

Som skærende kontrast til alle disse handlende mennesker, aliens og robotter står Prins Xgarn, som er Xenias søn. Han gider ikke alle sine mors planer om at overtage verdensherredømmet og vil hellere sove længe.

Igor og Stellas far får på hver deres måde vendt situationen med brug af laser-våben. Igor fanger Svein og R-34 i en mintgrøn geléblok, mens Stellas fra uskadeliggør en robot ved at kapsle den ind i is.

Imens overvåger Xenia slagets gang. Hun kan se, at krigslykken har forladt hende og griber til et våben, som hun i strid med reglerne har taget med fra sin hjemplanet. Og her slutter Tvekamp og lægger dermed op til en spændende fortsættelse i Klapjagt, den næste bog i serien om Gustav og Raketbroderskabet.

Tvekamp er, som trofaste læsere kender serien fra de øvrige bøger, som skal læses i rækkefølge: Der er action og humor i den gennemillustrerede rumgyser om en lille by, som oplever store omvæltninger, da den får besøg fra det ydre rum. Sidst i bogen er der faktasider og forslag til egne aktiviteter, denne gang meget passende om laser og dødsstråler.

Boganmeldelsen har også været bragt på Pædagogen.dk.

De tidligere bind i serien omtales her.

Ormen Werner

Ormen Werner

Brian P. Ørnbøl
Illustrator: Tom Kristensen
52 sider
Dreamlitt 2017

 

 

Undertitlen ”… og andre rim og remser for børn og voksne” antyder bredden i tekstsamlingen. Netop bredden er både en styrke og en svaghed ved bogen. Man finder noget for enhver smag, til gengæld kan det være lidt svært at finde ud af, hvem den egentlig er skrevet til. Når Brian P. Ørnbøl er bedst, hører man den Halfdan Rasmussen spøge i baggrunden, som han anerkender som inspirationskilde. Andre tekster er begavede leg med ord og bogstaver, som dog kan være lige lovligt konstruerede.

Blandt de stærkeste tekster står åbningsrimet Det bedste rim i verden, hvor læseren selv skal indsætte ord på de tomme streger, så det kommer til at rime. Voksne vil more sig, og børn får lov at lege og eksperimentere som et led i deres sproglige udvikling.

Titeldigtet er også både til store og små. Ormen Werner er verdens første astronaut. Han flyver ind i et ormehul og lander ”lige da han fløj af sted”. Der er mening med galskaben, for bag vrøvleversene er den næsten ubegribelige opfattelse af universet og tiden som krumme og bøjelige.

Inspirationen fra Halfdan Rasmussen er tydelig i Peter har en kæmpe taske:

Peter har en kæmpe taske
som er fyldt med stegte ål
Tasken solgte han til Aske
for en gummistøvlesål.

Tre strofer senere vender vi tilbage til udgangspunktet efter adskillige byttehandler:

Fløj til Mars med femten kendte
sidder nu og laver bål
Ingen ved hvad der mon hændte
med kasket og stege ål.

Der er tekster, som appellerer til den barnlige uskyld: I Sengeland sover man hele dagen og natten med. I En dejlig skov må man ingenting, men på den anden side må man heller ikke tro på nogen lov. Deraf titlen. Andre steder er der er en tælleremse og en troldejagt.

I den mere alvorlige ende møder vi Peter, som er bange for livet. Cykelhjelm og knæbeskytter fortæller om hans forholdsregler mod verdens farer.

Peter spiste kun det, som var vasket godt med syre
Købte kun de øko-ting, han vidste var for dyre
Kød det kunne han ikke spise, mælk og marmelade
var det rene gift, det kunne han se i alle blade.

Som det ofte går i den genre, må Peter se røde tal på bundlinjen, når han gør sit liv op:

Da han lå på sengelejet i den sidste tid
indså han at i hans liv, var ikke sket en skid.

Et andet af de dystre vers handler om Bilerne, hvor en lille ø ødelægges af, at beboerne ”glemte at tænke sig om” og køber flere biler, end der var plads til på den lille vej. Øen ender som bilkirkegård. En barsk kommentar til forbrugersamfundet.

Tom Kristensen har også illustreret Mekano Max af samme forfatter. Denne gang har han fået lidt friere hænder, og det klæder hans illustrationer. Variationen i illustrationerne afspejler den tilsvarende variation i teksterne. Der er sjove og farverige gå-på-opdagelse-billeder og vignet-agtige næsten minimalistiske tegninger. Førnævnte Cykelhjelm og knæbeskytter er illustreret med et mørkt og dystert billede af Peter, som ligger i sin seng med sikkerhedsudstyret i et rum så dunkelt, at solens stråler gennem vinduet næsten ikke når ham.

