De nominerede bøger: Bello, Helikopter, Mine lillebror er mutant, Og så drukner jeg …, Standby, Mester Ester, Venus Fluefanger, Den som alle ser, Anomali, Helt som de andre.
19. maj blev jeg interviewet til P1 Morgen om bøger til og om børn med handicap. Det skete i anledning af, at jeg som formand for Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark, havde indstillet ti bøger til samlingen af “Books for Young People with Disabilities”, som står i Toronto Public Library. Bøgerne får dermed en chance for at blive udmærket med prædikatet “Outstanding Books for Young People with Disabilities”, som bliver offentliggjort ved børnebogsfestivallen i Bologna marts/april 2021.
Hør indslaget fra 38 til 46 minutter inde i programmet her. Hvis P1 sletter opslaget, kan det også høres her.
De indstillede bøger er:
Anomali af Dorte Lilmose (Gyldendal)
Bello af Mette Eike Neerlin og Otto Dickmeiss (Gyldendal)
Den som alle ser af Gunvor Ganer Krejberg (Gyldendal)
Helikopter af Morten Walther Rasmussen (Vild Maskine)
Helt som de andre af Annie Bahnson (Gyldendal)
Mester Ester af Kathrine Assels (Jensen & Dalgaard)
Min lillebror er mutant af Emil Blichfeldt (Calibat)
Den mystiske sag om hunden i natten: Christopher på 15 år, 3 måneder og 2 dage har Aspergers syndrom og er meget hårdt ramt af det. Hans hverdag på specialskolen og sammen med sin far rives ud af sine faste rammer, da han finder naboens hund, som ligger på græsset med en havegreb gennem sig. Han nedskriver sine oplevelser med at opklare den mystiske sag, og det er denne tekst, læseren sidder med.
Det vi har mistet: ”Jeg begyndte at lukke øjnene, når jeg hørte de høje plask. Jeg vidste, hvad de betød. Jeg havde været så bange for at drukne. Træbådens hæse knirken og lyden af vandet så tæt på. Med det er ikke havet, der slår ihjel. Det er den brændende sol, sulten og vanviddet.”
Mester Ester: Hjemme hos Ester er morgenerne hektiske. Ikke bare hektiske som i enhver anden børnefamilie. Ester er nemlig ikke som enhver anden. Nogen vil sige, at hun har en livlig fantasi. Men det har hun ikke. Det er nærmere sådan, at Esters fantasi har Ester. Esters fantasi driver Ester til at gøre ting, som meget få andre børn gør. Og Esters fantasi er ved at drive Esters mor til vanvid.
Skovens gåder: Serien om alfepigen Mirja er nået til tredje bind. Hvor de to første bind var stærkest på historien og sproget, har persongalleriet denne gang fået et gevaldigt løft. Det er meget glædeligt, at karaktererne er blevet rundere og mere realistiske: Mirja får også lov at være ondskabsfuld, plageånden Lissa viser en sårbar side, og Lissas mor spiller en større rolle. Mere forudsigeligt er det, at Mirjas bonusfar viser sig som en vigtig forbundsfælle til Mirja, om end det ikke er helt så tydeligt for Mirja selv, som det er for læseren.
Snemanden: I første omgang kan man tro, at det er Raymond Briggs’ historie om Snemanden (kendt fra billedbog og film), som er udgivet som oplæsningsbog. Men tag ikke fejl. Med stor respekt for den originale historie har Michael Morpurgo forfattet fortællingen om Jacob, som bor på en gård med sin mor, sin far og sin hund Bjæf. Jacob giver sin stammen skylden for, at han ingen venner har. Allerhelst vil han være venner med Peter, og det tror han vil lykkes, hvis han får en knaldgrøn mountainbike med store, brede dæk til jul.
Spor af liv: Da Julians søster forsvinder en aften, opdager han sider af både sig selv og sin familie, han ikke tidligere havde kendskab til. Han slår sig sammen med søsterens veninde, som han er lidt lun på. De kan bedre forstå, hvordan det er at være ung og have hemmeligheder for forældrene. Måske hemmeligheder, som har noget med hendes forsvinden at gøre?
