Kategoriarkiv: Teoretikere

Nytår er tid til at se frem – og tilbage

Hvert år omkring nytår ser jeg tilbage på det år, der er gået. Og så sætter jeg mål et, to og fem år frem. Det giver en retning for mig, og så giver det mig en aha-oplevelse af, at de mål, jeg satte mig et, to og fem år siden nogle gange virker helt ved siden af. Nogle gange er jeg nået meget længere, end jeg regnede med. Andre gange har jeg helt droppet det mål. Og ikke sjældent viser det sig, at jeg har gjort noget andet, som opfylder det samme formål som det oprindelig mål.

Ideen er, at jeg hvert år i begyndelsen af et år skriver mål ind i tre skemaer. Her i begyndelsen af 2020 vil jeg udfylde et skema for 2020, for 2021 og for 2024. De første år, man bruger skemaerne, kan det virke formålsløst at lave mål fem år frem. Men det giver mening senere.

Fire livsområder

Målene skal dække fire af mine livsområder: Jobsporet, Familiesporet (+ venner), Parsporet og Mit eget spor. Især det sidste livsområde har kan man komme til at glemme. Der kan være år, hvor det ene spor fylder rigtigt meget, eller hvor et spor synes ubetydeligt. Alligevel er det vigtigt at tage imod udfordringen om at sætte sig mål i alle spor. Ikke nødvendigvis lige mange eller lige store mål, men det er væsentligt ikke at overse nogen sider af sit liv.

Et eksempel

Jeg kan tage dette nytår som eksempel. Jeg udfylder de tre kolonner, som i billedet ovenfor er tomme. Har jeg nået målet, eller er jeg gået i en hel anden retning:

For fem år siden havde jeg planer om at udgive bøger. Man kan være negativ og sige, at det kun blev til en enkelt e-bog. I stedet kan man sige, at to bøger er blevet til en e-bog og et større antal artikler i tidsskrifter, hvor jeg er nået ud til langt flere, end jeg havde troet muligt i 2015, hvor jeg skrev det. På samme måde har målet for Børns Hverdag ændret sig, fordi jeg ikke længere er redaktør af bladet.

Til gengæld har jeg helt droppet at udsende nyhedsbreve. Daglige facebookopdateringer på min faglige side er rigeligt til mig. Og jeg er ikke kommet ned på en måneds produktionstid på (alle) boganmeldelser.

I 2019 har jeg mindst to gange fået en større, længerevarende opgave uopfordret. Det viser, at jeg er anerkendt for mine kompetencer, måske endda ud over “en snæver kreds”.

Det er blot nogle få eksempler på, hvordan jeg i løbet af de kommende uger vil evaluere på mål for 2019, som jeg formulerede i begyndelsen af 2015, 2018 og 2019.

Mål for fremtiden

Efter at have set på, hvor langt jeg er nået hidtil, vender jeg blikket fremad. Jeg udfylder skemaerne for 2020, 2021 og 2024. For overskuelighedens skyld bruger jeg her kun eksempler fra 2020.

Jeg skal kun udfylde kolonnen “Mål formuleret x.x.2020”. Hvad vil jeg gerne arbejde med det kommende år? Her må jeg gerne skele til, hvad jeg har skrevet de tidligere år, og det ser allerede godt ud:

Jeg har en aftale om regelmæssigt at levere stof til Børns Hverdag og Specialpædagogisk Månedsblad, og den tid, der er frigivet ved ikke at være redaktør, vil jeg bl.a. bruge på at skrive artikler.

Jeg har netop indgået en aftale med en kompetent fagperson om at “gå til selvudvikling”, som jeg kalder det. Det kan man da kalde regelmæssig sparring med kvalitet.

Derimod har jeg til gode at finde ud af, hvordan jeg vil forfølge målet i mit eget spor om at løbe, svømme eller lignende. De seneste ti år har jeg forsøgt at holde en fysisk aktivitet i længere tid. Jeg kom også op på maratonform (igen), men har ikke formået at holde den. Lysten til at dyrke motion er der, så nu handler det om at finde den rigtige type.

Jeg håber, denne artikel kan inspirere til andres målsætning for deres fire livsområder, Jobsporet, Familiesporet (+ venner), Parsporet og det personlige spor.

Læs også om “Mød dig selv”-metoden, som er en metode, jeg har udviklet og brugt siden 2006. E-bogen forventes redigeret i 2020.

Udviklende øjeblikke er under hårdt pres

Artiklen er udgivet i *Århus Pædagoger* nr. 5-2019. Den kan læses i sit oprindelige layout her.

Af Bjarne W. Andresen, pædagog og boganmelder på paedagogen.dk

Rikke Yde Tordrup er psykolog og har oplevet, at mulighederne for udviklende øjeblikke i dagtilbud er blevet færre. Derfor har hun tilføjet et kapitel i andenudgaven af Udviklende øjeblikke, hvor hun beskriver de trusler, der er mod et godt børneliv.

Udviklende øjeblikke er ”de øjeblikke, der opstår, når to mennesker etablerer en særlig form for mental kontakt.” De øjeblikke giver Rikke Yde Tordrup mange, mange gode eksempler på i bogen af samme navn. Nu også med et kapitel om truslerne mod udviklende øjeblikke, samtalekort (som kan købes separat) og en bedre grafik på skemaerne.

Praksis og teori står stærkt sammen

Da jeg læste førsteudgaven af Udviklende øjeblikke for fire år siden, bemærkede jeg især det lettilgængelige sprog og de genkendelige cases suppleret med praksisnære aktivitetsforslag. Alle disse dele er bevaret, ligesom eksempler på udviklingsplaner for forskellige børn.

