Tag-arkiv: 16 år

Sov dig til en bedre hjerne

Sov dig til en bedre hjerneSov dig til en bedre hjerne

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2017

 

 

Søvnen er din hjernes opvaskemaskine. Mens du sover, får du renset ud. Derfor er det vigtigt, at hjernen får lov at ”køre programmet” færdigt, så der ikke hober sig snavs og affaldsstoffer op.

Hver dag danner hjernen nye forbindelser mellem hjerneceller. Flere end du i længden har kapacitet til. I løbet af natten forsvinder derfor de forbindelser, du har allermindst brug for. På den måde bliver du klar til at etablere nye forbindelser næste dag. De vigtigste forbindelser sker der ikke noget med i løbet af natten, for hjernen har et princip: Brug det, eller mist det (use it or lose it). Derfor er det kun de svageste forbindelser, som forsvinder – hvis du altså sover nok til, at det kan ske.

De første par år af et barns liv er der særligt gang i produktionen af nye forbindelser i hjernen. Derfor er der også brug for ekstra god tid til oprydningen, mens man sover. Det gentager sig i puberteten. I puberteten kan man styrke fremtidige muligheder ved at opbygge tilsvarende hjerneforbindelser. Anette Prehn bruger sammenligningen med at træde nye stier i skovbunden (et billede, hun har genbrugt fra første hæfte i Hjernevenner-serien).

”Får du læst bøger – og dermed styrket din læse- og fokussti? Får du dyrket sport – og dermed lagt nogle gode bevægelsesstier ud i hjernen? Er du både sammen med mennesker, der betyder noget for dig og rører dit hjerte, og får du brugt tid alene, så du lærer at holde af dit eget selskab? Får du spillet et musikinstrument, talt forskellige sprog eller lavet arbejde med dine hænder – og dermed stimuleret din hjerne på forskellige måder?”

Fordi udviklingen af nye forbindelser eksploderer i puberteten, er søvnen særligt vigtig for teenagere, men det gælder for alle, at god søvn gavner trivslen. Der henvises til forskning, som viser en lang række uønskede følger hos børn og unge, som sover for lidt. Budskabet i Sov dig til en bedre hjerne er, at du er det værd at få sovet nok.

For det nutidige menneske er der kommet en ny trussel mod en god døgnrytme og dermed en god søvn: Det blå lys fra tv-skærme og især mobil og andre bærbare skærme. Det blå lys dæmper produktionen af hormonet melatonin, som regulerer din døgnrytme. Melatonin-produktionen øges, når det er mørkt, og her forstyrrer lyset fra skærmene.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om ”hjernesmart pædagogik” og lignende begreber. Sov dig til en bedre hjerne er fjerde titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på www.hjernesmart.dk.

Gør hjernen til en medspiller

Gør hjernen til en medspillerGør hjernen til en medspiller

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2017

 

Man burde give dette hæfte til alle børn, samtidig med at man siger: ”Opgaven slutter med, at du laver en fremlæggelse.” På den måde kunne man vende skrækken for fremlæggelsen til en overskuelig delopgave på linje med at søge viden og finde egnede billeder.

Mange børn (og voksne med) har en tendens til at tale sig ned i et hul. De fokuserer på de ting, som kan gå galt. Og hjernen samarbejder. Det gør i dette tilfælde hjernen til en modspiller. Gør hjernen til din medspiller viser en vej op af hullet. Eller rettere flere veje:

Når man bruger sætninger med ”ikke”, overhører man det lille ord. Peter Pedal bliver brugt som eksempel, for manden med den gule hat siger til Peter Pedal: ”Lav nu ikke ballade!” Hjernen lægger primært mærke til ordet ”ballade”. Det samme sket, når man tænker: ”Bare jeg ikke bliver nervøs,” men man kan også komme på vildspor uden at bruge ”ikke”.

Når man siger: ”Hvad nu, hvis jeg siger noget forkert?”, er det ordet ”forkert”, man lægger mærke til. Vejen frem er at tale sig selv op. Gerne med at nævne sit eget navn og i tredjeperson. ”Det skal nok gå, Bjarne, du kan!” Gerne suppleret med minder fra lignende situationer, hvor det gik godt.

