En helt hvid bog

Silvia Borando, Lorenzo Clerici og Elisabetta Pica
44 sider
Alfa (Eksistensen) 2015

I en fortælling helt uden ord maler en dreng på væggen med en malerrulle. Han maler fugle, fisk, en elefant osv. De giver ham ikke glæde, men til sidst maler han en hund frem, og den springer ham i møde. Han har fået en ven.

Så banal og universel er fortællingen i En helt hvid bog. Derfor kan den bruges helt ned i vuggestuen. Ældre børn kan også have glæde af den.

På JAGOO skrev jeg: “En helt hvid bog er uden ord. Man kan fortælle meget med få streger. Drengens ansigt er en guldgrube af udtryk. Forventningens glæde, når dyrene viser sig. Skuffelsen, når de flyver/svømmer/løber væk. Forskrækkelsen, når en dinosaur truer ham (…) Da hunden kommer frem, ser drengen lidt undrende ud: Hvad skal han stille op med den? Hans undren skifter til glæde, da hunden hopper op i hans udstrakte arme.”

Det er dejligt at læse en bog, som tør. Som tør droppe ordene og lade billederne fortælle det hele. Forløbet i En helt hvid bog har mange gentagelser og er derfor god til de ikke så rutinerede læsere. Samtidig fortæller den om skuffelser og om venskab, så også de mere rutinerede kan få noget ud af at læse. Det sker sjældent, især er bøger med gode fortællinger sjældne til vuggestuebørn.

Når der er så lidt tekst, er der plads til at lade sin egen fantasi komme i spil.

Se et uddrag af En helt hvid bog her.

Stakkels monstre

Ivar Da Coll
Oversat af Vagn Plenge
48 sider
Hjulet 2016

Det er nat, men Eusebio kan ikke sove. Han er bange. Med dynen oppe om næsen kigger han rundt i sin lille hytte, og i hans fantasi bliver hverdagsting til farlige monstre. De jager ham ud af sengen, og han løber op hen til sin ven Ananías, som hjælper ham. Ananías fortæller, at monstrene er nogle stakkels eksistenser uden venner. “Hvordan kan man stole på nogen, som ikke er en rigtig ven?”, forklarer Ananías.

Monstrene snyder hinanden og kan ikke finde ud af at lege. Derfor har de ingen ro og er lige så bange, som Eusebio selv er det. De har slet ikke tid til at tænke på lille Eusebio. Ananías giver Eusebio et knus, og han kan gå hjem igen. I mellemtiden er det blevet morgen.

Der er mange smukke detaljer i Stakkels monstre. Den lille bamse, Eusebio har i hånden. Den snoede vej op til Ananías. Den poetiske tekst: “Alt er mørkt. Kun nogle få stjerner holder månen med selskab.” På JAGOO skrev jeg bl.a.: “Det allerbedste opslag er billedet af Eusebio, som ligger under dynen og kigger ud på monstrene ved hans seng. Hvis man bladrer en side tilbage, kan man finde kimen til hans forestillinger: En bamse er blevet til en stor drage, gardinet er et svævende spøgelse med hatten fra klædeskabet. En uskyldig vandkande er vendt på hovedet og er nu hatten på et monster med hugtænder. Selv en væltet legetøjsbil får et ansigt af lygter og rude.”

Billede og tekst følger hinanden i den magiske realisme, som er et begreb, som især er kendt fra latinamerikansk litteratur. Når man først har accepteret den magiske præmis, er resten logisk og realistisk sammenhængende. Det ses f.eks. af, at Eusebio er en kat, og Ananías er en ælling. De ligner i hvert fald.

Den korte tekst formår at få i hvert fald to pointer frem: At monstre ikke er så farlige, og at venskab er dyrebart. Venskabet i Ananías’ skikkelse beroliger Eusebio, og monstrenes manglende venskaber tager styrken fra dem:

“Dem der spyr ild …
dem der gemmer sig på mørke steder
og har øjne som lyser i mørket …
dem der flyver på et kosteskaft
og har en vorte på næsen …
dem med hugtænder …
dem der er hvide, meget hvide,
så hvide at de virker gennemsigtige …
og dem med horn …”

Skulle læseren blive lidt bange på de få sider, hvor Eusebio i tankerne gennemgår monstrene og deres ugerninger, bliver han hurtigt rolig igen, når Ananías tager Eusebio ved hånden. Illustrationerne er, som teksten også er det: Med en detaljeret realisme, så man glemmer det magiske udgangspunkt: Et venskab mellem en kat og en ælling. Uroen bliver afløst af varme og ro, og man kan jo altid bladre tilbage og opleve det lille gys igen.

