Tag-arkiv: 13 år

Den mystiske sag om hunden i natten

Mark Haddon
Oversat af: Christian Bondegaard
288 sider
Høst & Søn 2019

Christopher på 15 år, 3 måneder og 2 dage har Aspergers syndrom og er meget hårdt ramt af det. Hans hverdag på specialskolen og sammen med sin far rives ud af sine faste rammer, da han finder naboens hund, som ligger på græsset med en havegreb gennem sig. Han nedskriver sine oplevelser med at opklare den mystiske sag, og det er denne tekst, læseren sidder med.

”Det her er en krimiroman.” Sådan opfatter Christopher selv sin bog. Specialskolelæreren Siobhan vejleder ham i at skrive den bog, som prætenderet bliver til Den mystiske sag om hunden i natten. Hun hjælper ham også med stavefejl og grammatik, men åbenbart ikke med kommasætning, som citat måske viser: ”Siobhan sagde at bogen skulle begynde med noget der fangede ens opmærksomhed. Det er derfor jeg begyndte med hunden. Jeg begyndte også med hunden fordi det var noget jeg havde oplevet, og jeg har svært ved at forestille mig noget jeg ikke har oplevet.” Lige på det punkt er Christopher dog unødigt beskeden, for hans forestillingsevne overvinder de begrænsninger, Aspergers syndrom giver ham.

Fx kan Christopher ikke lide brune ting. Gule biler betyder dårlige dage (og røde biler bringer godt med sig). Han regulerer sit liv med en lang række regler og rutiner, som gør det svært for ham at komme rundt. Og komme rundt – det gør han i Den mystiske sag om hunden i natten. Først i nabolaget, hvor han efterforsker drabet på hunden. Og da han finder en kasse med breve, som hans mor har sendt fra London, tager han på den lange rejse dertil. Han mistede sin mor to år tidligere, hvor han fik at vide, at hun pludselig kom på hospitalet og døde kort efter.

De mange detaljer om Christophers måder at opleve verden på gør Den mystiske sag om hunden i natten til obligatorisk læsning for alle, som omgås børn (og voksne) med Aspergers syndrom og andre former for autisme. Som støttepædagog har jeg oplevet flere børn i de samme vanskeligheder som Christopher. Jeg kan ikke lade være med at ønske, at alle var lige så velovervejede og velformulerede som ham. Det ville gøre livet meget lettere for børnene, deres familier og de professionelle omkring dem.

Jeg-fortælleren Christopher stopper af og til sin historie for at forklare læseren om, hvordan stjernebilleder er opstået, eller hvorfor man skal vælge en ny dør for at vinde en bil i det såkaldte Monty Hall-problem. En del af disse forklaringer har han fra føromtalte Siobhan.

Generelt er forholdet mellem Christopher og naboer, familie og andre bipersoner beskrevet meget stærkt. Især – eller netop – fordi de er beskrevet gennem Christophers oplevelse af relationerne. Det er fx op til læserne at fortolke, hvad der helt præcis skete den aften, hvor Far bliver vred over, at Christopher mod farens ønske stadig taler med naboerne om drabet af hunden: ”Far havde aldrig taget mig i armen på den måde. Mor havde sommetider slået mig for hun havde et meget hidsigt temperament, hvilket vil sige at hun lettere blev hidsig end andre mennesker og oftere råbte højt. Far var mere afbalanceret hvilket vil sige at han ikke så let blev vred og ikke så ofte råbte højt. Så jeg blev meget overrasket da han greb fat i mig. Jeg kan ikke lide når folk tager fat i mig. Og jeg kan heller ikke lide at blive overrasket. Så jeg slog ham ligesom jeg havde slået politimanden da han havde grebet mig i armen og løftet mig på benene. Men Far slap mig ikke og han råbte. Og jeg slog ham igen. Og så vidste jeg ikke længere hvad jeg gjorde. Der er et kort stykke tid som jeg ikke har nogen erindring om. Jeg ved at det kun var et kort stykke tid for jeg så på mit ur bagefter. Det var som om nogen havde slukket for mig og tændt igen.”

Den mystiske sag om hunden i natten er en genudgivelse, hvor teksten er uændret. Da jeg læste den første gang i 2014, skrev jeg ”Det er den bog, der har rystet mig mest i år.” Jeg kan konstatere, at den er lige så vidunderligt rystende ved genlæsning. Den mystiske sag om hunden i natten ændrer for altid Christophers liv. Ligesom bogen om sagen vil ændre mange læseres.

