Tag-arkiv: 15 år

Silas og den sorte hoppe

Silas og den sorte hoppeSilas og den sorte hoppe

Cecil Bødker
177 sider
Gyldendal 2017

 

 

Det er 50 år siden, den mærkelige dreng kom sejlende ind i dansk børnelitteratur og var med til at forandre måden, børn kunne opføre sig på. Han tog kampen op mod den uretfærdighed, voksne mødte ham med, og resultatet blev en spændende, grusom og til tider humoristisk bog.

Som handlingen skrider frem, får vi mere og mere at vide om Silas: Han er 13 år og kommer fra en lille gruppe gøglere, hvor hans mor er linedanser. Han ville gerne ride på heste som Carlo, men sabelslugeren Phillip havde tænkt sig at give sin kunst videre til den genstridige dreng uden hverken far eller efternavn. På sin flugt måtte Silas kæmpe med (og mod) mistænkeliggørelse og svig. Det lykkedes ham i første omgang at vinde den sorte hoppe i et væddemål med hestehandleren Bartolin, men i en landsby blev han bedøvet og forsøgt slået ihjel.

Landsbyen smed den bedøvede Silas på en pram og lod ham sejle videre. Silas vågnede og begav sig på vej tilbage til landsbyen for at få sin hest igen. Undervejs mødte han først den blinde Maria og senere den halte Ben-Godik, som begge skal komme til at spille en stor rolle i de kommende bøger. Indtil videre er det primært Ben-Godik, som spiller rollen som hjælperen. Også han har et ønske om at være noget andet, end de voksne har tænkt sig: Han vil hellere blive træskærer end geder. Også han har mistet sin far.

Ben-Godik er på ét punkt Silas’ modsætning. Hvor Silas er løbet væk for at tage sin skæbne i egen hånd, gør Ben-Godik, hvad han får besked på, men laver sine træskærer-arbejder ved siden af og får en i landsbyen til at sælge dem uden at fortælle, hvem håndværkeren bag i virkeligheden er. ”Silas grundede over forskellen,” fortælles det.

Sin høje alder til trods fremstår sproget i Silas og den sorte hoppe relativt friskt. De svære ord er ofte forbundet med det håndværk, der fortælles om. Til gengæld er fortællestemmen ofte morsommere, end jeg husker den fra 1970’erne, hvor jeg første gang mødte Silas. Det er med til at gøre den ellers noget dystre historie meget læseværdig. F.eks. i scenen, hvor Silas prøver at lokke noget mad ud af Bartolin:

Jeg har ingenting fået siden i forgårs.
Drengens stemme var fjern på samme måde som øjnene.
Kommer det mig ved måske? Havde du tænkt jeg skulle give dig noget?
Ja, sagde drengen uden at smile.

Silas tænker tilbage på tiden med gøglerne, hvor han havde bidt Phillip i fingeren, så han ”havde udstødt et brøl og hoppede rundt på ét ben.” Man ser det for sig, det er helt Ole Lund Kirkegaardsk!

Handlingen springer frem og tilbage i tid, men vi når til den store finale, hvor landsbyen, Bartolin, gøglerne, Ben-Godik, Maria og Silas selv mødtes, og hvor det lykkedes Silas og Ben-Godik at flygte med den sorte hoppe.

Silas og den sorte hoppe har en alvorlig historie som f.eks. Paw og Paw i urskoven havde det i Torry Gredsteds bøger fra hhv. 1918 og 1932, men Silas får et helt andet skulderklap for sit opgør mod voksne autoriteter, end hans forgænger gjorde. I dag virker Silas nok ikke nær så revolutionær, som han gjorde i 1967. Når han siger lige ud, at han ikke har lyst til at muge ud blandt hestene som betaling for mad, vil mange 2017-børn nok snarere genkende sig selv end blive forskrækkede over den flabethed, som scenen muligvis var eksempel på dengang. I de seneste 50 år er der skrevet mange bøger, som står på skuldrene af Silas og den sorte hoppe, og nogle af dem har også overgået den. Men den – og de følgende 14 bind af serien om Silas – kan sagtens læses den dag i dag.