Udviklende øjeblikke: Udviklende øjeblikke er ”de øjeblikke, der opstår, når to mennesker etablerer en særlig form for mental kontakt.” Og de øjeblikke får læseren mange, mange gode eksempler på i bogen af samme navn. I forhold til førsteudgaven er der tilføjet samtalekort (som kan købes separat) og et meget vigtigt kapitel om trusler mod udviklende øjeblikke. Desuden er grafikken på skemaerne strammet op.
Venus fluefanger: Som mange andre unge er Alex i tvivl om sig selv. ”Hvem er jeg? Hvad vil jeg med mit liv? Vil jeg være en del af fællesskabet eller vil jeg være mig selv? Og kan jeg være begge dele samtidig?” For Alex er spørgsmålene nok lidt vanskeligere end for de fleste, men heldigvis er der Isa, som er forstående, rummelig og tålmodig.
Der udgives megen god børne- og ungdomslitteratur i disse år. Så meget, at det kan være svært at følge med. Denne artikel giver forslag til titler, som kan erstatte eller give et supplement til Bjarne Reuters 7.a og Kenneth Bøgh Andersens De hvide mænd i udskolingen, deres kvaliteter usagt.
(Artiklen er trykt i Specialpædagogisk månedsblad nr. 189, februar 2019 og kan læses i sit oprindelige layout ved at klikke her.)
Der er store forskelle mellem de unge,
vi arbejder specialpædagogisk med i skolen. Mit eget virke er tre dage om ugen
på en folkeskole, og her har jeg både arbejdet med deciderede bogorme og med
unge, som ikke frivilligt ville åbne en bog.
Alle har krav på litteratur, som de kan
genkende sig selv i. Som giver tilpas udfordring. Derfor er den gode historie
væsentlig. En god bog er én, hvor man bare lige skal have næste side med.
Men hvad er en god historie så? Det er sværere
at sige. Spørg gerne, hvad den sidste bog hedder, som den unge kunne lide. Det
fortæller, om du skal gå efter gys, humor, drama, kærlighed eller noget helt
femte.
Young Adults: Det nye – og så alligevel ikke
I dag taler man ikke længere om ”ungdomsbøger”, som giver minder fra 1970’ernes socialrealisme og bøger filmatiseret med lydspor af Sebastian. Nu hedder det YA, som står for Young Adults. Bøgerne kan også appellere til tweens og i kraft af deres litterære kvaliteter også til voksne. Hvor min barndoms lærere næppe selv fandt den store glæde ved de bøger, vi blev præsenteret for, kan pædagoger, lærere og forældre for den sags skyld få gode læseoplevelser på linje med den unge.
De berører mange forskellige emner. Kærligheden står stadig stærkt,
men identitetsdannelsen fylder også meget. Ofte cirkler temaerne omkring død, sygdom, skilsmisse, homoseksualitet, ensomhed,
anderledeshed… listen var lang. Fagudtrykket for en del af temaerne er sick-litt. Tendensen er, at man skriver
uden om temaerne, så det ikke handler om f.eks. sygdom. Sygdommen er en præmis,
og så tager handlingen afsæt inden for den ramme.
I den genre er Fuglemanden
et af de nye uundgåelige. En grafisk roman om indre stemmer, som forlanger mere
og mere af sin bærer. Forfatter og illustrator, Sarah Engell og Lilian Brøgger,
eksperimenterer med udtryk og giver på den måde en helt særlig læseoplevelse.
Månen er en højtaler
sætter aldrig ord på, hvad der er forkert i den lille familie, som består af
9-årige Alvin og hans mor. Men moren har en række tvangstanker, bl.a. den, som
gav titel til bogen. Hun er angst for besøg fra ”kommunen”, og det forstår man
godt, når man hører om de forhold, Alvin lever under.
Man ved med det samme, at noget er galt, helt galt i Til døden os skiller. Det fortæller
hovedpersonen i et alarmopkald i begyndelsen, men man skal 250 sider længere
frem, inden man efter adskillige spor og vildspor finder ud af, hvad det er,
der er galt, helt galt. Partnervold kan have mange former.