De fleste vil kunne finde noget, som de kan lide, i Ormen Werner. Mange vil endda glæde sig over det meste. Til pædagogisk praksis (som denne boganmeldelse er rettet mod) er den dog lidt rodet og ujævn i stil og målgruppe.

Se videoen med eksempler på illustrationerne – og en smagsprøve på teksten.

Bennys far kører tog

Bennys far kører togBennys far kører tog

Rikke Villadsen
32 sider
Basilisk 2017

 

 

Rikke Villadsen har skabt en temmelig syret historie om en kvinde, som lavede meget spaghetti, men hellere ville have et barn. For at få fat i en mand, vil hun stoppe de tog, der kommer forbi i skoven. Derfor tager hun nogle skinner med hjem. Da toget kører galt, finder togføreren kvindens hus, og selv om han ”allerede havde en familie og levede i et normalt hus og holdt af sin yndlingsmusik og de der vegetarfrikadeller” og i øvrigt skulle holde sin tidsplan, gør han kvinden gravid.

Selv om Bennys far kører tog er en helt igennem umoralsk bog, springer vi til historien om egernet hr. Petterson, mens selve undfangelsen sker. Hr. Petterson besøger månen, hvor en gammel fisker brokker sig over rakettens prut-lugt.

Vi kommer tilbage på sporet – på flere måder – og togføreren kan køre videre. På sidste side flettes de to historier ind i hinanden: Benny sidder på en banegård og får at vide, at hr. Petterson er blevet skovens borgmester.

Hvis ovenstående resume lyder rodet og usammenhængende, afspejler det blot historien i Bennys far kører tog. Det har dog en pointe: Både tekst og illustration er fyldt med skæv humor. Illustrationerne fremstår enkelte steder som sammenklistrede tegninger i en stil, som ses andre steder i Rikke Villadsens forfatterskab. Teksten er meget forklarende med sidebemærkninger og parentetiske sætninger uden ret mange afsnit. Da kvinden får lyst til at lave et barn, får vi denne info: ”Men alle ved, at man ikke kan lave rigtige levende babyer af spaghetti, selv kvinden. Hun måtte ud at finde sig en mand.”

Da toget er blevet afsporet, er togføreren i vildrede: ”Åh nej, udbrød togføreren og tabte kasketten. Fuck noget lort, sagde han også, for selvom han var en pæn mand, kunne han godt bande grim. Straks slog han op i den store opslagsbog, han altid havde med sig. Det var en bog med svar på næsten alt om tog (togdrift, togsikkerhed, togsæder og togbilletter), men der stod ikke noget om togskinner, der forsvandt. Ikke et eneste lille ord.”

Bennys far kører tog fortæller læseren, at alt ikke er, som normen dikterer. Det gælder huset (som står på tre bæltedyr, så det kan vugge, ”når babyen skal sove”), det gælder kvinden i historien, og det gælder togføreren. Men selv om de to karakterer er specielle, er de det på hver sin måde: Kvinden er den ekstremt agerende, som får det, ligesom hun vil have det. Manden er et pjok, som lader tingene ske uden egentlig at tage stilling.

Som voksenlæser må man flere gange trække på smilebåndet over karakterernes handlinger og ikke mindst deres bemærkninger. Læser man den med børn, vil barnet kunne få en dejlig læseoplevelse ved at se den voksnes glæde. Og sproget gør Bennys far kører tog egnet til selvlæsning for de lidt ældre, som er ude over begynderlæserstadiet. Noget som stadig er alt for sjældent for billedbøger.

Se eksemper fra bogen og hør et uddrag.

Cykelmyggen Egon

Cykelmyggen EgonCykelmyggen Egon

Flemming Quist Møller
32 sider
Gyldendal 2017

 

 

Med tekst og illustration i gennemført forening møder vi historien om Cykelmyggen Egon, som i modsætning til de andre myg elsker en hård spurt mere end at flyve og lave ”lækre landinger”. Hans cykel bliver ødelagt, og han får lov at køre budcykel i en bikube. Da honningsæsonen slutter, får Cykelmyggen Egon arbejde i et loppecirkus, hvor han endelig finder lykken som dødskører på en dødskørselsbane.

Den korte historie er nem at følge, selv for de yngre læsere (fra tre år), og karaktererne står lyslevende ved hjælp af de flotte illustrationer, som desværre kun delvist er i farver på grund af trykteknikken for 50 år siden, hvor Cykelmyggen Egon så dagens lys – eller hvor han ”kom op af vandet på en flot ny racercykel”, som teksten fortæller.