De fem storeMed kort mellemrum udkom fem børnebøger, som skulle vise sig at blive klassikere og sætte kursen for dansk børnelitteratur fremover. Lille Virgil var den første bog den 12. september 1967, og den fik snart følgeskab af Snøvsen og Eigil og katten i sækken, Silas og den sorte hoppe, Halfdans ABC og Cykelmyggen Egon.

 

Boganmeldelsen er også udgivet på Pædagogen.dk.

 

Lige her + Lige nu

Lige her + Lige nuLige her + Lige nu

38 europæiske forfattere
37 europæiske illustratorer
550 sider
Gyldendal 2017

 

 

To novellesamlinger viser mangfoldigheden af europæisk børnelitteratur. Det er en noget rodet affære med enkelte perler imellem.

Lige her er ifølge bagsideteksten for de 8-12 årige. Der er mange underfundige noveller, som lægger op til stille eftertanke. Her møder vi lavtflyvende piger, kraker og kærligheden mellem en bedstefar og hans barnebarn. Pigen Piva er overbevist om, at hun er et forbyttet barn og sætter sig for selv at finde ud af sin herkomst. Hun finder ikke bare sin mor, hun finder også sig selv. En anden pige kan ikke forlige sig med sit navn, men må erkende, at ”dit navn giver dig ikke betydning. Du giver dit navn betydning.” Vi møder også Hr. Ikkenogen, som viser sig at være en meget betydningsfuld person i et barns liv. Det helt særlige venskab mellem en markmus og et vinterdvalende jordegern er velvalgt illustreret af Axel Scheffler. Der er en middelalderlig ramme om Isabellas rejse til York, mens ”Rejsen gennem dit indre” handler om at lære sine egne skyggesider at kende og er dermed en mere traditionel dannelseshistorie.

Man kan altså vælge mellem fantasy, en historisk ramme, fabler, aktion osv. Den røde tråd er ”at rejse”, som var det tema, Hay Festival, Gyldendal og Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 gav forfatterne.

Lige nu er for de 12-18 årige, angiver forlaget selv, men den taber en del af i sine læsere ved at lægge ud med historien om to drenge på hhv. 9 og ”11 trekvart”, som tager en bustur på egen hånd. Det har danske læsere mødt allerede i børnehaven. Derimod er den næste novelle, Vi øver os på at blive voksne en tand stærkere og handler om den somaliske flygtning, Mussa, som har stukket sin mors voldelige mand ihjel. Der er ingen lykkelig slutning her.

Heller ikke den næste novelle, Det vi har mistet, kan ende lykkeligt. Vi er på en flygtningebåd, og titlen refererer til, at ”det er sådan vi genkender hinanden. Ikke på vores navne, men på hvem vi har mistet.” På båden drukner flygtningene ikke. Det er den brændende sol, sulten og vanviddet, der slår ihjel.

I den mere søde ende har vi noveller om fædre, som ser deres børn blive store – burde være obligatorisk læsning for alle forældre. En novelle forbinder græsk og kristen mytologi i historien om, hvordan det gik til, at guderne tog på rejse og for altid forlod deres bjerg. En fortælling om et univers, hvor alle fødes uden køn og først vælger, når de når en vis alder. Men der er også noveller om gruppepres, loyalitet og terror. Og om håbløs forelskelse.

Det er en god detalje, at Lige her for den yngste målgruppe er hardback, som kan holde til hårdhændet barnebehandling. Lige her for de ældste læsere er i en (vægtmæssigt) lettere paperback, man kan have med undervejs.

”Europa er en rodebutik,” skriver Kim Fupz Aakeson i sit forord. Det har han ret i, og de to novellesamlinger afspejler det lidt for godt. Set med danske briller virker en del af teksterne ret gammeldags. Havde det ikke været for Vi øver os på at blive voksne og især for Det vi har mistet, havde jeg sandsynligvis lagt den fra mig før tid. Det er bemærkelsesværdigt, at de to noveller har danske forfattere, hhv. Peder Frederik Jensen og Sarah Engell. Om det så handler om et særligt sæt danske forventninger til god børne- og ungdomslitteratur hos denne anmelder, eller at vi simpelthen har gode forfattere i Danmark, vil jeg lade være op til læseren.

 

 

Provinspis

ProvinspisProvinspis

Ditte Wiese
229 sider
Carlsen 2017

 

 

 

 

Det er ikke nemt af bo i Ansager, når drømmene række langt ud i verden. Og evnerne, for Idas hjerne fungerer bedre end de flestes. Især, når hun ikke tåger den til i alkohol, hash og liderlighed.

Ida og Jon har været venner altid. Jons hjem står i skærende kontrast til Idas, så hun søger gerne over til ham og til knus og kram – og ro til at lave en sudoku. Hjemme hos far er der skænderier med papmoren og ikke mindst en irriterende halvlillebror, Maximus på 11, som symboliserer alt det, Ida hader. Eller alle de sider, hun kæmper med at holde nede hos sig selv. F.eks. dovenskab og fråseri.

Til Idas fødselsdag (som hun ikke ønsker at gøre nær så meget ud af, som familien har tænkt) er menuen ”rødt kød med pulversauce og pommes frites fra områdets stolthed, frostgrøntsagsfabrikken.” Ida ville hellere have indisk kylling, som Jons mor Lis kan lave det.

Det platoniske forhold til Jon slutter dog brat i en af de meget eksplicitte scener, som Provinspis er så rig på. Forholdet kompliceres af, at Jon bliver kæreste med Idas bedsteveninde Julie, uden at det afholder Jon og Ida fra at være sammen flere gange.

Idas liv har ikke altid drejet sig om sex, alkohol og hash. Hun er bevidst om sin høje begavelse, men håbet om større faglige udfordringer på gymnasiet blev knust kort efter starten. Hun fik ikke noget ud af at spørge efter supplerende læsning, heller ikke blandt lærerne. Derimod får hun ros for noget, hun selv ved er middelmådigt.

I gruppearbejdet føler hun sig som en hund i et spil kegler: ”Det handler ikke om 12-taller. Det får vi alligevel. Det handler om mere. Om perspektiv. Om ikke kun at lade sig nøje.”

Ida har så meget hold på sig selv, at hun passer sit arbejde i Brugsen for at spare op til den tur ud i verden, hun har så stort behov for – og som lokker efter endt studentereksamen. Hun tager ekstravagter og giver ekstra hjælp til nogle af kunderne. F.eks. den aldrende Helge, som kan fortælle om sit liv som sømand. En dag, hvor hun bringer varer ud til ham, finder Ida Helge bevidstløs på gulvet. Hun ringer efter ambulancen og giver førstehjælp, alligevel bebrejder hun sig selv, at han ikke klarer den.

Helges død bliver et vendepunkt for Ida. Hun får panikanfald og kan ikke passe hverken gymnasiet eller sit arbejde. En storebror i venneflokken vil egentlig gerne hjælpe. Daniel har mange lighedspunkter med Ida, men hans løsning er stoffer, og da Ida ved et uheld drikker hans øl med amfetamin, går det helt galt.

Ida lader sig provokere og slår en gymnasiekammerat, selv om hun har fået alle de advarsler, hun kan få. Dermed er studenterhuen ude af billedet. Ida tager med Daniel og en af hans kammerater på kasino i Vejle. Den vildeste luksus for de tre. Det går godt i spillene, men tilbage på hotelværelset er Ida og de to venner så meget på stoffer, at hun dagen efter kun vagt husker en trekant, som hun helst vil glemme alt om.

I slutscenen vender Ida eftertryggeligt ryggen til sit hidtidige liv. Køber en flybillet og er på vej til Frankrig for at finde sin mor, som forlod hende for mange år siden og ikke har givet lyd fra sig i mellemtiden. Hvis Ida ikke finder sin mor, finder hun nok sig selv.

Temaerne i Provinspis er mange. Der er alle lagene med sex, alkohol og stoffer. Der er temaet om ikke at føle sig hjemme og at ville noget andet og mere. Stærkest står beskrivelsen af Ida, som kan og vil så meget mere, men som ikke får den nødvendige chance, fordi der ikke er nogen til at bakke hende ordentligt op. Hun føler sig svigtet af alle omkring hende. Også af Helge, som dør for hende – selv om hun lægger ansvaret hos sig selv. Selv Jon, som heller ikke tør forpligte sig.

Ditte Wiese debuterer med Provinspis. Det bliver spændende at følge, hvad der ellers kommer fra hendes side.

Til døden os skiller

Til døden os skillerTil døden os skiller

Kit A. Rasmussen
277 sider
Carlsen 2017

 

 

Man kan ikke læse den samme gode bog to gange, for man er blevet en anden af at læse den. Denne omskrivning af Heraklits ord passer særligt godt på Til døden os skiller. Først side 262 afsløres historiens rette sammenhæng, og man er nødt til at bladre tilbage for at se, hvordan man kunne overse (eller snarere fejltolke) de spor, som er lagt ud.

Rammefortællingen er et alarmopkald fra Nick. ”Det gik galt… helt galt,” som han selv udtrykker det. Hvad det var, der gik galt, må læseren altså vente yderligere over 250 sider på at finde ud af. Titlen afslører naturligvis allerede en del, og undervejs bygges der op til en fatal slutning. De korte faktasider fra Det kriminalpræventive Råd med voldsstatistik viser sig at være en del af læseoplevelsen og ikke blot småirriterende afbrud af fiktionen. Genialt.

Nick prøver at få tingene til at hænge sammen. Ryger lidt for meget hash. Har problemer med at møde til tiden på det værksted, hvor han arbejder. Kommer lidt for meget i slagsmål. Prøver at undgå besøg hos sin mor. Hverken han eller Emma er rigtigt klar til at komme videre med deres forhold, som mest er ”friends with benefits”.

Indtil Nick møder Isabelle. Hun er en helt anden liga. Rig, smuk, styr på sit liv. Alligevel vælger hun Nick, som knap tror sine øjne og ører, da han lukkes ind i en verden, han hidtil kun har kunnet betragte udefra. Isabelles forældre er også yderst tilfredse med Isabelles nye kæreste. Som deres datter beundrer de Nicks evne til at kunne arbejde med hænderne.

Isabelles far går endda så langt som at tilbyde at skyde penge i et autoværksted til Nick. Som en investering, ganske vist, men den stolte Nick prøver længe at finde andre veje. Selv sin mor og sin chef på værkstedet prøver han at få til at kautionere eller låne penge. Samtidig dropper han sit misbrug og passer sin søvn og sit arbejde.

Det bedste ved Til døden os skiller er det overraskende tvist i slutningen af historien, som jeg ikke vil afsløre her. Det næstbedste er den imponerende gode skildring af de kulturforskelle, som Nick oplever. Nick er jeg-fortælleren, og man kan derfor smile ad nogle af hans formuleringer. I svigerfamiliens hjem ser han ”en stol, der ligner et æg,” og han prøver at bluffe sig igennem, at han hverken kender den Monet eller den doktor Mengele, de taler om.

Svigerfars firma ”hedder noget på fransk eller russisk, jeg ikke kan udtale”, og Nick er tydeligt imponeret af hans udseende: ”Veltrænet på ’jeg løber fem kilometer om dagen’-måden”.

Hvad Nick kun fortæller sig selv (og dermed læseren) er, at han hellere ville have været med Isabelle i teateret end følge vennerne (og Emma) til fodbold. ”Det er sikkert spændende at se folk stå på en scenen og tale. Og hvis det ikke er, kan jeg være tæt på Isabelle og bare spise popcorn.”

Imidlertid lurer der noget under overfladen. Nick har det ikke nemt med at skulle veksle mellem de to verdener, og Emma vil ikke bare give slip ham. Både Emma og Isabelle benytter både list og sex til at ydmyge den anden, og Nick er et nemt redskab i det spil. Når han endelig siger fra, bliver det voldsomt, og flere gange må han følge Isabelle på skadestuen. I de episoder indgår en hammer, læseren allerede præsenteres for i 1. kapitels linje 2.

Volden er ikke udpenslet. Tværtimod. Teksten lige inden kapitelskift til et skadestuebesøg lyder f.eks. ”Og så går det galt igen. Og hammeren ligger ikke langt nok væk.”

I Nicks vennekreds er også Lasse. Det er dejligt befriende, at der ikke gøres det store ud af, at Lasses kæreste hedder Rudi. Det er bare sådan, det er. Lad os så komme videre. Til gengæld er Nicks seksuelle oplevelser med Isabelle og Emma beskrevet ret eksplicit. Alt efter temperament kan man mene om det, at det afholder bornerte dansklærere fra at bruge bogen i undervisningen (det ville være en skam) eller det får nogle læsere til at blive hængende (så de har tjent til mere end at beskrive en ikke uvæsentlig del af Nicks liv) og dermed få oplevelsen af både den veldrejede historie, de væsentlige pointer undervejs og den overraskende slutning, som udfordrer læseren på både forventninger og fordomme.

Men den slutning er man altså nødt til at læse sig til andetsteds. Nemlig i Til døden os skiller.

De hvide mænd

De hvide mændDe hvide mænd

Kenneth Bøgh Andersen
172 sider
Gyldendal 2003

 

 

En gang imellem giver mit arbejde som støttepædagog mig lejlighed til at læse en bog, jeg ellers ikke har nået. Af og til kan jeg endda være så heldig, at det er en rigtigt god bog. Sådan var det med De hvide mænd.

Handlingen afspiller sig i en ikke så fjern fremtid – måske endda en nutid, som er løbet af sporet. Det er på mange måder et rent samfund. Ingen affald, uniformer og haver i plastik. Hvis nogen kategoriseres som menneskeligt affald, fjernes de også. Og det er både de gamle, de syge og de sårede. Plus alle de, som får under 9,6 i snit i de eksaminer, som man tager efter 13 år i grundskole og fem år i gymnasiet. Er man ikke god nok, kommer De hvide mænd og skyder én.

Edwin er på mange måder en mønsterborger. Ok, han drikker lidt af den forbudte alkohol, han bruger dyrebar læse-tid på sin kæreste og han gør sig lidt mange tanker. Men han er ung og har livet foran sig.

Indtil en række begivenheder får ham til at gøre op med sig selv, om det er det, han vil. Om han vil leve det liv, samfundet forventer af ham. Han møder den pensionsmodne Victor, som måske stadig har noget at give, selv om han er gammel. Han giver i hvert fald Victor et nyt syn på mange ting.

Da Edwin hjælper Victor på flugt, opdager han også, hvor manipuleret nyhedsstrømmen er. Den stemmer slet ikke overens med det, Edwin selv oplever. Måske er der også andre informationer, som ikke skal tages for givet?

I et så gennemkontrolleret samfund er der naturligvis også kultur for at stikke hinanden. Det viser sig, at Victor ikke kan stole på selv sine nærmeste, og så har han kun sig selv. Men når man kun har sig selv at læne sig op ad, så bliver man også kynisk. Selv efter at have læst sidste side af De hvide mænd kan man være i tvivl om, hvor kynisk Edwin er blevet.

Forfatteren Kenneth Bøgh Andersen har fortalt, at der stadig er bud efter De hvide mænd til bl.a. folkeskolens ældste klasser. “Desværre,” tilføjede han, for det viser, at bogen stadig fremstiller et skræmmende, men ikke på alle måder urealistisk fremtidsscenarie.

Julius Cæsar

Julius CæsarJulius Cæsar

William Shakespeare
Genfortalt på engelsk af Timothy Knapman
Dansk tekst af Allan Poulsen
Illustrator: Yaniv Shimony
47 sider
Forlaget Bolden 2016

 

 

 

Mange børn kender nok primært Cæsar fra Asterix-tegneserierne, men her møder de ham i en anden udgave. Man kommer ikke langt ind i fortællingen, inden Julius Cæsar frygter for sit liv. Og med rette, for han er ved at føre republikken Rom ind i et diktatur. Det koster ham livet og kaster Rom ud i en borgerkrig.

I modsætning til, hvad man skulle tro, står Cæsars drabsmænd ved deres handlinger. De dypper deres hænder i den døde leders blod for at markere det. Sådan var deres æresbegreber: Når man handler for at standse noget ondt, kan man også stå ved det.

Det æresbegreb kan give anledning til mange gode samtaler. Helliger formålet virkeligt midlet? Læsningen af Julius Cæsar fremkalder også andre etiske spørgsmål: Er man f.eks. bundet af et løfte, hvis det er afgivet under tvang? Eller kan man gøre som Antonius, som bryder sit løfte om ikke at sige noget dårligt om Brutus og de andre drabsmænd til Cæsars begravelse? Et løfte han gav for at redde sig selv.

JAGOO skrev jeg om serien:

“400-året for William Shakespeares død har sat fokus på hans værker. Forlaget Bolden har udgivet en serie med genfortællinger på moderne dansk af Julius Cæsar, Romeo og Julie, Macbeth og Hamlet.

De fire titler fra Forlaget Bolden holder, hvad de lover: De gamle fortællinger i et sprog, som kan læses og forstås i 2016 uden at miste det præg af agtværdig ælde, som de fortjener. Læseren får adgang til et flydende sprog i stedet for et forsøg på at ”oversætte” ord for ord til nudansk. Ønsker man lidt mere patina, er der med løs hånd drysset citater ud på siderne, som er hentet fra Johannes Sløks oversættelser fra 1970’erne. De er sat ind i tegninger af skriftruller og indgår således i de enkle og informative tegninger, som bøgerne er rigt forsynet med.”

Andre bøger i serien:

Hamlet

HamletHamlet

William Shakespeare
Genfortalt på engelsk af Timothy Knapman
Dansk tekst af Vibeke Arildsen
Illustrator: Yaniv Shimony
47 sider
Forlaget Bolden 2016

 

 

 

Hamlet er kommet hjem til begravelsen af sin far. Den gamle konges dovne og grådige bror, Claudius, har taget tronen, og kort efter fortæller Hamlets mor, at hun skal giftes med Claudius. Da Hamlet finder ud af, at Claudius har dræbt sin bror for at blive konge, beslutter han sig for at tage hævn. Det går dog ikke som forventet, og han dræber den forkerte.

Som straf sendes han til England, hvor han kun med list undgår at blive myrdet af kongens loyale Rosenkrans og Gyldenstjerne. I stedet vender han tilbage til Danmark, hvor det store opgør ender med et sandt blodbad, som dræber stort set alle de tilbageværende karakterer.

Det er altså et tæt og blodigt drama med mange personnavne. Den store fortælling er kogt ned til få sider, men det er lykkedes virkeligt godt at ramme et nutidigt dansk, uden at ødelægge den stemning af gamle dage, som historien fortjener.

JAGOO skrev jeg om serien:

“400-året for William Shakespeares død har sat fokus på hans værker. Forlaget Bolden har udgivet en serie med genfortællinger på moderne dansk af Julius Cæsar, Romeo og Julie, Macbeth og Hamlet.

De fire titler fra Forlaget Bolden holder, hvad de lover: De gamle fortællinger i et sprog, som kan læses og forstås i 2016 uden at miste det præg af agtværdig ælde, som de fortjener. Læseren får adgang til et flydende sprog i stedet for et forsøg på at ”oversætte” ord for ord til nudansk. Ønsker man lidt mere patina, er der med løs hånd drysset citater ud på siderne, som er hentet fra Johannes Sløks oversættelser fra 1970’erne. De er sat ind i tegninger af skriftruller og indgår således i de enkle og informative tegninger, som bøgerne er rigt forsynet med.”

