Snøvsen og Eigil og katten i sækken
Benny Andersen
Illustrator: Signe Plesner Andersen
33 sider
Gyldendal 2017
I 50 år har læserne kunnet få et indblik i Eigils sære verden. Fire bøger er det blevet til, suppleret med film og andet merchandise. En bog, som i den grad holder sig kørende på talemåder, risikerer at blive gammeldags i sproget, og det er sket for Snøvsen og Eigil og katten i sækken.
Bogen er bygget op om relativt korte sidehistorier, som driver hovedfortællingen frem. Særligt de første kapitler fremstår som lidt lange vittigheder over talemåder. De vil kunne bruges i danskundervisningen som eksempel på, hvor galt det kan gå, når man ikke kan sine talemåder, men der er for mange af dem, og pointerne gentages længe efter, at vi har forstået dem.
Som når Eigil bruger sin flitsbue(!) til at skyde en hvid pind efter en frakke, for det har han hørt, at hans mor godt kunne. Ganske morsomt, men det varer længe, inden vi kommer videre i historien. Det er heller ikke længere så genialt at bruge Snøvsen som en af de væsentligste karakterer, når udtrykket om at gå fra Snøvsen er gået af mode.
Det er ærgerligt, at det sproglige ikke fungerer så godt, for det er en af de væsentligste grunde til den popularitet, historierne om Snøvsen har fået. Gadefejere er en uddøende race (som det i øvrigt heller ikke hedder mere) og smuglergods er noget, man bestiller online. Også barnesynet har ændret sig. Eigil siger: ”Se på mig – jeg er et menneske – ikke helt udvokset, men begyndelsen til et menneske.”
Når alt dette er sagt, står vi tilbage med en ret fin historie om tre kammerater, som oplever spændende eventyr, inden de vender hjem. Der er dramaet omkring kattekillingerne, som skulle druknes, hvor mor-katten redder sin ene killing, som senere bliver til katten i sækken. Der er kærlighedshistorien om de to bejlere, som begge må se sig vraget af en helt tredje. Der er vrøvlehistorien om bagerkonen, som ejer ”de halve kringler” (endnu et fortidigt udtryk) og giver to halvdele af en knækket kringle til Eigil: ”De halve kringler er mine, og de hele er min mands.”
Her regner Snøvsen selv ud, at to halve er en hel. Så fik vi også lidt talforståelse ind i historien.
De tre venner møder også en mand, som er blevet snydt af sin bror og nu vil slå ham ihjel. Det viser sig dog, at broren har fortrudt og er gået ned til åen for at drukne sig. Det kommer til forbrødring, forståelse og forsoning.
I den sidste sidehistorie finder Eigil, Snøvsen og katten i sækker – og læseren med – ud af, at Bøhmanden er onkel Otto, som blot forsøger at kurere sin hikke.
Samlet set har Eigil og Snøvsen og katten i sækken nok udspillet sin rolle som en bog, hvor tidens sprog vendes på hovedet. Det skal den ikke høre et ondt ord for, for når man laver aktuel litteratur, løber man en risiko for at blive uaktuel på et tidspunkt.
Denne boganmeldelse bygger primært på Alle historierne om Snøvsen, hvor Eigil og Snøvsen og katten i sækken er første del.
Med kort mellemrum udkom fem børnebøger, som skulle vise sig at blive klassikere og sætte kursen for dansk børnelitteratur fremover. Lille Virgil var den første bog den 12. september 1967, og den fik snart følgeskab af Snøvsen og Eigil og katten i sækken, Silas og den sorte hoppe, Halfdans ABC og Cykelmyggen Egon.