Tag-arkiv: 16 år

Smukke & lille skat

Smukke & lille skatSmukke & lille skat

Pia Ryding
234 sider
Skriveforlaget 2017

 

 

Der er de senere år kommet mange selvbiografiske bøger om dårlige barndomme. Smukke & lille skat adskiller sig fra de fleste af sine forgængere på to væsentlige punkter. Det ene punkt er, at ”dette er en glad bog”, som Pia Ryding indleder med. Den fortælle også om de gode, rørende og glade øjeblikke i to søstres barndom. Det andet punkt er, at den har litterære kvaliteter, som hæver sig over en del autofiktion.

De to halvsøster, Pia og Mille, har hver sin fortællestemme. Grafisk ser man forskellen ved, at kapitlernes titler er sat med forskellige skrifttyper, og at der er tilføjet en sommerfugl i Milles kapitler. Den samme sommerfugl, som er placeret over Milles hjerte på forsidebilledet.

Den minimale grafiske nuance står i kontrast til en enorme forskel i de to pigers oplevelse af en barndom med overgreb og omsorgssvigt. De beskriver deres fælles bror forskelligt. Mille fortæller, at han altid får sin vilje ved at brokke sig, mens Pia husker ham som mere udspekuleret, så han snyder sig til at få ret – og fred. De forskellige billeder af broren afspejler forskellen i alder på de to søstre, og det er endnu et godt greb i bogen.

Mere alvorlig er afstanden mellem Milles naive fortællinger om oplevelser med sin far og Pias beskrivelse af (samme) stedfar, som kalder på afsky og væmmelse. Det er gennemført rystende at se forskellene i de to fortællestemmers minder.

Der bliver ikke peget fingre i Smukke & lille skat. Det er ikke Samfundets skyld. Det er ikke forældrenes egen dårlige barndom, der har givet dem dårlige forældreevner. Det er ikke svigt fra pædagoger, lærere, sagsbehandlere mm. Efterskriften siger det meget rammende: ”Jeg var i tvivl, da jeg var helt ung, men jeg er ikke i tvivl længere. Jeg ved, at mine forældre elskede og elsker mig, men nogle gange er det bare ikke nok. Man skal også kunne passe ordentligt på sine børn – også selv om det ikke er rart for en selv.”

Pia Ryding fortæller i et sprog, som nærmer sig det neutralt beskrivende. Læseren sidder tilbage med en følelse af, at her er det gået helt galt. Men hvem var det lige, der skulle have både indblik og overskud til at standse katastrofen?

Nogle gange skal der et sammenfald af ulykkelige omstændigheder til, for at ulykken indtræffer. Og nogle gange skal der en rigtig indsats til for at standse ulykken. ”Man skal aldrig vente, det gode tidspunkt kommer aldrig. Måske skal tingene fortælles til de sociale myndigheder, måske politiet. Og det er ok; det er deres job at gøre noget ved det. Gør de ingenting, så fortæller man det bare igen og igen, finder en allieret, en ven, en voksen. Indtil nogen hører dig. For til sidst er der altid en der lytter.” Jeg håber, der er mange, der lytter til, hvad Smukke & lille skat har at fortælle.

Smukke & lille skat skal læses af unge for i al sin forfærdelighed at vise, at ”der er nogen, der har det som mig” eller ”Der er nogen, der levet et helt andet liv end mit.” Den skal også læses af fagpersoner, fordi svigt kan have mange ansigter, og vi skal vide, hvad vi skal kigge efter.

Anmeldelsen har også været bragt på Pædagogen.

Valget

ValgetValget

Sarah Engell
352 sider
Carlsen Puls 2017

 

 

Sarah Engell har i sin nyeste bog skrevet om en karakter, som ellers er lidt for usynlig i YA (Young Adult): Xenia Bang er smuk, intelligent, handlekraftig og har et godt forhold til sine forældre. Alligevel – eller netop derfor – er det ikke uproblematisk at være nyvalgt formand for Etisk Ungdom og kæmpe for at blive folketingskandidat for Etisk Parti, når hun om kort tid fylder 18 år.

Xenia er en mere rund karakter, end hun umiddelbart lyder til. Hendes store dilemma er at vælge mellem at bevare sit anarkistiske aktionsmønster og at optræde tilpas politisk korrekt til at kunne være med centralt i spillet. Indtil hun har valgt side, ved Etisk Partis karismatiske leder ikke, om han tør satse på hende. Hvis Xenia fejler, står Vinca klar til at tage pladsen. Vinca tabte formandsvalget i Etisk Ungdom til Xenia.

Vejen mod Folketinget bliver for alvor sat på prøve, da Xenia møder Lilas, som er en uledsaget flygtningepige fra Syrien. Lilas er syv år og er kommet væk fra sin familie. Hendes bror er død, hendes storesøster er muligvis havnet i Sverige, og forældrene har hun efterladt på flugten.

Der er to fortællespor i Valget. Xenias fylder det meste, hvis man tæller siderne. Lilas’ fortællespor er korte kapitler, som er sat med en skrifttype og et sprog, som i første omgang får læseren til at tro, at det er kopier af gamle bøger, måske 1001 nats eventyr. De to fortællespor har i begyndelsen tilsyneladende ikke noget med hinanden at gøre, men mod bogens slutning har de nærmet sig hinanden og fortæller om de samme begivenheder.