Ivar Da Coll har været nomineret til flere internationale priser (bl.a. H.C. Andersen-prisen og ALMA-prisen) og fik i 2014 ”Premio Iberoamericano SM de Literatura Infantil y Juvenil”, som har til formål at fremme børnelitteratur i hele Latinamerika.

Niller Pilfinger får en flyvetur 2. udgave

Stine Josefine Dige
Illustrator: Maria Tran Larsen
38 sider
Ego Libris 2016

Den nysgerrige dreng Niller Pilfinger er ude ved lufthavnen og kigge på fly. Han er så optaget af det, at han slet ikke har tid til at spise is. Da en pilot er ved at reparere sit fly, får han lov at sidde i cockpittet, men han kan “naturligvis” ikke holde fingrene fra knapperne, og piloten når kun lige netop at komme med, da flyet letter. Det afholder ikke Niller Pilfinger fra at få udløst katapultsædet, og kun med nød og næppe får piloten vendt flyet, så drengen kan blive grebet og komme sikkert ned på jorden igen.

På JAGOO skrev jeg: “Niller Pilfinger får en flyvetur er udkommet i 2. udgave. Et lidt mindre format og med enkelte ændringer. Teksten er blevet skåret til, så den kan være i det nye format, og det er gjort ganske godt. Overraskende nok er der også ændret lidt på historien: I førsteudgaven nøjes Niller med at tænke på at blive skudt ud af flyet. Illustratoren har også været i gang igen og har tilføjet en ekstra tegning.”

Da første titel om Niller Pilfinger udkom (Niller Pilfinger åbner Bakken), sammenlignede jeg ham med Emil fra Lønneberg. Der er stadig lighedspunkter, og den største forskel er bevidst nedtonet: Niller har to mødre, som han kalder mammi og mor. Det bliver der ikke gjort det store ud af, for det er barnet, der er i historiens centrum. På den måde vises det, at barnelivet ikke behøver være særligt forskelligt, om man vokser op i en traditionel kernefamilie eller i en såkaldt regnbuefamilie.

De to mødre har ikke nogen fremtrædende plads i Niller Pilfinger får en flyvetur. Pia Pilot med den lilla værktøjskasse har større betydning for historien, og Freddy Flykigger er en sjov biperson både af udseende og af navn. Familiens Nimbus med sidevogn og Pia Pilots fly Kazandra bliver næsten til bipersoner, da de har munde og øjne.

Niller Pilfinger-serien er dejlig fri for politisk korrekthed, og den underspillede rolle, det lesbiske forældrepar har, gør den spiselig for flere. De fleste børn vil ikke engang tænke over det, ligesom de heller ikke spørger, hvor Alfons Åbergs mor er i serien af samme navn. Derimod vil det være en dejlig oplevelse for børn, som ikke kan spejle sig i de familiebilleder, de møder i andre børnebøger. Læs også Niller Pilfinger åbner bakken.

Jeg havde glæden af at overrække Klods Hans-prisen til Stine Josefine Dige sidste år til BogForum. Hun modtog prisen som repræsentant for projektet “2200 Godnathistorier”, som hun er koordinator for. Forfatteren har sagt, at “man skal passe på med at presse forklaringer ned over børnene, fordi de voksne har et behov for tilblivelseshistorier. På den måde risikerer man nemlig at udstille regnbuebørnene som anderledes. Totte-bøgerne indledes jo heller ikke hver gang med at redegøre for, hvordan Tottes mor og far bollede og fik lille Totte. De handler om noget ganske enkelt, som relaterer sig til børnenes udviklingstrin, som f.eks. at tage tøj på selv.”

Den tilgang ses meget tydeligt i Niller Pilfinger-bøgerne.

Viola og veninderne

Line Kyed Knudsen
Illustrator: Charlotte Pardi
28 sider
Carlsen 2015

Der er rift om de gode venindeskaber i børnehaven. Viola vil helst lege med Siri, og det er gensidigt. De vil begge gerne lege med Anna og Ida, men de to sidste bestemmer for meget, og legen går i stykker med det resultat, at Viola ryger ud på et sidespor. Det sker i dukkelegen, i far-mor-og-børn og når de leger zoologisk have.

