En billedbog uden billeder? Du laver selv billederne ved at tegne dem på ryggen af en anden? Kun med prikker og streger? Hvad er det her for noget? Det er femten små historier om en prik og en streg, som vrider og snor sig og ender med at opfinde deres eget alfabet: morsealfabetet.
Undertitlen er Godnateventyr
til at tegne på ryggen, og det er lige, hvad En prik og en streg er. Eller rettere også er. For man kan lade fingrene tale deres eget (billed)sprog
ved at ledsage oplæsningen af en gang massage på ryggen af den, man læser for.
Hver historie slutter med et ”Godnat og sov godt”. På sidste
side, hvor en prik og en streg opfinder morsealfabetet, er slutreplikken endda
skrevet ”på deres nye sprog”:
En prik og
en streg er holdt i en minimalistisk stil. Formatet er næsten kvadratisk (ca.
20 x 20 cm), og det lækre, rillede omslag rummer sorte sider med hvid tekst.
Venstre side i opslagene er helt sort, uden tekst. Teksterne er så korte, at
man næppe slipper godt fra at læse en enkelt side. I stedet kan den være et
lille PS til en godnatlæsning, eller man kan bruge alle historier til en
massage-seance.
Og er det ikke nok at læse bogen én gang, så kan man jo tage
forfatteren på ordet og følge en prik og en stregs eksempel:
Der var
engang en streg,
der læste den samme bog igen og igen.
Og satte streger under alle de vigtige ord.
Prik blev træt af at vente og prikkede til Streg,
så Streg slog forkerte streger og blev i tvivl
om, hvad der var vigtigst.
Det er svært at sige, hvad det endte med,
men der blev prikket og streget en del,
og du må kalde det lige hvad du vil.
Godnat og sov godt
Gudskelov at der ikke følger en vejledning med til, hvordan man
skal tegne historierne. I stedet kan man opfinde sine egne illustrationer alt
efter fantasi og fingersnilde. En prik og
en streg er derfor så meget andet end en massagebog.
Med tekst og illustration i gennemført forening møder vi historien om Cykelmyggen Egon, som i modsætning til de andre myg elsker en hård spurt mere end at flyve og lave ”lækre landinger”. Hans cykel bliver ødelagt, og han får lov at køre budcykel i en bikube. Da honningsæsonen slutter, får Cykelmyggen Egon arbejde i et loppecirkus, hvor han endelig finder lykken som dødskører på en dødskørselsbane.
Den korte historie er nem at følge, selv for de yngre læsere (fra tre år), og karaktererne står lyslevende ved hjælp af de flotte illustrationer, som desværre kun delvist er i farver på grund af trykteknikken for 50 år siden, hvor Cykelmyggen Egon så dagens lys – eller hvor han ”kom op af vandet på en flot ny racercykel”, som teksten fortæller.
Måske er det ikke så overraskende, at den relativt korte og enkle tekst har holdt sig på toppen i et halvt århundrede. Mere imponerende er det, at også billederne har bevaret deres friskhed. Trods et drys 1960’er-hippiestemning har de en tidløs streg.
For den, som har øjne for det, er der intertekstuelle referencer. En navnebror til Cykelmyggen, nemlig Egon Mathiesen, skabte bl.a. Aben Osvald fra 1947 og Mis med de blå øjne fra 1949. Begge titler har fælles træk med Cykelmyggen Egon. Det ses måske tydeligst, hvor Cykelmyggen Egon kørte ”op ad en blød bakke, men da han kom over på den anden side …” Mis med de blå øjne løb ”op ad bakke – og ned ad bakke – op ad bakke – og ned ad bakke.”
Flemming Quist Møller viser sin respekt for en anden klassiker, når kålormen fra Alice i Eventyrland præsenterer sig som en, ”som har optrådt i verdens bedste børnebog.” Kålormen fungerer dog hverken som vej- eller vildleder i denne kontekst, men fungerer blot som et lille intermezzo på Cykelmyggens rejse.
Der er et integreret sammenspil mellem tekst og illustration (ikonoteksten) i Cykelmyggen Egon. Allerede inden første sætning i fortællingen (som lyder ”Myggene begynder deres liv i vandet.”) hiver Cykelmyggen Egon med en fiskesnøre et boghjørne op og afslører ordet ”Start”. I resten af bogen blander teksten sig med billedet: Der er bogstaver på hvide felter eller flettet ind i tegninger. På den side, hvor myggenes flyveglæde beskrives, danner ordene en bane i luften, som illustrerer teksten.
