Morkels alfabet
Stian Hole
Oversat af Naja Marie Aidt
48 sider
Høst & Søn 2016
Husker du Anna fra Annas himmel? I Morkels alfabet følger hun sporene efter en person, hun tror er drengen Morkel fra hendes klasse. Han har lagt sedler ud til hende, og da hun følger hans fodspor, kommer hun til en hule i et træ. Her sidder Morkel og venter på hende.
Som Anna har Morkel det bedst i selskab med sine egne tanker. Derfor har han trukket sig tilbage til træet og kommer ikke meget i skolen. Når Stian Hole bruger hulen i træet som kulisse, kan han rigtigt udfolde sin helt særlige visuelle stil med kollager. På JAGOO skrev jeg: “Illustrationerne fortæller det, teksten går let hen over: Gryden på primussen, rækværket og stearinlysenes flammer, som bøjer sig i vinden. Som i alle Stian Holes bøger er det umuligt at sige, hvornår kollagen begynder og den unikke illustration begynder. Det er også lige meget, det mister betydning som så meget andet, når man graver sig ned i det mystiske og alligevel jordnære univers.”
Teksten er atter underfundig, dog ikke helt på det høje niveau, som ellers kendetegner Stian Hole. Han har om Naja Marie Aidts oversættelse sagt, at den er ”bedre end den norske originaltekst”. Man tvinges ned i læsetempo, og der klæder illustrationerne, som man også skal lade sig svømme hen i.
Morkels alfabet er en bog at blive klog af. Klog på livet, klog på mennesket. Samtidig bliver man også klog på naturen, for Morkel fortæller Anna om fuglenes knogler, som er hule. Om trækfuglene, som er gæs. Om grønspætten, som spiser myrer om vinteren.
Lige så pludseligt, som de to fandt hinanden, er Morkel væk igen. Anna leder, men han ønsker ikke at blive fundet, og Anna har tre nætter fuld af drømme, inden hun får et kort, hun kan følge til Morkel. Da hun finder ham, bryder foråret ud. Så smukt kan kærligheden vises.
Det er svært at sige noget præcist om, hvem Morkels alfabet henvender sig til. Det langsomme fortælletempo og de mange referencer vil primært ramme den erfarne (billed)læser, også i børnehaven og indskoling. Jeg vil primært anbefale den fra 15-års alderen. Gode billedbøger er nemlig også til store børn og til voksne. Hvis man giver sig selv lov at svømme hen i det visuelle univers. Hvis man giver sig selv lov at læse Morkels alfabet.