Hvis du alligevel går i stå undervejs, kan du f.eks. have en konkret genstand med, du kan tage frem og fortælle om. Den hjælper dig til at huske, hvad du ville sige. I andre tilfælde kan det være nok med en tegning eller endda bare et stikord.

Anette Prehn holder selv mange foredrag og bruger udtrykket ”at have tillid til tomheden”. Det værste, man kan gøre, er at fylde arbejdshukommelsen med panik: Hvis man fokuserer på, at det er pinligt, at man måske ikke kan komme videre og at der sidder nogen og venter, så hjælper det ikke. Derimod kan man trække vejret dybt, lukke øjnene et øjeblik og sige nogle af de gode sætninger, som hjælper én i gang igen. Der er endda en liste med gode sætninger i hæftet.

Der er henvisninger til de to foregående hæfter i Hjernevenner-serien, men man kan sagtens læse Gør hjernen til din medspiller alene.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om ”hjernesmart pædagogik” og lignende begreber. Gør hjernen til din medspiller er tredje titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på www.hjernesmart.dk.

Bliv ven med hjernens amygdala

Bliv ven med hjernens amygdala

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2017

 

Amygdala er hjernens alarmcenter, som får dig til at reagere hurtigt, hvis der f.eks. opstår en farlig situation i trafikken, eller hvis en hund gør ad dig. Desværre virker amygdala også, når der ikke er fare på færde. F.eks. hvis du møder en fornærmelse, utilsigtet eller ej. Du kan lære at se amygdala som en vej, selv om den også nogle gange laver fejl.

Det uperfekte bliver ikke gemt væk i Bliv ven med hjernens amygdala. Der er ikke noget, som er forkert. Anette Prehn forklarer, hvorfor det er godt at have en aktiv amygdala, også selv om den lukker ned for pandelapperne. Pandelapperne hjælper med at se situationen fra flere sider, og det kunne ellers være godt i en konflikt.

Amygdala genkender mønstre, så du kan reagere hurtigere på en fare. Desværre er den ikke ret god til det. En case fortæller om Jakob, som bliver gjort til grin pga. en tegning, han har lavet. Derfor går han helt i stå med at tegne. Han bliver sort/hvid (undskyld ordspillet), så enten er han god til at tegne eller også kan han slet ikke. Da han har oplevet at blive til grin, hælder han til det sidste.

I sådan en situation kan pædagogen hjælpe Jakob ved at gå en omvej. Jakob kan f.eks. tegne med kridt på vejen (det genkender amygdala måske ikke) for senere at klippe-klistre, så lave vejskilte osv. Og pludselig tegner Jakob uden at have forbundet det med den negative oplevelse med tegningen tidligere.

Andre forslag er vejrtrækningsøvelser eller blot det at tale om oplevelsen. Det hjælper endda at tale med sig selv om en negativ oplevelse, hvis man sætter de rette ord på den: Dér blev jeg godt nok bange, selv om hunden var bag et hegn.

Fra tidligere bøger har forfatteren genbrugt et såkaldt amygdala-termometer, som beskriver, om man er i ro eller er gået i baglås og panik og graderne derimellem. Også en amygdala-flaske med vand og glimmer, som symboliserer ens sindstilstand, er genbrug. Her bliver det forklaret, så også barnet kan være med.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om hjernesmart pædagogik og lignende begreber. Bliv ven med hjernens amygdala er anden titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på www.hjernesmart.dk.

Stierne i hjernen

Stierne i hjernen

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2017

 

 

Når du går den samme vej gennem skovbunden flere gange, tramper du en sti. Første gang forsvinder den hurtigt. Det samme sker, hvis du nøjes med to, tre eller fire gange. Men går du den samme vej hver dag, får du en tydelig sti. Det samme sker i hjernen i den lille handy bog i serien Hjernevenner.

Hjernen ændrer sig hele tiden. De områder, du bruger meget, udvikles. De områder, du ikke bruger, afvikles. Brug det eller mist det, som Stierne i hjernen beskriver det. Et andet begreb er fremtidståge, som beskriver, hvad der sker, når du ikke kan se relevante handlemuligheder. Det er her, pædagogen skal træde til og guide.