Céline Fraipont
Pierre Bailly
32 sider
Forlæns 2017
En tegneserie uden ord med en målgruppe helt ned til tre år. Sådan præsenterer forlaget serien om Lille Kvast. En lille fyr, som i hvert album står op om morgenen, siger farvel til moren og kommer ud for en række sære hændelser, inden han 30 sider senere vender hjem, spiser aftensmad med forældrene og går i seng, hvor han kigger på en souvenir, han har samlet i den pågældende historie.
Der er den faste ramme for fortællingerne, som begynder og slutter på samme måde og har nogle af de samme elementer. F.eks. har Lille Kvist ting, som hjælper ham, i sin taske, bl.a. et foto af sin mor.
Navnet er en oversættelse af hans franske navn Poilu, som betyder behåret. Kvasten har forældrene, mens Lille Kvast (endnu?)kun har nogle små stritter.
Jeg har læst seks af seriens foreløbig otte danske udgivelser. Der er flere på vej.
I Ballade i blomsterhaven falder Lille Kvast i et hul og graver sig op igen med en hakke. Han kommer til en have, hvor en mariehøne redder ham fra en hveps. De kan nu lege frit sammen med de andre smådyr: en myre, en snegl osv. Men hvepsen sunder sig og går til angreb. Lille Kvast bliver stukket på næsen. Vennerne samler sig til modangreb kun for at opdage, at hvepsen er et stakkels ensomt dyr. Hvepsen kurerer næsen, og ved fælles hjælp får vennerne løftet Lille Kvast tilbage til sin egen have, så han kan komme hjem.
På skattejagt byder på et skift i klima. Det begynder i snevejr. Lille Kvast finder en konkylie, som med en magisk bølge fører ham til et hav, hvor han nær bliver spist af en haj. Han reddes i sidste øjeblik af en sørøverpige, og sammen tager de på skattejagt. Skattekortet fører dem fra dyr til dyr på Skatteøen. Dyrene må nær lade livet for et sørøversværd, men Lille Kvast får dem til at flytte sig ved at kilde med en fjer, spille i et horn og tilbyde en dessert. Skatten viser sig at bestå af kun ét guldstykke, som sørøveren tager. Til gengæld får Lille Kvist et sværd. Til sidst kommer endnu en bølge og fører ham tilbage i sneen.
Kærlighed på isen byder først på et bjerg af is: jordbæris, pistacieis osv. På toppen af bjerget finder Lille Kvast en russisk skøjtehal med bondepige, prins og de små dukker, som kan være inde i hinanden, babuskaer. Lille Kvast forelsker sig i den skøjtende bondepige. Han må dog se sig vraget til fordel for prinsen og endda latterliggjort af babuskaerne, og end ikke alverdens roser hentet i Lille Kvasts taske kan toppe prinsens gaver. Dramaet fortsætter, da den mindste babuska forelsker sig i Lille Kvast. Hun bliver droppet af Lille Kvast tildel for bondepigen, som for en kort bemærkning er blevet træt af sin prins. Sådan bølger det frem og tilbage, indtil Lille Kvast falder ned af isbjerget og kan komme hjem og få varm suppe.
Flere af seriens faste elementer er udeladt i På hospitalet. Vi er ikke på samme måde i et magisk univers som i de tre foregående bøger. Ganske vist har lægen to hoveder, men ellers fremstår Lille Kvists indlæggelse på et hospital ret troværdigt. Netop realismen kan ses problematisk, fordi det er et hospital med mere sjov og ballade, end et barn vil opleve det, hvis det selv skal på hospitalet. F.eks. bliver røntgenbilleder taget med en sjov blitz, og man kan på røntgenbilledet se et lille monster, som skal symbolisere en virus eller en bakterie. Man skal se På hospitalet som ren fiktion, for så er den ganske sjov.
Sjov er også På pottekongens slot, som har mange lorte i historien om et kongeslot, som gør deres hofnar så vred, at han smider lort op på slottet. Lille Kvast finder en kastemaskine og sender sine egne, kongens, dronningens, kokkepigens, smedens, grisens og gåsens lort tilbage i hovedet på hofnarren, som tager flugten. Lille Kvast får et sværd (og bliver slået til ridder?) af kongen og kan tage hjem. Denne gang er det traditionelle badebillede på sidste side erstattet af en tur på toilettet.
