Fuglen

Marianne Iben Hansen
Illustrator: Tea Bendix
69 sider
Gyldendal 2015

Jeg møder af og til spørgsmålet, om en bestemt titel er børnelitteratur af høj kunstnerisk kvalitet eller kunst, som er tilgængelig for børn? Personligt mener jeg ikke, at den opdeling holder, og Fuglen er et strålende eksempel på det. En smuk og følsom bog, både i billede og ord.

Fortællingen kan læses på flere planer. F.eks. er det en meget traditionel fortælling om pigen Alba, som har en fugl som ven. En fremmed pige ødelægger relationen ved at fortælle Alba, at hun ikke “gad ha’ så’n en underlig fugl”. Alba vender fuglen ryggen og da hun fortryder, må hun ud på en lang og vanskelig rejse i sin søgen. Først, da alt håb synes ude, dukker fuglen op igen. En traditionel hjem-ude-hjem-ramme. Det er fortællingen om venskab, om (gruppe)pres og om tilgivelse.

Fulgen er ikke en traditionel billedbog. Heldigvis. Både tekst og illustrationer kræver noget af sin læser. Teksten vinder rigtigt meget ved højtlæsning, som får de fine og skæve rim frem.

Men Alba var ligeglad
Alba sov
Hun sov og sov
og sov noget mer
og drak mælk og sov
og tissed i bleer
og sov og tabte
sin sut og skreg
og fik sin sut
og sov, eller … nej

Illustrationerne følger handlingen både i indhold og stemning. Fra min boganmeldelse på JAGOO: “En spændende blanding af materialer giver et på samme tid smukt og dystert udtryk, som sammen med teksten skaber ændringer i stemningen i løbet af bogen. Fra fine tynde streger og den meget dæmpede farvelægning af det lille nyfødte barn på sin mors mave til groteske og voldsomme tuschklatter, da Alba søger efter fuglen i den store skov.”

Vil man udfordre og udfordres på læsning af både tekst og billeder, er Fuglen et rigtigt godt bud. Jeg fik lov at smugkigge på et cafemøde med illustratoren for nogle uger siden, og jeg blev straks meget betaget.