Den dag Leopold blev jaloux

Dina Gellert
48 sider
Bolden 2015

Når man er vant til at have sin mor for sig selv, lurer jalousien lige om hjørnet, når hun inviterer en anden med hjem. Sådan sker det i Den dag Leopold blev jaloux, og Leopold planlægger derfor at gøre livet surt for Svein Pölse, som den (u)heldige gris hedder.

Det går ikke som planlagt. Pruttepuden under Svein Pölses stol fremkalder blot lidt rødmen hos de voksne grise, som bliver afløst af forståelse og fnisen, også selv om Leopold lader stanken fra rådne æg ledsage pruttelyden. De oversaltede kager har samme effekt, og nu har Mor og Svein et fællesskab om, at “det kan jo ske for enhver.”

Leopold får Svein Pölse med ud at spille fodbold og planter et velplaceret hårdt skud i trynen på Svein, som må ind og ligge på sofaen. Her spiller de Kaste Gris(!), og Leopold finder du af, at det nok ikke er så tosset at have Svein i huset. På slutbilledet spiller Leopold og Svein computerspil, mens Mor med himmelvendte øjne må sande, at det nu er hende, der er udenfor.

På JAGOO skrev jeg: “Karikaturerne står skarpe i Den dag Leopold blev jaloux. Den husmoderlige mor, som lokker med kaffe og kage, og den lidt for Karl Smart’e bejler, som kommer med blomster og prøver at indsmigre sig hos barnet med fodbold, Kaste gris og computerspil, er hentet ud af en grundbog i fordomme. Her er det gjort med så stor humor, at man gerne tilgiver Dina Gellert og håber på flere bøger i serien.”

Det er en rigtigt god bog med humor og tempo. Det er set før, at børn håndterer jalousi ved at prøve at skræmme andre væk. Når det gøres med en gris som hovedperson og krydres med sjove detaljer som at “Svein Pölse lagde sine lange medisterarme om Leopolds mor”, så får klicheen et ekstra tvist.

Det er ikke seriens bedste bog. F.eks. er det ikke ramt helt plet at beskrive de fysiske symptomer på Leopold jalousi: Han blev varm om ørerne, det føltes, som om han havde glemt pungen derhjemme eller som om nogen havde trådt ham over grisetæerne eller vist ham et godt tilbud. Det er ellers de beskrivelser, som får mit helt op på de store lovprisninger ved andre af bøgerne, hvor Leopold bliver hhv. ond, forelsket, bange og sur.

Det er fem år siden, der sidst kom en Leopold-bog, og Dina Gellert har udviklet sin tegnestil i mellemtiden. Der er stadig umiskendeligt Leopold, og sproget ligner sig selv. Tak for det.

Ella er mit navn vil du købe det?

Mette Hegnhøj
139 sider
Jensen & Dalgaard 2014

Her kan man virkeligt tale om et konceptuelt værk. Ella skriver på skrivemaskine og udstandser huller i antikvarboghandlens bøger. Resultatet er den æske med løsark og “poetsne”, som blev indstillet til Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris 2015. Det hele kan også fås i en mere handy (men ikke helt så særpræget) bog.

Det er ikke sjovt at være Ella, 12 år. Hun bor i et antikvariat sammen med sin mor og dennes mand, som Ella blot kalder Plageånden. Hendes manglende begejstring for bøger gødes af, at antikvariatets største omsætning består af at omsætte kasser med dødsboer til lykkeposer. Ni korte dage er der et lyspunkt i form af en kat (som navngives Kattekismus!), som Ella finder i et af dødsboerne.

Glæden varer, indtil katten opdages af moren og Plageånden. Plageånden tror på alt, der står i bøgerne, og moren tror på alt, Plageånden siger. I en bog kan Plageånden læse, at Ellas nysen kan skyldes allergi overfor kattehår, og så forsvinder Kattekismus ud af Ellas liv.

Ella udtrykker savnet af katten sådan:

“Uden kat efter med kat
er værre end
uden kat før med kat.”