I Dig og mig ved
daggry fører forelskelsen til et dobbelt selvmord, og bogen kører i to
fortællespor. Det ene fortællespor er Louises historie inden selvmordet, det
andet fortællespor følger forældrenes efterfølgende forsøg på at forstå, hvad
der er sket, brillant fortalt af én som må være Louises spøgelse.
Der er mange temaer i Provinspis. Der er
alkohol og stoffer og sex, som bliver beskrevet meget eksplicit. Men
hovedpersonen kæmper med at føle sig hjemme, samtidig med at hun vil noget
andet og mere. Hun bor i Ansager, og det kan ikke gå stærkt nok med at komme
derfra. Hun har også begavelsen til det, får i hvert fald høje karakterer, men
hun har ikke fokus nok, og det bliver derfor ikke rigtigt til noget. Sådan er
det med det meste i hendes liv.
Hjertet
er 1 organ er en
meget stærk fortælling om den 17-årig Lucca, som skærer sig selv og har sex med
tilfældige mænd fra forældrenes hotel. Hun styrer sit liv med tal, for ”tal er
pålidelige”, som Lucca siger det. Der er ikke meget andet i Luccas liv, hun tør
stole på. Heller ikke den jævnaldrende Xu, som tænder en ild i Lucca men måske
alligevel ikke er den rette. Hjertet er 1
organ skal anbefales med omtanke. Det er stærk kost.
Hvis man ønsker en bog, som ikke bader i eksplicit
vold og sex, så er Hemmeligheder
fortællingen om et road trip, som ender på Fyn hos på overfladen rare og lidt
kedelige mennesker, som viser sig at bære på hver deres hemmelighed. Ligesom
hovedpersonen også gør. Trafficking, stofmisbrug, ødelagte familiebånd osv.
dukker op efterhånden, men fortalt uden at forskrække selv følsomme læsere.
Til læseren, som ikke ønsker mere vold og sygdom, er Valget også et godt forslag. I
baggrunden lurer miljøkatastrofer og mennesker på flugt fra krig, men det
altafgørende tema i bogen er dilemmaet mellem at gøre det ”gode” (hvad det så
end er) her-og-nu eller på lang sigt. Kan Xenia afvise et lille flygtningebarn,
som bogstaveligt talt flytter ind i hendes hjem, for at sikre sig en politisk
karriere, som kan redde endnu flere mennesker?
Billedbøger er også til unge
Billedbogen skal også nævnes. Eller graphic novels, som det kaldes. Fuglemanden
er beskrevet ovenfor.
Bare en ond drøm
er lavet af far og datter og er både en bog om drømme og viser vej til, hvor
man kan lære om drømmetydning. Samtidig er Bare
en ond drøm et eksempel på, hvordan også børns billeder kan bruges i en
professionel sammenhæng.
Fuglen er også en
bog, man kan grave sig ned i. Et poetisk sprog spiller godt op til fine, sarte
illustrationer, som tilsættes en knivspids gru, når det er påkrævet. En fugl
bliver Albas bedste ven, indtil hun skubber den væk for at få en anden ven. Da
hun indser sin fejltagelse, må hun ud på søgen efter fuglen. Her er både tale
om litteratur, kunst og en god historie.
Litteraturliste
Bare en ond drøm, Aino og Ville Tietäväinen, Høst & Søn 2016 Dig og mig ved daggry, Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved, Gyldendal 2013 Fuglemanden, Sarah Engell og Lilian Brøgger, Carlsen 2018 Fuglen, Marianne Iben Hansen og Tea Bendix, Gyldendal 2015 Hemmeligheder, Vibeke B. Arildsen, Eudor 2018 Hjertet er 1 organ, Sarah Engell, Carlsen 2016 Månen er en højtaler,Kathrine Assels og Laurenz Rawashdeh, Jensen & Dalgaard 2017 Provinspis, Ditte Wiese, Carlsen 2017 Til døden os skiller, Kit A. Rasmussen, Carlsen 2017 Valget, Sarah Engell, CarlsenPuls 2017
Alle bøger i denne
artikel er anmeldt mere udførligt på www.paedagogen.dk. På Bjarne W. Andresens egen
hjemmeside www.bjarnewandresen.dk kan man klikke på læserens alder under
”Boganmeldelser: Målgruppe.” Hjemmesiden www.bogbotten.dk er også et godt sted
at finde inspiration. Under fanebladet ”Bøger” kan man vælge genrer og/eller
aldersgruppe.
