Gunvor Ganer Krejberg
Illustrator: Rebekka Bang Sørensen
205 sider
Gyldendal 2019

Serien om alfepigen Mirja er nået til tredje bind. Hvor de to første bind var stærkest på historien og sproget, har persongalleriet denne gang fået et gevaldigt løft.

Det er meget glædeligt, at karaktererne er blevet rundere og mere realistiske: Mirja får også lov at være ondskabsfuld, plageånden Lissa viser en sårbar side, og Lissas mor spiller en større rolle. Mere forudsigeligt er det, at Mirjas bonusfar viser sig som en vigtig forbundsfælle til Mirja, om end det ikke er helt så tydeligt for Mirja selv, som det er for læseren.

Det er stadig det samme univers med en lille alfekoloni, som skal beskytte sig mod farer udefra såvel som indefra. I bind 2 har Mirja ladet sig narre til at åbne for, at to udefrakommende kan gennembryde hekseringen, som beskytter landsbyen. Det udgør en fortsat trussel, som kun kan fjernes ved, at Mirja fortæller sandheden, men så risikerer hun selv at blive forvist fra landsbyen og dermed fra familien og fra Felix, som hun er lun på.

Mirja kæmper også med andre dilemmaer. Hun vil gerne være sig selv, men hun er også træt af ikke at ligne de andre. ”Engang troede hun, at hvis hun bare så ud som alle andre, ville hun passe ind. Måske kunne man ligefrem blive venner med sådan én som Lissa, havde hun tænkt. Men det kan man slet ikke.”

Som mange andre børn og unge springer Mirja nogle led over: Når hun ikke er som andre, er der nok heller ikke nogen, som kan lide hende. Hun er overbevist om, at den store fest i landsbyen skal bruges til, at Rådet kan ydmyge hende med en forvisning: ”De vil vente, til alle i hele kolonien er samlet, og alle kan høre det. ’Velkommen til årets store fest,’ vrænger hun for sig selv. ’Og farvel til Mirja Muddermose, der har forrådt os alle.’ Hun krymper sig, som om hun allerede kan høre dem juble og huje af begejstring. Ingen vil komme til at savne hende. Ingen.”

Hendes mors nye kæreste hedder Pavlos, og han bliver ikke budt velkommen af Mirja. Han er bare dum og i vejen – og så er han en konkurrent til mors tid og kærlighed. Det hjælper ikke, at han tager Mirja i forsvar, da moren vil bestemme over Mirjas udseende. Tværtimod får han et vredt blik og et ”kunne han da ikke bare blande sig uden om?” Udseendet spiller i det hele taget en stor rolle for Mirja, som både vil have lov at have sin egen stil og samtidig anerkendes for, hvordan hun ser ud. Da edderkoppen Olga kalder hende køn, tænker Mirja, at ”hvordan kan Olga have så mange øjne og alligevel være så blind?”

Historien udvikler sig og blive meget mere kompleks end i de to første bind i serien. Mirja finder ud af, at hun og Lissa har meget mere tilfælles, end hun hidtil har troet. I første omgang bruger hun den nye viden til at drille Lissa med de samme ting, hun selv er blevet drillet med. En hændelse i mosen knytter dem mere sammen end det faktum, at de begge får vinger lavt hos Olga og begge på hver sin måde må leve uden en tæt forbindelse til deres fædre.

Hvor jeg har anbefalet de to første bind til 5-10 år, vil jeg gå ca. tre år op i begge ender af aldersspektret med Skovens gåder.

Mette Hegnhøj
40 sider
Jensen & Dalgaard 2017

En billedbog uden billeder? Du laver selv billederne ved at tegne dem på ryggen af en anden? Kun med prikker og streger? Hvad er det her for noget? Det er femten små historier om en prik og en streg, som vrider og snor sig og ender med at opfinde deres eget alfabet: morsealfabetet.

Undertitlen er Godnateventyr til at tegne på ryggen, og det er lige, hvad En prik og en streg er. Eller rettere også er. For man kan lade fingrene tale deres eget (billed)sprog ved at ledsage oplæsningen af en gang massage på ryggen af den, man læser for.

