Den faldne djævel

(Den Store Djævlekrig bind 6)
Kenneth Bøgh Andersen
304 sider
Høst & Søn 2016

Seriens sidste bind indeholder naturligvis det store opgør mellem Filip og Aziel. Det er nok også det eneste, som er rigtigt forudsigeligt i Den faldne djævel. Aziel udløser det nordiske Ragnarok og giver det en drejning, som ikke var spået i myterne. Det giver ham nogle af de stærkeste våben fra asernes verden, og dem bruger han mod Jahve og mod Djævelen. Han får endda Jesu søn (som hedder Josef efter den anden af sine farfædre) til at give en hånd med.

Man står tilbage med mange dystre tanker, når man har læst bogens sidste ord, “tilgiv.” Døden fylder meget i Den faldne djævel. Gudernes død og menneskenes død. Djævlenes død? Hvad med Døden selv, personificeret af Mortimer og hans “kolleger” fra andre mytologier; kan Døden dø? Et større spørgsmål drejer sig om, hvorvidt døden altid er en dårlig begivenhed. Den kan også genforene elskede. Det bliver dog aldrig en bog, som hylder selvmordet. Tværtimod må karaktererne flere gange gribe ind for at hente allerede døde tilbage. De løber en stor risiko, for det er ikke sikkert, at Dødsriget vil give slip på nogen uden at tage en anden.

Særligt grusomt bliver det, da Aziel får Filip til at dræbe en af sine allerkæreste. Det siges ofte, at det største offer, man kan bringe i en krig, er sit liv. Personligt vil jeg mene, at det er et vilkår for alle, at de skal dø og at de mister nogen, de holder af. Filip betaler en endnu højere pris, han skal leve med erindringen om, at han har dræbt nogen.

Guderne (og dermed Jahve og Djævelen) er derimod udødelige, så længe de bliver husket. Aziel benytter vand fra Lethe, som er en biflod til det græske Dødsriges flod, Styx. Han vil være den eneste, som er tilbage, så menneskene vil tro på ham alene. ”En djævelsk gud og en guddommelig djævel”, som han ubeskedent kalder det.

Som i resten af serien er der masser af humor. Bibelen – som Fanden læser den er titlen på en bog, som dukker op flere gange. Der er også mange ordspil omkring det gode og det onde, for hvordan gør man det op, når man er i Helvede og har det godt der?

På JAGOO skrev jeg, at “Kenneth Bøgh Andersen skriver djævelsk godt” og brugte dette eksempel, hvor Filip som så ofte før kommer i tvivl om, hvad hans sanser (eller hans tanker?) fortæller ham: ”Han ser sin fars hytte, som er brændt ned til grunden. I det, der engang var stuen, ligger de forkullede lig af hans forældre. De sortsvedne kraniers munde, som står vidåbne, som om de stadig prøver at skrige og…”

Det er ikke den eneste gang, hvor Filip måske – måske ikke – er offer for et mareridt eller en illusion. Han har oplevet så megen gru gennem nu 6 bind, at han ikke længere kan stole på, om han virkeligt får skåret øjenlågene af. Om han i al evighed skal være fanget i Helvede? Bliver Satinas hals skåret over, eller er det et mareridt, som slutter, når han vågner? Filip og læseren får svarene undervejs.

Hvis man kan sine kristne, nordiske og græske myter, får man mest ud af de mange referencer, men man kan sagtens klare sig uden. Det var netop nogle dele af Bibelen, som fik Kenneth Bøgh Andersen til at genoplive (!) serien, efter han ellers mente at have afsluttet den med bind 4, Ondskabens engel. Vi hører en version af Jobs bog, hvor Jobs kvaler blev skudt igang af et væddemål mellem Jahve og Djævelen. Heller ikke historierne om korsfæstelsen og genopstandelsen vil være den samme efter at man har læst Den faldne djævel.

Bind 4, Ondskabens engel, var tænkt som sidste bind i Den Store Djævlekrig. Men Kenneth Bøgh Andersen indså, at han ikke var færdig med den. Det blev til to bind mere. Heldigvis. Denne gang er det endegyldigt slut. Desværre. Så husker jeg bogens afsluttende ord, “tilgiv”. Og gør det.

Læs også:

• Djævelens lærling (Den Store Djævlekrig 1)
  
• Dødens terning (Den Store Djævlekrig 2)
• Den forkerte død (Den Store Djævlekrig 3)
• Ondskabens engel (Den Store Djævlekrig 4)
• Den faldne engel (Den Store Djævlekrig 5)