Helikopter

Helikopter.

Morten Walther Rasmussen
117 sider
Vild Maskine 2019

Kasper gør sig mange tanker om sit liv og sine omgivelser. Og er der mange ting at gøre sig tanker om. Ikke mindst, da Kaspers far kører galt og ændrer sig mentalt. Han var heller ikke rask inden ulykken, men nu slår depressionen fuldt igennem og påvirker farens adfærd i en voldsommere og voldsommere retning. Det ender fatalt.

Sjældent er så tunge emner beskrevet så smukt og poetisk. Depression, angst og selvmord er følsomt sat på ord ud fra barnets synsvinkel. Kasper er mellem 6 og 10 år, derfor opfatter og forstår han verden som et barn. Alligevel – eller netop derfor – har han så meget at sige, også til den unge eller voksne læser. Kapitlerne er på en enkelt side, en gang imellem på to. Det gør hvert kapitel til sin egen korttekst, som godt kunne stå alene og samtidig danner brikker i det store puslespil, som Kaspers verden udgør.

En af de stabile holdepunkter i Kaspers liv er læreren Else. Hun hjælper ham med at tumle med de store spørgsmål. Fx om, hvad det er at elske. Hun definerer det først på den måde, at man ved, man elsker nogen, når man ikke kan undvære dem og ikke kan leve uden dem. Men hun må se sig slået af den stærkere barnelogik, for hvordan kan far så forlade sit barn og ægtefælle? Kasper må også spørge sig selv om det omvendte, kan han leve uden sin far?

Kasper fører samtaler med den far, som ikke længere er der. Her kommer helikopteren ind i billedet. Når han sidder under et træ i sin hule, har han en mental port til sin far, som møder ham i en gul helikopter. ”Han ved godt, at han ikke må. Men i dag er det første september, det er snart et år siden, og Kasper er nødt til at kravle ind i træet igen. Bare én gang mere. Selv om Else siger, at han ikke skal gøre det. Og mor og psykologen.”

Der er også lyspunkter i Helikopter. Mennesker, som vil Kasper det godt. Det flytter dog først noget for ham, når han tager imod. Ud over Else er der vennen Jonas, og Silje vil godt holde hånd med Kasper – og et lille kys bliver det også til. Det viser læseren, at selv i de mørkeste tider er der lysbærere omkring én, men man skal selv være parat til at modtage lyset. For at kunne modtage lyset skal man være parat til at give slip på mørket. Og Kasper bliver klar. Til sidst.

Venus Fluefanger

Venus Fluefanger.

Camilla Wandahl og Caroline Ørsum
168 sider
Høst & Søn 2019

Som mange andre unge er Alex i tvivl om sig selv. ”Hvem er jeg? Hvad vil jeg med mit liv? Vil jeg være en del af fællesskabet eller vil jeg være mig selv? Og kan jeg være begge dele samtidig?” For Alex er spørgsmålene nok lidt vanskeligere end for de fleste, men heldigvis er der Isa, som er forstående, rummelig og tålmodig.

Isa må erkende, at hun heller ikke helt ved, hvem Alex er. Hun havde ellers lagt en del planer allerede, bl.a. inspireret af en youtuber, som delagtiggør hele verden i sine kropslige forvandlinger fra Chris til Cornelia. Det er dog slet ikke noget, som Alex kan identificere sig med. Hverken at være så målrettet eller at ønske alles blikke på sig.

For Alex er det andre problemer, som skal løses først. Mere dagligdagsproblemer som en mor, som i bedste mening prøver at skaffe Alex et arbejde ved flaskeautomaten i Netto. Den karriere stopper på førstedagen, da Alex anbefaler en kunde at gå over i Rema. Et famlende forsøg på en date med den ellers interesserede Mathias afbrydes, da Mathias ikke kan finde ud af, hvad det er, Alex vil. Nok, fordi Alex heller ikke selv ved det.

I Venus fluefanger finder læseren en ualmindeligt respektfuld personskildring, som anbringer bogen på hylden med de bedste bøger om coming of age. Først langt inde i bogen afsløres det, om Alex er en ung mand eller en ung kvinde. Læserens usikkerhed er et væsentligt greb, for jegfortælleren Alex kan ikke identificere sig med nogen af de to stereotyper. Alex’ mor har et klart billede, og Isa har det også i begyndelsen. Det gælder også seksuel orientering: Mathias troede, han vidste det … men kom så i tvivl og trak sig. I pressematerialet til Venus Fluefanger er formuleringen, at Alex er i en udviklingsproces. Det kan man vist roligt sige.

Noget uventet er det Isas kæreste, Nikolaj, som er mest ligeglad. For ham er Alex en væsentlig del af Isas liv, og derfor accepterer han Alex uden forbehold. Det er faktisk Alex, som har den største modvilje, da Isa præsenterer de to for hinanden. Alex går derfra, inden Nikolaj får sagt, ”at han synes, du virker ret cool. Fordi du er dig selv”, som Isa refererer det. Den karakteristik er overraskende for Alex, for ”indebærer det ikke, at man rent faktisk ved, hvem man er?” Godt spørgsmål!

I kulissen – eller rettere på nettet – står den mystiske Darwin, som bakker Alex op både i, at menneskeartens mangfoldighed er vidunderlig og smuk, og med mere konkrete fif til, hvordan man holder liv i den Venus Fluefanger (en kødædende plante), som Alex har købt. Kan man stole på en person, som man kun kender under et dæknavn, uanset hvor velmenende vedkommende fremstår? Alex er i hvert fald i tvivl.

Sideløbende med historien om hoved- og bipersonerne leverer forfatterne enkelte hak til den noget konforme virkelighed, de skal navigere i. F.eks. er der en scene fra Føtex, hvor en pige hellere vil have en jakke med grønt camouflagemønster end den lyserøde blomstrede jakke, hendes mor har udset sig til hende. Det er ikke kun Alex, som af sine omgivelser oplever et pres for at passe ind i ret snævre normer.

Moralen i Venus Fluefanger er, at man skal holde på retten til at finde sig selv. I bogen sidste afsnit forestiller Alex sig, ”hvordan det vil være bare at være Alex. Dronning af dårlige undskyldninger. Forvirret på grænsen til fucked up. Bestemt ikke en ekspert i kødædende planter endnu. Men helt klart mester i måske.” Den forestilling fortjener at blive delt med rigtigt mange.

Skovens gåder

Mirja 3: Skovens gåder.

Gunvor Ganer Krejberg
Illustrator: Rebekka Bang Sørensen
205 sider
Gyldendal 2019

Serien om alfepigen Mirja er nået til tredje bind. Hvor de to første bind var stærkest på historien og sproget, har persongalleriet denne gang fået et gevaldigt løft.

Det er meget glædeligt, at karaktererne er blevet rundere og mere realistiske: Mirja får også lov at være ondskabsfuld, plageånden Lissa viser en sårbar side, og Lissas mor spiller en større rolle. Mere forudsigeligt er det, at Mirjas bonusfar viser sig som en vigtig forbundsfælle til Mirja, om end det ikke er helt så tydeligt for Mirja selv, som det er for læseren.

Det er stadig det samme univers med en lille alfekoloni, som skal beskytte sig mod farer udefra såvel som indefra. I bind 2 har Mirja ladet sig narre til at åbne for, at to udefrakommende kan gennembryde hekseringen, som beskytter landsbyen. Det udgør en fortsat trussel, som kun kan fjernes ved, at Mirja fortæller sandheden, men så risikerer hun selv at blive forvist fra landsbyen og dermed fra familien og fra Felix, som hun er lun på.

Mirja kæmper også med andre dilemmaer. Hun vil gerne være sig selv, men hun er også træt af ikke at ligne de andre. ”Engang troede hun, at hvis hun bare så ud som alle andre, ville hun passe ind. Måske kunne man ligefrem blive venner med sådan én som Lissa, havde hun tænkt. Men det kan man slet ikke.”

Som mange andre børn og unge springer Mirja nogle led over: Når hun ikke er som andre, er der nok heller ikke nogen, som kan lide hende. Hun er overbevist om, at den store fest i landsbyen skal bruges til, at Rådet kan ydmyge hende med en forvisning: ”De vil vente, til alle i hele kolonien er samlet, og alle kan høre det. ’Velkommen til årets store fest,’ vrænger hun for sig selv. ’Og farvel til Mirja Muddermose, der har forrådt os alle.’ Hun krymper sig, som om hun allerede kan høre dem juble og huje af begejstring. Ingen vil komme til at savne hende. Ingen.”