Hver historie slutter med et ”Godnat og sov godt”. På sidste side, hvor en prik og en streg opfinder morsealfabetet, er slutreplikken endda skrevet ”på deres nye sprog”:

─ ─ •   ─ ─ ─    ─ ••   ─ •   •─  ─
─ ─ ─    ─ ─ •   •••   ─ ─ ─    ••• ─    ─ ─ •   ─ ─ ─    ─ ••   ─

En prik og en streg er holdt i en minimalistisk stil. Formatet er næsten kvadratisk (ca. 20 x 20 cm), og det lækre, rillede omslag rummer sorte sider med hvid tekst. Venstre side i opslagene er helt sort, uden tekst. Teksterne er så korte, at man næppe slipper godt fra at læse en enkelt side. I stedet kan den være et lille PS til en godnatlæsning, eller man kan bruge alle historier til en massage-seance.

Og er det ikke nok at læse bogen én gang, så kan man jo tage forfatteren på ordet og følge en prik og en stregs eksempel:

Der var engang en streg,
der læste den samme bog igen og igen.
Og satte streger under alle de vigtige ord.
Prik blev træt af at vente og prikkede til Streg,
så Streg slog forkerte streger og blev i tvivl
om, hvad der var vigtigst.
Det er svært at sige, hvad det endte med,
men der blev prikket og streget en del,
og du må kalde det lige hvad du vil.

                          Godnat og sov godt

Gudskelov at der ikke følger en vejledning med til, hvordan man skal tegne historierne. I stedet kan man opfinde sine egne illustrationer alt efter fantasi og fingersnilde. En prik og en streg er derfor så meget andet end en massagebog.

Tvekamp

Frank Madsen
Illustrationer: Sussi Bech
64 sider
Eudor 2017

I Grødby kæmpes en intergalaktisk kamp. På den ene side står rumpigen Stella, hendes far og Igor, hjulpet af Gustav og Raketbroderskabet. På den anden side står den onde stedmoder Xenia og rumskurken Beriah, hjulpet af Hell Boyz og en gris! Begge parter har diverse robotter og andet rum-isenkram til hjælp. I seriens syvende bind bliver der skudt med skarpt, og bogen slutter med, at Xenia gør klar til at sætte næsten hundrede endnu ikke færdigudviklede robotter ind mod sine modstandere.

Tvekamp fortsætter galskaben, hvor seriens sjette bind, Xenia, slap. Robotten R-34 og grisen Svein er mødt op hos Stella, hjulpet godt på vej af Isabella-Victoria, som ser den nye pige som en konkurrent til titlen som den smarteste pige i klassen, ja i hele Grødby og omegn. Stella er ikke hjemme, og Igor gennemskuer de forklædte gæster.

Gustav og Stella er fanget i militærbunkeren sammen med deres lærer, hjemmeværnsmanden Dynamit-Jens. To andre medlemmer af Raketbroderskabet, Simon og Benjamin, skændes om at være først til at prøve de spændende maskiner, de finder. På vejen ud bliver de mødt af to robotter, som ikke har fredelige hensigter.

På kommunen er nettet og telefonerne blevet afbrudt, og borgmesteren kan ikke se tv. Imens fikser Stellas far det rumfartøj, Beriah er kommet med. Den naive generalmajor P.G. Löwenberg hjælper ham, men kan ikke forhindre Beriah i at overfalde Stellas far – og kan heller ikke forhindre, at rumskibet letter med de to aliens.

Som skærende kontrast til alle disse handlende mennesker, aliens og robotter står Prins Xgarn, som er Xenias søn. Han gider ikke alle sine mors planer om at overtage verdensherredømmet og vil hellere sove længe.

Igor og Stellas far får på hver deres måde vendt situationen med brug af laser-våben. Igor fanger Svein og R-34 i en mintgrøn geléblok, mens Stellas fra uskadeliggør en robot ved at kapsle den ind i is.

Imens overvåger Xenia slagets gang. Hun kan se, at krigslykken har forladt hende og griber til et våben, som hun i strid med reglerne har taget med fra sin hjemplanet. Og her slutter Tvekamp og lægger dermed op til en spændende fortsættelse i Klapjagt, den næste bog i serien om Gustav og Raketbroderskabet.

Tvekamp er, som trofaste læsere kender serien fra de øvrige bøger, som skal læses i rækkefølge: Der er action og humor i den gennemillustrerede rumgyser om en lille by, som oplever store omvæltninger, da den får besøg fra det ydre rum. Sidst i bogen er der faktasider og forslag til egne aktiviteter, denne gang meget passende om laser og dødsstråler.

Boganmeldelsen har også været bragt på Pædagogen.dk.

De tidligere bind i serien omtales her.

