Tag-arkiv: 11 år

Silas og den sorte hoppe

Silas og den sorte hoppeSilas og den sorte hoppe

Cecil Bødker
177 sider
Gyldendal 2017

 

 

Det er 50 år siden, den mærkelige dreng kom sejlende ind i dansk børnelitteratur og var med til at forandre måden, børn kunne opføre sig på. Han tog kampen op mod den uretfærdighed, voksne mødte ham med, og resultatet blev en spændende, grusom og til tider humoristisk bog.

Som handlingen skrider frem, får vi mere og mere at vide om Silas: Han er 13 år og kommer fra en lille gruppe gøglere, hvor hans mor er linedanser. Han ville gerne ride på heste som Carlo, men sabelslugeren Phillip havde tænkt sig at give sin kunst videre til den genstridige dreng uden hverken far eller efternavn. På sin flugt måtte Silas kæmpe med (og mod) mistænkeliggørelse og svig. Det lykkedes ham i første omgang at vinde den sorte hoppe i et væddemål med hestehandleren Bartolin, men i en landsby blev han bedøvet og forsøgt slået ihjel.

Landsbyen smed den bedøvede Silas på en pram og lod ham sejle videre. Silas vågnede og begav sig på vej tilbage til landsbyen for at få sin hest igen. Undervejs mødte han først den blinde Maria og senere den halte Ben-Godik, som begge skal komme til at spille en stor rolle i de kommende bøger. Indtil videre er det primært Ben-Godik, som spiller rollen som hjælperen. Også han har et ønske om at være noget andet, end de voksne har tænkt sig: Han vil hellere blive træskærer end geder. Også han har mistet sin far.

Ben-Godik er på ét punkt Silas’ modsætning. Hvor Silas er løbet væk for at tage sin skæbne i egen hånd, gør Ben-Godik, hvad han får besked på, men laver sine træskærer-arbejder ved siden af og får en i landsbyen til at sælge dem uden at fortælle, hvem håndværkeren bag i virkeligheden er. ”Silas grundede over forskellen,” fortælles det.

Sin høje alder til trods fremstår sproget i Silas og den sorte hoppe relativt friskt. De svære ord er ofte forbundet med det håndværk, der fortælles om. Til gengæld er fortællestemmen ofte morsommere, end jeg husker den fra 1970’erne, hvor jeg første gang mødte Silas. Det er med til at gøre den ellers noget dystre historie meget læseværdig. F.eks. i scenen, hvor Silas prøver at lokke noget mad ud af Bartolin:

Jeg har ingenting fået siden i forgårs.
Drengens stemme var fjern på samme måde som øjnene.
Kommer det mig ved måske? Havde du tænkt jeg skulle give dig noget?
Ja, sagde drengen uden at smile.

Silas tænker tilbage på tiden med gøglerne, hvor han havde bidt Phillip i fingeren, så han ”havde udstødt et brøl og hoppede rundt på ét ben.” Man ser det for sig, det er helt Ole Lund Kirkegaardsk!

Handlingen springer frem og tilbage i tid, men vi når til den store finale, hvor landsbyen, Bartolin, gøglerne, Ben-Godik, Maria og Silas selv mødtes, og hvor det lykkedes Silas og Ben-Godik at flygte med den sorte hoppe.

Silas og den sorte hoppe har en alvorlig historie som f.eks. Paw og Paw i urskoven havde det i Torry Gredsteds bøger fra hhv. 1918 og 1932, men Silas får et helt andet skulderklap for sit opgør mod voksne autoriteter, end hans forgænger gjorde. I dag virker Silas nok ikke nær så revolutionær, som han gjorde i 1967. Når han siger lige ud, at han ikke har lyst til at muge ud blandt hestene som betaling for mad, vil mange 2017-børn nok snarere genkende sig selv end blive forskrækkede over den flabethed, som scenen muligvis var eksempel på dengang. I de seneste 50 år er der skrevet mange bøger, som står på skuldrene af Silas og den sorte hoppe, og nogle af dem har også overgået den. Men den – og de følgende 14 bind af serien om Silas – kan sagtens læses den dag i dag.

De fem storeMed kort mellemrum udkom fem børnebøger, som skulle vise sig at blive klassikere og sætte kursen for dansk børnelitteratur fremover. Lille Virgil var den første bog den 12. september 1967, og den fik snart følgeskab af Snøvsen og Eigil og katten i sækken, Silas og den sorte hoppe, Halfdans ABC og Cykelmyggen Egon.

 

Boganmeldelsen er også udgivet på Pædagogen.dk.

 

Lille Virgil

Lille VirgilLille Virgil

Forfatter: Ole Lund Kirkegaard
Illustrator: Ole Lund Kirkegaard
(Farvelagt af Maya Bang Kirkegaard)
103 sider
Gyldendal 2017

 

Holder historien om lille Virgil og hans to venner Oscar og Carl Emil? 12. september 2017 kunne Lille Virgil fejre 50 års fødselsdag, og i den anledning genlæste jeg bogen med nutidsbriller og er ikke i tvivl: Den skæve fortælling med de underspillede dialoger har ikke bare overlevet sine første 50 år, den har også livskraft til mange år endnu.

Bogen består af en række kapitler, som hver er selvstændige fortællinger om tre venner. Lille Virgil er den opfindsomme dreng, som bor i bagerens hønsehus sammen med en etbenet hane. Læseren hører ikke noget om, hvordan drengen egentlig er havnet der, eller hvor han får de mange sodavand fra, som udgør hans morgenmad. Det uorganiserede anarki i lille Virgils verden udfordres af vennerne Oscar og Carl Emil, som har hver deres autoriteter: Oscar refererer altid til, at han har læst noget i en bog, mens Carl Emil har sin mor som reference til det meste af, hvad han siger.

Og de siger meget. Dialogen bærer handlingen frem, og hvad de ikke siger, står på de tomme pladser mellem linjerne. En gemt skat begynder med, at Carl Emil har fået nye flotte bukser: ”Hvordan får man fat i sådan et par dejlige bukser? spurgte lille Virgil. Det er det pæneste par bukser jeg nogensinde har set. De er pænere end smedens søndagsbukser. Man får dem af sin moster i Smalleby, sagde Carl Emil. Jeg har ingen moster, sagde lille Virgil. I alt fald ikke i Smalleby. Så må du se at få dig en, sagde Carl Emil. Det er nogle dejlige bukser, kan du tro.”

I samme kapitel kan man læse en meget præcis beskrivelse af, hvad barndom og leger handler om: ”Hvor har du været? sagde Carl Emils mor, da Carl Emil kom hjem. Du kommer sent. Jeg har været ude i bjergene, sagde Carl Emil. Vi fandt tre gemte skatte. Der er ingen bjerge her i landet, sagde Carl Emils mor. Og gemte skatte findes kun i eventyrene. Nå, sagde Carl Emil. Men vi fandt dem nu alligevel.”

I kapitlet Carl Emil holder fødselsdag får Carl Emil en skrubtudse af lille Virgil og et usynligt æble af Oscar. Carl Emils stadig noget fantasiforladte mor kan ikke se det sjove i nogen af gaverne, og hun irriteres af deres evige spørgen til Carl Emils nattøj – sådan noget har de to drenge nemlig aldrig hørt om før.

Børnefødselsdagen bliver et kaos, som overgår morens værste frygt og Carl Oscars største forventninger. ”Da tudsen havde gjort noget på gulvtæppet, som drengene ikke kunne blive enige om, hvad var, sagde Carl Emils mor, at de skulle gå ud og lege og tage skrubtudsen med.”

Sine skøre elementer til trods læner Lille Virgil sig op ad en vis realisme. Det bryder kapitlet Dragen med. De tre drenge får fanget en drage og slæbt den op i skolen, så læreren må hoppe ud ad vinduet. De indlogerer dragen hos smeden, som altid er med på drengenes (i dette tilfælde også genremæssigt) fantastiske historier. Næste morgen er dragen dog forsvundet, måske forvandlet til en mus. Læreren er ikke meget mere tryg ved musen, da han også får lov at møde den.

Snart kommer de på andre tanker, fordi de møder Kong Gulerod, som har været i Jappien og har en børste uden hår. ”Når jeg børster håret med den, kan jeg se alle mine venner for mig. Så snakker jeg lidt med dem, før jeg begynder at vandre ud ad landevejen.” Kong Gulerod kan desværre ikke blive i byen, da han skal ud og sejle med sin ven og hilse på alle fisk, hvaler og flyvefisk. De sidste råber i øvrigt PLIM, når de kommer flyvende, får de tre drenge – og dermed også læseren – at vide.

Netop Dragen satte det hele i gang. Da Dragen vandt en novellekonkurrence, løj forfatteren om, at han havde mere i skuffen, og så måtte han i gang med at skrive. Resultatet blev i første omgang Lille Virgil, i de kommende år en perlerække af bøger i samme stil: Sjove fortællinger om børn (drenge), som lever i udkanten af den voksne verden. Ole Lund Kirkegaards forfatterskabet er befolket med et hav af bipersoner, som er lige så skæve som fortællingernes hovedpersoner.

I sidste del af bogen vil de tre børn bygge et tårn. Til det brug finder de nogle brædder hos Kulle-karlen. Brædderne ligner ganske vist et plankeværk, men lille Virgil og Oscar argumenterer godt: De har aldrig hørt om, at Kulle-karlen skule have et plankeværk. Da ejeren ikke er hjemme, piller de alle brædderne ned og bygger et tårn oven på hønsehuset. Ganske vist glemmer de at lave både døre og vinduer, men lille Virgil har en løsning: ”Vi hænger bare en lampe op derinde (…) Det er meget hyggeligere. Så behøver vi heller ikke blomster og gardiner. Og vi skal aldrig vaske vinduer.”

De to andre vil gerne have dydsmønsteret Carl Emil med til at indvi tårnet med en fest med sodavand og rugbrød. Han vil dog ikke lyve for sin mor om, at han skal hjælpe sine venner med at læse lektier. Han bliver først overbevist, da de beslutter at finde nogle rigtigt svære stykker. ”Det gør ikke noget, at du heller ikke kan regne dem, Carl Emil”. Således moralsk beriget kan læseren sige farvel til en bog, som satte det hele i gang i slutningen af 1967.

De fem storeMed kort mellemrum udkom fem børnebøger, som skulle vise sig at blive klassikere og sætte kursen for dansk børnelitteratur fremover. Lille Virgil var den første bog den 12. september 1967, og den fik snart følgeskab af Snøvsen og Eigil og katten i sækken, Silas og den sorte hoppe, Halfdans ABC og Cykelmyggen Egon.

 

Boganmeldelsen er også udgivet på Pædagogen.dk.

Lige her + Lige nu

Lige her + Lige nuLige her + Lige nu

38 europæiske forfattere
37 europæiske illustratorer
550 sider
Gyldendal 2017

 

 

To novellesamlinger viser mangfoldigheden af europæisk børnelitteratur. Det er en noget rodet affære med enkelte perler imellem.

Lige her er ifølge bagsideteksten for de 8-12 årige. Der er mange underfundige noveller, som lægger op til stille eftertanke. Her møder vi lavtflyvende piger, kraker og kærligheden mellem en bedstefar og hans barnebarn. Pigen Piva er overbevist om, at hun er et forbyttet barn og sætter sig for selv at finde ud af sin herkomst. Hun finder ikke bare sin mor, hun finder også sig selv. En anden pige kan ikke forlige sig med sit navn, men må erkende, at ”dit navn giver dig ikke betydning. Du giver dit navn betydning.” Vi møder også Hr. Ikkenogen, som viser sig at være en meget betydningsfuld person i et barns liv. Det helt særlige venskab mellem en markmus og et vinterdvalende jordegern er velvalgt illustreret af Axel Scheffler. Der er en middelalderlig ramme om Isabellas rejse til York, mens ”Rejsen gennem dit indre” handler om at lære sine egne skyggesider at kende og er dermed en mere traditionel dannelseshistorie.

Man kan altså vælge mellem fantasy, en historisk ramme, fabler, aktion osv. Den røde tråd er ”at rejse”, som var det tema, Hay Festival, Gyldendal og Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 gav forfatterne.

Lige nu er for de 12-18 årige, angiver forlaget selv, men den taber en del af i sine læsere ved at lægge ud med historien om to drenge på hhv. 9 og ”11 trekvart”, som tager en bustur på egen hånd. Det har danske læsere mødt allerede i børnehaven. Derimod er den næste novelle, Vi øver os på at blive voksne en tand stærkere og handler om den somaliske flygtning, Mussa, som har stukket sin mors voldelige mand ihjel. Der er ingen lykkelig slutning her.

Heller ikke den næste novelle, Det vi har mistet, kan ende lykkeligt. Vi er på en flygtningebåd, og titlen refererer til, at ”det er sådan vi genkender hinanden. Ikke på vores navne, men på hvem vi har mistet.” På båden drukner flygtningene ikke. Det er den brændende sol, sulten og vanviddet, der slår ihjel.

I den mere søde ende har vi noveller om fædre, som ser deres børn blive store – burde være obligatorisk læsning for alle forældre. En novelle forbinder græsk og kristen mytologi i historien om, hvordan det gik til, at guderne tog på rejse og for altid forlod deres bjerg. En fortælling om et univers, hvor alle fødes uden køn og først vælger, når de når en vis alder. Men der er også noveller om gruppepres, loyalitet og terror. Og om håbløs forelskelse.

Det er en god detalje, at Lige her for den yngste målgruppe er hardback, som kan holde til hårdhændet barnebehandling. Lige her for de ældste læsere er i en (vægtmæssigt) lettere paperback, man kan have med undervejs.

”Europa er en rodebutik,” skriver Kim Fupz Aakeson i sit forord. Det har han ret i, og de to novellesamlinger afspejler det lidt for godt. Set med danske briller virker en del af teksterne ret gammeldags. Havde det ikke været for Vi øver os på at blive voksne og især for Det vi har mistet, havde jeg sandsynligvis lagt den fra mig før tid. Det er bemærkelsesværdigt, at de to noveller har danske forfattere, hhv. Peder Frederik Jensen og Sarah Engell. Om det så handler om et særligt sæt danske forventninger til god børne- og ungdomslitteratur hos denne anmelder, eller at vi simpelthen har gode forfattere i Danmark, vil jeg lade være op til læseren.

 

 

Månen er en højttaler

Månen er en højttaler (1)Månen er en højttaler

Kathrine Assels
Illustrator: Laurenz Rawashdeh
92 sider
Jensen & Dalgaard 2017

 

 

 

 

En uendeligt sørgelig historie fortalt på en meget morsom måde. Sådan kan man karakterisere 9-årige Alvins fortælling om sin søgen efter sin far, som kan være en af de fem mænd, hans dysfunktionelle mor mødte på en ferie i Italien.

Som så meget andet i Alvins liv var begyndelsen bare noget, som skete. Det var ”meget mørkt, og så ved hun ikke, hvem det endte med at være.” Alvin gør sig mange tanker om, hvem hans far kan være. Han forestiller sig, at der kommer en flaskepost med en besked fra faren, men da de aldrig er ved stranden, ændrer han taktik. Han samler på gamle indkøbssedler, for ”faktisk er en indkøbsseddel lidt som en flaskepost. En lille bitte hilsen nogen har efterladt.”