Anna har en dag en isbjørnebamse med, og en uenighed om, hvem der skal holde den, ender med, at Viola skubber til Ida. Først her træder pædagogen i karakter og hjælper veninderne med at finde en vej til en bedre relation. Det sker, uden at nogen får skyld, men alle har ansvar. Det er god pædagogik, og Viola og veninderne har heller ikke delt karaktererne op i de gode og de onde.

På JAGOO skrev jeg: “Viola og veninderne bliver aldrig en belærende bog med løftede pegefingre. Det er en smuk billedbog, hvor historien om hverdagssituationer formidles med et flydende sprog og dejlige, udtryksfulde og glade illustrationer, som alligevel har tilpas sørgmodighed over sig, når Viola f.eks. står i garderoben og betragter Anna og Ida, som går hjem sammen, fordi de fik en legeaftale. Dialogen fylder meget i teksten, for handlingen aflæses let af illustrationerne.”

Dialogen er meget realistisk, og det er væsentligt, fordi den fylder så meget i teksten. En anden detalje i børnehøjde er f.eks., at Viola får lov at sidde forrest i bussen med pædagogen, da hun er ked af det. På sidste opslag er der forslag til dialogisk læsning og et link til Fri for mobberi.

I en børnehave vil Viola og veninderne kunne bruges som et godt udgangspunkt for samtaler med børnene om venskaber og lege.

Mekano Max

Brian P. Ørnbøl
Illustrator: Tom Kristensen
52 sider
Calibat 2016

Mekano Max er ved at ordne sin bil, da en tyv stjæler en bolt. Max sætter efter ham og kommer dermed til at deltage i en konkurrence om at gennemføre et løb med mindst brændstofforbrug. Da Mekano Max får hjælp af alle mulige dyr undervejs, vinder han løbet.

Det er rammen i Mekano Max, som kan læses med en rap-rytme, som rammer den seje stil i billederne. En tyk sort streg og klare farver giver et street art udtryk uden at læseren skal undvære detaljer som en alligator i hawaiiskjorte, som har en badeand.

Også teksten afslører mere og mere ved genlæsning. Miljøtemaet ses både i motorløbet, man vinder ved at bruge mindst brændstof, og af, at dyrene æder biler, præmien, telte, borde og bænke efter løbet.

”Konkurrencen er slut med en ordentlig salut,
og alting forsvinder og bliver til minder.”

Det bliver dog ikke for meget, og man morer sig herligt undervejs både som voksen- og som børnelæser.

På JAGOO skrev jeg bl.a.: “Man komme uvilkårligt til at tænke på Axel elsker biler. Både i rytme og ordleg ligner de to bøger hinanden – og så er der jo biler med, som er et hit hos mange børn. Man kommer til at læse den mange gange, og det gør ikke noget, for teksten lægger op til en hurtig oplæsning, som kræver lidt øvelse. Det er ikke altid lige let, og det er bestemt ikke nogen hjælp, at alle vers er skrevet med versaler. Til gengæld er det et stort plus, at det rent faktisk rimer.”

Sidste side er en såkaldt “hyggesnak” med spørgsmål til historien. “Hvor mange dyr, som ikke lever i Afrika, kan du finde i bogen?” er et eksempel på de lidt løsrevne spørgsmål, som slet ikke har resten af bogens tempo og humor.

Mekano Max er Brian P. Ørnbøls debut som børnebogsforfatter, mens Tom Kristensen kendes fra bl.a. børnebøger og graphic novels.

De 2 dovne ulvebrødre

Mia Sinding Jespersen
72 sider
dstrands.dk 2015

En bog, som opfordrer sine læsere til selv at farvelægge tegningerne. To ulve, som er for dovne til at lave andet end dåsemad og som derfor annoncerer efter en madmor. Stift kardus og en spiralryg. Ingen angivelse af forlag. Ingen oplysninger om, hvordan man køber bogen.

Det var en meget mærkelig gave, jeg fik i taknemlighed til et foredrag, jeg holdt om børnelitteratur for højt begavede børn. Spændende og anderledes. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være en velfortalt historie om to dovne, men kloge ulvebrødre. De får besøg af skovens dyr, som har smagsprøver med i form af livretter.