Ormen Werner

Brian P. Ørnbøl
Illustrator: Tom Kristensen
52 sider
Dreamlitt 2017

Undertitlen ”… og andre rim og remser for børn og voksne” antyder bredden i tekstsamlingen. Netop bredden er både en styrke og en svaghed ved bogen. Man finder noget for enhver smag, til gengæld kan det være lidt svært at finde ud af, hvem den egentlig er skrevet til. Når Brian P. Ørnbøl er bedst, hører man den Halfdan Rasmussen spøge i baggrunden, som han anerkender som inspirationskilde. Andre tekster er begavede leg med ord og bogstaver, som dog kan være lige lovligt konstruerede.

Blandt de stærkeste tekster står åbningsrimet Det bedste rim i verden, hvor læseren selv skal indsætte ord på de tomme streger, så det kommer til at rime. Voksne vil more sig, og børn får lov at lege og eksperimentere som et led i deres sproglige udvikling.

Titeldigtet er også både til store og små. Ormen Werner er verdens første astronaut. Han flyver ind i et ormehul og lander ”lige da han fløj af sted”. Der er mening med galskaben, for bag vrøvleversene er den næsten ubegribelige opfattelse af universet og tiden som krumme og bøjelige.

Inspirationen fra Halfdan Rasmussen er tydelig i Peter har en kæmpe taske:

Peter har en kæmpe taske
som er fyldt med stegte ål
Tasken solgte han til Aske
for en gummistøvlesål.

Tre strofer senere vender vi tilbage til udgangspunktet efter adskillige byttehandler:

Fløj til Mars med femten kendte
sidder nu og laver bål
Ingen ved hvad der mon hændte
med kasket og stege ål.

Der er tekster, som appellerer til den barnlige uskyld: I Sengeland sover man hele dagen og natten med. I En dejlig skov må man ingenting, men på den anden side må man heller ikke tro på nogen lov. Deraf titlen. Andre steder er der er en tælleremse og en troldejagt.

I den mere alvorlige ende møder vi Peter, som er bange for livet. Cykelhjelm og knæbeskytter fortæller om hans forholdsregler mod verdens farer.

Peter spiste kun det, som var vasket godt med syre
Købte kun de øko-ting, han vidste var for dyre
Kød det kunne han ikke spise, mælk og marmelade
var det rene gift, det kunne han se i alle blade.

Som det ofte går i den genre, må Peter se røde tal på bundlinjen, når han gør sit liv op:

Da han lå på sengelejet i den sidste tid
indså han at i hans liv, var ikke sket en skid.

Et andet af de dystre vers handler om Bilerne, hvor en lille ø ødelægges af, at beboerne ”glemte at tænke sig om” og køber flere biler, end der var plads til på den lille vej. Øen ender som bilkirkegård. En barsk kommentar til forbrugersamfundet.

Tom Kristensen har også illustreret Mekano Max af samme forfatter. Denne gang har han fået lidt friere hænder, og det klæder hans illustrationer. Variationen i illustrationerne afspejler den tilsvarende variation i teksterne. Der er sjove og farverige gå-på-opdagelse-billeder og vignet-agtige næsten minimalistiske tegninger. Førnævnte Cykelhjelm og knæbeskytter er illustreret med et mørkt og dystert billede af Peter, som ligger i sin seng med sikkerhedsudstyret i et rum så dunkelt, at solens stråler gennem vinduet næsten ikke når ham.

De fleste vil kunne finde noget, som de kan lide, i Ormen Werner. Mange vil endda glæde sig over det meste. Til pædagogisk praksis (som denne boganmeldelse er rettet mod) er den dog lidt rodet og ujævn i stil og målgruppe.

Se videoen med eksempler på illustrationerne – og en smagsprøve på teksten.

Bennys far kører tog

Rikke Villadsen
32 sider
Basilisk 2017

Rikke Villadsen har skabt en temmelig syret historie om en kvinde, som lavede meget spaghetti, men hellere ville have et barn. For at få fat i en mand, vil hun stoppe de tog, der kommer forbi i skoven. Derfor tager hun nogle skinner med hjem. Da toget kører galt, finder togføreren kvindens hus, og selv om han ”allerede havde en familie og levede i et normalt hus og holdt af sin yndlingsmusik og de der vegetarfrikadeller” og i øvrigt skulle holde sin tidsplan, gør han kvinden gravid.

