Kategoriarkiv: Børnebog

Sondemad og flødeboller

Sondemad og flødebollerSondemad og flødeboller

Malene Gerd Petersen
168 sider
Special-pædagogisk Forlag 2017

 

 

15 fortællinger om at være søskende til et menneske med handicap. Det er der kommet en meget personlig og meget mangfoldig bog ud af. Ved at lade familien tale kommer forfatteren meget tæt på, og som læser kan man ikke undgå at blive rørt.

8-årige Barbara fortæller f.eks.: ”I 2. klasse fandt jeg selv på, at jeg ville holde et oplæg om min søster i klassen. Så kunne jeg også forklare de andre, hvorfor hun ikke går på samme skole som mig. Måske skulle man holde sådan et oplæg lidt oftere, for det er ikke så nemt at huske det for de andre, når de ikke er i familie med hende.”

Anna på 9 år forklarer sin søsters adfærd på denne måde: ”Hun er ligesom et glas under en vandhane, når hun er fyldt op med indtryk, så løber det over, og hun reagerer med uro og skrigeri, indtil vi ’tømmer glasset’ for hende, for det kan hun ikke selv.”

Sproget i Sondemad og flødeboller er meget voksent. Det er muligt, at børnene modnes hurtigt af at have en søskende med handicap, men teksten virker redigeret, og gør de ellers medrivende fortællinger lidt utroværdige, og det er ærgerligt.

Læseren får indblik i, hvad det betyder for den enkelte at være en del af den familie, de er. Mikkel på 10 omtaler legen med sin bror på den måde, at ”jeg leger mest for ham og ikke så meget med ham.” Et andet sted hører vi, at forældrene har en stor udfordring, men at det også er en stor sorg for det raske barn. Man bliver storesøster/-bror, også for den ældre søskende med et handicap. Derfor har det stor betydning at have en aflastningsfamilie for de raske børn. Det er et af de få konkrete forslag, som bogen giver til at lette tilværelsen for fortællerne. Et andet råd er at mødes med andre søskende i patientforeninger.

Det betyder meget at forstå, hvorfor broren/søsteren handler anderledes end andre. Et af børnene har fået den forklaring af sin mor, at ”vi alle sammen har en masse computere oppe i hjernen, og mange af Peters computere ikke kunne tændes.”

Mange af de søskende, vi møder i bogen, tager sig voldsomt sammen for at være en god søster eller bror for dem med handicap. Nogle omtaler enten sig selv som en ekstra voksen, eller også står det mellem linjerne. Enkelte familier består endda af flere med f.eks. ADHD, så bliver det et ekstra stort pres.

Udfordringerne til trods møder vi primært søskende, som ser glæden i deres familie. Og glæden til trods er de velovervejede omkring, hvad det gør ved dem selv. Christian fortæller, at måske har brorens handicap gjort ham mere ”målrettet, seriøs og moden,” og vi hører også, at det er nemmere at være social på nettet, for ”så er jeg sikker på, at mine verdener ikke blandes sammen, og jeg kan bare være mig selv.” Netop det med at være sig selv kan være svært. ”Vi er fem personer i denne familie, men næsten alle hensyn tages til én person,” som Johanne på 16 udtrykker det. Hun fortsætter: ”På en måde er jeg på overarbejde i mit eget liv. Hvornår kan jeg gå ned i tid?”

Forestillingen om to verdener ses i flere af fortællingerne. Man har én verden i skolen og/eller på arbejde, mens man har en anden verden som pårørende/familiemedlem.

Det er ikke kun børn, som kommer til orde. Karina på 54 fortæller, at hendes mor døde tidligt, så hun som søster til en handicappet bror var i en dobbelt speciel situation. Kapitlet følger hendes barndom og ungdom, indtil hun stiftede sin egen familie. Hun har været igennem en proces med at sige fra overfor den rolle, hun blev tildelt som søster til et menneske med handicap. Det er en opbyggelig historie, som de øvrige bidragsydere efterlyser. Netop på grund af Karinas alder fremstår hendes beretning særligt autentisk, der er overensstemmelse mellem hendes alder og sproget i teksten.

Den sidste beretning i bogen er Yrsa på 64 år. Hendes udviklingshæmmede bror døde som 60-årig, og hun har derfor et langt liv som pårørende at bygge sin fortælling på. Hun reflekterer over, hvordan hendes tilværelse og værdier har formet sig efter brorens handicap.

Bagerst i Sondemad og flødeboller er der ti sider, hvor man kan skrive sin egen historie som søskende eller på anden måde bekendt med handicap. Det er nok primært tænkt til brug i familier, men er absolut også anvendeligt i pædagogfaglig sammenhæng.

Boganmeldelsen er også bragt på Pædagogen.dk.

Makirullen der ikke ville makke ret

Makirullen der ikke ville makke retMakirullen der ikke ville makke ret

Kathrine Assels
Illustrationer: Josephine Kyhn
32 sider
Jensen & Dalgaard 2016

 

Med undertitlen ”og andre lejlighedsrim” er der lagt op til, at der både er alvor og sjov gemt mellem linjerne. Og det løfte bliver holdt, når læseren får et indblik i beboerne i de tolv lejligheder (deraf undertitlen) i nr. 20 på den vej, som ses på bogens forsats.

Makirullen der ikke ville makke ret er en af de bøger, man ikke kan være helt sikker på er skrevet til børn – og som mange børn vil elske. Vi møder ”bedemanden Åge, der er helt tosset med toge”. Faktisk så vild, at han hellere ville være mekanisk og lille end være bedemand. (Og så skidt med, at ”toge” ikke er helt korrekt, bare det rimer!)

Hr. og fru Bruun har en udstoppet ørn som erstatning for det barn, de aldrig fik. I samme opgang bor til gengæld rugemoren Rikke, som elsker at være gravid, men skal give børnene bort efter fødslen:

Babyer, hun ikke selv skal have,
får lov at vokse i hendes mave.
Små bitte sjæle hun passer på,
for dem som ikke selv kan få.

Vi møder også ”frøken Johnna V. Sand, som vist nok egentlig er en mand.” Her supplerer illustrationerne med det, teksten ikke fortæller med sikkerhed: På det ene billede ser vi en skikkelse med langt blond hår kigge i spejlet, som viser en skaldet mand. På et andet billede er det en skaldet mandsperson, som i spejlet møder en blondine med bryster. Johnna V. Sand drømmer om at blive gift med rigmanden Keld, som bor på etagen oven over. Hans savn knytter sig til konen, som druknede i en kæmpe bølge i Thailand. Enkemanden har købt en dukke til trøst. Den kan både blinke og sukke.

Titlen Makirullen der ikke ville makke ret kommer af den tidligere japanske kok, som netop på grund af sådan en makirulle gik amok med knive og derfor blev fyret. Kun hans kone kan få ham til at falde ned igen. Faldet ned er deres naboer til gengæld. Et par, hvor forelskelsen er skiftet ud med fejlfinding og skænderier, så de er endt med bare at holde mund for ikke at hakke på hinanden.

Lars i 4. th. har sit hyr med en fætter, som har slået sig permanent ned i lejligheden. Lars prøver alt for at komme af med fætteren, hvilket er dårlig karma, for Lars er selv gammel bz’er. I den sidste lejlighed, vi bliver budt indenfor i, bor børnebogsforfatteren Birthe-Bente. Hun har bare det problem, at hun har så mange dårligdomme og så mange ideer i hovedet, at hun slet ikke har haft tid til at skrive andet end sit testamente.

Hvis man kigger nærmere efter, spiller de forskellige lejligheder faktisk rigtigt godt op til hinanden. Man kommer til at tænke på, hvordan andelsforeningens eller ejerforeningens møder ser ud. For slet ikke at tale om festerne, hvis de har sådan nogle. Slagtersvenden Søren kan i hvert fald ikke deltage, for han har spist så meget, at han ikke kan klare trapperne mere. Makirullen der ikke ville makke ret er en hyldest til forskelligheden og viser både fordelene og ulemperne ved ikke at være som alle andre.

Børn og voksne vil elske både de mundrette rim og de lige så skøre illustrationer, som man kan gå på opdagelse i og finde flere enkeltheder om beboerne i lejlighederne. Pressemeddelelsen kaldte det ”socialrealisme som møder ’alle børnene’-vittighederne”, og det er ikke skudt helt ved siden af. Kan man tåle sort humor, tager man trappen op og ned flere gange. Kan man ikke, så må man nok hellere vente udenfor døren!

Få et glimt af illustrationerne og hør en af sider oplæst i videoen.

Anmeldelsen har også været bragt på Pædagogen.dk.

Din kreative hjerne

Din kreative hjerneDin kreative hjerne

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2018

 

 

Kreativitet er en vigtigt færdighed. Dette lille hæfte handler om, hvordan man skaber ideelle forhold for kreativiteten, og hvad man gør for at holde fast i de ideer, man får. Læseren bliver opmuntret til at afprøve ideer – for selv om de i første omgang skulle virke mislykkede, kan de i længden give ny næring til kreativiteten.

Du kan fastholde noget i arbejdshukommelsen i 20 sekunder. Derefter forsvinder ideer, hvis de ikke bliver skrevet ned. Man kan også gøre andre ting for at huske, f.eks. lege med ideerne eller lave rim eller remser.

Man kan ikke bare beslutte at være kreativ. Tværtimod vil ideerne lade vente på sig, hvis man er alt for fokuseret på at presse dem frem. Din kreative hjerne anbefaler i stedet at går en tur eller lave noget andet, for så kommer nye ideer til det, man var gået i stå med. Ideerne myldrer også frem, lige før og lige efter man sover.

Mange meget gode ideer er opstået ved fejl. F.eks. blev penicillin opfundet, da nogle bakterier i et forsøg ved en fejl blev blandet med snavs. Velcro blev opfundet, fordi burrer sad fast på en mands tøj.

I Din kreative hjerne præsenterer Anette Prehn sin model med ”grøn cirkel” og ”rød cirkel”. Den grønne cirkel indeholder alt det, du kan påvirke. Det er her, dit fokus bør være. Den røde cirkel har du ikke indflydelse på, så det er spild at bruge energi på den. Modellen er god at have for øje, men den virker lidt udenfor kontekst i et hæfte om kreativitet.

På en af de sidste sider er der en tjekliste med syv punkter, som kan booste læserens kreativitet. Tjeklisten opsummerer dels indholdet i Din kreative hjerne, dels det meste af Anette Prehns forfatterskab de seneste år. På listen er alt fra at skabe plads i arbejdshukommelsen over at sende den indre dommer på ferie til at prioritere søvnen.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om ”hjernesmart pædagogik” og lignende begreber. Din kreative hjerne er syvende titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på www.hjernesmart.dk.

Boganmeldelsen er også bragt på Pædagogen.dk.

Tag nye billeder med hjernen

Tag nye billeder med hjernenTag nye billeder med hjernen

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2018

 

Drillerier og mobning kan tage mange former, og det kan være svært at reagere hensigtsmæssigt, når man bliver udsat for det. F.eks. bliver Sofia kaldt en blåhval, og det gør hende naturligvis ked af det. Hendes far hjælper hende videre ved at pege på, at en blåhval er god til at svømme – og meget klog. Sofias far har hjulpet hende til at tage et nyt billede med hjernen.

Amygdala har en særlig evne til at kapre hjernen, så man sidder fast i en måde at betragte verden på. Som forsvar mod det benytter Sofia sig af refraiming, som bl.a. benytter sig af ”De fem fingre”, som symboliserer fem måder at refraime på:

1) Man kan søge efter gaven eller fordelen i en situation. 2) Man kan benytte situationen til at blive mindet om sine værdier. 3) Man kan se situationen fra en anden persons side. 4) Man kan lege med tanken om, hvad en superhelt ville gøre i den samme situation. 5) Man kan se problemet i et større perspektiv: Er det egentlig så vigtigt?

Tag nye billeder med hjernen giver eksempler ud over det med Sofia og blåhvalen. De fem måder bliver sat i spil ved dagligdags situationer som utilfredshed med sit udseende eller en mobiltelefon, man ikke kan finde. Fordelen ved at koble dem op på de fem fingre er, at man altid har hånden med sig, så det kan blive en hjælp til at huske metoden.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om ”hjernesmart pædagogik” og lignende begreber. Tag nye billeder med hjernen er sjette titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på www.hjernesmart.dk.

Boganmeldelsen har været bragt på Pædagogen.dk.

 

Giv hjernen plads til udvikling

Giv hjernen plads til udviklingGiv hjernen plads til udvikling

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2018

 

 

Hvordan giver man hjernen plads til udvikling? Anette Prehn giver et særdeles udmærket bud gennem ”Midlertidighedens sprog”: Man giver hjernen plads til udvikling ved at sige: ”Jeg kan ikke … endnu”. Eller ved at bruge udtryk som ”for øjeblikket” og ”i denne fase”. På den måde gør man sig klart, at færdigheder kan udvikles. Det vidunderlige er, at man samtidig er med til at give udviklingen bedre muligheder.

I Giv hjernen plads til udvikling udtrykkes det sådan: ”Når først du har besluttet dig for at se en situation på en bestemt måde, så begynder hjernen at lede efter beviser på, at du har ret.” Derfor handler det om at træffe de rigtige beslutninger og overbevise hjernen om, at den skal lede efter det, du ønsker dig.

Man kan med andre ord vælge, om man vil lyse på det, man mangler – eller lyse på det, der skal til for at ændre noget. Underforstået, at det sidste giver de bedste betingelser for udvikling.

Læseren får et lille tip til at kunne følge sin egen udvikling: Man kan sætte små sedler i bøger, når noget er svært. Husk dato, så man kan kigge tilbage og glæde sig over det fremskridt, man har gjort. Det er en meget lavpraktisk måde. Pædagogen kan hjælpe også yngre børn ved at minde dem om, hvad de tidligere skulle have hjælp til. ”Kan du huske, da du startede i børnehaven? Dengang skulle du have hjælp til …”

Det kræver øvelse at blive god til at give hjernen plads til udvikling. En muskel bliver stærkere, jo mere man træner den, og sådan er det også med tankemønstre. I Giv hjernen plads til udvikling er der små eksempler på hverdagssituationer, hvor man med fordel kan give sig selv større et skulderklap for at prøve noget svært og minde sig selv om, at det er i orden ikke at kunne tingene fra dag 1.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om ”hjernesmart pædagogik” og lignende begreber. Giv hjernen plads til udvikling er femte titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på www.hjernesmart.dk.

Boganmeldelsen har også været bragt på Pædagogen.dk.

Tvekamp

TvekampTvekamp

Frank Madsen
Illustrationer: Sussi Bech
64 sider
Eudor 2017

 

 

I Grødby kæmpes en intergalaktisk kamp. På den ene side står rumpigen Stella, hendes far og Igor, hjulpet af Gustav og Raketbroderskabet. På den anden side står den onde stedmoder Xenia og rumskurken Beriah, hjulpet af Hell Boyz og en gris! Begge parter har diverse robotter og andet rum-isenkram til hjælp. I seriens syvende bind bliver der skudt med skarpt, og bogen slutter med, at Xenia gør klar til at sætte næsten hundrede endnu ikke færdigudviklede robotter ind mod sine modstandere.

Tvekamp fortsætter galskaben, hvor seriens sjette bind, Xenia, slap. Robotten R-34 og grisen Svein er mødt op hos Stella, hjulpet godt på vej af Isabella-Victoria, som ser den nye pige som en konkurrent til titlen som den smarteste pige i klassen, ja i hele Grødby og omegn. Stella er ikke hjemme, og Igor gennemskuer de forklædte gæster.

Gustav og Stella er fanget i militærbunkeren sammen med deres lærer, hjemmeværnsmanden Dynamit-Jens. To andre medlemmer af Raketbroderskabet, Simon og Benjamin, skændes om at være først til at prøve de spændende maskiner, de finder. På vejen ud bliver de mødt af to robotter, som ikke har fredelige hensigter.

På kommunen er nettet og telefonerne blevet afbrudt, og borgmesteren kan ikke se tv. Imens fikser Stellas far det rumfartøj, Beriah er kommet med. Den naive generalmajor P.G. Löwenberg hjælper ham, men kan ikke forhindre Beriah i at overfalde Stellas far – og kan heller ikke forhindre, at rumskibet letter med de to aliens.

Som skærende kontrast til alle disse handlende mennesker, aliens og robotter står Prins Xgarn, som er Xenias søn. Han gider ikke alle sine mors planer om at overtage verdensherredømmet og vil hellere sove længe.

Igor og Stellas far får på hver deres måde vendt situationen med brug af laser-våben. Igor fanger Svein og R-34 i en mintgrøn geléblok, mens Stellas fra uskadeliggør en robot ved at kapsle den ind i is.

Imens overvåger Xenia slagets gang. Hun kan se, at krigslykken har forladt hende og griber til et våben, som hun i strid med reglerne har taget med fra sin hjemplanet. Og her slutter Tvekamp og lægger dermed op til en spændende fortsættelse i Klapjagt, den næste bog i serien om Gustav og Raketbroderskabet.

Tvekamp er, som trofaste læsere kender serien fra de øvrige bøger, som skal læses i rækkefølge: Der er action og humor i den gennemillustrerede rumgyser om en lille by, som oplever store omvæltninger, da den får besøg fra det ydre rum. Sidst i bogen er der faktasider og forslag til egne aktiviteter, denne gang meget passende om laser og dødsstråler.

Boganmeldelsen har også været bragt på Pædagogen.dk.

De tidligere bind i serien omtales her.

Sov dig til en bedre hjerne

Sov dig til en bedre hjerneSov dig til en bedre hjerne

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2017

 

 

Søvnen er din hjernes opvaskemaskine. Mens du sover, får du renset ud. Derfor er det vigtigt, at hjernen får lov at ”køre programmet” færdigt, så der ikke hober sig snavs og affaldsstoffer op.

Hver dag danner hjernen nye forbindelser mellem hjerneceller. Flere end du i længden har kapacitet til. I løbet af natten forsvinder derfor de forbindelser, du har allermindst brug for. På den måde bliver du klar til at etablere nye forbindelser næste dag. De vigtigste forbindelser sker der ikke noget med i løbet af natten, for hjernen har et princip: Brug det, eller mist det (use it or lose it). Derfor er det kun de svageste forbindelser, som forsvinder – hvis du altså sover nok til, at det kan ske.

De første par år af et barns liv er der særligt gang i produktionen af nye forbindelser i hjernen. Derfor er der også brug for ekstra god tid til oprydningen, mens man sover. Det gentager sig i puberteten. I puberteten kan man styrke fremtidige muligheder ved at opbygge tilsvarende hjerneforbindelser. Anette Prehn bruger sammenligningen med at træde nye stier i skovbunden (et billede, hun har genbrugt fra første hæfte i Hjernevenner-serien).

”Får du læst bøger – og dermed styrket din læse- og fokussti? Får du dyrket sport – og dermed lagt nogle gode bevægelsesstier ud i hjernen? Er du både sammen med mennesker, der betyder noget for dig og rører dit hjerte, og får du brugt tid alene, så du lærer at holde af dit eget selskab? Får du spillet et musikinstrument, talt forskellige sprog eller lavet arbejde med dine hænder – og dermed stimuleret din hjerne på forskellige måder?”