I Som cirkusartist bliver Lille Kvast af en hvirvelvind ført ind i en hat, som en cirkusklovn bruger til sit tryllenummer. De to bliver hurtigt gode venner, men cirkusdirektøren skal først overbevises om, at Lille Kvast passer ind i hans cirkus. Det lykkedes først, da han får rollen som klovnens klodsede og lidt uduelige hjælper. Til sidst bliver han sendt af sted i en kæmpe sæbeboble og kan komme hjem til bad, mad, seng, souvenir og søvn.
Eva Staaf Illustator: Emma Adbåge Oversætter: Kina Bodenhoff 32 sider Gyldendal 2015
Tilly vokser op med en tryg barndom. Familie, kammerater, børnehave osv. Via sine omgivelser får hun langsomt øjnene op for, at Verden er større end hendes egen lille udgave.
Tilly som troede at… viser stor kompetence hos forfatter, illustrator og oversætter. En jordnær fortælling om små hverdagsepisoder illustreret stemningsfuldt og oversat, så fuglene synger.
Om kammeraten Freddies kollektiv-familie hedder det f.eks.: “Tilly som troede, at en familie havde en begyndelse og en slutning. Måske som en ring. Men Freddies familie er mere som en tot græs. Freddie siger, at Tilly hører til familien. Det tror Tilly egentlig ikke, at hun gør, men det er en rar fornemmelse at høre til.”
På samme måde som Freddie åbner vennen Tage med den deprimerede mor Tillys øjne for, at ikke alle kan det samme som Tillys overskuds-familie. ”Man kan jo være god til så meget andet,” som han udtrykker det.
På sin vej til og fra børnehaven ser Tilly den hjemløse mand. Det sætter gang i tankerne hos det lille menneske: “Når Tilly er på udflugt med børnehaven, sidder de på siddeunderlag. (…) Manden sidder på en avis.” Også her ses Kina Bodenhoffs afdæmpede og præcist formulerede oversættelse.
”Og hvis Tilly for eksempel spørger Boris: Kan din mor eller far ikke pakke dine badeting for dig? så svarer Boris, at det kan de ikke. Har de ikke læst sedlen? spørger Tilly. Tilly som troede, at alle voksne læste sedler.” Ingen drama her, men nok til at udfordre Tilly på, hvad hun troede.
Som jeg skrev på JAGOO: “Der er ingen løftede pegefingre. Der er ikke noget, som er rigtigt eller forkert. Der er bare Tilly og læseren, som bliver klogere og klogere på verden.”
Valdemar får konstateret diabetes. Det kunne der komme en trist bog ud af, men Valdemar, Superinsulin og Kulpiraterne er uhøjtidelig uden at gå på kompromis med sagligheden. “Med humor og ordspil kommer vi omkring Superinsulin (insulin) og Kulpirater (kulhydrater), som er Valdemars venner og derfor altid er sammen med ham,” som jeg skrev på JAGOO.
Med collager af tegninger, fotos og mønstre er bogen spændende at kigge i uden dog at nå niveauet for f.eks. Stian Hole, som godt kunne være et forbillede.
Det er Doktor Isbjørn, som har brugt sine store kikkertbriller til at kigge på hjerte, lunger og bugspytkirtel. Han finder ud af, at afdeling bygspyt. Der var helt stille. Arbejdsmændene var faldet i søvn. Han prøvede at vække dem, men de var for trætte til at vågne.”
Superinsulin og Kulpiraterne hjælper ham, når der er brug for det. Den lille robot BG måler blodsukkeret. Hvis det er for lavt, går Kulpiraterne i gang. Hvis blodsukkeret er for højt, træder Superinsulin til.
Valdemar, Superinsulin og Kulpiraterne er fortalt af en mor til et barn, som selv har diabetes type 1. Måske derfor får vi også aflivet myten om, at man ikke må spise sukker, hvis man har diabetes. Og Valdemar har heller ikke diabetes af at spise sukker.
Desværre bliver man lidt hurtigt færdig med Valdemar, Superinsulin og Kulpirateren. De to sjove venner Superinsulin og Kulpiraterne ville man godt have hørt mere om. Historien kunne godt være udfoldet noget mere, og kombinationen af den sjove/pjattede fiktion og de mere seriøse fakta er heller ikke helt i skabet. Men jeg giver den gerne pluspoint for at være en udmærket bog til børnehavebørn, uanset om de selv har diabetes eller kender nogen, som har.