Selv om Bennys far kører tog er en helt igennem umoralsk bog, springer vi til historien om egernet hr. Petterson, mens selve undfangelsen sker. Hr. Petterson besøger månen, hvor en gammel fisker brokker sig over rakettens prut-lugt.

Vi kommer tilbage på sporet – på flere måder – og togføreren kan køre videre. På sidste side flettes de to historier ind i hinanden: Benny sidder på en banegård og får at vide, at hr. Petterson er blevet skovens borgmester.

Hvis ovenstående resume lyder rodet og usammenhængende, afspejler det blot historien i Bennys far kører tog. Det har dog en pointe: Både tekst og illustration er fyldt med skæv humor. Illustrationerne fremstår enkelte steder som sammenklistrede tegninger i en stil, som ses andre steder i Rikke Villadsens forfatterskab. Teksten er meget forklarende med sidebemærkninger og parentetiske sætninger uden ret mange afsnit. Da kvinden får lyst til at lave et barn, får vi denne info: ”Men alle ved, at man ikke kan lave rigtige levende babyer af spaghetti, selv kvinden. Hun måtte ud at finde sig en mand.”

Da toget er blevet afsporet, er togføreren i vildrede: ”Åh nej, udbrød togføreren og tabte kasketten. Fuck noget lort, sagde han også, for selvom han var en pæn mand, kunne han godt bande grim. Straks slog han op i den store opslagsbog, han altid havde med sig. Det var en bog med svar på næsten alt om tog (togdrift, togsikkerhed, togsæder og togbilletter), men der stod ikke noget om togskinner, der forsvandt. Ikke et eneste lille ord.”

Bennys far kører tog fortæller læseren, at alt ikke er, som normen dikterer. Det gælder huset (som står på tre bæltedyr, så det kan vugge, ”når babyen skal sove”), det gælder kvinden i historien, og det gælder togføreren. Men selv om de to karakterer er specielle, er de det på hver sin måde: Kvinden er den ekstremt agerende, som får det, ligesom hun vil have det. Manden er et pjok, som lader tingene ske uden egentlig at tage stilling.

Som voksenlæser må man flere gange trække på smilebåndet over karakterernes handlinger og ikke mindst deres bemærkninger. Læser man den med børn, vil barnet kunne få en dejlig læseoplevelse ved at se den voksnes glæde. Og sproget gør Bennys far kører tog egnet til selvlæsning for de lidt ældre, som er ude over begynderlæserstadiet. Noget som stadig er alt for sjældent for billedbøger.

Se eksemper fra bogen og hør et uddrag.

Cykelmyggen Egon

Flemming Quist Møller
32 sider
Gyldendal 2017

Med tekst og illustration i gennemført forening møder vi historien om Cykelmyggen Egon, som i modsætning til de andre myg elsker en hård spurt mere end at flyve og lave ”lækre landinger”. Hans cykel bliver ødelagt, og han får lov at køre budcykel i en bikube. Da honningsæsonen slutter, får Cykelmyggen Egon arbejde i et loppecirkus, hvor han endelig finder lykken som dødskører på en dødskørselsbane.

Den korte historie er nem at følge, selv for de yngre læsere (fra tre år), og karaktererne står lyslevende ved hjælp af de flotte illustrationer, som desværre kun delvist er i farver på grund af trykteknikken for 50 år siden, hvor Cykelmyggen Egon så dagens lys – eller hvor han ”kom op af vandet på en flot ny racercykel”, som teksten fortæller.

Måske er det ikke så overraskende, at den relativt korte og enkle tekst har holdt sig på toppen i et halvt århundrede. Mere imponerende er det, at også billederne har bevaret deres friskhed. Trods et drys 1960’er-hippiestemning har de en tidløs streg.

For den, som har øjne for det, er der intertekstuelle referencer. En navnebror til Cykelmyggen, nemlig Egon Mathiesen, skabte bl.a. Aben Osvald fra 1947 og Mis med de blå øjne fra 1949. Begge titler har fælles træk med Cykelmyggen Egon. Det ses måske tydeligst, hvor Cykelmyggen Egon kørte ”op ad en blød bakke, men da han kom over på den anden side …” Mis med de blå øjne løb ”op ad bakke – og ned ad bakke – op ad bakke – og ned ad bakke.”

Flemming Quist Møller viser sin respekt for en anden klassiker, når kålormen fra Alice i Eventyrland præsenterer sig som en, ”som har optrådt i verdens bedste børnebog.” Kålormen fungerer dog hverken som vej- eller vildleder i denne kontekst, men fungerer blot som et lille intermezzo på Cykelmyggens rejse.