Til sidst forlader Ella antikvariatet. Hun går sin egen vej; som katte gør. På æskens underside står rammehistorien: “Dette er Ellas efterladte noter, som vi fandt dem i Privaten bag Antikvariatet i en æske under Ellas seng. Med venlig hilsen, Jensen & Dalgaard”.

Børn vil elske at sidde med de enkelte A5-ark. Poetsneen vil næppe få noget langt liv i en institution eller en skole, men man kan jo lave nyt, for de er standset ud af kasserede bøger og derfor forskellige fra æske til æske. I bogform er det primært en sørgelig historie om en pige, som ikke bliver anerkendt og derfor må tage livet i egen hånd. Ella er mit navn vil du købe det? er ikke illustreret som sådan, men skrivemaskineskriften og nogle få sider med tegninger lavet af x’er, o’er mm. gør den visuelt spændende.

For særligt interesserede nørder er der mulighed for at begrave sig i mere tekniske detaljer. På JAGOO beskrev jeg det bl.a. sådan: “De fleste sider er nummereret i øverste højre hjørne med firecifrede tal fra 0003 til 0138. Blandt de unummererede sider (side 18) finder vi den fødselsdagslagkage, Ella tegner med skrivemaskinen. Hun fylder 12 år, og moren er taget ud for at more sig uden Ella. Meget mere sørgeligt kan det ikke blive. Det er i øvrigt den eneste side med farver: ”TILLYKKE ELLA 12 ÅR” har hun skrevet med det røde farvebånd. Yngre læsere får sandsynligvis brug for lidt research her.”

Zebrazymfoni

Bog og cd
Janne Aagaard
Illustrator: Stine Rosenberg
Sanger: Tilde Aagaard
32 sider
Carlsen 2015

“Zebrazymfoni er en helstøbt zenistreg!” Sådan skrev jeg på JAGOO, og den sætning indrammer fint mit indtryk af denne sangbog, rim & remser-bog, billedbog, tællebog og tilhørende cd med sangen i to udgaver: Med og uden en klar og forståelig sang.

Historien er enkel og letforståelig: På første opslag spiller en zebra klarinet. På næste opslag suppleres den af en ged med en obo. Efter ti opslag er hele zymfoniorkesteret samlet. På cd’en passer hvert opslag med et vers, som efterfølges af et mellemspil, som det seneste instrument spiller solo.

Versene er velskrevne, de svinger godt; både til sang og til oplæsning. Et vers skal indeholde instrumentets navn, musikerens navn og det tal, som refererer både til opslagets og musikerens nummer. Derfor er det tilgiveligt, at det ikke har været muligt at gennemføre en stram struktur med rim på 2 og 4, og at der er ganske enkelte tvivlsomme rim som f.eks. “kræ” og “tre”. Det opvejes til fulde af rim som:

“Og trommeslager Sild er sen
men håber, han kan nå det
han løber over stok og sten
og råber: ”Nummer OTTE!”

Bagerst i bogen er noder og becifringer til de, som selv vil give sig i kast med at spille. Enkelte af versene synges på en lidt anden melodi, og det er også noteret. Man kan dog vælge at holde sig til samme melodi hele sangen igennem.

Som billedbog har Zebrazymfoni også meget at byde på. På JAGOO skrev jeg: “Illustrationerne er holdt i klare farver. Kompleksiteten øges markant fra det første meget overskuelige opslag. (…) Går man i dybden, er der meget at tale om. F.eks. gemmer siderne en solopgang, regnvejr, en regnbue, solnedgang, dæmring og mørk nat. Forrest i Zebrazymfoni har forfatteren peget på yderligere ideer til, hvordan man kan læse, lytte, synge og spille bogen og cd’en.”