Fremtidståge er en helt almindelig og normal oplevelse. Der er ikke noget galt i at gå i baglås, men du kan øve sig i at komme videre, når det sker. Anette Prehn foreslår, at du tænker tilbage på lignende situationer. Her kan du måske finde frem til det, som kan hjælpe dig videre.

I bogen er et eksempel med Holger, som går i baglås, da han skal i sommerhus med hele familien (en halv snes mennesker). Da han bliver mindet om søen og fugletårnet, letter fremtidstågen, og han får en god weekend. Nogle gange ligger lignende situationer fjernere. Måske har Holger kun erfaringer fra andre sommerhuse at bygge på. Måske har han aldrig været i sommerhus, men har prøvet at overnatte hos bedsteforældre.

Dermed kan du tage det bedste med fra din fortid til at møde og tackle din nutid og fremtid med oprejst pande. Sejt, ikke?

Holger har mærket nervøsiteten. Nervøsitet kan også bruges positivt. F.eks. nævner Stierne i skoven, at sportsfolk vender nervøsiteten til noget positivt, fordi det får pulsen op, som kan være en fordel.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om hjernesmart pædagogik og lignende begreber. Stierne i hjernen er første titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på her.

Smukke & lille skat

Smukke & lille skatSmukke & lille skat

Pia Ryding
234 sider
Skriveforlaget 2017

 

 

Der er de senere år kommet mange selvbiografiske bøger om dårlige barndomme. Smukke & lille skat adskiller sig fra de fleste af sine forgængere på to væsentlige punkter. Det ene punkt er, at ”dette er en glad bog”, som Pia Ryding indleder med. Den fortælle også om de gode, rørende og glade øjeblikke i to søstres barndom. Det andet punkt er, at den har litterære kvaliteter, som hæver sig over en del autofiktion.

De to halvsøster, Pia og Mille, har hver sin fortællestemme. Grafisk ser man forskellen ved, at kapitlernes titler er sat med forskellige skrifttyper, og at der er tilføjet en sommerfugl i Milles kapitler. Den samme sommerfugl, som er placeret over Milles hjerte på forsidebilledet.

Den minimale grafiske nuance står i kontrast til en enorme forskel i de to pigers oplevelse af en barndom med overgreb og omsorgssvigt. De beskriver deres fælles bror forskelligt. Mille fortæller, at han altid får sin vilje ved at brokke sig, mens Pia husker ham som mere udspekuleret, så han snyder sig til at få ret – og fred. De forskellige billeder af broren afspejler forskellen i alder på de to søstre, og det er endnu et godt greb i bogen.

Mere alvorlig er afstanden mellem Milles naive fortællinger om oplevelser med sin far og Pias beskrivelse af (samme) stedfar, som kalder på afsky og væmmelse. Det er gennemført rystende at se forskellene i de to fortællestemmers minder.

Der bliver ikke peget fingre i Smukke & lille skat. Det er ikke Samfundets skyld. Det er ikke forældrenes egen dårlige barndom, der har givet dem dårlige forældreevner. Det er ikke svigt fra pædagoger, lærere, sagsbehandlere mm. Efterskriften siger det meget rammende: ”Jeg var i tvivl, da jeg var helt ung, men jeg er ikke i tvivl længere. Jeg ved, at mine forældre elskede og elsker mig, men nogle gange er det bare ikke nok. Man skal også kunne passe ordentligt på sine børn – også selv om det ikke er rart for en selv.”

Pia Ryding fortæller i et sprog, som nærmer sig det neutralt beskrivende. Læseren sidder tilbage med en følelse af, at her er det gået helt galt. Men hvem var det lige, der skulle have både indblik og overskud til at standse katastrofen?

Nogle gange skal der et sammenfald af ulykkelige omstændigheder til, for at ulykken indtræffer. Og nogle gange skal der en rigtig indsats til for at standse ulykken. ”Man skal aldrig vente, det gode tidspunkt kommer aldrig. Måske skal tingene fortælles til de sociale myndigheder, måske politiet. Og det er ok; det er deres job at gøre noget ved det. Gør de ingenting, så fortæller man det bare igen og igen, finder en allieret, en ven, en voksen. Indtil nogen hører dig. For til sidst er der altid en der lytter.” Jeg håber, der er mange, der lytter til, hvad Smukke & lille skat har at fortælle.

Smukke & lille skat skal læses af unge for i al sin forfærdelighed at vise, at ”der er nogen, der har det som mig” eller ”Der er nogen, der levet et helt andet liv end mit.” Den skal også læses af fagpersoner, fordi svigt kan have mange ansigter, og vi skal vide, hvad vi skal kigge efter.

Anmeldelsen har også været bragt på Pædagogen.

Valget

ValgetValget

Sarah Engell
352 sider
Carlsen Puls 2017

 

 

Sarah Engell har i sin nyeste bog skrevet om en karakter, som ellers er lidt for usynlig i YA (Young Adult): Xenia Bang er smuk, intelligent, handlekraftig og har et godt forhold til sine forældre. Alligevel – eller netop derfor – er det ikke uproblematisk at være nyvalgt formand for Etisk Ungdom og kæmpe for at blive folketingskandidat for Etisk Parti, når hun om kort tid fylder 18 år.

Xenia er en mere rund karakter, end hun umiddelbart lyder til. Hendes store dilemma er at vælge mellem at bevare sit anarkistiske aktionsmønster og at optræde tilpas politisk korrekt til at kunne være med centralt i spillet. Indtil hun har valgt side, ved Etisk Partis karismatiske leder ikke, om han tør satse på hende. Hvis Xenia fejler, står Vinca klar til at tage pladsen. Vinca tabte formandsvalget i Etisk Ungdom til Xenia.

Vejen mod Folketinget bliver for alvor sat på prøve, da Xenia møder Lilas, som er en uledsaget flygtningepige fra Syrien. Lilas er syv år og er kommet væk fra sin familie. Hendes bror er død, hendes storesøster er muligvis havnet i Sverige, og forældrene har hun efterladt på flugten.

Der er to fortællespor i Valget. Xenias fylder det meste, hvis man tæller siderne. Lilas’ fortællespor er korte kapitler, som er sat med en skrifttype og et sprog, som i første omgang får læseren til at tro, at det er kopier af gamle bøger, måske 1001 nats eventyr. De to fortællespor har i begyndelsen tilsyneladende ikke noget med hinanden at gøre, men mod bogens slutning har de nærmet sig hinanden og fortæller om de samme begivenheder.

De to karakterer, Xenia og Lilas, har levet et liv fjernt fra hinanden, ikke kun geografisk. Nu kommer de til at ændre hinandens liv radikalt. Xenia finder ud af, at hun må betale en høj pris, hvis hun vil følge sine idealer. Hun bliver truet på livet af en højreekstremistisk gruppe, Thors Soldater, hvor en af de mest aktive viser sig at være en bror til Xenias veninde. Veninden er skyld i, at Xenia taber sin første store tv-duel med formanden for Nyliberalistisk Ungdom. Her bliver hovedpersonens rummelighed sat på en alvorlig prøve.

Lilas har mistro til autoriteter og fremmede mennesker. Mistroen er kommet dels af hendes erfaringer på flugten, dels af de råd, hendes mor gav hende før flugten fra Syrien. De råde har bragt hende helt til Danmark, men nu må hun vise tillid for at komme videre. Hvem kan hun stole på? Og kan Xenia leve op til den tillid, Lilas viser hende?

Xenias forældre er frivillige på et hospital i Syrien. De har på mange måder de samme idealer som deres datter, og de har muligheder for at handle mere direkte på dem. Da far kommet til skade, vender de hjem og må reagere på hærværk på deres hus og dødstrusler mod deres datter. Der er forskel på at hjælpe i en krig, man kan forlade igen, og at håndtere, at krigen foregår i egen baghave – helt bogstaveligt.

Farmor spiller også en stor rolle i Valget. Hun er et lidt humoristisk indslag og har f.eks. ikke styr på mobiltelefonen, men får alligevel lavet en ret god video af en af Thors Soldater. Hun træder også til med mad, råd, støtte og bil, når det kræves.