Livretterne falder ikke i ulvenes smag. Musens ost, pindsvinets regnorme eller uglens skelletsuppe er ikke ulvemad, og det er harens gulerodsmos, kyllingens risret (som skulle spises med pinde) og myrens bladspyd heller ikke. Bjørnen håber på, at honninglagkage klarer sig bedre, men “ulvene blev hurtigt enige om, at bjørnen ville være et farligt dyr sådan at have boende i hulen.Derfor fandt de på at sig, at de rent faktisk var megaallergiske overfor honning.”

Det er to trætte, sultne og noget kede ulve, som lukker døren efter gæsterne, da et stort hvidt får banker på. Hun kunne lave lækker mad i store portioner, og ulvene ansætter fåret. På den måde får de både god mad selv og endda så meget, at de kan sælge den i de mange tomme dåser, de har til overs fra deres dåsemadsdage.

På JAGOO skrev jeg bl.a.: “Man kommer til at tænke på Rune T. Kidde ved at læse De 2 dovne ulvebrødre. Han tegnede også skøre dyr, som gør skøre ting. Tanke- og talebobler er ikke hverdagskost i en billedbog, og lydmalende ord bliver sjældent brugt så bevidst som her (…) (Højt)læseren vil grine undervejs og vende tilbage til bogen.”

Bogen slutter med en en lille labyrintopgave og med opfordringen om at farvelægge tegningerne. En tilgang uden meget æresfrygt for bogen. En tilgang, som er lige i børnehøjde.

Pigen, der fik ordene galt i halsen

Johanne Søndergaard Poulsen
Illustrator: Susanne Ullidtz
31 sider
Blæs 2014

Når Nynne taler med sin far eller med dyr, er der ingen problemer. Derimod føles det, som om hun får en krumme i halsen, når hun vil tale til andre. Nogle gange føles det som et helt franskbrød. Hjælpen kommer i form af en operasanger, som ikke alene lærer Nynne at synge. Han lærer hende også at trække vejret.

På JAGOO skrev jeg: “Næste dag i skolen kan Nynne både nynne(!) og synge. Da de andre børn spørger hende, hvad det er for en sang, mærker hun franskbrødet igen. Hun husker, hvad operasangeren har lært hende, trækker vejret dybt og kan både tale med børnene og lære dem sangen.”

Den ikke overraskende fortsættelse beskrives i Pigen, der fik ordene galt i halsen sådan: ”Fra den dag nynnede Nynne hver eneste dag. Sommetider kom krummen igen og sommetider hele franskbrødet. Men nu vidste hun, hvad hun skulle gøre. Og da Nynne blev voksen, blev hun en stor og verdensberømt operasangerinde.”

Bogen er heller ikke på andre måder præget af nytænkning. Pointen med at møde et menneske, som betyder en afgørende ændring i ens liv er brugt før, men den virker. Det er en god pointe. Det kan undre noget, at Nynne må lide hos operasangeren, inden hun kommer så langt. Han hiver hende endda i håret!

Til gengæld er det mest voksen-mave-surhed, som underkender værdien af at tro på at blive verdensberømt. Det er målet for rigtigt mange børn i den alder. Bogen her rokker ikke ved deres forventninger, om de så kan indfries eller ej.

Mest spændende er illustrationerne. Jeg holder især af et opslag med en gammel dame med rødt hår, kæmpe røde briller, røde negle og gigantiske smykker. De mange pangfarver og de udtryksfulde ansigter gør Pigen, der fik ordene galt i halsen mere interessant. Det hjælper til at få moralen frem om, at generte piger også kan vokse og komme til orde. Det er en bog, som giver håb, og det skal man ikke undervurdere betydningen af.

Mig og ulven

Delphine Perret
64 sider
Damgaard 2015

“Mig” finder en ulv, som overrasker på flere måder: Ulven kan tale. Ulven er den Store Stygge Ulv. Ulven er skræmt og vil hellere spise småkager – helst med chokolade – og lege end være skræmmende og æde den trælse søster. De to opbygger et venskab, hvor drengen prøver at opbygge ulvens tro på sig selv.