Mio, min Mio (2015)

Astrid Lindgren
Illustrator: Mikkel Sommer
Oversat af Kina Bodenhoff
152 sider
Gyldendal 2015

I 2012 kom Kina Bodenhoffs smukke nyoversættelse af Mio, min Mio. Nu kommer den med illustrationer af Mikkel Sommer, og kombinationen af de to og Astrid Lindgrens dygtige historiefortælling er guld for øjnene og tankerne. Mio er dreng, som oplever rejsen fra uelsket adoptivbarn i Stockholm til højtelsket kongesøn i Landet i det Fjerne.

Også i Landet i det Fjerne er der skygger. Den største og mørkeste skygge kaster ridder Kato: “Da han sagde navnet, blev luften omkring os kold som is. Den store solsikke, som voksede i haven, visnede og døde, og mange sommerfugle tabte deres vinger og kom aldrig til at flyve igen. Og jeg mærkede, hvor bange jeg var for ridder Kato. Så bange, så bange.” Alle andre end Mio selv synes at vide, at hans skæbne er at tage kampen op med ridder Kato.

Sammen med sin bedste ven, Jum-Jum, og hesten Miramis drager Mio ud for at finde ridder Katos borg i Landet bag bjergene. Undervejs bliver han hjulpet af mennesker, dyr, træer og endda bølgerne og klipperne, som alle hader ridder Kato. Ved hjælp af magiske hjælpemidler vinder han den afgørende kamp mod ridder Kato, og det afsløres, at den onde ridder ikke selv er tilfreds med sit liv. “Ridder Kato længtes efter at blive af med sit stenhjerte. Måske var det sådan, at ingen hadede ridder Kato mere end ridder Kato selv.”

Heller ikke Mio er så flad en karakter, som man ellers ofte ser det i eventyr. I min boganmeldelse på JAGOO skrev jeg: “Mio er i modsætning til mange andre eventyrhelte ikke uden tvivl. Selv efter han bliver klar over, at alle ved, at hans skæbne er at kæmpe mod ridder Kato, græder han af fortvivlelse og tør ikke. Alligevel hanker han op i sig selv og gør det, han ikke tør. Her tager Astrid Lindgren forskud på en anden eventyr-helt i sit forfatterskab, Jonatan Løvehjerte, som er nødt til at gøre ting, selv om det er farligt. “Ellers er man ikke et menneske, men bare en lille lort,” skrev Lindgren næsten 20 år senere i Brødrene Løvehjerte.”

Undervejs gyser man rigtigt meget. Det poetiske sprog med mange gentagelser egner sig til langsom (op)læsning i trygge omgivelser, og alt ender naturligvis med at blive godt til sidst. De døde er ikke rigtigt døde, de forsvundne bliver fundet og ridder Kato forvandles til i første omgang en dynge sten, i anden omgang – måske – til en lille grå fugl.

Magnolia af Skagerrak

Bent Haller
Illustreret af Lea Letén
143 sider
Høst & Søn 2015

Magnolia finder en underlig fisk, mens hun er på besøg hos sine bedsteforældre ved Skagerrak. Fisken kan tale og fortæller sin historie, hvor det bl.a. bliver klart, at det slet ikke er en fisk, men derimod en klumphval. Den har ingen familie og er kommet til havet ved at blive efterladt der af et mystisk væsen. Nu ønsker den bare at dø, og det sætter Magnolia i et dilemma.

Hendes egen mor er heller ikke helt rask. Vi hører ikke andet end, at moren har har ”været syg, selv om man ikke kunne se det på hende”. Hun skulle ”kvikkes op”, derfor er forældrene i Norge, mens Magnolia er på ferie sammen med sin dominerende storebror og to kusiner.

Det er dog ikke kun dilemmaer og elendighed. Ferien beskrives også med sol og strand. Med et bedsteforældrepar, som har godmodige drillerier med hinanden. Lea Leténs akvareller matcher den side af teksten rigtigt fint, det bliver lidt nostalgisk og retro på den gode måde.

Et godt eksempel er det sted i historien, hvor morfar fortæller, at også Magnolias mor har fundet en klumphval. ”- Det er tredve år siden, gentog morfar og gnubbede sin skæggede hage. Mormor henter derefter et album med fotografier fra gamle dage, altså dengang fotografierne var på papir og blev limet ind i et album, så man kunne sidde i sofaen og bladre i det ligesom i en billedbog. Det var meget længe siden, nogen havde set i det album.”

