Min far spiller fodbold i himlen
Line Thoft Carlsen
Illustrator: Jette Svane og Rune Lundø
59 sider
Kræftens Bekæmpelse 2015
Den seneste børnebog fra Kræftens Bekæmpelse er fortællingen om niårige Line, hvis far dør i løbet af Min far spiller fodbold i himlen. Det er naturligvis en sørgelig bog, men den fortælles fra et barns synspunkt med en næsten nøgternt sprog. Læseren møder Lines tanker før, under og efter dødsfaldet.
Line har både en ældre og en yngre bror. De tre børn reagerer forskelligt, og gennem Lines tanker forstår vi hendes adfærd. Hun får meget støtte undervejs af en familie, som er ramt af sorgen i lige så høj grad som hende selv.
Om sproget skrev jeg på JAGOO: “Jegfortælleren Line fremstår troværdigt som niårig. Der er ting, hun ikke forstår, men hun er bevidst om, at det er sådan. Det kan være smerteligt at læse bogen, men den vil utvivlsomt give ro til en del børn i samme situation. Klassekammerater og andre kan læse med, næppe uden at få en klump i halsen.”
Et eksempel på det direkte sprog er i en scene, hvor Line spørger sin mor om, hvornår far kommer hjem fra hospicet. ”Signe, far kommer ikke hjem igen, det er slut. Far dør ude på hospice,” er mors svar. Her fortæller Min far spiller fodbold i himlen, at barnets fantasi kan være værre end virkeligheden, så det nytter ikke at skjule sandheden.
Line er derimod med i hele processen og rører også sin far, efter han er død. ”Jeg har bagefter tænkt på, at det var godt at have et bevis på, at far var død. Nogle gange er det nemlig rigtigt svært at forstå, at det er MIN far, som aldrig mere kommer tilbage.” Sådan sætter Line ord på den smertelige oplevelse. Ved det sidste ridestævne, far når at være vidne til, vinder Line en roset, som hun lægger på kisten. ”Så kørte rustvognen med kisten. Det er nok det sværeste, jeg har været med til,” siger Line efter denne symbolske handling.
Tiden efter dødsfaldet beskrives også som svær. Det første år er alt præget af dødsfaldet: Første sommerferie uden far osv. Line kommer i en sorggruppe, som giver hende meget godt. Hun rider stævner igen og begynder at tænke på, at hendes mor kunne få en ny kæreste. Hendes værelse bliver malet med to fodboldmål og en bold på en baggrund af skyer. Et smukt billede af, at Min far spiller fodbold i himlen.