Der er et integreret sammenspil mellem tekst og illustration (ikonoteksten) i Cykelmyggen Egon. Allerede inden første sætning i fortællingen (som lyder ”Myggene begynder deres liv i vandet.”) hiver Cykelmyggen Egon med en fiskesnøre et boghjørne op og afslører ordet ”Start”. I resten af bogen blander teksten sig med billedet: Der er bogstaver på hvide felter eller flettet ind i tegninger. På den side, hvor myggenes flyveglæde beskrives, danner ordene en bane i luften, som illustrerer teksten.

Med kort mellemrum udkom fem børnebøger, som skulle vise sig at blive klassikere og sætte kursen for dansk børnelitteratur fremover. Lille Virgil var den første bog den 12. september 1967, og den fik snart følgeskab af Snøvsen og Eigil og katten i sækken, Silas og den sorte hoppe, Halfdans ABC og Cykelmyggen Egon.

Halfdans ABC

Halfdan Rasmussen
Illustrator: Ib Spang Olsen
64 sider
Carlsen 2013

Det er over 50 år siden, at ”Ane lagde anemoner / i kanonen på Trekroner / Ved det allerførste skud / sprang Anes anemoner ud.” Halfdan Rasmussen er om nogen blevet hyldet som dansk børnelyriks store digter. Utallige andre ABC’er krediterer Halfdans ABC for inspiration. Ved genlæsning med nutidige briller fremstår den stadig ung, levende og fornyende.

Hvor andre klassikere med større eller mindre succes har forsøgt sig med nye illustratorer og nyt layout, er Halfdans ABC en helhed bestående af tekst og tegning. Af praktiske grunde har de forskellige udgaver fået ændret forsiderne, men skrifttype og farve er valgt, så de læner sig op ad den originale. Det er også svært at forestille sig Halfdans ABC uden Ib Spang Olsens streg, både i illustrationer og de håndtegnede tekster.

Til hvert bogstav hører et vers og en illustration. Det eneste bogstav uden sig eget opslag er W, som blot er tegnet ind på opslaget om vaskeriet Vaskebjørn, som i øvrigt ingen ord med W har. Det er ofte ABC’ers svage punkt at få noget fornuftigt ud af de sjældne bogstaver i danske ord. X bliver her kommenteret både på sin form, sin udtale og med nogle af de ord, som indeholder x. Det er altså flot klaret.

Om Halfdans ABC har overlevet 50 år med et dansk sprog i rivende udvikling. Helt klar ja! Pølsesnak er blevet et almindeligt ord, mens postkassekat og nissenæsebor er lige så sjove, som da de blev sagt første gang. Havegærde kender min mobils stavekontrol ikke, og levertran glider ud af sproget i takt med, at færre og færre spiser det, men det er altså meget få glasperler i en kæmpe skattekiste.

Der er sket mere på den visuelle side gennem årene. De sorte lokomotiver med røg i skorstenen er hyggelig nostalgi, og Danmark er ikke det landbrugsland, det var i 1967. Men de anakronismer ville man også kunne finde i en bog, som blev skrevet og illustreret i dag. Alligevel er der en vis ”de gode gamle dage” over Ib Spang Olsens tegninger, hvor børnene nøgenbader og mor sidder topløs på stranden, dog med ryggen til, så læseren ikke rigtigt kan forarges.

Jeg vil konkludere, at Halfdans ABC ikke bare har holdt i 50 år. Den kommer også til at glæde børn, forældre og bedsteforældre i mange år fremover, ligesom Halfdan Rasmussen vil inspirere til flere nye ABC’er i samme stil og samme rytme.

(Se også min boganmeldelse af Halfdans ABC med cd her.

Med kort mellemrum udkom fem børnebøger, som skulle vise sig at blive klassikere og sætte kursen for dansk børnelitteratur fremover. Lille Virgil var den første bog den 12. september 1967, og den fik snart følgeskab af Snøvsen og Eigil og katten i sækken, Silas og den sorte hoppe, Halfdans ABC og Cykelmyggen Egon.

Rasmus Klump. De samlede eventyr 1955-1959

Carla Hansen og Vilhelm Hansen
Redigeret af Per Sandehage
367 sider
Zoom 2016

De blå hæfter med Rasmus Klump og hans venner betragtes af mange fejlagtigt som de originale historier. Virkeligheden er en anden: Rasmus Klump udkom først som avisstriber, primært i Danmark og Tyskland. Derefter blev de klippet og redigeret til, så de kunne passe ind i det format, de blå hæfter har.

