Større interesse for pædagogisk praksis
Der er en stor interesse for pædagogisk praksis blandt faggrupper, som ikke selv står i den. Måske er den endda stigende. Blandt andet i forskningen og blandt universitetsstuderende.
Den større interesse giver lidt mere arbejde til mig, men det er også rigtigt spændende. Jeg får henvendelser direkte eller via de sociale medier, hvor jeg “er”. Min oplevelse er, at det sker oftere og oftere. Det undre mig egentlig ikke, fordi pædagogikken er et vigtigt velfærdsområde, som har stor betydning. Samtidig glæder jeg mig over, at flere og flere får øjnene op for det.
Forleden havde jeg vejledning med en kandidatstuderende i lærings- og forandringsprocesser. Han interesserede sig for forholdet mellem at udøve sit erhverv som pædagog og den måde, man omtaler det. Hvordan bliver den balance forstået af andre? Hver gang en pædagog siger: “Jeg er bare pædagog”, gør hun faget en smule mindre vigtigt. Både for sig selv og for de, som hører det. Hvor ville det være gavnligt for både udøverne og beslutningstagerne, hvis virkningen af god pædagogik var det første, som poppede op på lystavlen, når man tænker på pædagoger.
Vi har afgørende betydning for udvikling, læring og dannelse. For selvværd. For kommunikationsevnen. For trivsel. Det er sagt uden at nedgøre andre faggruppers betydning for mennesker og/eller for samfundet. Det må ikke blive en kamp mellem den ene og den anden profession. Alle kan vi rette ryggen og sige: “Jeg gør en forskel!”
I går hørte jeg et foredrag med Rune Strøm, som brugte kæmpebambus som billede på de pædagoger og lærere, han holdt foredraget for. Rune fortalte, at når bonden lægger frøet, går der lang tid, uden at han kan se noget ske. Der går dage, uger og måneder. Faktisk op til to år, inden den første spire kommer op. Så går det til gengæld hurtigt! De kan vokse helt op til en halv meter om dagen, når det går hurtigst.
Med sin baggrund som bl.a. pædagog, souschef i SFO og AKT-vejleder pegede Rune Strøm på, at det er på samme måde det med det arbejde, vi laver. Meget, meget ofte ser vi ingen forandring på den korte bane. Vi må ikke miste tålmodigheden. Vi fortsætter med at støtte, guide og udfordre, og pludselig en dag ser vi forandringen. Og det er endda, hvis vi er heldige. Andre gange er det først, hvis vi møder barnet eller den unge igen efter mange år, at vi kan se udviklingen. Og så ved vi faktisk ikke, om det var os, der gjorde den afgørende forskel. Ligesom bambusbonden ikke ved, om det var hans vanding, hans gødning eller hans lugning, som gjorde forskellen – eller der var kommet en lige så stor og kraftig kæmpebambus ud af det, hvis han havde ladet naturens orden råde.
Selv om vi ikke ved, hvad den enkelte indsats betyder, så ved fra forskning, at det lange seje træk gør en forskel. Vi ved meget om de muligheder, vi tilfører mennesker ved at gøre en ordentlig pædagogisk indsats. Vi kan sammenligne store grupper af mennesker, som er vokset op under forskellige vilkår.
Her er det f.eks. vist ved Heckmann-kurven (i dette tilfælde taget fra Børn&Unge udgivet af BUPL), som viser, at det er bedre at forebygge end at helbrede. Kari Killén skrev i Omsorgssvigt er alles ansvar, at “de børn, der faldt igennem barndommens stormaskede sikkerhedsnet, opfanges i voksenpsykiatrien, i krisecentrene eller i forbindelse med politiafhøringer.” Så langt må det ikke komme.
Derfor er det vigtigt, at pædagoger får ordentlige muligheder for at udøve deres erhverv. Det kan den større interesse for pædagogisk praksis hjælpe med til.
Derfor er det vigtigt, at pædagoger gør sig umage. Det kan vi kun selv sørge for.