Mod slutningen af bogen må Xenia træffe sin afgørelse. Partiets spindoktor udtrykker det sådan: ”Enhver politiker skal på et tidspunkt vælge mellem succes og samvittighed.” Skal Xenia gå efter den politiske karriere, hvor hun kan betyde noget for mange mennesker? Eller skal hun følge sin samvittighed og redde det ene menneske, som har så hårdt brug for hjælp?

Læseren står tilbage med spørgsmålet: ”Hvad ville jeg selv have valgt?”

Valget skiller sig ud fra de fleste YA-romaner ved ikke at have sex som tema. Der er ingen kærestepar i bogen, og Xenia opdager ikke, at nogen flirter med hende. Hendes veninde og læseren er de eneste, der opdager det. Der er ingen selvskadende adfærd hos hovedpersonen, og hun får sine kick af at stå på talerstolen, ikke af at tage stoffer. Derfor vil Xenia vække genkendelse hos en gruppe læsere, som ellers kan have svært ved at finde identifikationsfigurer, som har handlekraft og refleksionsevne på samme tid. Det er dejligt befriende.

Læs undervisningsmateriale og de tre første kapitler her.

Sarah Engells egen playliste med sange, som indgår i Valget, kan hentes her.

Valget er også anmeldt på Pædagogen.

Lige her + Lige nu

Lige her + Lige nuLige her + Lige nu

38 europæiske forfattere
37 europæiske illustratorer
550 sider
Gyldendal 2017

 

 

To novellesamlinger viser mangfoldigheden af europæisk børnelitteratur. Det er en noget rodet affære med enkelte perler imellem.

Lige her er ifølge bagsideteksten for de 8-12 årige. Der er mange underfundige noveller, som lægger op til stille eftertanke. Her møder vi lavtflyvende piger, kraker og kærligheden mellem en bedstefar og hans barnebarn. Pigen Piva er overbevist om, at hun er et forbyttet barn og sætter sig for selv at finde ud af sin herkomst. Hun finder ikke bare sin mor, hun finder også sig selv. En anden pige kan ikke forlige sig med sit navn, men må erkende, at ”dit navn giver dig ikke betydning. Du giver dit navn betydning.” Vi møder også Hr. Ikkenogen, som viser sig at være en meget betydningsfuld person i et barns liv. Det helt særlige venskab mellem en markmus og et vinterdvalende jordegern er velvalgt illustreret af Axel Scheffler. Der er en middelalderlig ramme om Isabellas rejse til York, mens ”Rejsen gennem dit indre” handler om at lære sine egne skyggesider at kende og er dermed en mere traditionel dannelseshistorie.

Man kan altså vælge mellem fantasy, en historisk ramme, fabler, aktion osv. Den røde tråd er ”at rejse”, som var det tema, Hay Festival, Gyldendal og Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 gav forfatterne.

Lige nu er for de 12-18 årige, angiver forlaget selv, men den taber en del af i sine læsere ved at lægge ud med historien om to drenge på hhv. 9 og ”11 trekvart”, som tager en bustur på egen hånd. Det har danske læsere mødt allerede i børnehaven. Derimod er den næste novelle, Vi øver os på at blive voksne en tand stærkere og handler om den somaliske flygtning, Mussa, som har stukket sin mors voldelige mand ihjel. Der er ingen lykkelig slutning her.

Heller ikke den næste novelle, Det vi har mistet, kan ende lykkeligt. Vi er på en flygtningebåd, og titlen refererer til, at ”det er sådan vi genkender hinanden. Ikke på vores navne, men på hvem vi har mistet.” På båden drukner flygtningene ikke. Det er den brændende sol, sulten og vanviddet, der slår ihjel.

I den mere søde ende har vi noveller om fædre, som ser deres børn blive store – burde være obligatorisk læsning for alle forældre. En novelle forbinder græsk og kristen mytologi i historien om, hvordan det gik til, at guderne tog på rejse og for altid forlod deres bjerg. En fortælling om et univers, hvor alle fødes uden køn og først vælger, når de når en vis alder. Men der er også noveller om gruppepres, loyalitet og terror. Og om håbløs forelskelse.