Måske er det ikke så overraskende, at den relativt korte og enkle tekst har holdt sig på toppen i et halvt århundrede. Mere imponerende er det, at også billederne har bevaret deres friskhed. Trods et drys 1960’er-hippiestemning har de en tidløs streg.

For den, som har øjne for det, er der intertekstuelle referencer. En navnebror til Cykelmyggen, nemlig Egon Mathiesen, skabte bl.a. Aben Osvald fra 1947 og Mis med de blå øjne fra 1949. Begge titler har fælles træk med Cykelmyggen Egon. Det ses måske tydeligst, hvor Cykelmyggen Egon kørte ”op ad en blød bakke, men da han kom over på den anden side …” Mis med de blå øjne løb ”op ad bakke – og ned ad bakke – op ad bakke – og ned ad bakke.”

Flemming Quist Møller viser sin respekt for en anden klassiker, når kålormen fra Alice i Eventyrland præsenterer sig som en, ”som har optrådt i verdens bedste børnebog.” Kålormen fungerer dog hverken som vej- eller vildleder i denne kontekst, men fungerer blot som et lille intermezzo på Cykelmyggens rejse.

Der er et integreret sammenspil mellem tekst og illustration (ikonoteksten) i Cykelmyggen Egon. Allerede inden første sætning i fortællingen (som lyder ”Myggene begynder deres liv i vandet.”) hiver Cykelmyggen Egon med en fiskesnøre et boghjørne op og afslører ordet ”Start”. I resten af bogen blander teksten sig med billedet: Der er bogstaver på hvide felter eller flettet ind i tegninger. På den side, hvor myggenes flyveglæde beskrives, danner ordene en bane i luften, som illustrerer teksten.

De fem storeMed kort mellemrum udkom fem børnebøger, som skulle vise sig at blive klassikere og sætte kursen for dansk børnelitteratur fremover. Lille Virgil var den første bog den 12. september 1967, og den fik snart følgeskab af Snøvsen og Eigil og katten i sækken, Silas og den sorte hoppe, Halfdans ABC og Cykelmyggen Egon.

Snøvsen og Eigil og katten i sækken

SnøvsenSnøvsen og Eigil og katten i sækken

Benny Andersen
Illustrator: Signe Plesner Andersen
33 sider
Gyldendal 2017

 

I 50 år har læserne kunnet få et indblik i Eigils sære verden. Fire bøger er det blevet til, suppleret med film og andet merchandise. En bog, som i den grad holder sig kørende på talemåder, risikerer at blive gammeldags i sproget, og det er sket for Snøvsen og Eigil og katten i sækken.

Bogen er bygget op om relativt korte sidehistorier, som driver hovedfortællingen frem. Særligt de første kapitler fremstår som lidt lange vittigheder over talemåder. De vil kunne bruges i danskundervisningen som eksempel på, hvor galt det kan gå, når man ikke kan sine talemåder, men der er for mange af dem, og pointerne gentages længe efter, at vi har forstået dem.

Som når Eigil bruger sin flitsbue(!) til at skyde en hvid pind efter en frakke, for det har han hørt, at hans mor godt kunne. Ganske morsomt, men det varer længe, inden vi kommer videre i historien. Det er heller ikke længere så genialt at bruge Snøvsen som en af de væsentligste karakterer, når udtrykket om at gå fra Snøvsen er gået af mode.

Det er ærgerligt, at det sproglige ikke fungerer så godt, for det er en af de væsentligste grunde til den popularitet, historierne om Snøvsen har fået. Gadefejere er en uddøende race (som det i øvrigt heller ikke hedder mere) og smuglergods er noget, man bestiller online. Også barnesynet har ændret sig. Eigil siger: ”Se på mig – jeg er et menneske – ikke helt udvokset, men begyndelsen til et menneske.”

Når alt dette er sagt, står vi tilbage med en ret fin historie om tre kammerater, som oplever spændende eventyr, inden de vender hjem. Der er dramaet omkring kattekillingerne, som skulle druknes, hvor mor-katten redder sin ene killing, som senere bliver til katten i sækken. Der er kærlighedshistorien om de to bejlere, som begge må se sig vraget af en helt tredje. Der er vrøvlehistorien om bagerkonen, som ejer ”de halve kringler” (endnu et fortidigt udtryk) og giver to halvdele af en knækket kringle til Eigil: ”De halve kringler er mine, og de hele er min mands.”

Her regner Snøvsen selv ud, at to halve er en hel. Så fik vi også lidt talforståelse ind i historien.

De tre venner møder også en mand, som er blevet snydt af sin bror og nu vil slå ham ihjel. Det viser sig dog, at broren har fortrudt og er gået ned til åen for at drukne sig. Det kommer til forbrødring, forståelse og forsoning.

I den sidste sidehistorie finder Eigil, Snøvsen og katten i sækker – og læseren med – ud af, at Bøhmanden er onkel Otto, som blot forsøger at kurere sin hikke.

Samlet set har Eigil og Snøvsen og katten i sækken nok udspillet sin rolle som en bog, hvor tidens sprog vendes på hovedet. Det skal den ikke høre et ondt ord for, for når man laver aktuel litteratur, løber man en risiko for at blive uaktuel på et tidspunkt.

Denne boganmeldelse bygger primært på Alle historierne om Snøvsen, hvor Eigil og Snøvsen og katten i sækken er første del.

De fem storeMed kort mellemrum udkom fem børnebøger, som skulle vise sig at blive klassikere og sætte kursen for dansk børnelitteratur fremover. Lille Virgil var den første bog den 12. september 1967, og den fik snart følgeskab af Snøvsen og Eigil og katten i sækken, Silas og den sorte hoppe, Halfdans ABC og Cykelmyggen Egon.

 

Halfdans ABC

Halfdans ABC 50Halfdans ABC

Halfdan Rasmussen
Illustrator: Ib Spang Olsen
64 sider
Carlsen 2013

 

 

Det er over 50 år siden, at ”Ane lagde anemoner / i kanonen på Trekroner / Ved det allerførste skud / sprang Anes anemoner ud.” Halfdan Rasmussen er om nogen blevet hyldet som dansk børnelyriks store digter. Utallige andre ABC’er krediterer Halfdans ABC for inspiration. Ved genlæsning med nutidige briller fremstår den stadig ung, levende og fornyende.

Hvor andre klassikere med større eller mindre succes har forsøgt sig med nye illustratorer og nyt layout, er Halfdans ABC en helhed bestående af tekst og tegning. Af praktiske grunde har de forskellige udgaver fået ændret forsiderne, men skrifttype og farve er valgt, så de læner sig op ad den originale. Det er også svært at forestille sig Halfdans ABC uden Ib Spang Olsens streg, både i illustrationer og de håndtegnede tekster.

Til hvert bogstav hører et vers og en illustration. Det eneste bogstav uden sig eget opslag er W, som blot er tegnet ind på opslaget om vaskeriet Vaskebjørn, som i øvrigt ingen ord med W har. Det er ofte ABC’ers svage punkt at få noget fornuftigt ud af de sjældne bogstaver i danske ord. X bliver her kommenteret både på sin form, sin udtale og med nogle af de ord, som indeholder x. Det er altså flot klaret.

Om Halfdans ABC har overlevet 50 år med et dansk sprog i rivende udvikling. Helt klar ja! Pølsesnak er blevet et almindeligt ord, mens postkassekat og nissenæsebor er lige så sjove, som da de blev sagt første gang. Havegærde kender min mobils stavekontrol ikke, og levertran glider ud af sproget i takt med, at færre og færre spiser det, men det er altså meget få glasperler i en kæmpe skattekiste.

Der er sket mere på den visuelle side gennem årene. De sorte lokomotiver med røg i skorstenen er hyggelig nostalgi, og Danmark er ikke det landbrugsland, det var i 1967. Men de anakronismer ville man også kunne finde i en bog, som blev skrevet og illustreret i dag. Alligevel er der en vis ”de gode gamle dage” over Ib Spang Olsens tegninger, hvor børnene nøgenbader og mor sidder topløs på stranden, dog med ryggen til, så læseren ikke rigtigt kan forarges.

Jeg vil konkludere, at Halfdans ABC ikke bare har holdt i 50 år. Den kommer også til at glæde børn, forældre og bedsteforældre i mange år fremover, ligesom Halfdan Rasmussen vil inspirere til flere nye ABC’er i samme stil og samme rytme.

(Se også min boganmeldelse af Halfdans ABC med cd her.

De fem storeMed kort mellemrum udkom fem børnebøger, som skulle vise sig at blive klassikere og sætte kursen for dansk børnelitteratur fremover. Lille Virgil var den første bog den 12. september 1967, og den fik snart følgeskab af Snøvsen og Eigil og katten i sækken, Silas og den sorte hoppe, Halfdans ABC og Cykelmyggen Egon.