En helt hvid bog
Silvia Borando, Lorenzo Clerici og Elisabetta Pica
44 sider
Alfa (Eksistensen) 2015
I en fortælling helt uden ord maler en dreng på væggen med en malerrulle. Han maler fugle, fisk, en elefant osv. De giver ham ikke glæde, men til sidst maler han en hund frem, og den springer ham i møde. Han har fået en ven.
Så banal og universel er fortællingen i En helt hvid bog. Derfor kan den bruges helt ned i vuggestuen. Ældre børn kan også have glæde af den.
På JAGOO skrev jeg: “En helt hvid bog er uden ord. Man kan fortælle meget med få streger. Drengens ansigt er en guldgrube af udtryk. Forventningens glæde, når dyrene viser sig. Skuffelsen, når de flyver/svømmer/løber væk. Forskrækkelsen, når en dinosaur truer ham (…) Da hunden kommer frem, ser drengen lidt undrende ud: Hvad skal han stille op med den? Hans undren skifter til glæde, da hunden hopper op i hans udstrakte arme.”
Det er dejligt at læse en bog, som tør. Som tør droppe ordene og lade billederne fortælle det hele. Forløbet i En helt hvid bog har mange gentagelser og er derfor god til de ikke så rutinerede læsere. Samtidig fortæller den om skuffelser og om venskab, så også de mere rutinerede kan få noget ud af at læse. Det sker sjældent, især er bøger med gode fortællinger sjældne til vuggestuebørn.
Når der er så lidt tekst, er der plads til at lade sin egen fantasi komme i spil.