Tag-arkiv: 2 år

Lille Kvast (serie)

Lille KvastLille Kvast (serie)

Céline Fraipont
Pierre Bailly
32 sider
Forlæns 2017

 

 

En tegneserie uden ord med en målgruppe helt ned til tre år. Sådan præsenterer forlaget serien om Lille Kvast. En lille fyr, som i hvert album står op om morgenen, siger farvel til moren og kommer ud for en række sære hændelser, inden han 30 sider senere vender hjem, spiser aftensmad med forældrene og går i seng, hvor han kigger på en souvenir, han har samlet i den pågældende historie.

Der er den faste ramme for fortællingerne, som begynder og slutter på samme måde og har nogle af de samme elementer. F.eks. har Lille Kvist ting, som hjælper ham, i sin taske, bl.a. et foto af sin mor.

Navnet er en oversættelse af hans franske navn Poilu, som betyder behåret. Kvasten har forældrene, mens Lille Kvast (endnu?)kun har nogle små stritter.

Jeg har læst seks af seriens foreløbig otte danske udgivelser. Der er flere på vej.

Ballade i blomsterhaven falder Lille Kvast i et hul og graver sig op igen med en hakke. Han kommer til en have, hvor en mariehøne redder ham fra en hveps. De kan nu lege frit sammen med de andre smådyr: en myre, en snegl osv. Men hvepsen sunder sig og går til angreb. Lille Kvast bliver stukket på næsen. Vennerne samler sig til modangreb kun for at opdage, at hvepsen er et stakkels ensomt dyr. Hvepsen kurerer næsen, og ved fælles hjælp får vennerne løftet Lille Kvast tilbage til sin egen have, så han kan komme hjem.

På skattejagt byder på et skift i klima. Det begynder i snevejr. Lille Kvast finder en konkylie, som med en magisk bølge fører ham til et hav, hvor han nær bliver spist af en haj. Han reddes i sidste øjeblik af en sørøverpige, og sammen tager de på skattejagt. Skattekortet fører dem fra dyr til dyr på Skatteøen. Dyrene må nær lade livet for et sørøversværd, men Lille Kvast får dem til at flytte sig ved at kilde med en fjer, spille i et horn og tilbyde en dessert. Skatten viser sig at bestå af kun ét guldstykke, som sørøveren tager. Til gengæld får Lille Kvist et sværd. Til sidst kommer endnu en bølge og fører ham tilbage i sneen.

Kærlighed på isen byder først på et bjerg af is: jordbæris, pistacieis osv. På toppen af bjerget finder Lille Kvast en russisk skøjtehal med bondepige, prins og de små dukker, som kan være inde i hinanden, babuskaer. Lille Kvast forelsker sig i den skøjtende bondepige. Han må dog se sig vraget til fordel for prinsen og endda latterliggjort af babuskaerne, og end ikke alverdens roser hentet i Lille Kvasts taske kan toppe prinsens gaver. Dramaet fortsætter, da den mindste babuska forelsker sig i Lille Kvast. Hun bliver droppet af Lille Kvast tildel for bondepigen, som for en kort bemærkning er blevet træt af sin prins. Sådan bølger det frem og tilbage, indtil Lille Kvast falder ned af isbjerget og kan komme hjem og få varm suppe.

Flere af seriens faste elementer er udeladt i På hospitalet. Vi er ikke på samme måde i et magisk univers som i de tre foregående bøger. Ganske vist har lægen to hoveder, men ellers fremstår Lille Kvists indlæggelse på et hospital ret troværdigt. Netop realismen kan ses problematisk, fordi det er et hospital med mere sjov og ballade, end et barn vil opleve det, hvis det selv skal på hospitalet. F.eks. bliver røntgenbilleder taget med en sjov blitz, og man kan på røntgenbilledet se et lille monster, som skal symbolisere en virus eller en bakterie. Man skal se På hospitalet som ren fiktion, for så er den ganske sjov.

Sjov er også På pottekongens slot, som har mange lorte i historien om et kongeslot, som gør deres hofnar så vred, at han smider lort op på slottet. Lille Kvast finder en kastemaskine og sender sine egne, kongens, dronningens, kokkepigens, smedens, grisens og gåsens lort tilbage i hovedet på hofnarren, som tager flugten. Lille Kvast får et sværd (og bliver slået til ridder?) af kongen og kan tage hjem. Denne gang er det traditionelle badebillede på sidste side erstattet af en tur på toilettet.

Som cirkusartist bliver Lille Kvast af en hvirvelvind ført ind i en hat, som en cirkusklovn bruger til sit tryllenummer. De to bliver hurtigt gode venner, men cirkusdirektøren skal først overbevises om, at Lille Kvast passer ind i hans cirkus. Det lykkedes først, da han får rollen som klovnens klodsede og lidt uduelige hjælper. Til sidst bliver han sendt af sted i en kæmpe sæbeboble og kan komme hjem til bad, mad, seng, souvenir og søvn.

(Anmeldelsen er også bragt på Pædagogen.)

Min dag i vuggestue

Min dag i vuggestueMin dag i vuggestue

Marianne Iben Hansen
Illustrator: Lea Letén
32 side
Carlsen 2016

 

 

En glad, gennemillustreret bog om hverdagen i vuggestue med meget at tale om, ideer til aktiviteter og skønne, korte rim, man kan sige eller synge med børnene. Vi er helt i øjenhøjde med de børn, der er med i bøgerne. Uanset om der skiftes bleer, leges i sandkassen eller er lagt op til sjov og ballade med vennerne.

Det er sjældent, at vuggestuelivet bliver taget så seriøst, uden at det bliver alvorligt, som det er tilfældet med Min dag i vuggestue. På JAGOO beskrev jeg det sådan: “12 opslag. 12 hverdagssituationer. 12 rim. Mange ideer til aktiviteter og endnu flere spørgsmål, man kan stille med hinanden. Børnene i vuggestuen griner, pjanker og trøster, når der er brug for det. Der er garderobesituationer, spisesituationer, sovesituationer osv. Billedbogen lægger op til dialogisk læsning, for her kan børnene tale med, inden de har et verbalt sprog.”

Hvert opslag følger den samme genkendelige skabelon: Venstre side er delt i fire dele: Et lille rim, ideer til aktiviteter, spørgsmål (i en cirkel) og en vignet med en central genstand fra opslagets emne. På højre side er en større akvarel, som giver plads til mange detaljer at tale om.

Et eksempel er siden om den tid sidst på dagen, hvor energien er i bund og roen er af høj værdi:

Det er sent,
Amir og Jeppe
finder sig en krog,
putter i det bløde tæppe,
kigger i en bog.

Ideerne går på at sprede tæpper ud i en krog, samle sig (børn og voksne/voksen) med en god bog: “her skal man ligge så tæt, at man kan røre ved hinanden, da alle skal kunne være under tæpperne.”

Der er tre spørgsmål, som repræsenterer bredden mellem det konkrete, kollektive sprog og det individuelle mærken-efter-i-maven:

  • Hvad er ro?
  • Hvad er din yndlingsbog?
  • Hvad er en krog?

Der er en vignet med et tæppe, og undtagelsesvis også en med en bog. På det store billede, sidder to børn sammen og læser om dino’er, to børn griner og pjatter i sofaen, mens pædagogen kigger ud fra sig halv-skjul for ikke at bryde fordybelsen.

Fællesskabet bliver fremhævet både i billeder og aktivitetsforslag, og legene rammer ind, lige dér hvor vuggestuebarnet er: I den spæde start til rollelege.

Min dag i vuggestue er kun ca. 20 x 20 cm, og det er en skam for de flotte billeder. De fortjener at blive blæst op i plakatstørrelse og plastret op på væggene! Gerne sammen med de finurlige vers, som børnene (og de voksne) nok skal få lært udenad på ingen tid.