De to karakterer, Xenia og Lilas, har levet et liv fjernt fra hinanden, ikke kun geografisk. Nu kommer de til at ændre hinandens liv radikalt. Xenia finder ud af, at hun må betale en høj pris, hvis hun vil følge sine idealer. Hun bliver truet på livet af en højreekstremistisk gruppe, Thors Soldater, hvor en af de mest aktive viser sig at være en bror til Xenias veninde. Veninden er skyld i, at Xenia taber sin første store tv-duel med formanden for Nyliberalistisk Ungdom. Her bliver hovedpersonens rummelighed sat på en alvorlig prøve.

Lilas har mistro til autoriteter og fremmede mennesker. Mistroen er kommet dels af hendes erfaringer på flugten, dels af de råd, hendes mor gav hende før flugten fra Syrien. De råde har bragt hende helt til Danmark, men nu må hun vise tillid for at komme videre. Hvem kan hun stole på? Og kan Xenia leve op til den tillid, Lilas viser hende?

Xenias forældre er frivillige på et hospital i Syrien. De har på mange måder de samme idealer som deres datter, og de har muligheder for at handle mere direkte på dem. Da far kommet til skade, vender de hjem og må reagere på hærværk på deres hus og dødstrusler mod deres datter. Der er forskel på at hjælpe i en krig, man kan forlade igen, og at håndtere, at krigen foregår i egen baghave – helt bogstaveligt.

Farmor spiller også en stor rolle i Valget. Hun er et lidt humoristisk indslag og har f.eks. ikke styr på mobiltelefonen, men får alligevel lavet en ret god video af en af Thors Soldater. Hun træder også til med mad, råd, støtte og bil, når det kræves.

Mod slutningen af bogen må Xenia træffe sin afgørelse. Partiets spindoktor udtrykker det sådan: ”Enhver politiker skal på et tidspunkt vælge mellem succes og samvittighed.” Skal Xenia gå efter den politiske karriere, hvor hun kan betyde noget for mange mennesker? Eller skal hun følge sin samvittighed og redde det ene menneske, som har så hårdt brug for hjælp?

Læseren står tilbage med spørgsmålet: ”Hvad ville jeg selv have valgt?”

Valget skiller sig ud fra de fleste YA-romaner ved ikke at have sex som tema. Der er ingen kærestepar i bogen, og Xenia opdager ikke, at nogen flirter med hende. Hendes veninde og læseren er de eneste, der opdager det. Der er ingen selvskadende adfærd hos hovedpersonen, og hun får sine kick af at stå på talerstolen, ikke af at tage stoffer. Derfor vil Xenia vække genkendelse hos en gruppe læsere, som ellers kan have svært ved at finde identifikationsfigurer, som har handlekraft og refleksionsevne på samme tid. Det er dejligt befriende.

Læs undervisningsmateriale og de tre første kapitler her.

Valget er også anmeldt på Pædagogen.

Lige her + Lige nu

Lige her + Lige nuLige her + Lige nu

38 europæiske forfattere
37 europæiske illustratorer
550 sider
Gyldendal 2017

 

 

To novellesamlinger viser mangfoldigheden af europæisk børnelitteratur. Det er en noget rodet affære med enkelte perler imellem.

Lige her er ifølge bagsideteksten for de 8-12 årige. Der er mange underfundige noveller, som lægger op til stille eftertanke. Her møder vi lavtflyvende piger, kraker og kærligheden mellem en bedstefar og hans barnebarn. Pigen Piva er overbevist om, at hun er et forbyttet barn og sætter sig for selv at finde ud af sin herkomst. Hun finder ikke bare sin mor, hun finder også sig selv. En anden pige kan ikke forlige sig med sit navn, men må erkende, at ”dit navn giver dig ikke betydning. Du giver dit navn betydning.” Vi møder også Hr. Ikkenogen, som viser sig at være en meget betydningsfuld person i et barns liv. Det helt særlige venskab mellem en markmus og et vinterdvalende jordegern er velvalgt illustreret af Axel Scheffler. Der er en middelalderlig ramme om Isabellas rejse til York, mens ”Rejsen gennem dit indre” handler om at lære sine egne skyggesider at kende og er dermed en mere traditionel dannelseshistorie.

Man kan altså vælge mellem fantasy, en historisk ramme, fabler, aktion osv. Den røde tråd er ”at rejse”, som var det tema, Hay Festival, Gyldendal og Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 gav forfatterne.

Lige nu er for de 12-18 årige, angiver forlaget selv, men den taber en del af i sine læsere ved at lægge ud med historien om to drenge på hhv. 9 og ”11 trekvart”, som tager en bustur på egen hånd. Det har danske læsere mødt allerede i børnehaven. Derimod er den næste novelle, Vi øver os på at blive voksne en tand stærkere og handler om den somaliske flygtning, Mussa, som har stukket sin mors voldelige mand ihjel. Der er ingen lykkelig slutning her.

Heller ikke den næste novelle, Det vi har mistet, kan ende lykkeligt. Vi er på en flygtningebåd, og titlen refererer til, at ”det er sådan vi genkender hinanden. Ikke på vores navne, men på hvem vi har mistet.” På båden drukner flygtningene ikke. Det er den brændende sol, sulten og vanviddet, der slår ihjel.

I den mere søde ende har vi noveller om fædre, som ser deres børn blive store – burde være obligatorisk læsning for alle forældre. En novelle forbinder græsk og kristen mytologi i historien om, hvordan det gik til, at guderne tog på rejse og for altid forlod deres bjerg. En fortælling om et univers, hvor alle fødes uden køn og først vælger, når de når en vis alder. Men der er også noveller om gruppepres, loyalitet og terror. Og om håbløs forelskelse.