90 danske tegnere Redigeret af Tove Krebs Lange 217 sider Gyldendal 2016
Et overflødighedshorn! Mere præcist kan det ikke siges. Hver gang, man vender en side, kommer et nyt ordsprog, en ny illustration fra en ny tegner og en ny nydelse frem. Tove Krebs Lange har samlet det ypperste, Illustratorgruppen i Dansk Forfatterforening kan præstere. Som læser må man bare se og se. Det er som at spise en lækker dessert: Skulle øjet blive mæt, bladrer man en gang, og så kan man alligevel rumme lidt mere.
I faglig sammenhæng kan man anvende nogle af de aktiviteter, som bogen giver. Efter illustrationerne er der trykt kort, hvor man skal samle begyndelsen og slutningen af ordsprog. Har man et større kendskab til illustrationer af danske børnebøger, kan man også nørde med at gætte på, hvilke andre bøger der er illustreret af den aktuelle illustrator.
Har man lyst til selv at kaste sig ud i at illustrere ordsprog, kan man enten genbruge nogle af bogens eller kigge sidst i Den store ordsprogsbog, hvor der er flere ordsprog, som ikke blev illustreret.
På JAGOO gav jeg en række eksempler fra bogen, for det er svært at beskrive så mangfoldig en bog, hvor man ikke kan vælge, hvad man vil fremhæve:
“Er det de farverige sider som Ida Gantriis’ flyvende, stikkende elefant, som viser, at man ikke skal “gøre en myg til en elefant?” Eller Kirsten Gjerdings hjerteskærende “Brændt barn skyr ilden?” Eller den absolut farverige husmor, som sagde “Renlighed er en dyd (…) og tørrede bordet med katten.”
Er det de små fine streger med Tea Bendix’ yndede motiv, musen, som ikke skal ”gå over åen efter vand”? Eller Anna Margrethes patchwork-hus, hvor “Nød lærer nøgen kvinde at spinde?” Eller Kamila Slocinska, som har sarte figurer med papnæb, fordi “Hver fugl synger med sit næb?”
Er det de finurlige fortolkninger som Hanne Bartholins “Han kan ikke se skoven for bare træer”, illustreret med hendes elskede elefanter? Eller Palle Bregnhøi, som lader ”Det skal smage af noget, sagde kællingen, så hun fes på kålen” illustrere af en fis så kraftig, at kålen bøjer sig i dens lys? Eller bageren, som er ved at drukne i dej i Bodil Carstensens illustration af “Slå ikke større brød op, end du kan bage.” Eller Stine Rintoft, som lader “Gammel kærlighed ruster ikke” illustrere af en kæmpe Nutella-bøtte!
Er det de mig ukendte ordsprog som ”Holder man tand for tunge, flyver ingen fluer ind og ingen tudser ud” eller variationer, jeg ikke havde hørt før: ”Naboens høns lægger altid større æg” og ”Andres køer har større yver”?”
En komplet liste over illustrerede ordsprog og deres illustratorer kan læses her.
Omslaget til Den store ordsprogsbog er lavet i lækkert karton, og hvis man ønsker at se illustrationerne i A3, er de på turne på danske biblioteker. Januar 2017 på Kulturstation Vanløse, februar 2017 Dokk1 i Aarhus og marts 2017 i Ringkøbing. Kontakt selv bibliotekerne for præcise udstillingstider.
På forsiden kan man læse de to opmuntrende sætninger “Godnathistorier der virker” og “Styrk dit barns selvværd”. Det er også rigtigt, om end det samme kan siges om rigtigt mange andre børnebøger. Fililumbur – du er en stjerne er fortællingen om dragen Fililumbur, som møder MorgensurMenJegErSødAlligevel, JegErIkkeSåKlogMenJegErbareGodAtLegeMed, JegErIkkeSåKønMenJegErSuperSød og en hel masse andre drager på HokusPokusStjernen. Det er en harmonisk verden, men sagen er, at der er sket noget slemt: Stjernekasteren blev pludselig så sur, at han kastede en stjerne lige ned i Mælkevejen, så Mælkevejen gik i stykker, og al mælken løb ud.”