Fordi udviklingen af nye forbindelser eksploderer i puberteten, er søvnen særligt vigtig for teenagere, men det gælder for alle, at god søvn gavner trivslen. Der henvises til forskning, som viser en lang række uønskede følger hos børn og unge, som sover for lidt. Budskabet i Sov dig til en bedre hjerne er, at du er det værd at få sovet nok.

For det nutidige menneske er der kommet en ny trussel mod en god døgnrytme og dermed en god søvn: Det blå lys fra tv-skærme og især mobil og andre bærbare skærme. Det blå lys dæmper produktionen af hormonet melatonin, som regulerer din døgnrytme. Melatonin-produktionen øges, når det er mørkt, og her forstyrrer lyset fra skærmene.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om ”hjernesmart pædagogik” og lignende begreber. Sov dig til en bedre hjerne er fjerde titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på www.hjernesmart.dk.

Gør hjernen til en medspiller

Gør hjernen til en medspillerGør hjernen til en medspiller

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2017

 

Man burde give dette hæfte til alle børn, samtidig med at man siger: ”Opgaven slutter med, at du laver en fremlæggelse.” På den måde kunne man vende skrækken for fremlæggelsen til en overskuelig delopgave på linje med at søge viden og finde egnede billeder.

Mange børn (og voksne med) har en tendens til at tale sig ned i et hul. De fokuserer på de ting, som kan gå galt. Og hjernen samarbejder. Det gør i dette tilfælde hjernen til en modspiller. Gør hjernen til din medspiller viser en vej op af hullet. Eller rettere flere veje:

Når man bruger sætninger med ”ikke”, overhører man det lille ord. Peter Pedal bliver brugt som eksempel, for manden med den gule hat siger til Peter Pedal: ”Lav nu ikke ballade!” Hjernen lægger primært mærke til ordet ”ballade”. Det samme sket, når man tænker: ”Bare jeg ikke bliver nervøs,” men man kan også komme på vildspor uden at bruge ”ikke”.

Når man siger: ”Hvad nu, hvis jeg siger noget forkert?”, er det ordet ”forkert”, man lægger mærke til. Vejen frem er at tale sig selv op. Gerne med at nævne sit eget navn og i tredjeperson. ”Det skal nok gå, Bjarne, du kan!” Gerne suppleret med minder fra lignende situationer, hvor det gik godt.

Hvis du alligevel går i stå undervejs, kan du f.eks. have en konkret genstand med, du kan tage frem og fortælle om. Den hjælper dig til at huske, hvad du ville sige. I andre tilfælde kan det være nok med en tegning eller endda bare et stikord.

Anette Prehn holder selv mange foredrag og bruger udtrykket ”at have tillid til tomheden”. Det værste, man kan gøre, er at fylde arbejdshukommelsen med panik: Hvis man fokuserer på, at det er pinligt, at man måske ikke kan komme videre og at der sidder nogen og venter, så hjælper det ikke. Derimod kan man trække vejret dybt, lukke øjnene et øjeblik og sige nogle af de gode sætninger, som hjælper én i gang igen. Der er endda en liste med gode sætninger i hæftet.

Der er henvisninger til de to foregående hæfter i Hjernevenner-serien, men man kan sagtens læse Gør hjernen til din medspiller alene.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om ”hjernesmart pædagogik” og lignende begreber. Gør hjernen til din medspiller er tredje titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på www.hjernesmart.dk.

Bliv ven med hjernens amygdala

Bliv ven med hjernens amygdala

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2017

 

Amygdala er hjernens alarmcenter, som får dig til at reagere hurtigt, hvis der f.eks. opstår en farlig situation i trafikken, eller hvis en hund gør ad dig. Desværre virker amygdala også, når der ikke er fare på færde. F.eks. hvis du møder en fornærmelse, utilsigtet eller ej. Du kan lære at se amygdala som en vej, selv om den også nogle gange laver fejl.

Det uperfekte bliver ikke gemt væk i Bliv ven med hjernens amygdala. Der er ikke noget, som er forkert. Anette Prehn forklarer, hvorfor det er godt at have en aktiv amygdala, også selv om den lukker ned for pandelapperne. Pandelapperne hjælper med at se situationen fra flere sider, og det kunne ellers være godt i en konflikt.

Amygdala genkender mønstre, så du kan reagere hurtigere på en fare. Desværre er den ikke ret god til det. En case fortæller om Jakob, som bliver gjort til grin pga. en tegning, han har lavet. Derfor går han helt i stå med at tegne. Han bliver sort/hvid (undskyld ordspillet), så enten er han god til at tegne eller også kan han slet ikke. Da han har oplevet at blive til grin, hælder han til det sidste.

I sådan en situation kan pædagogen hjælpe Jakob ved at gå en omvej. Jakob kan f.eks. tegne med kridt på vejen (det genkender amygdala måske ikke) for senere at klippe-klistre, så lave vejskilte osv. Og pludselig tegner Jakob uden at have forbundet det med den negative oplevelse med tegningen tidligere.

Andre forslag er vejrtrækningsøvelser eller blot det at tale om oplevelsen. Det hjælper endda at tale med sig selv om en negativ oplevelse, hvis man sætter de rette ord på den: Dér blev jeg godt nok bange, selv om hunden var bag et hegn.

Fra tidligere bøger har forfatteren genbrugt et såkaldt amygdala-termometer, som beskriver, om man er i ro eller er gået i baglås og panik og graderne derimellem. Også en amygdala-flaske med vand og glimmer, som symboliserer ens sindstilstand, er genbrug. Her bliver det forklaret, så også barnet kan være med.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om hjernesmart pædagogik og lignende begreber. Bliv ven med hjernens amygdala er anden titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på www.hjernesmart.dk.

Stierne i hjernen

Stierne i hjernen

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2017

 

 

Når du går den samme vej gennem skovbunden flere gange, tramper du en sti. Første gang forsvinder den hurtigt. Det samme sker, hvis du nøjes med to, tre eller fire gange. Men går du den samme vej hver dag, får du en tydelig sti. Det samme sker i hjernen i den lille handy bog i serien Hjernevenner.

Hjernen ændrer sig hele tiden. De områder, du bruger meget, udvikles. De områder, du ikke bruger, afvikles. Brug det eller mist det, som Stierne i hjernen beskriver det. Et andet begreb er fremtidståge, som beskriver, hvad der sker, når du ikke kan se relevante handlemuligheder. Det er her, pædagogen skal træde til og guide.

Fremtidståge er en helt almindelig og normal oplevelse. Der er ikke noget galt i at gå i baglås, men du kan øve sig i at komme videre, når det sker. Anette Prehn foreslår, at du tænker tilbage på lignende situationer. Her kan du måske finde frem til det, som kan hjælpe dig videre.

I bogen er et eksempel med Holger, som går i baglås, da han skal i sommerhus med hele familien (en halv snes mennesker). Da han bliver mindet om søen og fugletårnet, letter fremtidstågen, og han får en god weekend. Nogle gange ligger lignende situationer fjernere. Måske har Holger kun erfaringer fra andre sommerhuse at bygge på. Måske har han aldrig været i sommerhus, men har prøvet at overnatte hos bedsteforældre.

Dermed kan du tage det bedste med fra din fortid til at møde og tackle din nutid og fremtid med oprejst pande. Sejt, ikke?

Holger har mærket nervøsiteten. Nervøsitet kan også bruges positivt. F.eks. nævner Stierne i skoven, at sportsfolk vender nervøsiteten til noget positivt, fordi det får pulsen op, som kan være en fordel.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om hjernesmart pædagogik og lignende begreber. Stierne i hjernen er første titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på her.