Her præsenterer jeg en helt subjektiv, men velbegrundet, top 10 over gode børnebøger set med normkritiske briller. Listen er ikke prioriteret efter kvalitet, men efter alder på læseren.
Her er en serie uden tekst, som kan bruges helt ned til de treårige. Parateksten fortæller, at Lille Kvast er en “han”, men læseren kan jo selv bestemme.
(Bemærk: Far og Mor er fremstillet ret stereotype, og i Kærlighed på isen er det et ret traditionel kærlighedsdrama, som afspilles.)
Normkritisk tankegang begynder der, hvor man hører om mennesker forskellige fra én selv. Tilly møder en række måder at leve på og forholder sig til det.
Tillys ven, Tage, er med på rejsen og de to venner taler sammen om de indtryk, de får undervejs.
Niller Pilfinger vokser op med to mødre. Bortset fra det oplever han stort set det samme, som alle andre børn i hans alder kan komme ud for. Persongalleriet og illustrationerne indeholder mange detaljer, som man alt efter kontekst kan tale om eller blot lade være en del af Nillers omgivelser uden at fremhæve dem.
Kaspers kyssefest
(Ikke anmeldt på www.bjarnewandresen.dk).
Kasper siger fra overfor sine kysseglade tanter. Bogen viser, at det er i orden at sige fra, når man ikke kan lide noget – også selv om “den anden” mener noget andet.
To bøger i én, som man læser fra hver sin side (Se og Hør-princippet). De to historier mødes i midteropslaget. De to børn, Rikke og Frederik, vågner op en dag og oplever, hvordan det er at blive behandlet anderledes, end de er vant til.
Udgivet af Ligestillingsministeriet og sendt til alle daginstitutioner i Danmark.
I de tolv lejligheder bor der mange forskellige mennesker. Fra det barnløse par over rugemoren og “frøken Johnna V. Sand, som vist nok egentlig er en mand” til enkemanden, som nu trøster sig med en full size-dukke, når han vil kramme og kysse.
Viola på 12 år gør sig mange tanker om livet, døden og kærligheden.
Pssst! er blevet taget godt imod af både drenge og piger og har på den måde gjort den fordom til skamme, at drenge ikke læser bøger med kvindelige hovedpersoner.
Karla-serien
(Ikke anmeldt på www.bjarnewandresen.dk).
Renée Toft Simonsens serie om Karla har – berettiget – haft stor succes som bog og andre medier. Især Karla Superstjerne og Karlas Kamp, viser en selvstændig Karla, som danner sig sin egen mening, når et dilemma opstår, og tager konsekvensen.
En meget morsom historie om Malthe, som får den vanvittige ide at spille bøsse for at komme tæt på piger og lære noget om dem, så han kan score, når han næste år skal på efterskole.
Det går naturligvis helt anderledes, og Malthe bliver klogere på meget andet end piger …
Xenia er smuk, intelligent, handlekraftig … og må alligevel se sig fanget i et dilemma, da hun må vælge mellem sin egen politiske karriere og at hjælpe en flygtningepige, hun har mødt.
Det er godt, at der også er mulighed for identifikation for de unge, som har et godt forhold til forældre og klarer sig fint i skolen!
Listen med Top ti normkritiske bøger er lavet på opfordring efter mit oplæg på Uddannelsesdebatten om netop normkritisk børnelitteratur. Til brug for mit oplæg og den efterfølgende debat havde jeg en bruttoliste, som bringes ukommenteret her:
Julie Aigner-Clark og Nadeem Zaidi: Violet på strandtur (i serien Baby Einstein), Lademann
Katrine Assels og Josephine Kyhn: Makkirullen, der ikke ville makke ret, Jensen & Dalgaard
Gunvor Ganer Krejbjerg: Mirja (foreløbig to bind), Gyldendal
Ole Lund Kirkegaard: Lille Virgil, Gyldendal
Stian Hole: Annas Himmel, Høst & Søn
Annette Herzog og Katrine Clante: Pssst!, Høst & Søn
Annette Herzog, Katrine Clante og Rasmus Bregnhøi: Hjertestorm, Høst & Søn
Anne Sofie Hammer: Mig og Dylan Walker, Høst & Søn
Jostein Gaarder: Sofies Verden, Høst & Søn
Frank Madsen og Susi Bech: Snus Mus (serie med to bind)
Gitte Løkkegaard: Victoria Roses to liv, Carlsen
Astrid Lindgren: Ronja Røverdatter, Gyldendal
Sarah Engell: Valget, Carlsen/CarlsenPuls
Julia Donaldson og Axel Scheffler: Hjælp den lille abe, Klematis
Stine Josefine Dige og Maria Tran Larsen: Niller Pilfinger (serie med to bind), Indblik og Egolibris
Antje Damm: Spørg mig!, CDR Forlag
Anne Bredahl: Min mor og Skovkrokodillen, Damgaard
Niki Daly: Kaspers Kyssefest, Hjulet
Karen Leggett Abouraya og L.C. Wheatley: Malala – pigen som kæmper med ord, Hjulet
Pierre Bailly: Lille Kvast, Forlæns
Kit A. Rasmussen: Til døden os skiller, Carlsen
Jon Ranheimsætter: Lars og Lone alene hjemme, Gyldendal
Delphine Perret: Mig og ulven, Damgaard
Andreas Palmaer og Ingela P. Arrhenius: Hamsteren er væk, Gyldendal
Pia Olsen: Karla (serie på to bind), Siesta
Eva Staaf og Emma Adbåge: Tilly, som troede at …, Gyldendal
Med udgangspunkt i forståelsen af de to køn som hinandens modsætninger stiller Køn i pædagogisk praksis skarpt på stereotyper i tanke, ord og handling. “Der er ikke kun to måder at være barn på, men mange hundrede” slår forfatterne fast allerede i introduktionen, og den synsvinkel fortsætter som en rød tråd i hele bogen.
Kunne du forestille dig, at afvisningen “vi leger ikke med sorthårede” ville blive accepteret lige så ofte som udsagnet: “vi leger ikke med piger”?
Pædagogisk praksis giver læseren en grundlæggende viden om køn og kønsforståelse. Kristina Avenstrup og Sine Hudecek henvender sig med bogen til pædagoger og studerende, pædagogiske konsulenter og ledere, der gerne vil have faglige perspektiver og metoder til at arbejde med køn i en pædagogisk kontekst.
Flere bud på, hvordan man er dreng eller pige
Ifølge forfatterne er børnehaveørn “i fuld gang med at lære at begå sig i forhold til den omgivende kulturs normer og forventninger (…) Målet er ikke i sig selv at ændre kønsforståelsen så hurtigt som muligt. Derimod er det et mål at give børn erfaringer med, at der ikke kun er ét rigtigt svar, men mange forskellige bud på, hvad der er passende adfærd for piger og drenge.”
Sproget skaber virkeligheden
Dukkekrogen kan fx kaldes andre navne: lejligheden, restauranten, køkkenet. Hvad kalder man drenge, som leger med Barbie, og piger, som leger med actionmænd? Disse spørgsmål rejser bogen.
Undersøgelser viser, at drenge fx får mere hjælp til tøjet og kommer dermed hurtigere ud på legepladsen end piger. Til gengæld bliver piger mere selvhjulpne.
Et senere kapitel behandler ledelse og organisering. Diskussionen er sat ind i en køns- og normkontekst, men der kunne være fokuseret mere på den forforståelse, ledelse og personale har om køn.
Når familier ikke ligner, det vi kender
Der er også råd at hente om familier, som ikke ligner ens egen. Tag ikke noget for givet og undgå at få “andre familiekonstellationer til at fremstå som afvigende, unormale eller mangelfulde.” Forældresamarbejdet er primært pædagogens rolle, mens barnet er et fælles ansvar. Også børn i traditionelle familier kan profitere af en normkritisk tilgang ved ikke at føle sig ”forkerte”, hvis de vælger en anden vej. Ordet ”vælger” undrer her, for tilgangen til normer er ellers, at de ikke er et valg, den enkelte har.
Bogen lever op til sin undertitel om at giv inspiration og handlemuligheder. En normkritisk pædagogik er ikke til debat, men gå man med på den præmis, er Køn i pædagogisk praksis et godt sted at begynde.
Ungdomsbøger er ikke det, de har været. I dag hedder de YA-litteratur (Young Adults literature) og tager meget ofte tabu-belagte emner op. Selvskadende adfærd er et tungvejende tema i Sarah Engells Hjertet er 1 organ.
Bogen giver ikke en fyldestgørende forklaring på, at nogen kan finde på at skære i sig selv, men den giver nogle bud. En modbydelig, men væsentlig, læsning for pædagoger, som arbejder med unge eller andre, som har ondt i selvfølelsen.
(Artiklen er bragt i Århus Pædagoger nr. 4-2016, som kan læses i sin helhed her. Artiklen kan også læses separat her. Desværre er to ord blevet byttet om i overskriften i Århus Pædagoger, men meningen fremgår vist klar(t) nok.)
Det må være en individuel vurdering, om man vil anbefale bogen til unge. Som litterat er jeg udelt begejstret. Som pædagog må jeg advare om, at den kan være en meget grum oplevelse. I bedste fald kan den måske redde livet for en, som tror sig alene i sit selvhad.
Om råheden i sine bøger har Sarah Engell udtalt: “Det er min ambition at give mine læsere noget – ud over en forhåbentlig god historie. Jeg har altid et budskab i mine bøger, noget jeg gerne vil give videre. Og netop når man tør at skrive råt, tror jeg, at man nemmere kan vinde sig vej til de unges hjerter. På den måde kan ungdomsbøgerne medvirke til at forvandle smerten, grusomheden og det meningsløse i tilværelsen, så det er nemmere at håndtere.”
Den selvdestruktive Lucca
Hovedpersonen er Lucca på 17 år. Hun er bange for sine følelser og søger at erstatte dem med to ting: Sandsynlighed og smerte. Smerten vender vi tilbage til. Sandsynligheden hjælper hende til at træffe beslutninger. ”Tal er pålidelige” har Lucca besluttet og bruger derfor spillekort, S-tog og andre tilfældigheder for at eliminere sin egen andel i at vælge.
Lucca har dårlige erfaringer med selv at træffe beslutninger. Især, når der er følelser indblandet. F.eks. ledte følelserne hende en gang til at kysse med en veninde. De blev afsløret af Luccas mor, og nu frygter Lucca, at moren siger det videre til faren. Måske vil faren afbryde forbindelsen til hende, lige som han gjorde det med sin egen bror, Frank. Frank sprang ud som bøsse, og siden har de to brødre ikke talt sammen.
De havde ellers gang i et stort fælles familieprojekt: Opførelsen af et hotel. I stedet solgte Luccas forældre deres hus og flyttede i campingvogn, mens byggeriet stod på. Nu står hotellet færdigt, og familien er flyttet ind i det. Lucca har et værelse på hotellet, men hun har det ikke i fred, for rengøringen kommer og fjerner hendes mulighed for at gøre det sit eget. ”1 hotel er ikke noget hjem” er Luccas mantra. Den konfliktssky mor kommenterer ikke på, at hendes datter er i forfald. Dog får hun en aktiv rolle i slutningen af bogen.
Lucca vil have kontrol
Når Lucca er alene med sig selv, mener hun sig fri for at træffe dumme (altså følelsesbaserede) beslutninger. Hun kan bare ikke slukke for tankerne. Det er her, smerten kommer ind. Hun har en omfattende selvskadende adfærd. I hotellets bar lader hun spillekort bestemme, hvilke fremmede mænd hun skal gå i seng med. Hun snitter i sig selv. ”Jeg strammer nittebæltet ind, til det skærer i maveskindet. I min rygsæk ligger 9 engangsskrabere, og jeg forestiller mig, hvordan de trænger ind i tankerne og hakker dem i småstykker, så jeg kan slappe af.”