Det er en god detalje, at Lige her for den yngste målgruppe er hardback, som kan holde til hårdhændet barnebehandling. Lige her for de ældste læsere er i en (vægtmæssigt) lettere paperback, man kan have med undervejs.

”Europa er en rodebutik,” skriver Kim Fupz Aakeson i sit forord. Det har han ret i, og de to novellesamlinger afspejler det lidt for godt. Set med danske briller virker en del af teksterne ret gammeldags. Havde det ikke været for Vi øver os på at blive voksne og især for Det vi har mistet, havde jeg sandsynligvis lagt den fra mig før tid. Det er bemærkelsesværdigt, at de to noveller har danske forfattere, hhv. Peder Frederik Jensen og Sarah Engell. Om det så handler om et særligt sæt danske forventninger til god børne- og ungdomslitteratur hos denne anmelder, eller at vi simpelthen har gode forfattere i Danmark, vil jeg lade være op til læseren.

 

 

Provinspis

ProvinspisProvinspis

Ditte Wiese
229 sider
Carlsen 2017

 

 

 

 

Det er ikke nemt af bo i Ansager, når drømmene række langt ud i verden. Og evnerne, for Idas hjerne fungerer bedre end de flestes. Især, når hun ikke tåger den til i alkohol, hash og liderlighed.

Ida og Jon har været venner altid. Jons hjem står i skærende kontrast til Idas, så hun søger gerne over til ham og til knus og kram – og ro til at lave en sudoku. Hjemme hos far er der skænderier med papmoren og ikke mindst en irriterende halvlillebror, Maximus på 11, som symboliserer alt det, Ida hader. Eller alle de sider, hun kæmper med at holde nede hos sig selv. F.eks. dovenskab og fråseri.

Til Idas fødselsdag (som hun ikke ønsker at gøre nær så meget ud af, som familien har tænkt) er menuen ”rødt kød med pulversauce og pommes frites fra områdets stolthed, frostgrøntsagsfabrikken.” Ida ville hellere have indisk kylling, som Jons mor Lis kan lave det.

Det platoniske forhold til Jon slutter dog brat i en af de meget eksplicitte scener, som Provinspis er så rig på. Forholdet kompliceres af, at Jon bliver kæreste med Idas bedsteveninde Julie, uden at det afholder Jon og Ida fra at være sammen flere gange.

Idas liv har ikke altid drejet sig om sex, alkohol og hash. Hun er bevidst om sin høje begavelse, men håbet om større faglige udfordringer på gymnasiet blev knust kort efter starten. Hun fik ikke noget ud af at spørge efter supplerende læsning, heller ikke blandt lærerne. Derimod får hun ros for noget, hun selv ved er middelmådigt.

I gruppearbejdet føler hun sig som en hund i et spil kegler: ”Det handler ikke om 12-taller. Det får vi alligevel. Det handler om mere. Om perspektiv. Om ikke kun at lade sig nøje.”

Ida har så meget hold på sig selv, at hun passer sit arbejde i Brugsen for at spare op til den tur ud i verden, hun har så stort behov for – og som lokker efter endt studentereksamen. Hun tager ekstravagter og giver ekstra hjælp til nogle af kunderne. F.eks. den aldrende Helge, som kan fortælle om sit liv som sømand. En dag, hvor hun bringer varer ud til ham, finder Ida Helge bevidstløs på gulvet. Hun ringer efter ambulancen og giver førstehjælp, alligevel bebrejder hun sig selv, at han ikke klarer den.

Helges død bliver et vendepunkt for Ida. Hun får panikanfald og kan ikke passe hverken gymnasiet eller sit arbejde. En storebror i venneflokken vil egentlig gerne hjælpe. Daniel har mange lighedspunkter med Ida, men hans løsning er stoffer, og da Ida ved et uheld drikker hans øl med amfetamin, går det helt galt.

Ida lader sig provokere og slår en gymnasiekammerat, selv om hun har fået alle de advarsler, hun kan få. Dermed er studenterhuen ude af billedet. Ida tager med Daniel og en af hans kammerater på kasino i Vejle. Den vildeste luksus for de tre. Det går godt i spillene, men tilbage på hotelværelset er Ida og de to venner så meget på stoffer, at hun dagen efter kun vagt husker en trekant, som hun helst vil glemme alt om.

I slutscenen vender Ida eftertryggeligt ryggen til sit hidtidige liv. Køber en flybillet og er på vej til Frankrig for at finde sin mor, som forlod hende for mange år siden og ikke har givet lyd fra sig i mellemtiden. Hvis Ida ikke finder sin mor, finder hun nok sig selv.

Temaerne i Provinspis er mange. Der er alle lagene med sex, alkohol og stoffer. Der er temaet om ikke at føle sig hjemme og at ville noget andet og mere. Stærkest står beskrivelsen af Ida, som kan og vil så meget mere, men som ikke får den nødvendige chance, fordi der ikke er nogen til at bakke hende ordentligt op. Hun føler sig svigtet af alle omkring hende. Også af Helge, som dør for hende – selv om hun lægger ansvaret hos sig selv. Selv Jon, som heller ikke tør forpligte sig.

Ditte Wiese debuterer med Provinspis. Det bliver spændende at følge, hvad der ellers kommer fra hendes side.

Til døden os skiller

Til døden os skillerTil døden os skiller

Kit A. Rasmussen
277 sider
Carlsen 2017

 

 

Man kan ikke læse den samme gode bog to gange, for man er blevet en anden af at læse den. Denne omskrivning af Heraklits ord passer særligt godt på Til døden os skiller. Først side 262 afsløres historiens rette sammenhæng, og man er nødt til at bladre tilbage for at se, hvordan man kunne overse (eller snarere fejltolke) de spor, som er lagt ud.

Rammefortællingen er et alarmopkald fra Nick. ”Det gik galt… helt galt,” som han selv udtrykker det. Hvad det var, der gik galt, må læseren altså vente yderligere over 250 sider på at finde ud af. Titlen afslører naturligvis allerede en del, og undervejs bygges der op til en fatal slutning. De korte faktasider fra Det kriminalpræventive Råd med voldsstatistik viser sig at være en del af læseoplevelsen og ikke blot småirriterende afbrud af fiktionen. Genialt.

Nick prøver at få tingene til at hænge sammen. Ryger lidt for meget hash. Har problemer med at møde til tiden på det værksted, hvor han arbejder. Kommer lidt for meget i slagsmål. Prøver at undgå besøg hos sin mor. Hverken han eller Emma er rigtigt klar til at komme videre med deres forhold, som mest er ”friends with benefits”.

Indtil Nick møder Isabelle. Hun er en helt anden liga. Rig, smuk, styr på sit liv. Alligevel vælger hun Nick, som knap tror sine øjne og ører, da han lukkes ind i en verden, han hidtil kun har kunnet betragte udefra. Isabelles forældre er også yderst tilfredse med Isabelles nye kæreste. Som deres datter beundrer de Nicks evne til at kunne arbejde med hænderne.

Isabelles far går endda så langt som at tilbyde at skyde penge i et autoværksted til Nick. Som en investering, ganske vist, men den stolte Nick prøver længe at finde andre veje. Selv sin mor og sin chef på værkstedet prøver han at få til at kautionere eller låne penge. Samtidig dropper han sit misbrug og passer sin søvn og sit arbejde.

Det bedste ved Til døden os skiller er det overraskende tvist i slutningen af historien, som jeg ikke vil afsløre her. Det næstbedste er den imponerende gode skildring af de kulturforskelle, som Nick oplever. Nick er jeg-fortælleren, og man kan derfor smile ad nogle af hans formuleringer. I svigerfamiliens hjem ser han ”en stol, der ligner et æg,” og han prøver at bluffe sig igennem, at han hverken kender den Monet eller den doktor Mengele, de taler om.

Svigerfars firma ”hedder noget på fransk eller russisk, jeg ikke kan udtale”, og Nick er tydeligt imponeret af hans udseende: ”Veltrænet på ’jeg løber fem kilometer om dagen’-måden”.

Hvad Nick kun fortæller sig selv (og dermed læseren) er, at han hellere ville have været med Isabelle i teateret end følge vennerne (og Emma) til fodbold. ”Det er sikkert spændende at se folk stå på en scenen og tale. Og hvis det ikke er, kan jeg være tæt på Isabelle og bare spise popcorn.”

Imidlertid lurer der noget under overfladen. Nick har det ikke nemt med at skulle veksle mellem de to verdener, og Emma vil ikke bare give slip ham. Både Emma og Isabelle benytter både list og sex til at ydmyge den anden, og Nick er et nemt redskab i det spil. Når han endelig siger fra, bliver det voldsomt, og flere gange må han følge Isabelle på skadestuen. I de episoder indgår en hammer, læseren allerede præsenteres for i 1. kapitels linje 2.

Volden er ikke udpenslet. Tværtimod. Teksten lige inden kapitelskift til et skadestuebesøg lyder f.eks. ”Og så går det galt igen. Og hammeren ligger ikke langt nok væk.”

I Nicks vennekreds er også Lasse. Det er dejligt befriende, at der ikke gøres det store ud af, at Lasses kæreste hedder Rudi. Det er bare sådan, det er. Lad os så komme videre. Til gengæld er Nicks seksuelle oplevelser med Isabelle og Emma beskrevet ret eksplicit. Alt efter temperament kan man mene om det, at det afholder bornerte dansklærere fra at bruge bogen i undervisningen (det ville være en skam) eller det får nogle læsere til at blive hængende (så de har tjent til mere end at beskrive en ikke uvæsentlig del af Nicks liv) og dermed få oplevelsen af både den veldrejede historie, de væsentlige pointer undervejs og den overraskende slutning, som udfordrer læseren på både forventninger og fordomme.

Men den slutning er man altså nødt til at læse sig til andetsteds. Nemlig i Til døden os skiller.

De hvide mænd

De hvide mændDe hvide mænd

Kenneth Bøgh Andersen
172 sider
Gyldendal 2003

 

 

En gang imellem giver mit arbejde som støttepædagog mig lejlighed til at læse en bog, jeg ellers ikke har nået. Af og til kan jeg endda være så heldig, at det er en rigtigt god bog. Sådan var det med De hvide mænd.

Handlingen afspiller sig i en ikke så fjern fremtid – måske endda en nutid, som er løbet af sporet. Det er på mange måder et rent samfund. Ingen affald, uniformer og haver i plastik. Hvis nogen kategoriseres som menneskeligt affald, fjernes de også. Og det er både de gamle, de syge og de sårede. Plus alle de, som får under 9,6 i snit i de eksaminer, som man tager efter 13 år i grundskole og fem år i gymnasiet. Er man ikke god nok, kommer De hvide mænd og skyder én.

Edwin er på mange måder en mønsterborger. Ok, han drikker lidt af den forbudte alkohol, han bruger dyrebar læse-tid på sin kæreste og han gør sig lidt mange tanker. Men han er ung og har livet foran sig.

Indtil en række begivenheder får ham til at gøre op med sig selv, om det er det, han vil. Om han vil leve det liv, samfundet forventer af ham. Han møder den pensionsmodne Victor, som måske stadig har noget at give, selv om han er gammel. Han giver i hvert fald Victor et nyt syn på mange ting.

Da Edwin hjælper Victor på flugt, opdager han også, hvor manipuleret nyhedsstrømmen er. Den stemmer slet ikke overens med det, Edwin selv oplever. Måske er der også andre informationer, som ikke skal tages for givet?

I et så gennemkontrolleret samfund er der naturligvis også kultur for at stikke hinanden. Det viser sig, at Victor ikke kan stole på selv sine nærmeste, og så har han kun sig selv. Men når man kun har sig selv at læne sig op ad, så bliver man også kynisk. Selv efter at have læst sidste side af De hvide mænd kan man være i tvivl om, hvor kynisk Edwin er blevet.

Forfatteren Kenneth Bøgh Andersen har fortalt, at der stadig er bud efter De hvide mænd til bl.a. folkeskolens ældste klasser. “Desværre,” tilføjede han, for det viser, at bogen stadig fremstiller et skræmmende, men ikke på alle måder urealistisk fremtidsscenarie.

Den faldne djævel

Den faldne djævelDen faldne djævel

(Den Store Djævlekrig bind 6)
Kenneth Bøgh Andersen
304 sider
Høst & Søn 2016

 

 

 

Seriens sidste bind indeholder naturligvis det store opgør mellem Filip og Aziel. Det er nok også det eneste, som er rigtigt forudsigeligt i Den faldne djævel. Aziel udløser det nordiske Ragnarok og giver det en drejning, som ikke var spået i myterne. Det giver ham nogle af de stærkeste våben fra asernes verden, og dem bruger han mod Jahve og mod Djævelen. Han får endda Jesu søn (som hedder Josef efter den anden af sine farfædre) til at give en hånd med.

Man står tilbage med mange dystre tanker, når man har læst bogens sidste ord, “tilgiv.” Døden fylder meget i Den faldne djævel. Gudernes død og menneskenes død. Djævlenes død? Hvad med Døden selv, personificeret af Mortimer og hans “kolleger” fra andre mytologier; kan Døden dø? Et større spørgsmål drejer sig om, hvorvidt døden altid er en dårlig begivenhed. Den kan også genforene elskede. Det bliver dog aldrig en bog, som hylder selvmordet. Tværtimod må karaktererne flere gange gribe ind for at hente allerede døde tilbage. De løber en stor risiko, for det er ikke sikkert, at Dødsriget vil give slip på nogen uden at tage en anden.

Særligt grusomt bliver det, da Aziel får Filip til at dræbe en af sine allerkæreste. Det siges ofte, at det største offer, man kan bringe i en krig, er sit liv. Personligt vil jeg mene, at det er et vilkår for alle, at de skal dø og at de mister nogen, de holder af. Filip betaler en endnu højere pris, han skal leve med erindringen om, at han har dræbt nogen.

Guderne (og dermed Jahve og Djævelen) er derimod udødelige, så længe de bliver husket. Aziel benytter vand fra Lethe, som er en biflod til det græske Dødsriges flod, Styx. Han vil være den eneste, som er tilbage, så menneskene vil tro på ham alene. ”En djævelsk gud og en guddommelig djævel”, som han ubeskedent kalder det.

Som i resten af serien er der masser af humor. Bibelen – som Fanden læser den er titlen på en bog, som dukker op flere gange. Der er også mange ordspil omkring det gode og det onde, for hvordan gør man det op, når man er i Helvede og har det godt der?

JAGOO skrev jeg, at “Kenneth Bøgh Andersen skriver djævelsk godt” og brugte dette eksempel, hvor Filip som så ofte før kommer i tvivl om, hvad hans sanser (eller hans tanker?) fortæller ham: ”Han ser sin fars hytte, som er brændt ned til grunden. I det, der engang var stuen, ligger de forkullede lig af hans forældre. De sortsvedne kraniers munde, som står vidåbne, som om de stadig prøver at skrige og…”

Det er ikke den eneste gang, hvor Filip måske – måske ikke – er offer for et mareridt eller en illusion. Han har oplevet så megen gru gennem nu 6 bind, at han ikke længere kan stole på, om han virkeligt får skåret øjenlågene af. Om han i al evighed skal være fanget i Helvede? Bliver Satinas hals skåret over, eller er det et mareridt, som slutter, når han vågner? Filip og læseren får svarene undervejs.

Hvis man kan sine kristne, nordiske og græske myter, får man mest ud af de mange referencer, men man kan sagtens klare sig uden. Det var netop nogle dele af Bibelen, som fik Kenneth Bøgh Andersen til at genoplive (!) serien, efter han ellers mente at have afsluttet den med bind 4, Ondskabens engel. Vi hører en version af Jobs bog, hvor Jobs kvaler blev skudt igang af et væddemål mellem Jahve og Djævelen. Heller ikke historierne om korsfæstelsen og genopstandelsen vil være den samme efter at man har læst Den faldne djævel.

Bind 4, Ondskabens engel, var tænkt som sidste bind i Den Store Djævlekrig. Men Kenneth Bøgh Andersen indså, at han ikke var færdig med den. Det blev til to bind mere. Heldigvis. Denne gang er det endegyldigt slut. Desværre. Så husker jeg bogens afsluttende ord, “tilgiv”. Og gør det.

Læs også:

Black out

Black outBlack out

Novellesamling bestående af:
– Evig straf
– A-D-Am

– Bøddel
– Black out
– 1, 2, 3, 4, 5, 6 …
– Et lykkeligt liv (arbejdstitel)

Kenneth Bøgh Andersen
150 sider
Høst & Søn 2016

Seks gysernoveller af Kenneth Bøgh Andersen har en række elementer tilfælles: Døden, ondskaben, samvittigheden og trafikofre. Mange trafikofre. Der er referencer til bl.a. Den store Djævlekrig-serien og den ene novelle refererer til den anden. Det er et godt træk, men jeg vil anbefale, at man læser novellerne hver for sig.

Hvis man læser alle seks noveller i ét træk, bliver de fælles elementer til ensformighed. Halvdelen af dem indeholder trafikdrab, og det er i overkanten. Trafikdrab lader i det hele taget til at være en forkærlighed for Kenneth Bøgh Andersen, som f.eks. har brugt det i Djævelens lærling (første del af serien om Den store Djævlekrig) og Tempus Fugit.

På JAGOO skrev jeg bl.a.: “Det er de længste noveller, som fungerer bedst. Et ulykkeligt liv (Arbejdstitel) giver plads til at bygge spændingen op og tager udgangspunkt i et tillempet Nietzsche-citat: “når du kigger ned i afgrunden, kigger afgrunden også ind i dig.” Også her spiller tvangshandlinger ind. Hovedpersonen er forfatter og bliver sygeligt optaget af sine bøgers succes, salgstal og anmeldelser. Hun bebrejder sig selv, at hendes søn dør (ved endnu en bilulykke) og går helt i sort. “Terapien hjalp ikke på smerten, men den hjalp på tankerne.” Til sidst gør hun det eneste, som efter hendes mening kan bringe hende videre…”

Den næstlængste novelle har også tvangshandlinger indbygget¨. Efter min mening er 1, 2, 3, 4, 5, 6… samlingens bedste. Den handler om en forbandelse, som har ramt en pige. Hun må derfor tælle igen og igen. Fortælleren prøver at hjælpe hende ud af det fængsel, tælleriet er blevet. Det er ikke så let, fordi forbandelsen ikke bare sådan slipper sit offer. Ikke uden at tage et nyt…

1, 2, 3, 4, 5, 6… nævnes en forfatter, som arbejder på en novelle med arbejdstitlen Et ulykkeligt liv (Arbejdstitel), og det er netop den sidste novelle i Black out.

Black out er ikke for de yngste børn. Den kan f.eks. bruges til en gyseraften i klubben eller blandt skolens ældste elever.

Fuck off/I love you

Fuck off/I love youFuck off/I love you

Lars Mæhle
Oversat af Arko Højholt og Mads Heinesen

166 sider
Vild Maskine 2015

 

 

 

 

I det lille landsbysamfund i Norge er livet lige så gråt og kedeligt som forsiden af Fuck off/I love you. Vemund og hans jævnaldrende venner Daniel og Karl hænger ud hos Karls storebror Brian, hvor de ser wrestling og snakker om piger. Ind imellem går de til fester og kører… lidt for hurtigt. En dag dukker Two-Face op. Han har været i fængsel og har en historie med vold, doping og en diskvalifikation til en finale i kickboksning.

Med Two-Face’s entre kommer også en mere hardcore racisme. Two-Face har ”søndertævet en mørk fyr” og lægger ikke skjul på sin foragt for ”muslimerne nede fra blokken.” Han har en plan, som han kalder Aktionen, men går ikke i detaljer. Det omfatter nogle forbindelser, han har i København, og han inviterer Vemund og hans kammerater en tur dertil.

Vemund er egentlig mere interesseret i at gøre et godt indtryk på Maria, og det lykkes også i så høj grad, at hun inviterer ham med hjem og ikke lægger skjul på, at hun vil i seng med ham. Inden de når hjem til hende, dukker Two-Face dog op, og det ændrer Maria så meget, at det i stedet ender med, at hun kaster op og Vemunds mor dukker op hjemme hos Maria. Kan det gå mere skævt?

… Ja, det kan det, for Marias forældre inviterer nogle dage efter Vemund og hans mor, selv om Maria og Vemund ikke ses mere. Det er for stort et pres for Vemunds mor, som bryder sammen under middagen og bliver indlagt på psykiatrisk hospital. Det er ikke første gang, hun er indlagt, og Vemund flytter ind hos bedstemoren.

Banden tager til København og får den samme tatovering: Et kors og en sværd. Ikke helt frivilligt, men Two-Face er på hjemmebane, og man skal ikke sætte sig op med ham. Fuck off/I love you kulminerer med Aktionen, som omfatter en påsat brand og et slagsmål med bat og kniv. Slutningen giver fortællingen en drejning, læseren næppe har forventet. Trådene samles, men ikke helt, som der var lagt op til. Det er en slutning, som løfter bedømmelsen efter en lidt flad midte i bogen.

Den umiddelbart mest spændende karakter er titelfiguren Two-Face. Vemund ser op til ham, bl.a. fordi han fremstår som mere intelligent og reflekterende end de andre. Bl.a. gider han ikke se wrestling, fordi det kun er skuespil – en kendsgerning, de tre andre åbenbart ikke har for øje. ”Two-Face mindede mig om ham gutten i Kejserens Nye Klæder, den eneste der tør sige, at kongen nøgen.” I slutningen viser Two-Face sig fra sin mest hårdkogte side og Maria afslører ham som rendyrket psykopat.

Han har fået sit navn fra en figur i Batman, og ligesom sin navnebror har han en mønt med to sider. På den ene side af mønten står der ”Fuck off”, på den anden side ”I love you”, og med den afgør han, om han skal vælge den gode eller den onde løsning på et problem.

Hans opfattelse af, hvad Norge er, melder han tydeligt ud i denne peptalk inden den afgørende showdown: ”Muslimerne har ikke noget at gøre her! (…) De ødelægger det, vi nordmænd har bygget op. De tager vores velfærd, så der ikke er råd til skoler eller til at passe på vores syge og gamle, som har bygget vores land. Så nu vil jeg vide: Skal vi stille op for korset og sværdet? Skal vi sammen fordrive de svin og gøre alle i dalen en stor tjeneste?”

Fuck off/I love you brillerer især på fortælletekniske greb. Lars Mæhle forstår at bygge en spænding op. Spændingen er svær at holde i midten, men så skal jeg ellers love for, at den vender stærkt tilbage.

Allerede bagsiden fortæller det, som den ene af de tre(!) anslag (forsmag, appetitvækkere) gentager: ”Vi var fem fyre. En ville miste kæresten. En ville søndertæve en anden. En ville dø.” Så er vi ligesom igang. Som læser vil man naturligvis prøve at gætte, hvem der kommer ud for hvad. Bedst som man tror sig sikker, tvister historien.

Der er flere temaer i bogen. Racisme og fremmedhad er allerede nævnt, og de går hånd i hånd med ondskabet, især i skikkelse af Two-Face. Men også andre karakterer må forholde sig til den indre såvel som den ydre ondskab. ”Jeg har slået et menneske i tindingen med et bat. Jeg har slået til af alle kræfter. Så hjælper det kun lidt, at den, man slår, er djævelen selv. Man kan ikke dræbe ondskaben med en økse. Heller ikke med et bat. Man kan ikke møde ondt med ondt. Gør man det, vil den onde spiral aldrig standse,” fortælles det.

JAGOO skrev jeg bl.a.: “For ikke at afsløre slutningen er navnet fjernet her: ”Det værste er, at jeg næsten kan se XXX for mig. Jeg har det her billede på nethinden, hvor han bliver rullet hen til et vindue, med udsigt over et kystlandskab. Der sidder han og stirrer tomt ud over horisonten hver dag. Måske er hans blik slukket for altid. Men det kan man ikke vide. En dag vågner XXX måske fra sin dvale. Og så…”

Heldigvis slutter Fuck off / I love you med et håb: Vemund kommer i behandling på det samme sygehus som sin mor. Da Maria melder sig på banen igen, har han styrken til at tage imod. Maria forstår om nogen, hvad han har gennemgået. (…)

Fuck off / I love you er en bog om fremmedhad blandt unge i et lille samfund. Men først og fremmest er det en bog om, at fællesskab kan være så attraktivt, at en karismatisk leder kan føre gruppen ud på veje, de ikke ville have betrådt som enkeltindivider. Fuck off / I love you kan læses som en moderne udgave af William Goldings Fluernes herre fra 1954 og Bjarne Reuters ZAPPA fra 1977.”

Hjertet er 1 organ

Hjertet er 1 organHjertet er 1 organ

Sarah Engell
408 sider
Carlsen 2016

 

 

17-årige Lucca tør ikke stole på sine følelser. Det har hun gjort en gang, og det gik helt galt. For at kontrollere følelser og tanker skærer hun sig med barberblade og bruger tal til at træffe beslutninger. F.eks. trækker hun kort for at beslutte, hvilke tilfældige mænd fra hendes forældres hotel hun skal gå i seng med.

På JAGOO skrev jeg om Hjertet er 1 organ: “Den er uegnet for børn, den kan give unge farlige ideer og den giver voksne kvalme. Alle burde læse den, men ingen har rigtigt lyst til det. Den er det mørkeste sorte og giver alligevel håb. Man forstår ikke hovedpersonen og får alligevel en dyb indsigt. Det er en bog, man fortryder overhovedet at være begyndt på. Alligevel kan man ikke lægge den fra sig og må blive ved til sidste side.” Det er stærke sager, når den seneste bog, man har læst af samme forfatter er billedbogen Benny Beton!

Lucca har opstillet en lang række regler for sig selv. Det skal frigøre hende fra følelserne, men de virker ikke frisættende for hende. Derimod bliver det er fængsel, hun først befries fra, da hun møder den uregerlige Xu, som danser burlesque i en natklub, så det fascinerer og frastøder Lucca på samme tid.

De selvskadende handlinger og tekstens beskrivelse af Lucca bliver indrammet af hendes beskrivelser af sig selv: “Siden i sommer har jeg opfattet mig selv som det menneskelige svar på primtallet. 1 tal der tilsyneladende ligner alle andre tal, men som følger sine helt egne regler. 1 tal som ingen andre går op i. Kun tallet 1. Og 1 betyder alene.” Tal betyder i det hele taget meget for Lucca, for “tal er pålidelige”.