Da der er italiensk uge i Netto, får Alvin i sin skæve logik muligheden for at finde frem til sit fædrene ophav. Loddet falder på en VVS-mand, som først bliver lettere panisk ved udsigten til at have en ukendt søn. Panikken ændrer sig til lettelse, da Italien kommer på tale, for der har han aldrig været.

Alvin kan dog ikke glemme den venlige VVS-mand og laver en plan om at skrue noget løs ved håndvasken eller lave forstoppelse i toilettet for at arrangere et møde mellem manden og moren.

Moren er noget helt særligt. Man kan med en vis venlighed kalde hende en underskudsmor: Et år består julemaden af fiskefrikadeller på rugbrød. Mormoren har taget risalamande med, men Alvins mor har ikke sørget for kirsebærsovsen, og mandelgaven er en bakke flødeboller – som er en hyppig spise i familien.

Alvin får ikke kys, for moren er bakterieforskrækket og kysser aldrig nogen. Hun hører stemmer og mener, at batterier suger energien ud af hende, så de fjerner alle batterier i huset. Månen suger folks tanker og sender dem ud som en højttaler, især ved fuldmåne. Derfor må Alvin ikke tænke ved fuldmåne, for så kan kommunen høre dem. Moren har et anstrengt forhold til kommunen og har hængt en plan op i køkkenet for, hvad de skal gøre, hvis kommunen kommer på besøg.

Naturligvis tænker Alvin særligt meget på sin far ved fuldmåne, for måske virker det alligevel, når nu moren tror på det.

Månen er en højttaler (2)Bogens linjerede sider har også en del tegninger, lavet af forfatterens 12-årige søn, som giver dagbogen et autentisk træk. Sproget er selvrefererende, som det også ses i f.eks. Ekstremt højt & utrolig tæt på af Jonathan Safran Foer eller Den mystiske sag om hunden i natten af Mark Haddon. Alvin elsker at lege med bogstaverne i navne, f.eks. hans eget. Den hyppige og morsomme anvendelse af parenteser bliver forklaret her på billedet her.

(Klik på billedet for at se det i en større udgave.)

Med Månen er en højttaler får man en læseoplevelse, som man ikke lige lægger fra sig igen.

 

Hjertestorm/Stormhjerte

Hjertestorm/StormhjerteHjertestorm/Stormhjerte

Anette Herzog
Illustratorer: Katrine Clante og Rasmus Bregnhøi
128 sider
Høst & Søn, 2016

 

Viola fra Pssst! er blevet 14 år. Hendes filosofiske undren over livet og døden er lagt på hylden til fordel for kærligheden. Kærligheden (og forelskelsen) fylder hele hendes hjerne og hjerte. Den fylder også rigtigt meget i Hjertestorm/Stormhjerte, som er en anderledes måde at formidle følelser og tanker hos den unge teenager.

Anette Herzog og Katrine Clantes samarbejde om Pssst! er blevet suppleret med Rasmus Bregnhøi, så man sidder med en bog, som kan læses fra begge ender på samme måde som Se & Hør: Begynder man fra den ene forside er det Herzog og Clantes fortælling om Viola. Fra den anden forside er det Herzog og Bregnhøis fortælling om Storm. Så er det jo heldigt, at lige netop Viola og Storm nærer en voldsom interesse for hinanden!

Dobbelthistorien virker særligt godt på de sider, hvor den samme situation fortælles fra hver sit synspunkt. F.eks. den fest, hvor Storm først spiller i orkesteret og bagefter går på dansegulvet… bare ikke med Viola. Midt i bogen mødes de to fortællinger. Det samme gør de to fortællere, om end blot for at udveksle breve om hver sin hemmelighed. Læseren aner, at de to hemmeligheder ikke er så forskellige endda. Endnu en gang er der lagt op til en mulig fortsættelse.

Man kan ikke undgå at sammenligne Hjertestorm/Stormhjerte med forgængeren Pssst! Det er en skam, for der er ikke det samme fandenivoldske tankemylder i en 14-årigs hjerne, som der var to år forinden. For den voksne læser er Hjertestorm/Stormhjerte derfor mindre interessant. Der er heller ikke eksperimenteret så meget med formen. Dobbelthistorien er dog en spændende tilføjelse. Det er i øvrigt et format, Katrine Clante har prøvet kræfter med i Den dag da Rikke var Rasmus og Frederik var Frida fra 2008, dog som illustrator af begge de historier, som mødtes i midten.

Hjertestorm/Stormhjerte vil uden tvivl appellere til mange tweens og præ-teens. Den svaghed, som ligger i Violas og Storms kønsstereotype tilgang til sig selv og hinanden, er samtidig en styrke i bogen: De to forsider vil appellere til læsere, som definerer sig som heteroseksuelle piger eller drenge. Mangfoldigheden har tabt til normaliteten. Man savner en biperson, som kan sætte spørgsmålstegn ved Viola og Storms ret ureflekterede opfattelse af de to køn som hinandens modsætninger. Eller blot en vis farfar, som Viola havde i Psst! Viola kommer det tættest med en ikke særligt hjælpsom mormor og en række respondenter til en spørgeundersøgelse, hun laver i en projektuge. Storms far virker ok, men bliver pinlig, da han bringer kondomer på dagsordenen. Ellers har de to hovedpersoner kun deres jævnaldrende kønsfæller at læne sig op ad. Sikkert ikke så forskelligt fra mange andre unges virkelighed.

Som læser bliver man næppe udfordret på sin forståelse af verden, snarere bekræftet. Men Hjertestorm/Stormhjerte er en graphic novel, som leverer et godt supplement til skriftbaserede bøger til samme målgruppe. Og det er en god pointe, at man som pige lige kan kigge på drengehistorien og omvendt.

Annette Herzog, Katrine Clante og Rasmus Bregnhøi er nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2017 for Hjertestorm/Stormhjerte.

 

Xenia

XeniaXenia

Frank Madsen
Sussi Bech
64 sider
Eudor 2016

 

 

I slutningen af 1970’erne vandt tv-serien Skum (med originaltitlen Soap) mange seere på sine stadigt mere indviklede sidehistorier og et stadigt voksende persongalleri. Sådan får man det også med Gustav og Raketbroderskabet. I sjette bog af ti landede Xenia på gården “Den Glade Gris a/s” og gjorde grisen Svein til grisens talsmand. Svein fik et oversættelseshalsbånd og sammen med en robot begav den sig ind i Grødby.

I en karakteristisk komisk scene kom det umage par ind i en slagterforretning, hvor Svein bl.a. tog godt for sig af smagsprøverne. Imens var Landmanden på ”Den Glade Gris a/s” rystet over, at hunden Winston åbenbart forrådte ham og Danmark til det, som han troede var en russisk invasion.

Imens blev Gustav nødt til at vise sin lærer, Dynamit-Jens, den bunker, hvor Beriah havde holdt Gustav fanget, indtil Stella og Astrid havde befriet ham (i bind 5, Plan B). Resten af Raketbroderskabet var ikke utilfredse med udsigten til at se et rigtigt exo-skelet.

Xenias forhørsrobotter ledte efter Beriah, som i mellemtiden var kommet til bevidsthed på den militærbase, hvor Stellas far var taget til fange.

Hvis læseren ikke allerede havde gættet det i bind 5, afsløredes det, at den mystiske Miss X var Isabella-Victoria, som med meget lidt held konkurrerer med Stella om Gustavs opmærksomhed. Gustav fik derimod ikke sandheden ud af Stella, selv om han prøvede at spørge hende direkte: Var hun lovet bort til en på sin hjemplanet?

Landmanden, hunden og grisene fra ”Den Glade Gris” var ikke de eneste nye karakterer i denne omgang Gustav og Raketbroderskabet: Med sig på rumskibet havde Xenia en mystisk person, som vi kun så et enkelt glimt af. ”Ingen bemærkede den lille skikkelse, der havde stået ensom i rumskibet og lyttet tavst til Xenias enetale.” Så er der endnu en gåde, som venter på at blive løst i de kommende bind af serien.

Xenia bidrager ikke med afgørende nyt til hovedhistorien, men den er sikkert endnu et skridt mod den store afslutning, som faste læsere venter i spænding på. Sådan lever Gustav og Raketbroderskabet op til nogle af kvaliteterne ved en god seriebog: Der kan udfolde sig et ret stort persongalleri, fordi læseren langsomt introduceres til nye karakterer. Et gradvist mere gakket univers bliver bygget op, ved at hvert bind skruer lidt mere op for fantasi-knappen. De talende dyr har vi f.eks. ikke tidligere mødt i denne serie.

Sidst i bogen er der som sædvanligt igen en reference til Skum: Vi bliver spurgt f.eks. om ”Vil landmanden og Winston nogensinde blive gode venner igen?” og ”Er Sveins karriere som slagtesvin forbi?” Det er spørgsmål, som man ikke kan være sikker på at få besvaret i det næste, Tvekamp, men også det element kender man fra sæbeoperaer. Jeg sidder i hvert fald klar til at finde ud af det.

De sidste to opslag er faktasider om flyvende tallerkener og med en anvisning på at bygge sit eget ufo af et milkshake-bæger og en plastik-tallerken.

Dragepasseren 1-4

Dragepasseren 1-4Dragepasseren 1-4

Dragepasseren
Dragepasseren tager på tur
Dragepasserens ø
Dragepasserens slot

Josh Lacey
Illustrator: Garry Parsons
Oversat af Fanny Bruun
62-68 sider
Forlaget Bolden 2016

Her er et godt bud på en ny favorit-serie for de yngste læsere eller for børn og barnlige sjæle, som ønsker sig en sjov højtlæsningsbog. Edvard passer sin onkel Olufs drage, Ziggy, mens den ikke helt ansvarlige onkel kommer med den ene dårlige undskyldning for ikke at komme og tage sig af dragen som aftalt.

Teksten er udformet som mails mellem Edvard og Oluf. Det er nu mest Edvard, der skriver. I Dragepasseren (bind 1) lykkes det først efter en uge at få svar fra Oluf, som har efterladt sin drage i det indtil da meget almindelige rækkehus, hvor Edvard bor med sin søster og mor. I mellemtiden har dragen spist søsteren kanin og ødelagt det meste af huset. Brandvæsenet må også en tur omkring huset, inden onkel Oluf får læst mail. Han undskylder med, at han ikke vil forstyrres i sin ferie. Han boede ikke på det hotel, han havde fortalt Edvard, fordi kokken dér var flyttet et andet sted hen. Oluf havde ”af en eller anden grund” ikke mors mailadresse. I det hele taget er onkel Olufs evne til at tale sig fra sin utroværdighed lige så fornøjelig læsning som de ulykker, hans drage laver.

En ulykke kommer sjældent alene, og i Dragepasseren på tur lægger Ziggy et æg, som udklækkes, mens onkel Oluf er på retreat i et yoga-ashram. Hans sind er rent, men han kan kun lejlighedsvist snige sig til at tjekke mails. Hos Edvard spidser situationen til, da far-dragen dukker op. Det ender dog godt med en flyvetur, hvor drageungen fik en tur på sin fars ryg. Edvard fik lov at flyve på Ziggy. Dragepasseren på tur har ikke den samme fremdrift i historien som de øvrige tre, hvor man lige skal læse den næste side, inden man lægger bogen fra sig.

Tredje bind i serien om Dragepasseren er Dragepasserens ø, hvor familien besøger onkel Oluf, som dog ikke er hjemme. Nøglen ligger ikke det aftalte sted, og de må kravle ind gennem et vindue. Edvard skriver: ”Mor spørger også, hvor dåseåbneren er? Vi har taget mad med, men ikke nok, fordi du sagde, at dine skabe var fulde af madvarer. Desværre er det alt sammen dåsemad. Jeg kunne sikkert godt åbne dem med en kniv, men det vil mor ikke give mig lov til, fordi det kræver en helikopter at komme til det nærmeste hospital.”

Citatet giver et indblik i bøgernes underspillede humor, hvor man kan læse rigtigt meget mellem linjerne. I samme bog besøger de Fiskemuseet i Yderflækkeren og få at vide, ”at det er den største turistattraktion i området. Det er nok meget spændende, hvis man godt kan lide fisk.”

Ved onkel Olufs hus finder de også Loch Ness-uhyret, og det kommer til en drabelig kamp mellem drage og søuhyre. Onklen vil naturligvis gerne hjem og se det, men landingsbanen i Ulaanbaatar lufthavn er dækket af is, og der kommer også andre forsinkelser til.

Det sidste bind i denne omgang er Dragepasserens slot. Mor er taget på yoga-retreat. Edvard og hans søster skal besøge deres far og hans nye kæreste, Beatrice. Der er bare det problem, at onkel Oluf ikke har hentet sine drager som aftalt. Med stor modvilje går Beatrice med til, at dragerne kommer med. Far og Beatrice bor på et slot, og de skal holde en stor nytårsfest. Det går naturligvis ikke helt som planlagt. 600 pindemadder til gæsterne bliver til dragemad, og en uheldigt efterladt kasse med fyrværkeri går i brand på grund af et dragenys.

Resultatet er, at slottet brænder ned til grunden, og de tre indlogerer sig på den nærliggende kro. Ikke Beatrice, som tog hjem til sin mor. ”Beatrice sagde undskyld til mig og Emilie for sit sprog, men jeg sagde, at det gjorde ikke noget, for vi har hørt det hele før, dengang mor og far blev skilt. Og værre endnu. Beatrice sagde, at far åbenbart ikke havde lært af sine fejltagelser, og så sagde han, at det havde hun ret i. Så var det, hun gik.”

Edvard håber at vinde kroens quiz-aften, for førstepræmien er 1000 kr., som ville være et tiltrængt tilskud til et nyt slot. Endelig skriver Oluf tilbage. En kort besked: ”Forsinket igen. Tager af sted nu. Ked af at gå glip af quizzen. O”

Bøgerne om Dragepasseren er ret korte, og hvert enkelt kapitel er en mail med brevhoved og evt. et ”vedhæftet” billede. Det gør serien meget velegnet til den læser, som ikke kan overskue at kaste sig ud i en stor tyk bog. Humoren i serien vil helt sikkert fange mange børn – og voksne!

Forlaget fortæller, at en mor blandt læserne har fremhævet bøgerne som “lette at læse for en dreng med læsevanskeligheder.”

Der er indtil videre skrevet otte bind af Dragepasseren. De fire er oversat og udgivet, og forlaget oplyser, at de næste to planlægges udgivet juni 2017.

Den store ordsprogsbog

Den store ordsprogsbogDen store ordsprogsbog

90 danske tegnere
Redigeret af Tove Krebs Lange
217 sider
Gyldendal 2016

 

 

Et overflødighedshorn! Mere præcist kan det ikke siges. Hver gang, man vender en side, kommer et nyt ordsprog, en ny illustration fra en ny tegner og en ny nydelse frem. Tove Krebs Lange har samlet det ypperste, Illustratorgruppen i Dansk Forfatterforening kan præstere. Som læser må man bare se og se. Det er som at spise en lækker dessert: Skulle øjet blive mæt, bladrer man en gang, og så kan man alligevel rumme lidt mere.

I faglig sammenhæng kan man anvende nogle af de aktiviteter, som bogen giver. Efter illustrationerne er der trykt kort, hvor man skal samle begyndelsen og slutningen af ordsprog. Har man et større kendskab til illustrationer af danske børnebøger, kan man også nørde med at gætte på, hvilke andre bøger der er illustreret af den aktuelle illustrator.

Har man lyst til selv at kaste sig ud i at illustrere ordsprog, kan man enten genbruge nogle af bogens eller kigge sidst i Den store ordsprogsbog, hvor der er flere ordsprog, som ikke blev illustreret.

JAGOO gav jeg en række eksempler fra bogen, for det er svært at beskrive så mangfoldig en bog, hvor man ikke kan vælge, hvad man vil fremhæve:

“Er det de farverige sider som Ida Gantriis’ flyvende, stikkende elefant, som viser, at man ikke skal “gøre en myg til en elefant?” Eller Kirsten Gjerdings hjerteskærende “Brændt barn skyr ilden?” Eller den absolut farverige husmor, som sagde “Renlighed er en dyd (…) og tørrede bordet med katten.”

Er det de små fine streger med Tea Bendix’ yndede motiv, musen, som ikke skal ”gå over åen efter vand”? Eller Anna Margrethes patchwork-hus, hvor “Nød lærer nøgen kvinde at spinde?” Eller Kamila Slocinska, som har sarte figurer med papnæb, fordi “Hver fugl synger med sit næb?”

Er det de finurlige fortolkninger som Hanne Bartholins “Han kan ikke se skoven for bare træer”, illustreret med hendes elskede elefanter? Eller Palle Bregnhøi, som lader ”Det skal smage af noget, sagde kællingen, så hun fes på kålen” illustrere af en fis så kraftig, at kålen bøjer sig i dens lys? Eller bageren, som er ved at drukne i dej i Bodil Carstensens illustration af “Slå ikke større brød op, end du kan bage.” Eller Stine Rintoft, som lader “Gammel kærlighed ruster ikke” illustrere af en kæmpe Nutella-bøtte!

Er det de mig ukendte ordsprog som ”Holder man tand for tunge, flyver ingen fluer ind og ingen tudser ud” eller variationer, jeg ikke havde hørt før: ”Naboens høns lægger altid større æg” og ”Andres køer har større yver”?”

En komplet liste over illustrerede ordsprog og deres illustratorer kan læses her.

Omslaget til Den store ordsprogsbog  er lavet i lækkert karton, og hvis man ønsker at se illustrationerne i A3, er de på turne på danske biblioteker. Januar 2017 på Kulturstation Vanløse, februar 2017 Dokk1 i Aarhus og marts 2017 i Ringkøbing. Kontakt selv bibliotekerne for præcise udstillingstider.

Tokolosh

TokoloshTokolosh

Lise Bidstrup
Illustrator: Birde Poulsen
232 sider
Carlsen 2016

 

 

 

 

Sofies mor er forsvundet i Afrika, muligvis ædt af vilde dyr. Nu tager hun med Far dertil. Far vil Ikke lede efter Mor, han vil vise Sofie, hvorfor Mor elskede kontinentet så meget. Det har Sofie ikke meget forståelse for. Alt er fremmedartet og eksotisk: “alt havde været så anderledes. Den trykkende varme. De mange mennesker. Kun sorte. Ingen hvide. Gad vide, om det var sådan at være fremmed i Danmark. At man følte sig ved siden af på grund af sin hudfarve?”

Hurtigt kommer der et magisk element ind i historien. Sofie lokkes ud i natten og bliver bidt af en leopard. Det gør, at hun forvandles til en vildhund, sådan on/off. I begyndelsen kan hun ikke selv styre det, men hun lærer hurtigt. Det viser sig, at hun også kan forvandle sig til andre dyr: bavian, myresluger og meget andet.

Nu bliver det Sofies opgave at finde den Tokolosh, som er årsagen til hendes forvandlinger (og mange andre menneskers lignende skæbne, viser det sig). En tokolosh er et magisk væsen med stor magt.

Den mystiske Dingi Robinson hjælper Tokolosh, og han har også noget at gøre med krybskytterne, som ikke alene truer de vilde dyr men også Sofie og de mennesker, hun rejser med. Det gør Far utryg, og han ønsker at sende Sofie hjem i sikkerhed i Danmark. Nu har hans datter imidlertid fået en god grund til at blive i Afrika, og hun må bruge list (og løgn) for at slippe for hjemsendelse.

Fortællestemmen ændrer sig i den del af Tokolosh, hvor Sofie er forvandlet til en flue. Hun ser derfor tingene fra et andet perspektiv – helt bogstaveligt. En lille nørdet detalje, som giver afveksling i historien. Også på andre måder udfordrer sproget. Der er mange ord, som knytter sig til Afrika: game drive, safarijeepen, overraskelsesangreb, krybskytter og ranger. Nogle af dyrene kan også være fremmede for barnet (og den voksne læser), men så har man jo en anledning til at slå det op og bliver beriget.

Tokolosh er såkaldt magisk realisme, hvor en helt igennem realistisk verden er tilføjet nogle få magiske elementer. Der er mange lighedspunkter mellem Astrid Lindgrens Mio, min Mio. Sofie deler det lidt naive syn, som blandes med en klogskab, som ikke er tom viden, med Mio. Hendes afsluttende opgør med Tokolosh har også referencer til Mios kamp mod ridder Kato. Hvor ridder Kato har en jernklo, kan Tokolosh bl.a. kendes på en kæmpe tissemand(!), som ikke hjælper ham.

”På en eller anden måde havde han fået fat i en gren, som han slog løven [Sofie i forvandling, red.] over snuden med. Smerten jog gennem hele kroppen, og Sofie slap sit greb. Tokolosh var udmattet af hendes angreb i dyreskikkelse. Nu var det menneskets tur. Kun et menneske kunne dræbe Tokolosh. I samme bevægelse, som hun skiftede skikkelse, slyngede hun sin hånd fremad mod Tokolosh brystkasse. Forvandlingen til menneske var fuldført, da hendes hånd brød gennem hans papirtynde hud lige ved solar plexus. Han kiggede op med et forvirret blik (…) I det samme var det, som om Tokolosh faldt fra hinanden. Den krop, der var blevet holdt i live af sangomaens sorte magi, gik i tusinde stykker, der, da de ramte jorden, blev til en fint, rødligt pulver.”

På den måde har det gode endnu engang tilintetgjort det onde. Sofies liv bliver normalt og dermed godt igen. Tokolosh er en bog, man lægger fra sig med et dybt suk, som kommer af en tilfredshed med at have haft en dejlig oplevelse.

JAGOO skrev jeg bl.a.: “Citatet viser det smukke sprog, som Tokolosh er skrevet i. Det viser ikke de fine og udtrykfulde tegninger, som følger med, rundhåndet strøet ud over kapitlerne i et antal på ca. 50. Og så antyder det, at sproget også kan være vanskeligt af og til. Jeg lærte et par nye ord undervejs, og børn vil blive beriget med ord som bl.a. game drive, safarijeepen, overraskelsesangreb, krybskytter og rangerne. Desuden er der nok nogle af dyrenavnene, som lige kræver et opslag på nettet. Det er en fin anledning til at åbne en verden for læseren: Den afrikanske verden, som den er beskrevet her.

Tokolosh er fortalt gennem Sofies oplevelser, men et sted ændrer fortællestemmen sig, fordi Sofie forvandler sig til en flue og derfor får et andet perspektiv. Det er en lille detalje, som bryder fortællingen og forstyrrer tilpas.”

Lise Bidstrup og Birde PoulsenDet fine samspil mellem forfatter og illustrator er et stort plus ved Tokolosh. Lise Bidstrup og Birde Poulsen har været på en fælles rejse til Afrika for at researche. Her ses de ved et af de ca. 50 illustrationer marts 2016 ved et foredrag til Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmarks generalforsamling. Det er Lise Bidstrup til venstre og Birde Poulsen til højre.

Som både citater og tegningen antyder, er der ikke meget politisk korrekthed i Tokolosh. Det er fortalt gennem barnets undrende øjne og med de tanker, der falder Sofie ind for at beskrive det. Hun ser f.eks. ”et par dovne medarbejdere (…) en anden tullede rundt med en kost, der skubbede skidtet omkring til nogle andre hjørner, og damen ved skranken sad og læste i et magasin.”

 

Bring en ting

Bring en tingBring en ting

Karen Filskov
32 sider
Gyldendal 2016

 

 

 

 

Bring en ting er mere end en 2’er til Skoven fra oven fra året før. Karen Filskov har leget mere med farverne i trykket og givet sig friere rammer med de grafiske virkemidler. Til gengæld har hun videreført ideen med at lade skriften danne de emner, teksten beskriver i et poetisk og finurligt sprog.

Denne gang er det hverdagsting. Udvalget (og det visuelle udtryk) efterlader dog et lidt gammeldags indtryk, som inspirerer til at læse bogen langsomt. Det fortjener den også.

“Nogle eksempler på sjove detaljer: En side fortæller om solbriller. Teksten er skrevet med hvid skrift, som danner et par briller – og med sort skrift, som danner glassene. En anden side er om en lommeregner, hvor solcellerne er gulligtgrønne i den sorte lommeregner. Kontakter er hvide bortset fra on/c-knappen, som er orange. Meget godt tænkt.

Det lidt gammeldags udtryk ses både rent grafisk og i valget af f.eks. ”myren” som stol. Det kan være svært for et barn at se, at det er en stol, hvis der ikke lige står et eksemplar af Arne Jacobsens 1950’er-design i nærheden eller derhjemme. Pengekatten på en anden side kan også være svær at aflæse, men så har man jo mulighed for at tale med barnet om, hvad det er.” (Fra min boganmeldelse på JAGOO.)

Et eksempel på resultatet af det detaljerede nørkleri er siden om cyklen. Den hvide tekst former to hjul, som bliver brudt af det sorte stel. I krydspunkterne optræder bogstaverne som i en krydsogtværs og indgår i flere ord på en gang.

Både Bring en ting og forgængeren kan fremkalde undren hos det bog(stav)fortrolige børnehavebarn. Ældre børn kan blive inspireret til selv at lave tekster, som danner former og figurer. De fleste vil næppe falde for bogens charme, men for enkelte børn kan det blive en absolut favorit.