Andre bøger i serien:

Macbeth

MacbethMacbeth

William Shakespeare
Genfortalt på engelsk af C.A. Plaisted
Dansk tekst af Allan Poulsen
Illustrator: Yaniv Shimony
48 sider
Bolden 2016

 

 

 

Aktive kvindelige karakterer er ikke et element, som kun findes i nyere bøger. I Macbeth er det Lady Macbeth, som er trækker i trådene. Ganske vist bruger hun sin mand til alt det grove, men det er hende, som får ham til det. Hun får vagterne til at falde i søvn, så hendes mand kan slå kongen ihjel. Han fjumrer i det, så Lady Macbeth må tilbage med de blodige knive og placere dem hos de sovende vagter for at udstille dem som mordere.

Læsere af fantasy vil kunne se paraleller. F.eks. bliver Heksekongen i Ringenes Herre dræbt af en hobbit og en kvinde. Han var blevet spået, at “ingen mand skal fælde ham”, men havde overset muligheden af, at andre kunne træde til. I Macbeth er titelpersonen (altså manden) blevet spået, at “ingen født af en kvinde kan skade Macbeth!” Det beroliger ham, men han har ikke hørt om kejsersnit…

JAGOO skrev jeg om serien:

“400-året for William Shakespeares død har sat fokus på hans værker. Forlaget Bolden har udgivet en serie med genfortællinger på moderne dansk af Julius Cæsar, Romeo og Julie, Macbeth og Hamlet.

De fire titler fra Forlaget Bolden holder, hvad de lover: De gamle fortællinger i et sprog, som kan læses og forstås i 2016 uden at miste det præg af agtværdig ælde, som de fortjener. Læseren får adgang til et flydende sprog i stedet for et forsøg på at ”oversætte” ord for ord til nudansk. Ønsker man lidt mere patina, er der med løs hånd drysset citater ud på siderne, som er hentet fra Johannes Sløks oversættelser fra 1970’erne. De er sat ind i tegninger af skriftruller og indgår således i de enkle og informative tegninger, som bøgerne er rigt forsynet med.”

Andre bøger i serien:

Romeo og Julie

Romeo og JulieRomeo og Julie

William Shakespeare
Genfortalt på engelsk af C.A. Plaisted
Dansk tekst af Fanny Bruun
Illustrator: Yaniv Shimony
48 sider
Bolden 2016

 

 

 

De to familier Mantague og Capulet ligger i en blodig strid, og det elskende par Romeo og Julie må gøre op med traditioner og kultur for at få hinanden. Desværre ender deres forsøg på at leve et liv fri for deres baggrund dramatisk.

Med nutidige øjne handler Romeo og Julie også om kønsroller og børns rolle i familien. 14-årige Julie har lov at protestere mod et arrangeret ægteskab, men kan ikke frit vælge den Romeo, hun hellere vil have. Det er ikke kun et tema i Shakespeares tid.

JAGOO skrev jeg om serien:

“400-året for William Shakespeares død har sat fokus på hans værker. Forlaget Bolden har udgivet en serie med genfortællinger på moderne dansk af Julius Cæsar, Romeo og Julie, Macbeth og Hamlet.

De fire titler fra Forlaget Bolden holder, hvad de lover: De gamle fortællinger i et sprog, som kan læses og forstås i 2016 uden at miste det præg af agtværdig ælde, som de fortjener. Læseren får adgang til et flydende sprog i stedet for et forsøg på at ”oversætte” ord for ord til nudansk. Ønsker man lidt mere patina, er der med løs hånd drysset citater ud på siderne, som er hentet fra Johannes Sløks oversættelser fra 1970’erne. De er sat ind i tegninger af skriftruller og indgår således i de enkle og informative tegninger, som bøgerne er rigt forsynet med.”