Hendes mors nye kæreste hedder Pavlos, og han bliver ikke budt velkommen af Mirja. Han er bare dum og i vejen – og så er han en konkurrent til mors tid og kærlighed. Det hjælper ikke, at han tager Mirja i forsvar, da moren vil bestemme over Mirjas udseende. Tværtimod får han et vredt blik og et ”kunne han da ikke bare blande sig uden om?” Udseendet spiller i det hele taget en stor rolle for Mirja, som både vil have lov at have sin egen stil og samtidig anerkendes for, hvordan hun ser ud. Da edderkoppen Olga kalder hende køn, tænker Mirja, at ”hvordan kan Olga have så mange øjne og alligevel være så blind?”

Historien udvikler sig og blive meget mere kompleks end i de to første bind i serien. Mirja finder ud af, at hun og Lissa har meget mere tilfælles, end hun hidtil har troet. I første omgang bruger hun den nye viden til at drille Lissa med de samme ting, hun selv er blevet drillet med. En hændelse i mosen knytter dem mere sammen end det faktum, at de begge får vinger lavt hos Olga og begge på hver sin måde må leve uden en tæt forbindelse til deres fædre.

Hvor jeg har anbefalet de to første bind til 5-10 år, vil jeg gå ca. tre år op i begge ender af aldersspektret med Skovens gåder.

Hemmeligheder

Vibeke Arildsen
188 sider
Eudor 2018

Julie tager på road trip med sin lillesøster Marie. Hun vil besøge sin far på Frederiksberg og kører i bonusfarens bil, mens han er med Julies mor på ferie. Ikke nogen dårlig ide, hvis det ikke lige var fordi, at Julie kun er 16 år, og bonusfaren tror, at bilen stadig står i Kolding. Undervejs finder hun da også ud af, at det ikke er helt så let, som hun troede. Køreturen ender i et træ udenfor Ringe.

På Fyn bliver Julie og Marie budt velkommen i et lille samfund, som ikke stiller mange spørgsmål. Der er det ældre ægtepar med den døende mand, som lægger gæsteværelse til. Der er familien med den unge søn, som Julie forelsker sig i. Og der er mekanikeren med den nigerianske kone og endnu en kvinde fra Nigeria. Helt på overfladen et velfungerende naboskab. Læseren finder dog hurtigt ud af, at de kun lige klarer dagen og vejen. Julie er lidt langsommere til at forstå det, hvilket er en god detalje ved bogen.

Titlen Hemmeligheder refererer til, at de alle har noget at skjule. En afbrudt kontakt til en søn, en fortid som hashhandler, trafficking. Også Julie har en mørk hemmelighed. Egentlig er det bonusfarens hemmelighed, men Julie har ikke talt med nogen om, at han har forgrebet sig på hende. Nu er hun bange for, at Marie er den næste på listen.

På mange måder er Julie en mere kompleks hovedperson, end vi kender det fra mange andre romaner til de ældste skolebørn. Hun fremstår både meget moden og meget naiv på samme tid. Den kombination gør hende lidt gammeldags. Julie beskriver en af familierne sådan ”Kenneths mor, Gitte, er i lang, blomstret kjole og har bundet et tørklæde om sit lange, brune hår. Hans far, Peter, er i fløjlsbukser og en ternet skovmandsskjorte. Hans hår er samlet i en tynd hestehale. Hvis de havde været yngre, kunne de have været i et modeblad. Er det Julie, der er helt gal på den, så hun beskriver et modeblad fra 1970’erne? Det kan give mange gode samtaler i en 8. klasse.

Julie interesserer sig for Frilandsmuseet og refererer til Malala (som også Kenneth har hørt om). Og er der overhovedet nogen 16-årige, der ved, hvad Carmen Curlers er, når jeg-fortælleren Julie omtaler dem? Samtidig synes hun, det er nørdet, at Kenneth spiller skak. På den måde passer de godt sammen, og det ligger lige til højrebenet at hæftet begrebet ”tidslomme” på den lille klynge huse.

Hemmeligheder har ikke den eksplicitte beskrivelse af vold og sex, som kendetegner en del YA-litteratur i disse år. Alligevel bliver f.eks. blowjobs kaldt ved navn. Der efterlades ingen tvivl om, at Julie har gjort sine egne alt for tidlige erfaringer, og hendes desperat ungdommeligt optrædende mor spiller også en rolle dér.

Der er altså mange temaer i Hemmeligheder, men det største er naturligvis de overgreb, Julie har været udsat for. Først en mor, som i højere grad beskrives som en storesøster end en ansvarlig voksen. Så den klamme bonusfar, som Julie først alt, alt for sent tør gå imod. Skæbnen hjælper hende, for moren fortæller Julie, at han på ferien har forladt hende for en 28-årig ”led so”, en ”bitch fra Horsens”, som ”sad (…) ved poolen hele tiden og bagte på ham.” Det er vel at mærke ikke 16-årige Julies ordvalg, det er hendes mors ord.

Julies reaktion er også en nærlæsning værd: ”Pludselig breder et stort smil sig på mit ansigt. Det breder sig ud i hele kroppen. Jamen, fucking hurra! Hurra! Carsten er væk. Tak! Åh tak! Han er ikke mere i nærheden af Marie. Jeg sukker højt i stuens stilhed. Nu behøver jeg aldrig, aldrig, aldrig at fortælle nogen om de aftner med muselegen. Jeg skal ikke tænke på, om nogen vil sige, at det ikke er noget særligt. Eller at det er klamt. At han skal i fængsel. At jeg er fuld af løgn. At jeg husker forkert. Kun jeg kender sandheden. Det er min hemmelighed. Hvorfor skulle jeg sige det til nogen? For at få hævn? Jeg er ligeglad med hævn. For at få det ud af verden? Ting forsvinder ikke, bare fordi man siger dem højt.”

Mellem Julies glæde læser man også de tanker, som har forhindret hende i at stå frem. Ydmygelse – måske endda skam – ved at skulle fortælle om det. Frygt for ikke at blive troet. Det er ikke nogen god morale, at man skal vente og håbe på, at overgreb forsvinder. Men det er sikkert et udbredt håb blandt de, som har været udsat for det samme som Julie.

Hemmeligheder vil ramme den læser, som er træt af tendensen i tidens YA til at udpensle detaljer. Som godt vil læse om svære emner og om eksistenser på bunden af samfundet, og som samtidig have lov til selv at bruge sin forestillingsevne. Den fordeling vil sikkert også glæde mange dansklærere, især de lidt bornerte, som har det dårligt med de saftigste passager i den litteratur, de ellers præsenterer eleverne for.

Det (d)øde hus på Egevej

Det (d)øde hus på Egevej.

Mette Finderup
245 sider
Forlaget Bolden 2017

Vi har ingredienserne til en rigtig gyser: To piger, hvis far er død i en ulykke. En bekymret mor, som forgæves forsøger at kontrollere sine børns færden. Et gammelt hus, som i første omgang ser forladt ud. Et rum med fire mystiske skrin. Og et spøgelse. Bland ingredienserne sammen, og efter 250 sider har du en voldsom hjertebanken og en søvnløs nat.

Kira er den ældste søster, og hun er også det mest eventyrlystne. Det er hende, som får lillesøster Sofie med ind i det (d)øde hus i første omgang. Aldersforskellen er nu ikke større, end at de begge går i 8. klasse og tit bliver taget for at være tvillinger.

Huset er gammelt og beskidt. Allerede i haven lægger de mærke til tusindvis af snegle, og indenfor er det ikke meget bedre. På vejen op ad trappen træder Kira et trin i stykker, og rummene er tomme og støvede. Undtagen et enkelt rum. Her er alting pænt, og lampen virker. Desværre dukker der også en gammel mand op. ”Han var bare vildt klam og sur,” som Kira udtrykker det. På vild flugt ud af huset bemærker de, at det ødelagde trin på magisk vis er helt igen.

Derfra udvikler pigernes problemer sig til bare at blive større og større, værre og værre. Andre gysere til børn har ofte et element af ”så opdagede de, at det bare var en gren, der slog på ruden” eller andre naturlige forklaringer på karakterernes oplevelser. Sådan er det ikke i Det (d)øde hus på Egevej. Her går det den anden vej. Bedst som læseren tror, at det ikke kan blive værre, så kommer der et nyt hårrejsende element ind.

I første omgang bliver de naturligvis bange for spøgelset Marie, men de beslutter sig for at hjælpe hende med at finde sine børn. Senere bliver opgaven at redde børnene fra deres far, så åbenbart vil dem ondt. Og så finder de ud af, at Marie heller ikke er så uskyldig, som de først har antaget. Kira bliver taget som gidsel for det sidste barn, Esther.

Alt dette må Kira og Sofie gennemføre, uden at deres mor opdager noget. Det kan være ret svært, når opgaven medfører at forsvinde ind i en parallelverden. Derfor er pigerne nødt til at søge hjælp fra andre voksne. Voksne, som de er nødt til at stole på, selv om de ikke kender dem.

