Helikopter

Helikopter.

Morten Walther Rasmussen
117 sider
Vild Maskine 2019

Kasper gør sig mange tanker om sit liv og sine omgivelser. Og er der mange ting at gøre sig tanker om. Ikke mindst, da Kaspers far kører galt og ændrer sig mentalt. Han var heller ikke rask inden ulykken, men nu slår depressionen fuldt igennem og påvirker farens adfærd i en voldsommere og voldsommere retning. Det ender fatalt.

Sjældent er så tunge emner beskrevet så smukt og poetisk. Depression, angst og selvmord er følsomt sat på ord ud fra barnets synsvinkel. Kasper er mellem 6 og 10 år, derfor opfatter og forstår han verden som et barn. Alligevel – eller netop derfor – har han så meget at sige, også til den unge eller voksne læser. Kapitlerne er på en enkelt side, en gang imellem på to. Det gør hvert kapitel til sin egen korttekst, som godt kunne stå alene og samtidig danner brikker i det store puslespil, som Kaspers verden udgør.

En af de stabile holdepunkter i Kaspers liv er læreren Else. Hun hjælper ham med at tumle med de store spørgsmål. Fx om, hvad det er at elske. Hun definerer det først på den måde, at man ved, man elsker nogen, når man ikke kan undvære dem og ikke kan leve uden dem. Men hun må se sig slået af den stærkere barnelogik, for hvordan kan far så forlade sit barn og ægtefælle? Kasper må også spørge sig selv om det omvendte, kan han leve uden sin far?

Kasper fører samtaler med den far, som ikke længere er der. Her kommer helikopteren ind i billedet. Når han sidder under et træ i sin hule, har han en mental port til sin far, som møder ham i en gul helikopter. ”Han ved godt, at han ikke må. Men i dag er det første september, det er snart et år siden, og Kasper er nødt til at kravle ind i træet igen. Bare én gang mere. Selv om Else siger, at han ikke skal gøre det. Og mor og psykologen.”

Der er også lyspunkter i Helikopter. Mennesker, som vil Kasper det godt. Det flytter dog først noget for ham, når han tager imod. Ud over Else er der vennen Jonas, og Silje vil godt holde hånd med Kasper – og et lille kys bliver det også til. Det viser læseren, at selv i de mørkeste tider er der lysbærere omkring én, men man skal selv være parat til at modtage lyset. For at kunne modtage lyset skal man være parat til at give slip på mørket. Og Kasper bliver klar. Til sidst.