Andre bøger i serien:

Den faldne djævel

Den faldne djævelDen faldne djævel

(Den Store Djævlekrig bind 6)
Kenneth Bøgh Andersen
304 sider
Høst & Søn 2016

 

 

 

Seriens sidste bind indeholder naturligvis det store opgør mellem Filip og Aziel. Det er nok også det eneste, som er rigtigt forudsigeligt i Den faldne djævel. Aziel udløser det nordiske Ragnarok og giver det en drejning, som ikke var spået i myterne. Det giver ham nogle af de stærkeste våben fra asernes verden, og dem bruger han mod Jahve og mod Djævelen. Han får endda Jesu søn (som hedder Josef efter den anden af sine farfædre) til at give en hånd med.

Man står tilbage med mange dystre tanker, når man har læst bogens sidste ord, “tilgiv.” Døden fylder meget i Den faldne djævel. Gudernes død og menneskenes død. Djævlenes død? Hvad med Døden selv, personificeret af Mortimer og hans “kolleger” fra andre mytologier; kan Døden dø? Et større spørgsmål drejer sig om, hvorvidt døden altid er en dårlig begivenhed. Den kan også genforene elskede. Det bliver dog aldrig en bog, som hylder selvmordet. Tværtimod må karaktererne flere gange gribe ind for at hente allerede døde tilbage. De løber en stor risiko, for det er ikke sikkert, at Dødsriget vil give slip på nogen uden at tage en anden.

Særligt grusomt bliver det, da Aziel får Filip til at dræbe en af sine allerkæreste. Det siges ofte, at det største offer, man kan bringe i en krig, er sit liv. Personligt vil jeg mene, at det er et vilkår for alle, at de skal dø og at de mister nogen, de holder af. Filip betaler en endnu højere pris, han skal leve med erindringen om, at han har dræbt nogen.

Guderne (og dermed Jahve og Djævelen) er derimod udødelige, så længe de bliver husket. Aziel benytter vand fra Lethe, som er en biflod til det græske Dødsriges flod, Styx. Han vil være den eneste, som er tilbage, så menneskene vil tro på ham alene. ”En djævelsk gud og en guddommelig djævel”, som han ubeskedent kalder det.

Som i resten af serien er der masser af humor. Bibelen – som Fanden læser den er titlen på en bog, som dukker op flere gange. Der er også mange ordspil omkring det gode og det onde, for hvordan gør man det op, når man er i Helvede og har det godt der?

JAGOO skrev jeg, at “Kenneth Bøgh Andersen skriver djævelsk godt” og brugte dette eksempel, hvor Filip som så ofte før kommer i tvivl om, hvad hans sanser (eller hans tanker?) fortæller ham: ”Han ser sin fars hytte, som er brændt ned til grunden. I det, der engang var stuen, ligger de forkullede lig af hans forældre. De sortsvedne kraniers munde, som står vidåbne, som om de stadig prøver at skrige og…”

Det er ikke den eneste gang, hvor Filip måske – måske ikke – er offer for et mareridt eller en illusion. Han har oplevet så megen gru gennem nu 6 bind, at han ikke længere kan stole på, om han virkeligt får skåret øjenlågene af. Om han i al evighed skal være fanget i Helvede? Bliver Satinas hals skåret over, eller er det et mareridt, som slutter, når han vågner? Filip og læseren får svarene undervejs.

Hvis man kan sine kristne, nordiske og græske myter, får man mest ud af de mange referencer, men man kan sagtens klare sig uden. Det var netop nogle dele af Bibelen, som fik Kenneth Bøgh Andersen til at genoplive (!) serien, efter han ellers mente at have afsluttet den med bind 4, Ondskabens engel. Vi hører en version af Jobs bog, hvor Jobs kvaler blev skudt igang af et væddemål mellem Jahve og Djævelen. Heller ikke historierne om korsfæstelsen og genopstandelsen vil være den samme efter at man har læst Den faldne djævel.

Bind 4, Ondskabens engel, var tænkt som sidste bind i Den Store Djævlekrig. Men Kenneth Bøgh Andersen indså, at han ikke var færdig med den. Det blev til to bind mere. Heldigvis. Denne gang er det endegyldigt slut. Desværre. Så husker jeg bogens afsluttende ord, “tilgiv”. Og gør det.

Læs også: