Hvor er søstjernen?

Barroux
Oversat af Karen Kristensen
28 sider
Arvid 2016

Efter i årevis at have gennempløjet billedbøger med myldrebilleder for at finde Holger, flunkerne og alle de andre, er turen nu kommet til søstjernen og dens venner vandmanden og klovnefisken. Hvorfor kan man spørge sig selv. Hvad har Hvor er søstjernen?, som de andre ikke har?

Der er to væsentlige forskelle fra andre bøger af “Find…”-typen. Den ene forskel er, at det bliver gradvist lettere og lettere at finde de tre dyr. Det hænger sammen med den anden forskel: Hvor er søstjernen? er historien om, hvordan havet forurenes mere og mere. Dermed forsvinder dyr og planter, indtil kun en hval ledsager de tre. Hvalen skubber affaldet tilbage, hvor det hører til: Op på menneskets domæne, landjorden. Historien får en lykkelig slutning, for på den rengjorte havbund spirer en lille vandplante, og livet vender tilbage.

Forfatteren og illustratoren Barroux forklarer i efterskriftet, “Det er vigtigt at beskytte de undersøiske kongeriger, hvor der lever fisk og andre levende væsner. Derfor skal vi alle huske at tage vores affald med os og lægge det i en affaldsspand.” Læseren efterlades altså ikke i afmagt. Anvisningen på handling er tydelig nok: Du skal rydde op efter dig. Og gerne efter andre, hvis du vil have rene omgivelser.

Om Hvor er søstjernen? skrev jeg på JAGOO: “Illustrationerne er tilpas detaljerede til børnehavebørn. Som før nævnt vil det tage længere tid at finde de tre dyr i begyndelsen end i slutningen af bogen. På den måde kan opgaven differentieres. Som alle andre bøger af den type falder spændingen, når man har fundet detaljerne nogle gange og kan deres placering udenad. I dette tilfælde står man så tilbage med en god historie, som kan læses igen og igen.”

Forlaget Arvid har tidligere udgivet Hvor er elefanten? af samme forfatter/illustrator.

Sådan får man et barn

Per Holm Knudsen
24 sider
Borgen 2008

Sådan får man et barn udkom første gang for 45 år siden – i 1971. En aktuel debat om bl.a. denne bog gav mig lysten til at genlæse den med 2016-briller. Hvis man sammenligner med nye udgivelser til de yngste, er den meget direkte både i sprog og billeder. “Morens revne hedder kussen. Du kan se farens tisse-mand. Tisse-manden hedder pikken (…) Farens pik er blevet stor. Den stritter lige ud i luften.” Og det sidste fremgår tydeligt af tegningen.

Forfatteren, som er psykoterapeut og sexolog, anbefaler, at man bruger de ord, man plejer, hvis man ikke kan lide bogens ord. Som en pædagog skrev det i en debat om bogen: “Hvad ville vi sige til børnene, hvis de brugte dette sprog og disse betegnelser?”

Svaret afhænger vel af den tone, det er sagt i? Med fnisen eller som øgenavn/skælsord kan ethvert ord gøres “forbudt”. I Sådan får man et barn er der ingen af delene. Sex er en naturlig ting, børn undfanges ved sex, og man er nøgne imens.

Her hopper kæden lidt af. Der er sket meget siden 1971, og bogen fremstår anakronistisk heteronormativ og kønsstereotyp. Bogen indledes med “Skal jeg fortælle dig, hvordan man får et lille barn? Du ved godt, at et barn har en mor og en far. Moren og faren må hjælpe hinanden for at få et barn.” Der blødes lidt op i det efterfølgende “Faren og moren bor ikke altid sammen, når barnet bliver større. Men det er dem, der engang lavede det.”

Der er ikke noget galt i at fortælle, hvordan en graviditet og fødsel kan være sket. Endda en måde, som ligner de fleste menneskers historie. I Sådan får man et barn fremstår det blot som den eneste måde. Hvis man supplerer bogen med f.eks. Stine Josefine Dige og Maria Tran Larsens Niller Pilfinger– og Pia Olsen, Karla Elena Olsen og Ina Korneliussen Karla-serier, kan det gå an, men ingen af de to sidstnævnte antyder, at deres historie er en norm, det er bare (også) normalt.

Kropsforskrækkelsen i danske daginstitutioner vil sikkert forhindre Sådan får man et barn i at ligge frit tilgængeligt de fleste steder. Jeg vil dog anbefale, at man har den i baghånden til en seriøs samtale med børnene om, hvordan et samleje (“Det kalder man også at bolle eller at sam-lege”), en graviditet og en fødsel kan forløbe.

Det kan måske tage brodden af noget af det frække ved at gå rundt og sige ord til hinanden, man alligevel ikke kender betydningen af. Sådan som børn alligevel gør i børnehaven. Så grib da lejligheden.

Bare en ond drøm

Aino og Ville Tietäväinen
Oversat af: Siri Nordborg Møller
47 sider
Høst & Søn 2016

Ville Tietäväinen har sammen med sin datter Aino Tietäväinen skabt en billedbog, som bygger på Ainos drømme, da hun var 3-6 år. Børnetegninger blander sig med voksentegninger og giver læseren indblik i både de onde drømme og en fars måde at håndtere datterens angst på.

“Fortæl nu bare. Når man snakker med sin far om den onde drøm lige med det samme, så behøver man ikke længere være bange for den.” Sådan siger faren. “Det hjælper ikke at fortælle. Man kommer bare i tanke om den igen og igen,” svarer datteren meget fornuftigt, men faren åbner for genfortællingen med den sætning, som også lægger ord til titlen: “Så ved du, at det bare er en ond drøm.”

Bare en ond drøm er en blanding af mange genre. Det er en billedbog for børn. Den kan også læses som en guide til at håndtere børns onde drømme. I kraft af de titler og angivelsen af barnets alder, børnetegningerne har fået, fungerer den også som et indblik i, hvordan børn tænker og tegner.

Ville Tietäväinen har tilføjet små tegneserier i grå nuancer om farens og datterens fællesskab. En smuk detalje.

På JAGOO skrev jeg: “Ord og fragmenter af sætninger er brugt som virkemidler, bl.a. som skygger i baggrunden. Det pirrer nysgerrigheden, at de er bevaret på finsk, og de fleste læsere må lade sig trøste med, at det må være et bevidst valg – og i øvrigt leve med ikke at forstå ordene. Man får dog den oplysning, at det er finske drømmetydninger. Resten af teksten er oversat af Siri Nordborg Møller og rummer både den uhygge og den trøst, som illustrationerne også formidler.”

Hvis man undskylder ordspillet, kan man kalde Bare en ond drøm en våd drøm for en freudianer. Bogen myldrer med orme og slanger. Vand og ild. Nøgenheden er formidlet i en form, som ikke afskærer børn fra at læse med. Bare gå i gang med at tolke. Har man som læser brug for hjælp til det, kan man gå på opdagelse i kildeliste til drømmetydningerne (også noget af en sjældenhed i en billedbog. Nye drømmetyder kan begynde her!

I pædagogisk sammenhæng skal man naturligvis overveje, hvordan Bare en ond drøm bruges blandt børn. For de fleste vil det være en velkommen lejlighed til at bearbejde sine egne onde drømme, men for nogle kan det naturligvis give føde til fornyet angst.

Det vil være oplagt at pege på, at Bare en ond drøm giver et eksempel på, hvordan barnets tegninger kan bruges i en kontekts, hvor de tages alvorligt og bidrager til en bog, som slet ikke kunne være lavet uden. Man kan jo overveje at bruge ideen i sin egen praksis.

En helt hvid bog

Silvia Borando, Lorenzo Clerici og Elisabetta Pica
44 sider
Alfa (Eksistensen) 2015

I en fortælling helt uden ord maler en dreng på væggen med en malerrulle. Han maler fugle, fisk, en elefant osv. De giver ham ikke glæde, men til sidst maler han en hund frem, og den springer ham i møde. Han har fået en ven.

Så banal og universel er fortællingen i En helt hvid bog. Derfor kan den bruges helt ned i vuggestuen. Ældre børn kan også have glæde af den.

På JAGOO skrev jeg: “En helt hvid bog er uden ord. Man kan fortælle meget med få streger. Drengens ansigt er en guldgrube af udtryk. Forventningens glæde, når dyrene viser sig. Skuffelsen, når de flyver/svømmer/løber væk. Forskrækkelsen, når en dinosaur truer ham (…) Da hunden kommer frem, ser drengen lidt undrende ud: Hvad skal han stille op med den? Hans undren skifter til glæde, da hunden hopper op i hans udstrakte arme.”

Det er dejligt at læse en bog, som tør. Som tør droppe ordene og lade billederne fortælle det hele. Forløbet i En helt hvid bog har mange gentagelser og er derfor god til de ikke så rutinerede læsere. Samtidig fortæller den om skuffelser og om venskab, så også de mere rutinerede kan få noget ud af at læse. Det sker sjældent, især er bøger med gode fortællinger sjældne til vuggestuebørn.

Når der er så lidt tekst, er der plads til at lade sin egen fantasi komme i spil.

Se et uddrag af En helt hvid bog her.

Stakkels monstre

Ivar Da Coll
Oversat af Vagn Plenge
48 sider
Hjulet 2016

Det er nat, men Eusebio kan ikke sove. Han er bange. Med dynen oppe om næsen kigger han rundt i sin lille hytte, og i hans fantasi bliver hverdagsting til farlige monstre. De jager ham ud af sengen, og han løber op hen til sin ven Ananías, som hjælper ham. Ananías fortæller, at monstrene er nogle stakkels eksistenser uden venner. “Hvordan kan man stole på nogen, som ikke er en rigtig ven?”, forklarer Ananías.

Monstrene snyder hinanden og kan ikke finde ud af at lege. Derfor har de ingen ro og er lige så bange, som Eusebio selv er det. De har slet ikke tid til at tænke på lille Eusebio. Ananías giver Eusebio et knus, og han kan gå hjem igen. I mellemtiden er det blevet morgen.

Der er mange smukke detaljer i Stakkels monstre. Den lille bamse, Eusebio har i hånden. Den snoede vej op til Ananías. Den poetiske tekst: “Alt er mørkt. Kun nogle få stjerner holder månen med selskab.” På JAGOO skrev jeg bl.a.: “Det allerbedste opslag er billedet af Eusebio, som ligger under dynen og kigger ud på monstrene ved hans seng. Hvis man bladrer en side tilbage, kan man finde kimen til hans forestillinger: En bamse er blevet til en stor drage, gardinet er et svævende spøgelse med hatten fra klædeskabet. En uskyldig vandkande er vendt på hovedet og er nu hatten på et monster med hugtænder. Selv en væltet legetøjsbil får et ansigt af lygter og rude.”

Billede og tekst følger hinanden i den magiske realisme, som er et begreb, som især er kendt fra latinamerikansk litteratur. Når man først har accepteret den magiske præmis, er resten logisk og realistisk sammenhængende. Det ses f.eks. af, at Eusebio er en kat, og Ananías er en ælling. De ligner i hvert fald.

Den korte tekst formår at få i hvert fald to pointer frem: At monstre ikke er så farlige, og at venskab er dyrebart. Venskabet i Ananías’ skikkelse beroliger Eusebio, og monstrenes manglende venskaber tager styrken fra dem:

“Dem der spyr ild …
dem der gemmer sig på mørke steder
og har øjne som lyser i mørket …
dem der flyver på et kosteskaft
og har en vorte på næsen …
dem med hugtænder …
dem der er hvide, meget hvide,
så hvide at de virker gennemsigtige …
og dem med horn …”

Skulle læseren blive lidt bange på de få sider, hvor Eusebio i tankerne gennemgår monstrene og deres ugerninger, bliver han hurtigt rolig igen, når Ananías tager Eusebio ved hånden. Illustrationerne er, som teksten også er det: Med en detaljeret realisme, så man glemmer det magiske udgangspunkt: Et venskab mellem en kat og en ælling. Uroen bliver afløst af varme og ro, og man kan jo altid bladre tilbage og opleve det lille gys igen.

Ivar Da Coll har været nomineret til flere internationale priser (bl.a. H.C. Andersen-prisen og ALMA-prisen) og fik i 2014 ”Premio Iberoamericano SM de Literatura Infantil y Juvenil”, som har til formål at fremme børnelitteratur i hele Latinamerika.

Niller Pilfinger får en flyvetur 2. udgave

Stine Josefine Dige
Illustrator: Maria Tran Larsen
38 sider
Ego Libris 2016

Den nysgerrige dreng Niller Pilfinger er ude ved lufthavnen og kigge på fly. Han er så optaget af det, at han slet ikke har tid til at spise is. Da en pilot er ved at reparere sit fly, får han lov at sidde i cockpittet, men han kan “naturligvis” ikke holde fingrene fra knapperne, og piloten når kun lige netop at komme med, da flyet letter. Det afholder ikke Niller Pilfinger fra at få udløst katapultsædet, og kun med nød og næppe får piloten vendt flyet, så drengen kan blive grebet og komme sikkert ned på jorden igen.

På JAGOO skrev jeg: “Niller Pilfinger får en flyvetur er udkommet i 2. udgave. Et lidt mindre format og med enkelte ændringer. Teksten er blevet skåret til, så den kan være i det nye format, og det er gjort ganske godt. Overraskende nok er der også ændret lidt på historien: I førsteudgaven nøjes Niller med at tænke på at blive skudt ud af flyet. Illustratoren har også været i gang igen og har tilføjet en ekstra tegning.”

Da første titel om Niller Pilfinger udkom (Niller Pilfinger åbner Bakken), sammenlignede jeg ham med Emil fra Lønneberg. Der er stadig lighedspunkter, og den største forskel er bevidst nedtonet: Niller har to mødre, som han kalder mammi og mor. Det bliver der ikke gjort det store ud af, for det er barnet, der er i historiens centrum. På den måde vises det, at barnelivet ikke behøver være særligt forskelligt, om man vokser op i en traditionel kernefamilie eller i en såkaldt regnbuefamilie.

De to mødre har ikke nogen fremtrædende plads i Niller Pilfinger får en flyvetur. Pia Pilot med den lilla værktøjskasse har større betydning for historien, og Freddy Flykigger er en sjov biperson både af udseende og af navn. Familiens Nimbus med sidevogn og Pia Pilots fly Kazandra bliver næsten til bipersoner, da de har munde og øjne.

Niller Pilfinger-serien er dejlig fri for politisk korrekthed, og den underspillede rolle, det lesbiske forældrepar har, gør den spiselig for flere. De fleste børn vil ikke engang tænke over det, ligesom de heller ikke spørger, hvor Alfons Åbergs mor er i serien af samme navn. Derimod vil det være en dejlig oplevelse for børn, som ikke kan spejle sig i de familiebilleder, de møder i andre børnebøger. Læs også Niller Pilfinger åbner bakken.

Jeg havde glæden af at overrække Klods Hans-prisen til Stine Josefine Dige sidste år til BogForum. Hun modtog prisen som repræsentant for projektet “2200 Godnathistorier”, som hun er koordinator for. Forfatteren har sagt, at “man skal passe på med at presse forklaringer ned over børnene, fordi de voksne har et behov for tilblivelseshistorier. På den måde risikerer man nemlig at udstille regnbuebørnene som anderledes. Totte-bøgerne indledes jo heller ikke hver gang med at redegøre for, hvordan Tottes mor og far bollede og fik lille Totte. De handler om noget ganske enkelt, som relaterer sig til børnenes udviklingstrin, som f.eks. at tage tøj på selv.”

Den tilgang ses meget tydeligt i Niller Pilfinger-bøgerne.

Viola og veninderne

Line Kyed Knudsen
Illustrator: Charlotte Pardi
28 sider
Carlsen 2015

Der er rift om de gode venindeskaber i børnehaven. Viola vil helst lege med Siri, og det er gensidigt. De vil begge gerne lege med Anna og Ida, men de to sidste bestemmer for meget, og legen går i stykker med det resultat, at Viola ryger ud på et sidespor. Det sker i dukkelegen, i far-mor-og-børn og når de leger zoologisk have.

Anna har en dag en isbjørnebamse med, og en uenighed om, hvem der skal holde den, ender med, at Viola skubber til Ida. Først her træder pædagogen i karakter og hjælper veninderne med at finde en vej til en bedre relation. Det sker, uden at nogen får skyld, men alle har ansvar. Det er god pædagogik, og Viola og veninderne har heller ikke delt karaktererne op i de gode og de onde.

På JAGOO skrev jeg: “Viola og veninderne bliver aldrig en belærende bog med løftede pegefingre. Det er en smuk billedbog, hvor historien om hverdagssituationer formidles med et flydende sprog og dejlige, udtryksfulde og glade illustrationer, som alligevel har tilpas sørgmodighed over sig, når Viola f.eks. står i garderoben og betragter Anna og Ida, som går hjem sammen, fordi de fik en legeaftale. Dialogen fylder meget i teksten, for handlingen aflæses let af illustrationerne.”

Dialogen er meget realistisk, og det er væsentligt, fordi den fylder så meget i teksten. En anden detalje i børnehøjde er f.eks., at Viola får lov at sidde forrest i bussen med pædagogen, da hun er ked af det. På sidste opslag er der forslag til dialogisk læsning og et link til Fri for mobberi.

I en børnehave vil Viola og veninderne kunne bruges som et godt udgangspunkt for samtaler med børnene om venskaber og lege.

Mekano Max

Brian P. Ørnbøl
Illustrator: Tom Kristensen
52 sider
Calibat 2016

Mekano Max er ved at ordne sin bil, da en tyv stjæler en bolt. Max sætter efter ham og kommer dermed til at deltage i en konkurrence om at gennemføre et løb med mindst brændstofforbrug. Da Mekano Max får hjælp af alle mulige dyr undervejs, vinder han løbet.

Det er rammen i Mekano Max, som kan læses med en rap-rytme, som rammer den seje stil i billederne. En tyk sort streg og klare farver giver et street art udtryk uden at læseren skal undvære detaljer som en alligator i hawaiiskjorte, som har en badeand.

Også teksten afslører mere og mere ved genlæsning. Miljøtemaet ses både i motorløbet, man vinder ved at bruge mindst brændstof, og af, at dyrene æder biler, præmien, telte, borde og bænke efter løbet.

”Konkurrencen er slut med en ordentlig salut,
og alting forsvinder og bliver til minder.”

Det bliver dog ikke for meget, og man morer sig herligt undervejs både som voksen- og som børnelæser.

På JAGOO skrev jeg bl.a.: “Man komme uvilkårligt til at tænke på Axel elsker biler. Både i rytme og ordleg ligner de to bøger hinanden – og så er der jo biler med, som er et hit hos mange børn. Man kommer til at læse den mange gange, og det gør ikke noget, for teksten lægger op til en hurtig oplæsning, som kræver lidt øvelse. Det er ikke altid lige let, og det er bestemt ikke nogen hjælp, at alle vers er skrevet med versaler. Til gengæld er det et stort plus, at det rent faktisk rimer.”

Sidste side er en såkaldt “hyggesnak” med spørgsmål til historien. “Hvor mange dyr, som ikke lever i Afrika, kan du finde i bogen?” er et eksempel på de lidt løsrevne spørgsmål, som slet ikke har resten af bogens tempo og humor.

Mekano Max er Brian P. Ørnbøls debut som børnebogsforfatter, mens Tom Kristensen kendes fra bl.a. børnebøger og graphic novels.

De 2 dovne ulvebrødre

Mia Sinding Jespersen
72 sider
dstrands.dk 2015

En bog, som opfordrer sine læsere til selv at farvelægge tegningerne. To ulve, som er for dovne til at lave andet end dåsemad og som derfor annoncerer efter en madmor. Stift kardus og en spiralryg. Ingen angivelse af forlag. Ingen oplysninger om, hvordan man køber bogen.

Det var en meget mærkelig gave, jeg fik i taknemlighed til et foredrag, jeg holdt om børnelitteratur for højt begavede børn. Spændende og anderledes. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være en velfortalt historie om to dovne, men kloge ulvebrødre. De får besøg af skovens dyr, som har smagsprøver med i form af livretter.

Livretterne falder ikke i ulvenes smag. Musens ost, pindsvinets regnorme eller uglens skelletsuppe er ikke ulvemad, og det er harens gulerodsmos, kyllingens risret (som skulle spises med pinde) og myrens bladspyd heller ikke. Bjørnen håber på, at honninglagkage klarer sig bedre, men “ulvene blev hurtigt enige om, at bjørnen ville være et farligt dyr sådan at have boende i hulen.Derfor fandt de på at sig, at de rent faktisk var megaallergiske overfor honning.”

Det er to trætte, sultne og noget kede ulve, som lukker døren efter gæsterne, da et stort hvidt får banker på. Hun kunne lave lækker mad i store portioner, og ulvene ansætter fåret. På den måde får de både god mad selv og endda så meget, at de kan sælge den i de mange tomme dåser, de har til overs fra deres dåsemadsdage.

På JAGOO skrev jeg bl.a.: “Man kommer til at tænke på Rune T. Kidde ved at læse De 2 dovne ulvebrødre. Han tegnede også skøre dyr, som gør skøre ting. Tanke- og talebobler er ikke hverdagskost i en billedbog, og lydmalende ord bliver sjældent brugt så bevidst som her (…) (Højt)læseren vil grine undervejs og vende tilbage til bogen.”

Bogen slutter med en en lille labyrintopgave og med opfordringen om at farvelægge tegningerne. En tilgang uden meget æresfrygt for bogen. En tilgang, som er lige i børnehøjde.

Min mormor og Skovkrokodillen

Anne Bredahl
Illustrator: Dita Sternfend
32 sider
Damgaard 2015

Man skal ikke lade sig narre af, at Min mormor og Skovkrokodillen i fortælle- og tegnestil ligner endnu en af de romantiske, glatte og lidt kedelige børnebøger. Den snyder! “Min mormor og Skovkrokodillen er så bizar, at det klukker i maven,” som jeg skrev på JAGOO.

Marius, Lillesøster og Mormor leger i baghaven, da Lillesøster kommer til (?) at smække sig inde i huset. Hun må reddes, inden Komfurmonstret “som kunne blive varmere end selve solen” får fat i hende. For at komme ind til Lillesøster. skal man op over et plankeværk, udenom huset og om til fordøren. Kun Mormor kan både kravle over det høje plankeværk og klare Skovkrokodillen, som med sikkerhed lurer udenfor. Det gør den nemlig tit, især i regnvejr, og nu begynder det endda at regne.

Mormor – pludselig klædt som ninja – kommer op over plankeværket og går i infight med Skovkrokodillen, kun bevæbnet med en rive, som Marius rækker hende. Han kan ganske vist ikke se over plankeværket, men han kan høre de mange uhyggelige lyde. De kommer ikke mindst fra Mormor, som “sagde alle de grimme ord, børn får skældud for at sige. Det
måtte være en vild kamp.”

Der er ingen grund til at betvivle kampen. De fleste børn ser ikke Julemanden komme med gaverne men får resultatet af hans besøg at se. På samme måde kan Marius glæde sig over, at Mormor lidt efter lukker ham ind i huset. Lillesøster er uskadt, og dagens oplevelser skylles ned med en is. Først da kommer Mor, og hendes bekymring for de mudrede fodspor på gulvet tyder på, at hun ikke helt tror på Mormors forklaring om Skovkrokodillen.

Så er det da dejligt, at der stadig findes mormødre med fantasien i behold. Endda i så store mængder, at hun har overskud til at dele den med børnebørnene. I stedet for at advare mod varmen fra komfuret – som ikke kan ses hverken for det ydre eller det indre blik – giver hun faren form gennem Skovkrokodillen.