Silas og den sorte hoppe

Cecil Bødker
177 sider
Gyldendal 2017

Det er 50 år siden, den mærkelige dreng kom sejlende ind i dansk børnelitteratur og var med til at forandre måden, børn kunne opføre sig på. Han tog kampen op mod den uretfærdighed, voksne mødte ham med, og resultatet blev en spændende, grusom og til tider humoristisk bog.

Som handlingen skrider frem, får vi mere og mere at vide om Silas: Han er 13 år og kommer fra en lille gruppe gøglere, hvor hans mor er linedanser. Han ville gerne ride på heste som Carlo, men sabelslugeren Phillip havde tænkt sig at give sin kunst videre til den genstridige dreng uden hverken far eller efternavn. På sin flugt måtte Silas kæmpe med (og mod) mistænkeliggørelse og svig. Det lykkedes ham i første omgang at vinde den sorte hoppe i et væddemål med hestehandleren Bartolin, men i en landsby blev han bedøvet og forsøgt slået ihjel.

Landsbyen smed den bedøvede Silas på en pram og lod ham sejle videre. Silas vågnede og begav sig på vej tilbage til landsbyen for at få sin hest igen. Undervejs mødte han først den blinde Maria og senere den halte Ben-Godik, som begge skal komme til at spille en stor rolle i de kommende bøger. Indtil videre er det primært Ben-Godik, som spiller rollen som hjælperen. Også han har et ønske om at være noget andet, end de voksne har tænkt sig: Han vil hellere blive træskærer end geder. Også han har mistet sin far.

Ben-Godik er på ét punkt Silas’ modsætning. Hvor Silas er løbet væk for at tage sin skæbne i egen hånd, gør Ben-Godik, hvad han får besked på, men laver sine træskærer-arbejder ved siden af og får en i landsbyen til at sælge dem uden at fortælle, hvem håndværkeren bag i virkeligheden er. ”Silas grundede over forskellen,” fortælles det.

Sin høje alder til trods fremstår sproget i Silas og den sorte hoppe relativt friskt. De svære ord er ofte forbundet med det håndværk, der fortælles om. Til gengæld er fortællestemmen ofte morsommere, end jeg husker den fra 1970’erne, hvor jeg første gang mødte Silas. Det er med til at gøre den ellers noget dystre historie meget læseværdig. F.eks. i scenen, hvor Silas prøver at lokke noget mad ud af Bartolin:

Jeg har ingenting fået siden i forgårs.
Drengens stemme var fjern på samme måde som øjnene.
Kommer det mig ved måske? Havde du tænkt jeg skulle give dig noget?
Ja, sagde drengen uden at smile.

Silas tænker tilbage på tiden med gøglerne, hvor han havde bidt Phillip i fingeren, så han ”havde udstødt et brøl og hoppede rundt på ét ben.” Man ser det for sig, det er helt Ole Lund Kirkegaardsk!

Handlingen springer frem og tilbage i tid, men vi når til den store finale, hvor landsbyen, Bartolin, gøglerne, Ben-Godik, Maria og Silas selv mødtes, og hvor det lykkedes Silas og Ben-Godik at flygte med den sorte hoppe.

Silas og den sorte hoppe har en alvorlig historie som f.eks. Paw og Paw i urskoven havde det i Torry Gredsteds bøger fra hhv. 1918 og 1932, men Silas får et helt andet skulderklap for sit opgør mod voksne autoriteter, end hans forgænger gjorde. I dag virker Silas nok ikke nær så revolutionær, som han gjorde i 1967. Når han siger lige ud, at han ikke har lyst til at muge ud blandt hestene som betaling for mad, vil mange 2017-børn nok snarere genkende sig selv end blive forskrækkede over den flabethed, som scenen muligvis var eksempel på dengang. I de seneste 50 år er der skrevet mange bøger, som står på skuldrene af Silas og den sorte hoppe, og nogle af dem har også overgået den. Men den – og de følgende 14 bind af serien om Silas – kan sagtens læses den dag i dag.

Med kort mellemrum udkom fem børnebøger, som skulle vise sig at blive klassikere og sætte kursen for dansk børnelitteratur fremover. Lille Virgil var den første bog den 12. september 1967, og den fik snart følgeskab af Snøvsen og Eigil og katten i sækken, Silas og den sorte hoppe, Halfdans ABC og Cykelmyggen Egon.

Boganmeldelsen er også udgivet på Pædagogen.dk.