På JAGOO skrev jeg bl.a.: “Historien er fortalt i et meget rent billedsprog med korte replikker. Når den er bedst, minder den om Radiserne i sit udtryk og om Steen og Stoffer i sit indhold. Der er lag til den voksne, som læser højt, og der er lag til barnet, som læser med: Det umage par opbygger et venskab, fordi ulvens stædighed og ubehjælpsomhed giver en modvægt til det projekt, drengen har med den. Barnelæseren vil more sig over den skøre ulv, som er så hjælpeløs og u-skræmmende.”

Sammenligningen med tegneserien Steen og Stoffer er ikke helt tilfældig, for man forstår nok, at ulven er et fantasifoster hos en dreng, som gerne vil vil være mere interessant, end han er. “Det er ret svært at holde på den hemmelighed. Hvis jeg havde fortalt henne i skolen, at jeg havde en ulv i skabet, ville jeg virkelig være blevet populær,” siger han på et tidspunkt.

I det sidste kapitel har han fået ulven trænet så meget, at den jagter ham hen til skolen og rundt i skolegården. Desværre er der øjensynligt ingen andre end ham selv, der lægger mærke til ulven, men han inspirerer da de andre børn til at lege fangelege med hinanden , mens han og ulven deler småkager på en bænk.

Drengen vil gerne kalde ulven Zorro, men af uigennemskuelige grunde hedder den Bjarne, som ikke er skræmmende nok. Det kan undertegnede bekræfte… Ulven bor i klædeskabet, hvor der er fred, og hvor moren ikke kan finde den. Den tænker mere på småkager end på kød. Og projektet med at blive skræmmende kører ikke rigtigt.

Se eksempler fra bogen på www.damgaardforlag.dk/migogulven.

Rasmus Klump. De samlede eventyr 1951-1955

Carla Hansen og Vilhelm Hansen
Redigeret af Per Sandehage
367 sider
Zoom 2015

Rasmus Klump-historierne blev oprindeligt trykt som avisserier. Det er de originale serier, som nu udkommer i to bind. Serierne er bedst kendt fra de blå hæfter, som er skåret til, forkortet, og ændret i rækkefølge. Nu har man for første gang mulighed for at læse alle historierne samlet.

“En tyk bog med Rasmus Klump i sort/hvid. Inklusiv de sekvenser, som blev sorteret fra, da de kendte blå hæfter udkom. Det lyder som et skidt udgangspunkt, men når man har læst Rasmus Klump. De samlede eventyr 1951-1955, ved man, at der er kommet en helt fantastisk bog ud af det,” skrev jeg på JAGOO. Det indrammer vist meget det indtryk, jeg fik ved at læse Rasmus Klump. De samlede eventyr 1951-1955.

Selv om Rasmus Klump. De samlede eventyr 1951-1955 er opfyldelsen af en våd drøm for enhver Rasmus Klump-fan, afslører den også, hvor godt de blå hæfter er lavet. Når man læser dem, opdager man slet ikke, at der er skåret noget ud eller at to historier er klippet sammen til en, som det er sket enkelte gange. Derfor får man også en oplevelse af at læse helt nye historier, når man sidder med Rasmus Klump. De samlede eventyr 1951-1955.

Det Rasmus Klumpske univers er en gengivelse af den måde, det lille barn ser verden på. Rasmus Klump drager verden rundt sammen med sine bedste venner, Pingo, Pelle og Skæg. Enkelte bipersoner følger dem kortere eller længere tid. De har selv bygget et skib til formålet og opkaldt det efter Klumps mor, Mary.

Undervejs møder de en lang række personer (i dyreskikkelser), som udmærket ved, hvem Rasmus Klump er, og hvad han laver. I Rasmus Klump. De samlede eventyr 1951-1955 bliver det meget tydeligt, hvordan serien refererede til sig selv, da den blev læst i avisen. Det er nemlig gennem avisen, at personerne rundt om i verden kender Klump og hans venner. “Goddag, er det ikke Klump fra avisen?” spørger en kanin, og Kong Ursus har læst i avisen, at Klump mangler benzin til skibet.

Selvreference bruges som komisk element flere gange.  F.eks. sejler Mary forbi en struds, som står sammen med en brilleslange og råber til Frømand og Pildskadden: “Hvad vi leger? Vi leger ikke. Jeg ta’r fodbad, og Brille tager halebad. Det fremgår da ellers tydeligt af billedet.”