Forudsigelighed er vigtig. Overblik og regler skaber sin egen syge form for orden for Lucca. Hendes mange regler frigiver hende fra følelserne, men de skaber et andet fængsel, som hun ikke selv kan flygte fra, for tremmerne er inde i hende. Pludselig dukker Xu op. Xu er Luccas modsætning. Hun lever i nuet, tager tilsyneladende ikke noget alvorligt, og så nyder hun sig selv og sin krop. Hun danser burlesque i natklubben Pussy. En erotisk, ironisk og performativ dans, som på samme tid frastøder og fascinerer Lucca.
Snart må Lucca indse, at hun ikke bare er fascineret af Xu. Først forsøger hun at holde sin forelskelse skjult for sig selv, derefter for Xu. Hele tiden må Luccas far ikke vide noget.
Modbydeligt er et æresmærke
Hjertet er 1 organ er ikke behagelig læsning. Klaus Rothstein har i Skønlitteratur på P1 sagt, at ”modbydeligt er et æresmærke for litteraturen. I så fald er Hjertet er 1 organ stor litteratur. En jaloux Lucca vender Xu ryggen og går til natklubben Pussys følelseskolde og sadistiske indehaver, White Snake, som misbruger hende. Vi spares for de værste detaljer. Det gør vi derimod ikke, når Lucca første gang stikker en nål gennem sin brystvorte for at tilføje sig smerter ud over, hvad engangsskraberne kan gøre. Fire sider varer det, og personligt kunne jeg godt have klaret mig med mindre. Det er meget ubehagelig læsning, men man kan heller ikke lægge bogen fra sig.
YA-litteratur benytter sig også ofte af grafiske greb. I Hjertet er 1 organ bliver alle tal skrevet, også tallet 1. Sms’er skrives med fed. Et sted er teksten endda streget ud for at markere, at fortælleren Lucca retter på sig selv. Når der skal være tryk på et ord, tilføjes et potenstegn: varm2 og svider2.
Andre temaer
Cutting er ikke det eneste tema i Hjertet er 1 organ. Der er meget vold; vold mod sig selv og vold mod andre. Sex med forskellige motiver: Som flugt, som dominans, som leg… og Lucca får også lov at opleve den erotiske sex, som udspringer af kærlighed og forelskelse.
Det ligger lige for at sammenligne bogen f.eks. med Bent Hallers Katamaranen og med I morgen er det slut af Christiane F. Selv om Hjertet er 1 organ ikke vil provokere så meget i dag, som de to andre bøger gjorde det i hhv. 1976 og 1979, har de meget tilfælles. Temaerne er beskrevet meget eksplicit, uden at det er gået ud over den litterære kvalitet. I morgen er det slut afholdt sikkert en del af sin generation fra at ryge på sprøjten. Jeg kan tro, at Hjertet er 1 organ kan have en lignende effekt på sine læsere. Derfor er det en nødvendig bog, også selv om man får kvalme undervejs.
En gang imellem må man undre sig over debatten i Danmark. Mens læger lovligt må maltraktere drenges kønsorganer, diskuteres det, om pædagoger må kysse børnene.
Mange indlæggene begynder med “Jeg synes nu selv…” og er tydeligvis påvirket af debattørens egen personlige kultur. Det kan jeg heller ikke sige mig fra for.
Det sidste års tid har jeg arbejdet som støttepædagog i en 9. klasse, hvor en af de unge havde en særlig hilsen: Han strøg mig over min glatte isse, og jeg rodede ham lidt i håret. En hilsen, som betød noget for ham, for han brugte den, hver gang vi mødtes. Det er ellers ikke noget, jeg gør med 16-årige drenge, men i dette tilfælde blev det en personlig måde at møde ham på.
Nogle børn har meget brug for kram, andre føler det som et overgreb at blive krammet. Sådan er det også med kys. Børn kysser hinanden spontant. Især inden voksne i den bedste hensigt beder dem lade være. De kysser på hånden, på kinden, på håret og på munden. Personligt vil min grænse gå ved at kysse på munden, og jeg husker ikke, at jeg delte mange kys ud, de år jeg arbejdede i vuggestue og børnehave.