Der er mange eksempler på intertekstualitet i Magnolia af Skagerrak – altså at teksten refererer til andre tekster. Mest åbenlyst er det kapitel, hvor klumphvalen fortæller om sin søgen efter familie og fællesskab. Sproget, handlingen og miljøbeskrivelsen ligner Kaskelotternes sang, en af Bent Hallers kendteste bøger.

I min boganmeldelse på JAGOO beskrev jeg kompleksiteten i bogen sådan: “Der er mange lag i Magnolia af Skagerrak. Derfor kan den få en bred læserskare og vil sikkert bliver brugt både til oplæsning i børnehaver og til analyser i skolen. Magnolia af Skagerrak vil være en fryd for enhver dansklærer med sine mange tolkningsmåder og sin intertekstualitet.”

Skoven fra oven

Karen Filskov
28 sider
Gyldendal 2015

Med Skoven fra oven får man en noget utraditionel billedbog – hvis man i det hele taget kan betegne den sådan. Der er nemlig ikke egentlige billeder i bogen. I stedet danner teksten konturerne af et dyr eller andet fra skoven. Teksten kan være suppleret med U’er, skråstreger eller andet for at fuldende “billedet”.

På hver side viser overskriften, hvad teksten omhandler. Af og til kan de enkelte dele af teksten læses i forskellige rækkefølger. Enten angiver hjælpepile, at man selv kan vælge frit, eller de angiver den retning og rækkefølge, forfatteren har tænkt.

Bogen fremstår lidt gammeldags på den solide og grundige måde. Et kraftigt mat papir og et lidt usædvanligt format på 18 x 30 cm. Omslaget er lidt ru og rummer en smuk og holdbar bog. Overskrifterne er i en retro skrifttype. Siderne er holdt i skiftende baggrundsfarver (dog kun én pr. side) med sort eller hvid skrift. Kun forsiden er i grøn, rød og hvid. Ved at holde de visuelle virkemidler i ro, bevares fokus på teksten, som bærer både ordet og billedet.

Skoven fra oven vil blive elsket af især visuelt sensitive børn og voksne, som får en pause fra sansebombardementet i mange andre billedbøger. Nogen vil muligvis kalde den kedelig, men det må være prisen for at lave en så gennemført afdæmpet bog.

Det overrasker ikke, at Skoven fra oven er udgivet med støtte fra Statens Kunstråd.

Bjørnen, som ikke havde været der før

Oren Lavie
Illustreret af Wolf Erlbruch
Oversat af Christel Amundsen
48 sider
Høst & Søn 2015

”Der var engang en kløe.” Sådan begynder Bjørnen som ikke havde været der lige før. Så er tonen slået an i en historie, som både er skæv og morsom. Kløen ønskede at klø sig, og i løbet af et minut eller to var kløen blevet til en bjørn. Det er nemlig sådan, bjørne bliver til. Denne bestemte bjørn var alene og spekulerer på, om den var den første eller den sidste bjørn i verden.

Bjørnen havde en lomme i pelsen, hvor den fandt en seddel med det gode spørgsmål ”Er du mig?” og tre spor, som skulle hjælpe den i opklaringen. Undervejs mødte den nogle andre dyr, som den ikke genkendte. Heldigvis viste det sig at være gamle venner. ”Det var godt at få nye venner, men gamle venner var meget bedre.”

En pingvin ønskede ikke at dele sine tanker med bjørnen. Pingvinen tænkte på Alting; endda så grundigt, at den nogle gange tænkte på Alting to gange. Derfor var der Ingenting tilbage, som bjørnen kunne tænke på. Det gjorde den så, tænkte på Ingenting. Den talte blomster: En, to, røde, blå, store, smukke. Bjørnen nåede frem til at, ”smukke blomster” er et mere præcist mål for, hvad den så, end ”38 blomster” er.