Udviklende øjeblikke står på skuldrene af begreber som spejlneuroner og navne som John Bowlby og især Daniel Stern. Sterns oprindelige betegnelser er ændret, men det essentielle er, at de enkelte relationsdomæner ganske vist kommer i en bestemt rækkefølge, men de lægger sig oven på hinanden i modsætning til traditionel faseteori, hvor de enkelte faser ligger i forlængelse af hinanden som afsluttede perioder af (barnets) liv. Efter en grundig beskrivelse af hver enkelt relationsdomæne er der en liste med opmærksomhedspunkter, som ikke skal bruges som en simpel tjekliste. Man må vægte sine observationer, måske skal der reageres på en uligevægt på ét af punkterne, måske kan en række flueben på listen være ubetydelige.

Der er et sandt overflødighedshorn af cases. Jeg hæfter mig særligt ved en meget genkendelig beskrivelse af en indkøring i en vuggestue. Jeg ville ønske, jeg havde haft Udviklende øjeblikke, da jeg i sin tid arbejdede i vuggestue som nyuddannet pædagog. Det er sjældent, at vuggestuealderen får så meget plads. Og det er især sjældent, at det sker uden at give mindre plads til børnehaver og indskoling, som er det aldersspænd, bogen har.

Arbejdsspørgsmål får læseren med

De realistiske cases er suppleret med arbejdsspørgsmål til selvrefleksion. Et eksempel på en case er: ”Anders på 4 år kommer løbende og siger, at Søren har slået ham. Jeg spørger hvor, og Anders peger på sin kind. Jeg spørger Anders, hvordan han har det indeni, når Søren slår ham på kinden. Anders siger, at han bliver ked af det og vred. Jeg siger til Anders, at jeg vil hente Søren, og så kan Anders fortælle Søren, hvordan han har det, når Søren slår. Da jeg kommer sammen med en brødebetynget Søren, fortæller Anders med stor alvor, at han bliver ked af det og vred når Søren slår. Anders tilføjer: ’Og så får jeg lyst til ikke at lege med Søren mere.’ Søren begynder at græde og undskylder, at han slog. Jeg spørger Søren, om han kan forstå, hvordan Anders har det, og det kan Søren godt. Søren tørrer øjnene og fortæller, at sådan har han det også, når nogen slår ham.”

”Invitationer” er et begreb, som går igennem hele bogen, når pædagogen opfordrer barnet til at gøre noget. Det kan være deltagelse i en aktivitet, men det kan også være et spørgsmål om at etablere en relation. Børn har forskellige tilknytningsstile, og ”det er vigtigt at huske, at det er en invitation fra den voksen – ikke et krav, at barnet skal søge kontakt.”

Dion Sommer kalder bogen ”samfundskritisk”

Pædagoger ikke er overmennesker, og bogen har også forståelse for, at det ambivalent tilknyttede barn med sin skiftende afvisning og omklamring kan skabe irritation hos selv den mest professionelle pædagog. Der er også et eksempel, hvor pædagogen og børnene taler så længe om brikkerne i et vendespil, at et af børnene taber lysten til spillet. Praksis er fuld af dilemmaer.

Rikke Yde Tordrups tidligere underviser, Dion Sommer, har skrevet forordet til Udviklende øjeblikke og har kun lovord til bogen, som han bl.a. kalder ”mere samfundskritisk” end førsteudgaven. I det nyskrevne afsluttende kapitel udpeges ”normeringer i institutionerne, læreplaner, tempoet og usikkerheden i børnefamilierne samt den stigende digitalisering” som de største trusler. Teknologien begrænser øjenkontakt og dermed forbundethed, som er forudsætninger for, at udviklende øjeblikke kan opstå.

Her er truslerne

Udviklende øjeblikke anerkender de gode hensigter med læreplanerne, men tvivler på, at det er muligt at føre dem ud i praksis under de vilkår, som er i øjeblikket. Så selv om der er en mere positiv omtale af den styrkede pædagogiske læreplan (som trådte i kraft i 2018) end den oprindelige dagtilbudslov med seks læreplanstemaer (fra 2004), er der plads til store forbedringer.

Normeringer bliver der gjort noget ved med det nylige regeringsskifte. Rikke Yde Tordrup peger ligesom BUPL på Grethe Kragh-Müller og Dion Sommer, som har 1:3 og 1:6 som forslag til en minimumsnormering. ”Uanset tilknytningsstil har alle børnene brug for, at der er en tilgængelig voksen, der kan møde barnets søgen efter et voksent blik eller aktivt tilbyde tilbagemeldinger til de børn, der ikke søger kontakten på eget initiativ.” Ved for lave normeringer vil børn søge at regulere sig efter de andre børn i stedet for efter en voksen, og det er ikke hensigtsmæssigt.

Der er brug for udviklende øjeblikke

Rikke Yde Tordrup argumenterer overbevisende for, hvorfor børn har brug for udviklende øjeblikke. Det er i de øjeblikke, at udviklingen får et løft. Man kan også sige, at der er brug for Udviklende øjeblikke, altså for bogen. Den udmærker sig ved at være både en fagbog om børns udvikling og en debatbog, som sætter fingeren på det ømme punkt: At børn behøver tilstrækkeligt med veluddannede og personligt velfungerende pædagoger.

Truslen mod udviklende øjeblikke er vokset, siden Udviklende øjeblikke udkom første gang for fire år siden. Derfor er det både rigtigt og vigtigt at tilføje et kapitel om, hvor man skal sætte ind for fortsat at kunne tilgodese børns udvikling også på dette felt.

