Hjertet er 1 organ

Hjertet er 1 organHjertet er 1 organ

Sarah Engell
408 sider
Carlsen 2016

 

 

17-årige Lucca tør ikke stole på sine følelser. Det har hun gjort en gang, og det gik helt galt. For at kontrollere følelser og tanker skærer hun sig med barberblade og bruger tal til at træffe beslutninger. F.eks. trækker hun kort for at beslutte, hvilke tilfældige mænd fra hendes forældres hotel hun skal gå i seng med.

På JAGOO skrev jeg om Hjertet er 1 organ: “Den er uegnet for børn, den kan give unge farlige ideer og den giver voksne kvalme. Alle burde læse den, men ingen har rigtigt lyst til det. Den er det mørkeste sorte og giver alligevel håb. Man forstår ikke hovedpersonen og får alligevel en dyb indsigt. Det er en bog, man fortryder overhovedet at være begyndt på. Alligevel kan man ikke lægge den fra sig og må blive ved til sidste side.” Det er stærke sager, når den seneste bog, man har læst af samme forfatter er billedbogen Benny Beton!

Lucca har opstillet en lang række regler for sig selv. Det skal frigøre hende fra følelserne, men de virker ikke frisættende for hende. Derimod bliver det er fængsel, hun først befries fra, da hun møder den uregerlige Xu, som danser burlesque i en natklub, så det fascinerer og frastøder Lucca på samme tid.

De selvskadende handlinger og tekstens beskrivelse af Lucca bliver indrammet af hendes beskrivelser af sig selv: “Siden i sommer har jeg opfattet mig selv som det menneskelige svar på primtallet. 1 tal der tilsyneladende ligner alle andre tal, men som følger sine helt egne regler. 1 tal som ingen andre går op i. Kun tallet 1. Og 1 betyder alene.” Tal betyder i det hele taget meget for Lucca, for “tal er pålidelige”.

Derfor er ingen tal i Hjertet er 1 organ skrevet med bogstaver. Også på andre måder er teksten visuelt tilpasset Luccas tanker: Når Lucca retter sig selv, er teksten streget ud. Sms’er er skrevet med fed. Når noget skal fremhæves, benyttes potenstegnet: varm2 eller svider2.

Når det  bliver rigtigt svært at være Lucca, koncentrerer hun sig om smerten: ”Jeg strammer nittebæltet ind, til det skærer i maveskindet. I min rygsæk ligger 9 engangsskrabere, og jeg forestiller mig, hvordan de trænger ind i tankerne og hakker dem i småstykker, så jeg kan slappe af.”

Undervejs i historien får vi langsomt gravet forhistorien frem. Luccas familie flyttede fra deres hus, fordi de skulle have råd til at bygge det hotel, som er især farens store projekt. Oprindeligt var det planlagt i fællesskab med Luccas farbror Frank, men det sluttede brat, da Frank sprang ud som bøsse. Den første tid derefter boede Lucca og forældrene i en campingvogn, og nu er de flyttet ind på hotellet, hvor Lucca har sit eget værelse. Men “1 hotel er ikke et hjem”, som Lucca flere gange udtrykker det.

Den dysfunktionelle familie består også af en søster, som er flyttet til USA (og lever op til forældrenes forventninger om kernefamilie og karriere). Luccas far er perfektionist (som Lucca) og har stor succes som arkitekt. Moren er konfliktsky, og først sent i bogen aner man, at hun forstår Lucca bedre, end det først lader til.

På alle måder er Xu et fremmedelement i Luccas liv, men hun skaber så tilpas meget forstyrrelse, at Lucca må gøre op mig sig selv, om hun vil fortsætte sin hidtidige kamikaze-kurs. Det kommer naturligvis ikke til at ske. Lucca flytter sine grænser flere gange: Laver en optræden sammen med Xu i natklubben Pussy, springer i havnen og bader fra Xus husbåd trods vandskræk… og erkender sin forelskelse i Xu. Det sidste er svært, for vil faren slå hånden af hende, som han gjorde det med sin bror?

I et anfald af kombineret jalousi og resignation opsøger Lucca den følelseskolde White Snake fra Pussy og lader sig misbruge. Da hun får nok og flygter, går det så voldsomt for sig, at hun må en tur på skadestuen med hjernerystelse, inden Xu tager hende med hjem på husbåden. Her oplever Lucca for første gang, at begær og kærlighed kan være to sider af samme sag. Hun møder en omsorg. Også Luccas forældre kan se, at det er godt for hende.

Intet varer dog evigt. Xu siger ja til et tilbud om at tage til USA for at danse. Hun skal ikke være Luccas endestation, blot et skub ud af den smertefulde ensomhed, hun kom fra.

Hjertet er 1 organ er en bog, som gør et stærkt indtryk. Der er meget vold, selvskade og relativt eksplicitte beskrivelser af sex. Det virker passende, bogens emne taget i betragtning, men man skal tænke sig om, inden man anbefaler den til en konkret læser. Nogle vil blive skræmte, andre vil blive fascinerede og nysgerrige. Den kommer næppe til at dominere debatten, som Katamaranen gjorde det i 1970’erne. Selvmord, (homo)seksualitet og samfundsforagt kan ikke længere provokere. Jeg spørger blot mig selv, om jeg virkelig havde brug for alle detaljerne i Hjertet er 1 organ. F.eks. når Luccas første oplevelse med at stikke en nål gennem sin brystvorte udpensles over fire sider.

Sarah Engell har om råheden i sine ungdomsbøger skrevet: “Det er min ambition at give mine læsere noget – ud over en forhåbentlig god historie. Jeg har altid et budskab i mine bøger, noget jeg gerne vil give videre. Og netop når man tør at skrive råt, tror jeg , at man nemmere kan vinde sig vej til de unges hjerter. På den måde kan ungdomsbøgerne medvirke til at forvandle smerten, grusomheden og det meningsløse i tilværelsen, så det er nemmere at håndtere.”

Hvis man selv arbejder med selvskadende børn og unge, kan man få en dybere forståelse for deres bevæggrunde ved at læse Hjertet er 1 organ. Man må så selv vurdere, hvem man anbefaler den videre til. Selvskadende adfærd går ikke væk af at blive tiet ihjel. Og i denne bog bliver det i hvert fald ikke romantiseret. I morgen er det slut (Christiane F. eller Wir Kinder vom Bahnhoff Zoo) afholdt sandsynligvis nogle stykker fra min generation fra at ryge på sprøjten. Måske Sarah Engell opnår en lignende effekt med I Hjertet er 1 organ. Det er ikke lystfuld læsning, men det er det værd.

Hvis man ønsker at vide mere om unge, som skærer sig selv, kan man lytte til P1 Debat fra 12. april 2016: Flere unge skærer i sig selv – hvorfor? med Stefan Tofte, ungeambassadør for “En af os”, Lotte Rubæk, psykolog og forfatter til bogen ” Selvskadens psykologi”, Steen Andersen, generalsekretær for Landsforeningen for spiseforstyrrelser og selvskade, Yildiz Akdogan (S) og Jane Heitmann (V). I udsendelsen medvirker flere, som selv har skåret sig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *