Hemmeligheder

Vibeke Arildsen
188 sider
Eudor 2018

Julie tager på road trip med sin lillesøster Marie. Hun vil besøge sin far på Frederiksberg og kører i bonusfarens bil, mens han er med Julies mor på ferie. Ikke nogen dårlig ide, hvis det ikke lige var fordi, at Julie kun er 16 år, og bonusfaren tror, at bilen stadig står i Kolding. Undervejs finder hun da også ud af, at det ikke er helt så let, som hun troede. Køreturen ender i et træ udenfor Ringe.

På Fyn bliver Julie og Marie budt velkommen i et lille samfund, som ikke stiller mange spørgsmål. Der er det ældre ægtepar med den døende mand, som lægger gæsteværelse til. Der er familien med den unge søn, som Julie forelsker sig i. Og der er mekanikeren med den nigerianske kone og endnu en kvinde fra Nigeria. Helt på overfladen et velfungerende naboskab. Læseren finder dog hurtigt ud af, at de kun lige klarer dagen og vejen. Julie er lidt langsommere til at forstå det, hvilket er en god detalje ved bogen.

Titlen Hemmeligheder refererer til, at de alle har noget at skjule. En afbrudt kontakt til en søn, en fortid som hashhandler, trafficking. Også Julie har en mørk hemmelighed. Egentlig er det bonusfarens hemmelighed, men Julie har ikke talt med nogen om, at han har forgrebet sig på hende. Nu er hun bange for, at Marie er den næste på listen.

På mange måder er Julie en mere kompleks hovedperson, end vi kender det fra mange andre romaner til de ældste skolebørn. Hun fremstår både meget moden og meget naiv på samme tid. Den kombination gør hende lidt gammeldags. Julie beskriver en af familierne sådan ”Kenneths mor, Gitte, er i lang, blomstret kjole og har bundet et tørklæde om sit lange, brune hår. Hans far, Peter, er i fløjlsbukser og en ternet skovmandsskjorte. Hans hår er samlet i en tynd hestehale. Hvis de havde været yngre, kunne de have været i et modeblad. Er det Julie, der er helt gal på den, så hun beskriver et modeblad fra 1970’erne? Det kan give mange gode samtaler i en 8. klasse.

Julie interesserer sig for Frilandsmuseet og refererer til Malala (som også Kenneth har hørt om). Og er der overhovedet nogen 16-årige, der ved, hvad Carmen Curlers er, når jeg-fortælleren Julie omtaler dem? Samtidig synes hun, det er nørdet, at Kenneth spiller skak. På den måde passer de godt sammen, og det ligger lige til højrebenet at hæftet begrebet ”tidslomme” på den lille klynge huse.

Hemmeligheder har ikke den eksplicitte beskrivelse af vold og sex, som kendetegner en del YA-litteratur i disse år. Alligevel bliver f.eks. blowjobs kaldt ved navn. Der efterlades ingen tvivl om, at Julie har gjort sine egne alt for tidlige erfaringer, og hendes desperat ungdommeligt optrædende mor spiller også en rolle dér.

Der er altså mange temaer i Hemmeligheder, men det største er naturligvis de overgreb, Julie har været udsat for. Først en mor, som i højere grad beskrives som en storesøster end en ansvarlig voksen. Så den klamme bonusfar, som Julie først alt, alt for sent tør gå imod. Skæbnen hjælper hende, for moren fortæller Julie, at han på ferien har forladt hende for en 28-årig ”led so”, en ”bitch fra Horsens”, som ”sad (…) ved poolen hele tiden og bagte på ham.” Det er vel at mærke ikke 16-årige Julies ordvalg, det er hendes mors ord.

Julies reaktion er også en nærlæsning værd: ”Pludselig breder et stort smil sig på mit ansigt. Det breder sig ud i hele kroppen. Jamen, fucking hurra! Hurra! Carsten er væk. Tak! Åh tak! Han er ikke mere i nærheden af Marie. Jeg sukker højt i stuens stilhed. Nu behøver jeg aldrig, aldrig, aldrig at fortælle nogen om de aftner med muselegen. Jeg skal ikke tænke på, om nogen vil sige, at det ikke er noget særligt. Eller at det er klamt. At han skal i fængsel. At jeg er fuld af løgn. At jeg husker forkert. Kun jeg kender sandheden. Det er min hemmelighed. Hvorfor skulle jeg sige det til nogen? For at få hævn? Jeg er ligeglad med hævn. For at få det ud af verden? Ting forsvinder ikke, bare fordi man siger dem højt.”

Mellem Julies glæde læser man også de tanker, som har forhindret hende i at stå frem. Ydmygelse – måske endda skam – ved at skulle fortælle om det. Frygt for ikke at blive troet. Det er ikke nogen god morale, at man skal vente og håbe på, at overgreb forsvinder. Men det er sikkert et udbredt håb blandt de, som har været udsat for det samme som Julie.

Hemmeligheder vil ramme den læser, som er træt af tendensen i tidens YA til at udpensle detaljer. Som godt vil læse om svære emner og om eksistenser på bunden af samfundet, og som samtidig have lov til selv at bruge sin forestillingsevne. Den fordeling vil sikkert også glæde mange dansklærere, især de lidt bornerte, som har det dårligt med de saftigste passager i den litteratur, de ellers præsenterer eleverne for.