Udviklende øjeblikke
Rikke Yde Tordrup
Akademisk Forlag 2019
272 sider

Børns Hverdag 2019-5

Jeg er redaktør af Børns Hverdag, som udgives af DLO. Man kan være medlem både som enkeltperson og som institution. Priserne for medlemsskab afhænger af flere ting og kan læses her eller læs mere om medlemsskab her.

Læs hele bladet ved at klikke her. I hvert nummer er der en række spændende artikler om og fra pædagogisk praksis. Desuden opslag om kurser, møder og andet i DLOs foreningsregi. Enkelte numre er temanumre, hvor en større del af artiklerne vedrører et bestemt emne.

Næste nummer kommer december 2019.

Indhold (bl.a.):

4 Spring ind i det 21. århundrede
Gode bud på det 21. århundredes kompetencer i relation til den styrkede pædagogiske læreplan.

7 Vi skal gøre politikerne klogere
DLO har mødt den nye børne- og undervisningsminister.

8 Pædagogisk arbejde mellem datadrømme og hverdagstrylleri
Om at bygge bro mellem den forvaltningsmæssige og den praktiske verden og deres kulturer.

12 Børnebøger om naturen og naturglæde
Hvilken børnelitteratur kan man anvende i sit arbejde med naturpædagogik? Mulighederne er mange.

16 Konsulentnyt
Brush over af vedtægterne. Valg til bestyrelsen. Lov om webtilgængelighed.

20 Legekunst
Et projekt, hvor kunst og kultur møder børns leg, kreativitet og dannelse.

22 Lederens rolle for personalets udvikling og læring
Det vigtigste sted at begynde er at skabe et fælles mindset, en fælles kultur i institutionen.

24 Kreativitet i en digital hverdag
Et nyt filmisk værktøj vil koble sanselighed og teknologi.

27 DLO spørger: Hvad betyder vi for jer?
Brug 10 minutter på at udfylde et spørgeskema, og vær med til at skabe et bedre DLO.

28 Hvad skal der ske, når institutionen skal have ny leder?
Få DLOs konsulent Thinne Nielsens gode råd om lederskifte.

BØRNS hverdag 4-2018

Jeg er redaktør på BØRNS hverdag, som udgives af DLO.

Læs nr. 4-2018 her.

Man kan være medlem både som institution og som personligt medlem. Det sidste koster 385 kr. om året. Institutioner betaler forskelligt kontingent afhængigt af institutionstype. Læs mere her.

Hvis man er interesseret i at bidrage til bladet kan man kontakte mig på boernshverdag@bjarnewandresen.dk.

Indhold

2 Leder

Styrkede læreplaner – fuld metodefrihed, tak!

3 Årsplan

4 Børn gør det rigtige – hvis de kan

Interview med Ross W. Greene

6 Ledelse af selvledelse

Anmeldelse

8 Hvordan forstår og hjælper vi

barnet i trivselsvanskeligheder

10 Mindeord

Joan Lundfordt

10 Kursus

Personalejura for ledere i private institutioner

11 Klumme

Vi skal gøre dagtilbud til politikernes darling

12 Konsulentnyt

Syg under ferien?

Lukkedage

Persondatabehandling

14 Strategisk selvledelse og teamsamarbejde

ind i daginstitutionerne

15 DLO uddeler små tilskud

til sociale formål

16 Mulit Math

18 Hvordan inkluderer man

forældre til forældrearrangementer?

21 Fra maskinrummet

Ny kommunikationskonsulent

22 Portræt af en leder

Lise Lorentzen

Hun lærer børn at sige “Amygdala”

Første gang, jeg mødte Anette Prehn, var til et foredrag, hvor hun satte tilhørerne til at flytte rundt på stolene, inden hun gik i gang med programmet. Det undrede mig, og i en pause spurgte jeg ind til det. Det viste sig, at stolene var stillet forkert op, da hun kom. I stedet for at tage imod tilbuddet fra pedellen om at stille dem anderledes, greb hun muligheden for at få bevægelse ind hos tilhørerne.

Artiklen har været bragt i BØRNS hverdag 4/2017. Læs artiklen i sit oprindelige layout her.

Det var Anette Prehns bog Hjernesmart pædagogik, som trak mig til foredraget. En værktøjsbog til arbejdet med børn og unge på 3-16 år. Skrevet til både lærere og pædagoger og fyldt med modeller, visuelle hjælpemidler og sange. Et sandt overflødighedshorn af viden og aktivitetsforslag.

Anette Prehn knytter en gennemgang af hjernes funktioner sammen med overvejelser om, hvilken betydning det bør have for vores pædagogik. F.eks. om at finde en balance mellem det kendte og det nye. Hjernen er plastisk hele livet. ”En af de primære grunde til, at hjernen forringes med alderen, er, at mange mennesker, når de ældes, begynder at leve et forudsigeligt liv, domineret af vaner og velkendte rutiner, og at de ydre stimuli er meget begrænsede.” Man skal altså ikke udelukkende lade børn lave, hvad de har lyst til, og hjernemotion bør blive en lige så naturlig del af (barne)livet som fysiks motion. For 50 år siden så vi på fysiske øvelser på samme måde, som vi i dag ser på hjernemotion. Hjernesmart pædagogik giver gode argumenter for at arbejde hjernesmart og anviser, hvordan man kan komme i gang.

For cirka 10 år siden opdagede Anette Prehn, at hjernen følger bestemte spilleregler, men at stort set ingen kender dem. Og at selv de mennesker, der vist nok har hørt om dem, ikke ved, hvordan de skal bruges. Det blev hurtigt Anette Prehns ambition at lave fremragende, jordnær videnskabsformidling: i særdeleshed at gøre hjerneforskning og socialpsykologi tilgængelig og brugbar for alle.

Hun er blandt andet forfatter til Hjernesmart-trilogien, som er skrevet til hhv. stuen, hjemmet og ledelsens kontor. Trilogien består af bøgerne Hjernesmart Pædagogik (2015), Hjernesmarte Børn (2015) og Hjernesmart Ledelse (2016). Hun har skrevet 12 børnesange om hjernen på kendte melodier. Og der er udkommet hjernesmarte plakater, der med fine illustrationer og enkel tekst minder børn og voksne om hjernens grundlæggende spilleregler.

Ud over sine opgaver for erhvervsliv og organisationer, bidrager Anette Prehn også regelmæssigt i børnehaver. Hver gang er det en stor glæde for hende at opleve, hvordan børn får værdi af at forstå, hvad der sker i deres hjerne i hverdagssituationer. De bliver f.eks. ”ven” med deres amygdala (hjernens alarmklokke) og får en rigere forståelse for, hvad der foregår inden i dem, og hvordan de kan regulere det. Anette Prehns arbejde skriver sig derfor direkte ind i den højaktuelle debat om, hvordan vi styrker børns robusthed/resiliens og bedst muligt klæder dem på til livet.

Hjerneforskningens Robin Hood

Da Anette Prehn i 2001 tog sin kandidatgrad var det med en særlig interesse for socialpsykologi. Såvel psykologi, socialpsykologi og sociologi studerer de ydre tegn på hjerneaktivitet, og i tiden omkring 2005 blev Anette Prehns interesse for hjernens indre funktioner og spilleregler vakt. Men da hun gik til felter, som forsøger at hjælpe mennesker med at ændre tanke- og følelsesmønstre, savnede hun hard core videnskab (“hvad sker der derinde?”). Og da hun gik til videnskaben, savnede hun evnen til at ville (og kunne) formidle i øjenhøjde til almindelige mennesker (“hvordan kan denne viden bruges og gavne?”). Hendes engagement i anvendt hjerneforskning lå derfor lige for.

Anette Prehn forklarer selv, at hun snupper videnskaben ud af Elfenbenstårnet som en anden Robin Hood, hvorefter hun oversætter den til hverdagssprog samt udvikler kraftfulde metaforer og værktøjer. Hun får f.eks. det tekniske begreb ”selvdirigeret neuroplasticitet” ned på jorden ved at tale om ”stier i skoven”. Og hun perspektiverer de hjernemæssige konsekvenser af intens brug af sociale medier ved at sammenligne det med ensidige benpres-øvelser i et fitnesscenter. Kort sagt formidler hun komplekse videnskabelige principper og logikker på måder, som mennesker kan forstå, huske og bruge.

Udover gennem sine bøger når Anette Prehn mere end 40.000 studerende på verdensplan gennem sine online-kurser, ligesom hun både har en blog på dansk (www.hjernesmart.dk) og en på engelsk (www.brainsmart.today).

Som hun siger: ”Hvis forskning ikke når ud til og gavner almindelige mennesker, hvad er så overhovedet pointen?” og ”Stil krav om jordnær oversættelse af forskningsresultater og se så at komme ud af starthullerne med den – også ift. den større verden. Vi har masser af viden her i Danmark, som verden behøver!”

Faktaboks:

Anette Prehn er forfatter til fem bøger, som er udkommet på seks sprog. Hun er sociolog og facilitator både på ledelsesgangen, i produktionshallen og på gul stue. Hun har holdt foredrag for titusindvis af mennesker og i 2009 modtog hun prisen ”Årets underviser for ledelse og coaching”.

Etiske udfordringer på pædagoguddannelsen

Skriv et svar

Etiske udfordringer på pædagoguddannelsen

VIA og BUPL Århus samarbejder om et modul på pædagoguddannelsen. Tre pædagoger har lagt cases og krop til videofilm, hvor de studerende præsenteres for etiske dilemmaer fra praksis.

(Artiklen er udgivet i Århus Pædagoger nr. 5-2017 og kan læses i sit oprindelige layout her.)

De studerende fik et par uger til at arbejde med dilemmaerne og sluttede modulet med en fremlæggelse.

De tre pædagoger havde mulighed for at overvære fremlæggelsen, og her deler Bjarne W. Andresen sine oplevelser med forløbet.

Det var spændende, hvad 24 studerende havde fået ud af at arbejde med ”mit” dilemma, hvor to børn var oppe at skændes. Et tredje barn forsøgte at blande sig/mægle og blev sparket. Casen kan læses her: www.bjarnewandresen.dk/sparringssamtaler-med-boern.

Sådan var fremlæggelsen

Vi tre pædagoger mødtes med tre undervisere og gik til hver vores lokale. Hos mig var der seks grupper, som fremlagde: Nogle brugte PowerPoint, andre havde lavet tegninger. Nogle læste op, andre talte frit fra leveren. En enkelt gruppe havde lavet et mini-skuespil med et personalemøde. Desværre måtte underviseren gå efter de første par fremlæggelser. Derfor var der kun nogle af de studerende, der fik hans feedback på deres fremlæggelse.

Der blev ikke lagt så meget vægt på, hvad de studerende ville have gjort i pædagogens sted, fokus skulle være på etiske overvejelser, som ligger før beslutningen om handling.

Da jeg ikke har fulgt undervisningen, som gik forud, kan jeg ikke bedømme kvaliteten af fremlæggelserne i forhold til faglige mål. Derimod kan jeg lade mig imponere over bredden af den måde, de studerende havde angrebet casen. Nogle handlingsforslag lå ud over, hvad man kan nå i en travl hverdag, men intentionerne bag var gode nok.

Hvad skal man tænke over?

Jeg kunne genkende mange af pointerne fra mit eget arbejde: De enkelte børns behov. Trøst, at dæmpe frustration, at give mulighed for at vende tilbage til gruppen/klassen osv. Det er vigtigt, at der er voksne til stede – også (eller måske især) i frikvartererne. God kommunikation mellem lærere og pædagoger. Børnene har behov for at bearbejde deres indtryk bagefter. Er det bedst at tale med dem samlet eller en ad gangen? Hvornår forældre skal informeres – hvor mange forældre og hvor meget skal de vide? Retfærdighed, empati og værdighed er værdier, man kan have sig for øje.

Teorierne bag

De studerende havde naturligvis arbejdet meget med Jørgen Husted, som bl.a. har skrevet Etik og værdier i pædagogisk arbejde (Hans Reitzels Forlag, 2015). Nytteetik, pligtetik og dydsetik lærte jeg ikke om, da jeg uddannede mig til pædagog, men nu har 8. klasse om det på den skole, hvor jeg arbejder. Det er glædeligt, at etikken på den måde bliver en del af hverdagen både på pædagoguddannelsen og i Folkeskolen.

Derimod genkendte jeg både Rosseau og Piaget fra min egen studietid. Det forventes, at den studerende kan sammenligne teorier, som ikke umiddelbart har noget med hinanden, og sætte dem ind i den samme ramme. Det sker også for andre pædagogstuderende, jeg har i hvert fald mødt det i mit arbejde som både censor og medbedømmer på pædagoguddannelsen.

Hvad har selve forløbet givet?

Det er spændende at være med i et samarbejde mellem uddannelse og praksis, i dette tilfælde mellem VIA og BUPL. De studerende var taknemlige for at kunne spille sammen med en pædagog fra ”den virkelige verden”, og jeg fik bestemt også mange gode tanker med mig fra fremlæggelserne. Samtidig er det en øvelse bare at udvælge og formidle et etisk dilemma fra sin praksis, for det er i sig selv en overvejelse, hvilke oplevelser, man kan tillade sig at dele i et større forum.

Giv mig retten til mit fagsprog

Skriv et svar

Giv mig retten til mit fagsprog

Efter endnu et kursus, hvor budskabet er “pædagoger skal tale, så alle kan forstå det”, fandt jeg tre breve i min postkasse. Det ene var en længere udredning fra min a-kasse om efterløn, de to andre var fra min bank.

A-kassens hæfte var langt og svært. Bankens breve var korte, men indeholdt ord, jeg ikke kendte. Det var sikkert i et forsøg på at forklare sig præcist, men jeg er ikke økonom.

Fagsprog er skabt til at udveksle viden mellem fagfæller. Det er det, man har fagsprog til: fagsproget indeholder de nødvendige nuancer. Uden det kan man ikke forklare væsentlige forskelle. Hvis du ikke kender begreberne selvfølelse og selvværd, hvordan skal du så kunne fatte forskellen? Ligesom jægerstenaldermanden sikkert havde brug for at udvikle to ord for hhv. spyd og pil, har jeg som pædagog brug for både assimilation og akkomodation som begrebet, når jeg skal forklare Piagets teori om, hvordan vi tilegner os nu viden.

Uden fagsproget er jeg bare en fortidspædagog.
Med fagsprog er jeg forhåbentlig en del af fremtiden.

I faglige sammenhænge vil jeg have lov at bruge det fagsprog, jeg har. Fordi det er præcist og nuanceret. Når jeg taler med forældre, forventer jeg, at de har en vis vilje til at sætte sig ind i deres barns udvikling. Om banken kan forvente det samme af mig, skal jeg lade være usagt. Det er jo døde ting, selv om de også gør deres til at sikre en sund udvikling, men der holder sammenligningen også op.

Jeg er træt af at få at vide, at jeg ikke må være med til at udvikle sproget på det pædagogiske område. Hvis ikke stenalderjægeren havde holdt fast i, at der er forskel på et spyd og en pil, ville vi stadig kalde begge dele en spids pind! Dengang var våben utvivlsomt vigtige. De var døren til fremtiden.Uden datidens våben havde samfundet sikkert ikke udviklet sig til det, vi har i dag.

Jeg tror på, at i dag er pædagogikken døren til fremtiden. Jeg vil håbe, at mit fagsprog en dag indgår som en helt naturlig del af hverdagssproget. Fordi nuancerne i sproget afspejler nuancerne i det, vi forstår. Så vil jeg ikke længere være nødt til at sidde til en forældresamtale og forklare, at der er forskel på, om deres barn er dominerende eller bare aktivt deltagende.

Så kom ikke og fortæl mig, at jeg ikke må bruge et fagsprog, som giver mig mulighed for at forklare det, jeg ved. Uden fagsproget er jeg bare en fortidspædagog. Med fagsprog er jeg forhåbentlig en del af fremtiden.

(Ovenstående er en let redigeret udgave af en blog, jeg skrev på Vores virkelighed 1. april 2012.)

Er du skyldig?

Skriv et svar

Er du skyldig?

Når vi har gjort noget forkert, kan vi føle os skyldige. Det er faktisk helt ok, for hvordan skulle vi ellers vide, at det var forkert? Skylden hjælper os til at ændre vores adfærd. I modsætning til skammen, som fortæller, at vi er dårlige mennesker. Og at vi ikke kan lave om på det.

Svend Brinkmann spørger i sin bog Ståsteder, hvad den gode pædagog er. Han får hjælp fra Aristoteles. I kapitlet Det gode slår han Brinkmann fast, at man er pædagog, når man gør det, som pædagoger gør. Altså når man udfører sin opgave godt.

Så kan man naturligvis spørge, hvad pædagogens opgave er. Og nej, det er ikke nødvendigvis (kun) det, som står i Dagtilbudsloven, Serviceloven og i de pædagogiske læreplaner. Brinkmann er ikke selv pædagog, men han skal have tak for at bruge pædagogen som eksempel på en fagperson, som udøver det gode. I et senere kapitel, Løftet, kredser han om begrebet skyld. Det er nemlig vigtigt, at vi kan føle skyld. Uden skyld, ingen ansvarsfølelse. “For mange af os andre er problemet (…) at vi ikke følger skyld, selv om vi har gjort noget forkert. I en sådan situation opdager vi måske ikke engang, at vi har gjort noget forkert, fordi det netop var skyldfølelsen, der kunne have informeret os om det.”

Han kalder skyldfølelsen en moralsk radar, og derfor skal børn lære at føle skyld. “Selvfølgelig ikke når de ikke er skyldige” tilføjer han for en sikkerheds skyld. Vi kender godt situationen, hvor to børn er i konflikt og fastholder, at det er den andens skyld. Vi kender også karikaturen, hvor den voksne (forælder, lærer, pædagog) forlanger, at børnene siger undskyld, altså tager skylden på sig. Det giver ingen mening, hvis de ikke føler sig skyldige.

Hvis vi for et øjeblik skifter ordet skyld ud med ordet ansvar, så handler det om at føle ansvar. Ok, det var nok også mit ansvar… lidt… Så kunne jeg nok også have gjort tingene anderledes. Det var altså (også) mit ansvar, at tingene udviklede sig. Det var også min skyld.

Der kan sagtens være gode grunde til, at et barn handler uhensigtsmæssigt, også selv om det har en del af ansvaret/skylden. Barnet kan være bange og handle i affekt. Barnet kan handle i vrede. Fortsæt selv… Ved at anerkende de grunde, barnet har til at handle uhensigtsmæssigt, fjerner vi al skam. For skam handler om, at vi ikke er rigtige. Skam hører ikke hjemme i pædagogisk praksis, men det gør skyld ifølge Brinkmann.

Det første skridt til at ændre adfærden er, at barnet forstår, at det har del i ansvaret og dermed del i skylden. Det næste skridt er at undersøge, hvad barnet kunne gøre anderledes, næste gang det står med en del af ansvaret/skylden.

Tilbage til Ståsteder, som jeg i øvrigt fik af to gode eks-kolleger. Pædagogen gør det godt, når han/hun bedriver pædagogik godt. Det kræver f.eks. at kunne skelne mellem skam og skyld. Det kræver også at kunne handle mest hensigtsmæssigt. Lige som vi forventer det af barnet. Både barnet og vi plumper i, men lige der er vi heller ikke den gode pædagog. Vi er bare mennesker, og det er også ok.

“Fra sætningen ‘han er pædagog’ eller ‘hun er læge’, kan man slutte, at ‘han bør gøre det, en pædagog bør gøre’, og ‘hun bør gøre det, en læge bør gøre’, netop fordi der er tale om, at funktionen (pædagog og læge) er defineret ved sit formål. Vi kan kun forstå, hvad en pædagog eller læge i grunden er, hvis vi forstår hvad pædagoger og læger gør, når de udfører deres aktiviteter godt (altså når vi har det ‘bør’ for øje, som definerer deres aktiviteter). Vi kan også kun forstå, hvad et hjerte er, når vi forstår, hvad det bør gøre for at udføre sin funktion adækvat (pumpe blodet rundt).”

Det gælder både for pædagogen og for lægen. Og for barnet eller hvem vi ellers holder i hånden.

Fyraftensmøde og reception om Mouritsens metode

Skriv et svar

Fyraftensmøde og reception om Mouritsens metode

BUPL Århus holdt et spændende arrangement i forbindelse med udgivelsen af Mouritsens metode redigeret af Herdis Toft og Karin Esmann Knudsen. Flemming Mouritsens studerende, kollegaer, familie m.fl. var mødt op til en blanding af fyraftensmøde med debat, reception med præsentation og gravøl med anekdoter.

Jeg har ikke selv kendt Flemming Mouritsen (1942-2015), men blev alligevel rørt af de mange taler.

“Man har ikke forstået det, bare fordi man har fået sat det på begreb” har Flemming Mouritsen sagt. Det kan godt udfordre den mere akademiske tilgang til pædagogik, som i disse år har førertrøjen. Det er ikke den eneste gang, Mouritsen har gået imod sin samtid – og ikke det eneste, han har at sige i 2016 og årene frem.

Bøgerne – for der er to – dækker 40 års arbejde, hvor han bl.a. underviste i pædagogik på det, som dengang hed Socialpædagogisk Seminarium i Aarhus. De Mouritsen i 1970’erne begyndte at undervise i dansk, var det et fag med fokus på (voksne) dannelsesbegreber og litteratur for voksne. Han indførte børnelitteratur i pensum. Tænk, det havde man ikke før. Og tænk, med den seneste ændring af pædagoguddannelsen er børnelitteraturen sat udenfor døren igen!

Da jeg havde såkaldt AK-fag i 1999, var det selvfølge, at undervisningen havde tæt tilknytning til børnekultur og det pædagogiske arbejde. Det var Niels Mors, der underviste mig, ham vender jeg tilbage til.

Selv om Mouritsens havde det meget dobbelt med teoretisering, begreber og metoder, udviklede han en del af sine egne. Hans virke forsøgte hele tiden at finde en balance mellem tre “poler”, som blev illustreret med denne slide:

Som eksempler nævnte Karin Esmann Knudsen de tre forfattere Ole Lund Kirkegaard, Egon Mathiesen og Cecil Bødker, hvis budskab er det modsatte af Rødhættes: De opfordrer barnet til at forlade stien, gå ved siden af den udpegede vej. Det er her, eventyret findes.

I det hele taget udfordrede Mouritsen synet på børnelitteraturen. Er det pædagogik eller kunst? Et spørgsmål, som stadig debatteres i faglige kredse – og sikkert også i de små hjem. Mouritsens eget forsøg på et svar lød: “Børnelitteraturen har en social funktion samtidig med, at den er formet i æstetiske mønstre.” Det var et pudsigt sammenfald, at på dagen for fyraftensmødet/receptionen havde Center for Børnelitteratur skiftet navn til Center for Børns Litteratur og Medier, endnu et forsøg på at placere børnekulturen, selv om den er så svært at fastholde.

I øvrigt mente Mouritsen, at legetøjskataloger er de vigtigste bøger i børns liv. Man kan så tænke over, hvad den vigtigste læsning i børns liv i dag er. Computer og de digitalt bårne spil er mit bud. Computerspil fik anerkendende ord med på vejen, for man kan tænke over, hvilke kompetencer man bruger ved skærmen.

Lidt langhåret mente man tidligere, at legen er, når
nogen gør noget ved nogen med noget.

I dag ser man på leg som noget, hvor
noget gør noget ved nogen med noget.

Det er her, computerspillet kommer ind.

Et andet Moritsensk begreb er den gennemøvede spontanitet, som dækker over, at spontanitet, det skal man øve sig på. Kun sådan bliver man bedre og bedre. Den er lige værd at tænke over.

Tilbage til min egen seminarietid

Arrangementet gav mig nye tilgange til, hvad der skete med mig, da jeg med en fuld læreruddannelse, lærerpraksis og SFO-praksis kom på pædagoguddannelsen i slutningen af 1990’erne… og i den grad begyndte at lære noget. Førnævnte Niels Mors gav mig en øjenåbner, da han som den første konfronterede mig med, at her brugte man ikke “du er mit objekt”. Med Mouritsens ord var mantraet “Vi lærer af hinanden, vi støtter hinanden.”

Niels Mors huskede mig fra studietiden, da jeg præsenterede mig til arrangementet. Godt gået, når man tænker på de hundredevis (hvis ikke tusindvis?) af studerende, han har haft gennem hænderne. Vi havde ikke mange timer sammen, men jeg husker også udmærket pointerne i de nye måder at betragte læring på, som jeg fik der.

Min (dengang) veludviklede evne til udenadslære og til at gengive lærebøgerne gav ikke de store fordele. På pædagoguddannelsen blev vi hørt i problemforståelse, kreative interventionsforsøg og en nysgerrig og åben tilgang. På den måde er jeg sikkert blevet undervist i Mouritsens metode uden nogensinde at have mødt Flemming Mouritsen hamselv.

Nye læreplaner i dagtilbud

Skriv et svar

Nye læreplaner i dagtilbud

En konference tog pulsen på velfærdsarbejdet i Danmark og udland. Det var årets udgave af Concrit, som er et græsrodstræf, denne gang holdt i Aarhus. Deltagerne organiserede selv workshops, spisning og indkvartering. Det kom der mange gode møder mellem mennesker ud af.

Concrit har været afholdt i en række europæiske byer. Jeg ser valget af Aarhus som en fornuftig konsekvens af, at de fleste deltagere (og ikke mindst arrangører) kommer fra Danmark. Kun to deltagere kom rejsende til landet: To spanske deltagere, som brugte en lokal simultantolk. Det fungerede godt, selv om man lige skulle vænne sig til, at nogen sad og talte lavmælt under oplæg og debatter.

Workshops

Deltagerne kom selv med temaerne for de to omgange workshops, som var lagt ind i programmet. De handlede om:

Muligheden for en opfølger af det sociale opråb Modild.
Hvordan fremmer man en mere aktiv deltagelse på eksempelvis tillidsrepræsentant-møder?
Fremtidige aktiviteter i Concrit-regi.
Forældresamarbejde: Gøres hjemmet til den skolificerede børnehaves forlængede arm?
Revner og sprækker: Hvor finder vi rum til den pædagogiske dagsorden i en forvaltningsdagsorden?
Praksis og teori: Praksis ind på uddannelserne, forskerne ud i daginstitutionerne.
Hvordan sætter man ord på pædagogiske ballader i modsætning til forvaltningssprog?
Hvad forstår uddannelserne ved pædagogik, når der er så mange (andre) faggrupper, som uddanner pædagoger?
Ord er våben – lad os lave kritisk pædagogisk litteratur.

Undervejs blev nogle workshops slået sammen, andre ændrede retning, og et par stykker gik i sig selv. Jeg var meget optaget af revner og sprækker. F.eks. bruger jeg gerne muligheden for at flette lidt pædagogisk faglighed ind i de fora, jeg er med i, også når de ikke har en pædagogisk overskrift. F.eks. kan jeg ikke tale børnelitteratur uden at tænke pædagogisk.

Om eftermiddagen var jeg i en workshop, som tog livtag på pædagogik i teori og praksis, hvor vi bl.a. debatterede pædagoguddannelsens vilkår og pædagogikkens vilkår på læreruddannelsen. Det kom der mange gode vinkler på forskellen mellem pædagoger og lærere ud af. Forskelle, som både kunne ses i uddannelse, i praksis og i professionsudøvernes egne forståelser.

Oplæg

Ud over workshops var dagen krydret med oplæg, som enten kunne bruges i dagens øvrige aktiviteter eller tages med hjem. Jens Krause Nielsen fortalte om en (muligvis meget smitsom) hjernelidelse, som medfører, at ledelse og pædagogik er begyndt at tale samme sprog! Han gav flere eksempler fra aktuelle virksomhedsplaner. Det er primær narcissisme, når man hævder, at “mine ord skaber min virkelighed”. Det var ellers en forståelse af virkeligheden, som ofte sås på daginstitutionernes hjemmesider.

Line Togsverd og Jan Jaap Rothuizen talte under overskriften “Der er faglighed bag”, som også er titlen på en kampagne fra BUPL. Se f.eks. denne video. De talte for, at man i højere grad tænker selvopdragelse i opdragelse. Opdragelse sker også i pædagogisk praksis. Pædagoger i praksis resonerer pædagogisk. Det er ifølge de to oplægsholdere forskellen på pædagoger og andre faggrupper. Det sætter sit aftryk i handlinger og fortællinger. De kom dog ikke ind på mere præcist, hvordan det kan ses og høres.

De to catalanske pædagoger fra Rosa Sensat fortalte om deres vilkår for pædagogikken. Bl.a. skelnes der ikke mellem pædagoger og lærere. Rosa Sensat er ikke en fagforening og kan mere sammenlignes med Unge Pædagoger eller Dansk Pædagogisk Tidsskrift. Rosa Sensat er for pædagoger/lærere samt forældre/familier i 0-18 års området.

Jimmy Krab holdt oplæg om, når forældre bliver en resurse for deres børns læring. Han har undersøgt et projekt med familieklasser, hvor forældrene deltog i børnenes skolegang. Det er børn, som undervises meget målstyret og f.eks. får point efter, hvor godt de lever op til:

Jeg kan arbejde med en opgave i 15 minutter.
Jeg afbryder ikke læreren.

Oplægget afstedkom en del undren og afstandstagen, ikke mindst fordi børnene også skal samle point derhjemme.

Dagens sidste oplæg blev leveret af trioen Jytte Hare, Jytte Mølgaard og Lars Søgaard. De havde især fokus på sprogarbejdet. Jytte Hare refererede en undersøgelse for, at “alle børn, som udsættes for intensivt sprogarbejde, rykker sprogligt. Og især de børn, hvor pædagogerne selv har tilrettelagt forløbet.” Jytte Mølgaard kunne supplere, at en forsker havde undersøgt, hvad der sker med børns sprog, når der er mange ABC’er og sprogplakater i deres miljø. Han fandt ud af, “at det hjælper især, når man taler meget med børnene!”

Lars Søgaard sidder i Rådet for børns læring. Han viste os Lær mig noget. Hver dag, som Rådet for børns læring har lavet. En deltager fra salen kommenterede, at kvalitet ikke lader sig måle. Kun kvantitet. Derfor skal vi holde op med at tale om højkvalitetesinstitutioner og i stedet kalde dem højkvantitetsinstitutioner.

Nye pædagogiske læreplaner på vej?

Der er nedsat en gruppe, som arbejder med en revidering af de pædagogiske læreplaner. Deres arbejde kan man læse mere om her. I linket kan man også komme videre til muligheden for at kommentere på gruppens arbejde og komme med input. Postkassen er åben indtil 1. september.

Jeg har allerede skrevet en mail, da jeg er bekymret for, hvilket fokus en revision af de pædagogiske læreplaner vil få. De nuværende pædagogiske læreplaner skal beskrive, hvilke rammer institutionerne tilbyder. Det er altså pædagogernes arbejde, som planerne handler om. Det skal det blive ved med at være, men jeg frygter, at man vender blikket mod krav til barnet. Barnet skal kunne så-og-så mange ord, barnet skal kunne slå en kolbøtte osv. Fortsæt selv listen.

Jeg har sat mig for at genlæse Kanon for syvårige af Donata Elschenbroich. Læs evt. artiklen fra Børn&Unge. I bogen giver en lang række forskellige mennesker deres bud på, hvad der har værdi i et barneliv. Forfatteren nævner f.eks.:

have oplevet sin egen tilstedeværelse som et positivt bidrag. “Hvis du ikke havde været til…” “Vi savnede dig…”
ville vinde og kunne tabe
kunne gynge: Hvad gør min krop ved gyngen, hvad gør gyngen ved min krop”
have gjort den erfaring, at dets eget forslag til forbedring er blevet omsat til virkelighed. En erindring: mig som forbedrer verden
have delt et uløseligt spørgsmål med en voksen (“det her er der ingen, der ved”)
være faldet i en å.

De mange andre bidragsydere har ikke givet deres bud i punktform med undtagelse af Amos Comenius, som i 1658 bl.a. havde dette bud indenfor geografi: kende sin hjemby og elementære geografiske betegnelser som mark, bjerg, flod, og ærkebiskop Johannes Dyba, som bl.a. havde dette punkt: kende forskel på godt og ondt, sandhed og løgn.

Det er nogle år siden, jeg har læst den, men jeg tror, den kan give stof til eftertanke i et arbejde med nye pædagogiske læreplaner.

Til gengæld genlæser jeg jævnligt den lille billedbog Spørg mig af Antje Dam. Her spørges barnelæseren f.eks. om:

Har du prøvet at være alene?
Har du et ønske, som aldrig går i opfyldelse?
Hvad kunne du tænke dig at gemme til dit eget barn?

Det er spørgsmål, som bør optage barnet i vuggestuen og børnehaven langt mere end definitioner af skoleparathed, at kunne stave sit eget navn og at kunne nævne ugernes navne.