Per Sandehage er Danmarks (ja Verdens) førende Rasmus Klump-kender, og han har lavet et kæmpe arbejde med at finde tilbage til kilderne. Moderne teknik har gjort det muligt at gengive de eventyrlige rejser i en sort/hvid skarphed, som datidens avistryk næppe har kunnet drømme om. I tillæg får vi de oprindelige, ofte længere, dialoger, og samlebindet giver nyt liv til de små sidehistorier, som blev klippet ud for at ramme et sidetal på 32 i hæfterne.

Eventyret taber lidt højde i andet samlebind af de oprindelige avisserier med Rasmus Klump. Næsten et helt årti med tæt på daglige striber har gravet dybt ned i den Hansen’ske kreativitets-skat. Netop i 1955 havde ægteparret lagt serien på hylden, men økonomiske problemer tvang dem i gang igen. Det har næppe været befordrende for den legende tilgang til livet, som afspejler sig i Rasmus Klumps samlede eventyr.

Når det er sagt, er der også perler i denne samling. Åbningshistorierne om Rasmus Klumps på landet, hvor han sår og høster for til sidst at drage til byen med alle grøntsagerne, hører til blandt de allermest populære. Da han atter står til søs, møder vi dels Sorteper (nej, ikke ham fra Disneys univers), som bor på en meget lille ø, komplet med palme på midten. Han har bygget en bil (!) men kan ikke få den til at køre. Den fikser Rasmus Klump naturligvis, inden han sejler videre til Pingonesien. Han kommer også til Fortidsland, inden han bliver konge. Kongeværdigheden varer ikke længe, for den rastløse Rasmus Klump vil hellere ud og sejle med skibet Mary.

Dialogen står under billederne. Carla og Vilhelm Hansen brugte ikke talebobler. Netop dialogen led under redigeringen fra avis til hæfte. Vennerne skal have fat i Doktor Dut, fordi han både er rar og intelligent. Tre af dem løber efter ham: “Vi må indhente Doktor Dut. Når vi er tre, kan vi sagtens løbe ham op. Hvis det bliver nødvendigt, må du endelig huske, at du kan flyve, Pelle!” Sådan er logikken i den historie, og lige så logisk er det, at de skal bruge den rare og intelligente doktor til at nyse så kraftigt, at det river et gammelt hus ned.

Som indledning til Rasmus Klump på Robinson Crusoes Ø går skibet Mary ned. I De samlede eventyr forløber det noget mere dramatisk, end vi kender det fra de blå hæfter. “Godt det ikke også er i farver!” kunne Rasmus Klump have sagt.

Læseren finder ikke ud af, hvordan fortidsdyrene uddøde, men vi hører, hvor i hvert fald nogle af beboerne i Fortidsland kommer fra. “Vi boede oppe på månen, men der var så kedeligt, så derfor hoppede vi herned i fortidslandet. Alle fortidsdyrene, du har mødt, hedder alle sammen noget med saurus til efternavn, men vi fra månen hedder alle sammen Hansen. Det er sådan et smukt navn.” Sådan skriver forfatterne, som hedder … Hansen. I fortidsland møder de i øvrigt Tømrerhansen, som stolt fortæller, at han bygger “både, der ikke er opfundet endnu.”

Samlebindets 1,3 kilo gør den lidt uhåndterlig for børn, og de sort/hvide tegninger vil heller ikke appellere så meget til de yngste. Er det derimod til højtlæsning (gerne for små børnegrupper), er dialogen og de letafkodbare illustrationer et plus. Og så vil den ikke mindst skabe glæde hos den voksne læser, som med Rasmus Klump. De samlede eventyr 1955-1959 får lukket nogle af de (få) huller, læsningen af de blå hæfter giver: Hvorfor kom nabolandets Kong Surballe for at besøge Rasmus Klump, da han blev konge? Hvorfor ligger der en ny udgave af skibet Mary og venter, mens Rasmus Klump drager jorden rundet?

Svaret på det sidste kan godt spoiles her: Da de blå hæfter udkom, blev dele fra én historie flyttet over i en anden, og historiernes rækkefølge blev lavet om. Det er der nu rådet bod på ved udgivelsen af det sidste samlebind med alle de daglige avisserier. Tak for det.

(Boganmeldelsen er også bragt på Pædagogen.)