Det er en god detalje, at Lige her for den yngste målgruppe er hardback, som kan holde til hårdhændet barnebehandling. Lige her for de ældste læsere er i en (vægtmæssigt) lettere paperback, man kan have med undervejs.

”Europa er en rodebutik,” skriver Kim Fupz Aakeson i sit forord. Det har han ret i, og de to novellesamlinger afspejler det lidt for godt. Set med danske briller virker en del af teksterne ret gammeldags. Havde det ikke været for Vi øver os på at blive voksne og især for Det vi har mistet, havde jeg sandsynligvis lagt den fra mig før tid. Det er bemærkelsesværdigt, at de to noveller har danske forfattere, hhv. Peder Frederik Jensen og Sarah Engell. Om det så handler om et særligt sæt danske forventninger til god børne- og ungdomslitteratur hos denne anmelder, eller at vi simpelthen har gode forfattere i Danmark, vil jeg lade være op til læseren.

 

 

Provinspis

ProvinspisProvinspis

Ditte Wiese
229 sider
Carlsen 2017

 

 

 

 

Det er ikke nemt af bo i Ansager, når drømmene række langt ud i verden. Og evnerne, for Idas hjerne fungerer bedre end de flestes. Især, når hun ikke tåger den til i alkohol, hash og liderlighed.

Ida og Jon har været venner altid. Jons hjem står i skærende kontrast til Idas, så hun søger gerne over til ham og til knus og kram – og ro til at lave en sudoku. Hjemme hos far er der skænderier med papmoren og ikke mindst en irriterende halvlillebror, Maximus på 11, som symboliserer alt det, Ida hader. Eller alle de sider, hun kæmper med at holde nede hos sig selv. F.eks. dovenskab og fråseri.

Til Idas fødselsdag (som hun ikke ønsker at gøre nær så meget ud af, som familien har tænkt) er menuen ”rødt kød med pulversauce og pommes frites fra områdets stolthed, frostgrøntsagsfabrikken.” Ida ville hellere have indisk kylling, som Jons mor Lis kan lave det.

Det platoniske forhold til Jon slutter dog brat i en af de meget eksplicitte scener, som Provinspis er så rig på. Forholdet kompliceres af, at Jon bliver kæreste med Idas bedsteveninde Julie, uden at det afholder Jon og Ida fra at være sammen flere gange.

Idas liv har ikke altid drejet sig om sex, alkohol og hash. Hun er bevidst om sin høje begavelse, men håbet om større faglige udfordringer på gymnasiet blev knust kort efter starten. Hun fik ikke noget ud af at spørge efter supplerende læsning, heller ikke blandt lærerne. Derimod får hun ros for noget, hun selv ved er middelmådigt.

I gruppearbejdet føler hun sig som en hund i et spil kegler: ”Det handler ikke om 12-taller. Det får vi alligevel. Det handler om mere. Om perspektiv. Om ikke kun at lade sig nøje.”

Ida har så meget hold på sig selv, at hun passer sit arbejde i Brugsen for at spare op til den tur ud i verden, hun har så stort behov for – og som lokker efter endt studentereksamen. Hun tager ekstravagter og giver ekstra hjælp til nogle af kunderne. F.eks. den aldrende Helge, som kan fortælle om sit liv som sømand. En dag, hvor hun bringer varer ud til ham, finder Ida Helge bevidstløs på gulvet. Hun ringer efter ambulancen og giver førstehjælp, alligevel bebrejder hun sig selv, at han ikke klarer den.

Helges død bliver et vendepunkt for Ida. Hun får panikanfald og kan ikke passe hverken gymnasiet eller sit arbejde. En storebror i venneflokken vil egentlig gerne hjælpe. Daniel har mange lighedspunkter med Ida, men hans løsning er stoffer, og da Ida ved et uheld drikker hans øl med amfetamin, går det helt galt.

Ida lader sig provokere og slår en gymnasiekammerat, selv om hun har fået alle de advarsler, hun kan få. Dermed er studenterhuen ude af billedet. Ida tager med Daniel og en af hans kammerater på kasino i Vejle. Den vildeste luksus for de tre. Det går godt i spillene, men tilbage på hotelværelset er Ida og de to venner så meget på stoffer, at hun dagen efter kun vagt husker en trekant, som hun helst vil glemme alt om.