Fililumbur tager naturligvis affære og opsøger Stjernekasteren. Det indskrevne “du” er med, og I/de hjælper Stjernekasteren med at rydde op og fjerne stjernestøv, så han kan komme i godt humør igen. Det ender med en stor dragefest, hvor dragerne kommer med mælkebøtter og hælder mælk tilbage i mælkevejen. Ordspillene står i kø…
Der er lavet to bøger i Fililumbur-serien, og på JAGOO kaldte jeg dem “godt skrevet og rigtigt dejligt illustreret. Der er kun et kortvarigt kaos, inden Fililumbur og “du” tager affære og får genoprettet kosmos. Trods alt er det noget af en overdrivelse, at bøgerne i særlig grad skulle være velegnede til hhv. at få børn til at falde i søvn og styrke deres selvværd.”
Fililumbur – du er en stjerne viser, at samarbejde og hensynstagen er vejen til gode venskaber. De rigtigt gode illustrationer lægger sig fint op ad tekstens surrealistiske og fantastiske univers. Carsten Sommerskov har arbejdet med selvudvikling i ca. 30 år, og jeg havde selv fornøjelsen af et kursus med ham i 1990’erne. Med Fililumbur-serien har han givet sig i kast med børnelitteraturen, og det er ikke så dårligt. Birde Poulsen er en anerkendt og meget anvendt illustrator, som klæder bøgerne godt.
“Godnathistorier der virker” og “Fald glad i søvn – sovehjælp til børn” står det i den lille gule cirkel på forsiden. Derfor anbefaler forfatteren også, at børnene kun må se billeder om dagen, når de ikke skal falde i søvn. Både tekst og billeder appellerer til fantasien, og i Fililumbur i drømmeland er der indlagt en kropsscanning i begyndelsen.
Handlingen har jeg kort beskrevet på JAGOO: “Så bliver vi taget ud på en drømmerejse, hvor vi bl.a. møder godnattergalen, som bor i snorketræet. Sovedyret sørger for, at alle sover, men den er ked af, at godnattergalen skældte den ud. Derfor kan sovedyret ikke sove. Det indskrevne ”du” fortæller godnattergalen, at den skulle tage hen og sige undskyld. Det gør godnattergalen så, og kosmos er genoprettet.”
Fililumbur-serien tager os med til et surrealistisk univers, og i Fililumbur i drømmeland møder vi bl.a. elefanter, som kommer marcherende på et edderkoppespind. Der er skyer, som ligner dyr, og begge dele går man naturligvis glip af ved ikke at vise billederne. Jeg kan bestemt anbefale, at man kombinerer tekst og billede, også her.
Forordet giver nøglen til godnathistorien: “Læs bogen højt for dit barn og giv dig god tid, så barnet får alle de billeder med, der dannes inden i hovedet. Læs langsomt og roligt og sænk stemmen, når slutningen nærmer sig og gab jævnligt. Slut af de at hviske.” Det er altså ikke så meget historien som formidlingen, der giver sovehjælpen. I øvrigt er oplæsningsrådene også gældende ved mere almindelig oplæsning, hvor man ikke ønsker at tilhørerne falder i søvn!
To pædagoger er gået sammen og har lavet Vi ses, far. Begge har de mænd, som har været udsendt, og forfatteren har også selv været soldat i Kosovo. Med Vi ses, far giver de en fortælling om Frederik, hvis far er taget i krig. Bortset fra det er Frederik helt almindelig: Han er fire år og går i børnehave. Han ser Disney Show og tager til svømning sammen med sin farmor.
Det er en væsentlig bog, for soldaterbørn er præget af deres forældres aktiviteter. Savnet fylder meget under udsendelsen, og når familien er samlet igen, er der ofte sår på sjælen for den hjemvendte. Det kan f.eks. betyde, at barnet ikke ved, hvordan dagsformen er.
Der er dog ikke meget krig i Vi ses, far. Frederiks får at vide, at hans far er taget “til et andet land, hvor han skal hjælpe andre børn og voksne med at holde ro og orden.” Det har ikke været bogens ærinde at gøre læseren ængstelig men i højere grad beskrive det rolige familieliv i starten, savnet i midten og gensynsglæden til sidst. Der er ingen posttraumatisk stress, og faren er klar med kram, højtlæsning og du-må-godt-sove-i-vores-seng, da han kommer hjem.