Det (d)øde hus på Egevej er skrevet med lavt lixtal, lix 15, og er rettet mod de 10 til 14-årige. Det er en af de mest skræmmende bøger til den målgruppe, jeg har læst. Men det er også en bog om de ting, som børn er optaget af i hverdagen: Forældres overvågning, skole kontra fritid, hvor langt skal jeg strække mig for at gøre ”det rigtige”?

Fucking monster

Fucking monster

Mette Egelund Olsen og Margrethe Schmidt
165 sider
Vild Maskine 2018

Philippa er 15 år og har det ikke let. Hun bor på den efterskole, hvor hendes far er forstander. Faren bor med en ny (yngre) kone, som får skylden for forældrenes brud. Det bliver ikke bedre af, at der kommer en lillebror, og Philippa er langt fra begejstret for hverken mor eller søn. Hun er heller ikke særligt begejstret for de andre unge på efterskolen. Det ligner begyndelsen til en helt almindeligt, kedelig fortælling om en pige på en efterskole. Det er det ikke.

Der er de forventelige beskrivelser af et efterskoleliv med klikedannelser, forelskelser, konflikter med værelseskammerater og forsøg på at skjule overtrædelser af efterskolens regler. Men det slutter ikke her. Læseren bliver hurtigt klar over, at der er noget helt galt. Philippas tanker er voldsomme, og hun har minder om et eller andet forfærdeligt, som er sket en gang. Hun har angst, og trods angsten udsætter hun den jævnaldrende Liv for flere forsøg på traumatiserende oplevelser på en fælles tur til Philippas mor i New York. Det går ikke helt, som hun har planlagt.

Lyset falder skråt ind gennem runden. Det er sent. Trafikken i gaden bruser mange etager nede. Der er en underlig fred herinde. Så åbner jeg øjnene og kan næsten selv mærke, at jeg fryser i blikket. Det giver et sæt i mor, for det er jo hende, der sidder og stryger mig over kinden. Det er ikke Liv. ”Hvor er Liv?” Min stemme er kvækkende og ru. (…) ”Men nu får vi lidt tid til hinanden, lille Pip,” siger mor, og det krymper i mig. Ikke fordi hun kalder mig lille og Pip, men mere fordi tiden mellem os fylder mig med skræk og gamle minder. På en måde ville jeg gerne tale med hende om det, der skete dengang. Og så alligevel ikke. Jeg vil flygte og krybe udenom.

I Liv ser Philippa et muligt offer. Her er en, hun kan klare, tror hun. Liv har lavt selvværd, og det udnytter Philippa. På den afsluttende tur til Norge går det helt galt. Liv forsvinder ud i sneen, og Philippa gør i første omgang intet for at redde hende, tværtimod. Og da en hallucination langt om længe får hende til at tænde godt op i saunaen, får hun sat ild til hytten i stedet.

Hvem er det fucking monster, som titlen refererer til? I første omgang skal man tro, at det er Philippa, og hun lever også op til titlen. Men som det ofte er tilfældet, er der et større monster indeni det mindre. Et monster, som driver Philippa til at gøre onde ting, f.eks. mod Liv.

Slutningen er intens og åben. Der er dog ingen tvivl om, at Liv får trukket Philippa væk fra døden. Her ses det intelligente valg af navnet til Liv. Også navnet Philippa er valgt bevidst og henviser til hendes tidligere glæde ved ridning, som angsten nu holder hende fra.

Om monsteret er gået til i ilden, er lidt uvist. Det må være op til læseren at tolke. Det virker til, at Philippa langt om længe finder fred med sin fortid og med Liv. Men sikke en tur, hun har været på for at nå derhen.

Lysets hjerte

Lysets hjerte

Kenneth Bøgh Andersen
Illustrator: Rasmus Jensen
128 sider
Høst & Søn 2018

Det er med sine lange fortællinger, især serierne om Den store Djævlekrig og Slaget i Caïssa, at Kenneth Bøgh Andersen virkeligt udfolder sit talent. Alligevel har han lavet et lille mesterværk med den relativt korte historie om Jack, som fristes over evne og prøver at kontrollere tidens gang, da han får muligheden.

For Jack begynder det med noget så kedeligt som udsigten til to uger med sin lillesøster og single-mor i et stort hus så langt fra alting, at mobilen var uden kontakt med omverdenen. Huset hedder Villa Tempus, og hvis ikke før må faste læsere af Kenneth Bøgh Andersen nu se forbindelsen til Tempus Fugit, som udkom i 2014. Familien mødes af den skræmmende Leonard Tempus, som forklarer, at de må benytte hele huset med undtagelse af ét rum.