Hvis man tager barnets perspektiv, vil der unægteligt være nogle børn, som ikke vil kysses. Nogle af dem vil kun kysses af en forælder – eller af to. Nogle af dem har en håndfuld osv. Nogle børn er meget gavmilde med kys, andre holder kyssene for sig selv. God pædagogik tager udgangspunkt i barnets behov og hensigten med adfærden. Så vi må lægge vore egne personlige synsninger bag os.
Det er ok med mig, hvis pædagoger ikke ønsker at kysse. Så lad bare være. Sig: “Jeg har ikke lyst til at kysse (andre end…).” Så er det sådan, det er. Men lad være med at pakke det ind i, at det ikke er godt for barnet. Børn har brug for omsorg, og omsorg skal gives personligt. Altså lige dér, hvor barnet er. På den måde, barnet oplever omsorgen bedst. Det næste bliver vel, at man vil forbyde mandlige pædagoger at tage børn op på skødet for at trøste dem… nå nej, der var jeg for sent ude.
Kys bare børnene – eller lad være. Men gør det ikke for din skyld, gør det for barnets skyld.
Æres den, som æres bør: Sammenligningen med omskæring har jeg tyvstjålet fra Lars Boje Mathiesen.
Den selvbiografiske roman slog benene væk under mig. Mette Zommer skriver rigtigt godt, og hun har noget på hjerte (nogle gange lidt meget, men jeg følger med, så godt jeg kan). Det er et stykke tid siden, jeg sidst har læst en bog, som jeg har svært ved at lægge fra mig, men sådan havde jeg det med ”Verdens Ende”. Jeg bed især mærke i den kompromisløse måde, jeg-fortælleren møder andre på. Hudløst ærlig, girafsproglig og med den tilgang, at det mest irriterende menneske kan være din bedste læremester.
Mette Zommers har haft en barndom præget af alkohol og lavt selvværd. Underkendelse af hendes grænser osv. Som ung havde hun udviklet bulimi, depression og en omfangsrig angst. På et tidspunkt finder hun styrken til at begive sig ud på pilgrimsrejsen Camino de Santiago de Compostela. Uforberedt, utrænet og temmelig naiv, men hun gennemfører, og det bliver et vendepunkt. Tilbage i Danmark begiver hun sig på en indre Camino og vender så at sige skuden.
I sidste del har hun fået mand og barn og skriver meget om dilemmaer: Hvordan anerkender man både sine egne og børnenes behov? Hvordan møder man et barn med kærlighed, hvis det gør ondt mod ens eget barn? Hvornår reagerer man på, at et barn f.eks. i børnehaven ikke behandles, som man ønsker sit eget barn behandlet?
På den måde var det sidste del mere end begyndelsen, som gjorde indtryk på mig. Den forfalder aldrig til det sødladne. Historien om den dårlige barndom, som man rejser sig fra, er skrevet før, men den kan fortælles på mange måder. Mette Zommer gør det på en af de bedste måder, jeg har læst. Det er en stærk og yderst tankevækkende bog, som giver dig en læseoplevelse, du ikke glemmer med det samme.
En af mine kontakter gjorde mig opmærksom på dette cand.mag. speciale om queer-træk i børnelitteratur, især Pippi Langstrømpe. Det var en vinkel, jeg ikke havde set beskrevet før, og derfor er den væsentlig.
Pippi – en queer snegl har en ret omstændig begyndelse, hvorimod selve analysen af udvalgte dele af Astrid Lindgrens tekster er mere tilgængelig. Tine Bruun slår fast, at seksualitet hos børn ikke er det samme som den måde, voksen seksualitet italesættes: som rettet specifikt mod kønsdele og forplantning.
Specialet har en pointe i, at al kønslighed er drag. Piger i kjoler er ikke bare piger. Det er piger, som KLÆDER SIG UD som piger. På den måde bliver der skelnet mellem det biologiske køn og det kulturelle køn.
Hvis man interesserer sig for queerteori og for køn i pædagogik og børnelitteratur, så læs hele specialet. Hvis det primært er fortolkninger af karakteren Pippi, man interesserer sig for, så læs sidste halvdel.
