De hvide mænd

De hvide mændDe hvide mænd

Kenneth Bøgh Andersen
172 sider
Gyldendal 2003

 

 

En gang imellem giver mit arbejde som støttepædagog mig lejlighed til at læse en bog, jeg ellers ikke har nået. Af og til kan jeg endda være så heldig, at det er en rigtigt god bog. Sådan var det med De hvide mænd.

Handlingen afspiller sig i en ikke så fjern fremtid – måske endda en nutid, som er løbet af sporet. Det er på mange måder et rent samfund. Ingen affald, uniformer og haver i plastik. Hvis nogen kategoriseres som menneskeligt affald, fjernes de også. Og det er både de gamle, de syge og de sårede. Plus alle de, som får under 9,6 i snit i de eksaminer, som man tager efter 13 år i grundskole og fem år i gymnasiet. Er man ikke god nok, kommer De hvide mænd og skyder én.

Edwin er på mange måder en mønsterborger. Ok, han drikker lidt af den forbudte alkohol, han bruger dyrebar læse-tid på sin kæreste og han gør sig lidt mange tanker. Men han er ung og har livet foran sig.

Indtil en række begivenheder får ham til at gøre op med sig selv, om det er det, han vil. Om han vil leve det liv, samfundet forventer af ham. Han møder den pensionsmodne Victor, som måske stadig har noget at give, selv om han er gammel. Han giver i hvert fald Victor et nyt syn på mange ting.

Da Edwin hjælper Victor på flugt, opdager han også, hvor manipuleret nyhedsstrømmen er. Den stemmer slet ikke overens med det, Edwin selv oplever. Måske er der også andre informationer, som ikke skal tages for givet?

I et så gennemkontrolleret samfund er der naturligvis også kultur for at stikke hinanden. Det viser sig, at Victor ikke kan stole på selv sine nærmeste, og så har han kun sig selv. Men når man kun har sig selv at læne sig op ad, så bliver man også kynisk. Selv efter at have læst sidste side af De hvide mænd kan man være i tvivl om, hvor kynisk Edwin er blevet.

Forfatteren Kenneth Bøgh Andersen har fortalt, at der stadig er bud efter De hvide mænd til bl.a. folkeskolens ældste klasser. “Desværre,” tilføjede han, for det viser, at bogen stadig fremstiller et skræmmende, men ikke på alle måder urealistisk fremtidsscenarie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.