Jack undersøger huset for at finde noget spændende – og det lykkes for ham. I første omgang finder han et sjovt, men ret ligegyldigt, magisk vindue, som han kan se fortiden gennem. Andre rum gemmer andre mærkelige vinduer med (med Jacks eget ord) sindssyge udsyn til cirkus, havbunde osv.

Naturligvis kan Jack ikke holde sig tilbage. Han må ind i det forbudte rum. Og nu er han ikke længere tilskuer til fjerne verdener – i geografi såvel som i tid. Nu går han ind i et eventyr, som han ikke kan kontrollere. Helt galt går det, da Jacks lillesøster, Emilie, bliver draget med ind i hans oplevelser.

Lysets hjerte er fuld af referencer til bøger både udenfor og indenfor Kenneth Bøgh Andersens forfatterskab. Narnia og Alice i Eventyrland er eksempler på det første. Stærkest står sammenhængen med Tempus Fugit, som ikke er blandt forfatterens bedste, men den bliver på genial måde løftet af Lysets hjerte, som fungerer som en prequel. Pludselig giver enkeltheder ny mening, og jeg kan bestemt anbefale at læse de to bøger i sammenhæng.

Forfatteren kan ikke nære sig fra at lege med både læseren, sin hovedperson og sig selv. Læseren ledes på vildspor og ledes tilbage igen. Jack og forfatteren knyttes sammen med denne djævelske passage om Jacks tiltagende vanvid:

”På et tidspunkt rev han hul på sin gode arm, han var nødt til at drikke et eller andet, bare et eller andet. Blodet var varmt og klæbrigt, og kort inden han besvimede, spekulerede han på, hvordan det ville føles at spise sig selv. Tanken fik ham til at grine. Hyle af latter.

»Og han levede til sine dages ende!« lo han og tænkte, at hvis dette virkelig var en historie, så burde forfatteren få skudt en kugle for panden. Det var hans sidste nogenlunde fornuftige tanke.”

Hvert kapitel indledes med en illustration af Rasmus Jensen, som slår tonen an for de kommende 3-6 sider.

Sondemad og flødeboller

Sondemad og flødebollerSondemad og flødeboller

Malene Gerd Petersen
168 sider
Special-pædagogisk Forlag 2017

 

 

15 fortællinger om at være søskende til et menneske med handicap. Det er der kommet en meget personlig og meget mangfoldig bog ud af. Ved at lade familien tale kommer forfatteren meget tæt på, og som læser kan man ikke undgå at blive rørt.

8-årige Barbara fortæller f.eks.: ”I 2. klasse fandt jeg selv på, at jeg ville holde et oplæg om min søster i klassen. Så kunne jeg også forklare de andre, hvorfor hun ikke går på samme skole som mig. Måske skulle man holde sådan et oplæg lidt oftere, for det er ikke så nemt at huske det for de andre, når de ikke er i familie med hende.”

Anna på 9 år forklarer sin søsters adfærd på denne måde: ”Hun er ligesom et glas under en vandhane, når hun er fyldt op med indtryk, så løber det over, og hun reagerer med uro og skrigeri, indtil vi ’tømmer glasset’ for hende, for det kan hun ikke selv.”

Sproget i Sondemad og flødeboller er meget voksent. Det er muligt, at børnene modnes hurtigt af at have en søskende med handicap, men teksten virker redigeret, og gør de ellers medrivende fortællinger lidt utroværdige, og det er ærgerligt.

Læseren får indblik i, hvad det betyder for den enkelte at være en del af den familie, de er. Mikkel på 10 omtaler legen med sin bror på den måde, at ”jeg leger mest for ham og ikke så meget med ham.” Et andet sted hører vi, at forældrene har en stor udfordring, men at det også er en stor sorg for det raske barn. Man bliver storesøster/-bror, også for den ældre søskende med et handicap. Derfor har det stor betydning at have en aflastningsfamilie for de raske børn. Det er et af de få konkrete forslag, som bogen giver til at lette tilværelsen for fortællerne. Et andet råd er at mødes med andre søskende i patientforeninger.

Det betyder meget at forstå, hvorfor broren/søsteren handler anderledes end andre. Et af børnene har fået den forklaring af sin mor, at ”vi alle sammen har en masse computere oppe i hjernen, og mange af Peters computere ikke kunne tændes.”

Mange af de søskende, vi møder i bogen, tager sig voldsomt sammen for at være en god søster eller bror for dem med handicap. Nogle omtaler enten sig selv som en ekstra voksen, eller også står det mellem linjerne. Enkelte familier består endda af flere med f.eks. ADHD, så bliver det et ekstra stort pres.