Om udstationeringen skrev jeg på JAGOO: “Det betyder mange forandringer for Frederik. Først og fremmest savner han sin far. Familien gør meget for at hjælpe ham gennem savnet. Frederik har et billede af sin far ved siden af sengen. Hans mor har lavet en liste, hvor de kan krydse af om fredagen, når der har været Disney Show. Så kan Frederik følge med i, hvor mange uger der er, til han ser sin far igen. Frederik har jævnlig kontakt med sin far, så de ikke mister forbindelsen. De ringer sammen, og de sender fotos.”
Vi ses, far kan også bruges i forbindelse med børn, hvis forældre er væk af andre årsager end, at de er soldater. Også andre erhverv sender forældre ud i verden over længere tid. Læseren kan føle sig forstået, og ideen om en kalender til at tælle ned til genforeningen er hermed givet videre.
Illustrationerne følger teksten ved at være rolige og hyggelige. Et enkelt sted ser man en rasende Frederik, som ligger på gulvet, helt rød i hovedet. Det holder kun, til man bladrer videre og hører, at også mor kan blive sur og ked af det nogle gange.
Det er altså ikke i Vi ses, far, at barnet forberedes på, at krigen kan være traumatiserende. At ikke alle er glade for, hvad Frederiks far laver i det andet land. At han kan komme til skade – eller endda dø. At han skal være parat til at dræbe. Børn i 3-6 års alderen bør også forskånes for de værste detaljer, men de møder billeder fra områder i krig alligevel. De ældste af læserne har derfor brug for at supplere Vi ses, far med andre bøger, som tager de mere alvorlige sider op Eksempelvis Min far er soldat af Christoffer Boserup Skov.
Marianne Iben Hansen Illustrator: Lea Letén 32 side Carlsen 2016
En glad, gennemillustreret bog om hverdagen i vuggestue med meget at tale om, ideer til aktiviteter og skønne, korte rim, man kan sige eller synge med børnene. Vi er helt i øjenhøjde med de børn, der er med i bøgerne. Uanset om der skiftes bleer, leges i sandkassen eller er lagt op til sjov og ballade med vennerne.
Det er sjældent, at vuggestuelivet bliver taget så seriøst, uden at det bliver alvorligt, som det er tilfældet med Min dag i vuggestue. På JAGOO beskrev jeg det sådan: “12 opslag. 12 hverdagssituationer. 12 rim. Mange ideer til aktiviteter og endnu flere spørgsmål, man kan stille med hinanden. Børnene i vuggestuen griner, pjanker og trøster, når der er brug for det. Der er garderobesituationer, spisesituationer, sovesituationer osv. Billedbogen lægger op til dialogisk læsning, for her kan børnene tale med, inden de har et verbalt sprog.”
Hvert opslag følger den samme genkendelige skabelon: Venstre side er delt i fire dele: Et lille rim, ideer til aktiviteter, spørgsmål (i en cirkel) og en vignet med en central genstand fra opslagets emne. På højre side er en større akvarel, som giver plads til mange detaljer at tale om.
Et eksempel er siden om den tid sidst på dagen, hvor energien er i bund og roen er af høj værdi:
Det er sent, Amir og Jeppe finder sig en krog, putter i det bløde tæppe, kigger i en bog.
Ideerne går på at sprede tæpper ud i en krog, samle sig (børn og voksne/voksen) med en god bog: “her skal man ligge så tæt, at man kan røre ved hinanden, da alle skal kunne være under tæpperne.”
Der er tre spørgsmål, som repræsenterer bredden mellem det konkrete, kollektive sprog og det individuelle mærken-efter-i-maven:
Hvad er ro?
Hvad er din yndlingsbog?
Hvad er en krog?
Der er en vignet med et tæppe, og undtagelsesvis også en med en bog. På det store billede, sidder to børn sammen og læser om dino’er, to børn griner og pjatter i sofaen, mens pædagogen kigger ud fra sig halv-skjul for ikke at bryde fordybelsen.
Fællesskabet bliver fremhævet både i billeder og aktivitetsforslag, og legene rammer ind, lige dér hvor vuggestuebarnet er: I den spæde start til rollelege.
Min dag i vuggestue er kun ca. 20 x 20 cm, og det er en skam for de flotte billeder. De fortjener at blive blæst op i plakatstørrelse og plastret op på væggene! Gerne sammen med de finurlige vers, som børnene (og de voksne) nok skal få lært udenad på ingen tid.