I slutscenen vender Ida eftertryggeligt ryggen til sit hidtidige liv. Køber en flybillet og er på vej til Frankrig for at finde sin mor, som forlod hende for mange år siden og ikke har givet lyd fra sig i mellemtiden. Hvis Ida ikke finder sin mor, finder hun nok sig selv.

Temaerne i Provinspis er mange. Der er alle lagene med sex, alkohol og stoffer. Der er temaet om ikke at føle sig hjemme og at ville noget andet og mere. Stærkest står beskrivelsen af Ida, som kan og vil så meget mere, men som ikke får den nødvendige chance, fordi der ikke er nogen til at bakke hende ordentligt op. Hun føler sig svigtet af alle omkring hende. Også af Helge, som dør for hende – selv om hun lægger ansvaret hos sig selv. Selv Jon, som heller ikke tør forpligte sig.

Ditte Wiese debuterer med Provinspis. Det bliver spændende at følge, hvad der ellers kommer fra hendes side.

Til døden os skiller

Til døden os skillerTil døden os skiller

Kit A. Rasmussen
277 sider
Carlsen 2017

 

 

Man kan ikke læse den samme gode bog to gange, for man er blevet en anden af at læse den. Denne omskrivning af Heraklits ord passer særligt godt på Til døden os skiller. Først side 262 afsløres historiens rette sammenhæng, og man er nødt til at bladre tilbage for at se, hvordan man kunne overse (eller snarere fejltolke) de spor, som er lagt ud.

Rammefortællingen er et alarmopkald fra Nick. ”Det gik galt… helt galt,” som han selv udtrykker det. Hvad det var, der gik galt, må læseren altså vente yderligere over 250 sider på at finde ud af. Titlen afslører naturligvis allerede en del, og undervejs bygges der op til en fatal slutning. De korte faktasider fra Det kriminalpræventive Råd med voldsstatistik viser sig at være en del af læseoplevelsen og ikke blot småirriterende afbrud af fiktionen. Genialt.

Nick prøver at få tingene til at hænge sammen. Ryger lidt for meget hash. Har problemer med at møde til tiden på det værksted, hvor han arbejder. Kommer lidt for meget i slagsmål. Prøver at undgå besøg hos sin mor. Hverken han eller Emma er rigtigt klar til at komme videre med deres forhold, som mest er ”friends with benefits”.

Indtil Nick møder Isabelle. Hun er en helt anden liga. Rig, smuk, styr på sit liv. Alligevel vælger hun Nick, som knap tror sine øjne og ører, da han lukkes ind i en verden, han hidtil kun har kunnet betragte udefra. Isabelles forældre er også yderst tilfredse med Isabelles nye kæreste. Som deres datter beundrer de Nicks evne til at kunne arbejde med hænderne.

Isabelles far går endda så langt som at tilbyde at skyde penge i et autoværksted til Nick. Som en investering, ganske vist, men den stolte Nick prøver længe at finde andre veje. Selv sin mor og sin chef på værkstedet prøver han at få til at kautionere eller låne penge. Samtidig dropper han sit misbrug og passer sin søvn og sit arbejde.

Det bedste ved Til døden os skiller er det overraskende tvist i slutningen af historien, som jeg ikke vil afsløre her. Det næstbedste er den imponerende gode skildring af de kulturforskelle, som Nick oplever. Nick er jeg-fortælleren, og man kan derfor smile ad nogle af hans formuleringer. I svigerfamiliens hjem ser han ”en stol, der ligner et æg,” og han prøver at bluffe sig igennem, at han hverken kender den Monet eller den doktor Mengele, de taler om.

Svigerfars firma ”hedder noget på fransk eller russisk, jeg ikke kan udtale”, og Nick er tydeligt imponeret af hans udseende: ”Veltrænet på ’jeg løber fem kilometer om dagen’-måden”.

Hvad Nick kun fortæller sig selv (og dermed læseren) er, at han hellere ville have været med Isabelle i teateret end følge vennerne (og Emma) til fodbold. ”Det er sikkert spændende at se folk stå på en scenen og tale. Og hvis det ikke er, kan jeg være tæt på Isabelle og bare spise popcorn.”

Imidlertid lurer der noget under overfladen. Nick har det ikke nemt med at skulle veksle mellem de to verdener, og Emma vil ikke bare give slip ham. Både Emma og Isabelle benytter både list og sex til at ydmyge den anden, og Nick er et nemt redskab i det spil. Når han endelig siger fra, bliver det voldsomt, og flere gange må han følge Isabelle på skadestuen. I de episoder indgår en hammer, læseren allerede præsenteres for i 1. kapitels linje 2.

Volden er ikke udpenslet. Tværtimod. Teksten lige inden kapitelskift til et skadestuebesøg lyder f.eks. ”Og så går det galt igen. Og hammeren ligger ikke langt nok væk.”

I Nicks vennekreds er også Lasse. Det er dejligt befriende, at der ikke gøres det store ud af, at Lasses kæreste hedder Rudi. Det er bare sådan, det er. Lad os så komme videre. Til gengæld er Nicks seksuelle oplevelser med Isabelle og Emma beskrevet ret eksplicit. Alt efter temperament kan man mene om det, at det afholder bornerte dansklærere fra at bruge bogen i undervisningen (det ville være en skam) eller det får nogle læsere til at blive hængende (så de har tjent til mere end at beskrive en ikke uvæsentlig del af Nicks liv) og dermed få oplevelsen af både den veldrejede historie, de væsentlige pointer undervejs og den overraskende slutning, som udfordrer læseren på både forventninger og fordomme.

Men den slutning er man altså nødt til at læse sig til andetsteds. Nemlig i Til døden os skiller.

De hvide mænd

De hvide mændDe hvide mænd

Kenneth Bøgh Andersen
172 sider
Gyldendal 2003

 

 

En gang imellem giver mit arbejde som støttepædagog mig lejlighed til at læse en bog, jeg ellers ikke har nået. Af og til kan jeg endda være så heldig, at det er en rigtigt god bog. Sådan var det med De hvide mænd.

Handlingen afspiller sig i en ikke så fjern fremtid – måske endda en nutid, som er løbet af sporet. Det er på mange måder et rent samfund. Ingen affald, uniformer og haver i plastik. Hvis nogen kategoriseres som menneskeligt affald, fjernes de også. Og det er både de gamle, de syge og de sårede. Plus alle de, som får under 9,6 i snit i de eksaminer, som man tager efter 13 år i grundskole og fem år i gymnasiet. Er man ikke god nok, kommer De hvide mænd og skyder én.

Edwin er på mange måder en mønsterborger. Ok, han drikker lidt af den forbudte alkohol, han bruger dyrebar læse-tid på sin kæreste og han gør sig lidt mange tanker. Men han er ung og har livet foran sig.

Indtil en række begivenheder får ham til at gøre op med sig selv, om det er det, han vil. Om han vil leve det liv, samfundet forventer af ham. Han møder den pensionsmodne Victor, som måske stadig har noget at give, selv om han er gammel. Han giver i hvert fald Victor et nyt syn på mange ting.

Da Edwin hjælper Victor på flugt, opdager han også, hvor manipuleret nyhedsstrømmen er. Den stemmer slet ikke overens med det, Edwin selv oplever. Måske er der også andre informationer, som ikke skal tages for givet?

I et så gennemkontrolleret samfund er der naturligvis også kultur for at stikke hinanden. Det viser sig, at Victor ikke kan stole på selv sine nærmeste, og så har han kun sig selv. Men når man kun har sig selv at læne sig op ad, så bliver man også kynisk. Selv efter at have læst sidste side af De hvide mænd kan man være i tvivl om, hvor kynisk Edwin er blevet.

Forfatteren Kenneth Bøgh Andersen har fortalt, at der stadig er bud efter De hvide mænd til bl.a. folkeskolens ældste klasser. “Desværre,” tilføjede han, for det viser, at bogen stadig fremstiller et skræmmende, men ikke på alle måder urealistisk fremtidsscenarie.