Udfordringerne til trods møder vi primært søskende, som ser glæden i deres familie. Og glæden til trods er de velovervejede omkring, hvad det gør ved dem selv. Christian fortæller, at måske har brorens handicap gjort ham mere ”målrettet, seriøs og moden,” og vi hører også, at det er nemmere at være social på nettet, for ”så er jeg sikker på, at mine verdener ikke blandes sammen, og jeg kan bare være mig selv.” Netop det med at være sig selv kan være svært. ”Vi er fem personer i denne familie, men næsten alle hensyn tages til én person,” som Johanne på 16 udtrykker det. Hun fortsætter: ”På en måde er jeg på overarbejde i mit eget liv. Hvornår kan jeg gå ned i tid?”

Forestillingen om to verdener ses i flere af fortællingerne. Man har én verden i skolen og/eller på arbejde, mens man har en anden verden som pårørende/familiemedlem.

Det er ikke kun børn, som kommer til orde. Karina på 54 fortæller, at hendes mor døde tidligt, så hun som søster til en handicappet bror var i en dobbelt speciel situation. Kapitlet følger hendes barndom og ungdom, indtil hun stiftede sin egen familie. Hun har været igennem en proces med at sige fra overfor den rolle, hun blev tildelt som søster til et menneske med handicap. Det er en opbyggelig historie, som de øvrige bidragsydere efterlyser. Netop på grund af Karinas alder fremstår hendes beretning særligt autentisk, der er overensstemmelse mellem hendes alder og sproget i teksten.

Den sidste beretning i bogen er Yrsa på 64 år. Hendes udviklingshæmmede bror døde som 60-årig, og hun har derfor et langt liv som pårørende at bygge sin fortælling på. Hun reflekterer over, hvordan hendes tilværelse og værdier har formet sig efter brorens handicap.

Bagerst i Sondemad og flødeboller er der ti sider, hvor man kan skrive sin egen historie som søskende eller på anden måde bekendt med handicap. Det er nok primært tænkt til brug i familier, men er absolut også anvendeligt i pædagogfaglig sammenhæng.

Boganmeldelsen er også bragt på Pædagogen.dk.

Din kreative hjerne

Din kreative hjerneDin kreative hjerne

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2018

 

 

Kreativitet er en vigtigt færdighed. Dette lille hæfte handler om, hvordan man skaber ideelle forhold for kreativiteten, og hvad man gør for at holde fast i de ideer, man får. Læseren bliver opmuntret til at afprøve ideer – for selv om de i første omgang skulle virke mislykkede, kan de i længden give ny næring til kreativiteten.

Du kan fastholde noget i arbejdshukommelsen i 20 sekunder. Derefter forsvinder ideer, hvis de ikke bliver skrevet ned. Man kan også gøre andre ting for at huske, f.eks. lege med ideerne eller lave rim eller remser.

Man kan ikke bare beslutte at være kreativ. Tværtimod vil ideerne lade vente på sig, hvis man er alt for fokuseret på at presse dem frem. Din kreative hjerne anbefaler i stedet at går en tur eller lave noget andet, for så kommer nye ideer til det, man var gået i stå med. Ideerne myldrer også frem, lige før og lige efter man sover.

Mange meget gode ideer er opstået ved fejl. F.eks. blev penicillin opfundet, da nogle bakterier i et forsøg ved en fejl blev blandet med snavs. Velcro blev opfundet, fordi burrer sad fast på en mands tøj.

I Din kreative hjerne præsenterer Anette Prehn sin model med ”grøn cirkel” og ”rød cirkel”. Den grønne cirkel indeholder alt det, du kan påvirke. Det er her, dit fokus bør være. Den røde cirkel har du ikke indflydelse på, så det er spild at bruge energi på den. Modellen er god at have for øje, men den virker lidt udenfor kontekst i et hæfte om kreativitet.

På en af de sidste sider er der en tjekliste med syv punkter, som kan booste læserens kreativitet. Tjeklisten opsummerer dels indholdet i Din kreative hjerne, dels det meste af Anette Prehns forfatterskab de seneste år. På listen er alt fra at skabe plads i arbejdshukommelsen over at sende den indre dommer på ferie til at prioritere søvnen.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om ”hjernesmart pædagogik” og lignende begreber. Din kreative hjerne er syvende titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på www.hjernesmart.dk.

Boganmeldelsen er også bragt på Pædagogen.dk.