Derfor er ingen tal i Hjertet er 1 organ skrevet med bogstaver. Også på andre måder er teksten visuelt tilpasset Luccas tanker: Når Lucca retter sig selv, er teksten streget ud. Sms’er er skrevet med fed. Når noget skal fremhæves, benyttes potenstegnet: varm2 eller svider2.

Når det  bliver rigtigt svært at være Lucca, koncentrerer hun sig om smerten: ”Jeg strammer nittebæltet ind, til det skærer i maveskindet. I min rygsæk ligger 9 engangsskrabere, og jeg forestiller mig, hvordan de trænger ind i tankerne og hakker dem i småstykker, så jeg kan slappe af.”

Undervejs i historien får vi langsomt gravet forhistorien frem. Luccas familie flyttede fra deres hus, fordi de skulle have råd til at bygge det hotel, som er især farens store projekt. Oprindeligt var det planlagt i fællesskab med Luccas farbror Frank, men det sluttede brat, da Frank sprang ud som bøsse. Den første tid derefter boede Lucca og forældrene i en campingvogn, og nu er de flyttet ind på hotellet, hvor Lucca har sit eget værelse. Men “1 hotel er ikke et hjem”, som Lucca flere gange udtrykker det.

Den dysfunktionelle familie består også af en søster, som er flyttet til USA (og lever op til forældrenes forventninger om kernefamilie og karriere). Luccas far er perfektionist (som Lucca) og har stor succes som arkitekt. Moren er konfliktsky, og først sent i bogen aner man, at hun forstår Lucca bedre, end det først lader til.

På alle måder er Xu et fremmedelement i Luccas liv, men hun skaber så tilpas meget forstyrrelse, at Lucca må gøre op mig sig selv, om hun vil fortsætte sin hidtidige kamikaze-kurs. Det kommer naturligvis ikke til at ske. Lucca flytter sine grænser flere gange: Laver en optræden sammen med Xu i natklubben Pussy, springer i havnen og bader fra Xus husbåd trods vandskræk… og erkender sin forelskelse i Xu. Det sidste er svært, for vil faren slå hånden af hende, som han gjorde det med sin bror?

I et anfald af kombineret jalousi og resignation opsøger Lucca den følelseskolde White Snake fra Pussy og lader sig misbruge. Da hun får nok og flygter, går det så voldsomt for sig, at hun må en tur på skadestuen med hjernerystelse, inden Xu tager hende med hjem på husbåden. Her oplever Lucca for første gang, at begær og kærlighed kan være to sider af samme sag. Hun møder en omsorg. Også Luccas forældre kan se, at det er godt for hende.

Intet varer dog evigt. Xu siger ja til et tilbud om at tage til USA for at danse. Hun skal ikke være Luccas endestation, blot et skub ud af den smertefulde ensomhed, hun kom fra.

Hjertet er 1 organ er en bog, som gør et stærkt indtryk. Der er meget vold, selvskade og relativt eksplicitte beskrivelser af sex. Det virker passende, bogens emne taget i betragtning, men man skal tænke sig om, inden man anbefaler den til en konkret læser. Nogle vil blive skræmte, andre vil blive fascinerede og nysgerrige. Den kommer næppe til at dominere debatten, som Katamaranen gjorde det i 1970’erne. Selvmord, (homo)seksualitet og samfundsforagt kan ikke længere provokere. Jeg spørger blot mig selv, om jeg virkelig havde brug for alle detaljerne i Hjertet er 1 organ. F.eks. når Luccas første oplevelse med at stikke en nål gennem sin brystvorte udpensles over fire sider.

Sarah Engell har om råheden i sine ungdomsbøger skrevet: “Det er min ambition at give mine læsere noget – ud over en forhåbentlig god historie. Jeg har altid et budskab i mine bøger, noget jeg gerne vil give videre. Og netop når man tør at skrive råt, tror jeg , at man nemmere kan vinde sig vej til de unges hjerter. På den måde kan ungdomsbøgerne medvirke til at forvandle smerten, grusomheden og det meningsløse i tilværelsen, så det er nemmere at håndtere.”

Hvis man selv arbejder med selvskadende børn og unge, kan man få en dybere forståelse for deres bevæggrunde ved at læse Hjertet er 1 organ. Man må så selv vurdere, hvem man anbefaler den videre til. Selvskadende adfærd går ikke væk af at blive tiet ihjel. Og i denne bog bliver det i hvert fald ikke romantiseret. I morgen er det slut (Christiane F. eller Wir Kinder vom Bahnhoff Zoo) afholdt sandsynligvis nogle stykker fra min generation fra at ryge på sprøjten. Måske Sarah Engell opnår en lignende effekt med I Hjertet er 1 organ. Det er ikke lystfuld læsning, men det er det værd.

Hvis man ønsker at vide mere om unge, som skærer sig selv, kan man lytte til P1 Debat fra 12. april 2016: Flere unge skærer i sig selv – hvorfor? med Stefan Tofte, ungeambassadør for “En af os”, Lotte Rubæk, psykolog og forfatter til bogen ” Selvskadens psykologi”, Steen Andersen, generalsekretær for Landsforeningen for spiseforstyrrelser og selvskade, Yildiz Akdogan (S) og Jane Heitmann (V). I udsendelsen medvirker flere, som selv har skåret sig.