Den Sløve Skildpaddetaxa førte bjørnen meget langsomt gennem skoven til ligeud, som er det sted, den skulle hen. Rundt om et Kradse-Træ var der bygget et hus, hvor bjørnens søgen endte.

Bjørnen som ikke havde været der lige før er overdådigt udført. 25,5 x 33,5 cm er stort, papiret er kraftigt, og der er givet plads til, at Wolf Erlbruch kunne udfolde sig med flere sider uden tekst, hvor man blot hviler øjet. Det sker bl.a. på et opslag, hvor bjørnen sidder på skjoldet af Skildpadden og laaangsomt bevæger sig gennem skoven.

Det er også nødvendigt med pauser undervejs, for teksten er alt andet end letfordøjelig. F.eks. når ”Bjørnen vandrede og fløjtede, fløjtede og vandrede igennem skoven. Nogle gange fløjtede han hurtigere, end han gik, og somme tider gik han hurtigere, end han fløjtede, men det meste af tiden passede både gang og fløjten sammen, fordi det var bedst sådan.”

Bogen er opstået i et makkerskab mellem debutanten Oren Lavie og den erfarne og kritikerroste Wolf Erlbruch, som bl.a. er kendt for Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved og And, Døden og tulipanen.

Sproget virker visse steder lidt knoklet og stift, og her giver den klovnede bjørn med den lidt for store og lidt for røde mund som et godt modspil. Mange børn vil nok finde Bjørnen som ikke havde været der lige før mærkelig. Den udfordrer i hvert fald både øret og øjet.

Den lille Rødspætte og ulken

Pia Brummerstedt
Illustreret af Sara Legind-Hansen
24 sider
PiSa 2014

Der findes mange genfortællinger af Den lille Rødhætte. Den lille Rødspætte og ulken gør det med stor humor og flair for sproget. Billedsiden er jeg mindre begejstret for. De meget kraftige farver er voldsomme og tager fokus fra de fisk, som burde være i centrum. De ligner i øvrigt også hinanden lidt for meget.

I en billedbog bør der være en balance mellem tekst og illustration. I dette tilfælde er det teksten, som trækker meget op. Den vil give smil på læberne og grin i ørerne.

I min boganmeldelse på JAGOO skrev jeg bl.a.: “Med mange sjove ordspil genfortælles det klassiske eventyr om Rødhætte i en vandet version. Den lille Rødspætte skulle ud til sin onkel Kulmule, som var søsyg og lå hjemme i sin vandseng uden hverken vådt eller tørt. Så er tonen slået an. Undervejs mødte Den lille Rødspætte ulken, hvis tænder løb i vand. Han narrede Den lille Rødspætte til at plukke søanemoner og slugte imens onkel Kulmule trods vandlåsen på huset. Sværdfisken kom til sidst og reddede både onkel Kulmule og Den lille Rødspætte. Ulken blev udstoppet og står nu på en skole.”

Kik-kik med Anton

Sebastian Sejer Juul Hansen
28 sider
Alvilda 2014

Otteårige Sebastian har lavet denne billedbog til sin lillebror, og nu er den udgivet. Det er ikke stor kunst, men den vinder rigtigt meget på sit naive udtryk. Gennem hele bogen er der et hul, som Anton kigger ud igennem, mens han rejser med rum-raket, med færge, med tog osv.

Hjemme igen (på sidste opslag) har Anton tegninger på sin trøje, som viser genstande fra rejsen. Det er ganske godt lavet af en så ung forfatter/tegner.

I min boganmeldelse på JAGOO skrev jeg: “Børnebøger lavet af så unge børn er tit søde uden at have noget at sige til læsere ud over den nærmeste familie. Sådan er det ikke med Kik-kik med Anton. Bevares, tegningerne er, som børnetegninger nu er, men de er tydelige, og farvelægningen har givet dem et løft. Jeg er overbevist om, at mange 4-årige vil falde for den korte historie.”