Det mest ekstreme eksempel er en sekvens, hvor en løve er så optaget af sin avis, at han ikke opdager, at han går hen over en giraf og op på Mary. Klump forhindrer ham i at fortsætte ud i vandet og siger:  “Kan du se, jeg står og ler på billedet, og du står og læser. Det er da vældig sjovt.” Samtidig står Klump og ler, mens løven står og læser. I avisen kan løven endda læse, at Gøjen og Pildskadden bruger hans hale som svamp og kommenterer på det uden at kigge op en eneste gang.

For at forstå den succes, serien om Rasmus Klump har fået, må man dvæle lidt længere ved den barnlige naivitet, som serien afspejler. Når Klump har brug for noget, er der altid nogen, som kan undvære en motor, nogle brædder, mad eller endda gummistøvler. Skæg kan fange en torsk ved at stikke foden ned i vandet. Han kan bagefter smide den på en pande, og straks har de stegt torsk.

Renlighed er også nemt klaret. Hvis man er beskidt, skal man bare dyppes kortvarigt i vand. Så bliver både tøj, krop og hænder rene. Futkarl udtaler forfatternes forståelse af børns forhold til at blive vasket på denne måde: ”Jeg troede det ikke, men der er altså børn, der kan lide vand.”

Fra små børns leg kender man, at de laver billetter til forestillinger mm. Billetterne deles gratis ud, eller man skal betale med blade, når man køber sandkager på legepladsen. I Rasmus Klump. De samlede eventyr 1951-1955 genbruges ideen ved en tunnel på vej til Mount Everest. “Jeg uddeler billetter til hullet. Næh, det koster ikke noget. Jeg synes bare, det er så sjov at uddele billetter,” siger aben, som ejer hullet.

Legeskrivning er en fase i udviklingen af børns tegning og skrivning. Rasmus Klump og hans venner finder et skilt, som har nogle kruseduller. “Det er mig, der har skrevet det, og da jeg hverken kan læse eller skrive, er jeg den eneste, der ved, hvad de tegn betyder,” forklarer skiltemageren.

Der er nogle detaljer, som har mere litteraturhistorisk interesse end egentlig pædagogisk kvalitet. F.eks. ser man Skæg dele sin pibetobak med Klump, Pingo og Pildskadden, som hoster og harker. Et andet sted optræder en topløs havfrue, dog uden brystvorter, hvor de ellers burde være. Disse to detaljer er ikke med i de blå hæfter. Om de er redigeret ud for at være mere socialt acceptable, er uvist.

Et par replikker er mest til de voksne. Pingo siger f.eks.: “Hvis du er færdig med at gøre dig lækker for lille Lamseben, må du se at få ankeret ned, Pelle.” I de blå hæfter er det kortet ned til “Henter du ankeret, Pelle? Så går Klump ned og starter motoren.” Når man ved, at Vilhelm og Carla Hansen kom i store problemer på grund af en skattegæld, er det komisk at læse, at Pelle siger til Klump: “Nu arbejder Pingo, og så risikerer du at få skatten i hovedet, og skatter er vist altid tunge byrder.”

Det sidste samlebind forventes at udkomme i 2016.

Amigo

Mario Salazar
Oversat af Annemarie Løppenthin
24 sider
Hjulet 1988

Jeg fik Amigo i forbindelse med et arrangement, hvor jeg læste op for børn med latinamerikanske forældre. Det er historien om en mand, som flygter gennem Andesbjergene sammen med en navnløs hund. De angribes af en kondor, og kun med hjælp fra hunden klarer de sig.

Amigo betyder ven, og det er netop en Amigo, hunden viser sig at være.

Bogen har nogle år på bagen (den er fra 1988), og det bærer layout og illustrationer også præg af, men historien er helt frisk og med et flot dramatisk forløb. Den lever op til den magiske realisme, som er karakteristisk for meget latinamerikansk litteratur fra den periode.

Tegningerne er lavet i en næsten skitseagtig form, som klæder den rå natur, historien foregår i. Den dramatiske kamp mellem mand og kondor er ikke udpenslet i illustrationerne, hvilket giver plads til læserens egen fantasi.

Historien er gengivet på båden dansk og spansk. Desværre står den spanske tekst sidst, så den fremstår uillustreret.